Mathilde om spil engang i 2011

Here goes: En skoleopgave jeg skrev i løbet af 2011. Formålet var at skrive om erfaringer og oplevelser med spil. Det er bestemt ikke intelligent læsestof, men jeg har skrevet ud fra det jeg vidste på daværende tidspunkt og karakteren for den var rimelig hæderlig. Udover det så er jeg stadig relativt 'ny' i 'branchen'. Artiklen som nævnes, indeholdt en masse fordomme, såsom spil er fordummende, spil er asociale og spil avler vold.

Fordomme og virkelighed - erfaring og oplevelser med computerspil

Ja, det er lige præcis de fordomme, artiklen starter med, jeg ofte har hørt fra mine forældre og prøvet at modbevise, men det er ikke lykkes mig endnu. Alligevel er det vanvittig god underholdning, og det sidste spil jeg fik gennemført har været lige så informativt, som et gammelt støvet leksikon.

Jeg vil helt klart afvise, at spil er fordummende, som det så fint nævnes i artiklen. Som eksempel vil jeg bruge Portal spillene. Det handler om at man skal komme fra A til B ved hjælp af en orange og en blå portal. Går du ind af den ene, kommer du ud af den anden, men der er mange begrænsninger for, hvor de kan placeres. Der er meget få mekanikker, man selv administrerer, til gengæld er der mange ting, som man bliver nødt til at udnytte gennem sin progression i spillet bl.a. fremdrifts funk-tioner, lasere og knapper som skal aktiveres. Der bliver ikke lagt pres på en undervejs, og det kræver ikke fænomenale reaktionsevner, men der er aldrig en indlysende vej fra A til B. Det er et spil, der på det kraftigste lægger op til, at du tænker dig om, ellers kan det ikke spilles. På det grundlag vil jeg mene, at min evne til at tænke logisk har forbedret sig gennem de mange gåder i Castlevania - Lords of Shadow, Portal 2 og Assassins Creed 2. Efter tilstedeværelsen af det øjeblik hvor du tænker: "Gud, det er sådan jeg løser det!" fyldes man bare af en helt ekstrem ro, ligesom når man har afsluttet en 10 km løbetur og endelig får mulighed for at smide sig på en sofa. Det er også, som (A) sagde under sin projektfremlæggelse her, at hjernens belønningscenter aktiveres. Jeg har læst om mange undersøgelser, som mener at have bevist, at spil udvikler hjernen og lige så mange, som siger det modsatte.

Spil er asociale. Nej, bestemt ikke. Der er efterhånden rigtig mange spil, der får tilføjet en multiplayerdel, og der er så meget, det er sjovere at være 2 om. Uheldigvis for mig har jeg ikke mulighed for at spille online mod nogen af dem, jeg kender, fordi det trådløse net lige nøjagtigt ikke når min Playstation. Jeg har også brugt mange timer på Singstar og Wii Sport og -Play, som er fantastiske festspil. Spillene til Wii har den fordel, at de er mere accepterede blandt forældre, fordi man får bevæget sig. Mine forældre vil også gerne deltage i disse spil. Men! Sidder man med det selv, føles det bare så meningsløst.

Jeg finder inspiration i mange spil og bruger dem bl.a. til at studere lys og skygge, som jeg bruger i billeder og tegninger.

Jeg er fuldstændig fascineret af alt det arbejde, al den teknik og al den programmering, der ligger bag alle spil, nye som gamle, selvom jeg ikke forstår det, og det er så vildt at se kvaliteten og standarterne stige for hvert år. Det har været ekstremt lang vej fra Pac Man til det vi ser i dag, et eksempel derpå er Enslaved: Odyssey to the West, som er noget af det bedste og mest smukke, jeg har været forbi i lang tid. Figurene har fået tilført så meget personlighed, at det er svært ikke at sympatisere med dem, selvom de bare er computergenererede.

De oplevelser jeg har haft med spil indtil nu, har altid været meget mere dragende og intense, end oplevelserne jeg har haft med film. Jeg har altid kunne se psykologiske thrillers og horrorfilm, uden at det har påvirket mig, men forleden da jeg efter mange måneders ventetid endelig sad med spillet Shadows of the Damned, som jeg virkelig havde glædet mig til, fordi det så så flot og spændende ud, blev jeg nødt til at slippe det efter bare en times tid, fordi koldsveden drev ned af ryggen på mig. Det var virkelig en klam oplevelse. Der var ikke engang gjort noget særligt, for at det skulle være specielt dystert, men det virker bare på en helt anden måde, når man sidder med sådan noget i spilform. Man er mere inde i det, end hvis det havde været en film. Spiloplevelsen varer også længere end en film, den tvinger dig til at tage stilling til nogle ting, træffe beslutninger og tage konsekvenserne af dem, for du er hovedpersonen.

Der er lavet mange undersøgelser, som skulle bevise at spil/voldlige spil avler vold. (8), (A)'s mor, fortæller om dem hele tiden. Sådan har det ikke virket på mig, tværtimod bruger jeg dem til at afreagere.