Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Jeg hader karakterskalaer

Skrevet af barcano den 15 maj 2017 kl. 11:32

Vi kender det alle sammen, den nyeste film,spil,album eller sæson af din yndlingsserie er lige landet. Og uanset hvad du synes om den er det rart at kunne komme ud med sin mening. Og vi lever desværre i en tid hvor det at studere vores elskede medier med hinanden, at diskutere og debattere om positiverne og negativerne er en sjældenhed. I stedet er der en stor vægt på at kunne få al den information på kort tid. At kunne høre om en film er god eller ej uden en stor debat. Her kommer karakterskalaen som nok det mest åbenlyse alternativ. En måde hvorpå man kan beskrive et produkts kvalitet ved et tal eller en værdi. Stjerner,tal,bogstaver, 1-10 eller 1-100, you name it. I princippet er det ligegyldigt hvad man kalder karaktererne, det vigtigste er at man på kortest tid kan formidle sin mening.
Det er jo som princip fint nok. Jeg vil til hver en tid foretrække den hvor vi kan komme i hinanden mere ved, i form af at vi kan snakke om produktet. For det er trods alt nemmere at respektere en anden persons mening hvis der er en velargumenteret begrundelse bag det givne tal, eller hvad karakteren nu måtte være. Så der er vel egentlig ikke noget galt med det, eller hvad?
I går var jeg med min far inde og se Alien Covenant med min far. En film som vi begge var meget interesseret i som gamle Alien-fans, og derfor også meget håbefulde om det nyeste kapitel i den serie som rummer min yndlingsfilm (psst, det er Alien).
Og bare rolig jeg vil ikke spoile noget fra filmen, men jeg kan da roligt sige at min far og jeg forlod biografen med to vidt forskellige holdninger. Eller hvad?
Jeg kvitterede med et stærkt 6/10 på baggrund af:

Middelmådig skuespil (minus Michael Fassbender)
Et væld af kontinuitets fejl
Klichéfyldte karaktere rog historie
Umådelig dumme karakterer
Et dårligt soundtrack (når det ikke kopiere Prometheus og Alien)
En dårlig dramatur (meget pludselig og pressende start og en undervældende og hastende slutning)
Og et alt for stort fokus på CGI

I mine øjne rimelig store problemer, som trods alt ikke satte en stopper for en meget voldelig fed popcorn-blockbuster med meget,MEGET lette filosofiske og symbolske værdier kontra Prometheus, som stadig formåede at underholde mig fra start til slut. Min far derimod kvitterede med et 8/10 hvilket vel ville lyde som en semi-stor modsætning, eller hvad?
På vej hjem fra biografen sad vi og diskuterede filmen. Og det gik hurtigt op for mig at han ikke kun gav mig ret i mine anker men sågar også selv oḱom med nogen. Og min far er ikke engang den største cinefil. Han er ikke engang en og alligevel kunne kan følge op på en masse af mine problemer og selv finde nogen. Og der gik det op for mig: Hvad i hede hule helvede er grunden så for et 8/10. Jeg spurgte ham og han svarede (jeg parafraser): "Filmen var rigtig god. Men. Den havde lidt for mange problemer til at få 10/10."
Hvis du er ligesom mig skal du lige bruge et par minutter på at tørre din hjerne væk fra skærm og tastatur fordi den er smeltet ud af ørerne på dig. Lidt for mange problemer. Vi taler om fundamentalt store problemer. Ikke hvad nogen vil kalde for flueknepperi men store negativer som har en effekt på handling,karakterer,forløb og underholdningsværdi.
Men det fik mig til at tænke. En tanke som mange andre også har haft før mig. Og skam også efter mig. Hvorfor bruge et karaktersystem hvis folk ikke kun er for opsat på det, men heller ikke forstår det?
For ikke mange dage siden havde jeg blandt andre en diskussion med anden person i kommentarfeltet på en artikel her på Gamereactor af samme emne. Altså hvad karakterer er for en størrelse. I den diskussion og i dette oplæg vil jeg bruge 1-10 karakterskalaen som grundsten. Mest af alt fordi jeg syntes at den fungerer bedst. Fordi 1-100 bliver for teknisk når man skal finde en retfærdig score (puha skal det mon være 86/100 eller 87/100), og stjerner er ikke retfærdiggørende nok. Fordi hvis 3 stjerner ud af 6 er middel er 4 jo et godt stykke over middel. Og det efterlader et stort tomt rum imellem 3 og 4 som man nemmere kan fylde ud med 1-10 skalaen.
Og 1-10 skalaen er også brugt af mange, hvilket gør den meget genkendelig for mange.
Men så er problemet bare: hvis vi forstår skalaen forskelligt , hvorfor så bruge den?
For mig går skalaen som følgende:

1/10 Forkasteligt
2/10 Ringe
3/10 Dårligt
4/10 Under middel
5/10 Middel
6/10 Over middel
7/10 Godt
8/10 Rigtig godt
9/10 Fantastisk
10/10 Mesterværk

Og det er det nok også for rigtig mange andre. Hvor problemet rigtigt opstår er når vi bruger skalaen forskelligt. For mange, herunder brugeren nævnt tidligere i kommentartråden er alt under 7/10 dårligt. Hvilket jo er absurd. Det eliminerer jo hele konceptet ved skalaen.
Men man kan sagtens tolke skalaen forskelligt og stadig "spille" inde for de samme regler.
Her er to eksempler på hvordan to Youtube-anmeldere bruger skalaen når de anmelder film.
PS: De er begge rigtig gode. Du burde besøge dem og støtte deres kanaler.

Adam Johnston fra YMS (Yourmoviessuckdotorg) siger at han bruger skalaen som følgende: Enhver film er 5/10. Og enhver positiv ting den gør trækker den op og alt negativt trækker den ned. Og hvis han svinger imellem en karakter bedømmer han den ud fra hvor underholdende den var.
Ralph Sepe Jr. fra RTMM (Ralphthemoviemaker) siger at han bruger skalaen som følgende: Alle film starter fra 1/10 og kun det objektivt gode og underholdningsværdien trækker op.

Så der er altså forskellige måder at bruge skalaen på men der stadig bruger tallenes værdi. Et 10/10 er stadig et 10/10. De måler det bare ud fra forskellige parametre.

Så den eneste måde hvorpå vi kan få en normal diskussion om vores elskede film og spil er jo hvis vi indser hvordan skalaen skal bruges. Og endnu vigtigere hvis vi anerkender hinandens forskelligheder. Ikke fordi jeg at vil få det her til at lyde som socialistisk propaganda, men vi er jo alle sammen forskellige og vi lægger vægt på forskellige ting.
I forhold til film er der mange der kalder mig for en fluekneppende idiot som tænker alt for meget over film.
Og i mine øjne er jeg da bare en som ser kunsten i film og vil studere alt hvad der kan studeres. Og uanset om din yndlingsfilm fra 2016 var Civil war eller Moonlight er den eventuelle værdi jo det samme. For mig var Moonlight noget af det tætteste på 10/10 hvis der ikke havde været noget irriterende scenografi. Og for andre vil Civil war være årets bedste film. Og selvom de tager fejl skal de jo stadig have lov til at have deres mening. :::::::::))))))))))
Så længe vi holder fast i hvad 1-10 skalaen er for en størrelse burde det være muligt for os at kunne holde nogle gode diskussioner.
Den generelle tanke om 10/10 burde da være den samme. Jeg bliver tit spurgt om hvad en 10'er er. Og for mig er det noget af det tætteste du kan komme på perfektion. I den skrivende stund kan jeg kun komme på tre spil som fortjener en 10'er, og det er:

Resident evil REmake
Splinter Cell Chaos theory
System shock 2

De er alle spil som i mine øjne kun har en mikroskopisk nævneværdig ting. Som så bliver vasket væk af alle positiverne. Eller endnu bedre ikke har nogen.
Og hvis du er uenig og bliver sur, så husk. Du er ikke sur fordi jeg valgte nogle spil som du ikke kunne lide. Men fordi jeg ikke valgte de spil som du kan lide. Så bare fordi det nye Zelda ikke er 10/10 betyder ikke at det ikke er godt. Eller at du ikke må elske det. Det betyder bare at jeg ikke elskede det ligeså meget som dig.
Fordi selvom jeg måske for nogen er for kritisk skal vi jo stadig huske at ingen og intet er perfekt.
Resident evil REmake har måske lidt for meget backtracking (Hvis du ikke planlægger. Man kan sagtens gennemføre hele spillet uden at backtracke til din kiste).
Splinter Cell er lidt for lineært (men har massere af muligheder som gør at ingen gennemspilning føles ens).
Og System shock 2 har noget lidt wonky-donky stemmeskuespil (men det bliver tilsidesat med en fantastisk historie og spillets brilliante evne for visuel historiefortælling).

Alle ting har fejl. Små eller store. men det der virkelig betyder noget er produktets evne til at gemme det.
Som et perfekt eksempel se Nostalgia critics video om 11 dårlige ting i Ringenes-herre trilogien. Det er rimelig store ting, men vi hylder det stadig som værende nogle af Hollywoods bedste film. Hvilket det skam også er. Men det leder os også tilbage til det jeg nævnte tidligere. Kunstformer som film og spils funktion er at skabe en reaktion hos seeren eller spilleren. Og hvis det bliver formået kan vi overse de små skavanker.

Og her til sidst. Når du møder en person som du er uenig med om en karakter så husk dette: Hvis du ser et dukketeater. Så lad være med at bliver sur over at du kan se dukkeførerne. Bliver hellere sur over at du lagde mærke til dukkeførerne. Fordi så var stykket ikke interessant nok til at holde din opmærksomhed.

-Tak fordi du gad at læse mit lille essay/blog om karakterer. Håber at du nød det.