Pingo

Min stedfar mente den skulle hedde Bergmand eller Bergstrøm. Hunden altså. Selv mente jeg det var forbandet synd hvis et sagesløst dyr skulle belemres med sådan et navn, og jeg skulle ihvertfald ikke bryde mig om at gå og råbe Bergmand når hunden skulle ind fra haven. Vi havde snakket om at få hund i et stykke tid nu. Jeg var vel egentlig ikke selv så entusiastisk. Jeg havde allerede en hund hos min far, og han hed Bastian, hunden altså, og var super dejlig, så hvad skulle jeg med en Bergmand? Men min stedfar insisterede, og sagde at det var en af hans to betingelser. Den anden var at det skulle være en lille hund, som for eksempel en terrier. Eller en puddel.

Der gik lidt tid. Jeg tror ikke mine forældre var helt alvorlige om at de skulle have hund, for sådan en koster jo, især hvis man skal have stamtavle og seletøj, og de spiser jo også nogen, og skal til lægen. Men det gik hverken værre eller bedre end at min stedfar havde kollegaer og en af dekollegaer havde hunde, og flere end han selv kunne huse. Så ind i familiebilen og afsted mod... Silkeborg, tror jeg. Min bror og jeg udvekslede blikke på bagsædet. Pudler. PUDLER. Små arrige hårtotte der hørte til hos kvinder med perfektfilede negle. Og for at gøre det endnu værrere, DVÆRGpudler. Katastrofen var total. Der var langt fra sankt bernhards hunden Bastian, eller min vens golde retriever Magnus, til en lille, snoldet, sur dværgpuddel. Øv.

Men virkeligheden lever jo sjældent op til forventningerne, og dværgpuddelen Pingo levede slet ikke op til nogen af dem. Han viste sig nemlig at være en helt igennem fantastisk hund. Min stedfars kollegaer havde en hunpuddel, som de for nogen tid siden havde avlet på. Af det var der kommet minimum tre hvalpe, hvoraf den ene, en han, var blevet solgt til en ældre dame der savnede noget selskab. Desværre savnede hun også en hel del andet, deriblandt hendes fulde fem, så puddelen, som hun med royal kærlighed navngav Pingo, fik lov at gå rundt på møblerne som det passede ham, og istedet for gåture klaredes skideriet på spisebordet. Heldigvis for både dame og hund erkendte damens datter snart at det altså ikke gik mere, og damen kom på et hjem hvor hun kunne få den omsorg og hjælp hun skulle have, og Pingo røg tilbage til familien og fik en ordentlig omgang genoptræning. Og så kom vi altså, 4 mand i en Obel Ascona, eller hvad bil vi nu havde dengang. Og alle mine bange anelser forsvandt som dug for solen da vi, da døren blev åbnet, ikke bare blev mødt af to glade mennesker, men også 4 enormt glade hunde.

Pingo var en lille uldtot, og selvom han nogengange var lidt sær, så var han så uendelig dejlig. Folk har mange forkerte forestillinger om pudler, at de er arrige små pyntedukker. Det passer ikke. De er intelligente, omsorgsrige familiehunde. Jeg var omkring de 13 da vi fik ham, og der gik ikke lang tid før det faste morgen ritual var at min mor åbnede døren til mit værelse, og så gik Pingo glad ind og vækkede mig. Og hvis det var weekend, så lagde han sig sammen med mig, og puttede sig ind under dynen. Vores gåture var ikke så voldsomt lange, men det passede en ung teenager fint. Og når vi legede i haven kunne han køre sig selv helt vanvittigt op, så til sidst var der ikke noget behov for rent faktisk at lege med ham, han halsede rundt i ottetaler på græsplanen og var helt ustyrlig.

Da jeg var 14 skulle jeg på klassetur til Amsterdam. Og Pingo var med og sige farvel ved bussen. Hvor jeg engang havde bævet ved tanken om at skulle vise pudlen Bergmand frem for klassekammeraterne, var der ingen bekymringer, og det scorede da også nogen billige point at kunne introducere det søde lille kræ for pigerne. I den uge jeg var væk savnede jeg Pingo mere end mine forældre.

Pingo havde en fantastisk fornemmelse for ens humør. Når jeg var glad var han glad, og vi legede og han drillede og hev mine sokker af, eller rykkede forsigtigt i mine bukseben. Og når jeg var ked af det, så var han stille og rolig, og nussede med tunge og næse, og modtog selv nus og kærlighed. Da min tredje kæreste slog op med mig for anden gang, brugte Pingo hele formiddagen i sengen med mig, ingen pjat eller balade eller leg, bare trøstehygge.

Pingo var ærlig, for hunde kan ikke rigtig være andet. Hvor venner og klassekammerater kunne forråde og svigte, når den sociale status var i fare, eller sende et falskt smil for syns skyld, så var Pingo kun interesseret i at flokken havde det godt, og så var der sådan set ikke mere at tænke over for ham. At være sammen med ham var simpelt, for der var kun følelser og kropssprog, og ingen ord til at forvirre og fordreje. En ven, en anderledes ven, som trods fire ben og krøllet pels var en del af familien. Der er noget ganske ubeskriveligt over at være modtager for ubetinget kærlighed. Til tider trængte han dog til enrum, og når enrum ikke engang er et rum, men en kasse uden låg, så forstår man godt han forsvarede den med næb og kløer. Han kunne blive så fantastisk arrig hvis man forsøgte at komme til ham i hans kasse, nogengange. Men bortset fra de, få, knurrende momenter, så var han en glad hund, med et gladt liv, der gjorde en glad familie.

Og sådan gik årene. Pingo vækkede mig hver dag, var enormt begejstret hver dag når jeg kom hjem, luftede mig, legede når vi var glade og nussede når vi var trætte eller ked. Altid loyal, altid kærlig.

Jeg holdt LAN til tider, i gymnasietiden. Men fars kone havde et lager med et stort arbejdsbord, og det var perfekt når en 6-7 drenge skulle bruge en nat på uforstyrret at skyde hinanden i småstumper, eller rejse imperier sammen. En dag efter sådan et LAN skulle jeg tilbage for at hente min stol. Lageret var i gåafstand, og derfor spurgte min mor mig om jeg ikke kunne tage Pingo med i snor, og ligesom slå to fluer med et smæk. Men jeg var træt, og en kontorstol er bøvlet at slæbe, og måske var jeg i det hele taget ldit irritabel og doven, så jeg svarede at det vidste jeg ikke liiiige om jeg kunne, for stolen er jo tung og sådan. Så jeg suste ud uden snor og hund, og hentede stol. Jeg havde det egentlig lidt skidt med det, da Pingo godt havde opfanget hvad vej vinden blæste, så han stod klar ved døren, glad og logrende, indtil jeg var på vej ud af døren uden ham, og halen langsomt lagde sig.

Og så kom jeg tilbage. For at nå bagdøren, som var den indgang vi brugte, der passerede jeg min lillebrors vindue, og jeg kunne se min mor og min lille bror holde om hinanden. Og det blev ikke bedre da jeg kom indenfor og min mor var for grådkvalt til at fortælle mig hvad der foregik. Og der var ingen hund der logrende tog imod mig. Pangforvirret tog jeg stolen ind på mit værelse, og jeg kunne mærke at der var noget meget, meget galt.
Da jeg kom ud i køkkenet igen, kom min stedfar ind. Hans hænder var dækkede af blod.

Pingo var død.

Da min mor var gået med ham istedet var han pludselig suset ud forbi en stikvej, fordi han fik fært af noget. I samme øjeblik kom en bil kørende alt, alt for stærkt ud, og han kunne ikke nå at stoppe. Pingo, en glad, kærlig hund, MIN hund, min lillebror, døde øjeblikkeligt. Min stedfar havde renset den lille krop så godt han kunne, så vi kunne sige farvel til ham ude i værkstedet. Jeg lagde hånden på hans mave, men selvom den var varm og blød som altid, var der ikke noget liv, ikke nogen bevægelse, ikke nogen glæde og kærlighed. Der var bare en livløs krop.

Vi begravede ham under et hjertetræ i haven. Han fik sit elskede tov med, og et par andre ting. Og så forlod Pingo, en dværgpuddel der skulle have hedet Bergstrøm, vores liv, men ikke vores hjerter.

Senere kom Charlie til. Charlie var også en dværgpuddel, og han var en hvalp, men selvom han var et herligt væsen, selvom han også blev en del af familien, og stadig er det, så fylder det ikke Pingos hul. Det kan man aldrig, med tab. Man kan få sig en ny ven, men man kan ikke slette mindet om den gamle.

3 gode spilslutninger

Efter Guiness rekordbogs ganske forfærdelige liste og BumZen's ganske fortræffelige(som du kan læse her) liste over de bedste spilslutninger nogensinde, så vil jeg også lige give mit bud på 3 spilsutninger der udgør mine favoritter. En lille disclaimer, dog: Listen ville ganske givet være rangeret anderledes på en anden dag, og måske ville der være helt andre titler derpå. Så har jeg glemt et mesterværk, eller er du uenig i hvilke jeg vægter højest, så råb endelig op, for det kan være jeg giver dig ret :) SPOILERS forekommer, iøvrigt, så ser du en titel du har planlagt at spille, så skynd dig væk i en allerhelvedes fart.

3. Silent Hill: Shattered Memories
Genfortolkningen af det første Silent Hill kan klandres for mange ting: den ellers puzzleglade serie hyldedes gennem wii-motion gimmicks, det ellers så ikoniske rådne og rustne jernlandskab blev erstattet af is og frost, og uhyggen blev erstattet med andrenalin pumpende flugtsekvenser der gav mere frustration end frygt. Den ellers højt reklamerede "The Game Plays You" funktion, hvor pauser med "psykolog samtaler" skulle afdække din person så spillet kunne spille direkte på dine fobier, virkede flad og ligegyldig. Der var, et langt stykke af vejen, ikke meget at råbe hurra for, selvom spillet trods alt holdt et niveau der i det mindste var interressant nok til at man ikke gav op. Og jesus det betalte sig at man hang ved. Da Harry Mason nærmede sig sit mål, fyrtårnet hvor hans datter er taget til fange, bliver psykologindslagene mere og mere aggressive, og det bliver klart at der ligger mere under overfladen end først antaget. Harry stormer ind i fyrtårnet, i genkendelige omgivelser: Kontoret hvor psykologsamtalerne har fundet sted. Datteren Cheryl er voksen, og det er hende der er i samtale, hende vi har spillet i psykologsamtalerne hele tiden. Psykologen ignorerer totalt Harry. Han findes ikke. Alt vi har oplevet har været Cheryls fantasi, hendes forsøg på at konstruere en virkelighed hvor hendes far ikke var en skuffelse. Og pludselig giver det hele mening. Psykolog samtalerne som ellers kun gav overfladiske forandringer giver mening fordi det er delvist igennem dem Cheryl konstruerer hendes fantasi - det var ikke en gameplay mekanik, men en narrativ mekanik. At i det hele taget kalde det for en "re-imagining" af det første Silent Hill legede med vores forventninger om hvad spillet handlede om, og gjorde at vi var totalt vildledte.

Spillet havde forskellige slutsekvenser, og de er allesammen lige nævneværdige. Alt efter hvad man har gjort og svaret gennem spillet, kan Cheryl enten forene sig med sandheden om at hends far aldrig var den helt hun har bygget op i hans fantasi, men en skuffelse der enten var fuld, utro, eller skiltes med hans kone, og tilgive ham. Eller hun kan indse Harrys sande jeg, og fordømme ham for det. Eller, og det var her det blev rigtig hjerteskærende for mig, hun kan ende med ikke at magte at se sandheden i øjnene, og istedet for at gøre sig fri af den drømmeverden hun har levet sig ind i, trækker hun sig mere ind i hendes fantasi, og psykologen må derfor give op og sende hende på en lukket institution. Da vi derefter ser optagelser fra Harrys Camcorder, det ene øjeblik lykkelige øjeblikke med hans datter, det næste den grimme sandhed om Harrys laster, er det svært ikke at knibe et tåre.

Det var hjerteskærende og selvom det var en variation af et twist vi har set alt for mange gange før, var det så veludført og indarbejdet i spillet og dets gameplay, at det, ihvertfald for undertegnede, virkede perfekt, og tog et middelmådigt spil og placerede det mellem mine absolutte favoritter.

http://www.youtube.com/watch?v=2aeTV3CVL6Y

2. Silent Hill 2
Det er næsten umuligt ikke at have fået slutningen spoilet for sig endnu, men da jeg gennemførte det første gang var mine forældre heldigvis ikke trådt ind i teknologiens tidsalder endnu, og internettet havde endnu ikke haft mulighed for at afsløre hvad det egentlig var der foregik i den groteske helvedesby, da James Sunderland bevægede sig igennem den i jagten på hans afdøde kone. Silent Hill 2 havde flere slutninger, og det er egentlig ikke så meget en bestemt slutsekvens som gjorde det hele så episk, men snarere den sidste del af spillet på Havenbrook Hotel hvor alle brikkerne endelig faldt på plads. Og jeg mener ALLE. Det er svært at genfortælle slutningen på en måde der giver mening, men du kender den forhåbentlig allerede. James har løjet for os og sig selv hele tiden, flygtet fra den forfærdentlige forbrydelse han har begået. Hans kone blev ikke taget af sygdommen, men af James selv, ude af stand til at kunne håndtere hende og hendes sygdom længere, ude af stand til at kunne lægge låg på de seksuelle frustrationer og af at være bundet til en døende kvinde der ikke gav ham andet end smerte. Den mystiske Maria og væsnerne i Silent Hill var alle facetter af hans chauvanisme og seksuelle syn på kvinder, mens det grusomme Pyramid Head der jagtede ham og truede med at udslette ham var hans egen skyldfølelse og ønske om at blive straffet. James var ikke en sørgende enkemand der måneder efter et stort tab satte ud for at finde sin kone, men en ynkelig kujon der flygter fra drabet på hans egen kone. Og da alting pludselig klikkede, og vi pludselig kunne se symbolikken i omgivelserne og deres indbyggere, der vidste vi at vi lige havde oplevet en af de bedste spilhistorier nogensinde skruet sammen.

De sidste sekvenser har alle deres stærke sider. "In Water" slutningen, hvor James drukner sig selv, eller måske Maria endingen, hvor James tager den seksede Maria med sig fra byen, med et lille host der afslører at det hele er ved at gentage sig. 6 er der i alt, alle gode sløjfer på James historie og lidelse.

http://www.youtube.com/watch?v=vA6rAU5DAoo

1. Final Fantasy IX
Åh gud... Jeg har aldrig lagt skjult på at der ikke skal ret meget til før tårekanalerne lukker op på fuld drøn hos mig, ihvertfald når jeg fordyber mig i en anden virkelighed, og Final Fantasy IX gav fuld knald på sluserne. Efter et voldsomt eventyr med Zidane og kompagni, hvor de helt store mørke spørgsmål blev rejst og behandlet i det ellers farverige og småfjollede univers, ramte slutningen som en forhammer lige i følelsescenteret. Efter en desperat kamp mod den disillusionerede Kuja, der er på kanten til at destruere hele planeten, befinder vores heltes sig tilbage på fast jord, ved Lifa træet hvor alt begyndte. Det gigantiske træ og dets kilometerlange rødder vrider sig i dødskramper, og alt håb synes ude, indtil Cid dukker op i hans luftskib, og strækker en frelsende hånd ud. Men Zidanne tøver. Han kan mærke Kuja stadig er i live, helt inde i kernen af Lifa træet.

"I can't just leave him."

Med et sidste farvel til Vivi, Steiner, Amarant, Eiko, Freya, Quina og ikke mindst Dagger/Garnet, der alle takker ham for at have hjulpet dem med at overkomme deres personlige problemer, går Zidanne tilbage ind i Lifa træet, for at hjælpe den dødeligt sårede Kuja ud. Og så kollapser træet.

Flashforward. Det er forår i Alexandria, og Garnet er kronet som dronning. Teaterkompagniet Tantalus vender tilbage for at give deres årlige opførsel af "I Want to be Your Canary", ganske som da spillet startede. En efter en ser vi Zidannes kammerater gøre klar til at rejse mod Alexandria og genforenes. Vivi er desværre ingen steder at spore, men ser alligevel ud til at have overvundet hans forestående død på den eneste mulige måde: Ved at skabe nyt liv, i form af sønner.

En sørgmodig Garnet/Dagger overværer teaterstykket som minder hende om hendes første møde med Zidanne. Netop som teaterstykket, en Romeo og Julie agtig fortælling, når sit klimaks, smider hovedpersonen den kutte der har skjult hans ansigt: Zidanne, stirende direkte op på dronningelogen, råber højt den sidste linie i monologen: "Bring my beloved Dagger to me!"

Overrasket og ude af sig selv springer Garnet op, og spæner straks ned blandt publikum. Omringet af menneskemængden mister hun retningssansen, og et tilfældigt stød fra en fremmed river hendes halskæde, mementoet om hendes rigtige mor, af hende. Et kort sekund overvejer hun at prøve at få fat på den igen, men istedet vender hun sig straks mod scenen og fortsætter mod Zidanne der straks tager hende i sine arme. Med tårer i øjnene kigger hun på den mand hun elsker, og slår ham gentagne gange på brystet, vrede blandet med glæde og gråd, og endelig forenes vores elskende hovedpersoner.

Og så hyler Belial.

En endelig sejr over døden i et spil der om noget havde handlet om livet, døden, og hvordan vi forholder os til de to ting.

(i tre dele, og LANG)
http://www.youtube.com/watch?v=47BCkNWg5bQ&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=eL5m0U57dXY&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=UEWSmD0VYf8&feature=related

Stillekupéen er ikke.

20 minutter efter jeg storsvedende kaster mig ind i et tog der kan smække dørene i hvert sekund, er vreden lige ved at boble over. Heldigvis er jeg aldrig blevet gamma-bestrålet, og hvad der hurtigt kunne have udviklet sig til en katastrofe med et skadetal i millionstørrelse, forbliver et intenst had der simrer dybt i mit fedtbelagte bryst. For det var en god fest i går, og hold kæft hvor Arne drak igennem mand. Og jeg er på vej, men jeg har ikke fået noderne med, kan du ikke lige synge min del så jeg kan forberede mig lidt? Og faaaaaaaaark jeg er ikke fuld...

Jeg har gjort det til en fast del af min togrejse at den foregår i stillekupéen. Ikke fordi jeg skal sove, for jeg har en panisk angst for at hvis jeg lukker øjnene i blot et sekund, så er jeg i Padborg når jeg åbner dem igen. Men fordi togrejsen ligesom er et frirum, X antal timer hvor man er bundet til et bestemt sted, med et begrænset antal tilgængelige aktiviteter, så jeg kan ligesom koble af på en måde jeg er ret dårlig til i hverdagen. Forstå mig ret; ingen kunne påstå jeg har en voldsomt travl hverdag, med mindre man mener sofaligning er en beskæftigelse der kræver fuld opmærksomhed, men man er altid online, og man er altid ved pc'en, og man har vennerne på skype, MSN, facebook og videre, mens tv'et bræger i baggrunden, 8. omgang i DR Update karrusellen, og de forumindlæg skriver jo ikke sig selv, og værst af alt: Burde jeg ikke lave noget ansvarligt, finde et job, løbe en tur, gøre rent?
Men når jeg sidder i toget, så er det ude af mine hænder. Der er intet tv, internet er dyrt så IM programmerne skal lukkes, og uanset hvad man burde lave, så kan man ikke nu alligevel, så man er lovligt undskyldt.

Jeg elsker togrejser.

Så for at koble helt af, så rejser jeg i stillekupé. Jeg får set lidt af den der anime jeg har villet se længe, læst et godt stykke i knaldromanen, eller simpelthen bare lænet mig tilbage, og lyttet til musik, rigtig LYTTET uden at fokusere på andet.

Så stillekupé.

Desværre er den det ikke altid, stille. Og i dag er en af de dage. Og jeg bliver sur og vred, og bliver nød til at spørge om de er klar over at det er en stillekupé, og det kigger mærkeligt på mig, og minuttet efter stiger decibellene igen.

Selv Dante Allighieri syntes den del af helvede der er reserveret til telefon-entusiaster og tømmerteenagere var for voldsom til mediebelysning, men den er der, og pladserne er reserveret, ganske som min er det her i kupéen, mod en forventning om ro.

Standard

Stillezone

Fat det.

En drøm

Det var altsammen meget trist.

Jeg voksede op i et gammelt palæ, sammen med min far og min søster. Min mor var død før jeg nåede at kunne huske hende, men vi lagde stadig sten på hendes grav i den sjælehave der lå på vores grund. Min kæreste var flyttet ind hos os, ikke fordi vi vores forhold var så langt at vi var noget til det stade, men fordi hun ikke havde andre steder at bo, på grund af problemer med hendes egen familie.

Livet var ikke så tosset, selvom far blev meget syg og brugte en del tid på hospitalet. Men det var på hospitalet at det begyndte.

Hvorfor hun vendte tilbage ved jeg ikke. Jeg ved egentlig ikke engang præcis hvad hun er. En halvgud, en dæmon, en ond troldkvinde, genopstået. Men hendes genfødsel var tæt forbundet med vores sjælehave. Et sted mellem de 13 træer lå en del af hendes magt begravet, og vores familie var, med vores blotte eksistens, det der forhindrede hende i at nå den, og genoplive. Hvad der fulgte var et år med frygt. Hun var ikke en stor fysisk trussel, kun en ånd uden alle hendes kræfter, men hun kunne hjemsøge os, et spøgelse der kunne tage form som hvem som helst, og hviske løgne og bedrag i vores ører. Min fars helbred forværedes under den psykiske terror, men stadig holdt vi stand.

Og så kom invasionen. Vores land havde nydt en tusindår lang fred, siden troldkvindens nederlag. Men pludselig kom de, kæmperne, troldende, orkerne... og det der var værre, døde, kolde ting, der kun kendte had. Fra nord, kom de, på kæmpe skibe byggede af knoglerne fra længst uddøde havgiganter. Vores hær rejste sig, men og holdt stand for en tid.

Vores far, på hans dødsleje, fortalte os hvorfor vi havde lidt så meget. Vi nedstammede fra en linie af shamaner, og 1000 år siden var det en gruppe af vores forfædre der besejrede troldkvinden, og forseglede en del af hende i sjælehaven, så hun ikke kunne vende tilbage. Ankeret der hold seglet lukket var vores blod, vores bånd. Gennem årene og en række uheld var linien blevet nøsten udryddet. De høje rate af dødfødte børn, selvmord og dødbringende sygdom skabte hvisken blandt de der kendte til vores historie, hvisken om en forbandelse, troldkvindens sidste hævn.

Min fars sidste dåd var at overdrage hans kræfter til min kæreste. Et stort offer. Normalt bliver man født til shamanisme, og i vores familie var det altid en nedarvet kraft, men over de sidste 1000 år havde hver generation set færre født med potentialet. Hverken min søster eller jeg havde evnen.

Det var et enormt offer. Shamanisme var en arv man modtog hvis man var af blodet, ikke en evne der frit kunne gives væk. Min far måtte bøje naturen og elementerne på en måde de ikke skulle. Det kostede ham hans sjæl, hvilket betød han ved sin død ikke kunne slutte sig til resten af vores forfædre i sjæletræerne, men istedet blev kastet ud i det store intet.

Invasionen kom tættere og tættere på. Generalen for forsvaret kom til os og placerede en deling til vores forsvar. Hans magikere arbejdede på en måde at udslette troldkvindens essens, sagde han. Det ville ikke fjerne hende for evigt, men det ville udsætte hendes tilbagevenden. Besværgelsen krævede megen forberedelse, dog, og han var ikke sikker på vi havde tid nok. Hvis troldkvinden fik sin magt tilbage, ville besværgelsen være ubrugelig. Han ville købe os al den tid han kunne.

Med de ord red han ud, hans griffe eskadrilie bag sig. 2 måneder senere fik vi nyhederne - hans hær var slået, de overlevende havde trukket sig tilbage til deres fæstning for at prøve at samle styrker igen, men indtil da stod der intet imellem invasionen og os. Krigen rykkede sydpå, til vores hjem.

Vores forsvarere holdt stand. Imens, i huset der engang havde virket så varmt og hjemligt, herskede frygt i vores hjerter. Troldkvinden var en konstant trussel. Hendes lig, bevaret af invasionen og båret med dem i krig, var nu så tæt på hendes magt i sjælehaven at hun fik lidt af sin styrke tilbage. Det eneste der holdt hende fra at slå os ihjel, var at vi var alle tre segl så tæt på hinanden. Jeg holdt min søster i mine arme når hun græd af frygt, og trøstede min kæreste når hun var ved at knækkes under det ansvar og den arv min far havde placeret på hende. Altid stod hun der, troldkvinden, observerede os, hånede os.

Hvornår hun fik styrke nok til den besværgelse ved jeg ikke. Vi opholdte os i kælderen, hvor vores respektive værelser befandt os. Pludselig fløj hun mod mig, et frygteligt smil på hendes læber. Hun greb mig, hviskede "Kan du nå det?"... og pludselig befandt jeg mig på en ødelagt havn, et halvt kontinent derfra.

Uden mig i nærheden, var seglet ikke komplet. Inden længe ville troldkvinden være stærk nok til at skade min familie. En gruppe overlevende soldater fra det første stade af invasionen fik mig på en grif, og overbevist om at jeg kunne nå det, hvis bare jeg ville det nok, satte jeg fugleflugt mod hjemmet.

Delingen der lå mellem os og invasionen var næsten slagen, men jeg havde ikke tid til at stoppe da jeg fløj over dem. Huset var stille og mørkt. Jeg skyndte mig direkte mod kælderen.

Jeg nåede at se lyset forlade min lillesøsters øjne, den mørke skikkelses hænder om hendes hals. Jeg kunne knap genkende min egen stemme da jeg, grådkvalt og knækket, sagde hendes navn. Troldkvindens ånd vendte sig mod mig, smilende. "For sent." Så forsvandt hun.

Min kæreste.

Jeg fløj ind i hendes rum, men åndede lettet op da jeg fandt hende bevidstløs, men i live. Troldkvinden, fortalte hun, havde slået hende ud, men var gået efter min søster først. Jeg kunne ikke engang få ordene frem, men hun vidste det. Hun vidste at jeg var kommet for sent. Jeg havde fejlet dem, sagde hun, det var min skyld hun var død. Hendes blod var på mine hænder, sagde hun, og hun kunne aldrig tilgive mig for at have ladt dem i stikken.

Hendes ansigt mistede alt kulør, mens et tydeligt aftryk af to hænder formedes på hendes hals. Så forsvandt hun.

Hånlatter. Hun var den første der døde, fortalte troldkvinden mig. Hun ville ikke påstå at det var det sidste hun tænkte mens luften blev presset ud af hende, eller om hun istedet tænkte på hvordan hun havde fejlet i at manifestere de shamankræfter min far ofrede sit efterliv på at give hende, det ville hun lade mig selv fortvivle over. Og nu var det min tur.

Blindt raseri. Et råb, et skrig, frustration mod en verden der havde taget alt fra mig, ødelagt alt jeg holdt af, blot fordi jeg var blevet født i en bestemt familie, blot fordi der kunne eksistere sådan en ondskab som troldkvinden. Troldkvinden langede ud efter mig, men det var som blev hendes hånd slået væk. Opslugt af vrede, stadig med skriget på mine læber, gik jeg imod hende. Elektricitet gnistrede i luften omkring mig, flammer brændte ud som bobler, mens gulvet under mig slog revner. Shamanismen var blevet vækket i mig, og den blev fodret af en tørst efter hævn, blev fodret af en uendelig vrede, blev fodret af fortvivlelse og sorg. Skridt efter skridt tvang jeg troldkvinden tilbage, mens rent instinkt, vrede, langede ud efter hende med elementerne. Så rakte jeg ud, ikke med min hånd, men med min sjæl, med min ånd og mine forfædres ånder fra den nærliggende sjælehave, og tog et fast greb om troldkvinden. Vi sprængte gennem kældervæggen, op til overfladen. Til sjælehaven.

Let glødende linier forbandt de 13 træer. I midten af linierne formedes en brønd af skygger, et åbning til et nedre der lå uden for tid og sted. Med et sidste brøl, kastede jeg troldkvindens ånd ned i fængslet, og lukkede det over hende. Drænet, faldt jeg til jorden, sejrherre. Men prisen havde været mit liv. Ikke mit eget åndedræt, men min far, min søster og min kærestes. Min søster kunne i det mindste slutte sig til vores forfædre i sjæletræerne, men min far var dømt til en evighed i ren intethed, og min kæreste kunne meget vel lide samme straf, død med en arv der ikke tilhørte hende.

Og så vågnede jeg, overbevist om at jeg lige havde haft den mest awesomme drøm længe.

Hvad drømte du i nat?

Livets Vinter

Det sner udenfor. Sådan, lige et lille hint til dem der endnu ikke har haft snuden udenfor i fimbul landskabet. Jeg hader sne. Sne er en våd, sjappet affære, der udelukkende eksisterer så man fryser og sveder samtidig i sin vinterfrakke, mens de slidte skosåler danser en febrilsk balance tango henover den glatte asfalt. Døden, og faren for snebolde, synes at lure om ethvert hjørne. Og alligevel kan jeg ikke komme udenom charmen...

For i dag er det frisk sne. Sne er lidt ligesom kvinder. I starten er den smuk og blød, og uanset hvor meget man ved bedre, så kan man ikke andet end lade sig gribe, og man må ud, ud, ud og nyde den, lade sig omgive af den, ånde og føle den, være i den. Senere hen bliver den træls og sjasket, og man kan godt se på den at der ligesom har været en del andre før en selv, og den er hverken køn længere eller særlig behagelig at være i nærheden af. Men lige nu er den frisk, frisk og hvid, blød og blid, og selvom jeg bandede indvendigt da jeg trak uldfrakken på, så begyndte jeg at smile uhæmmet da jeg, sort plasticsæk i hånd, begav mig mod Brugsen.

Jeg bor på en bakke. Ikke en voldsomt høj en af slagsen, men høj nok til at når jeg bevæger mig uden for kollegiets mure, så kan jeg skue over det grå, industrielle Aalborg. Bortset fra i dag. I dag var Aalborg hvid, hvis og lys, og træerne var hvide og lyse, og vejen var hvid og lys, og alting emmede af kælketure og sneboldskampe, gåture med en pige i hånden, en hund i snoren, eller begge dele. Frisk sne gør både Aalborg og jeg glad.

For enden af vejen holder der en gul bil, model gammel spand, med kølerhjelmen åben. Et kun let lag sne afslører at den ikke har holdt der længe, men alligevel længe nok til at man er rimelig sikker på at ejeren burde være irriteret. Han er dog ingen steder at se, så istedet bidrager det bare til smilet, at se en velholdt gammel spand holde der, med åben kølerhjelm, minus frustrationer. Gaden jeg drejer ind i er normal et skummelt sted. Her er jeg stødt på råbende kvinder, dansende grønlænder, harmonikamusik fra altaner og skumle mørke mænd der holder lige lovligt længe i deres biler. Ølflasker er en fast bestanddel i gadebillede normalt, men i dag er det sne, og det føles rent. Og jeg smiler.

Trafikken er let i dag, og folk holder pænt tilbage ved fodgængerovergangen. Da jeg når Brugsen slår det mig - det er søndag. Der er ikke åbent. Det har Rema tilgengæld... men har de nu også en flaskeautomat? Jeg stiller mig uden for skydedørene, op påtæerne, og til højre og venstre for at prøve at spotte en flaskeautomat.

"Undskyld?"

Jeg tager headsettet af. Der står en dame, håret i fletninger, let lænt hen over hendes cykel.

"Skal du af med flasker?"

"Hvis jeg kan komme til det," siger jeg med et smil.

"Altså, den over i Brugsen er åben, skydedøren åbner automatisk."

"Ja, men Brugsen har ikke åben i dag, har den?"

"Jojo, det er den sidste søndag i måneden. Alt har åbent."

Jeg takker hende med et smil, og afleverer mine flasker. 113,50 kroner. Spaghetti(grovkornet), parmesan(revet), yogghurt(pære/banan), rugbrød(billigt), leverpostej(Tulip), og ja, jeg vil godt have min bon med, selvom jeg smider den ud når jeg kommer hjem. Og så skal jeg hjem igen. Turen er den samme. Den er hvid. Og jeg smiler. Over hele ansigtet. Går nær ind i en forvirret pizzamand der sætter et skilt ud, for vi går begge i vores egne tanker og smiler over sneen, men vi får sagt undskyld, griner til hinanden, ønsker fortsat god dag, og så fortsætter jeg med at nyde sneen og lyset. Men så kigger jeg til højre.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er for nogen lejligheder der er derinde, bag glasdøren. Der står dog altid et gangstativ der. Og der står altid en gammel mand. Han står helt op af glasset, og kigger ud, kigger mig direkte i øjnene. Jeg stopper ikke op, og er forbi i samme øjeblik, men tiden føles lige lang, et enkelt sekund. Jeg ser hans blik, misbilligende. Som om min blotte eksistens går ham på. Helt op af glasset, dug fra hans ånde, og med et misbilligende blik. Men samtidig er det et trist blik. Og så er jeg forbi.

Og så holder jeg op med at smile. Han står der hver gang jeg kommer forbi, manden. Og jeg har ikke faste indkøbs rutiner, jeg går friskt i alle døgnets timer, alt efter hvornår jeg kan tage mig sammen. Han står der altid, på nær en enkelt gang hvor jeg undrede mig om han måske var død.

Og han ser trist ud. Og nu er jeg trist. Vi kommer allesammen i livets efterår engang, når det er tid til at slå fødderne op, tænde for Charlie og nyde kaffen. Men jeg håber aldrig jeg kommer i livets vinter, hvor verden er en hovedgade der kun betragtes gennem en glasrude. Jeg ved ikke om han misunder mig, min ungdom, mit liv, livet på gaden, og længes. Men han står der, hver gang.

Jeg sætter mig ned og åbner notepad.

Lidt af hvert #1

Jeg har intet. Absolut intet at skrive om. Mit hoved er blankt, alle forsøg på at fælde noget ned støder på en mur, og samtidig tikker uret derudaf. "Skriv en blog til på Fredag", sagde Lee, og selvfølgelig kan jeg da skrive en blog inden på fredag, no problemo. Men der er langt mellem tirsdag of fredag, og Skyrim for pokker, og LoL spiller jo heller ikke sig selv, og hov, nu sker der noget spændende i Desert Bus for Hope. Sjældent har jeg prokrastineret så meget uden det var lektier jeg løb fra.

Så nu har jeg intet. Hvad jeg i stedet har er en masse små, uafsluttede ting, emner jeg tog op og lagde fra mig igen da det blev klart jeg ikke rigtig havde nok kød på til en hel blog. Så nu kommer de alle sammen. En rodekasse af tanker, ingen røde tråde, ingen gennemgående pointer. Go.

Hvad pokker er det med gamere for tiden? Er konsolkrigen så langt bag os at vi igen er begyndt at kede os, og har fundet de små sko frem igen? Lee har allerede snakket tit og ofte om karakterhysteri. Hvad er det der får folk til at fare i flint, blot fordi deres yndling ikke lige fik 10/10? Det er latterligt, og det er på tide vi får sat en stopper for det. Karakterskalaen har mistet al relevans, når alt under 7 åbenbart er "dårligt". Hvis alle nye AAA-titler skal have en tier, hvad fanden er så ti-tallets værdi? Gamere har traditionelt set været nørderne, de stille og kloge folk der måske ikke har de sociale gaver i orden, men som i stedet besidder over middel intelligens, og får 13-taller i matematik. Hvornår degenererede vi egentlig til en flok frådende aber, der kaster om sig med ord som "useriøs journalistik" og "lort i hovedet", fordi vi ikke engang kan strække os til at læse den første paragraf i en artikel, der fortæller at den altså er skrevet af folkeskole praktikanter. Jesus vi skal snart til at tage os sammen.

Skyrim er virkelig, VIRKELIG awesome. Jeg var nervøs op til udgivelsen, da mange af de informationsbider der kom ud på nettet pegede på mangler som virkede utilgivelige, og samtidig misinformerede om de nye tiltag. Men den nervøsitet er gjort til skamme, og jeg har, slag på tasken, nok brugt en 80 timer indtil videre på at gå på opdagelse med min Dunmer thief. Der er dog et par irriterende fejl, og her taler jeg grafisk. Det er så utroligt ærgeligt at når man har så stor og god en produktion som Bethesda her har, at man så ikke lige sørger for at alle rustningers texturer er i orden, eller at jorden rammer samme fantastiske realisme som de der går på den. Det er ikke gamebreaking, men blot ærgeligt.

Skinke er forfærdeligt på en pizza. Det er smagen af farven grå, og det er mig en gåde hvorfor det har indtaget en position som "standard-kødet" på de flade hjul af dej. Den perfekte pizza er toppet med pepperoni, løg og gorgonzola. Ansjoser skal bare fucke af.

Min fætter påstår jeg er misogyn. Det passer ikke. Jeg elsker kvinder, og jeg har en meget lang liste over ting jeg gerne vil gøre med dem. Hvad jeg ikke elsker, er den måde vores moderne popkultur opdrager kvinder til at være belastende idioter, der tilsidesætter al intelligent diskurs i jagten på en kvindelighed som tv har opfundet. Lad mig forklare. Kanal 4. Danmarks Kvindekanal. Er der nogen mennesker der helt ærligt kan sige den kanal bringer noget "godt" med sig? Jeg bliver direkte vred når jeg ser en ting som Ghost Whisperer eller andre programmer hvis eneste trækplaster er at det er en kvinde der er i hovedrollen. Seriøst. Der er et problem med den kulturelle ligestilling i vores vestlige verden, hvis det at det handler om en kvinde, er merit nok for at lave en serie. Det forkaster al anden kunstnerisk værdi, fordi det at det er en kvinde bliver omdrejningspunktet og hovedinteressen. I stedet for at lave tv til appelerer til kvindelig psyke, laver man tv der appelerer ved at have kvinder i hovedrollen, og spille på de værste stereotyper.TV3 kører lige nu med et program der hedder "Redningskvinder". Det der burde være trækplasteret ved sådan en serie er at udfordringer redningsarbejdere støder på i deres hverdag, de hårde beslutninger og traumatiserende oplevelser som danskere udsætter sig selv for for at hjælpe os. Hverdagens helte. Hvad der i stedet er interessant åbenbart, er at kvinder er et særligt separat folk og se her hvor stærke de altså kan vøre, ih hvor dygtigt. Det er ikke fordi kvinder er på tv jeg er sur. Jeg er sur fordi tv mener de skal have en særskilt rolle i sendesfæren, over at de ikke må integreres i kvalitetstv. Det er en fornærmelse af kvinders intelligens, og det skaber en situation hvor det er det kvinder påduttes som identitet. Der vil altid være tv sigtet efter kromosomer, men hvorfor skal kvinder spises af med noget der er så hårudrykkende dårligt, hvis eneste merit er "SE! KVINDER KAN ALTSÅ OGSÅ DET HER SOM MÆNDENDE OGSÅ GØR!". Det kan påståes at mandetv på samme måde er møgtv, men jeg synes det er en vigtig forskel i at mandetv er mandetv fordi det taler til mandig psyke, og ikke fordi det handler om mænd. Nu er jeg ikke selv medlem af det svage køn, så det er meget muligt at jeg simpelthen bare ikke forstår det, men det må da være muligt at lave kvalitetstv for kvinder? Hvilket bringer mig videre til...

Jeg er vild med ponyer. Mere præcist - jeg er vild med My Little Pony: Friendship is Magic, en revitalizering af hasbros klassiske legetøjslinie gennem en ny tegnefilm. Hvad der gør FiM så fantastisk er instruktør Lauren Faust, der hver episode har leveret kvalitetsfyldt underholdning der appelerer til både børn og voksne. Hvad jeg ikke er vildt med, er den såkaldte brony-bevægelse. Ja, Friendship is Magic er en genial tegnefilm. Den er ikke tynget af at skulle være cool, mørk og badass som alle andre børnetegnefilm åbenbart skal være i dag. Den har reelle karakterer med reelle karakterbrister. Den er et forbillede for de piger den sigter efter, og er det på en måde hvor den ikke forfalder til de clicheer eller stereotyper der er så typiske for pige-animation. Og den er sprængfyldt med popkultur referencer, sigtet stilsikkert efter voksne nørders lattermuskler. I en tid hvor alt skal være dark and gritty, er det forfriskende bare at kunne slappe af til noget helt stille og roligt, uforpligtende, useriøs feel good tegnefilm i varme farver. Med ponyer. Men brony-bevægelsen ser FiM som messias på hove, og har presset FiM ind alle mulige andre steder. De klager og skriger over at de bliver anset som udskud, at verden forfølger dem fordi den ikke forstår, at FiM bliver udsat for irrationelt had. Men ironisk nok er de grunden. Hvis de kunne holde deres mule lukket i bare 5 minutter, uden at spamme pony billeder, uden at presse ponyer ind i alle urelaterede tråde, uden at skylde ind over al anden rationel diskussion med en syndflod af pony-memes, så ville der ikke være noget problem. Bronyerne er roden til al ponyhad. Det er en sygdom, og det skal stoppe lige med det samme, tak.

Og det er alt jeg har den her gang. Det der skulle have været en blog om mobning og spildte teenageår, blev i stedet til en halvkogt ruskumsnusk af forskellige emner. Jeg skal nok prøve at sammenstrikke noget lidt mere intelligent næste gang. Men ellers vil "Lidt af hvert" nok vende tilbage næste gang jeg har samlet nogen ting sammen som ikke helt kan fylde sin egen blog.

Tog, klokken 7 om morgenen.

Jeg skrev noget i morges, da jeg sad i et tog på vej mod det nordlige jylland. Jeg var træt, stadig fuld efter en fest, og måske lidt mere unique snowflake og 2deep4u end hvad var forsvarligt, men jeg skrev det, og jeg står ved det. Intet er redigeret, alt er præcist som jeg tænkte det i morges, men jeg har lovet mig selv ikke at gemme mine blogs væk.

"Fylder jeg for meget?" spørger damen jeg har sat mig overfor. Udmattet, bagstiv og generelt uernergisk får jeg svaret: "Nejnej, tag alt den plads du vil ha'. Jeg falder i søvn om lidt alligevel." Men det sker ikke. En stillekupee er ikke en stille kuppe klokken halv otte om morgenen. Udover salgsvognen der aggresivt pådutter mig en chokolade croisant og en kop kaffe, og er jeg klar over at BT er kun 5 kroner ekstra, så har DSB netop i dag også valgt at holde mandtal. Hvem togbanernes Herodes er ved jeg ikke, men min søvn forstyres, og jeg tager imod min kop kogende koffein, og opgir. Søvn er alligevel overvurderet, og der er så mange andre ting jeg kan bruge de 5 timers siddende rejse på alligevel. Jeg kan for eksempel skrive en blog. Hvad bloggens formål er ved jeg ikke helt da jeg åbner laptoppen, og lidt små flov sætter stikket i, for uha, det giver alligevel lidt lyd sådan lige at bakse med velkro remmene i min taske, og sådan et stik vil bare ikke glide lydløst i. Kvinden over for mig sukker, og fortsætter med hvad mine skjulte blikke afslører som en præsentation i virksomheds kommunikation. Hvad end det dækker over. Et forsigtigt sip af min kaffe afslører at den ganske rigtigt er for varm, og jeg forbander endnu engang den evige konvention om at kaffe ikke må serveres ved drikke temperaturer, men istedet skal lokke med den mørke duft af stressfri morgener, så man ganske uforskyldt for blæner i munden og en øm tunge.

Jeg burde egentlig sove. Men kombinationen af for meget alkohol for ku få timer siden, selskab der fik mig til at le så tårene trillede, og den indavlede viden at søvn foregår når der er mørkt, konspirerer imod mig, Det ville være fornuftigt at sove. Men DSB har internet, og hvis jeg bestiller via SMS så koster det kun 25 kroner, og det dækker alligevel næsten hele togrejsen, hvis man ser bort fra strækningen mellem Århus og Aalborg, for der kommer man åbebart for langt væk fra det civiliserede københavn med dens fancy Wi-Fi teknologi. Ikke at det afholder DSB fra at lade deres Wi-Fi signal forblive tændt, kun så man kan skuffes af at toget altså er ude for dækning. Min mobil telefon er godt nok ikke ude for dækning, men jeg er hverken IT mand eller togfører, så jeg bøjer mig for autoriteterne, og afgør med mig selv at det nok er godt nok. Når jeg altså kommer så langt. Og jeg ikke sover seævfølgelig, i hvilket tilfælde jeg ikke afgører noget som helst.

Kvinden over for mig larmer. Det er ikke fordi hun siger noget, og stillekuppeens hellighed er endnu ubrudt, et underligt tempel for danskhed der eksemplificerer vores frygt for at erkende der findes andre mennesker i verden. Vi er det lykkeligste folk i verden, os danskere, og måske er lykken netop at ignorere dem vi ikke allerede er på fornavn til. Især hvis de sætter sig ved siden af os i bussen.

Men hun larmer, og hun er ikke alene. To sæder bag mig kæmper en mand en brav kamp med hans BT avis(for kun 5 kroner), da midter siderne åbenbart ikke helt vil det han vil. Det larmer og det rasler, men det er okay Måske er det i virkeligheden det der gør stillekupper så perverse, at man ikke sætter sig der for at få stilhed, men for at få stilhed fra andre mennesker.

"Undskyld, men jeg bliver simpelthen så nysgerrig" siger hun, og rækker en tøbende hånd frem mod min endnu ulæste avis. Jeg kigger straks op fra laptoppen, og fortæller hende at hun skal bare tage for sig, jeg har ikke tænkt mig at læse avisen lige nu alligevel. Det varmer mig lidt. Måske er det lidt fjollet, men det modikum af menneskelig kontakt giver mig et smil på læben. Det er ikke fordi jeg nyder hendes brud på stillekupeens sociale kontrakt. Det er bare...

Jeg er 23 år, og vejer muligvis 120 kg. Det er ikke muskelmasse. Mit hår ligner lige nu ikke rigtig noget. Mine forældre ville sige en fuglerede, men jeg er ret sikker på det ville en fornærmelse over for pippernes arkitekturiske sans. Jeg kom egentilig til kbh pænt påklædt i skjorte, men delvist på grund af den førnævnte kampvægt, delvist pga en ramme øl der skulle bæres, blev jeg tidligt på aften svedig. Så svedig at man overvejde at omlægge mols linjen forbi min 5. og 6. nakkehvirvel. Så jeg måtte ty til den sktra t-shirt jeg havde fået med, og den t-shirt fremviser stolt en nøgen kvinde, der med spredte vben annocerer til verden at her er hendes hul. En skindjakke med en manglende knap færdiggør looket, eller mangel på sammen. Jeg er, som de ville sige på den anden side af kanalen, med et smøret grin, a sight for sore eyes. Og alligevel sidder den her midaldrende dame, pænt påklædt og igang med enten arbejds situation eller et stykke højere akademist arbejde, og udviser mig højlighed. Glædeligt.

Og så, da kaffen er drukket, melder trætheden sig paradoxalt nok. Jeg ved ikke om jeg tør falde i søvn. Jeg har altid haft en underlig frygt for at hvis jeg sover, så misser jeg min station. Ubetinget. Og der er trod alt ting at tjekke på nettet, for the world wide web holder jo ikke styr på sig selv, og hvem skal egentlig læse de wiki artikler hvis jeg ikke gør det? Og så er der jo BT til 5 kroner, som nu er kommet ilbage fra udveksling over bordet. Og så alligevel... hvis jeg kommer hjem uden at have sovet, så kollapser jeg omrking 15-tiden. Hvilket heller ikke er iddelt, med mindre man er nattevagt. Og det er jeg ikke, det eneste jeg vægter er min vægt, og det er jeg ret dårlig til, så jeg kan ikke rigtig tage mig betalt med god samvittighed. Ikke at nogen vil betale ud over min mor, men altså det er også ligegyldigt, for det det egentlig handler om er muligheden for søvn. Det er muligvis en irationel frygt, og jeg kunne måske bare sætte telefonen til at vække mig. På den anden side har selv samme telefon givet mig notitser om opkald 5 dage efter de er sket. Og jeg tør slet ikke tænke på hvor den her tovogn er om 5 dage. Måske i Leverkussen, og udover faren for at skulle tilbringe resten af mine dage i seler og tyrolerhat, så er det bare et kikset navn til en by.

Og nu tror jeg bare jeg stopper. Bloggen skulle egentlig bare være en tankestrøm, klokken 8 om morgenen med sprit i blodet, i en stilkkeuppee på livets landevej. Eller sporvej. Eller hvad det nu hedder. Jeg er ivhertfald kommet af sporet, hvis man kan tale om det når det er af tanke slagsen. Leverkussen var lidt letkøbt alligevel, og egentlig slet ikke den by jeg egentlig tænkte på, men til gengæld sjovt på lokumshumor måden. Hvem fanden lever klokken 8 om morgenen.

Og pludselig var jeg på crack

Jeg havde prøvet noget lignende før, blot i en meget mildere form. Dengang havde jeg været et let offer.... Kedede mig med studiet, brød mig ikke om min nye sociale cirkel, og var generelt ikke særlig glad for livet. Så da jeg pludselig fik mulighed for ligesom at løbe lidt væk fra det hele, så greb jeg den, og jeg faldt. Hårdt. Jeg ville den dag i dag ikke sige jeg var afhængig, men der er ingen tvivl om at det blev omdrejningspunktet for mit liv et stykke tid, og alt andet blev forsømt. På et tidspunkt kunne jeg dog ikke længere financiere det, og jeg måtte lægge det fra mig, tvunget ud af en ond spiral. Den dag i dag betaler jeg stadig prisen i form af netop ingen form, og en rund form.

Men ud af det kom jeg, og efter at have kæmpet mig ud af et par andre problemer, fandt jeg tilbage på livets vej. Jeg flyttede, først hjem for en 4 måneder, så videre til Aalborg. Nyt studie, nye venner.

Men det er aldrig helt væk. Det lurer altid lige under overfladen. I takt med at mønstret gentog sig, at jeg kørte sur i studiet og i personerne, så faldt jeg i igen. Heldigvis havde jeg haft en smag for at livet havde mere at byde på, så jeg kom fri igen, relativt hurtigt.

Det blev til et år uden for indflydelse.

Og så gik det først helt galt. Der sker det, at for ca. 3-4 måneder siden begynder jeg at snakke meget med min fætter. Op til det punkt havde jeg altid syntes rigtig godt om ham, men vi havde altid hver vores thing, så det blev aldrig rigtig til andet end familie tamtam. Hvad der ændrede det ved jeg ikke, men et eller andet gjorde ihvertfald at vi nu snakkede rigtig meget sammen. Han blev introduceret til slænget, og blev en fast del af "The Gang".

En aften, som så mange andre aftener, sad vi i dyb konvers. "bitches and whores man, bitches and whores..." forsikrer Big_Boss os om. Havde vi haft webcams oppe kunne man uden tvivl se os alle nikke stille. Den indtil da aktive diskussion falder med disse ord til sin naturlige konklussion, og stilheden sænker sig. Og så er det min fætter, ganske casual, som om det var helt normalt, dropper bomben. "Nå, jeg hopper af," siger han. "Jeg skal i raid med mit guild."

Og med det samme vågnede en del af min hjerne op, en del jeg troede jeg havde begravet for længst da jeg lagde Warhammer Online fra mig. Pludselig danser mine fingre over tastaturet, nærmest i en rus, mens jeg leder efter tilbud og priser på World of Warcraft og dets expansions.

Da jeg trykker "Send Ordre" på cdon.com har jeg fordømt mig selv for 400 kroner. På intet tidspunkt registrerer det i min hjerne at jeg også kunne lade være.

Samme dag går jeg igang med den gratis trial, og pludselig sætter en ny helt, dværge shamanen Norrin, fod i Dun Moroghs sneklædte bjerge.

Min dans med Norrin blev kort. Han og jeg clickede aldrig helt. Et øjeblik åndede den rationelle del af min hjerne op. Måske var der en udvej alligevel, måske havde min tidligere dans med Warhammer Online hærdet mig, gjort mig resistant over for MMO'ets sirene sang. "Måske," sagde nydelses centeret. "Men jeg er ikke færdig endnu. Come at me bro." Og så lavede jeg en human Warlock.

Min rationelle del ligger nu over i hjørne tog tuder, slagen og brudt. Men jeg er ligeglad. Jeg har opdaget en kæmpe ny verden, og den ligger for mine fødder. Over de næste 4 uger tog jeg, i form af den kvindelige Warlock "Ilene" på en fantastisk rejse gennem Azeroth. Fra en ydmyge begyndelse blandt bønderne hvor markbrande blev slukket og ulve nedlagt for at sikre skovene, meldte hun sig under alliancens faner, og tog derfra kampen op mod menneskehedens mange fjender. Hun fik sat en stopper for smuglerne der holdt til i Deadmines, nedkæmpet de sindssyge og bedragede korsridere fra the Scarlet Crusade i deres katedral i Lordaerons ruiner, og befriet demi-guden Zaetar fra hans fangenskab i Maraudons dybder.

Det har været åh så fantastisk indtil videre. Det har fjernet enhver lyst og hype omkring Battlefield 3, Skyrim og de andre supertitler på horrisonten. Den her weekend satte jeg mig ned Fredag morgen ved min computer, og har bogstavelig talt ikke lavet andet, bortset fra en kort omgang League of Legends i går aftes.

Og rejsen er kun lige begyndt.

Der er ingen tvivl om at Blizzard er fantastiske til at skabe oplevelser, og der er en grund til at netop deres MMO er den standard alle andre bliver holdt op med. Jeg kom sent med på vognen, men ikke desto mindre erklærer jeg mig afhængig og forelsket i World of Warcrack. Foran mig ligger stadig en verden jeg kun har udforsket en lille del af, og utallige udfordringer. Tager det tid? Ja. Kunne den tid være brugt fornuftigere? Fuck off, kom ikke her og spil hellig, og burde du iøvrigt ikke lave dine lektier istedet for at læse blogs på et gamingsite? Men trods det store arbejde der skal lægges i, timerne der skal smides væk på det, så belønnes man for hvert sekund.

Shut up Blizzard, and take my money.

Let's Play: Diablo?

For et par dage siden sad min kammerat og spillede guitar, mens jeg selv sad fordybet i internettets mysterier.

Langsomt begyndte min ellers fuldt optagede hjerne at registrere at der skete noget mærkeligt. En underlig følelse af nostalgi, af bedre dage, en bekymringsløs fortid og utallige timers eventyr sneg sig ind på mig. Så opdagede jeg hvorfor. Han spillede Tristram musikken, fra Diablo 1.

I dag kunne jeg ikke modstå længere. Efter en tids roden i en flyttekasse, røg Diablo skiven i cd drevet. Hvad der her følger er en log, en form for tekst baseret "Let's Play" af min oplevelse, når jeg tager en af min barndoms største fornøjelser ved hornene, og endnu engang begiver mig ned i de monsterfyldte dungeons under den lille landsby Tristram.

20:14 -> Fuck yeah! Tristram theme! ohmygogohmygodohmygod.

20:15 -> Rogue. Stay awhile and listen! Level 1. Come at me, bros.

20:20 -> Bah. Må hellere sætte noget musik på før mine ører keder sig.

20:30 -> Ok, jeg stinker til hurtigt at finde noget musik. Synchtube og hjælp fra GR, gogo.

20:55 -> Nah, fuck den her Rogue, Warrior is where it's at.

21:15 -> For fucks sake maageman... Seks timer Nyancat? Really?^^ Ny playliste.

22:01 -> Hvem pokker har egentlig bygget den her kirke? Hvem fanden har brug for så meget kælderrum?

22:05 -> Nope Butcher, vi ses senere, har ikke lyst til at få whoopass lige nu.

22:06 -> Haps! Første blå item, en Club of Vitality.

22:10 -> Also, hvorfor fanden opbevarer de tønder med skeletter i? Eller er det fordi Diablo har været rundt og smidt skeletter i dem, for at nare helten? The mind boggles.

22:16 -> Shit mand, hvis bare Gandalf og gutterne havde holdt stand i døråbning, så havde balroggen og goblinerne været no problemo.

22:21 -> Pga torden røg mit net lige... så nu var der ikke mere musik... Also, hvis jeg ikke snart får noget mere armor, så bliver det sateme ikke nemt... kaster allerede healing pots i gabet som var det Cola til et LAN-party. Og jeg er kun nede på level 3. Slet, slet ikke nok at tosse rundt i en Robe med AC 4. Og heller ikke særlig mandigt.

22:34 -> Nope, jeg var ikke stærk nok til at ondulere King Leoric. Tid til New Game med samme karakter.

22.35-> New Game, Griswold, repair, repair, repair, the sanctity of this place has been fouled, så prøver vi igen.

22.38 -> Yeah! Nettet tilbage! Pludselig var der My Little Pony musik ud over det hele.

22:43 -> When I was a little filly and the sun was going dooooooown...

22:48 -> Taget i betragtning af at Diablo foregår i sin egen verden, en verden hvor der ikke er kristendom... Hvorfor brænder de så omvendte kors af i kirken? Og hvad pokker betyder det egentlig, når man brænder et omvendt kors?

22:50 -> Is this the way to Aaaaaamarillo?

22:52 -> Oh. My. God. En eller anden har smidt "En lille ring af guld" på playlisten. Og den starter... lige som jeg finder en Raven's Ring of Zest.

22:55 -> You know what, screw this church. Den giver ingen mening. En ting er kælderrummene, korsafbrændingen, og skeletter i tønder. Men Tristram er for fanden en by bestående af 6 huse. Kirken i sig selv, bare af det man kan se af dens grundplan udefra, er større en de huse lagt til sammen. Hvem fanden har brug for så stor en kirke i en by med 7-8 mennesker? Og hvorfor er der våben nok til at tilfredsstille en hel WoW server?

23:08 -> AAHHH... FRESH MEAT...

23:08 -> AAHHH... LOAD GAME...

23:09 -> THE SPIRITS OF THE DEAD ARE NOW AVENGED... Fuck yeah, det er lidt lettere når man husker at fylde bæltet op med healing pots.

23:11 -> Who's got the cleaver now, bitches?

23:22 -> Jesus jeg er omnipotent nu...

23:23 -> I got- I gotta- I go- I gotta paaaawn some of this stuff... FFS storage chest, y u no in Diablo 1??!!?!

23:23 -> Okay, det implies at Tritram har mange indbyggere, eller rettere havde, hvis man kigger på Butcher's rum, quest forklaringen til Butcher question, The Kings Curse, og de forskellige lig rundt omkring. Det forklarer måske kirkens størrelse... Men rejser blot endnu flere spørgsmål, hvor det vigtigste er: Hvor boede de?! Var det ekstrem polygami, og de boede næsten allesammen sammen med Gilliam? Kørte Pepin et bofællesskab?(det kunne ligne ham, den vage hippie!) Eller er kirken et skarpt eksempel på Tristram-arkitektur, og de få huse i byen har i virkeligheden adskillige gigantiske kælderetager under sig?

23:32 -> Tilbage på level 3, denne gang væsentligt bedre udrustet. Nettet er gået igen, så desværre ikke mere musik fra GR folkene. Må ty til den smule musik jeg har liggende på computeren, og det er desværre ikke særlig varieret, da det kun er de få filer jeg ikke har i cd form. 50 % er Silent Hill soundtracks... Resten er random crap jeg har samlet sammen siden efterskolen... Det her bliver spændende...

23:36 -> Niks, der var også noget Schnappi, Das Kleinen Krokodil. Hvor heldigt...

23:41 -> Og et Anne Gadegaard cover af Dub-i-Dub! Glæden vil ingen ende tage!

23:50 -> Godt så King Leoric, så prøver vi igen...

23:54 -> SUCK ON MY STAFF OF HOLY BOLT YOU BONY BASTARD! YEAH!

23:54 -> Leoric smider sin krone. Han har en kæmpe motherfucker af et sværd, og han smider hans krone. Det skuffede mig som barn, det skuffer mig nu :(

00:08 -> De sidste skeletter er blevet rykket rundt, og hele graven er blevet støvsuget for loot. Det blev til ca. to et halvt inventory fulde af blå items. Ud af det hele beholder vi kun en ting, et Steel Sword of the Bear. Umiddelbart ikke bedre end vores Butcher's Cleaver, men i tilfælde af at der er nogen bosser i de næste par levels, så er -of the Bear altid guld værd. Med Level 1-3 klaret, samt questsene på de levels, så stopper vi for nu, klar til at fortsætte på level 4 imorgen.

Giv feedback, ris og roser, og alt efter hvad det er, så kan det være jeg fortsætter med loggen :) Tak for denne gang, og tak fordi du læste med. Og tak til de hoveder på

GR der bidrog til musikken^^

Herunder ses et udsnit af det vi løb afsted med fra King Leorics grav.

En fabelagtig bustur

Jeg havde en, mildest talt, aparte og enormt underholdene bustur igår. Og da jeg alligevel har typet historien ud for at sende til min fætter, så tænkte jeg jeg lige så godt kunne dele den med jer også.

Jeg var lige kommet tilbage til Aalborg, efter en togrejse der tog lidt over 3 timer fra Viborg. Træt og sulten, så ville jeg bare gerne hjem.

copypastet fra min FB samtale med min fætter( så undskyld den måske ikke helt blogvenlige formulering):

Efter at have ventet 20 minutter kunne jeg stige på en totalt overproppet bus. Den kørte så et stop... og så ville den ikke køre mere. Motoren kørte stadig, men bussen kunne ikke rykke sig af flækken. Hm. Så måtte buschaufføren ud og åbne frontpanelet. Her får han slukket bussen... Men det resulterer i at dørene smækker i, og ikke kan åbnes igen. Så nu står buschaufføren udenfor, mens den fyldte bus ikke kan komme ud. Han har heldigvis en løsning, så han banker på forruden, og beder fyren på det forreste sæde om lige at trække ned og op i det røde håndtag i førerhuset. Hvad han ikke har taget med i sine overvejelser er, at fyren han henvender sig til , er en enormt stiv grønlænder. Derefter følger 5 minutter med febrilske og desperate råb fra buschaufføren i stil med "NEJ, HÅNDTAGET! HÅNDTAGET! LIGE DER!" mens grønlænderen vredt mumler og konstant er ved at falde bagover ud af styrehuset.
Endelig, efter mange trængsler, får Grøndlænderen fundet håndtaget, og opereret det korrekt. Buschaufføren får dørene åbne, så vi kan komme ud.

Ved stoppet er der en bænk, og en stor muskuløs mand med fuldskæg spurter ind og ud mellem folk for at komme derover og få en siddeplads. Ingen andre ser ud til at ville sidde ned, så jeg sætter mig ved siden af ham. Han kigger så på mig, trækker på skuldrene, og tager to øl op af hans plasticpose, en til mig og ham. Så tænder han en smøg, og tilbyder mig en, og så læner vi os tilbage i aftensolen, og ser kaosset fortsætte.

Grønlænderen står tæt ved bagenden af bussen og vifter med armene, som om han kan flagge en bus ned. Ind ei bussen sidder stadig en flok på 7 indvandrerdrenge, ca 14-17 år, og de spiller enormt meget op til Grønlænderen. De hujer og klapper, og prøver at få ham til at klappe med. Det lykkedes, men tingene går fra amusing til lårklaskende, da GRønlænderen pludselig brøler "HEEEEEEEEEEY... HEY BABY! HOOOAAAA!" og med sprød stemme og snøvlende ord fortsætter DJ Ötzzis klasiker. Min sidemand og jeg bryder sammen af grin. Indvandrerdrengene, der naturligvis ikke vil overgås, begynder at klappe i kor og synge "WHAT IS IT GOOD FOR, ABSOLUTELY NOTHING" og en mindre sing-off udfolder sig. Det går sålangosmt over i en masse "HVAD KAN DU HVA? SÅ KOM DA HERIND HVA!" fra drengene, og en masse "FOR FAAAAAAAN LORTE... LAND!" fra Grønlænderen.

Efter et stykke tid med dette mildest talt aparte scenarie, så begynder Grøndlænderen at ignorere drengene. det er alligevel for meget for dem, så de går ud af bussen, og går lidt hvileløst omkring. vi har nok holdt stille i 20 minutter på nuværende tidspunkt. Så beslutter Grønlænderen sig for at tage sig en smøg, og fisker cigaretter og en lighter op af lommen. Efter at have tændt den, så får han ikke lagt lighteren ordentligt tilbage, og han taber den. En af indvandrerdrengene siger "Hov! Har du set du tabte din lighter?" Grønlænderen mumler tilbage "Ja den falder jeg sgu ikke for".

Endnu en gang er jeg ved at dø af latter.

"Nejnej," siger knægten, "du har tabt din lighter! Se, lige bag dig!" Men Grønlænderen, i hans tykke alkoholtåge, nægter at tjekke om han har tabt lighteren, selv da han stumbler lidt bagover, og den nu er foran ham, lige for fødderne af ham. "Jamen, DEN ER LIGE DER" siger drengen, nu lettere febrilsk med store gestikulationer. Grønlænderen kigger ham i ansigtet og siger "Den kan sgu rende og hoppe!" og sparker lighteren ind under bussen.

Min sidemand og jeg var enige om at vi fandeme var glade for vi kom med netop den her bus.

Der skete også en masse andet minorshit, men Grøndlænder vs Indvandrerdrenge var hovedattraktionen.

Pizza, plastic og pisse gode venner 2

Fortsat fra del 1

Og så en dag tog vi det til et nyt niveau. På dette tidspunkt var jeg flyttet væk fra min kammerat Jannik, og ind i min egen lille lejlighed, der havde en tilhørende have. Jeg befandt mig skidt i mit studie, og følte ikke rigtig jeg havde knyttet nye bekendtskaber i Århus, så jeg følte en stærk trang til at være social. Så en varm sommerdag var Maageman, Kebab, Carmillah, ChickenBone, og få af mine "IRL"-venner, inviteret på et koncept der skulle navngives GRill. Bag det fantasifulde navn kjulte sig ikke ret meget andet end at der var grillmad, og mindst et par folk der havde brugere på Gamereactor, men det var en hyggelig dag, og endnu engang måtte jeg forundres over hvordan bekendtskaber der opstod på så upersonlig vis som på et internetforum, kunne udvikle sig til venskaber.

De venskaber havde gennem tiden udviklet sig fra dag til dag, men nogen få, særlige begivenheder havde givet egentlige paradigmeskift. Desværre er paradigmeskift ikke altid til det bedre. For lige så godt som vores venskab udviklede sig, lige så skidt udviklede vores opførsel på Gamereactor sig. Og det smittede af i vores opførsel over for hinanden. Samtaler kom til at handle mere og mere om Gamereactor, og hvilke brugere vi ikke brød os om. Fællesskabet begyndte at smuldre. Nogen personer meldte sig lidt ud i denne tid, men istedet for at se det som et signal til at det var tid til at være introspektive, så fortsatte vi den dårlige opførsel, og lod den forgifte sammenholdet yderligere. En dag kulminerede det i et brud, og et ødelagt venskab. Fællesskabet overlevede, men var mindre end før.
Det var heldigvis ikke uden positive sider. Jeg tror ikke vi vidste det dengang, men det var vel et wake up call. Når der sker en voldosm begivenhed i ens liv, så kan man ikke ignorere den. Det skaber ens fremtidige jeg. Og vi blev rystet tættere sammen, og fik skubbet Gamereactor delen væk. Selv holdte jeg en pause fra siden, og det var tiltrængt. Da jeg, uundgåeligt, vendte tilbage til siden var det som at komme hjem, istedet for som tidligere, et dagligt trommerum der skulle overståes.

Historien slutter ikke her, men der er ikke meget mere at fortælle. For det er her venskaberne virkelig startede, men også her Gamereactor ophørte som bindeled, men istedet blev til "kun" et afsætsbræt. Venskaber blev knyttet ordentligt, og det sociale samvær flyttede, så ofte som det lod sig gøre, til det virkelige liv istedet for hovedsageligt at bestå i Modern Warfare og IM programmer. GRill blev gentaget, måske endda to gange, og utallige weekender blev brugt i selskab med hinanden. Mange af de begivenheder kan jeg ikke fortælle om, da jeg som tidligere nævnt desværre er forbandet med en utilregnelig hukommelse. Men der var dengang Insignificance, maageman, og jeg sad på Borgvold i Viborg, og var ved at flække af grin fordi en fuld Kebab løb i cirkler omkring os mens Benny Hill temaet blæste ud af min mobiltelefon. Eller dengang på Roskilde festival hvor Kebab, stjal maagemans mælk ud af hænderne på ham med ordene "Well it sure is BORING around here...". Eller hvad med dengang maageman faldt i søvn, mens Omnis, Kebab og jeg drak os plørefulde til Yor: Hunter from the Future? Heh, eller dengang vi drak Chateque plørefuld, snørede hans hætte til så han ikke kunne se noget, og så med ord guidede ham ind i tilfældige piger på Roskilde?

Godt 3 år siden de første skype samtaler, foregår de stadig næsten dagligt. Folkene der deltager har gjort det stort set siden starten... maageman, Chateque, Kebab, Omnis, Heavy664 og Big-Boss. Insignificance er med i enhver MSN samtale, og en gang i mellem kigger Meme-Chan stadig kort forbi. Nogen af mine andre venner har også sluttet sig til, på trods af at de aldrig har sat fod på Gamereactor. Meget vand er løbet under broen, som man muligvis siger, og hvad der startede som genkendelse og in-jokes blandt kendte navne i nattråden har givet venskaber der for mig ligger på niveau med de få bedste venner jeg tog med mig fra efterskolen, en ting som folk siger giver "venner for livet". I sidste uge var jeg til Slayer/Megadeth koncert med maageman, og Kebab bor hos mig for tiden, mens han leder efter fast arbejde. Samtidig overvejer Omnis og jeg at flytte sammen, hvis det ender med jeg skal flytte til København til August. Og "the gang" er ikke de eneste bekendtskaber jeg har taget med mig fra Gamereactor. De gæve gutter og gutinder i HIP ville jeg aldrig have lært at kende, var det ikke for GR. Jeg kan ikke, og vil ikke, sige at mit liv havde været meget værre hvis ikke det var for Gamereactor, for jeg kan jo helt ærligt ikke spå om hvordan alting ville være, hvis alting var anderledes. Men der hersker ingen tvivl i mit sind om, at mit liv ser ud som det gør, fordi Gamereactor har haft stor betydning i dets formning. Så tak for det, Gamereactor, og selvom jeg måske ikke helt synes du er den samme sociale bombe som du var engang, så holder jeg uendeligt meget af dig, og det du har givet mig.

Og så var der dengang hvor jeg tog til Frederecia for at se maageman synge i musical. Eller dengang hvor maageman og Insignificance overraskede mig med fødselsdagsgave. Eller hvad med da maageman og Kebab brugte en hel nat på at crashede random telte til sidste Roskilde? Eller hvad med-

Pizza, plastic og pisse gode venner 1

Det her bliver en længere historie, kære læser. Ikke alt for lang, håber jeg, men lang. Så hvis du vil låne mig dit øre, eller dine øje som det jo nok nærmere er tilfældet, så vil jeg gerne fortælle dig lidt om hvordan et lille blad ændrede mit liv. Ikke på en dramatisk måde, men ikke desto mindre, ændrede det. Så hvis du lige fylder elkedelen op med vand, lige den halve litter du plejer, og så lader det koge op før du hælder indholdet i et krus med pulverkakao, instantkaffe, et tebrev, eller hvad du ellers foretrækker, og så sætter dig til rette, så kan vi komme igang.

Som med så mange andre ting, så starter det med en pizza. En nummer 51, Viking. En Viking kan også være en nummer 1, men det er hvis du er på et andet pizzaria, og det er også en ret anderledes pizza så. Men I dette tilfælde er det en nummer 51, en halvindbagt med kebab, løg, champignon, paprika og crème fraiche. Det var også vinter, eller ihvertfald koldt udenfor. Koldt nok så vi ikke tog vores mad ned I Latinerhaven, og nød vores mad på en bænk mens solen varmede vores hænder, og duften af krydret oksekød blandede sig med duften af blomster og krydderplanter der slog ud. Så istedet for varme og dufte, så krøb vi sammen omkring et bord på pizzeriaet, og ventede på at vores kaloriebomber blev færdige. Hvis det da er kalorier der er mange af i en pizza.
Vi har været, og jeg siger kun vi for at beskrive øjeblikket, for om lidt er de andre ligegyldige, omkring de 17. Eller 18. Eller 19. Vi gik ihvertfald i gymnasiet, og det her besøg på pizzariaet, hvor vi spildte vores i forvejen spinkle SU på mad der ikke handlede om mad, men om samvær, det var begyndelsen på et ritual. En tradition. Så det var måske meget heldigt nok at det var i dannelsen af en tradition, hvor bestanddelene stadig var uvisse, at vi fandt et blad kaldet Gamereactor i stakken af gratisaviser og hi-fi kataloger mens vi ventede på hver vores 51. Ganske i ungdommens ånd, blev intellektuel konvers hurtigt erstattet af stilhed under gennembladringen af dette ukendte magasin, samt få korte ord udvekslet om de forskellige titler der blev beskrevet i de kulørte sider. Og så kom pizzamanden med to rygende 51'ere.

Mange pizzaer blev spist. Det foregik mindst en gang om ugen, og når den uge faldt i en ny måned, så smuttede vi altid lige forbi Stereo Studiet først, og samlede et friskt Gamereactor op. Det var måske ikke så stort som det PC Player jeg engang kiggede med lange øjne efter i mine barndomsår, men det havde en personlig tone, og community siderne gav en indtrykket af at her var noget der ikke bare var et blad, men et hjertebarn der var mere end bare papir, blæk og en intetsigende mening.

Så var der guitaren af plastik. Katastrofen indtraf da jeg havde læst Gamereactor i godt et år. Jeg havde købt Guitar Hero III. Det var ikke katastrofen, men hvad der skete da jeg kom hjem, var. Det virkede ikke. Min pc nægtede at sluge discen, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Her stod jeg, rockstjerneklar med en miniatureguitar af plastic om halsen, og min egen computer nægtede mig fantasien om guitarfærdigheder. Det startede i dybe suk, men som dagen skred frem blev de til voldsom vejtrækning, og inden længe blev det også til vredesbrøl. Og google var håbløs.
Og så var det jeg kom i tanke om det magasin, jeg flere gange havde nyt over en varm 51'er. Der var noget med et forum, var der ikke? Før jeg vidste af det, dansede mine fingre over tastaturet mens jeg ridsede mine kvaler op, og udgød et råb om hjælp.
Og der blev svaret.

Om mine problemer blev løst den dag husker jeg ikke. Jeg kom til at spille Guitar Hero, men hvordan husker jeg ikke, og det er også ligegyldigt. Det vigtige er at her skete noget i mit liv. En begivenhed der ændrede min kurs på livets landevej. Havde jeg vidst hvad der skulle følge, så havde jeg nok brugt 10 minutter på lige at sætte mig ned, og lytte efter, prøve at føle øjeblikket, så jeg kunne beskrive det nu. Det gjorde jeg ikke. For da var det kun en uskyldig bøn om hjælp, og ikke ment som en livsformende begivenhed. Så om man på det tidspunkt kunne høre skæbnen melde sin ankomst, eller måske smage noget i luften efter guddommelig indgriben, det ved jeg ikke. Måske var der heller ikke noget at mærke.

Men vigtigt var det. Ikke fordi jeg fik hjælp til mine computer genvordigheder, men fordi jeg snart faldt over en anden tråd. Den hed Nattråden, og emmede af liv og aktivitet. Straks genkendte jeg navne, som jeg havde set flere gange over en varm 51'er. Og da jeg nu allerede havde oprettet en profil, så var det vel på tide at føde mit teenageego, var det ikke? Så med forsigtig hånd, udformede jeg min første besked i Nattråden. Om jeg fik svar husker jeg ikke. Jeg kunne selvfølgelig undersøge det, men dertil er jeg for doven, og det betyder ikke ret meget i den store, forkromede sammenhæng. Hvad der derimod betyder noget er jeg blev ved. Og at på et tidspunkt, måske efter den første post, måske efter mange, fortvivlede forsøg på at skabe opmærksomhed om min person uden hjælp fra pizzaer eller plastic guitarer, fik et svar. Og et mere. Og et mere. Og pludselig brugte jeg hele aftener i selvskab med det mildest talt brogede perosngalleri, i en nattråd, hvis beskrivelse ville have fået kongen af Sparta til højlydt at informere persiske diplomater om deres lokalitet.

Hvornår konversationen skiftede fra tilfældigheder blandt forskellige personer, til faste mønstre blandt kendte navne, det ved jeg ikke præcis. Men midt i alt dette flyttede jeg ud fra mine forældres knap så kærlige arme, og til storbyen Århus. Det er der meget at fortælle om, men det er, som så mange andre ting kort nævnt indtil videre, ikke særlig relevant for denne fortælling. Men jeg kan huske, at i den her tid, nyankommet til et nyt kapitel i mit liv, der havde jeg taget Gamereactor med mig, og havde gjort mig nogen bekendtskaber. Helt præcist HVEM de bekendtskaber var, ved jeg ikke helt. Der var Carmillah, som hjalp mig med at finde et job. Der var ChickenBone, Insignificance og Kebab, som introducerede mig til Call of Duty 4. Muligvis var der også maageman, Chateque, Eldonolil, Hanmik, Heavy664, Reptillo, Big-Boss og Daniel Niebuhr. Og hvis du læser det her, og var med i de mange aftener, og jeg ikke har nævnt dig, så er det ikke noget du skal tage så tungt. Jeg husker nemlig ikke så godt, ser du. Men hvad der er vigtigt er at der var en gruppe mennesker som jeg lærte at kende, så godt som man nu kan kende hinanden under de forhold, i nattråden. Og på et tidspunkt bevægede de Nattrådssamtaler sig væk fra Nattråden, og ind på MSN. Og da MSN ikke længere var nok, så flyttede de til Skype. Og får hver aften vi tilbragte sammen, ikke fysisk, men digitalt, så var det som om vi kom tættere på det man kalder et venskab. Om ikke andet, så en forståelse for hinanden og hvem vi var, og et fællesskab. Kammeratteri, om du vil.

Så der var ingen tvivl om, at da den nu sjældent sete bruger Thit afholdte en form for komsammen for Gamereactor brugere, så måtte jeg afsted. Jeg måtte møde disse mennesker som jeg følte en form for forbindelse til. Det var ikke nogen nem beslutning, for jeg er et meget genert menneske, og hvis jeg ikke virker sådan, så er det kun fordi jeg også nyder opmærksomhed og allerede føler mig godt tilpas på Gamereactor. Så du må forstå at lige så meget som jeg glædede mig, lige så meget var jeg enormt nervøs.
Hvem der egentlig arrangerede køreturen husker jeg ikke. Måske var det Carmillah de pressede på for det. Ihvertfald mødtes vi nogen stykker ved Århus domkirke, hvor ChickenBone holdt i hans bil, og var klar til at tage os på roadtrip. Vi nåede ihvertfald frem til det lille forsamlingshus, og blev mødt af fladskærme, konsoller og glade mennesker. Jeg tror aldrig jeg rigtig nåede at komme ud af min skal, men jeg fik da sat ansigt på mange af de mennesker jeg dengang kun kendte som skrift eller en stemme. Jeg fik spillet Street Fighter 2 med ChickenBone, spillet Rockband med Kebab og Memechan, og duelleret i Guitar Hero mod Carmillah...

Hvordan udviklede tingene sig egentlig derfra? Det husker jeg ikke. Der skulle være to events mere, og hvilken rækkefølge de kom i, det husker jeg ikke. Men mange flere timers Skype blev det til, og vi følte efterhånden at kammeratteri blev til venskab. En mærkelig elitisme opstod i gruppen, og GR gik fra at være hjemmesiden hvor sammenholdet opstod, til en legeplads hvor alle var under os. Et sted i vældet kom GN 4 til, afholdt på Sjælland af Container. Gruppen var på det tidspunkt vokset, og folk som maageman og Omnis blev introduceret for banden. Chateque skulle også have været en del af herlighederne, men vi fortæller den dag i dag stadig jokes om hvordan han slog hånden og ikke kunne komme.

Fortsættes i del 2!

SMG,SLM - Belials Liste

Læs eventuelt Dryaxx blog her: http://www.gamereactor.dk/blog/dryaxx/

Det var den der inspirerede mig til at lave min egen liste.

Ligesom Dryaxx har jeg et dyrt år foran mig, med alt for mange spil der bare skal ejes, og alt for få penge at realisere det mål med.

Og så er der jo også andre spil end dem der kommer i år, som der skal snuses til...

*suk*

Anyways, her er min liste.
Ligesom på Dryaxx' liste er
Rød = Skal have
Blue = Vil virkelig gerne have
Grøn = Kunne være interesseret
Sort = Niks

Hvis du har lyst til at lave din egen, så fandt zacklin originalen her: http://i.min.us/ibkOmw.jpg

Ugens Belial 2

Så... For at følge op på sidste uges UTROLIG SPÆNDENDE RAPPORT kommer nu en om muligt ENDNU MERE SPÆNDENDE RAPPORT©.

Er i klar?

Det bliver voldsomt.

Det er ikke sikkert i har det godt med jer selv og jeres liv bagefter.

Mandag
Kom til at gå ind på 4chan igen, efter at have holdt mig væk(udover /wg/) i snart et halvt år. Gik ved et uheld ind på /x/.

Tirsdag
Sad på /x/

Onsdag
Sad på /x/

Torsdag
Sad på /x/. Sov også lidt.

Fredag
Sad på /x/

Lørdag
Fik besøg af Kebab, som engang var aktiv herinde. Sad ikke på /x/(mere end en halv time, that is), men havde lys til det. Fik søvn.

Søndag
Sad på /x/. Blev enig med mig selv om det måtte have en ende. Gik ind på tv-tropes.

Mandag
Sad stadig på tv-tropes. Hvordan pokker var det lige jeg nåede frem til det var en god ide?
Skrev blog.

Wow. Det er åbenbart 4chan eller et liv... What do? Nah, det er selvfølgelig en no brainer. 4chan har tits.

Det er ihverfald de overordnede træk. Der skete også andet stuff. Et par Starcraft 2 matches, så Evil Dead 2 sammen med Kebab, Chateque og Maageman(godt nok så vi filmen hver for sig, og skaipede imens, men hey), og så et program på Discovery, der fyldte mig med en enorm vrede. En enorm vrede som kun blev overgået(og overvokaliseret(hvis det ikke var et ord før, så er det nu(lol, paranteser i paranteser))) da jeg tog hul på Killzone 3 betaen lørdag. Jamen jo, i skal da allesammen holde jer i spawn, og stille jer i døråbninger så ingen kan komme ud, det er da det helt rigtige at gøre, så skal vi nok vinde....

Startede Onsdag en drømme journal. Well, en egentlig journal, til dagtanker og ideer også(og tegninger, hvis det lille personlige projekt bliver til noget, men det er materiale til en anden blog... måske...). Men ideen var primært en drømme journal, og allerede nu er det en positiv oplevelse at kunne huske hvad man drømmer. Er der nogen andre her der også fører en?

Om min første kærlighed.

Jeg har ikke sovet. På forunderlig vis, har jeg fået vendt mit døgn, igen igen. Og når jeg endelig sover, så er det som regel ikke længe. Det at være vågen om natten... Det giver en form for skyggeeksistens. Et liv uden liv. Det er begrænset hvor meget man kan lave mellem 0:00 og 7:00, udover at spille computer og hive i banditten. Så man kaster sig ud i åndssvage ting istedet. Igår tager nok prisen, for hold op hvor fik jeg brugt timer på ingenting, men det gemmer jeg til hvis jeg tager en uge-gennemgang på søndag. Det her er om hvad jeg lavede i nat.

I nat drev jeg af uforklarlige årsager mod 4chan. Nærmere bestemt, paranormal, eller /x/, som det også kaldes. Det gør jeg fra tid til anden, altid om natten, altid i et små søvnberøvet stadie. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg er ikke en decideret bangebuks, men noget af det creepypasta der er på nettet... det er ikke beregnet til klokken 5 om natten/morgenen, når man er i voldsom mangel på søvn. Efter en nervøs dans med en tråd om forskellige creepy/interessante sider i deep-web, forvildede jeg mig ind i en "roll" tråd. Til dem der ikke er fotrolige med konceptet, så går den slags ud på at man poster, og efterfølgende tjekker hvad nummer ens post har. Alt efter de sidste cifre, skal man udføre en handling som står i et skema i trådstarterens indlæg.
Dette her skema, det var ikke om at poste billeder af sig selv, eller finde forskellige perverse videoer frem, eller lignende. Det var om at se indad, i sig selv. Min første opgave var at beskrive mit klareste seksuelle minde. Min anden opgave var at fortælle om hvad der gjorde mig vred.
Og så var der den tredje...
Jeg skulle fortælle om min første kærlighed.

Og det var åbenbart tiltrængt. Jeg har fortalt om den før, blandt andet herinde, i en blog. Men nogen ting betyder for meget for os. Selvom vi åbner op for dem, og kommer af med det vi har på hjerte, så lægger det stadig og lurer. Og trænger til at blive lukket ud igen senere. Det går jeg ihvertfald ud fra, for fik skrevet en del mere end nok egentlig var meningen. Det flød bare, og det føltes godt.

Så, hvis nogen af jer har interesse i at høre om min første kærlighed, så er her hvad jeg skrev:

>>6916251
Svadhistahna table

My first real love, and the only I have experienced thus far, was a girl I met at a school I attended. This school was... like a bordingschool, but not quite. We lived there, but it wasn't a bordingschool as you'd find in England. "Efterskole" is what it's called in Danish. Anyway. Most would only attend for a year, but some,would attend for two. I was one of those, having enjoyed my first year far too much to give it up. So I was a second year student, I knew things, I knew the small traditions, what life was about... When everyone else was new, I could relax, be suave and show everyone else how cool this life was. I was 16 at this point, and had had two girlfriends so far. The first was a disaster, since I wasn't really interested in her as much as I was in the idea of a girlfriend, the second could potentially have evolved into love, if I hadn't got scared and broken it off. So I had some experience, but not much. And I was a shy guy, when it came to dating. But the second year, there was this girl... She wasn't the hottest of them all, but she was pretty. And she seemed so incredibly relaxed... Like she was always calm and in harmony with herself. I was drawn in, especially when I found out she had a beautiful singing voice. And as luck would have it, we were assigned to the same table for lunch, the first 2 months. So we got to know eachother, but just talking. Slowly, a friendship was taking form, and I had no idea how to steer it towards the dating thing instead. But alcohol solved that.
We had a party after the first two months, and I got drunk. She did too, not much, but you know, so that inhibitions were off. So she told me she had to talk to me, and dragged me out into the courtyard, pushed me up against this trailer, and oh my god, what do I do, this is going fast and... she just talked. She told me she thought I was cute, that I was smart, that I was funny, that she admired me and really liked me, and that she felt stupid for saying so. I told her the excact same things. And then we were kissing. And that was what we spend the rest of the night doing.
We were a couple for the rest of that year. It was pretty intense - we practically lived together, seeing each other most of the day. There were a few bumps along the road, one time we were damn close to breaking up because I was an idiot and she was trying to make me jealous... Well, to be fair, I fucked it up even earlier by kissing someone else, not even a month into our relationship. But we got past that, even though she would bring it up from time to time.
After that year, we were off to what roughly passes for High School in Denmark. But "Efterskole" was finished, so we had to return to our respective parent's homes... which was in different citites. We had all the stupid dreams... "just three years, and then we can move together when we are done with High School, and then we can take our collece degrees, and then we can think about marriage, and kids..." All that shit. And I loved her, I realized. But half a year on, things went wrong. She was going on a ski-trip with her new classmates. On this trip, so developed a crush on someone else. She broke up. I was devastated, completely devastated. It took a month before I got through a day without crying. And then, the pain went away. Just like that. I still missed her, but from one day to another, I went from wreck to someone who had a good/sad memory in the past. And no sooner had I gotten over her, than she resumed contact. that new guy... it didn't work out. we started falling back into all our old rutines and patterns, all the in jokes... and then, suddenly, she invited me up to her in a weekend. I was sleeping on the couch, of course, we were done, but hey, we could be friends, right? And she chose a movie for us to watch. She put on Moulin Rouge. Now, I am not ashamed to say, that when it comes to movies, I am not always the manliest of men. I get emotional when my movie is emotional. I cried when it was over. And she somehow steered it over on us. And then the pain flooded back. And then she went to bed, and left me there. I got myself together, cursed myself for being a weak idiot. And then I tried to go to sleep. And then she was there. She crawled in beside me. You guess the rest.
We were together for... maybe a little over half a year. Good memories were made... We had my fathers beautiful house overlooking a river in a small village one summer. We went to Hungary with her family. We went for a walk in the christmas snow that was like ripped out of a movie. And many other good things. Then things turned bad. It was just not the same. The bond wasn¨t as strong anymore, after it had been broken. I started getting bored. Slept with a classmate and friend of mine a couple of times. It meant nothing, and she had a boyfriend of her own, but still, it was wrong. So I broke up with her. Some idiotic feeling I had one day, led to an idiotic breakup, and I can't tell you why I did it. I was stupid.
And then, we got together again, half a year later. I had another girlfriend by then, who I liked very much. But when she came back into my life one evening, having driven down to visit me("It's been so long since we've talked..."), I couldn't resist. I was drawn in again, and we had sex, and I was ashamed. She convinced me to break up with my girfriend. I did so the next day. Then we spoke over the phone for a few weeks. It was like old times. Old jokes, old routines, all that. Then she went to a festival. When she came home, a week later, she had a new boyfriend. Considered moving in with him.
And that was it. The last straw. That broke me, completely and irrepairable. we had both just finished High School, and I was set to go to the Danish School of Journalism, quite an achievement, actually, as the admittance tests are infamously hard. But when I got those news... I don't know. It broke me. It wasn't the sole reason, but it was the catalyst that finally made me snap. I plunged into chaos. I cancelled my spot at the school, and instead got in at Philosophy at the university. I fled away from my goals and life, and 5 months later, I realized I hadn't gotten out of bed for a week. My apartment was a mess of pizza boxes. My clothes were dirty, and I smelt terrible. The doctor, when I finally got it together, diagnosed me with severe depression.
It's been two years, and I still haven't recovered.
Amazing how, well, amazing love can be... And amazing how quickly it can destroy you.
We never really got together again. When I hit rock bottom, she wasn't giving any support, just politely distancing herself. Luckily, I had other friends to help me when I couldn't stand. After I had recovered some, she wanted to visit me. It was.. mixed. It was awkward, then became great, and then awkward again.
I realized, when she had left a day before what was planned, that the short haired, plump, fast-talking and highly cultural girl was extremely far from the long haired, calm, intelligent and challenging girl I fell in love with. And the overweight, longhaired, sarcastic and sardonic academic failure was probably quite a long way from the motivated, joking, skinny, half-goth boy she fell in love with.

I got a little carried away, I think. It's been too long since I last dealth with this, I think. So, if any Anon actually read this, well, um... thank you? No, that sounds silly. You probably know what I mean.

Og det var det. Jeg kunne have skrevet meget andet. 3 års minder er lang tid. Og måske er det der er skrevet husket forkert. Sådan er mine minder, om den ting i mit liv. Det er nogen forskellige ting der bobler op på overfladen, alt efter humør. Var jeg blevet stillet det samme spørgsmål, en stille eftermiddag, så havde teksten nok været langt mere glad. Et nostalgisk tilbageblik på et godt minde. Men lige nu, en tidlig morgen efter meget lidt søvn, en reminder om hvor mit liv er henne lige nu... Så er min første kærlighed et negativt minde.

Funny how that works.

Ugens Belial

Jeg sad i går og tænkte på at jeg havde lyst til at skrive en blog. Jeg overvejede en række emner, men tænkte samtidig på at jeg som regel når jeg skrev blog skrev en helt masse tekst, og så rundede hurtigt af fordi jeg ikke gad mere. Så istedet tænkte jeg at jeg ville lave noget "lettere". Så her er et lille indblik i hvad jeg har lavet/oplevet i denne uge.

Disclaimer: Alt i bloggen er sandt, men det kan være det er placeret på forkerte dage. Og hvis det synes som om der sker mere og mere senere på ugen, så er det fordi jeg udelukkende opererer ud fra hukommelse. Hvis jeg gør de ther igen skriver jeg nok ned i løbet af ugen.

Mandag
Diskuterede længe med maageman om ECA, og om hvad man kunne udrette hvis gamere holdt op med at gå rundt med hovedet i røven, og bruge al deres energi på at skændes om hvilken konsol er bedst, eller om at Black Ops bare er totalt sellout flop. Blev enig med mig selv om at skrive en blog om ECA og retssagerne i Californien tirsdag.

Tirsdag
Skulle have skrevet en blog om ECA og retssagerne, men slettede istedet nattråden.
FML.

Onsdag
Nattråden er stadig død. Længe leve Nattråden. Som enhver anden aften sidder jeg på Skype og snakker med Maageman, Chateque, Heavy664, Omnis og Big-Boss. Chateque erklærer klokken 23 at han går i seng, og siger godnat. Lidt over midnat skal Heavy664 geninviteres til samtalen, og ser at Chateque stadig er online.

Torsdag
Snakker med slænget på skype. Emil, en mindre konsistent del af vores lille strikkeklub, raser over en tøs der på facebook sagde hun gik i seng, og derfor afsluttede deres samtale.... kun fora t logge på igen efter 5 minutter. Chateque erklærer sig enig, da han også synes den slags er enormt træls. Jeg påpeger ironien.
Af en eller anden grund kommer vi til at snakke om http://www.youtube.com/watch?v=e4OjDcDlzAw igen. Der er bred enighed om at det er det bedste siden skiveskåret brød.

Fredag
Maageman har snart fødelsdag, som han fejrer i min lejlighed, og jeg minder ham om.... alt. Igen. Maagen er en afslappet person, og det er jeg normalt også, men ikke lige på det her punkt, åbenbart.
Walk the Dinosaur har stadig et fast greb om vores sjæl.

Lørdag
Turnering i GR Starcraft II gruppen. 8 tilmeldte, deriblandt en ny vi ikke har set før. De nye, JokingJay, ender med at overraske alle og sætte Omnis, som ellers har siddet rimelig hårdt på tronen som champion, til vægs. Psykocyber rykker tilgengæld JokingJay rundt, og forvirringen er total, og alting pludseligt meget spændende. JokingJay får ordnet Omnis igen i Loosers Bracket, og alle deltagere, plus et par nysgerrige, er med i finalen som spectators.
En super hyggelig aften, som snart skal gentages.
Klokken bliver 3, og jeg er doven og sulten, og ikke det mindste træt. Jeg ender med at bestille pizza, og smide mig med en 4 timers Persona 3. Så falder jeg i søvn på sofaen.

Søndag
Stod op klokken 16.20. Skrev en blog.

Superheltemyten og Superheltefilmen

Jeg har en underlig ting. Og før Sturmgeist falder voer bloggen og kommer med en spids kommentar: det er ikke min penis. Den har jeg også. Men det er noget helt andet.

Hrm. Når jeg går elelr cykler, og ikke har musik i ørerne, så tænker jeg i tekst. Tekst om dit og dat, som jeg gerne ville skrive ned, men aldrig får tiden til/tager mig sammen til. Ting som jeg gerne vil have læst, fordi jeg gerne vil snakke med andre om dem. Ikke alvorlige, personlige ting, men bare emner jeg finder interessante. Den her(eller de her, alt efter hvor langt det her bliver) er en af den slags tankeblogge, som aldrig blev realiseret. Før nu. Det bliver rodet. Det bliver uplanlagt. Men nu skal det skrives.

Superhelte rocks. Og hvis man påstår noget andet, så er det fordi man ikke er med på moden. Sådan virker det ihvertfald, da superhelte de senere år har fået en del mere plads på det store hvide lærred, en tendens der i den grad står i fuld flor næste år. En interessant udvikling, da superhelte ellers, til en hvis grad, har været særeje blandt de udstødte nørder.

Vi har, hvis man kigger tilbage gennem årene, haft superheltemyten på skærmen så tidligt som 1941 hvor The Adventures of Captain Marvel med et rungende SHAZAM! indtog amerikanske børns verden hver lørdag morgen, i en serie film. Få år efter fulgte Fantomet og Kaptajn Amerika, samt de mere mainstram kendte Batman og Superman, trop. Siden da har de kappeklædte hævnere haft op og nedture i på tvskærme og biograflæreder. I 80'erne var Superman allemandseje, mens Tim Burton's Batman gjorde Playboy-slash-selvtægtsmanden Bruce Wayne til filmhelt i bredere kredse. Alligevel får 90'erne i stå for de spandexklædte overmennesker - Et par dårlige, næsten pinlige, Batman film(Joel Schumacher, du bliver aldrig tilgivet) samt flere film der aldrig blev udgivet giver en tom periode uden udvikling, og hvor superhelten igen træder tilbage på nørdernes værelse, og forlader den brede befolkning. Jovist, de var husket, men ikke populære, måske med undtagelse af The Crow, som skabte succes. Vi må heller ikke glemme Blade der lå nummer et i flere lande på dens premiere uge.

Og så kom det nye årtusind... Men først et par ord om tegneserier.

Superheltene har sit hoveddomæne i tegneserierne, et medie der i den generelle konsensus er forbeholdt børn. Hvilket er en kæmpe misforståelse. Om vi taler superhelte eller ej, så er tegneserier på deres bredeste et aldersløst koncept, der kan invitere alle indenfor. Anders And er et godt eksempel; især Don Rosa's historier appellerer til alle aldre, og man behøver ikke være barn for at kunne trække på smilebåndet af de lune og dog enormt skarpsindige historier af Carl Barks. Alligevel dømmes tegneserier som underholdning til de yngre. Der gives ikke megen popularitet i 9. klasse hvis man i frikvarteret hiver det nyeste Spider-Man frem, og hvis man i gymnasiet hellere vil læse en Sandman trade paperback end at hånge ud i kantinen, så er man stemplet som... Ja, nørd. Superhelte falder uretfærdigt ind i denne "børnepjat"'s kategorisering, og hvor er det urimeligt og uinformeret. Tænk på nogen af Batmans fjender. Jeg nævner i flæng: Victor Zsasz, The Tally Man, Abattoir, Cornelius Stirk... Tænk på da The Joker rent faktisk tævede Jason Todd ihjel med et koben. Kiddiestuff? Nej. Og Batman er ikke alene. Spidermans univers indeholder folk som Carnage og Venom hvis ondskab ligesom Batman eksemplerne, udfolder sig ret voldeligt og grafisk. Og det er endda de mest kendte superhelte, som netop også er dem børn klæder sig ud som til fastelavn. Hvor jeg vil hen med den her efterhånden abnormt lange intro, med premisset for det emne jeg egentlig ville skrive om, er: Superhelte er altid uretfærdigt blevet gjort til noget barnligt. Hvorfor pokker er de så pludselig så populære hos folket?

2000'erne åbnede op for Superheltemyten. X-Men kom i 2000, og klarede sig overraskende godt. Det var åbenbart profitabelt at lave superheltefilm. Granted, X-Men er en af de mere populære serier, som mange mennesker har læst på et eller andet tidspunkt i deres liv, men ikke desto mindre var det overraskende, at man kunne tage noget der i gennemsnitspersonens sind var stemplet som barnligt. 2 år senere kom så en film der den dag i dag står som en af de bedst tjenende blockbusters nogensinde: Spider-Man. Salget gik så godt at der derfra var nye superhelte film hvert år. Og næste år viser at de er her for at blive.

2011 byder på Thor og Captain America, to film der sammen med Iron Man filmene og Hulk filmen med Edward Norton, vil kulminere i en Avengers film i 2012, der binder alle filmene sammen. Der er altså ikke kun tale om flere superhelte film, men der er faktisk tale om en filmserie der vil ende på 7 film (Iron Man 1-3, Hulk, Cap America, Thor og Avengers). Ret imponerende projekt for en genre der ellers halvandet årti tilbage var dødt. Samme år kommer Green Lantern på lærredet, og det samme gør Green Hornet, en ellers rimelig obskur superhelt der havde sin egentlige succes helt tilbage i 40'erne. Der er en Deadpool film under arbejde, og en Venom film, mens der allerede nu er tale om film med både Wonder Woman, Deadpool, Antman, mere Silver Surfer osv.

Interessant lige at dvæle ved er at der er kommet tegneseriefilm der ligger uden for de ikoniske helte, men istedet bygger på enkle, afsluttede storylines i deres eget univers. 300, Sin City, the Spirit, Watchmen og Kick Ass, af dem jeg lige kan huske. Jeg vil postulere at det er de andre heltefilms succes, der har banet vejen for hvad der ellers kan virker som for obskurt for de store filmselskaber.

Puha. Det blev til meget mere tekst end jeg egentlig havde regnet med. Men nu kommer vi til det jeg egentlig ville snakke om: Hvorfor?
Hvorfor har den her type film en rennæsance lige nu? Hvorfor kan folk der ellers ikke ville associeres med tegneserier og helte i underhylere ikke vente med at få billet til den næste Iron Man film? Kort sagt: Hvorfor er der penge i skidtet?

Hele ideen med superhelte er faktisk meget mere appelerende end folk går og tror. For en der ikke har læst tegneserier, vil man som regel definerer superhelte som kostumeklædte helte/selvtægtsfolk, der reder verden fra skurke der snor deres overskæg. Men er det virkelig det superhelte handler om?

Hvad definerer en superhelt? Man fristes til at gribe det nemme svar: Det er en person med overmenneskelige evner, der sætter sit liv på spil for at beskytte menneskeheden. Eller noget i den dur. Jeg vil dog, selv hvis vi lægger pedantiske argumenter(Batman har ikke superkræfter, etc.) til side, påstå at det ikke er tilfældet. Hvad der definerer en superhelt er hans alterego. Spiderman er i sig selv ikke voldsomt interessant - der er masser af kostumeklædte helte der nyder godt af højere styrke og hurtighed, og som fyrer vittigheder af mens de slås med skurke. Derimod er hvad der skilder Spiderman ud fra mængden hans liv som Peter Parker. En superhelt er et mikrokosmos - hans liv og levned skal, for at have et appeal, skildre noget vi kan relatere til. Og vi kan trods alt ikke relatere til at svinge rundt og slås med folk klædt ud som et næsehorn. Altså udover den højere symbolske mening, men det er ikke pointen. Hvis vi et øjeblik igen kan lægge de pedantiske modsvar til side, så siger jeg: Nej, det som kan få millioner af læsere til trofast at løbe i kiosken efter det nyeste med netsvingeren, det er at Spiderman er Peter Parker, og Peter Parker er teenager, og Peter Parker har teenageproblemer. Han skal klare skolen, holde Flash Thompson's mobberi ud, score Gwen Stacy og sidenhen Mary Jane, og samtidig tage sig af sin tante. Alt hvad Spiderman gør er sat i en ramme der er utrolig menneskelig, og rammer mange ting som teenagere oplever. Uden Peter Parker siden af Spiderman, så ville Spiderman være gabende kedelig, for det er det der giver ham personlighed, det er det der gør ham relaterbar, og det er det der gør at han har en context som han kan udvikle sig i forhold til. Og det er det der giver anledning til det vigtigste i superheltemyten: at vi, trods vores ordinære liv med alle vores ordinære teenageproblemer, kan være noget unikt, og være, ja, en helt. Trods sin umiddelbare simplicitet, er det et genialt koncept. Og det bliver ikke mindre genialt når vi udover at kunne relatere og identificere, kan bruget det som talerør for større emner.

I Westchester County ligger der, i fiktionens verden, en skole for specielt begavede unge. Skolen køres af Professor Charles Xavier, og er i virkeligheden et trænings- og uddannelsessted for en voksende gruppe, kaldet mutanter. Mutanter er anderledes. Som regel besiddende overmenneskelige kræfter - altid radikalt anderledes end almindelige mennesker. Om det så er synligt eller ej. Reaktionen på disse nye meta-mennesker er negativ - mutanter er anderledes, overnaturlige og besidder kræfter som både er misundet og frygtet. Resultatet er at mutanter bliver udstødte og undertrykte. X-Men er en tydelig paralel til racehad - frygtet og hadet alene på grund af den DNA de er født med. Men udover denne ellers vigtige pointe, så er der igen det menneskelige element. Scott Summers har svært ved at erklære sin kærlighed til Jean Grey, som alle drenge har, Jean Grey vil gerne ud og møde unge mennesker, Hank McCoy drømmer om ikke at se så mærkelig ud, så han kunne være accepteret at andre mennesker, Warren Worthington er presset af hans far, da han skal overtage ansvaret for billion-imperiet, og Bobby Drake har problemer med at blive moden i en alder hvor alt går så stærkt. Alligevel, trods de mondæne problemer og hadet de bliver mødt med at de "normale" mennesker, rejser de sig og bliver noget stort, noget fantastisk.

Jeg er bange for jeg er ved at tabe tråden, så jeg stopper her. Jeg vil lige sove på det, og så fortsætte i morgen. Beklager det bratte stop, før pointen overhovedet er nået :P

Tegnerier

Jeg har aldrig været den stpre tegner. Jeg har altid gerne villet, men i min barndom skuffedes jeg nemt når det ikke kom naturligt til mig, så tegnerierne var få og med lange mellemrum.

Men nu sidder jeg her og smider rundt med cursoren i Paint. Jeg har meget, meget, meget sjældent kreeret noget som helst tegneri digitalt, og det har aldrig været et resultat der kunne kaldes "flot", men nu er jeg opsat på jeg skal kunne lære det. Eller ihvertfald Kunne lave passable skitser. Eller noget man ihvertfald kan holde til at se på.
Og hvorfor vil jeg tegne?

Tidligere i dag slog jeg min vej forbi escapistmagazine.com. Efter et par klik befandt jeg mig på Ben "Yahtzee" Crosshaw's hjemmeside. Og pludselig havde jeg hentet hans spil, 5 Days a Stranger. Og det hyggede jeg mig meget ved. Og så så jeg at det var alvet i en gratis Editor. Haps sagde det, og så fik jeg en ide som jeg sikkert lader ligge urørt meget længe, og aldrig får gjort noget ved.
Men lige nu har jeg entusiasmen.

Men det er frustrerende, det her tegneri. Jeg sidder og trykker og klikker, vælger pensel, vælger spand, vælger linier, og først en farve, så en anden, så en tredje. En gang imellem får jeg smidt noget ind i min tegning som jeg er glad for. Så laver jeg noget umiddebart bagefter som jeg hader. Og igen løber utålmodigheden og skuffelsen af med mig, og jeg nægter at rette på de værste fejl. Hrm.

Anyways, jeg har vedhøftet et billede til den her blog. Det er resultatet af godt og vel 230 min i Paint, og muligvis det første jeg har tegnet siden den hedengange Tegn et Albumcover tråd. Det er ikke smukt, det ved jeg. Jeg fryder mig dog over konsollerne, og tv'et. Gad vide hvorfor jeg lige kan naile de ting... Og samtidig afskyr jeg døren, og farverne på... well, alt andet.

Anyways, kritik, forslag, anything der kan hjælpe mig videre, ikke blot med den her tegning, men fremtidige også ting, er mere end velkomne.

Also, hvis der er nogen der er gode til at tegne i Paint, især sprites og lign., og som har meget fritid, må de meget gerne lige sige til.

Accept - Forståelse - Interesse

Det startede så lovende. På trods af at mor smed far ud da den lille dreng kun var 3, udviklede den lille dreng sig til et nysgerrigt og videbegærligt væsen. Den lille dreng var ikke hæmmet af det tomrum faren efterlod, men foldede sig ud. Moren var så stolt. Hendes lille dreng begyndte så småt at læse inden han fyldte 5. Og en dag skulle den lille dreng i skole. Og det gik så godt, så godt.
Alt i alt var der al mulig grund for moren til at være stolt af den lille dreng. Og den lille dreng elskede moren højt. Men det kunne ikke vare ved.
Der er mange grunde til hvorfor den lille dreng og den stolte mor blev til den store dreng og den skuffede mor, og hvorfor kærligheden mellem dem svandt, og der er materiale til mange blogge. Men denne gang skal i høre om en speciel lille del af det. Det er en meget lille del, så lille at den faktisk blot er et eksempel, en avatar for det større problem.

Ser i, det gik hverken værre eller bedre end at den lille dreng mødte verden. Inden den lille dreng begyndte i skole, havde verden i høj grad bestået af den lille gård som lå imellem de 5 huse der udgjorde vejen han boede på. Ude i den gård havde han lejet med de andre børn, som var i forskellige aldre. Det var idyl. Men en dag skulle den lille dreng som sagt i skole, og her mødte han verden. Der var ting uden for gården, andre oplevelser, andre mennesker. Og en af disse, var computeren.
Den lille dreng havde hans første møde med en computer, da han besøgte en ny ven han havde fået oppe i skolen. Eller også var det i en bus med et håndboldhold. Det er for længst tabt i tidens tåger, men en ting er sikkert. Der var en computer, og den lille dreng blev præsenteret for den. Den lille dreng gjorde store øjne. Sådan her havde han aldrig leget før, og selvom den lille dreng havde en god fantasi, som alle små drenge har, så kunne computeren finde på lege som var helt utroligt fantastiske.
Den lille dreng blev meget gode venner med computeren, men desværre kunne han ikke lege med den derhjemme. Selvom computeren syntes at dukke op hver gang han legede hjemme hos andre små drenge, dukkede den aldrig op hjemme hos ham selv, når han kom hjem fra skole.

Men en dag dukkede den op hos far. Far havde nemlig hørt om computeren, og ville gerne være gode venner med computeren. Desværre havde Far ikke så tit tid til at lege, men det havde den lille dreng, hver anden weekend når han besøgte Far. Og de blev bedste venner. Far var glad for at den lille dreng havde fundet noget han var så glad for, og det blev også til en del kiggen på.
Far havde FORSTÅELSE for den lille drengs nye ven.

Mor flyttede lidt rundt, og den lille dreng flyttede med. Mors nye kæreste blev til Mors nye mand, og en dag var de færdige med at flytte. I det nye hus dukkede computeren også op en dag, og den lille dreng blev meget godt. Men den lille dreng måtte aldrig lege med computeren. Og selv da han fik lov, var det som om computeren ingen lege kendte, og dem den kendte var ikke sjove. Den lille dreng havde heldigvis fundet ud af at man kunne lære computeren nye lege, men det sagde Mor og Mors Nye Mand at det måtte han ikke.
Og så en dag måtte han godt alligevel. Men Mor løftede øjenbrynet, og sagde til den lille dreng, at de altså ikke måtte lege sammen ret længe af gangen. Nogen gange kunne der gå en uge mellem at de måtte lege. Mor mente at computeren var dårligt selskab for den lille dreng, og selvom den lille dreng rigtig gerne ville lege med computeren, måtte han næsten aldrig. Det syntes den lille dreng var mærkeligt, for computeren ville altid lege når han var hos andre.
Den lille dreng skændtes tit med Mor, men Mor bestemte altid, så det hjalp intet.

Den lille dreng plagede dog, og en dag gav Mor ham en gave. Det var en ny ven, der hed Sega. Den lille dreng måtte godt lege med Sega lidt tiere, men Mor sagde stadig SLUT hver gang, selvom den lille dreng slet ikke syntes legen var færdig, og nogen gange var legen slut bare fordi Mor skulle lege med den lille drengs anden ven, fjernsynet.

I det mindste var Far altid sød over for den lille dreng, go hans venner. Og Far var kun glad for at hjælpe den lille dreng med at lege flere gode lege. Så en dag gav Far den lille dreng to nye venner, Playstation og TV. Nu kunne den lille dreng lege endnu bedre lege, og han kunne endda lege dem på sit eget værelse. Den lille dreng forsøgte tit at snyde Mor, så hun ikke vidste han legede, men hun fandt nogengange ud af det alligevel.
Far var glad for at den lille dreng var glad. Og Far var en nysgerrig en, ligesom den lille dreng, og Far ville gerne lege lidt med, så han spurgte tid den lille dreng om hvad de lavede, når han legede med Playstation. En gang i mellem legede han endda med, og selvom Far ikke helt fik det samme ud af legene som den lille dreng, så sagde han aldrig nej hvis den lille dreng gerne ville have han legede med.
For Far havde nemlig fået INTERESSE for den lille drengs venner. Ikke så meget fordi at Far selv ville lege, men fordi han kunne se hvor glad den lille dreng var i selskab med hans venner.

Mor var desværre ikke lige så glad for den lille drengs venner. Mor kunne aldrig helt forklare hvorfor, men hun mente stadig de var dårligt selskab, selvom den lille dreng tydeligvis var glad for dem. Hun gav den lille dreng mere og mere lov til at lege, men der var altid mange regler, og legene var aldrig lange.

Den lille dreng blev en dag en stor dreng istedet. Og pludselig var han ikke hos Mor mere, men på en skole. Da han kom hjem to år efter, og snart skulle være en voksen, holdt han stadig af at lege. Han skændtes mere og mere med Mor om reglerne, og selvom reglerne blev udvidet meget, var de der stadig. En dag blev den store dreng genforenet med hans gamle ven, computeren, som nu altid ventede på hans værelse, klar til at lege, men selvom computeren var HANS ven, så sagde Mor at hun stadig bestemte over den.

Men Mor kunne ikke holde kontrollen. Den store dreng blev voksen, og skænderierne blev voldsommere. Og en dag gav Mor op. Reglerne frafaldt. Men det stoppede ikke skænderierne.

Mors Nye Mand, som slet ikke var ny længere, var værst. Han sagde mange grimme ting om den voksne mand og hans venner. Tit sammenlignede Mors Nye Mand den voksne drengs lege med narkomaner, der skulle have et fix.
Den voksne dreng var tit ked af det. Der var mange grunde til det, men en af grundende var bestemt manglen på ACCEPT fra Mor og Mors Nye Mand.

Den voksne dreng flyttede hjemmefra. Han havde frihed til at lege alt det han ville, uden at få misbilligende blikke, og han fik mange nye venner. Og dog skulle han engang imellem snakke med Mor eller Mors Nye Mand, og tit og ofte blev den voksne mands venner bragt op i samtaler. Hvis der var noget galt i den voksne drengs liv, var det altid vennerne der fik skylden. Og selvom Mor og Mors Nye Mand ofte hævdede at de havde ACCEPT over for at det var noget der fyldte en del i den voksne drengs liv, så vidste den voksne dreng godt at det havde de ikke, og at det ville de aldrig få. Uanset hvor meget ACCEPT de havde, var der altid plads til at kritisere den voksne drengs venner. Og det var den voksne dreng ked af resten af hans dage.

Som gamere er der tre ting vi tit higer efter fra dem omkring os. Accept, Forståelse og Interesse.
Accept er det stadie hvor personer accepterer den hobby vi har, og vores interesse i den. De fleste vil se på det med nedværdigende øjne, og mene det er pjat for børn. Men et stigende antal af mennesker har accepteret at nogen mennesker nyder at spille. De vil måske ikke selv have noget at gøre med det, men de har accepteret at det er op til individet at vælge hvad man bruger sin tid på. De ryster stadig på hovedet når vi har brugt en nat på at raide Molten Core, eller slå HIP i klankamp. Men de undgår emnet, og kritiserer os ikke for vores valg.

Forståelse er det stadie hvor personer rent faktisk har en forståelse for hvad spil er, og hvorfor de interesserer os. De kan rent faktisk se hvor underholdningsværdien ligger, og hvis man fortæller dem man brugte en hel aften på at skyde zombier i L4D, anerkender de at man har haft det hammer sjovt. Måske er de en kæreste der gerne læser en bog mens man uddeler elektroniske øretæver fra sofaen. Måske er det en studiekammerat der gerne giver en hånd med når man venter i kø på at EB åbner så man kan få Frozen Throne.

Interesse er den højeste form for non-gamer anerkendelse. Man ser det ikke tit, men det er utroligt vigtig at finde i dem der er tættest på os, kærester/koner og forældre. Som tiden går behøves forældrenes interesse ikke, men det er altid en fantastisk følelse når ens far rent faktisk spørger ind til hvordan klankampen sidste søndag gik. Ikke på grund af at ens far rent faktisk har spilviden, men fordi ens far ved at spil er en vigtig del af ens liv, og fordi det var vigtigt for ham at huske hvad man lavede, og hvordan det gik.

Hvis man ikke i det mindste får accept fra de der er tættest på en, så kan det være hårdt. Det gælder ikke blot spil, det kan være hvad som helst. Udviser ens forældre ingen accept over for ens primære hobby, som nu engang er en integral del af ens personlighed, og det så om det er skating, heavy metal, bilkort, whatever. Den lille dreng er, som du allerede har regnet ud, mig, og jeg er et lysende eksempel op hvordan mangel på accept kan skade kærlighed så utrolig meget. Min mor og jeg har et meget rystet forhold idag, og selvom jeg stadig elsker min mor, så er der en del afstand mellem os. En afstand som jeg slet ikke har med min far.

Jeg har lidt tabt tråden på hvor præcist jeg ville hen, så hvis afslutningen her virker kort og halvbagt, så er det ganske enkelt fordi skrivelysten er blæst ud igen. Måske jeg rører ved emnet en anden gang, måske ikke.

Når sindet går i baglås

Jeg har længe haft lyst til at skrive den her blog. Det giver som regel altid en form for ro, når man formulerer sine problemer, sætter ord på følelser og begivenheder, og deler dem med andre.

Lad mig først sige dette: GR er blevet et ret betydningsfuldt sted. Jeg har mødt nogen mennesker her som jeg kommunikerer hver dag, og regner blandt mine venner. Selvom sammenholdet på selve GR-siden måske ikke er helt det samme i dag som da jeg startede med at komme, så nyder jeg stadig siden som tidsfordriv og fristed. Så når jeg deler det her, er det fordi jeg ved det her et et fora hvor jeg vil blive respekteret.

En lørdag for snart... 2 måneder siden, tror jeg, sad jeg i min fasters lejlighed. Hun var ikke hjemme, og da den ligger lige i midtbyen, lånte jeg den til at overnatte efter en bytur. De to andre som havde overnattet var gået videre - det var meningen vi, sammen med to veninder, skulle ud og skøjte. Men jeg var alng tid om at blive klar, lang tid om at komme op og komme igang. Til sidste sendte jeg de to andre i forvejen og sagde noget i retning af at jeg lige ville rydde op, og tage hjem og hente et kamera.
Så jeg sad alene. I en stol. Og kiggede ud af vinduet, og undrede mig over hvorfor jeg ikke bare kunne rejse mig op og gå gang. Jeg undrede mig over hvorfor jeg i det hele taget ikke bare var gået med de andre. Jeg undrede mig over hvorfor udsigten til en dag med de andre pludselig virkede så stor og uoverkommelig, så meget at jeg slet ikke kunne finde den mentale styrke til at gå i gang.
Jeg sank dybere og dybere ind i mig selv, i takt med at mit indre føltes mere og mere tomt. Til sidst blev min frustration så stor, at jeg begyndte at forme tanker, der skræmte mig meget. En del af mig var begyndt at lege med ideen om at give op.

Det var nemlig ikke første gang jeg følte mig magtesløs og svag, og følte at hvad gøremål jeg nu end havde, simpelthen var for uoverskueligt. Gennem den sidste tid var jeg begyndt at blive mere og mere hjemme, og oprydninger og opvaske gik der længere og længere imellem. Men den lørdag, var det værre end nogensinde før. Jeg kørte mig selv længere og længere ned. Til sidst fandt jeg dog styrken til at tage det første skridt - nemlig at tage hjem i min lejlighed. Selve busturen var helt drømmeagtigt - jeg tænkte ikke rigtig, kørte bare på automatik. Da jeg kom hjem, satte jeg mig ved computeren, og begyndte at google. Uden at tænke over det, var jeg begyndt at planlægge min egen død.

Jeg kom heldigvis fra det - jeg faldt over et stykke tekst, som havde til formål at få folk til at stoppe op og overveje ders valgmuligheder, i sådan en situation. Den overviste mig om at jeg burde give det lidt tid, tjekke mine alternativer. Det var nok til at stoppe de irrationelle tanker, der lige nu styrede mine handlinger, uden at jeg egentlig selv følte jeg var i kontrol. Jeg fandt nogen andre mennesker der havde det ligesom jeg, og jeg fandt fred og forståelse nok til at komme op igen.
Men jeg sad stadig fast.

Jeg kom aldrig ud at skøjte den dag. Det virkede stadig så uoverskueligt, på trods af at det handlede om at gå op til bussen. Jeg vidste at jeg virkelig gerne ville, at jeg havde glædet mig til at bruge en hyggelig dag sammen med de andre. Men jeg kunne simpelthen ikke. Fra den dag af, sank jeg dybere og dybere ned. Jeg holdt op med at komme på uni, for det var umuligt at komme op om morgenen. Min i forvejen svingene døgnrytme løb totalt ud af kontrol, til det punkt at jeg sov om dagen, men aldrig ordentlig søvn. Jeg hang bare herhjemme, og fik intet gjort. Al mad blev bestilt udefra. Jeg lavede ikke engang noget. Min playstation stod for det meste urørt hen. Jeg åbnede ingen bøger. Jeg sad bare og lavede ingenting.
I sidste ende gik jeg til læge.

At gå til læge var ikke nemt. Jeg vidste godt at der var noget helt galt, men det var ikke særlig nemt at tale om. Min mor har hele mit liv altid ladet mig viden hvor doven og uansvarlig jeg er, for ja, jeg er doven. Og selvom jeg godt vidste at det her altså ikke bare var et ekstremt anfald af dovenskab, så blev den irrationelle del af mit hoved ved med at bilde mig ind at det var pinligt, at jeg da for pokker bare burde kunne hive op i mig selv. Men det var slet ikke så simpelt. Jeg var ude af stand til noget som helst. Alting var en kraftanstrengelse, en kamp som jeg stort set altid tabte.
Så jeg gik til lægen. Og jeg fortalte det hele. Det var ikke nemt at gå derind, men da jeg først gik igang, væltede det hele ud. To uger efter var jeg inde til endnu en konsultation. Og han diagnosticerede mig med en moderat til svær depression.

At være til læge den første gang gav et kæmpe boost. Jeg havde selv bevidst taget det første skridt mod helbreddelse. Jeg var selv kommet ud af sengen den dag, og havde taget bussen op. Men siden den dag er det kun gået nedad. Jeg har haft mine øjeblikke, dage hvor tingene ikke føles så slemt. Men ret beset ryger jeg nedad. En gang imellem er der noget der udløser endnu en nedtur, og jeg går igennem hele processen igen. En enkelt aften havde jeg en skalpel i hånden.

De her sidste par dage, skulle jeg have været i byen. I går med CB og Carmillah, i dag med mine bedste venner. Men jeg blev rat i løbet af torsdag, så igår kunne jeg simpelthen ikke komme afsted, og jeg HADEDE mig selv for det. For det er som regel når jeg har folk omkring mig at jeg har det bedst. Når der er andre, selv hvis vedkommende bare er i lokalet, uden at vi laver noget sammen, så har jeg det slet ikke så skidt, og verden er slet ikke så hård. Men selvom jeg ved hvor meget jeg nyder andres selskab, så bliver jeg stadig holdt nede, og kan ikke komme afsted.

Jeg stopper på uni. Jeg har ikke været der i flere måneder. Jeg har ingen job, så jeg skal på bistand nu når jeg snart ikke har min SU længere. Jeg skal også til at se mig om efter hjælp - lægen har sagt jeg har bedre af cognitiv terapi end af medicin, så det er hvad jeg først prøver. Da vi snakkede sammen sidst, for 3 uger siden, hvor han foreslog det, var dog i en af de perioder hvor jeg ikke var helt på bunden. En dag som i dag, der ved jeg godt at terapi ikke er holdbart, fordi at jeg ikke kan vente på en langsigtet effekt. Jeg er gået fast nu.

Så det er situationen. Mit hoved virker ikke, og det har kørt mit liv helt af sporet. Udover at uni er gået i stå, er både venner og familie skubbet på afstand. Jeg har dog "offentliggjort" det nu over for dem omkring mig, og det har været en lettelse. I nogen tilfælde. Min faster skrev meget i startem flere gange om dagen, for at høre hvordan jeg havde det. Det trak mig mere ned end det gav en fornemmelse af støtte. Den dag jeg havde min telefon i lader, og derfor ikke svarede, dukkede hun grådkvalt op ved min dør. Det blev ikke sagt lige ud, men der var ingen tvivl om, at hun var bange for at jeg havde kastet håndklædet i ringen.

Så sådan ligger landet. Tak fordi du læste med. Jeg har det lidt bedre nu, fordi jeg har forsøgt at formulere tingenes tilstand, og fordi jeg har fået lov at dele det med jer. Jo mindre alene man er om det, jo bedre. Jeg vil nok aldrig kunne beskrive det fyldestgørende - før jeg selv fik det, har ideen om en depression altid været lidt fremmed. Det er svært at beskrive så det kan forstås, for det er irrationelt på en måde som er komplet umuligt at identificere sig med, med mindre man rent faktisk har oplevet det. Men jeg håber at i tadig fik noget ud af det. Jeg snakker gerne om det - men jeg vil ikke behandles som en skrøbelig patient.

Natlogik

Yes mand. Så sidder man her, klokken 3, og laver opgaver. Hvorfor? Fordi jeg er doven. Røv doven.

Jeg har to opgaver at lave. Eller, to opgavesæt, for at være præcis. Problemet er at faget er hammernemt, så jeg føler virkelig det er spild af tid. På den anden side har min dovenskab også forhindret mig i at læse den ugentlige læsning, samt at dukke op til forelæsninger og halvdelen af mine instruktortimer. Så opgaverne er dem jeg lærer faget i. Så egentlig er de ret værdifulde. Problemet er, at de tager lang tid. Ikke fordi det er svært. Hvis vi skal lave 8 opgaver der handler om det samme, så har jg fattet systemet efter den første, og resten af opgaverne er a walk in the park. Virkelig. Ingen udfordring, ingen tænkning... Nej, problemet er at det tager en krig at stille lortet op... Tag i dag. Eller nat, som det vel egentlig er. I nat handler opgaverne om en ny måde at stille det vi arbejder med, logik, op når man skal evaluere argumenter. Det tager længere tid at forklare hele baggrunden, og symboler vi bruger osv, så jeg gider ikke gå i dybden her. Men den måde vi stiller det op her, de udregninger vi stiller dem op i... Det er sådan nogen træ-lignende strukturer... Formler, der deler sig ud på to pinde, der igen kan dele sig ud på flere pinde... Og da det afleveres elektronisk, fordi jeg er over tid, så skal det laves på computer og det tager en milliard år... Jeg sværger, havde jeg et papir og en pen, så var det bare wham-bam-thank you mam, og så var den ged barberet. Hvilket giver anledning til endnu mere undren over mig selv, over hvorfor jeg ikke gjorde det dengang det var tusind gange hurtigere at ordne. Men nu skal jeg sidde og tegne i word, og skrive lange formler gentagne gange med symboler der skal kopieres ind fra tidligere formler, hvor de blev kopieret fra Tegn-gøgleren i system-værktøjer... Og nej, Equation duer ikke...

By the gods! En dag, en dag lærer jeg at se den benhårde logik i at det er smartest at lave opgaverne til tiden, inden de bliver et herkulesarbejde udi elektronisk frustration. Men det sker vel ikke. For min dovenskab vil altid være der til at spolere det for mig... Faktisk VED jeg det ikke sker, for det er ikke første gang jeg sidder her... Nærmere 3. gang... Curse you dovenskab!

For jeres morskab har jeg inkluderet en lille sample på to af de slags opgaver jeg sidder og hygger mig med her om natten. Den nederste er den jeg leger med nu.
Time could be so much better spend... Sovende eventuelt... Eller med WAR.

PS: Hvis der er nogen der lige tænker: "Hey! Det der med de streger ved jeg lige hvordan man gør nemmere end at tegne hver streg individuelt!" må meget gerne skrive og fortælle.

Albums der anbefales #1 - Proggresive

Det der emd musikanbefalinger er jo så rasende populært. Så jeg vil også kaste mig ud i noget.
Jeg orker ikke lige en "TOP 10" eller noget, så jeg laver istedet nogen blogs med albums der rykker min verden. Denne her fokuserer på to progressive mesterværker.

Ayreon - The Human Equation
Ayreon er hollandske Arjen Anthony Lucassen's projekt, en slags progressiv rock opera, og det er indtil videre blevet til 7 albums, med et væld af gæstekunstnere. The Human Equation er, efter min mening, den bedste. På The Human Equation fortælles historien, sang for sang, om en mand der kører galt, og ankommer på hospitalet i koma. Vi hører så om mandens spirituelle rejse i hans eget sind, hvor forskellige følelser og aspekter af ham selv bliver "spillet" af forskellige vokalister, blandt andet Michael Åkerfeldt(Opeth) som "Frygt" og Devin Townsend som "Vrede". Manden selv spilles af James LaBrie(Dream Theatre). Samtidig med den indre rejse, koncentrerer albummet sig også om personerne omkring mandens krop på hospitalet, hans kone(Marcela Bovio) og hans bedste ven(Lucassen selv), der taler til manden i koma, og hinanden. Og til sidst ligger der det endelige tvist, der sætter historien på albummet i forbindelse med de andre Ayreon albums.
Historien er smuk, og musikken endnu mere. Er man til progressiv rock SKAL The Human Equation høres, og den kan også varmt anbefales til alle der bliver en smule nysgerige.

Devin Townsend - Ziltoid the Omniscient
Mere progressiv rock, dog i den tungere(metal) ende. Endnu en cd der fortæller en historie - dog en noget anderledes en. Townsend er, som det måske fremgår af billedet i bunden, lidt af en særling, og fortællingen om Ziltoid the Omniscient kunne kun være affødt i et meget skummelt hjørne af hans sind.
Ziltoid er den 4 dimmensionelle, guitarspillende tidsrejsende tyran, der kommer til jorden for at få sig en kop kaffe. Han ankommer med hele sin flåde, og forlanger at få den bedste kaffe i universet: sort. Da han ikke er tilfreds med den halvlunkne kop han får, invaderer han jorden, flyvende på toppen af et fly, hvorfra han spiller guitarsoloer der får det meste af jordens befolkning til at underkaste sig ham. Og det er kun de første to numre. Resten af historien kommer omkring jordens sidste håb(Captain Spectacular), the 6th dimensional Planet Crusher(som hedder Herman, og hader musicals), og the creator of the omniverse(hvis første ord er "Yoooo, Ziltoid what's up dude?").
Bliver jorden befriet fra den guitarspillende tyran? Får Ziltoid sin kaffe? Hør dette fantastiske progressive værk, og få svarene! (måske)

Tillagt 2008-09-27 20:01:
...og billedet er på vej! Jeg har et helt bestemt jeg gerne vil have, men skal lige have det gravet frem 8-[

Så flyttes der + rusuge

Ja, imorgen tager jeg så til min kammerat Jannik, hvor jeg skal bo ihvertfald den næste måned. Århus, here I come.

Jeg er efterhånden godt klar til det... Stemningen herhjemme er uudholdelig, og det bliver rart at kunne få fred, og plads til at leve på sin egen måde og efter egne principper. Selvfølgelig skal jeg i starten dele bolig med Jannik, men det er stadig et meget positivt skift. Og der går sikkert ikke længe før jeg kan rykke ordentligt ind i en lejlighed jeg kan kalde min egen.

Uni begynder allerede tirsdag, hvilket kom lidt som et chok for mig da jeg fik det at vide i torsdags. Aårhus Universitet har ikke lige været de blødeste hjorte i skoven til at sende information ud, men hvad pokker... det skal nok gå altsammen. Meget heldigt jeg ikke fik en ekstra uge på arbejdet, som det ellers var meningen.

Så jeg begynder altså tirsdag, uden rigtig at have nået at "holde lidt fri", men for pokker hvor er det også et stramt program:

Tidlig Tirsdag
---------------
10:00 - 12:00
Velkomstmad med Introduktion i Studenterhuset

12:00 - 13:00
Inddeling i hold og info om rusugen

13:00 - 16:00
Frokost
Derefter: Orienteringsløb

16:00 - 20:00
Hygge og spisning i parken

20:00 - daggry
Pub-Crawl

Ordentlig Onsdag
---------------
11:00 - 13:00
Forelæsning ved Jørgen Husted

13:00 - 15:30
Frokost
Derefter: quiz på soldækket

15:30 - 16:00
Afhentning af øl til forestående fodboldkamp

16:00 - 17:00
Fodboldkamp
Filosofi VS Idehistorie

17:00 - 19:30
Spisning inden for holdene

20:00 - Senere
Fest med Idehistorie

Tør Torsdag
---------------
9:00 - 11:00
Dekanen holder et lille foredrag

11:00 - 12:00
Bibliotekskursus og introduktion til IT systemet

12:00 - 16:00
Frokost
Derefter: Orienteringsløb i Århus

16:00 - 18:00
Tid til at øve opførelse af præsentation ved Filosofisk Sammenkomst

18:00 - Senere
Filosofisk Sammenkomst

Festlig Fredag
---------------
10:00 - 11:30
Introduktion til studierådet med mere

11:30 - 14:00
Inddeling i studiegrupper
Info om studie og erhvervsvejledning

14:00 - 18:00
Frivillig fremvisning af film fra Eliten
Strandtur

18:00 - Senere
Introduktion til fredagsbaren og kroning af VINDERNE AF RUSUGEN

Så det er pænt hård kost den første tid :)
Og det virker voldsomt for lille mig, der er træt og udmattet efter mange ugers natarbejde, men så må jeg bruge mandag på at lade op...

Nærmest Ulykkelig

Det ville være ganske umuligt at beskrive mit forhold til en bestemt pige, som jeg nu har været forbundet med igennem godt og ondt, siden jeg mødte hende for 4 år siden.

Men prøv at forestille dig et forhold, hvor man, trods man ikke officielt har været kærester hele tiden, og selvom man har haft enkelte andre indimellem, så har man stadig, når man fandt sammen igen, betragtet det som et langt forhold. Man har stadig holdt 2 års dag, selvom man faktisk ikke officielt var kærester i de periode.
Man har, igennem alle årene, aldrig haft andre man har kunnet grine sådan med, som man har kunnet snakke i telefon i timevis med, som man har kunnet dele de dybeste og mørkeste problemer med.
Man har gået ud i en Natur Geografi time, og så står hun derude med blomster. Selvom hun bor over en time i bil væk - og vel og mærke ikke har bil.
Man har alle de interne ord, alle de interne lyde, de små fælles oplevelser, man kender hver en duft, hver en afkrog af hinanden.

Man sidder en aften på arbejdet, og hun ringer. Hun er på vej hjem fra Roskilde, og man snakker længe med hende. Efter en lang samtale hvor man har hørt om det hele, man har grinet, og man har fået sagt til hinanden at man glæder sig til at se hinanden igen(og man er ikke officielt kærester på dette tidspunkt, men meget tæt på), så smider hun bomben. Hun har fundet en fyr på Roskilde. Og hun vil gerne hvis man respekterer det. Dagene fter, efter mere skriven sammen, siger hun at man kommer for tæt på. Hun kan ikke klare det, for hun vil gerne se hvordan det går emd ham her. Okay, det går, det har man set før, og det skal man nok klare sig igennem. Og alligevel, som ugerne går, rykker man tættere og tættere på hende igen, alle de gamle vaner dukker op, man griner sammen, og hun begynder at kalde en de ting man gerne vil kaldes. Hun begynder at fortælle at hun er i tvivl om den her fyr.

Og så, ud af det blå, ringer hun en måned efter Roskilde opkaldet, og fortæller at hun har fået job i en bøørnahve i Århus, og flytter hjem til ham fyren.

Og det gør ondt. Det stikker helt ind, og maven vender sig. Man får kvalme.
For denne gang er det anderledes. Denne gang kan man ikke bare vente til hendes nyeste crush går over. Denne gange er det meget mere definitvivt.
Og man fortvivles. For selvom man selv har haft andre kærester, så brænder jalousien hver gang hun har en anden, og aldrig stærkere end nu.

Og samtidig bekymres man. For at flytte sammen med en kæreste man har haft i knap en måned, som man har KENDT i knap en måned, og som man endda har udtrykt tvivl omkring, virker som en meget forhastet og dumdristig beslutning. Men hvordan siger man det neutralt?

Og når man så gør det, så bliver man mødt med vrede. Og man sidder de næste dage, uden kommunikation med hende. Og hver nat, når man sidder på idiotarbejdet, så tænker man på hende. For man kan ikke andet end at tænke, på idiotarbejdet. I 8 timer. Hvor man tænker på hende.

Og man føler sig nærmest ulykkelig.

Doom at 11:30

Så, ja. I morgen er det så dansk eksamen. Og jeg dør. Fuldstændig. Det kommer til at gøre så helt uhyggeligt ondt.

Og det er nok egentlig mest min egen fejl. Jeg har bare ikke styr på perioder og det. Så min egentlig imponerende karakter streak dør imorgen.

Men jeg får huen på, og det er ovre. OVRE siger jeg jer.
Og det er det der er vigtigst. Jeg vender grædende tilbage i morgen og fortæller hvor meget min røv blev grillet.

PS: Iøvrigt er den der trailer ude i siden med ham den hvide dude godt nok nederen. Det ligner et spil jeg virkelig ikke gider spille.

Brikkerne falder på plads

Så kom der brev fra DJH. Og jeg er optaget, med studiestart til Februar.

Damn... Nu begynder alting at falde på plads. Det eneste jeg stadig mangler, er en lejlighed. Alt inventar, studiet, og en god sjat penge at starte på, er klaret. Det er fandeme rart. Jeg glæder mig sådan til at flytte væk, og begynde et nyt liv.

In other news, fik jeg 12 igår i mundtlig samf A. Jeg rockede fuldstændig til sociologi og samfundsudvikling.

Jeg skriver ikke mere, for mit hoved værker stadig efter igår(og jeg får ellers aldrig tømmermænd)