Et slags farvel

Det lyder sgu så dystert, når man skal sige farvel og alt det dersens, men den er faktisk god nok på bunden: Jeg siger farvel og tak som filmanmelder hos Gamereactor.

Det har været et godt år (plus/minus - jeg har ikke helt styr på det længere), hvor jeg i al hemmelighed har skældt ud på Lee & Co. for at sende mig middelmådige, romantiske dramaer, men også jublet over fantastiske oplevelser fra Coen-brødrene og Christian Bale. Jeg har fået glæden af, at I, kære film-interesserede læsere, har nydt mine evner med ord, og så er jeg blevet klandret for ikke at være gammel nok til at kunne forstå Adam Sandler og Kevin James' humor.

Men nu er tiden kommet til fuldt ud at fokusere på mine sande kærlighed: spil. Som nogen måske ved, blev jeg færdiguddannet sidste sommer med en bachelor, som jeg endnu ikke har brugt til en hujende fis. Jeg har derimod knoklet med skriverier for alle mulige danske og internationale spilsider, hvilket nu har båret så meget frugt, at jeg tager chancen og hopper ud i det med et brag, hvilket desværre efterlader godt og vel ingen tid til filmanmeldelser. Indtil videre bærer det frugt, men så igen - jeg ville ikke ane, om jeg var helt ude i hampen, før det var alt for sent.

Med det sagt ville jeg lige gribe chancen og takke alle de folk, der har gidet at læse mine tekster. I har været mine værste kritikere, men det er ment på den absolut mest positive måde overhovedet. Det har været en fornøjelse at følge diskussioner om mine domme, især når folk har kunne enes om at være uenige.

Derudover er det vist traditionen at takke redaktionen (i hvert fald når man bryder sig om den), og det gør jeg gerne. Det er sjældent, at jeg har haft glæden af at arbejde med en redaktør og redaktionen bag, der er så begejstret for deres arbejde, at det ganske naturligt smitter af på ens egen indstilling. Det er en oplevelse, der helt automatisk puttes ned i erfaringsbagagen, så tak for at have lært mig den lektie.

Sååh.. farvel og tak som filmanmelder, men hej og goddag som almindelig (og forhåbentligt mere aktiv) bruger i fremtiden.

P.S: Jeg forstår udmærket både Adam Sandler og Kevin James (Kongen af Queens er genialt), men Grown Ups er stadig en forfærdelig film.

Brug sommeren på en gratis film

Sommeren er endelig over os, og det betyder som regel lavvande i spil- og filmudgivelser (lige bortset fra de vanlige blockbusters i biograferne og fremragende XBLA-titler). Det har jeg heldigvis en kur imod, for hvem gider bruge de hede sommerdage ude i solen, når man kan sidde foran skærmen med god underholdning, som ovenikøbet ikke koster en krone?

Jeg tænkte nemlig, at jeg ville gøre opmærksom på en film, der er ganske gratis og faktisk også helt lovlig, selvom den ligger ude på det store farlige internet som en torrent. Der er tale om den australske gyser The Tunnel, og før man rynker på næsen af australske gysere, så er det faktisk værd at bemærke, at de har godt styr på skræmmende elementer dernede down under.

Men hvad handler den så om, spørger du? Den handler om et net af underjordiske tunneller i Sydney, hvor der lige pludselig forsvinder en masse hjemløse. Det sætter en gruppe journalister sig for at udforske, så de smutter ned i det mørke virvar for derefter at ende i en kamp om deres liv. Meget længere er den ikke, men det fungerer faktisk ganske godt, ikke mindst fordi der gøres brug af håndholdt kamera (som jeg ellers ikke har meget tilovers for i gyserfilm), når der flygtes rundt i de skumle gange. Det er klaustrofobisk og hektisk, men det virker - for det meste i hvert fald.

Og mere kan man ikke bede om, når det hele koster nul kroner. Filmen er blevet til som del af 135K Project, som i bund og grund er et opgør med hele problemstillingen omkring piratkopiering, og hvordan filmbranchen haltende prøver at gøre op med ulovlighederne. Folkene bag The Tunnel har nemlig valgt at gøre filmen frit tilgængeligt, hvorefter man kan købe et enkelt billede fra filmstrimmelen for $1, hvis man har lyst til at donere lidt til projektet. En knaldgod idé, hvis man spørger mig.

Faktisk har The Tunnel efterhånden genereret så meget opmærksomhed rundt omkring i krogene, så den snart står overfor en udgivelse i de amerikanske biografer, imens en DVD også er blevet lanceret med mere end to timers ekstra materiale, og så er der sågar en speciel version af filmen til iPad med eksklusive features (begge koster dog penge, hvis man ikke kan klare sig med torrent-udgaven). Rimeligt godt klaret af et projekt, der stadig holder fast i sine værdier om, at profit er valgfrit og ikke en nødvendighed, så længe man bare brænder for selve konceptet.

Har du fået lyst til at tjekke The Tunnel ud her en af disse dejlige sommeraftener, så smut endelig forbi filmens hjemmeside.

Sommeren går på hæld

Ja, der er ikke så meget at juble over i øjeblikket, hvis man kigger udenfor. Regn, regn og atter regn. Først var det i København, hvor jeg aldrig har oplevet noget lignende, så tog jeg til Århus til udendørs fødselsdagsfest, hvor regnen selvfølgelig fulgte med, og nu.. Ja, nu er jeg tilbage med endnu mere regn.

Som nogen måske har læst i min tidligere blog, så er jeg færdig med universitetet for denne gang. Det skete på grund af flere ting, men mest af alt fordi jeg ville ud og lave noget praktisk i stedet for at sidde med næsen begravet i bøger. Det kan være noget så interessant, men i længden kan det også blive for meget. Desværre forløb min plan ikke helt som forventet, så nu sidder jeg i stedet med noget, der ligner deltidsarbejde, imens jeg ihærdigt prøver at finde noget mere holdbart. Og hvilket helvede det kan være! Ikke så meget det faktum, at man faktisk leder efter arbejde, men mere frustrationen i at vente på svar, vente på nye ledige stillinger, skovle sig igennem firmaer for at finde adresser, så man kan smide uopfordrede ansøgninger af sted. Det er alt, alt for omfattende, men også en nødvendighed, som jeg selv har bedt om, så nu holder jeg hovedet højt og kæmper bravt videre. Et eller andet må der jo være derude... Så hvis I tilfældigvis kender nogen, der kunne bruge en person med en BA i kommunikation og historie, der samtidig har omfattende erfaring med at skrive alle mulige tekster omkring fx videospil og film, så sig lige til, ikk'?

Men.. det hele er dog ikke bare negativt. For selvom sommeren står og banker på (håber jeg), og jeg stresser mere end min krop sikkert har godt af, så nyder jeg samtidig, at det er tid til den årlige tørke på spilmarkedet. Jeg har efterhånden en lang række spil, som jeg slet ikke har rørt, hvilket ikke er blevet bedre efter Steams sommer-udsalg, hvor jeg fik raget en del til mig uden at tænke mig om. Samtidig vanker Xbox Live Arcade også med lovende titler lige om hjørnet, så for mit vedkommende må de store titler gerne vente til efteråret, der jo om noget bliver pakket godt og grundigt.

Desuden var jeg inde at se Transformers: Dark of the Moon i fredags, hvilket var en katastrofe. Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men for en gangs skyld savnede jeg af uforklarlige årsager Megan Fox, der i øvrigt fik et par gevaldige og ganske malplacerede svinere med på vejen. Det var en ørkenvandring af en film, hvor samtlige skuespillere var forfærdelige, hvilket kun blev yderligere pinligt af, at John Malkovich og Frances McDormand havde sagt ja til at medvirke i dybt latterlige roller. Jeg håber virkelig, at Michael Bay og Shia LaBeouf (+ alle de andre) holder fast i deres udtalelser om, at denne film var deres sidste. Næste gang vil jeg bare have en film kun med robotterne, for ærlig talt var det Leonard Nimoy, Peter Cullen og Hugo Weaving (eller rettere sagt deres stemmer), der gjorde filmen bare nogenlunde acceptabel at se.

Det var vist det hele for denne omgang. Frustration over hele banen, men ingenting er aldrig så skidt, at det ikke er godt for noget. Eller noget i den dur.

Bachelor-projekt som blog

Som nogen måske ved, blev jeg for cirka en uge siden færdig med min bachelor i kommunikation og historie ved RUC. En del syntes, at emnet lød ret spændende, så nu gør jeg det hele mere eller mindre tilgængeligt i en blog. Det er ikke helt så omfattende som de originale 30+ sider, men forhåbentligt giver det et godt indblik i processen og selve projektets teoretiske formål.

Min gruppe (vi var tre personer) valgte at skrive bachelor-opgave i kommunikation, hvilket formentlig ikke vil overraske mange, da jeg havde mulighed for at forbinde det med videospil. Emnet var til at starte med den hedengangne messe D3. Vores problemstilling var enkel: Hvorfor kunne D3 ikke overleve, når computer- og videospil bliver mere og mere populære og endda overgår salget af film og musik? Det var et ganske simpelt og ikke synderligt holdbart udgangspunkt rent teoretisk, hvilket vi hurtigt fandt ud via interview, da problemet ikke lå ved selve indtjeningen, men derimod skyldtes mere... politiske årsager.

Det fik os til at skifte fokus, for er der én ting man hurtigt lærer i kommunikation, så er det, at visse problematikker ikke kan løses igennem rendyrket kommunikation, især når det gælder politik. Hvor vi før havde taget udgangspunkt i messens afsender, skiftede vi derimod over til hypotesen om, at hvis messen genopstod i dag, hvordan kunne en mulig målgruppe så tage sig ud? Ville det virkeligt være nødvendigt at fokusere på teenage-drenge, der burde virke som en oplagt målgruppe? Eller skal man satse på et helt andet segment? Ivrige efter en udfordring tog vi selvfølgelig fat i sidstnævnte spørgsmål. Dette skyldtes ikke mindst, at vi blev provokeret over fordomme, som spilbranchen og især (de unge) forbrugere bliver udsat for. Vi var trætte af at høre, at forældre kun opfattede World of Warcraft og alle andre spil som isolerende tidsfordriv, der hverken kunne være socialt eller gavnligt for ungerne. Afhængig af hvem man spørger, vil fordommen være ganske naiv, men set i det større perspektiv er der nu noget om snakken, vil jeg mene. Nu er jeg selvfølgelig farvet af mit daglige arbejde, men samtidig undrer det mig også, at spil ofte bliver et let mål for kritik i forhold til resten af underholdningsbranchen.

Efter disse overvejelser lå det fast, at vores målgruppe blev børnefamilier med børn i alderen otte til 12 år. Vi vurderede, at ældre børn allerede ville have en stærk opfattelse af spil som medier og derfor ikke var relevante for vores hensigt, imens forældrene skulle være en del af målgruppen som såkaldte ‘gatekeepers', men også fordi de vil have en almindelig interesse i underholdningstilbud, som de kunne deltage i med deres børn. Hermed lå det fast, at vores projekt skulle fungere som et bindeled imellem familiernes individer, hvor det sociale samvær skulle vægtes højt. Med andre ord skulle vores fiktive D3 kunne tilbyde samme tilfredsstillende underholdning, som hvis en familie tog på en udflugt til Tivoli.

For overhovedet at få en idé om vores målgruppe, foretog vi et interview med en familie, der var et kerne-eksempel på vores tiltænkte publikum. Interviewet blev med sine udsagn og holdninger grundlaget for resten af vores projekt, hvor vi kunne pejle os ind på, hvordan vi skulle tackle visse problemstillinger, og hvordan vi kunne designe en del af messen for at tiltrække vores målgruppe. Det er her vigtigt at understrege, at vi med vores definerede målgruppe kun tog højde for en brøkdel af den samlede messe, hvorfor projektet heller ikke sigtede efter at skulle dække messen som helhed, men derimod kun den enkle del, der var tiltænkt at ramme hos børnefamilierne. Sagt på en anden måde fungerede vores projekt både som pilotprojekt, men også kun som en enkel brik i det store puslespil.

Da vi havde interviewet på plads og samtidig fortolket samt analyseret værdier (blandt andet ud fra den famøse Minerva-model, som efterhånden har overskredet sin holdbarhedsdato), der kendetegnede vores målgruppe, valgte vi at sammensætte en persona over gruppen som samlet enhed. Nogen vil måske argumentere for, at det ikke er nødvendigt, og set i bakspejlet var det egentligt heller ikke et bærende element i projekt, men det gav os dog mulighed for at få et levende billede af en målgruppe i stedet for at arbejde med en statisk samling af individer. Samtidig kunne vi også fokusere konkret på de værdier, som vi senere hen skulle arbejde med og i visse henseender udnytte for at vinde målgruppens opmærksomhed og interesse under afviklingen af messen.

Da vi havde fået vores fundament på plads, rykkede vi over til design-aspektet af vores projekt. Da vi allerede fra starten havde taget afstand fra den fastlåste, traditionelle kommunikationsmodel (afsender -> budskab -> modtager), gjorde vi i stedet brug af den lidt mere kreative tilgang i såkaldt oplevelseskommunikation. Det er bund og grund det samme udgangspunkt, hvor man bedst kan betegne det som at sammenligne æbler og pærer, men en vigtig forskel er oplevelseskommunikationens fokus på at indlemme målgruppen som en aktiv deltager fremfor en passiv modtager. Det var især et vigtigt aspekt for os, da vi igennem projektet oplevede, at via interaktion i familien blev deres værdier hyldet, imens tilhørende behov blev opfyldt - hvilket var vores endelige mål.

Samtidig var vi også opmærksomme på artikulationsfelter, som den kære Pierre Bourdieu så fint kalder det. Igennem kommunikation ytrer alle mennesker deres mening om enten det ene eller andet, og igennem ytringer definerer vi os som individer i forhold til samfundet og vores medmennesker. Således kunne vi se en tendens i, at familierne styrkede deres familie-identitet igennem den kommunikation, som foregik under besøget på messen og især den oplevelse, som vi designede. Desuden valgte vi også kombinere dette sociologiske aspekt med læringsteori, nærmere bestemt om praksisfællesskaber, hvor vi anskuede børnefamilierne som netop disse fællesskaber. Her stod det klart, at imens familierne opbyggede deres identitet via interaktioner, indgik de også i en form for læring, hvor både forældre og børn havde noget at bidrage med, blandt andet via deres respektive holdninger til spilmediet.

Vores resultat blev, at det er absolut tænkeligt at gøre en messe som D3 (eller en hvilken som helst anden messe med samme indhold) tilgængelig for børnefamilier i vid udstrækning, hvis bare man er villig til at tænke lidt udenfor for boksen. Vi kom frem til, at det er vigtigt at have for øje, at messen i sig selv er et produkt, der lever i den forstand, at der kommer publikum til, som alle søger en form for oplevelse. For børnefamilierne er det en oplevelse, der skal tage højde for de værdier, som de finder relevante, heriblandt samvær, hvor sociale interaktioner er i højsæde. Det kan blandt andet ske igennem de nævnte praksisfællesskaber, hvor familien - udover at have det sjovt - implicit styrker deres samlede identitet. Det er klart, at der skal være noget for både børn og voksne, men ved at samle individerne til en samlet enhed kan man opnå resultater, der ellers ikke vil være mulige.

Nu er det her selvfølgelig kun en nogenlunde kort gennemgang af projektet, og teorien er i det hele taget svær at koge ned til en forholdsvis overskuelig blog. Derudover er det vigtigt atter en gang at understrege, at vores fokus kun lå på et enkelt segment ud af en messes muligheder, hvor man altså skal tage højde for, at der er langt flere aspekter, som spiller ind, hvis sådan en messe skulle stables på benene. Dette kun blandt andet være, at man - modsat os - også lagde vægt på afsenderens synspunkt, og hvordan man i det hele taget lokkede de forskellige målgrupper ind til selve messen i forhold til vores tilgang, hvor vi i teorien allerede havde vores målgruppe på messen og dermed arbejdede ud fra denne tilgang.

Ikke desto mindre har det været et interessant projekt, der har åbnet op for visse aspekter ved spilmediet, som man ikke altid vil tage højde for. Selvom vores projekt overordnet set har handlet om at designe en specifik oplevelse til en defineret målgruppe, handler det også om, hvordan vi kan arbejde med spil i samfundet, så det ikke kun handler om spil, men derimod et decideret medie, der kan gå udover de gængse grænser, som ellers har en tendens til at spænde ben for den kreative tænkegang.

(Og så kan I da også lige få projektets forside med, der egentligt opstod som en mindre og ikke mindst intern hyldest til spilkulturen.)

Tre år kogt ned til 25 minutter

Jeg er glad. Ikke bare lidt glad, men meget glad. Grunden er ganske simpel. I går var jeg oppe at forsvare mit bachelor-projekt, hvilket resulterede i et solidt 10-tal og enden på min studietid ved RUC med en bachelor i kommunikation og historie. Det har været vanvittigt siden projektet blev afleveret, og de sidste par uger virker mest af alt som et stort kaos, hvor jeg ikke har set til andet end pensum, projekt og kaffe.

Mit projekt omhandlede den hedengangne spilmesse D3, og hvordan man kunne redesigne messen med specielt fokus på børnefamilier som en af messens delsegmenter. Det var en interessant tilgang, der ikke var helt så oplagt, som det ellers lyder til. Da projektet var printet og afleveret, var jeg dog ikke helt tilfreds (for hvornår er man det?), hvilket ikke blev bedre af, at jeg med topfart havde braget ind i en mur af studie-træthed. RUC er et specielt sted, og selvom universitet på visse punkter er helt unik, er det også et indavlet sted, som man med glæde flygter fra kun for på absurd vis at savne det. Heldigvis er det også et sted, hvor man kan tillade sig at snakke løs om alt mellem himmel og jord, så jeg bestemte mig hurtigt for, at mit oplæg til eksamen skulle tages på gefühlen. Det endte med Bourdieu, oplevelseskommunikation, og hvordan man via kommunikation kan lære og definere sig selv i forhold til alt og alle set ud fra en spilmesses synspunkt.

Men nu er det slut! 25 minutters eksamen var kulminationen på tre års hårdt arbejde, og selvom jeg havde forventet en eller anden form for lettelse, så er helvede ikke frosset til, og jeg har det slet ikke anderledes. Måske er det ikke helt sunket ind endnu, jeg aner det ikke. Det er nemlig lidt af en underlig følelse. De sidste tre år er gået med at balancere studie, arbejde + frivillig skribent-tjans som her hos GR, men nu har fokus lige pludselig ændret sig gevaldigt. Det bliver noget af en omvæltning. For tre år siden hev jeg pløkkerne op og smed alt i hænderne for at flytte fra Århus til København, fordi "der skulle ske et eller andet", og nu står jeg i en lignende situation. Det bliver sgu ærlig talt spændende at se, hvad fremtiden bringer. Der skal ikke meget til, før jeg står og tripper efter nye oplevelser, og nu lader alt til at ligge for fødderne af mig.

I første omgang bliver det dog til ferie ugen ud. Batterierne er helt flade, så der skal lades op i stor stil. Det startede i dag med X-Men: First Class, og i morgen står det formentlig på inFamous 2, imens Duke Nukem Forever skal tæskes igennem fredag, formentlig bogstaveligt talt. Meget mere er der vist ikke at sige, så nu vil jeg bare nyde friheden - så længe den varer.

Den obligatoriske top fem 2010

2010 er ved at lukke og slukke, og det er vist ikke for meget, hvis man kalder året for ganske imponerende med de titler, der er slynget ud på markedet. Derfor er det også i sidste øjeblik, at jeg skriver en top fem over mine favoritter fra årets gang. Der har været skuffelser, der har været overraskelser, men ingen af dem finder vej til min liste. Den er så åbenlys, som den overhovedet kan være, men det er ikke nødvendigvis dårligt. Tværtimod. Faktum er, at jeg har været så meget i tvivl om min liste, at jeg i skrivende stund stadig kunne flytte op og ned på titler. Ikke desto mindre tegner de nævnte titler et godt billede af, hvad jeg har forsømt studie og arbejde med.

1. Mass Effect 2
Da Shepard første gang gjorde sit indtog i mit liv, var jeg solgt. Nej, det skyldtes ikke muligheden for sex med rumvæsner (selvom det sikkert hjælper), men derimod det faktum, at BioWare endnu en gang cementerede deres franchise med et solidt udspil, der stadig spinder rundt i min konsol. Det vil det sågar stadig gøre hele vejen igennem det nye år, når ME2 får sin debut på PS3. Selvom 1'eren stadig er min klare favorit, formåede efterfølgeren atter en gang at levere et interessant univers med et par af de bedste bipersoner i et spil nogensinde, og det var uden nogen form for tvivl, da jeg ligefrem erklærede hele oplevelsen for en episk begivenhed i spilhistorien op til udgivelsen. Det skal blive interessant, om 3'eren kan sætte prikken over i'et, når trilogien fuldendes (og jeg kan findes tudende i et mørkt hjørne), men med det arbejde BioWare har leveret indtil videre, sætter jeg trofast min lid til, at Shepard for altid vil være min konsols hjerte nær.

2. Enslaved: Odyssey to the West
Lad os bare være ærlige og sige, at Enslaved lod sig inspirere lige lovlig meget i gameplay-afdelingen. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne styringen ligeså godt indikere, at jeg spillede Uncharted eller et helt andet spil fra denne genre. Til gengæld var resten af spillet en unik oplevelse med omgivelser, der gav det postapokalyptiske aspekt en helt ny drejning. Væk var de kedelige, grå scener og i stedet kunne vi glæde os over frodige, grønne baner, der var dyppet godt og grundigt i en prangende farvepalet. Som om det ikke var nok, blev vi samtidig forkælet med en rørende narrativ præstation, der ikke bød på en decideret original historie, men derimod leverede et bundsolidt arbejde fra skuespillerne, ikke mindst Andy Serkis. Trip og Monkey står som et slående eksempel på, at et makkerpar ikke nødvendigvis behøver at ose af sex og romance for at gøre sig interessant og mindeværdigt.

3. Dragon Age: Origins
Endnu en titel fra BioWare, jeg ved det godt. Men det er svært at overse, selvom der sikkert er delte meninger om, hvorvidt DAO fortjener en plads på listen, specielt fordi det sådan set udkom i slutmånederne af 2009. Det blev dog fulgt op af gedigne udvidelser i 2010, så nu lander det her. Endnu en gang var der mulighed for at kaste sig i grams over sine kompagnoner, men ligesom tilfældet var med Mass Effect 2 var det i stedet bipersonerne, der i hvert fald for mit vedkommende, gjorde spillet interessant. Alistair var hysterisk morsom, Morrigan var ufatteligt kynisk og min hund, Jango, var bare nuttet. Der var ofte lige lovligt meget hack'n'slash over spillet, men det fungerede faktisk ganske godt, og så skidt pyt med at jeg ikke kan huske en disse af historien udover det obligatoriske med at redde verdenen - det var stadig sjovt at kæmpe sig igennem.

4. Heavy Rain
Det blev opblæst som en helt ny form for interaktivt spil, en spilbar film om man vil. Det fløj tilnærmelsesvis over mit hoved, for hele oplevelsen var utrolig lineær opbygget efter min mening og takket være mine forventninger. Ikke desto mindre var der faktisk noget revolutionerende over selve spillets opbygning, når man lige ser bort fra utaknemmelige sekvenser som "Jason? Jason! JASON? JASON!" - I ved godt, hvad jeg tænker på. Det var en forfærdelig scene, og det var ikke den eneste af sin slags, men det afholdt mig ikke fra at have en følelse af, at jeg netop havde styret min egen Hollywood-film mod det resultat, som jeg selv ønskede. De personer, der kunne dø eller overleve, led den skæbne, som var mest interessant for mig. At spillet senere fik Move-understøttelse var ikke et dumt træk, og selvom jeg ikke sukker efter en efterfølger, så var det et nødvendigt spil i en generation, hvor titler ofte drukner i sammenligninger og overflødig hype.

5. Assassin's Creed: Brotherhood
Egentligt ville jeg foretrække Assassin's Creed II, men eftersom det udkom i 2009, må jeg klare mig med det næstbedste... og dog. For Brotherhood forbedrede stort set alle punkter fra 2'eren, imens det tilføjede den suveræne mulighed for at optræne sine egne snigmordere. Det led dog af visse symptomer, som det allerførste spil i serien var befængt med, nemlig risikoen for at virke usandsynligt monoton. Efter den første gode håndfuld timer var historien stadig ganske god (omend ikke på højde med ACII), men sidemissionerne begyndte at ligne hinanden lidt for meget. Til gengæld var afslutningen forrygende, og der er ingen tvivl om, at jeg skal have fingre i Ezios næste udskejelser, lige så snart de ligger klar.

5.1. Red Dead Redemption
Ingen brok over et ekstra underpunkt, men ellers ved jeg ikke, hvor Rockstars cowboy-opus skal placeres. Jeg har endnu ikke været igennem spillet med lup for at klare alt og alle missioner og opgaver, hvilket vel bør sige lidt om, hvorfor spillet ligger i limbo på min top fem, men der hersker ingen tvivl om, at GTA i det vilde vesten er ganske godt klaret. John Marston sikrede sig hurtigt en favoritrolle hos mig, men RDR bed sig alligevel aldrig helt fast i mig, hvilket jeg egentligt ikke forstår. Det havde alt, jeg skamroste det ved udgivelsen og gør det stadig, men alligevel mangler der et eller andet. Måske er det fordi, jeg endnu ikke har haft fingre i Undead Nightmare, måske er det fordi min cowboy-fetisch er ved at uddø, eller også er det måske at Rockstars sandkasse-kvota er ved at blive opbrugt hos mig. Det virker umuligt, og jeg nægter at tro på det, så i stedet må RDR tage til takke med en ærefuld gæsteplads som bundprop.

5.2 Plants vs. Zombies: Game of the Year Edition
Teknisk set udkom den her titel ikke i år, men det gjorde GOTY-udgaven. Derfor får den sig en fin plads ved siden af RDR, for hvis der et spil til PC/Mac, som jeg virkelig har tæsket igennem igen og igen uden på noget som helst tidspunkt at kede mig, så er det kampen mod zombierne i baghaven. Humoren er i top, zombierne er geniale, og antallet af blomster er vokset gevaldigt i mit hjem, for de er åbenbart brugbare til noget. Faktisk ville det ligge højere på listen, hvis spillet var udkommet som en reel udgivelse i år, hvilket er ganske godt klaret af et spil, der ikke ligefrem mænger sig med de tunge drenge ved første øjekast. Ved anden øjekast er det dog derimod en klassiker hos mig, og det burde det også være ved dig.

Det oversete potentiale

Det lader til, at der i dag er generel konsensus om, at spilbranchen er ved at blive en anerkendt underholdningsleverandør på verdensplan. AAA-titler lanceres med imponerende tal, hvor indtjeninger overstiger adskillige blockbuster-film - bare spørg Halo og Call of Duty. Det eneste problem er bare, at enigheden om video- og computerspil hovedsageligt findes i selve spilbranchen og ikke udenfor.

Umiddelbart kunne det da også lade til, at spilbranchen vakler i disse krisetider. Der går nærmest ikke længere en uge uden, man hører, at endnu en studie må lukke eller i det mindste omstrukturere. Herhjemme sagde IO Interactive i foråret først farvel til 1/5 af deres ansatte, og da efteråret bankede på, måtte endnu 35 ansatte pakke deres ting. To uger efter var det NDS Danmark, der var i klemme, da de helt lukkede og slukkede. Med andre ord ser fremtiden ikke videre lys ud.. og dog. For med titler som LIMBO og Max and the Magic Marker har Danmark endnu en gang bevist, at vi er et ganske habilt land, når det kommer til udviklingen af spil, og det er ikke kun et stort studie som IO, der er i stand til at udvikle et produkt, der tiltrækker opmærksomhed på verdensplan.

Problemet er dog, at der ikke skabes optimale omgivelser, der kan matche talentmassen eller produktiviteten. Når filmbranchen årligt får 400 millioner kroner i støtte, imens spilbranchen kun får fire millioner over selvsamme periode, så ser billedet hurtigt fordrejet ud. Der er ingen tvivl om, at danske film ofte klarer sig godt både herhjemme og i udlandet, men det gør spil også. LIMBO hiver i øjeblikket den ene nominering hjem efter den anden i USA, og hvis rygterne taler sandt om et Hitman 5 fra IO næste år eller muligvis i 2012, gad vide om det spil så ikke bliver en af de mest ventede titler på markedet. Dette argument er selvfølgelig relativt og måske ikke synderligt holdbart i længden, men det er de kommende argumenter, hvis jeg har noget at skulle have sagt.

Hvis man ser på produktiviteten og de medfølgende muligheder i branchen, hersker der ingen tvivl om, at væksten vil stige, hvis bare den får mulighed for det. Det er klart, at der er rådne æbler blandt firmaerne, og visse vil sikkert lukke ned inden udgangen af næste år, men andre vil ligeledes dukke op og overtage de ledige pladser. Det skaber tiltrængte arbejdspladser, og det udvider en branche, der kan eksplodere i fremtiden. Det lyder naivt og nemt at fyre en svada af med, at hvis bare der kommer flere penge, så kommer der mere produktivitet, og så er alle problemer løst. Jeg ved godt, at dette ikke er sagen. Til gengæld kan man jo kigge mod Canada, hvor spilfirmaer trives, blandt andet takket være skattefradrag på 40% for flere forskellige underholdningsbrancher. Det er klart, at der er forskel på Danmark og Canada, og jeg siger ikke, at vi har brug for enorme fradrag eller en kopi af Jade Raymond, der sætter gang i et studie med et mål på 800 ansatte og fem AAA-titler under udvikling, men det er sundt at sigte højt.

Man kan dog ikke nævne bidrag, fradrag og alt det løse uden at politik bliver et brandvarmt emne, og dette er heller ikke anderledes. Socialdemokraterne har netop udtrykt ønske om en særskilt aftale omkring støtte til computerspil, imens Venstre ser branchen som indehaver af et interessant potentiale. Der er bare lige et enkelt problem:

"Spilbranchen må også selv erkende, at de befinder sig i en gråzone. Det er ikke et rent kulturprodukt ... Computerspil er jo et meget nyt område, der også lige skal finde sin plads," siger Venstres kulturordfører Troels Christensen.

Nogen har åbenbart hørt efter i Roger Eberts time, men behøver vi virkelig denne diskussion igen?

Jeg kan godt forstå, at Venstre ikke er villig til at kaste penge efter ethvert smart initiativ, der dukker op, men hvis spilbranchen ikke leverer kulturprodukter, så gør filmbranchen det i hvert fald heller ikke. Stadigvæk er der dog ingen tvivl om, at filmbranchen ikke ligger midt i en gråzone. Virker det ikke mere eller mindre.. hyklerisk? Det er tydeligt, at spilbranchen lever af at udvikle produkter, der for mange personer er summen af et uforståeligt nyt medie. For mit vedkommende er det dog ikke holdbart at afvise et medie, fordi det simpelthen er så nyt, at dets muligheder er for uoverskuelige. Det er derimod pinligt, at man ikke er villig til at give branchen en chance. Det behøver ikke være på samme højde som med den trofaste gamle hest, filmbranchen, men lur mig om den danske spilbranche ikke er villig til at gribe enhver chance, den bliver præsenteret for. Bare spørg Playdead, da de gik i gang med LIMBO.

Og så lige for - som prikken over i'et - at citere Per Rosendal fra Spilhuset:

"Det kan da ikke være et handikap, at vi i nogle tilfælde er i stand til at tjene penge på spilproduktionen i Danmark."

Når kritikken slår revner

Jeg læste for nylig et åbent brev fra Politikens Thomas Vigild til Troldspejlet og ikke mindst Jakob Stegelmann. Vigild kritiserede her programmet for ikke tage en kritisk stilling til det seneste Medal of Honor, der har været ualmindeligt omtalt på grund af Talibans virtuelle optræden, der senere fik smidt et andet navn på facaden for at undgå vreden over at kunne spille som den kontroversielle faktion.

Jeg kan godt forstå, at Vigild kræver en kritisk tilgang til netop sådan et spil, ikke mindst hvis man vil have videospil til at blive anerkendt som mere end bare ren og skær underholdning, men problemet er, at Troldspejlet aldrig har taget en kritisk tilgang i deres anmeldelser. Min personlige mening er, at Troldspejlet altid har gjort det til en dyd, at anmeldelserne nok skal være ganske overfladiske, men dermed også lettilgængelige for seerne, der uden tvivl rækker fra de mindste spiller til fuldvoksne mænd og kvinder. Her har aldrig været nogen form for granskning af politiske holdninger eller kontroversielle beslutninger fra udviklernes side, så hvorfor skulle det lige pludselig dukke op, bare fordi MoH har fået så meget opmærksomhed alle andre steder?

Vigild skriver i en efterfølgende kommentar: "Min kritik af Troldspejlet bunder her i, at programmet hverken anmelder, kritiserer eller forholder sig til MoH. Hvis så bare anmeldelsen havde haft en pointe og en reel balanceret kritik, så kunne jeg forstå det - men den er i mine øjne sløset, fordi den ikke respekterer spillet. Og det uanset om man kan lide spillet eller ej."

Men hvis denne anmeldelse er sløset, gælder det så ikke for alle anmeldelser i programmet? Stegelmann har jo ikke ændret på sin måde at levere anmeldelser, og selvom de måske ikke opfinder den dybe tallerken, så er det vel heller ikke Troldspejlets opgave at levere kritiske ord af et spil, der inkluderer Taliban. Så burde der gælde de samme regler for Modern Warfare? Og nu vil mange sikkert sige, at der gælder absolut ikke de samme regler, fordi MW ikke inkluderer Taliban, men er det virkelig den eneste anke? Hvis man anskuer problemet på den måde, så burde MoH slet ikke få den opmærksomhed, som det får lige nu, hvis bare ordet ‘Taliban' var udeblevet under betegnelsen af fjenden. Eller hvis Afghanistan var udskiftet med USAs baggård.

Der, hvor jeg egentligt vil hen, er, at videospil ofte udsættes for en heftig kritik, der reelt slet ikke bunder i funktionelle argumenter. Videospil er først nu ved at blive anerkendt som kultur og et medie, der kan tage kampen (og allerede har gjort det) med for eksempel filmbranchen. Videospil er det nye barn i skolegården, der skal udsættes for mobning, fordi det er anderledes og ikke har været på scenen i lige så lang tid som de andre unger, og I ved, hvad den generelle mening er om mobning - det skal udryddes.

Derfor duer det heller ikke, at MoH bliver kritiseret for at inkludere muligheden for at spille som Taliban. Skaden er allerede sket, så når navnet fjernes, er der ingen reel effekt, men mere en - efter min mening - kujonagtig handling, der viser, at videospil ikke respekteres som et medie, der er lige så meget i stand til at skildre den verden, vi lever i. Hvis film må vise krigen i Afghanistan og Irak fra sin værste side, så må spiludviklere for min skyld med glæde melde sig i flokken, der vil give et indblik i konflikterne.

Det er klart, størstedelen af videospil i dag udvikles som ren underholdning, og det er helt fint med mig. Jeg finder stor glæde i at sætte mig foran fjernsynet, slå hjernen fra og fræse rundt i biler eller kravle og hoppe rundt i baner, hvor jeg skal finde gyldne statuer og banke skumle fjender, men.. Videospil skal samtidig anses som et medie, der er i stand til meget mere - helt ligesom film er det. Komedier er jo ikke skabt for at skildre vores verden med en realistisk tilgang, de skal derimod underholde i 1½ time, hvor man kan glemme alt den alvor og seriøsitet, som gennemsyrer vores samfund. Hvis vi vil have noget at tænke over, ser vi en thriller eller et samfundsbevidst drama, og det er ikke meget anderledes med videospil.

Spillerne er jo heller ikke så dumme, at de ikke er i stand til at danne deres egne meninger og holdninger omkring diverse udgivelser i løbet af et år. De ved jo godt, at bare fordi man kan stjæle biler, have lagengymnastik med prostituerede og dræbe mennesker i flæng i Grand Theft Auto, så er det ikke moralsk anerkendt i det virkelige samfund. Hvis de opsamler en AK47 i et spil og bruger den til hjernedød nedslagtning af fjender, der muligvis ikke hedder Taliban, men som alligevel har en ualmindelig mellemøstlig accent og vildt, sort skæg, så ved de jo udmærket godt, at det aldrig ville kunne gå i den virkelige verden. Der vil selvfølgelig altid være undtagelser, men det er der også med film og sågar musik - spørg bare Marilyn Manson.

Min pointe er, at videospil ikke længere er den nye unge på gaden. Videospil har fortjent respekt som et medie, der kan bruges som ren og skær underholdning, men som også er i stand til at grave i mere alvorlige emner med en relevant tilgang. Dermed ikke sagt, at spil skal være politiske, men de skal have lov til at blande sig i balladen, helt ligesom film gør det.

Med andre ord: Stop mobningen og kast i stedet lidt respekt efter de videospil, der viser, hvorfor de er et medie, der er kommet for at blive.

Tema: Indie-spil

Man skulle næsten tro, at Lee var en tankelæser, når nu han opfordrer os til at bruge de små grå og vores evner til at stykke bogstaver sammen til ord for at vinde koder til Limbo. I fredags sad jeg nemlig til en drønkedelig forelæsning om det 20. århundreds forskning i middelalderen, hvor tre timer hurtigt blev forvandlet til interessant læsning omkring indie-spil, nærmere bestemt et specielt; Limbo.

Artiklerne, jeg faldt over, stammede fra Politikens Thomas Vigild, der åbenbart er en ihærdig forkæmper for Limbo, og det er svært ikke at se hvorfor. Han var blevet forfærdet over, at DR2's "Smagsdommere" tilsyneladende ingen forstand havde på videospil, hvorefter de kastede sig ud i en anmeldelse af Limbo, der højst sandsynligt ikke ville have tilfredsstillet de fleste gamere. I samme ombæring og artikler, der fulgte herefter, kaldte Vigild Limbo en milepæl i dansk spilindustri, der ligefrem overgår IO Interactives Hitman i betydning. Det skal jeg ikke stille mig herre, specielt fordi jeg endnu har Limbo til gode.

Det er dog ikke svært at mærke kærligheden for Limbo, når man læser historien bag spillet. En mand havde en idé; en masse store spilgiganter havde pengene, men også fordrejede illusioner om spillet; et mindre dansk firma havde ingen penge, men til gengæld brændte de for Limbo som skaberen selv. Og selvom denne historie kan drejes til den typiske David vs. Goliath, hvor giganterne klandres for at være grådige og ikke tænke på at skabe noget nyt til spillerne, så er det slet ikke der, jeg vil hen.

I stedet synes jeg, at historien, omend lidt romantiseret, er et godt eksempel på, hvorfor vi elsker indie-spil. Ak ja, der findes helt sikkert også en bunkevis af disse spil, som slet ikke burde være blevet lavet, men i det mindste giver de en mulighed for at udtrykke en frihed og kreativitet, som store firmaer ikke altid har lyst eller mulighed for at give. Det kan til tider kaldes kunst (jo det kan, Roger Ebert), det kan til tider kaldes skrammel, men det er et medium, der tilbyder andre rammer end de sædvanlige stortitler, som enten forventes at blive enorme successer eller som skal tilfredsstille den årlige trang med et nyt tal for enden af 20xx.

Socialt samvær, siger du?

Jeg er ikke fan af online multiplayer, så er det sagt.

Det er ikke fordi, at jeg ikke kan se det hyggelige eller underholdende i at spille med/mod andre online, men er jeg simpelthen ikke blevet fanget af fænomenet.

Jeg har ellers været igennem den vanlige co-op af Gears of War med mine kæreste, jeg har jagtet terrorister i Rainbow Six: Vegas med venner til stor fornøjelse, og jeg har sågar tæsket og fået tæsk i FIFA, men det siger mig alligevel ikke så meget.

Hvorfor? Jeg aner det ikke.

Jeg vil ikke definere mig som asocial, og splitscreen kan æde flere timer i træk, så længe det foregår i sofaen, side om side, så man rigtigt kan gnubbe skuldre. Men online, der står jeg af. Når folk snakker om Modern Warfare, bliver mit blik tomt, og når folk får våde drømme af ekstra baner til spillet, så ligger jeg rastløs og føler mig udenfor. Sådan da.

Derfor er jeg heller ikke den store fan, når udviklerne råber højt om, at der i deres næste spil bliver mulighed for online multiplayer. Et godt eksempel er Assassin's Creed 3, hvor Ubisoft har lovet netop denne mulighed. Her spørger jeg: Hvorfor? Jeg ser det ikke som et behov, og slet ikke hvis det er på bekostning af singleplayer-delens kvalitet.

Nu er jeg godt klar over, at alle fanbaser skal dækkes ind, og jeg har da heller ikke noget imod, at muligheden er der, hvis jeg en dag skulle se lyset, men indtil da rager det mig en papand. Jeg er også udmærket klar over, at multiplayer ikke nødvendigvis går udover kvaliteten af resten af spillet, men jeg kan ikke se en grund til, at det skal fylde så meget i annonceringer og udviklingen af spil.

Med det sagt, så ville jeg derimod gerne se splitscreen genindført som en vanlig del af spil, som det var engang. Jeg ved, at jeg ikke er alene her, og der er da også en del udviklere, der har fået øjnene op for, at online ikke tænder os alle.

Indtil det sker, må jeg nøjes med, hvad jeg har plus den sædvanlige flok fulde mennesker foran skærmen med titler som SingStar, Guitar Hero eller Bomberman Live. Det er jeg egentligt pænt tilfreds med. Så længe det varer.

Etik til salg

Det er vist ikke gået mange forbi, at Gizmodo har lækket informationer om den (måske) nye iPhone 4. Men selvom afsløringen i sig selv fik stor opmærksomhed, så er fokus nu rettet mod Gizmodo. For hvordan var det lige, de fik fingre i prototypen af telefonen, og er det hele ikke lidt skummelt?

Nu skal jeg ikke gøre mig til ekspert på det etiske og moralske område, men alligevel må jeg tilslutte mig gruppen af folk, der stiller sig mere eller mindre kritiske overfor afsløringen, hvordan den er kommet frem og ikke mindst hele ansvaret bag.

Man kan på den ene side forsvare Gizmodo, hvis rygterne taler sandt om, at Apple har haft en finger med i spillet og selv lækket det hele til siden, men hvis man skal stole på siden og deres forklaring om, at telefonen blev fundet efterladt i en bar, bør de så ikke have tænkt sig om, før de modtog enheden, skrev om den, tog billeder og sågar lavede en video?

Der, hvor jeg vil hen, er, at hvis telefonen i virkeligheden blev efterladt i en bar, så må den jo være kommet fra Apple uden deres viden. Der kan være tale om et meget uheldigt uheld, men hvad hvis den er blevet stjålet? Burde den så ikke blive afleveret tilbage til dens retmæssige ejermand uden en smuttur forbi Gizmodo?

Og så er det jeg argumenterer for, hvis man godtager hele 'bar-historien', at Gizmodo har overtrådt en grænse, der meget muligt tiltrækker læsere og tilgodeser forbrugerne, men som i sidste simpelthen ikke er etisk forsvarlig. Hvis der var tale om en læk i det amerikanske forsvar (Danmark, jeg kigger på dig i det her eksempel), så ville en amerikansk side aldrig udlevere informationen, hvis det var skadeligt for det amerikanske land - og hvis det alligevel skete, så vil den ansvarlige stå anklaget for forræderi med store konsekvenser. Det er selvfølgelig en sammenligning med store dimensioner, men ikke desto mindre er der i bund og grund tale om det samme. Apple står med et af deres mest ventede produkter, som nu er eksponeret for alt og alle, fordi redaktørerne ved Gizmodo valgte at se igennem fingre med, at telefonen meget muligt er blevet anskaffet på ulovlig vis.

Det er etisk misbrug uden at tage hensyn til Apple, der rent faktisk er ofret her (hvis man tror på 'bar-historien'). En ting er, at et spilfirma får afsløret et spil ved et uheld, som rygterne allerede har omtalt, men som alligevel bliver bekræftet på uheldigvis enten via Twitter eller en ivrig PR-ansat. En anden ting er at tage loven i egne hænder og udnytte en simpel mulighed ved at misbruge en tabt prototype, der burde være afleveret tilbage.

Jeg er godt klar over, at der er flere sider af sagen, ligesom en del personer helt sikkert ikke vil have meget tilovers for min mening. Men som ansat i branchen kan jeg alligevel ikke lade være med at have en bitter smag i munden, når Gizmodo fralægger sig ethvert ansvar for erhvervelsen af prototypen og samtidig ikke forklarer helt præcist, hvordan det var, at de kom i besiddelse af telefonen. Afsløringen i sig selv er ikke så vigtig, det er vi vant til, men handlingerne bag.. Det er en helt anden sag.

RIP Guru

Så skete det desværre; Guru tabte sin kamp mod kræft - i sandhed en sorgens dag for hiphop.

Det kommer jo ikke som en overraskelse, da han har kæmpet med sygdommen i lang tid, men det er alligevel sørgeligt, at den ene halvdel bag noget af det mest legendariske musik nu ikke længere er blandt os.

Jeg vil egentligt ikke sige så meget mere, men i stedet lade musikken tale.

Livets store fejltagelser

Jeg anser mig selv som et forholdsvis fornuftigt menneske med hang til spontane beslutninger i moderate mængder. Men alligevel formåede jeg at tage en beslutning i lørdags, der skulle vise sig at være årets største fejltagelse. Jeg valgte at tage i IKEA lørdag formiddag.

Det var faktisk ikke helt frivilligt, da min kæreste i længere tid havde snakket om et eller andet skab, som jeg beklageligvis måtte indrømme, at vi efterhånden har behov for. Det gav mig også en god undskyldning for at slippe af med et af hendes skabe, der ikke ligefrem er pænt eller ovre i den moderne ende, hvor jeg sædvanligvis placerer min smag. Hun havde vist mig skabet på IKEAs hjemmeside, og vi tog lystigt afsted, så jeg kunne godkende det endeligt.

Og det var så her, at jeg bare skulle have sagt "ja, det er fint, skat. Hvis du vil have det, så køber du det bare og får det selv hjem". Men ak og ve, eftersom jeg blandt andet manglede en lampe og noget opbevaringssystem-halløjsa til min arbejdsplads herhjemme, måtte jeg pænt sige, at jeg gerne ville med derud. Og hvis nogen har et kendskab til IKEA i Gentofte, så ved I godt, at jeg var klar til at skyde mig det øjeblik, jeg satte foden indenfor.

Det var ikke fordi, at der var så mange folk, i hvert fald ikke da vi kom, men hvor er IKEA bare højborgen for den moderne danske børnefamilie. Alle tror, at de ejer det hele, og at de har førsteret til at være over det hele. De ænser ikke andre, og når man fuldstændig modløs stiller sig i køen for at tro, at man snart er ude i friheden, så går det for alvor op for en, at man bare står i kø til at dø. Livskraften suges simpelthen langsomt og smertefuldt ud af kroppen. Køerne er så alenlange, at folk af ukendte årsager tror, at de øjeblikkeligt kan give medarbejderne en røvfuld, når de faktisk bare prøver at hjælpe. Måske kunderne skulle koncentrere sig om at være mere effektive og hurtige end at lade deres børn kravle rundt på møbler, imens de leger krig med spande på hovederne.

Men nej, det stopper ikke der. Jeg har altid haft lidt af et ambivalent forhold til IKEA. Deres møbler er billige, men ikke ligefrem det ypperste, når det kommer til kvalitet. Så når jeg kommer hjem med låger, der ikke passer til skabet, som vi ellers havde fået forklaret flittigt af en medarbejder, at "de var altså de rigtige", samt samler et skuffesystem, der er vind og skævt, så kan selv IKEAs kødboller ikke hjælpe på mit humør eller temperament.

Nu skal jeg jo tilbage igen for at bytte halvdelen af alt det, som jeg ellers kæmpede mig igennem en krig for at få fat i. Det er vist hvad man kalder nytteløst spild af blod, sved og tårer - til gengæld kan jeg glæde mig over, at kæresten har givet lovning på, at jeg ikke skal tilbage til IKEA resten af året.

GDC, snot og Alice i Mareridtland

Jeg er taget til udlandet, nærmere bestemt Jylland. Selvom jeg glemte mit pas, så er det sådan set gået fint nok, lige indtil jeg fik fanget mig en forkølelse. Nu sidder jeg så med et hoved, der er stoppet helt til og som er blevet ret tungt efterhånden. Så ved jeg ligesom, hvad jeg har i vente til allergi-sæsonen.

Ikke desto mindre fik jeg slæbt mig selv ind i biografen for at se Tim Burtons Alice i Eventyrland, der langt fra var nogen succes. Jeg havde ellers glædet mig til at se Johnny Depp som den gale hattemager og Burtons ellers fantastiske univers, men hvor blev jeg skuffet. Skuespillet var kedeligt og næsten forceret, og historien var træg samt lysår væk fra, hvad Burton ellers har kunne glæde os med. Det var en katastrofe, og både min bror og jeg var enige om, da vi kom tilbage til den virkelige verden, at den film ærlig talt var spild af tid og ikke mindst penge. Ikke acceptabelt, Burton.

Nu sidder jeg så med arbejde og prøver at følge op på GDC, der ligeså stille begynder at smide rygter og annonceringer af sig. Indtil videre er der ikke sket det vilde, men alligevel er det nu ikke helt dårligt. Sony indtager scenen senere i dag, og så er der en lille overraskelse på vej fra Deus Ex 3 - lur mig om det ikke er en trailer.

Nå, nok om trivialiteter. I stedet vil jeg reklamere lidt for GR Monopolet (der følger i fodsporene på Mads & Monopolet fra P3). Lige pt. er der ved at blive stablet et panel på benene, men inden længe er vi forhåbentligt klar til at gøre jeres hverdag lidt nemmere og helt sikkert også en del sjovere. Kig forbi gruppen, bliv medlem og lyt til oraklerne.

Så starter året sgu

Ja, jeg er lidt langsomt ude, hvis man skal tro min overskrift. Men faktum er, at jeg egentligt ikke har lagt synderligt meget mærke til, at det nye år er startet. Hvis det ikke var for kalenderen, der siger februar, så kunne vi lige så godt befinde os i vinteren 2009. Eller sådan var det lige indtil i dag.

Mine forelæsninger er ellers startet med henholdsvis kommunikation og det fancy English Text and Writing, men med en del aflysninger og pjæk-dage fra mig, da pensum var noget, jeg egentligt havde fint styr på, er jeg ikke rigtigt kommet i gang. Derfor var det også lidt atypisk, at jeg stod op tidligt imorges for at lave årets første aflevering. Den blev sendt afsted til forelæseren, og wupti, tilbage kom et fint A som engelsk karakter. Taget i betragtning at det var en opgave, som jeg faktisk ikke havde teori om, da jeg valgte at lægge mig syg, da vi fik den for, så er jeg sgu egentligt pænt tilfreds.

Men nok blær og lir, i morgen står den på træning, og det er vist også en af grundene til, at jeg føler det nye år trænge sig på. Jeg plejede at tage en runde med løb et par gange om ugen, inden vinteren kom, men med to knæskader, står den nu på Fitness World i selskab med kæresten. Noget jeg aldrig troede ville ske, men der er jo noget med nytår og ønsker om forbedringer, så hvorfor ikke give det et forsøg? Det værste, der kan ske er, at jeg får en bedre kondi og bliver et sundere menneske uden at ødelægge mine knæ yderligere - hvilket de nok er taknemmelige for.

Som en lille belønning (eller gulerod om man vil) har jeg bestemt mig for, at jeg vil anskaffe mig en iPhone eller i hvert fald stærkt overveje det. Jeg har allerede haft fingrene i en Samsung Omnia, men selvom den var lækker, faldt den simpelthen ikke til hos mig, ikke mindst på grund af utilstrækkelige apps. Så den blev solgt, og iPhone rumsterer og lokker, men størrelsen afholder mig lidt. Jeg ved godt, at der kører adskillige tråde på forummet om æble-telefonen, men hvis nogen af jer har erfaringer med den, er I velkomne til lige at smide plusser og minusser om den, så jeg har lidt førstehåndsberetninger at tage med i overvejelserne.

.. Og så kan året vist godt starte, officielt.

Dude, det er film

Der er ikke noget som sygdom, når man har en stak film, der bare ligger og venter tålmodigt i reolen. Så derfor var det ikke helt vemodigt, da jeg i søndags lagde mig på langs for at føle kroppen gå helt ned. Bortset fra at have det elendigt og have følelsen af, at jeg var en omvandrende levende død, så fik jeg mig faktisk et par gode venner med navnene Moon og The Hurt Locker.

Førstnævnte var lige i min boldgade med Clint Mansells hjemsøgende musik, der kan skabe en stemning som bare fanden, og så har Sam Rockwell en gang for alle bevist, at min opfattelse af ham var mere eller mindre forkert. Det var dog ingenting i forhold til The Hurt Locker, der har ramt mit hjerte med et brag. Det er fuldt fortjent, at den har hevet Oscar-nomineringer hjem, og hvis det ikke var fordi, at jeg var begravet i arbejde, så sad jeg og så den igen. Faktisk kører den højst sandsynligt i baggrunden lige om lidt. Simpelthen fantastisk og knusende og.. seværdig. Intet mindre end seværdig.

Men ak ja, man skal jo have penge ind på kontoen for at kunne have gang i økonomien, så derfor sidder jeg og skriver og skriver og skriver på livet løs med Hot Chips nyeste album på repeat. Faktisk er det kun et nummer, der blander sig med mine højtalere, nemlig 'I Feel Better', som kan tjekkes her.

Hvis så bare arbejdet kan sættes lidt op i fart, så jeg kan få følelsen af, at min krop rent faktisk har tid til at komme sig og vende tilbage fra de døde, så ville det være dejligt. Indtil da nyder jeg bare weekenden med Hot Chip, mine to nye venner og tanken om, at jeg efterhånden burde dukke op til en forelæsning eller to i næste uge. Den tid, den sorg.

Cerberus, where do I sign up?

Jaja, som så mange andre, så er jeg godt i gang med Mass Effect 2. Jeg blev øjeblikkeligt grebet af 1'eren, da det udkom, og min Shepard har siden da haft en fast plads i mit hjerte. Jeg har været så heldig at have fingre i spillet siden starten af ugen, og selvom jeg ængsteligt venter på slutningen, så er jeg langt fra klar til at afslutte eventyret. Bioware har nemlig endnu en gang leveret en imponerende oplevelse, og i forhold til det første spil, så er det svært at se, hvordan Bioware skal kunne gøre det bedre med 3'eren. Alt er simpelthen forbedret i efterfølgeren, og historierne samt fortællingen er noget af det mest sublime endnu set i et videospil. Nu lyder det måske farvet og subjektivt, og ja - spillet er en smagssag, ligesom en del af de nye features sikkert ikke vil tiltale alle, men selv en objektiv person må kunne se, at Bioware har leveret en perle, der allerede nu snildt kan anses som et af årets bedste spil, hvis ikke det bedste... og så er jeg også lidt vild med Number Six aka Tricia Helfer som EDI. BSG's ånd lever videre i ME2, haha.

Men nok om Shepard og mit usunde videospil-crush. Weekenden er startet, hvilket snart er lig med slutningen på min ferie. På mandag starter et nyt semester, og hvis alt går efter planen, så skal jeg skrive opgave om PR, velgørenhed og hvor grænsen går (inspireret af Bungie og deres Halo for Haiti kampagne). Når det er afsluttet, så mangler der kun et enkelt år og så er det et pænt adieu til RUC og forhåbentligt et fint 'HEJ!' til IT Universitet. Tiden går langsomt, men alligevel pænt hurtigt - bare ikke hurtigt nok.

.. Nåja, så er jeg en af dem, der endnu ikke har set Avatar. Total ligegyldig information til denne fredag.

Eksamen, ferie og ME2

Om cirka halvanden uge skal jeg til eksamen, hvor jeg skal forsvare mit semester-projekt, der omhandler Bret Easton Ellis' kommunikationsmetoder i Less than Zero. Det har været et spændende semester, men det har også været trægt og kedeligt, mest af alt fordi vi alle er ramt universitetstræthed - spændende fænomen. Ikke desto mindre glæder jeg mig til to ugers ferie efter eksamen, da juleferien ligesom bare ikke rigtig gælder, når man tænker på eksamen.. eller noget.

Ferien er specielt tiltrængt her sidst i januar, da Mass Effect 2 jo udkommer. Godt nok er det få dage inden min ferie slutter, men lur mig om det ikke kan nå at blive spillet igennem et par gange alligevel. Jeg glæder mig i hvert fald til at få liv i Shepard igen og se, hvad mine valg i det første spil får af konsekvenser i efterfølgeren. Man kunne jo håbe, at ens valg som renegade (muahaha) betyder, at en vis race for eksempel er udslettet i 2'eren. Eller lige omvendt, hvis man er paragon.

Derudover havde jeg fødselsdag i weekenden, hvor min kæreste var så sød at fylde op i bogreolen med bøger fra S.D. Perry, Max Brooks og Jeff Long. Så når den ikke står på teori om plot, literære virkemidler eller transgression i den postmodernistiske verden, så skal jeg i gang med zombier, zombier, huler og lidt ekstra historie til Mass Effect i form af bogen Ascension. Og så er der selvfølgelig lige det store dilemma om, hvorvidt jeg skal investere i Demon's Souls, White Knight Chronicles, Yakuza 3 eller alle sammen. Godt nok er flere af dem på vej til Europa, men det går jo ikke ligefrem hurtigt, ahem.

Fringe, BSG, Daybreakers

Efter at være gået godt og grundigt i brædderne på grund af en grum omgang mellemøre/halsbetændelse har jeg overgivet mit liv til Olivia Dunham. En del af jer vil efterhånden nok genkende navnet fra serien Fringe (eller måske fra Misumas utrættelige promovering af serien), og det er kun fuldt fortjent, at ordet bliver spredt. Serien er nemlig et friskt pust blandt alle krimi-serierne, der efterhånden har overtaget TV-markedet, og selvom jeg stadig sværger trofast til X-Files som den mest hellige overnaturlige serie, så har Fringe hurtigt erobret sig en plads hos mig som min nye kæledægge. Seriens start var lidt for kluntet til min smag, men efter et par afsnit er jeg fuldstændig fortabt, når først historierne bider sig fast. Dette skyldes ikke mindst min forkærlighed til Anna Torv, der startede med hendes stemme som Nariko i Heavenly Sword, men også John Noble er helt genial i hans rolle. De replikker, manden hoster op med, er simpelthen geniale og velplacerede, og så er det rart at se, at Joshua Jackson for første gang i mange år ikke længere minder mig om Dawson's Creek, når jeg ser ham.

En anden serie jeg efterhånden savner, er Battestar Galactica. Heldigvis får BSG: The Plan premiere direkte på DVD sidst i oktober, hvilket jeg glæder mig som et lille barn til. Jeg forventer ikke noget stort af filmen, der er sikkert tonsvis af genbrugt materiale fra selve serien, ligesom det var tilfældet med Razor, men ethvert gensyn med Number Six og Starbuck er glædeligt for mit vedkommen.

Desuden faldt jeg lige over traileren til Daybreakers. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, men selvom filmen har Ethan Hawke i hovedrollen, så ryger der nok penge efter den, når den får premiere i de danske biografer. Forhåbentligt kan den komme med et bud på en god vampyrfilm, der ikke involverer en sal fyldt med skrigende piger, ligeså snart en vis Edward Cullen dukker op.

Tjek traileren ud her

Studiestart med flagermus

Jeps, så står den atter en gang på et semester ude på RUC. Mine kurser lyder på religiøs historie fra cirka år 300-1200, hvor vi er et godt blandet bundt danskere og udlændinge, der skal lytte på vores amerikanske forelæser fra Waikiki. Har været til én forelæsning indtil videre, og det levede godt op til forventningerne. Vi er kun omkring 35, hvilket jeg ikke klager over, når man tænker på, at mit andet kursus, journalistik: Teori og praksis, højst sandsynligt får fem gange så mange elever. Heldigvis lyder stoffet i sig selv spændende, dog med en ordentlig omgang politik, men siden gymnasiets tid med samfundsfag på A-niveau har jeg lidt af et savn, der forhåbentligt kan afhjælpes nu.

Selve semestrets hovedprojekt bliver derimod vendt en hel anden retning. Vi skal i min gruppe analysere Bret Easton Ellis' Less Than Zero og analysere Ellis' kommunikationsmetoder. Det bliver et tungt og til tider tørt projekt med teori fra 1800-tallets russiske teoretikere, men til gengæld er selve bogen ganske interessant, og hvis jeg kender folkene i min gruppe ret, så bliver arbejdet alt andet end kedeligt med kontroversielle idéer og diskussioner.

Som så mange andre har jeg desuden fået fingre i Batman: Arkham Asylum, der har fanget mig fuldstændig. Starten var lige lovlig sløv for mig, men nu rykker det i fingrene for at få lov til at kæmpe mod Jokerens skurke og lytte til The Riddler og hans gåder. Spilllet virker i det hele taget næsten fuldstændig komplet med de få mangler, man ikke kommer udenom, men det er helt klart et af årets udgivelser, og så er stemmeskuespillet direkte imponerende med Luke Skywalker i front som den sindssyge klovn.

Bum bum.. Ikke mere herfra. Bortset fra at jeg hører Peaches' nyeste album på repeat, der helt sikkert er et af de bedste album fra kvinden i lang tid.

Flytning af homo-blog

Det lader til, at jeg fik sat lidt gang i diskussionen med min blog om homoseksuelle og alt det der følger med, så jer der er forvirret over, at bloggen er forsvundet, kan nu finde den som tråd i forummet off-topic.

.. Til de dovne - jeg ved, I er der: http://gamereactor.dk/forum/?forum=3&thread=60897&page=1

Og tak for at være med til at skabe en seriøs debat herinde. Det er ikke ligefrem gamer-materiale, medmindre man spiller som en kvindelig Shepard i Mass Effect, men I holder jer ikke tilbage, så fortsæt endelig.

Biografen kalder

Sidst jeg var i biografen, stod den på Transformers 2, der slet ikke kunne leve op til 1'eren, specielt fordi Michael Bay af uforståelige årsager havde valgt at trække den alt for meget i langdrag. Men nu er det på tide atter at krybe ind i mørket til det store lærred, og det skyldes én film.. eller faktisk to.

Jeg har i lang tid fulgt District 9. Ikke på grund af den kæmpe enorme baggrund herinde hos GR og den mest irriterende pop-up derfra og heller ikke på grund af Peter Jacksons rolle som producer (det betyder sjældent meget), men derimod fordi filmverdenen simpelthen er begyndt at lide af voldsom sci-fi mangel eller i hvert fald film indenfor genren, som har noget at byde på rent kvalitetsmæssigt. Dermed ikke sagt at District 9 er lig med kvalitet, det aner jeg ikke noget om endnu, men spændende ser den i hvert fald ud. Og nej, jeg vil ikke høre noget om den i eventuelle kommentarer. Intet. Nix.

Desuden ser jeg også frem til GI Joe. Her er der dog bare tale om et godt og grundigt action-fix, intet mere. Jeg forventer intet af filmen udover en masse hovedløs action, og det er sådan set også fint nok for mig. Hvis man altid skal gennemtænke film sekund for sekund, minut for minut, så bliver det altså lidt for kedeligt i længden.

Nu, når jeg nævnte Peter Jackson før, er jeg også nødt til at se lidt fremad til film, der ulmer i horisonten. Udover selvfølgen selv Tim Burtons Alice i Eventyrland, har Peter Jackson nemlig The Lovely Bones på vej, som jeg personligt ser meget frem til. Her er ingen Frodo, Gollum eller ring, der er derimod en død pige, drama og en rørende historie, som forhåbentligt kan hive Jackson ud af den tyngende og ufortjente skygge af Ringenes Herre - manden har jo så meget mere at byde på, eller i hvert fald en del. Derudover er der også Legion, der mest af alt ligner en b-film fyldt med skuespillere fra selvsamme rækker, men selve konceptet om, at Gud sender fortabte engle efter menneskeheden og lader dem holde legestue er ganske interessant. At der så går kliché i den, når en af englene forbliver god og skal forsvare en gravid kvinde, der bærer den næste Messias, er næsten ikke til at bære. Hvorfor ikke bare lade filmen køre i den mørke og grufulde rille og lade os alle blive dømt til døden? Det kunne være oplagt at udforske menneskers mere dystre sider, når deres gud mister troen på dem. Men oh well, det må en anden film gøre. En film, der ikke sigter efter at have en happy ending, som Legion sikkert er i besiddelse af. Men nok om det, lad os nu se, hvordan filmen overhovedet bliver. Ellers bliver dette indlæg alt for lang, og det har jeg ikke i sinde at gøre.

Jeg har nemlig lige fået mit Razer Tarantula ind af døren, og når nyforelskelsen over et nyt stykke legetøj rammer en, så er de små grå ikke helt ivrige efter at diskutere religion og gud. Det skulle da lige være for at høre de dejlige taster.. Hmm.

Kedsomhed på sit allerbedste

Halvanden måned inde i min sommerferie er jeg begyndt at kede mig - på den gode måde. I starten syntes jeg, at ferien var hjertelig velkommen efter et hårdt, men veloverstået semester, men nu går ferien egentligt bare for hurtigt. Jeg havde ellers lavet en del planer om at indhente noget forsømt, men dog frivilligt arbejde, spille en masse spil og læse bøger, men planer er åbenbart til for at blive aflyst eller simpelthen bare glemt.

Det er ikke ligefrem, fordi jeg har lavet alt muligt, der har fået tiden til at flyve afsted. Familien rundt omkring i landet er blevet besøgt, imens Falster fik besøg af mig i en uge. Her stod et sommerhus klar til mig, kæresten og svigermekanikken, imens solen bagte ned over Danmark. En uge uden computer, lektier og arbejde var lige noget, som min hjerne kunne overskue. I stedet stod den på Ludo hver aften med mig som den helt store taber og mester i at slå folk hjem (hvordan det hænger sammen, fatter jeg stadig ikke), fodbold og bøger. Jeg havde taget Stephen Kings 'Revolvermanden' og Cormac McCarthys 'The Road' med, som begge blev kørt igennem. 'The Road' var ikke det mesterværk, som jeg havde håbet på (et gribende drama var den dog), men 'Revolvermanden' skuffede ikke, og eftersom resten af 'Det Mørke Tårn'-serien står og samler støv herhjemme, er det bare at komme i gang med den, også selvom jeg stadig ikke helt er enig i, at King er den fænomenale forfatter, som så mange gør ham til. Desuden tvang min kæreste mig til at læse 'Twilight', som faktisk var mere spændende end filmen, også selvom man ikke er til teen-vampyr-umulig-kærlighed.

Nu er der rundt regnet endnu halvanden måned tilbage af ferien, hvor jeg egentligt ikke gider lave planer. De giver ikke mening, og jeg har så mange projekter, der bare ligger og flyder. Det hjælper heller ikke, at jeg har fået en seriøs omgang seneskedehindebetændelse, hvilket betyder, at arbejde er blevet ufrivilligt udskudt, ligesom jeg slet ikke burde sidde her og skrive, da min hånd har fået lægeordre på at forholde sig i ro og nyde godt af gigt-medicin. Dermed bliver det vel heller ikke til så meget gaming, meeeen.. Nu må vi se.

Eftersom denne halvanden måned også betyder, at jeg kan skimte starten på det nye semester semi-langt ude i fremtiden, er jeg begyndt at tænke på projekter, som det næste halve år skal gå med på RUC. Det står vist fast, at jeg skal analysere et eller andet. Om det bliver en bog, en film eller måske ligefrem et spil, ved jeg ikke. Både 'Antichrist' og 'Mulholland Drive' har som film været oppe at vende hos mig og en medstuderende, ligesom Bret Easton Ellis' bog 'Less Than Zero' mere og mere ligner en joker. Hvad det ender ud med, aner jeg ikke. Det står dog fast, at som almindelige kurser skal jeg have historie på engelsk, der omhandler religioner fra år 300 til cirka 1200-tallet, samt journalistik. Begge kurser jeg ser frem til som et lille barn foran en slikbutik, også selvom de indeholder omfattende opgaver.

Desuden overvejer jeg, om turen skal gå til London eller Australien om to år, når jeg er færdig med min bachelor. Grunden skyldes Qantm College, hvor man i London kan læse Game Development og Australien kan læse Games Design. Det ville ikke være helt dårligt, men om pengene og lysten er til det om to år, må tiden vise. Indtil da står den vist på ønsketænkning og fokus på min nuværende uddannelse.

Det var vist også slutningen på en temmelig random blog, men bravo hvis du er nået helt herned. Ikke dårligt, ikke dårligt overhovedet.

Når kunst ikke bare er kunst

Torsdag nærmer sig med hastige skridt, hvilket jeg ikke bryder mig om. Dette skyldes én ting; eksamen. Jeg skal forsvare dette semesters projekt, der ligger indenfor kunst og æstetik.

Efter at have kæmpet en brav kamp med det siden februar, følte jeg mig egentligt klar, hvilket har resulteret i, at jeg kun har læst opgaven igennem et par gange siden læseferien startede. Det betyder nu også, at jeg slet ikke føler mig klar, selvom jeg faktisk føler mig klar, hver gang jeg har læst projektet. Giver det mening? Det tror jeg. I hvert fald kan jeg ikke længere læse noget af teorien uden at tænke, at det har jeg styr på, eller også kan jeg i det mindste snakke mig ud af det.

I teorien burde jeg altså have alt under kontrol og være forberedt til eksamen, specielt når man tænker på, at vi faktisk "bare skal afprøves i opgaven". Med andre ord: vi skal kunne projektet ud og ind og egentligt ikke vide meget mere - medmindre man selvfølgelig satser på en topkarakter, hvilket ikke ligefrem er mit mål.

Faktisk har vi haft en heftig debat i vores gruppe om, at eksamenskarakteren efterhånden er temmelig ligegyldig i dette projekt, da selve processen har været ufattelig givende rent fagligt. Dette skyldes ikke mindst, at kunst er et usandsynligt abstrakt emne, hvor der ikke er et håndgribeligt faktum, men derimod tonsvis af ytringer, teorier og meninger - alle sammen under den overbevisning, at de har fat i den lange ende, når kunst skal defineres.

Nå, nok om det. Det er vist ikke ligefrem den mest inspirerende eller innovative blog, men sådan kan det gå. Nu vil jeg finde ud af, hvordan mit oplæg til eksamen skal stykkes sammen, og hvad det i bund og grund skal handle om. Skal det være om normdannelse og hvem der bestemmer, hvad der er kunst? Eller skal det være en happening i sig selv? Eller eller eller?

E3 - Microsoft

Så er Microsofts pressekonference afsluttet med et brag. Der var masser af eksklusive titler, Zune Video til Danmark (ENDELIG!), MGS til 360 og selvfølgelig Natal, der lige nu breder sig på nettet som en skovbrand i en udtørret.. Ja, skov.

Microsoft har virkelig formået at få deres show op i omdrejninger i forhold til sidste år, hvor det var stort set dræbende kedeligt. Her var masser af eksklusive titler, blandt andet Left 4 Dead 2. Og så var der selvfølgelig lige det faktum, at MGS ikke længere holder sig til Sonys konsoller. En spand kold vand i ansigtet på Sony, som virkelig skal hive de kraftige våben frem i morgen, hvis ikke de skal se sig noget så voldsomt slået af Microsoft.

Man kan vel heller ikke komme udenom Natal, der virker ufatteligt lovende - hvis bare det bliver udført godt nok. Det der blev vist frem, var ganske imponerende, specielt Milo fra Molyneux, men kan nu ikke lade være med at have en mistanke om, at det nemt kan ryge i vasken, hvis det bliver et halvfærdigt stykke arbejde. Oh, well. Der blev ikke sat nogen dato på projektet, så det kan der vel gå lang tid endnu, før vi får det at se og prøve.

Det var dog ikke kun en dans på roser for MS. Den store annoncering om Modern Warfare 2 viste sig at være tidseksklusive baner, hvilket muligvis betyder noget for spillets online community, hvis det kan leve op til det originale spils succes. Ikke desto mindre var det en lidt flad annoncering, når Geoff Keighley har prøvet at hype det så meget tidligere i dag. Derudover var det også overraskende (og temmelig kedeligt), at næsten ingen af de fremviste spil udkommer før 2010. Faktisk er det kun diverse services på Xbox Live, der går i luften til efteråret, og selvom jeg glæder mig til at se nærmere på Zune Video, så er det ikke helt nok.

Nu er der EA og derefter Ubisofts konferencer at se frem til senere i aften, og med EAs 25 titler bliver det vist ikke kedsommeligt.

E3, Caliban Cove og eksamen

Det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at E3 er lige rundt om hjørnet og på trods af en kæmpe skuffelse sidste år, glæder jeg mig som et lille barn til 19.25, hvor Microsoft åbner ballet. Hvad de har i vente, ved jeg ikke helt. Hvis man skal tro rygterne, så skal vi til at vænne os til tanken om motion sensor til Xbox 360, hvilket ikke virker helt usandsynligt. Så er der selvfølgelig også Peter Molyneuxs store afsløring samt Tony Hawk, der optræder med et plastic-skateboard for at promovere hans nye Ride. Om det bliver eksklusivt, som der har været tale om, ved jeg ikke, men jeg er egentligt også ligeglad. Det er ikke ham, der får mig til at se pressekonferencen. Derudover er der jo også EA og Ubis konferencer i nat, og med EAs mastodont-liste med 25 titler, så kan det vel ikke gå helt galt, selvom jeg ikke forventer det store.

Men vi må jo ikke glemme Sony og Nintendo i morgen. Nintendos konference bliver højst sandsynligt set af én simpel årsag: at jeg af arbejdsmæssige årsager skal dække hele E3. Sonys derimod er en helt anden sag. Efter at være blevet taget med bukserne nede sidste år, hvor Microsoft snuppede Final Fantasy ud Sonys eksklusive kløer, så bør de komme igen i år. Det bliver ikke med PSP Go, eftersom den allerede er blevet så flot annonceret, men mon ikke de har noget oppe i ærmet, så de ikke havner som Nintendo sidste år, hvor de understregede noget så gevaldigt, at E3 2008 var en gevaldig fuser.

Et helt andet emne er S.D. Perrys Resident Evil-bøger. Jeg har netop færdiglæst Caliban Cove, og selvom jeg ikke forventede det store, så er jeg på sin vis skuffet. Det er ikke svært at se, at bogen ikke er baseret på et decideret spil, men derimod bygger bro mellem det første og andet spil. Faktisk virkede bogen temmelig.. antiklimatisk, da den fokuserede meget mere på personernes forhold til hinanden end rendyrket action og zombier. Om det er godt eller dårligt, ved jeg ikke helt endnu, men det stopper mig i hvert fald ikke fra at holde liv i serien og glæde mig til treeren.

Det bliver dog nok først i slutningen af denne måned, at jeg kommer til at få fritid til at læse noget frivilligt. For lidt under to uger siden afleverede jeg dette semesters projekt, "Hva' glor du på?", på RUC. Emnet var 'kunst og æstetik' - nærmere bestemt, hvordan vi opfatter kunst, og om man overhovedet kan definere begrebet 'kunst'. Det har krævet indviklede teorier, masser af diskussioner og tonsvis af abstrakt snak, men i det mindste kom vi da frem til noget.. og dog. Faktisk kom vi ikke frem til noget specifikt, da projektet var rent teoretisk uden decideret analyse og resultat.
Det har været et langt semester, som dog er fløjet forbi, og selvom projektet i sig selv stadig virker hovedløst på visse punkter, så har det været ganske lærerigt. Kunst er i hvert fald ikke det samme for mig, som det var for seks måneder siden.
Med afleveringen kommer dog en eksamen om cirka to uger. Her skal projektet forsvares, og i en rigtig kunst-ånd skal jeg lave en happening i stedet for en kedelig og typisk eksamen. Jeg regner alligevel ikke med at score en høj karakter, så hvorfor ikke gøre noget sjovt ud af det. Hvordan det kommer til at gå, aner jeg ikke, men noget siger mig, at det bliver ganske underholdende.