Matematik eksamen, just kill me now!!

På onsdag skal jeg til mundtlig matematik eksamen, og jeg ved, at jeg får lyst til at springe ud af vinduet!

Min hjerne er ikke modtagelig over for matematiske beregninger, og ligemeget hvor meget jeg prøver at lære det, så opstår der altid et tidspunkt, hvor det hele bare falder fra hinanden og ikke giver mening i mit hovede.
Jeg er ekstremt sproglig, og har altid været god til at snakke mig ud af akavede situationer, men de talegaver bliver vist ikke til megen nytte på onsdag. Jeg kan jo ikke snakke mig ud af noget, som jeg ikke fatter en brik af.

Om 6 eksaminer bliver jeg endelig HF-student, og indtil videre ligger mit snit på 9,8, hvilket jo er ganske fornuftigt. Jeg skal bruge et snit på 8,2 for at komme ind på jurastudiet, og jeg ved at den matematik eksamen vil trække mig ned. :?

Er der nogle af jer, som har et godt råd til, hvordan jeg skal komme gennem den eksamen, uden at dumpe? Nervøsiteten bliver helt uudholdelig lige inden jeg skal op, for når jeg ved, at jeg ikke har ordentlig styr på mit stof, så går klappen ned!

Jeg tror, at en stor del af mit problem bunder i, at jeg hele tiden prøver at forstå, HVORFOR?! Min lærer har fortalt mig, at matematik handler om at kunne indsætte de korrekte formler og kunne de korrekte lærersætninger, og ikke om at forstå hvorfor. Det har jeg svært ved!

Køreprøve :O

Ja, skal til køreprøve på mandag, og er allerede ved at dø af nervøsitet!
Jeg kan godt finde ud af at køre bil, men nogle gange glemmer jeg at orientere mig over skulderen, selvom min kørelærer BANKER mig oven i hovedet hver evig eneste gang. Aaargh!
Det kan vel for satan ikke være så svært at huske. Jeg dumper til køreprøven hvis jeg kun orienterer mig i spejlene uden at kigge mig over skulderen. Min kørelærer synes, at jeg er en dygtig, men farlig bilist. Det er ikke så godt, men mit fokus ligger bare ikke på at orientere mig tusinde gange over hver skulder, når jeg allerede har set, at der er fri bane bagude.

Jeg SKAL bestå, længere er den ikke.
Er der nogle af jer, der har haft samme problem? Og I, der har haft kørekort i noget tid, orienterer i jer også som sindssyge???

Over halvvejs til 40 :s

Er du sindssyg, jeg føler mig gammel! I går fyldte jeg 21, hvilket har freaket mig lidt ud af den. 20 er fint, men alt derefter sucks, sagde en god ven engang. Og jeg har en tendens til at give ham ret. Jeg har, lige siden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, haft det svært med at blive voksen og pludselig stå med det hele selv. Måske det har noget at gøre med, at jeg altid er blevet båret på hænder og fødder, og er blevet forkælet ret meget - det var skønt mens jeg var i det, men det bidder mig i røven nu. Jeg har virkelig fået fornyet respekt for mine forældre, som bare er supermennesker og kan klare alt, i hvert fald i mine øjne. Jeg tog ALT for givet, da jeg boede hjemme, hjalp sjældent til og lod mor og far klare det hele. No wonder, at de fik grå hår af det! Fire børn, fuldtidsjob og stadig overskud til hverdagens gøremål - jeg begriber det ikke. Jeg studerer, har en hund, en kæreste og jeg synes det er hårdt. Grow up, Camilla! Nu må jeg snart lære det.....