Den frosne pind!

Jeg har en magisk evne.

Ja, den er god nok. Min magiske evne gør, at jeg fryser virkelig meget når jeg kører med tog. Det samme gør sig gældende når jeg er i biografen. Så snart jeg har slået mig ned og smidt jakken, så sidder jeg som en frossen pind. Min krop er en underlig skabning, som jeg ikke altid forstår.

Denne blog bliver skrevet i toget på vej mod lufthavnen. Med kolde, stive fingre. Men der venter mig noget godt i den anden ende.

Jeg har været så heldig at vinde en tur til Eurovision, betalt af Sennheiser. Et lille spørgsmål skulle besvares, og jeg blev trukket ud sammen med 7 andre heldige skabninger. Vi har en lang og spændende dag foran os.

Program:

14:45 Velkomst i Københavns Lufthavn
15:06 Afgang til Malmø med toget
16:00 Middag på restaurant KALK
18:00 Transport til Malmø Arena
18:30 Backstage Tour
20:00 Sandwich, øl/vand inden koncerten
20:30 Danmarks semifinale
23:30 Transport fra Malmø Arena til KBH eller til Afterparty
00:15 Ankomst til Københavns Lufthavn og farvel

Og efter sidste punkt, venter sig endnu en lang rejse. En 4 timers rejse i hvad der føles som en meget lang iglo.

Happy tirsdag, mine kære med-nørder!

Guf til aberne

Jeg forsøger at holde mig fra diverse snacks og usunde sager, så godt som jeg nu kan. Og det lykkes mig egentlig overraskende godt. Dog kan jeg godt ind i mellem få den her trang til et eller andet - du kender det sikkert. Man får en pludselig lyst til at smutte ned i den nærmeste 7-Eleven, og købe noget af deres klammeste snask, så man kan få denne trang dækket, og føle sig rigtig (u)lækker efterfølgende, alt imens man fortryder sin udåd.

I går aftes var jeg godt i gang med af surfe nettet tyndt for diverse info og opskrifter på fedtfattig og sund mad. Jeg manglede inspiration, og fandt det egentlig meget spændende at sidde der, og læse en masse, og suge informationerne til mig.

Pludselig faldt jeg over noget, jeg ikke havde hørt om før.

Bananbrød.

Tankerne ledte straks hen på banankage, og allerede der, inden jeg fik trykket på ordet, løb mine tænder i vand. Men da jeg fik trykket på linket, blev jeg noget overrasket. Det lignede et helt almindeligt brød, og så indeholdt det hverken fedtstof eller tilsat sukker. Min interesse var vækket.

I dag gik jeg så i gang. Ingredienserne blev smidt sammen, og det blev sat ind i ovnen. Allerede efter 10 min duftede hele lejligheden af noget der lige så godt kunne have været banankage, og igen begyndte mine tænder at løbe i vand. Efter en kort nedkølingsperiode skar jeg et par skiver, for det var ulideligt at blive ved med at vente. Jeg lod dem dampe af i et kort stykke tid, og så var jeg ellers klar til at tage en bid.

Konsistensen og følelsen var som brød, men det smagte meget som banankage. Og det var godt. Det var rigtig godt. Det var præcis hvad jeg havde søgt efter. Noget sundt som kunne tage denne trang til noget sødt, blot uden også at tilføre den dårlige samvittighed efterfølgende.

Skulle du nu sidde derude, og være nysgerrig efter selv at prøve dette specielle og fantastisk lækre brød, så skal du jo selvfølgelig ikke snydes for en opskrift, så den kommer her:

Du skal bruge:
4 bananer
2 spsk. kanel
1 dl. vand
0,5 tsk. salt
2 spsk. bagepulver
250 gram fuldkorns speltmel
400 gram hvedemel
(man kan tilføje et æg, men det er ikke nødvendigt)

Bananerne moses med en gaffel, og vandet hældes ved. Kanel (uden sukker), salt og bagepulver blandes i bananmosen og røres sammen. Melet røres i.

Bemærk. Dejen bliver meget klæg, og kan ikke formes med hænderne. Hæld den da blot ud på en bradepande med bagepapir, og form den som et brød med en grydeske eller lign.

Bages ved 225 grader C i 20-25 minutter på nederste rille i ovnen.

VELBEKOMME!

Og du skal jo selvfølgelig heller ikke snydes for et billede.

Det (u)nødvendige digitale smil

Smileys.

Jeg er ikke selv storforbruger af disse. Jeg kan godt lide dem, men de kan også være en pokkers irriterende ting. Og det ikke på grund af brugen af dem. Nej, det er af den præcist modsatte årsag: Manglen på smileys.

Ja, dette lyder nok sært. Men netop fordi jeg ikke så ofte bruger smileys, så sker det også at der ind i mellem er nogen der misforstår mig, de steder på nettet hvor jeg færdes. 'Er hun mon sur hende Camilla? Er hun trist? Hun laver jo ingen smileys? Så må der være noget galt!' - DET er da frustrerende. Hvorfor skal jeg tæppebombe mine tekster med små tegnede ansigter, for at forsikre folk om at jeg ikke er sur/negativ/trist? Hvis jeg sidder med en eller anden bestemt følelse, som jeg prøver at få ud med det jeg skriver, så skal jeg nok sørge for at skrive det direkte i min tekst, eller som minimum lave små hints der peger i den retning.

Det er en meget kedelig ting, at et lille bitte ansigt, skal være det der udgør det. Selv i de mest positive indlæg, kan man blive opfattet som en sur gimpe, blot fordi der ikke er det her lille ansigt der smiler til dig igennem skærmen. Vigtigheden af smileys er blevet alt for stor, og det er som om den vokser mere og mere. Nogle gange kan jeg godt savne dengang man kunne finde ud af at kommunikere på skrift. Og kun skrift. 

Jeg er dog begyndt at bruge dem lidt mere på det sidste, netop fordi det er blevet nævnt for mig, at det godt kan tolkes lidt forkert i nogle indlæg, hvis man ikke lige laver en lille smiley der peger modtageren i retning af hvilket humør man er i. Øv. Jeg kan så godt lide, især i diskussioner, at lave neutrale indlæg, og de er nu engang bedst når de er 'clean'.

Til slut vil jeg gerne bede dig gøre mig en tjeneste. Husk på, at selvom jeg måske ikke har lavet en smiley der smiler til dig, så kan det godt være at jeg sidder og smiler til dig, ude på den anden side af skærmen.

Et liv uden hænder

For lidt tid siden drømte jeg at jeg i en ulykke, mistede begge mine hænder. Det var en meget ubehagelig drøm, og jeg var dybt ulykkelig.

For to nætter siden drømte jeg den samme drøm igen. Og dette fik mig til at tænke på, hvordan mit liv egentlig ville se ud, hvis denne skrækkelige drøm blev virkelig.

For det første, så ville jeg miste mit job. Jeg arbejder i gaming- og filmbranchen, men jeg lever af at køre bil. Ingen hænder, ingen bil. Ingen hænder, intet job. Jeg kan allerede her, se hvordan livet ville blive et helvede. Uden job, ville jeg være nødsaget til at være derhjemme. Jeg kan godt lide fridage, men inderst inde er jeg en arbejdsnarkoman. Ferier er ikke noget jeg gør meget i, og når jeg endelig gør, så sørger jeg for at jeg er beskæftiget med et eller andet, hele ferien igennem. Jeg duer ikke til bare at sidde stille derhjemme.

Skulle dette ske, så ville jeg være nødsaget til at være derhjemme og lave ingenting. Nemlig, ingenting, for hvad kan man lave uden hænder? Uden hænder ville jeg nemlig også være nødt til at vinke farvel til min yndlingsbeskæftigelse: Gaming. Jeg husker tydeligt hvordan jeg i min seneste drøm græd, og græd, og græd lidt mere, over at jeg ikke længere kunne spille alle de fantastiske spil jeg holder af. Alt jeg nu ville kunne, var at kigge på at andre spillede. Se videoer om spil på nettet. Læse om spil. Uden selv at være en del af det. 

Selvfølgelig er der en nærmest uendeligt lang liste over ting, som man nu ville være nødt til at vinke farvel til, samt at livet uden tvivl ville blive fyldt med udfordringer. Det er en uhyggelig tanke, og jeg håber ikke at denne drøm bliver ved med at spøge.

Vores hænder er vores vigtigste redskab. 

Gad vide hvordan verden ville se ud, hvis mennesket ikke havde hænder?

Ét år ældre

23 år.

D. 17. august 2011, dagen hvor jeg fyldte 23 år, er snart ved at være slut, og det har været en rigtig dejlig dag.

Hvad der startede som en "du-tør-ikke" udfordring i nattråden, endte med et opkald på mit arbejde. Men ikke bare et almindeligt opkald. Jeg stod og var ved at pakke en gave ind for en kunde, da min kollega siger at der er telefon til mig. Jeg spørger hvem det er, og jeg får svaret: "Det er en mand". Det blev jeg jo ikke meget klogere på, men jeg fortsatte med at pakke ind, og fortalte min kollega at jeg snart var færdig.

Da jeg blev færdig med at pakke ind, tog jeg røret og præsenterede mig som jeg plejer: "Fona, det er Camilla". Og så fik jeg en præsentation der var guld værd. Jeg husker den ikke ordret, men det var noget med: "Hej, det er Cisplatin inde fra GR - HAPPY BIRTHDAY TO YOU.."

Han nåede ikke at synge mere af sangen, da jeg begyndte at grine. Jeg er sådan ca. verdens største grinebidder desværre (eller heldigvis?), så jeg griner meget let, og det må man sige jeg gjorde her. Både fordi jeg var overrasket, men også fordi jeg syntes at det var så vildt gjort.

Kort efter min yndige fødselsdagssang, besluttede jeg mig for at gå ned i bageren, for at købe kage til mine kære kolleger som havde snakket om jordbærtærte og chokoladekage hele morgenen. Jeg skulle jo nødigt være skyld i at de stakkels mænd ikke fik deres kagesult opfyldt, så jeg gik ned i kælderen for at hente min pung, og gik så tilbage op i butikken. Chefen stod bag kassen og kiggede på mig med store øjne, og pegede på disken. Og på disken ligger så den smukkeste buket røde roser, med et lille brev: "Tillykke med dagen. MLJT. T.S." Kun jeg forstår forkortelserne, så dem holder jeg for mig selv, men jeg blev MEGET glad, helt rød i hovedet, og fik næsten ondt i kinderne af at smile.

Da det jo var min fødselsdag, havde jeg iført mig mine blingbling-tunnels. Til dem der ikke ved hvad jeg mener her, kan jeg fortælle at jeg har stretch i ørerne. 10mm i hver øreflip. Nåmn, en dame får så øje på dem, og siger: "Neeej hvor nogle flotte øreringe! Men HOV - jeg kan jo kigge igennem din øreflip!!!" og så stod hun ellers og stirrede helt vildt på det. Jeg spurgte hende om det skræmte hende, og hun kom med et fedt og ærligt svar. "For at være helt ærligt, så har jeg altid syntes at det var ulækkert, og virkelig ikke særlig pænt, men det ser VILDT godt ud til dig!" Jeg blev helt rød i hovedet! Det er altså pænt sagt, når man tænker på, at hun faktisk hidtil ikke har brudt sig om den slags. Måske fordomme om den slags, lige så stille er ved at fade ud. Det er slet ikke første gang jeg har fået positive kommentarer omkring det, fra folk der er blevet overrasket på en positiv måde.

Hele vejen ned gennem gaderne i Silkeborg, i toget, og inde i Århus, blev jeg nedstirret af samtlige mennesker der passerede mig på deres vej. Jeg gætter på at det var min kæmpe buket roser, der var årsagen til dette. Uanset hvad, så morede det mig i hvertfald.

Jeg sluttede dagen af, hos "gutterne", hvor vi fik en hyggelig sludder og drak saftevand. Så alt i alt, en rigtig skøn og sjov dag.

Surprise!

Det er så dejligt at blive overrasket. Især når det er med noget man slet ikke havde forventet.

Det blev jeg i går, da jeg var på arbejde.

Vi er ved at lukke butikken, da vi flytter ind i en meget større butik, meget tæt på den anden. Jeg er gamesansvarlig, og kommer til at stå for Danmarks fedeste gamesafdeling, uden tvivl. Derfor er der rigtig mange ting at se til, og jeg har masser af kontakt til Bergsala, Microsoft og Sony ang. de store gamesområder som de laver i butikken.

Nå, men jeg står så i min gamle butik, og er ved at lukke ned, da jeg bliver ringet op, og får at vide at jeg skal over i den nye butik for at snakke med en gut fra Microsoft, og at det haster. Jeg skynder mig selvfølgelig derover, da det altid er sjovt at snakke med nye mennesker, og da jeg vidste at han sikkert havde masser af spændende ting at sige.

Da jeg kommer derover, siger jeg pænt hej til ham. Det første han siger til mig er: "Jeg vil bare lige fortælle dig at du har vundet en Xbox360 250GB med Kinect og 10 valgfri spil"
Jeg var lettere forvirret, og får sagt at han skal stoppe med at drille, og spørger ham hvad vi skal snakke om. Der bliver helt stille, og pludselig går det op for mig, at han faktisk ikke tager pis på mig, for på gulvet bag ham, står der ganske rigtigt en Xbox360.

Jeg bliver yderst forvirret, og meget MEGET glad. Midt i min glædesrus, bliver der taget billeder af mig og Microsoft-gutten, sammen med min præmie. Jeg forstod dog stadig ikke hvordan jeg havde vundet den. Jeg mindes ikke at jeg havde deltaget i nogle konkurrencer..

..det havde jeg så heller ikke. Jeg havde blot taget nogle kurser inde på Microsofts hjemmeside, for 3 måneder siden, for at blive bedre til at sælge Xbox til mine kunder, og det viste sig så at jeg var den person i landet der havde fået den højeste pointscore i de her kurser, trods det at jeg aldrig har ejet en Xbox, og kun har spillet på en i 15 min af mit liv.

På vej op af trappen i butikken, triller jeg så afsted, med min nye konsol i hånden, mens mine kolleger siger tillykke på stribe. De var MEGET stolte af mig.

Jeg har nu til opgave, at vælge 10 spil. Lige de spil jeg vil have, og det er svært at vælge! Det kan man da kalde et luksusproblem?

Så her sidder jeg nu, som en stolt Xbox-ejer, med et lille sug i maven. Det er dejligt at blive overrasket.

Og så sidder man her..

..på Facebook, og falder over en bekendt, som man mødte dengang hvor..

Ja, det var i øvrigt sjovt - dengang.

Kender vi ikke alle det, at man pludselig tænker på en person man snakkede med engang, og kommer til at tænke på hvor godt man egentlig havde det med hinanden? Jeg gør det ofte, og jeg ærgrer mig lige meget hver gang. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg er bare så dårlig til at hive op i sådanne gamle venskaber. Vi kender alle sammen den der med: "Vi skal snart ses!" - men gør man nogensinde det? Nej. Det gør man ikke, selvom man virkelig gerne vil.

Selvom jeg er så snaksaglig og nem at gå til som jeg er, så er jeg alligevel en kylling når det drejer sig om sådan noget. Jeg hader mig selv for det. Men for pokker hvor er der mange mennesker derude, som jeg inderligt mangler i mit liv. Mennesker som engang fyldte utrolig meget i min verden, og som var med til at skabe lys.

Men der er selvfølgelig også alle de nye mennesker man møder. Mennesker man falder så godt i hak med, at man håber at de vil blive en lille del af ens liv - at de ikke bare forsvinder lige så hurtigt som de kom ind. Jeg elsker de her øjeblikke, hvor man møder et nyt menneske, og man bare falder så godt i hak, at man nærmest ikke kan "slippe" hinanden igen.

Venner og bekendte kommer og går, og man er nok inderst inde, selv skyld i det. Hvis man ikke selv sørger for at holde fast, så vil de forsvinde hurtigere end man ved af det..

At give et knus.. Er det så svært?

Jeg er et kærligt menneske. Meget endda. Det viser jeg på mange måder, men en af måderne er ved at give et knus. Jeg giver knus til min familie, min kæreste, mine venner, bekendte, ja selv folk jeg ikke kender.

Når jeg mødes med folk jeg kender, så giver jeg et knus. Når vi går fra hinanden igen, giver jeg et knus. Jeg giver knus når jeg får gaver, når folk har fødselsdag, når folk består en eksamen/anden slags prøve, når de har gjort noget godt. Ja, kort sagt, jeg deler knus ud meget ofte.

Et håndtryk er der ikke noget galt med i min verden, men det er kun noget jeg giver når jeg f.eks. er til jobsamtale eller jeg møder en person jeg aldrig har set før. Jeg synes et håndtryk er meget kedeligt, og ikke særlig "personligt" hvis man kan sige det på den måde. Så for at formulere det på en anden måde, så er det kun noget der er forbeholdt folk jeg nok aldrig ser igen.

Der er bare noget jeg har tænkt over.
Hvorfor er det at nogen folk er bange for at give et knus? Jeg oplever ofte at nogen mennesker bliver helt overrasket over det. Er det fordi de føler at man kommer for tæt på? Eller hvad er det der gør det?

Hvad med jer derude, er I bange for at give et knus, eller hvordan har I det med sådan noget? :)