Here we go again - Another top-ten :)

Efter sidste blog-serie omkring sitcom genren legede jeg lidt med idéen om at skrive noget mere. Da der har været travlt på mange andre fronter er det ikke blevet til så meget, men nu ser det ud til at jeg har lidt fritid det næste stykke tid, så jeg tror jeg vil benytte muligheden for at skrive om noget andet jeg holder meget af. Det bliver af lidt kortere længde end sidst, men læs med om du tør;)

Nummer ti:

Som en forvirret sjæl, der begav sig ud på en farefuld rejse, hvilken den endnu ikke kendte destinationen af, mærkede jeg hvordan adrenalinen gjorde sit indtog i min krop. Adrenalin var endnu ikke noget jeg på nogen måde kunne forventes redegøre for, ej heller helt forstå, men der var noget alligevel noget underligt befriende ved denne overvældende følelse.

Jeg må vel have været en fire eller fem år gammel, jeg må have udnyttet et svagt punkt i den institution, der på daværende tidspunkt udgjorde de fysiske rammer om mit liv, for pludselig var jeg gjort fri af alle regler.

Jeg havde sammen med min daværende "partner in crime" Casper taget flugten fra legepladsens trygge multifarvede plasticrammer mod friheden, alt imens pædagogerne i deres naivitet, med øjnene rettet mod hinanden, slubrede dampende brun ildelugtende væske fra overvoksede kopper.

Der stod vi så, to flugtkonger på vej mod den absolutte intethed. Vi havde forceret grænserne til den eneste form for autoritet, som ikke var kommet i naturlig form i skikkelse af vores forældre, uden at ane hvad vi skulle bruge vores nyvundne og "ulovlige" frihed til.

Pointen var dog ikke destinationen, for den spillede som sådan ingen rolle. Pointen var at bryde reglerne, at give pokker i alle de instrukser og sanktioner, der fulgte i kølvandet på en sådan handling. Så selvom resultatet i sidste ende var to paniske børn, med manglende stedssans 50 meter fra hvor flugten fandt sted, så var den det hele værd, for vi havde gjort hvad vi havde lyst til. Vi havde taget uden at spørge, givet autoriteterne fingeren og bedst af alt var vi udmærkede godt klar over, at det var helt og aldeles forbudt!

Som person hører ovenstående til blandt de af mine tidlige minder der står klarest. Jeg tror dette på alle måder grunder i at jeg bevidst udførte en handling, som man gentagne gange havde gjort mig klart at jeg på alle måder skulle afstå fra. Der var allerede dengang, så tidligt i mit liv, noget berusende ved at smide fornuften overbord, følge sine umiddelbare behov og ellers tilsidesætte gabende trivielle ting såsom samvittighed og ansvar - At være en bad-guy!

For er det ikke netop det skurkene gør? Er det ikke derfor vi elsker at hade dem? Er det ikke netop deres evne til at suspendere og ikke mindst hæve sig over de her tungtvejende følelser såsom, empati, samvittighed og frygt, der gør at skurkene, fremfor heltene, er dem, der rent faktisk sparker gang i festen?

Nok kan heltene smykke sig med opblæste glorier og nok kan de gang på gang redde dagen, men skurkene har det ganske enkelt bare sjovere!

For mig at se eksisterer Luke Skywalker kun for at Darth Vader har noget at svinge sværdet efter, FBI er der kun for at sikre os at Tony Soprano ikke drikker sig ihjel på "The Bing", Batman eksisterer blot for at give Jokeren noget at grine af, uden G.I Joe havde Cobra ikke haft noget at tage sig til og uden Mr.Burns var Springfield sikkert endt som Dr´s "Landsbyen".

Det er på tide at du finder din indre psykopat frem. Det er på tide du hylder den stemme, der skriger at du skal tage fortovet i GTA med 200 i timen. Det er på tide at hylde de afskum vi alle elsker at hade! Vi skal hylde dem der bryder grænserne og tager hvad de vil, alt imens de lader deres hån for reglerne strømme ud i verden.
Vi har ganske givet hvert vores hold af yndlingsafskum ventende i kulissen, og mange grunde herfor, men over de næste ti gange vil jeg give jer en "Police line-up" af de dybt amoralske, grådige, ondskabsfulde og ikke mindst magtsyge bad-guys, som jeg på alle måder elsker at hade.

Det bliver en ny top-ti, hvor der ikke bliver meget at grine af, men jeg håber dog alligevel at i vil dykke med ned i den menneskelige afgrund og hylde dem af os, der stak reglerne menneskets længste finger og ikke så sig over skulderen én eneste gang.

Vi tænder første lys i ondskabens hule med manden, der om noget personificerer billedet af den livsglade skurk, som evner at le højlydt af egne ugerninger. Manden der på mange måder blev billedet på firsernes grådighed, en mand der lagde navn til historiens mest omtalte cliffhanger og en mand der er blevet et ikon i amerikansk tv-historie. Der er naturligvis tale om djævelen selv fra staten Texas: J.R Ewing! Vi skal til Dallas og se på en serie af samme navn, der ikke havde været meget værd uden Larry Hagman. Han blev for kort tid siden genfødt i relanceringen af det nye Dallas, han er et ikon i tv-historien og en personlig favorit. I Texas siger de "Don´t mess with Texas" - Jeg siger "Don´t mess with J.R!" På med seksløberen, skænk en rundhåndet whiskey og husk en tid hvor man troede på mantraet "Greed is good".

HVEM ER HAN?

John Ross Ewing, den ældste søn af Miss Ellie og Jock Ewing, er et af tv-historiens smukkeste og mest modbydelige eksempler på hårdnakket amerikansk kapitalisme for fuld udblæsning. På mange områder er den figur den netop afdøde skuespiller Larry Hagman blev synonym med, mere aktuel end nogensinde før. J.R er intet mindre end indbegrebet af profitmageren, der med et stort smil og dollar i øjnene efterlader bunkevis af lig og gold natur i hans evige stræben efter MERE. I kølvandet på samtalekøkkener, Range Rovere finanskriser, bankpakker og global opvarmning er han den perfekte bussemand at løfte vores moralske fingre af!

J.R fødes i 1935 på familiens enorme farm "Southfork" et par timers kørsel fra olie-byen Dallas. Som den ældste søn i et dynasty vokser J.R op som arvtager til et enormt olie/kvæg imperium. Desværre for J.R, godt for os, er han fra barnsben af en snu, udspekuleret lille satan iført kronisk cowboy-hat og et dæmonisk tandsmil af de helt store. Hans far Jock Ewing, der i mange år har lidt under beskyldninger fra ærke-rivalen Digger Barnes, der hævder at Jock har berøvet ham alt, er så retskaffen en mand at han hurtigt ser katastrofen lure i præriens horisont hvis J.R får frie tøjler i Ewing Oil. Som resultat heraf indtager J.R´s yngre bror, den evigt retskafne Bobby Ewing, pladsen som arvtager for Ewing Oil og ikke mindst som den foretrukne søn - Startskuddet til en af firsernes bedste tv-magtkampe og et helvede af en fest er hermed skudt igang!

HVAD VIL HAN?

På en eller anden næsten tragikomisk måde vil J.R i grunden nok bare det samme som de fleste mænd der vokser op med de værdier vi har her i vesten. J.R har næse som en tunet blodhund for penge, bunkevis af dem, olie, kvinder, morskab, druk og hor. Forskellen på J.R og os andre er bare at J.R ikke lader nogen eller noget som helst stå i vejen for hans lykke - Som han siger til sin fordrukne kone Sue Ellen: "Oh I don´t give a damn about your happiness honey, but I do care about what´s good for me!"

J.R vil magten og han stopper ikke før rub og stub er under hans kontrol. Det der adskiller ham fra nogle af de andre skurke vi senere skal se på i denne serie er at J.R har det fandens sjovt mens han river skæbner fra hinanden, ruinerer uskyldige og mentalt misbruger alle han kan komme en meter i nærheden af - Det er en sport, han er god til og han elsker den! Som seere af Dallas er man ikke ét sekund i tvivl om at J.R´s mission aldrig slutter. Uanset hvor rig, magtfuld og frygtet han måtte blive kan han ikke ånde lettet op, så længe der stadig er dollars i omløb han ikke besidder.

HVOR "BAD" ER HAN SÅ PÅ EN SKALA FRA 1-10?

J.R er, på trods af hans totalt manglende moral og skruppelløse opførsel, kun en lunken femmer fra The Lonestar State - Beklager John Ross! For nok er J.R en horebuk der driver hans kone til randen af selvmord. Nok skaffer han sig så mange fjender på halsen at en seksløber i ly af natten får ham på kornet og derved ligger fundamentet til hvad millioner af amerikanere måtte spørge sig selv om i firserne: Who shot J.R? - men J.R er simpelthen for elskelig til at han nogensinde bliver en der evner at få gang i de små hår i nakken. Han har en fantastisk humor, han er en herlig fyldebøtte og er generelt bare én lang fest af intriger, ballade og hovedpine for alle han kommer i nærheden af - Indbegrebet af drengen alle ville lege med, men som mor aldrig ville give lov til.

Modsat andre af kapitalismens drenge fra firsernes skammekrog, såsom Patrick Bateman og Gordon Gekko der til forskel huserede på østkysten, har J.R evnen til at få os til at grine og vender vi øjnene mod os selv er der sikkert flere af os der gerne ville lave ballade med J.R i en ordentlig brandert i den store stat "over there" .

J.R dit herlige svin tak for denne gang - Synd det ikke blev til mere i anden omgang!

Nyd ham folde sig ud her: http://www.youtube.com/watch?v=GZV3365a7Ew

A SEGA blast from the past!

På albummet "Watch the throne", der er sammensat af to af nutidens absolutte hip-hop ikoner, helt præcist Kanye West og Jay Z, har mange lyttere sikkert studset over nummeret "Why I love you". I sig selv er nummeret ganske iørefaldende, men det afkræver alligevel en mental justering fra lytterens side, idet nummerets lettere bizarre omkvæd, med dets falsetskrigende computerstemme, er en ganske besynderlig kombination, der ikke umiddelbart ligger fundamentet til en, populært sagt, ørehænger.

Omend kombinationen er anderledes og lyden særpræget, gemmer sangen på en fantastisk melodi og en tekst, der virker vedkommende. Det særprægede omkvæd, som i mangt og meget bærer sangens nerve, indhyller lytteren i følgende dilemma: " I love you so, but why I love you I´ll never know".

Overskriften på denne blog lader læseren forstå at denne blog, i større eller mindre omfang, cirkulerer omkring firmaet "Sega" - Så hvorfor starte med et stykke musik, der ligger milevidt fra alt hvad der har at gøre med Sega?

Det er virkeligheden ganske enkelt. Jeg havde brug for en indledning til bloggen og ordene i ovenstående omkvæd fanger i den grad den essensen af den følelse man ofte sidder med som forsagt Sega fanboy.

Sega har i et enormt omfang udgjort grundlaget for at jeg holder så uendeligt meget af computerspil. For mig er mange af mine favoritøjeblikke som gamer indkapslet i små bidder, der i langt de fleste tilfælde har haft Sega som afsender. Da jeg i en tidlig alder besøger en ven, der har været i udlandet, står der pludselig en mørk sexet konsol med runde former og rå attitude, på hans værelse - Det er nyt! Vi spiller Streets of rage, vi underholdes i grotesk grad af et lynhurtigt blåt pindsvin - Who needs Mario right? - og vi kan næsten ikke fatte hvor fantastisk denne maskine er i sammenligning med den grå boks fra Nintendo, der nu pludselig forekommer håbløst forældet! Det er første gang spil henrykker mig på denne måde og navnet Sega brænder sig hurtigt fast.

Da jeg år senere træder ind i en arkadehal og møder nogle funklende kabinetter, der nærmest i hovmod håner deres underlegne konkurrenter, med spil som Virtua Cop og Daytona USA, er jeg helt og aldeles en klump ærefrygtig ler i hænderne på Service Games of Japan - Jeg er komplet solgt!

På dette tidspunkt, i midten af halvfemserne, er Sega stadig en stærk virksomhed med et brand der indgyder respekt. De sidder forholdsvis komfortabelt på konsolmarkedet, de dominerer arkaderne og udvikler en række spil, der senere vil gå over i historien.

Hvad der dog ikke burde kunne gå galt, viser sig alligevel at gøre det.

En række aldeles tåbelige forsøg på at holde Megadrive konsollen i live, fører an i bevisrækken af de første tegn på metaltræthed i koncernen. Sega sætter deres navn over styr og da Sega Saturn ankommer i de sene halvfemsere, ser man nærmest en konsol for sig, der genert banker på døren med ordene - "Må jeg ikke nok være med?"

Markedet svarer, med få undtagelser, tilbage med et klart og rungende: "Nej!". Med den nye Playstation og Nintendo´s nye supermaskine, der angiveligt har 64 bit - WOW! - på vej, ja så er der ingen der har brug for en maskine fra et firma, som tilsyneladende er faldet helt ud af trit med tiden og dens forbrugere.

Her kommer vi til bloggens pointe - For mens Sega Saturn er et salgsmæssigt flop, der ikke imponerer med hverken grafik eller spil....Ja så holder jeg alligevel så utroligt meget af lige netop den konsol - I love you so, but why I love I´ll never know - Det virker næsten passende.

Sega Saturn udgør for mig et helt særligt øjeblik i min samlede historie som gamer. Sega´s Saturn var på ingen måde nem at holde af, den var dyr, den havde langt et langt svagere bibliotek end konkurrenten fra Sony og der var i den grad langt mellem de gode spil. Vælger vi dog at se bort fra åbenlyse fejl, hvilket vores nutidige perspektiv muliggør, så finder vi dog en konsol der er lidt af en drøm for de der holder af arkadeoplevelsen og Sega i sig selv.

For uden den store støtte fra tredjepartsudviklere og en maskine der var stort set umulig at arbejde sammen med, måtte Sega satse store dele af butikken på konverteringer af deres arkadehits. Det betød en konsol domineret af spil som Virtua Fighter, Sega Rally, Daytona USA, Fighting Vipers, House of the dead osv osv.

For fans af genren betød det at konsollen var den perfekte maskine, men arkadefans var på dette tidspunkt allerede få i antal, og hvorfor investere i en Saturn når Sony tilbyder tonsvis af gedigen underholdning i alle afskygninger på en konsol, der tilsyneladende ikke har nogen øvre grænse for hvad der kan presses ud af den?

Saturn dør nærmest i fosterstadiet og da de sidste spil maser sig vej frem til markedet er de fleste gamere i grunden ret ligeglade.

I mange år holder jeg krampagtigt fast ved konsollen, jeg tæsker Sega Rally om og om igen, jeg vælter hegn efter hegn i Fighting Vipers og jeg forsøger gentagne gange at sælge idéen om maskinen til venner og bekendte, på trods af at ørene som "hører" bliver mere og mere døve.

Jeg overser konsekvent de mange fejl maskinen har, jeg prøver virkelig at holde af den totalt amputerede udgave af Daytona USA Sega gav mig, en af grundene til at jeg købte maskinen, og jeg må konstant minde mig selv om hvorfor jeg elsker den her konsol når jeg eksempelvis ser hvor ufatteligt godt Wipeout kører på Sonys vidunder, sammenlignet med den hakkende og forpustede udgave jeg sidder med på Saturn.

Til sidst smider også jeg håndklædet i ringen - Jeg gider ikke mere! Hvorfor skal jeg sidde med den her krøbling af en konsol og sluge den ene fornærmelse efter den anden, når græsset ovre hos Sony er både grønt og velfungerende - That´s it! Jeg sælger min Saturn, farvel til Sega, og farvel til min tidligere så smukke knaldsorte konsol.

Men kan gammel kærlighed virkelig afgå ved døden?

NEJ! En kærlighed af denne størelse, sine mange fejl til trods, dør aldrig helt. Dette kommer jeg for alvor til at sande da jeg for kort tid siden besøger en af de store online handelspladser vi har herhjemme.

Jeg har efterhånden udviklet en fastgroet vane når jeg besøger disse steder. Jeg skal altid lige søge på ordet "Sega" inden jeg foretager mig de gøremål, som ligger til grunds for mit besøg. Det kunne jo være man tilfældigvis snublede over krydset på skattekortet og gik derfra med noget fantastisk fra det firma, der engang betød så uendelig meget - Denne gang er der jackpot!!

En person har indrykket en Sega Saturn til en yderst fornuftig pris. Ikke alene er prisen vedkommende forlanger aldeles rimelig, nej hvad bedre er, at konsollen kommer i original emballage med alle manueller, reklamer og de dele der holder konsollen på plads - Maskinen ligner faktisk næsten at den lige er rullet af samlebåndet.

Mens jeg samler tankerne og undrer mig over hvorfor i alverden man dog ønsker at sælge en maskine, der er i næsten unaturlig god stand, får jeg fundet frem til sælgerens adresse. Det viser at sælgeren bor i min umiddelbare nærhed, hvorfor jeg allerede med det samme bør kunne afhente konsollen.

Jeg kontakter sælgeren med det samme, der viser sig at være en ældre familiefar, som engang for mange år siden fik konsollen af sin ældste søn, men aldrig har fået taget den i brug. Jeg spørger om den stadig er til salg, hvilket han bekræfter og jeg forhører mig for en sikkerheds skyld om hvorvidt konsollen på billedet vitterligt er den jeg kan købe - Han bekræfter.

Maskinen er med to joypads, ti spil, herunder Sega Rally og Virtua Fighter 2, og er sat til salg for kun 300 kr, hvilket næsten er en hånlig lav pris. Jeg fortæller ham at jeg meget gerne afhenter med det samme, han afslår dog da han ikke har mulighed for at blive hjemme grundet forpligtigelser. Dog kan hans yngste datter tage imod hvis jeg er interesseret, hvilket jeg takker ja til. Som tak tilbyder jeg ham i stedet 500 kr for hans ulejlighed, hvorved jeg også sætter lidt ind på karma-kontoen, da konsollen jo vitterligt er sat til salg i uvidenhed.

Jeg cykler den korte tur og får hurtigt bragt konsollen hjem. Hvad der herefter følger kan næsten kun beskrives som et kæmpe sus af nostalgiske følelser og ren uforfalsket glæde - A Sega blast from the past!

Jeg trækker ganske roligt kassen med konsollen frem, kassen fremstår med undtagelse af enkelte hvide pletter på hjørnerne, som ny! Der er ingen hakker, ingen skavanker eller andet, der kan foranledige mig til at tro at maskinen ikke lige er taget af hylden i "Electronic World" - Kan i huske den kæde ;)

Jeg får et enormt barnligt sus da jeg sætter kassen på højkant og studerer billederne på bagsiden, der stolt fremviser de spil som Sega har formået at presse ud af maskinen - Jeg kan pludselig genkende dem alle. Der er Panzer Dragoon, der Bug, der er Daytona osv osv.

Jeg sætter kassen ned igen, fuld af forventning om hvad der venter. Jeg åbner siden og trækker den inderste papkasse, som rummer konsol, stik og joypad ud. Til min store glæde ligger der ikke blot manueller, men også de flyers Sega i sin tid lagde i som reklame for deres andre produkter, det hele pakket nydeligt i deres oprindelige plasticlommer - Det her er virkelig som at dykke ned i en tidslomme!

Jeg fjerner det øverste lag for at komme ned til konsollen og bliver mødt af noget jeg nærmest ikke kan forklare fysisk. Konsollen har stadig sin nye lugt over sig, som om den aldrig har set dagens lys og det er igen som om, at tiden har glemt denne ene konsol jeg sidder med her.

Jeg tager forsigtigt maskinen op, den er stadig beskyttet af plastic og skum, jeg pakker den ud og studerer den nøje for blot at kunne notere at der ikke er så meget som én skramme at se nogen steder. Jeg tænker ved mig selv at det vitterligt må være en af de eneste maskiner tilbage i landet, der er bibeholdt i så god stand.

Samme historie gør sig herefter gældende med de to joypads, der begge forekommer nye at trykke på. Knappernes affjedring og følelse er fuldstændig som var det et nyt produkt jeg sad med.

Spillene er en anden historie.....Men nevermind.....Det er tid til at sætte strøm til fortiden!

Jeg plugger min "nye" Saturn til, sætter Sega Rally i maskinen, maskinen brummer, Saturn startskærmen kommer på, gud hvor har jeg savnet dig tænker jeg. Kort efter toner mit elskede Sega Rally frem - Jeg er fuldstændig målløs, det er som at spille det for første gang og det er bedre end nogensinde før. Tiden har i sandhed stået stille og den besværlige kærlighed som min Saturn i sin tid udgjorde, ja den lever i sandhed stadig!

Se billedet af maskinen herunder:

Min personlige sitcom top ti: Nr.1

Det er ganske nemt, endsige underholdende, at forestille sig hvordan topfolkene på NBC, op gennem halvfemserne skulede misundeligt mod konkurrenten Fox, der skovlede nærmest absurde bjerge af dollars ind på merchandise-fronten via deres vanvittigt populære show "The Simpsons".

For mens denne blogs show angiveligt indbragte NBC mere end 200 millioner dollars om året i indtægter fra de obligatoriske reklameblokke på amerikansk tv, og enhver, der har besøgt landet vil vide at mængden af disse er ganske enorm, så var showet udelukkende henvendt til det voksne og, vil nogen sikkert hævde, mere kræsne publikum. Derfor kunne man hos NBC, med nogen skuffelse, fra starten af showets succes, godt skrinlægge alle tanker om kommerciel udnyttelse, der lå udover de nævnte reklameindtægter, på trods af nærmest astronomiske seertal.

Når denne blogs show, der naturligvis ikke er animeret, tåler sammenligning med "The Simpsons", er det i høj grad fordi showets aftryk på halvfemsernes populærkultur er mindst ligeså omfattende. Showet vi har fat i denne gang, gjorde på fornem vis det som "The Simpsons" nu har gjort i over 22 sæsoner, det tog de filosofiske briller på, lod sig inspirere af satiren, så på os, så på menneskeheden, vores sprog, vores værdier, vores forhold til hinanden, vores enorme absurditet i måden vi omgåes hinanden på og ikke mindst vores omfattende problemer med kommunikation, som henholdsvis afsender og modtager.

Showet har den dag idag opnået ikonisk status og befinder sig i en absolut eksklusiv sfære, der udelukkende befolkes af de få shows, der transcenderer både tid, sted og sprog. I USA, såvel som mange andre steder i verden, blev masserne henrykt af en forrygende humor, der lod sig finansiere af nogle aldeles knivskarpe iagttagelser af tilværelsen, som ofte var universel i forhold til det at være menneske i det "moderne vesten".

Der er naturligvis tale om den fælles vision Larry David og Jerry Seinfeld bragte til verden i form af verdens måske bedste sitcom - Kunne det være andet end: "Seinfeld"?

Lad os vælte keglerne med det samme og slå fast at dette show er en humormæssig og kulturmæssig "strike", der, ganske arrogant, tillader hardcore fans at prale med hvordan der ikke findes noget show over, under eller ved siden af denne genistreg. Seinfeld er noget så sjældent som et unikt, kompromisløst, fantasifuldt, legene og analyserende show, der med sit skarpe øje for det meningsløse og tåbelige i den menneskelige tilværelse, efterlader konkurrenterne i støvet.

Som årene vil passere vil mange shows unægteligt miste deres berettigelse som dele af populærkulturen, deres humor vil forgå og de vil være efterladt i tidslommer, der ikke vil virke charmerende set med kommende generationers øjne - Men ikke Seinfeld! Om 50 år vil Seinfeld, grundet dets enormt høje niveau på alle fronter, stadig være værd at se - Noget der er de absolut få forundt.

Når Seinfeld bærer på så enorm en arv og dedikeret fanskare er det selvsagt også et yderst ømtåleligt emne at bevæge sig ud i. Jeg har aldrig været i tvivl om hvor showet skulle placeres på min personlige top-ti, men at skrive eller bidrage med noget som helst interessant eller nyt omkring dette show er mildest talt umuligt. For mens andre fans har endevendt figurerne og deres mentale træk i endeløse parader af svulstige analyser, såvel som serien som helhed, har jeg mageligt lagt den indre skeptiker på hylden med den forudsætning at jeg hellere ville høste hvert et velplaceret grin og nyde den absurde fortælling, fremfor at gøre mig til selverklæret "Seintolog" - Det er andre mere velegnede til.

Jeg ved med andre ord meget lidt om de bevæggrunde, der gav liv til serien, jeg har ikke analyseret de mange konflikter til hudløshed og hvis du er hardcore fan, som mange er, så kan jeg garantere dig, at du ikke bliver yderligere beriget af denne blog.

Hvorom alting er så syntes jeg dog at vi sammen skal bruge denne blog til at huske på hvorfor Seinfeld er så uforglemmelig og hvorfor dette "simple" show er i en klasse for sig selv.

Velkommen til vinderen af denne liste, velkommen til et absurd parallelunivers på Manhattan, velkommen til et skønt mix af satire, fysisk komedie og geniale punchlines. Velkommen til showet som det amerikanske toneangivende tv-magasin "TV Guide" kaldte "The greatest television program of all time" - Jeg håber du vil læse med og jeg håber at du endnu engang vil få lyst til at opleve dette geniale show.

FACTS:

Kørte 9 sæsoner. Ude på DVD - Ja.

BAGGRUND:

Set i lyset af de foregående 9 shows, der er gået forud for denne blog, særligt "Everybody loves Raymond" og "Roseanne" virker det en smule trivielt, at skulle skrive om dette shows baggrund. Seinfeld deler i mangt og meget en fælles form for "opdragelse" med andre kunstnere såvel som shows i denne genre, hvorfor det kan virke nærmest klichéfyldt, set i lyset af de andre blogs, i forbindelse med denne top-ti, at beskrive endnu en stand-up komikers tur mod stjernerne i den amerikanske tv verden.

Jerry Seinfeld, der vokser op i Massapequa, New York, tager angiveligt sine første skridt mod stand-up scenen mens han går i college. Her oplever den unge Seinfeld hurtigt hvordan han på komisk vis evner at illustrere de små menneskelige modsætninger og tåbeligheder, der senere vil udgøre nøglen til dele af hans succes. Seinfeld får hurtigt smag for komikken og snart efter følger en række optrædener på forskellige klubber og shows i New York.

Det lykkedes ham tidligt at få en mindre rolle i en hurtigt glemt sitcom, men tiden vil dog at det ikke bliver Seinfeld´s birolle som bud i serien "Benson", der bliver hans adgangskort til stjernerne. Som mange andre kommende stjerner varsles Seinfeld´s store gennembrud da han som gæstoptrædende komiker hos Johnny Carson imponerer såvel vært som publikum. Herefter åbner dørene sig nærmest velvilligt og Seinfeld optræder flere gange med stor succes hos blandt andet David Letterman, hvorved han får slået sit navn fast i branchen - Denne historie har vi efterhånden hørt før.

Larry David, der ligeledes opbygger en interesse i komik som ung, finder dog, modsat hans fremtidige partner, større succes bag scenen end på den. Den syv år ældre Larry David, der er historieudannet ved "University of Maryland", kæmper op gennem firserne hårdt for at slå igennem med sin komik uden større held. Han er på dette tidspunkt bosat i et offentligt boligbyggeri i bydelen Hell´s Kitchen, der dengang hørte til et af de mere belastede områder i storbyen New York, og må døje med flere jobs for at holde næsen oven vande. En del af Larry´s oplevelser af tiden i denne periode, bliver senere til større og mindre dele af "Seinfeld", herunder kan nævnes Larry´s belastende genbo Kenny Kramer, der bliver inspirationen til en noget uforglemmelig figur i serien - Gæt selv hvilken.

Larry er i en periode en del af skuespillerholdet på Abc´s sketchshow "Fridays", et show der forsøger at konkurrere med det legendariske "Saturday night live", hvor han møder skuespilleren Michael Richards, der senere skulle blive udødeliggjort i rollen som Cosmo Kramer. Han rykker senere over på det langt mere populære Saturday Night Live, men heller ikke her, finder han succes.

Der vil gå en række år før Larry opnår nævneværdig succes, men de første skridt på rejsen tager han, da han sammen med Jerry Seinfeld, i 1989 skriver pilotepisoden "The Seinfeld Chronicles" til kanalen NBC. På trods af et noget umage udgangspunkt, i forhold til de traditionelle værdier for en sitcom, vælger NBC at samle manuskriptet op. Serien trækkes de første år med aldeles lunkne seertal, der ikke umiddelbart viser nogen tegn på forbedring. Seinfeld får angiveligt sin kontrakt fornyet på ugentlig basis den første tid og den amerikanske befolkning virker ude af stand til at adoptere universet. Ikke desto mindre overlever showet, trods dette, da enkelte folk hos NBC begynder at kunne se, at der under overfladen ligger en værdi, der blot skal serveres med det helt rigtigte budskab - Et budskab der snart skal blive hørt!

Potentialet bliver "forløst" med et brag da afsnit 11, kendt som "The Contest", af 4.sæson eksploderer som en moralsk publicity sprængladning under showets fundament. Mere end 18 millioner amerikanere ser afsnittet, der i korte træk handler om hvem af seriens hovedfigurer, der i længst tid kan afstå fra at masturbere. For emnet, der stadig på dette tidspunkt er ømtåleligt for mange amerikanere, behandles i afsnittet på en måde, som tillader selv de mest bly og konservative seere at tage del i humoren og more sig over dette aspekt af menneskets bizarre natur - Det er ikke set før!

Larry David, der skriver afsnittet, opnår stor anderkendelse og modtager en Emmy, showet får plads i bedste sendetid og Seinfeld vokser stille og roligt fra at være en sitcom til at blive et kulturelt fænomen, der afføder diverse populære udtryk, såvel som nogle uforglemmelige figurer - Succesen er en realitet og verden bliver velsignet med noget helt unikt.

HANDLINGEN:

Klichéerne placerer sig velvilligt, endda i hobetal, i kø når man beretter om Seinfeld - For hvad virker mere naturligt at spørge, sagt med halvfemsernes sarkastiske tilbagelænethed : Hvilken handling?

For det er jo netop der hvor Seinfeld adskiller sig væsentligt fra sine konkurrenter - Der er ingen guldrandet handling med store problemer og komplekse pointer, der efterlader seeren med følelsen af at have lært noget som helst! Seinfeld tager små brudstykker, som for os andre er blevet et accepteret onde i vores hverdag og spørger: Hvorfor i alverden er tingene sådan skruet sammen!?

Som seer er vores spinkle holdepunkt udgjort af fire egoistiske, neurotiske og ikke mindst asociale New Yorkere. Jerry Seinfeld, der spiller en karikeret udgave af sig selv, er seriens velsignede omdrejningspunkt. Han ernærer sig som komiker, men forekommer, med undtagelse af de brudstykker af hans optræden, der i starten af de fleste afsnit bruges til at underbygge senere pointer, ofte arbejdsløs, da forpligtelser, mødetider og lign ikke udgør nogen bestanddele af Jerry´s liv. Jerry er grundlæggende en barnlig sjæl hvis interesser strækker sig over eksotiske emner såsom kondisko, Superman og morgenmadsprodukter - Voksenlivet har aldrig rigtig meldt sin ankomst hos vores hovedperson.

Hans bedste ven George Costanza, der er løst baseret på seriens medforfatter Larry David, spillet uforglemmeligt af Jason Alexander, er en kvindehungrende, nærig og patetisk skikkelse. Producerne klædte med vilje den lettere overvægtige Alexander i tøj der var flere numre for småt, for derved at understrege figurens dårlige fysiske træk såvel som det anspændte liv George senere bliver så kendt for. I et senere afsnit udtaler George: "I lived my whole life in shame, why should I die with any dignity", hvilket beskriver figuren perfekt, da George hverken ejer moral eller glæde ved livet.

Jerry, der er populær hos det modsatte køn, omgiver sig derudover med hans tidligere kæreste Elaine Benes. Elaine, en dedikeret karrierekvinde, døjer med mange af de samme menneskelige negative sider som vi ser i Jerry og George. Hun er smålig, til tider arrogant og besat af fejl hos de mænd, med hvem hun indgår i forhold med.

Slutteligt er der Jerry´s groteske genbo, der mest er kendt for at pløje sig vej gennem livet på en ustyrlig slæde af ligegyldighed og held. Kramer, som vi lærer at kende ham som, er det afslappede modstykke til den ofte neurotiske gruppe bestående af Jerry, Elaine og George. Til trods for hans evne til at omgåes sine medmennesker med en udpræget mangel på situationsfornemmelse er han den mindst beregnende af de tre, og ofte virker han mere naiv end kalkulerende.

Resten af bloggen finder du i første kommentar

Min personlige sitcom top ti: Nr.2

Oftere end mange af os sikkert har lyst til at indrømme, har vi taget et mentalt pusterum, forladt vores kroppe for en stund, sat vores familie i fugleperspektiv, studeret den, undret os og leget med den almene, omend forbudte, tanke om at være blevet forbyttet på fødselsgangen. For kan det virkelig passe at vi udspringer fra samme genpøl, når vi som mennesker kan virke så aparte, forskellige og ude af stand til at enes?

Familien vil altid være en underlig flygtig størelse, som vi livet igennem vil sætte ganske mange spørgsmålstegn ved. Familien er den her enhed naturen har givet os, som under de bedste omstændigheder, skal forestå som en loyal og urokkelig enklave af mennesker, der støtter os i svære tider og glædes med os i gode.

I moralsk øjemed siges det at man aldrig går mod sin familie, noget nogle kulturer sætter højere end andre, hvorfor familie alt andet lige også er grobund for ufatteligt mange frustrationer og gnidninger. For familien kan i kraft af sin position blande sig i yderst ømtålelige emner, manipulere os, frustrere os og krydse følelsesmæssige grænser, som end ikke vores nærmeste venner vil begive sig i nærheden af.

De fleste vil kunne nikke genkendende til ovenstående i større eller mindre grad. Selvfølgelig vil vore erfaringer variere kraftigt og det følelsesmæssige spektre er ganske bredt, ingen tvivl om det, men når dagen er omme er de fleste af os nok fælles om at føle, at familien er en uundværlig hjørnesten i tilværelsen, der dog kommer med et prisskilt.

Med dette universelle tema i baghånden skrev hovedpersonen i denne blog, hvad der for undertegnede har været DEN bedste komiske gengivelse af dette centrale aspekt af tilværelsen. Andre kendte serier, herunder "According to Jim", har talrige gange forsøgt at spinde guld på familielivets mange velsignelser og forbandelser, men hvor de overvejende "kun" lykkedes med komikken, formår serien vi skal se på denne gang også at tegne et troværdigt, omend surrealistisk portræt, der kaster lange skygger ind i virkeligehedens sfære.

Jeg mødte første gang serien på TV3 i det herrens år 2003. Jeg så vel en 5 til 10 afsnit, kedede mig en smule, følte irritation ved seriens omdrejningspunkt, men gav alligevel universet en chance, da TV3´s speaker flirtede med min nysgerrighed, ved at proklamere, at serien havde taget de forenede stater med storm. Seriens hovedperson var, for mig at se, en underlig, utiltalende tøffelhelt med en enormt påtrængende nasal stemme, der ramte mine trommehinder med samme charme som en sommerforkølelse, hvorfor min umiddelbare introduktion til serien bestemt ikke var positiv. Alligevel hævdede seriens titel, lettere provokerende, at alle elskede ham, hvilket bestemt ikke klikkede med min opfattelse - For HVORFOR!?

Set i bagklogskabens ulidelige lys er der dog en herlig ironi i ovenstående. For det jeg netop ikke havde forstået, var at jeg som seer var tiltænkt præcis denne følelse. Det er nemlig langtfra meningen at seeren skal holde af eller med denne blogs hovedperson, da hans liv allerede er uretfærdigt velsignet.

Serien vi har fat i denne gang er for mig at se den ubestridte mester i beskrivelsen af den mentale hovedpine familien ofte tillader sig at være, samt skænderierne, der affødes af nævnte. Som læser af bloggen inviterer jeg dig denne gang med til middelklasse paradiset i Lynbrook på Long Island i storbyen New York. Velkommen til nummer to på listen og velkommen til en verden hvor "Everybody loves Raymond".

FACTS:
Kørte 9 sæsoner. Ude på DVD - Ja.

BAGGRUND:
Historien om Everybody Loves Raymond er på alle måder historien om komikeren Ray Romano. Det siges at idéen til showet fødes ud fra en enkeltstående hændelse, der dog var ganske typisk for det familieliv Romano måtte leve med. Da Romano´s far ved en tilfældighed finder koden til hans søn og svigerdatters telefonsvarer, starter han noget ingen kunne have forudset. Romano´s familie har, ikke ulig hans fiktive familie i serien, absolut intet begreb om privatliv, og da faren finder førnævnte kode er hans umiddelbare reaktion at låse sig ind i Romano´s hus, da denne ikke er hjemme, og ændre beskeden på svareren så den nu lyder: ''You've reached Anna and Ray. If you want them, leave a message at the beep. If you want me, Al Romano, I'm at 268-2006."

Romano har kort forinden dette optrådt hos David Letterman, der angiveligt imponeres så voldsomt af det han ser, at han øjeblikkeligt tilbyder Romano en kontrakt med hans firma "Worldwide Pants".Formålet er at skabe en sitcom bygget over Romano´s humor med Romano som centrum for seriens handling. Selvom Romano´s stand-up materiale allerede på dette tidspunkt er stærkt fokuseret på hans familieliv og de mange forviklinger selvsamme skaber, er Romano dog noget forvirret i forhold til seriens fokus.

Ifølge Romano selv er det oplevelsen med telefonsvareren, der pludselig gør det lysende klart for ham hvad seriens holdepunkt skal være - Hans familie!

Romano henvender sig herefter til forfatteren Phil Rosenthal, som han møder efter at have skrevet kontrakt med Worldwide Pants. Romano ønsker at lave en sitcom, der på alle områder viser effekten af en familie, hvor privatlivet forlængst er afgået ved døden og han vil have Rosenthal til at skrive den. Romano indvier Rosenthal i alle de sære aspekter af hans virkelige familie, herunder hans dybt jaloux bror Richard og hans evigt manipulerende mor. Rosenthal får fuld kreativ frihed til at basere handlingen på disse og serien bliver derfor en oprigtig, skæv og humoristisk spejling af Romano´s liv.

Rosenthal føler som udgangspunkt ikke at materialet er synderligt interesant, men skriver dog alligevel udkastet til en pilot-episode, der mod alle odds bliver købt af kanalen CBS. Efter flere samtaler beslutter Rosenthal og Romano sammen med CBS sig for at omskrive Romano´s figur i serien, fra stand-up komiker til sportsjournalist, idet man frygter at blive set som en kopi af NBC´s "Seinfeld". Dette bliver dog en af de eneste reelle ændringer man foretager og showet kendetegnes ved at have stort set alle figurer og en klar handling på plads allerede fra de første afsnit.

Romano, der i virkeligheden hævder at være en ganske usikker og pessimistisk person, føler dog i starten ikke at titlen er god for showet og prøver af flere omgange at overtale CBS til at skifte navnet. Han foreslår selv navne som "I´m Raymond", "Raymond´s house", men CBS står urokkeligt fast og d.13 september 1996 toner familien "Barone" frem på CBS for første gang. Serien starter som en del af sendefladen fredag aften, angiveligt en losseplads for lavt profilerede shows, hvilket betyder at mindre end 10 millioner amerikanere følger familien den første sæson.

Hos CBS ser man dog potentiale i showet og allerede i tredje sæson flytter Everybody loves Raymond over i den absolutte superliga, da serien får en chance som en del af sendefladen mandag aften. Herefter tager tingene fart og da seriens femte sæson løber over skærmen i 2000 tiltrækker den dysfunktionelle familie ligeså mange seere som tidens helt store hit "Friends". Halvvejs gennem showets sjette sæson topper populariteten og i en periode er Everybody Loves Raymond USA´s mest sete sitcom.

HANDLINGEN:
Showet omdrejningspunkt er selvsagt den barnlige, forkælede og ikke mindst neurotiske sportsjournalist "Ray Barone". Ray lever et priviligeret liv i en forstad til New York på Long Island. Her bor han med hans hustru Debra, der passer hus og børn, hans datter Ally og tvillingerne Michael og Geoffrey. På den anden side af gaden bor Ray´s forældre Frank og Marie Barone, der oftere end de har lyst til må have Ray´s ældre bror Robert boende, da denne i tide og utide har rod i privatlivet.

Med et afsæt som dette burde Ray´s liv jo afspejle det perfekte liv som beskrevet af den amerikanske drøm. Dette er dog ikke tilfældet og kradser man lidt i den blanke overflade, finder man en aldeles usædvanlig familie.

Ray og Roberts opvækst kan på alle måder beskrives som alt andet end normal. Deres mor, Marie, spillet skræmmende godt af Dorris Roberts, har livet igennem forskelsbehandlet de to børn i en sådan grad at det tangerer det bizarre. Af uforklarlige årsager indtager Ray fra starten en plads i hendes hjerte, der langt overstiger hendes kærlighed til den ældre og ikke mindst uplanlagte Robert. Konsekvenserne heraf er at Robert desperat stræber efter Marie´s opmærksomhed og anerkendelse, hvad han dog sjældent opnår.

Det betyder også at Ray og Robert i sidste ende er blevet to meget forskellige mennesker. Hvor Ray udadtil virker harmonisk og sorgløs er Robert en lettere depressiv og uheldig mand i forhold til de kort livet har spillet ham. Hvor Ray, grundet hans evige tilstand som beskyttet og forkælet, har udviklet sig i retning af en selvcentreret dreng i en mands krop, der først og fremmest tænker på sig selv, er Robert, trods hans sære træk, både omsorgsfuld og forstående.

Marie´s kærlighed til Ray har dog nogle enorme omkostninger for vores hovedperson. Marie har ingen planer om at slippe taget i hendes foretrukne søn, omend Ray er en voksen gift mand, hvorfor hun desperat prøver at kontrollere ethvert aspekt af Ray´s liv, herunder hans kone Debra. Marie, der aldrig har følt at Debra var god nok til hendes evigt uskyldige søn har i mangt og meget valgt at gøre det til hendes livs mission at synliggøre Debra´s manglende evner som mor og husholderske. Dette kan ske gennem små negative bemærkninger og hentydninger, men ses også i ganske elaborate planer, som når Marie bevidst saboterer Debra´s mad, ved bytte rundt på etiketterne på krydderibøtterne.

For Ray betyder dette i praksis at han indgår som en brik i et ulideligt magtspil mellem hans kone og hans ekstremt dominerende mor. Han tvinges ofte til at skulle vælge side, hvilket kan have enorme konsekvenser for hans tilværelse og han tillades ganske sjældent at have sin egen mening, hvilket han dog også lader til at foretrække. Konflikten mellem Marie og Debra er på mange områder seriens nerve og det er ofte fra denne situation at handlingen dannes. Resten af seriens hovedpersoner bliver, hvad enten de vil det eller ej, stort set altid en del af konflikten. Typisk vil Robert og Frank se tingene fra Debra´s side, mens Ray, der konsekvent bukker under for hans mor, enten vil forsøge at forblive neutral eller vælge hans mors side.

Hvor Marie konsekvent benytter sig af skjulte trusler, skyldsfølelse og andre manipulerende metoder, er situationen dog en helt anden når det kommer Ray og Roberts aldeles upædagogiske far. Frank, der er en mand af den gamle skole, tror på at fortælle folk hvad han mener uanset hvad konsekvensen måtte være, et livssyn han også praktiserer ved de mange sammenstød familien har.

Rays kone Debra, der kommer fra en velstående og belæst familie, må mange gange se sig selv som "taberen" i det konstante spil af intriger og skænderier, der foregår i de to hjem. Ofte ender hun med, på trods af at være en stærk kvinde, at være den, der tager skraldet for de mange konflikter, da Ray sjældent evner at bakke hende op eller støtte hende i den konstante kamp mod Marie.

Serien evner på ekstrem fornem vis at tage små situationer, de fleste af os genkender fra familielivet, og lade dem eksplodere i en kaskade af vanvittigt underholdende skænderier og konflikter.

Læs det sidste af bloggen i første kommentar.

Min personlige sitcom top ti: Nr.3

På en tung og fyldig sofa, formentlig indkøbt i kæden Sears, hvor den "ægte" amerikaner køber sine møbler, sidder en ganske overvægtig mand. Adressen vi befinder os på er Aberdeen Street 3121 i området kaldet Rego Park. Her residerer en enklave af gode hårdtarbejdende amerikanere, der nok ikke har bedrevet det helt store her i livet, men som alle er glade og tilfredse med deres jævne liv.

I denne del af byen holder man med det lokale hold, man køber kun amerikanske biler, man foretrækker hot-wings og Budweiser fremfor salat og prætentiøs europæisk øl. Her er der ikke brug for opblæst fladpandet kultur, arrogante tanker eller storladen snak om politik. Livet er rarest når det er mest simpelt, mest velkendt og formet af the american way of life.

Manden på sofaen elsker dette liv, han elsker sin bedårende kone, han har gode venner, der holder af ham og han elsker sit land. Han nyder ofte en burger, grillet på den store grill i baghaven, en øl og en baseball-kamp på sin private storskærm i garagen - Livet er slet ikke så dumt på disse kanter. I aften skal han sikkert ud og bowle, drikke en cold one eller to og imorgen starter så endnu en dag med det job, han efterhånden er begyndt at sætte så stor pris på.

Dette er illusionen vi som seere gerne skal lade os forføre af på listens nummer tre. Serien vi denne gang har fat i er så væsentlig en del af den amerikanske selvopfattelse, at det på mange områder kan virke påfaldende at også resten af verden har købt fortælingen om det gode liv for the average Joe i det ene af New York´s fem amter.

Velkommen til det søde liv i Queens, velkommen til Doug Heffernans næsten perfekte verden.

FACTS:

Kørte 9 sæsoner. Ude på DVD - Ja.

BAGGRUND:

Som udgangspunkt siges at det "The King of Queens" i noget omfang fandt sin rygrad og sin inspiration i en af USA`s ældste sitcoms.

Da Jackie Gleason tilbage i halvtredserne tonede frem på amerikanske tv-skærme, var det i rollen som den småbarnlige Ralph Kramden, der i mangt og meget stillede sig selv og sine egne behov øverst på dagsordenen.

Ralph, der arbejder som buschauffør, er gift med den rapkæftede, men kønne Alice Kramden, der ofte må agere fornuftens stemme i ægteskabet.

Ralph, der som nævnt, har det med at sætte sine egne behov øverst, roder sig gang på gang i uføre i sit ægteskab. Som oftest skyldes dette en række indviklede løgne og forglemmelser, der ultimativt har til formål at lade Ralph få sin vilje i mangt og meget. Hans snu og meget åbenmundede kone regner dog hurtigt de desperate planer ud, hvorfor Ralph som regel ender med at måtte stå til regnskab for sin opførsel - Lyder det bekendt?

Serien hedder "The Honeymooners" og går i luften d.1 oktober 1955, mere end 42 år før det første afsnit af The King of Queens ser dagens lys. Showet når kun at blive 39 episoder gammelt førend CBS, den samme kanal der fire årtier senere viser The King of Queens, trækker stikket på det umage par.

The Honeymooners opnår med årene nærmest ikonisk status i USA. Serien, der viser det umage Kramden ægtepar tumle med livet som working stiffs i Brooklyn, styrker og bidrager positivt til opfattelsen af den jævne gode amerikaner, der sine fejl til trods, gør hvad der forventes her i livet.

The King of Queens minder unægteligt meget om The Honeymooners på flere områder. De to serier deler en række fællestræk, både i forhold til karakterernes personlighed, men bestemt også hvad angår de to seriers udgangspunkt i forhold til beskrivelsen af den arbejdende middelklasse.

Tiden vil at der naturligvis er enorm forskel på Kevin James´muntre IPS chauffør fra 1998 og Jackie Gleason´s lettere anstrengende buschauffør fra 1955, men de fælles træk lader sig ikke fornægte.

Mest tydelig bliver arven fra The Honeymooners i afsnittet "Inner Tube", af The King of Queens, hvor Kevin James´ figur Doug i febervildelse drømmer sig ind i et afsnit af serien, med ham selv som Ralph og hans kone Carrie som Alice - Uden tvivl en hyldest til serien.

CBS begynder første gang at sende The King of Queens d.21 september 1998. Serien kører frem til maj 2007 og bliver på denne måde den sidste serie fra halvfemserne, der er optaget foran et live audience, som lukker og slukker.

Serien bliver hurtigt en succes, men når dog aldrig de samme tinder som eksempelvis "Two and a half men". Da det går bedst for The King of Queens i 2002, rangerer den som nr.21 på seertalslisterne i USA. Til sammenligning stryger Two and a half men direkte ind på top tyve allerede fra første sæson.

Kevin James, der spiller seriens hovedrolle, har som mange af de andre sitcom stjerner vi har mødt i disse blogs, sine rødder i stand-up komikken. Han starter sin karriere i de sene firsere i New York, hvor han opnår stor succes på scenen med en ret "venlig" og charmerende form for humor. Som med mange andre succesfulde komikere føres Kevins vej også forbi diverse talkshows og tv-specials. Et af disse talkshows er "The Late Show with David Letterman", hvor også en ung Ray Romano tidligere har optrådt. Ray´s optræden imponerer angiveligt David Letterman i en sådan grad, at denne beslutter sig for at finansiere en sitcom bygget op om Ray´s humor.

Dette skal vise sig ganske gunstigt for Kevin James, der nu i længere tid har været venner med Ray Romano. Ray bruger Kevin i flere afsnit af hans hitserie "Everybody loves Raymond". Dette betyder at Kevin i en periode ugentligt når ud til millioner af amerikanere. Kort tid herefter fødes ideen om et show med Kevin som omdrejningspunkt.

The King of Queens bliver en realitet.

HANDLINGEN:

The King of Queens tager sit udgangspunkt i familien Heffernans behagelige tilværelse i bydelen Queens. Doug, der arbejder med at køre pakker ud for firmaet IPS, er indbegrebet af den everyman figur, man også forsøgte at charmere seerne med i eksempelvis "The Drew Carey show". Doug er søn af kernefamilie fra Queens, der i mange år drev en lokal isenkrammer-forretning. Hans forældre har valgt, som mange amerikanere, at bruge deres "golden years" i solskinsstaten Florida, så disse ses kun sporadisk i bi-roller.

Dougs søster, der arbejder som gymnastiklærerinde, spillet af ingen ringere end den tidligere talkshowvært Ricki Lake, ses også sjældent i serien, men bor dog stadig i Queens.

Doug møder som ung, på en dobbeltdate, en pige ved navn Carrie Spooner. Carrie spilles af den unge Leah Remini, der startede karrieren i blandt andet "Saved by the bell". Hun er ganske vist køn, omend en smule tungt sminket, men hendes personlighed tiltaler bestemt ikke Doug. Carrie er rapkæftet, svær at stille tilfreds og virker bestemt ikke som noget for den lettere forkælede Doug - Noget der med tiden skal ændre sig.

Carrie, som person, er tydeligt påvirket af en hektisk opvækst med en yderst ustabil og ikke mindst neurotisk far. Hendes far, Arthur Spooner spilles af den efterhånden legendariske Jerry Stiller, som de fleste nok kender fra serien "Seinfeld".

At hendes mor døde da hun var ganske ung, har ganske givet været traumatisk nok i sig selv, men i Carrie´s tilfælde forværres situationen yderligere af Arthur, der mildest talt ikke evner at tage vare på sig selv. Carrie tvinges derfor til at droppe sine planer om college, trods et godt intellekt, for at passe sin far og dennes mange absurde behov.

Angiveligt fører Carrie´s ustabile vej gennem livet, til at hun udvikler et ganske hårdt ydre, der dog ikke forhindrer hende i at opnå et rygte som en ret promiskuøs dulle i nattelivet.

Doug og Carrie finder dog, deres forskellige personligheder til trods, hinanden til sidst. De slår sig ned i et pænt hus Queens, der udgør seriens base hvorfra handlingen udspringer. Doug begynder at arbejde som bud hos IPS og hans kone Carrie, der gerne så dem begge avancere i tilværelsen, arbejder som sekretær for et advokatfirma i den berømte Chrysler Building på Manhattan.

Doug og Carrie´s godt påbegyndte liv tager dog en uforudset drejning da Arthur, der som altid tilgår livet med et barns fornuft, brænder sit hus ned til grunden, idet han glemmer at slukke en kogeplade.

Dette efterlader Carrie, som altid har måtte affinde sig med at være mor for sin far, med et enormt problem. Det lykkedes hende at overtale Doug til at lade Arthur flytte ind i den kælder han ellers havde udset sig som hobbyrum - Noget de begge kommer til at fortryde!

Arthur er mildest talt umulig at dele hjem med. Dette skyldes til dels et komplet uforudsigeligt sind, til dels hans mange impulsive idéer men bestemt også hans agressive opførsel og konstante paranoia.

Som seer følger vi primært vores to hovedpersoners op og nedture i den svære balancegang der er ægteskabet. Seriens biroller, herunder Doug og Carrie´s vennepar Deacon og Kelly, bidrager på fornem vis til handlingen. Derudover er Doug´s vennekreds, hvor den overvægtige Spence Olchin udgør det sjoveste element, en fast del af seriens handling.

På trods af at serien kører over ni sæsoner er der stort set ingen udvikling at spore hos vores to hovedpersoner. Doug og Carrie taler serien igennem om fremtiden, jobs og børn, men meget lidt sker og spørgsmålet om børn besvares faktisk først i seriens sidste minutter.

Seriens konflikter, der som oftest er springbræt for handlingen, skyldes som regel Doug, der går efter sine egne behov med et barns naivitet og appetit. Doug forsøger i udpræget grad at manipulere sin omgivelser for at opnå hvad han vil have, noget der kan vise sig i de ting han ønsker at spise, hvad han vil se i biografen eller hvor han vil hen på ferie.

Han skyer ingen midler i forhold til hvem han implementerer i disse planer, eller omkostningerne heraf. Som seer er det vanvittig sjovt at være vidne til og måden de mange halvhjernede planer føres ud i livet på er gedigen underholdning.

Desværre for Doug, der har giftet sig med en lettere udspekuleret kvinde, opdages hans meget uigennemtænkte planer dog altid kort forinden de lykkedes. Resultatet heraf bliver at vores hovedperson som regel må stå til ansvar overfor Carrie, der ikke er bange for at lade Doug forstå at livet som han kender det leves på hendes nåde.

Seriens handling og konflikter sprænges dog aldrig mere end at vi som seere ved at alt nok skal blive godt igen - Enden er altid god i The King of Queens.

HUMOREN:

The King of Queens er for mig at se kun halvt så sjov som den er rar, omgængelig og ikke mindst forbandet hyggelig. Kevin James har da sine øjeblikke, det samme med Leah Remini, men jeg sidder konstant med følelsen af at jeg ikke ville have moret mig over de to skuespillere i andre sammenhænge. Dette har Kevin James til fulde bevist et utal af gange i lunkne komedier sidenhen.

Der hvor serien virkelig skinner igennem for mit vedkommende, er når forfatterne leger med det surrealistiske på en facon, der minder os mest om noget vi ville have set i en Seinfeld episode. Når Doug eksempelvis bliver hyret af Carrie´s firma i rollen som advokat, for at de kan smugle ham ombord på firmaets softball-team, hvorefter vi som seere, ser ham føre sig frem som "advokat" til frokoster og andet, ja så bliver serien simpelthen så vanvittig sjov, at det næsten ikke er til at bære .

Når Doug opdager at Carrie bliver et bedre menneske af at han drikker hende fuld hver aften, ja så morer jeg mig virkelig kongeligt! Når Doug efter en karaoke-aften får en stalker, der plager livet af ham, morer jeg mig fantastisk og sådan kunne man blive ved.

Når forfatterne bag serien skriver de gode historier, ja så er Doug og Carrie geniale til at videreformidle dem - Ingen tvivl!

Serien er derfor, for mit vedkommende, mere båret frem af den rare stemning, de gode historier, de glimrende forviklinger og de fantastiske, omend harmløse skænderier. Seriens punchlines er ikke det der gør det for mig, ej heller figurerne i sig selv, men når det hele rodes sammen, ja så ender man med en af bedste serier nogensinde.

Læs Konklusion og Favoritafsnit i første kommentar.

Min personlige sitcom top ti: Nr.4

Jeg har efterhånden, som disse blogs er skredet frem, brugt en del tankevirksomhed i forsøget på at komme op med en genial indledning, der på bedste vis evner at fortolke og videreformidle den fantastiske energi og humor, som ugens "gæst" indgyder i den seer, der er villig til at give den en chance.

Lad det være sagt med det samme at jeg hurtigt indså, at jeg ikke evnede at fortolke seriens kvaliteter i en sådan indledning, da jeg altid har haft svært ved at beskrive netop hvorfor jeg holder så uendeligt meget af dette show. Serien vi har fat i denne gang er en energiudladning af de helt store og ikke mindst de få, der rammer mig der hvor mine lattermuskler er allermest tilbøjelige til at medgive et shows præmisser og for mig at se hører den til blandt de absolut største i genren.

Når alt dette nu er sagt og strøtankerne omkring den ideelle indledning er af vejen, så lad os se nærmere på showet, der introducerede sig for millioner af unge seere med følgende:

"Hello Wisconsin!!!"

For "That 70´s show" vedkommende virker det næsten skræmmende genialt at serien tog den indgangsvinkel at introducere sig selv overfor seeren på samme vis som rockstjernen, der løfter hænderne og råber sit publikum an til fest, skrål og ikke mindst druk.

For det er netop hvad "That 70´s show" er - Som en rockkoncert er det larmende, beskidt, utøjlet og bestemt ikke for de, der som små gik i flinkeskolen.

FACTS:

Kørte 8 sæsoner. Ude på dvd - Ja og det tilmed til en uforskammet latterlig lav pris!

BAGGRUND:

Forfatter ægteparret Terry og Bonnie Turner bærer af uforklarlige årsager rundt på en enorm fascination af det årti, der både så oliekriser, sammenstødet mellem generationer, deres respektive kulturer og ikke mindst en amerikansk præsident, som måtte forlade Det Hvide Hus vanæret og latterliggjort. 70´erne kan på mange måder siges at være skuepladsen for en række brydninger i samfundet. Vestlig populærkultur gennemgik i den periode en række markante transformationer, hvor nogle lever den dag idag, mens andre, eksempelvis fænomenet "Disco", mest huskes som et komisk indslag på den historiske scene. Med dette udgangspunkt i baghovedet begynder de to forfattere i slutningen af halvfemserne at skrive til en sitcom, hvis fokus hviler på en række utilpassede unge, der befinder sig i et turbulent årti, hvor værdierne i amerikansk samfund i den grad er oppe til debat. De to forfattere har haft relativ stor succes med deres tidligere sitcom "3rd rock from the sun", på dansk "Mælkevejen 1th". Begge forfattere er erfarne bidragsydere til det amerikanske sketch-show "Saturday night live", der i flere årtier har været springbrættet for en række af USA´s største komikkere, og begge har skrevet en række manuskripter til filmbranchen, der sidenhen er blevet store succeser, eksempelvis "Waynes World" og "Tommy Boy". Det er derfor ikke den helt store satsning for kanalen Fox, da denne vælger at købe showet af de forfattere, der selv mener at showet er noget af det bedste de har skrevet.

Mens forfatterne skriver på showet bliver de begge klar over at serien som udgangspunkt bliver nødt til at have sin start i de sene halvfjerdsere. På denne måde vil det være nemmest for showet at etablere en række centrale begivenheder i handlingen, der var markante for årtiet og som seerne vil kunne genkende. Showet bliver defor fastsat til at begynde den 17 maj 1976. Handlingen strejker sig frem til den 31 december 1979, hvilket betyder at seriens handling finder sted på under fire år, på trods af at løbe over 8 sæsoner. Med udgangspunkt i de sene halvfjerdsere har forfatterne mulighed for at benytte sig af de mange stilarter årtiet var grobund for, herunder mode, møbler og ikke mindst historiske referencer i form af musik og film, herunder den ofte omtalte "Star Wars".
Derudover baserer man også handlingen omkring de historiske begivenheder, som årtiet blev berygtet for. Det betyder at vendepunkter som oliekrisen, præsident Nixon´s tilbagetræden som "Verdens mægtigste mand" og ikke mindst fænomenet "streaking", bruges som katalysatorer for handlingen - Noget der særligt er tydeligt i de tidligere afsnit.

Pilotafsnittet sendes første gang på kanalen Fox d.23 august 1998 i USA. Da afsnittet indeholder elementer af alkohol indtagelse og ikke mindst unge mennesker der ryger hash, ser Fox, der i vid udstrækning betragtes som en konservativ kanal, ingen anden udvej end at afslutte afsnittet med en lang "Anti-drug" kampagne video, der skal tjene som moralsk rettesnor for de meget letpåvirkelige seere, der åbenbart ser serien.

Serien bliver fra starten af en seermæssig succes og folk tager godt imod det unge cast, hvor flere af dem, herunder Mila Kunis, der kun er 14 år gammel da showet starter, rent faktisk er i omegnen af at være den alder de spiller. Showet bliver den eneste af de mange serier Fox søsætter den sæson, som bliver samlet op og får en fremtid , der hviler derfor et stort ansvar på showet fra starten af.

Fox imødekommer dog showet godt på alle måder, og idéer om at censurere hovedpersonernes obligatoriske "kogere" droppes helt, da man på fornem vis finder en løsning der tydeligvis viser figurerne i færd med at ryge hash, uden reelt set at vise det.

Showet får lov at køre otte sæsoner på trods af at to af seriens hovedpersoner forlader showet i utide. Serien er næsten hele vejen igennem en stor succes i forhold til seertal og ved showets slutning, der markerer begyndelsen af firserne, har de to forfattere sågar klargjort manuskriptet til den næste satsning, som meget naturligt kommer til at hedde "That 80´s show". Førnævnte show bliver en tarvelig fodnote til den oprindelige serie og får kun lov at køre en enkelt sæson. Man har ellers brugt rigleligt med penge på showet, der headlines af Geoff Pierson, som mange måske husker som faren i det hurtigt glemte "Married with children" knock-off "Unhappily ever after", der kørte på amerikansk tv fra 1995 til 1999, men seerne køber ganske enkelt bare ikke showet.

HANDLINGEN:

Showet handlinger i korte træk om en flok utilpassede unge mennesker hvis liv baserer sig på ordene, der pryder seriens opløftende titelsang - "Hanging out, down the street - The same old thing, we did last week - Not a thing to do, but talk to you".

Serien foregår i landbrugsstaten Wisconsin i den lille by "Point Place", hvor udvalget af aktiviteter er aldeles begrænset. Det er derfor op til den lille gruppe selv at få tiden til at gå, hvilket ofte betyder at fritiden fordrives med mindre former for hærværk, såsom at male hampblade på byens vandtårn og stjæle vejskilte.

Som seere bliver vi introduceret for den seks mand store gruppe gennem seriens samlingspunkt, der udgøres af "Forman" familiens yderst tilgængelige hjem. Seriens hovedperson "Eric Forman", spillet vanvittigt godt af Tophher Grace, er showets omdrejningspunkt. Hans forældre "Red" og "Kitty" har ladet den unge Eric forvandle husets kælder til en slags social klub, der fungerer som seriens knudepunkt, hvor de forskellige figurer på stort set alle tidspunkter har fuld adgang. Eric har til tider også en mildest talt promiskuøs og ondskabsfuld storesøster, som bidrager til handlingen. Dog virker det som om at forfatterne af serien ikke helt kan beslutte sig for hvorvidt figuren virker, hvorfor hun falder ind og ud af serien som sæsonerne skrider frem. Angiveligt var skuespillerinden Lisa Robin Kelly, der var den første til at spille rollen, årsag til en del problemer bag kulisserne, hvorfor man til at starte med skrev figuren ud i seriens periferi.

Erics vennekreds består først og fremmest af den kønne rødhårede nabopige, "Donna Pinciotti", der også fungerer som Eric´s store forelskelse gennem serien. Donna er en hårdtslående "tom-boy" der kommer fra en ganske umage baggrund. Hendes far, den halvfede "Bob Pinciotti", der med sit gigantiske afrohår og manglende situationsfornemmelse udgør et glimrende komisk element i serien, er en lokal succesfuld forretningsmand, der har giftet sig med den enormt ubegavede, men kønne "Midge".

Seriens anden kvinde er den stærkt snobbede og overforkælede "Jackie Burkhart", hvis mor for en stund spilles af ingen ringere end "Brooke Shields". Jackie er en "countryclub girl", der gentagne gange beskrives, af sig selv, som en "bitch". Jackie indgår i seriens første år i et forhold med den ubehøvlede, selvoptagede og ikke mindst lettere tilbagestående "Michael Kelso", der spilles af Ashton Kutcher, som fik sit gennembrud med denne serie. "Kelso", som han kendes under i serien, er en del af venneflokken og hans tilstedeværelse i kliken er den eneste grund til at Jackie, der i starten ikke er vellidt af gruppen, får lov at være til stede.

Derudover omgiver Eric sig med den stærkt paranoide "Steven Hyde", i serien blot kendt som "Hyde", der kommer fra et stærkt opløst hjem. Hans mor, der kun medvirker i tre episoder, hvor hun spilles af "Katey Sagal", set i "Married with children", er kendt som byens "nemme" kvinde, og hans far, der er stærkt alkoholiseret, er konstant fraværende.
"Hyde" finder dog en slags "hjem" hos Forman familien, der efterhånden ser ham som familiens fortabte søn. Hyde er grundlæggende en rebel og hans problemer med autoriteter, herunder regeringen, som han mistænker for alt mellem himmel og jord, er figurens gennemgående træk serien igennem.

Slutteligt har gruppen måtte acceptere den stærkt anmasende og ikke mindst seksuelt forstyrrede udvekslingsstudent kendt som "Fez" - Foreign exchange student. "Fez", der kommer fra et land, vi aldrig får identificeret, er en kærlighedshungrende mand med et sexdrive, der kun kan beskrives som umætteligt.

Gennem de otte sæsoner indgår figurerne i forskellige forhold, også indbyrdes, og serien flirter i nogen grad med elementer af soap, dog uden at nærme sig et niveau der tangerer det vi ser i eksempelvis "Friends".

Vi følger figurerne gennem high-school, jobs, op og nedture og undervejs fodres mand med historiske referencer til dette meget "umage" årti i USA.

HUMOREN:

Humoren i "That 70´s show" hører til blandt genrens absolut bedste. Humoren i serien er grov, ubehøvlet og mange gange grænseoverskridende. Som seer kan man til dels undre sig over hvorfor de seks personer overhovedet bruger tiden sammen, idet humoren baseres på at figurerne er ekstremt hårde ved hinanden - Til tider direkte ondskabsfulde. Dette bevidner vi i mere eller mindre omfang i stort set alle scener, og efterhånden som showet skrider frem bliver vi yderst bekendte med udtrykket "BURN!!!", som figurerne gerne bruger i forbindelse med en velplaceret "sviner", der vel kan siges at være den danske pendant til udtrykket.

På samme måde som i "Friends" henter serien meget af sin humor i de mange forskellige personligheder, der pryder figurerne. Fez bringer det perverse ind i serien, Kelso sørger for det rene idioti, Jackie den nedladende tone og så videre.

Serien er ikke bange for at lade sine karakterer bryde med moral ej heller at lade figurerne fremstå med tydelige fejl og mangler. Dette kommer blandt andet til syne når vi ser når Erics forsagte og evigt anstrengte mor Kitty, der i afmagt af flere situationer tyer til rygning suppleret med et hemmeligholdt alkoholforbrug.

Ydermere står serien heller ikke tilbage i forhold til at lade seriens figurer, drikke, nyde erotisk underholdning, bande eller opføre sig yderst amoralsk.

Når alle disse elementer regnes sammen ender vi med en af sjoveste sitcoms nogensinde. Det er groft, det er brutalt og det burde i grunden ikke være okay at grine af, men det er vanvittigt morsomt og ikke mindst befriende.

Se "Konklusion" og "Favoritafsnit i første kommentar :)

Min personlige sitcom top ti: Nr.5

Jeg har aldrig evnet at forstå konceptet omkring det at have verden for sine fødder for derefter at svælge over i destruktion af sig selv og sine omgivelser. Talrige, særligt amerikanske, stjerner har efterhånden gennem tiden taget denne deroute fra en øjensynlig ideel plads i offentlighedens søgelys til falleret kendis. Michael Jackson kan i høj grad siges at være selve manifestationen af ovenstående. Her var en mand, der gennem et ubestrideligt talent lagde en måbende verden for sine fødder i mere end tre årtier, som på tragisk vis endte som latterliggjort offer for sine egne særheder og mildest talt bizarre opførsel.

Omvendt har jeg det med Charlie Sheen. For mig at se har Sheen aldrig besiddet talent på et niveau, der tilnærmelsesvis kan retfærdiggøre den opmærksomhed og tilbedelse hans person afføder.

For mig har Charlie Sheen altid stået som lidt af et mysterie.

Charlie, der er søn af den legendariske skuespiller Martin Sheen og bror til Emilio Estevez, bedst kendt fra Young Guns og The Breakfast Club, opbyggede allerede i sine unge år et ry for at være uregerlig og til tider aldeles uberegnelig. Han blev tidligt kendt som en umættelig damebedårer med et enormt forbrug af stoffer, alkohol og en stor passion for våben. Trods dette lykkedes det alligevel i starten af firserne for den unge Charlie, der efter sigende besad et baseball talent, der kunne have skaffet ham en professionel sportskarriere den vej, at overbevise filmindustrien om at han kunne være af værdi for dem.

At hans familienavn har fungeret til hans fordel, er vel næsten naivt ikke at forestille sig, men ikke desto mindre lander den unge Charlie i firserne roller i en størelsesorden, der til dels må lade os konkludere at han, sin arv til trods, må have haft sine egne brugbare færdigheder. Da han i 1987 toner frem som Bud Fox, i Oliver Stone´s dystre portræt af firsernes grådighed i "Wallstreet", synger en næsten samlet skare af kritikkere i kor om den unge stjernes storslåede fremtid.

Som eftertiden dog skulle vise, ville Charlies vej mod stjernerne være alt andet end gnidningsfri. En række dårlige private valg og Charlie´s efterhånden notorisk dårlige opførsel, reducerede stjernen til at medvirke i film såsom spoof hittet "Hot Shots", der til trods for sin åbenlyse vittige værdi, lå langt fra den fremtid Charlie´s roller i film som Platoon og Wallstreet havde varslet

At Charlie ikke får en stor karriere som karakterskuespiller, betyder dog langtfra at hans karriere ophører.

Da Michael J. Fox i 2000 alt for tidligt afslutter sin rolle, grundet hans "Parkinsons" diagnose, i den populære sitcom "Spin City", får Charlie et uventet tilbud, der senere skal føre til hans måske største succes nogensinde. Fox, der kører den populære serie, ønsker ikke at trække stikket på deres guldkalv og beslutter sig for at finde et trækplaster, der kan lokke seerne til påny. Efter flere overvejelser vælger man slutteligt at caste Charlie Sheen til at udfylde Michael J. Fox´s tomrum - Det fortryder man ikke.

Charlie viser sig at være et aldeles glimrende valg. Seerne elsker ham og krititkkere såvel som fans står i kø for at rose hans indsats. Serien får lov at køre to sæsoner med Charlie, hvorefter Fox ultimativt beslutter sig for at trække stikket på Spin City. Et år senere er Charlie dog igen tilbage i en ny sitcom - Velkommen til nr: 5 på denne liste, velkommen til et bekymringsfrit liv i skønne Malibu, velkommen til druk og hor, velkommen hos Charlie Harper og velkommen til "Two and a half men".

FACTS:

Har indtil videre kørt 9 sæsoner. Dog vil inkarnerede fans af serien, og med nogen ret, hævde at serien sluttede med den ottende sæson, der bevidnede Charlie Sheens lettere pinlige afsked.

BAGGRUND:

Chuck Lorre, der i sine unge år drømmer om at ernære sig som musiker, opnår i slutningen af halvfemserne stor succes med hans sitcom "Dharma and Greg". Serien baserer sin humor på kultursammenstødet mellem Dharma, der kommer fra en løssluppen hippiefamilie og Greg, der er vokset op i en af San Francisco´s finere familier - En opbygning af konflikt, der senere vil blive genbrugt i "Two and a half men".

Serien bliver en relativ stor succes, men trods dette vælger ABC alligevel, efter kun fem sæsoner, at lukke ned for showet, noget Chuck Lorre angiveligt tog meget nært. Efter showets afslutning bruger Chuck tiden på at skrive idéer til nye shows og komme med forslag til eksisterende. Det lykkedes forfatteren at få solgt indtil flere manuskripter og få af dem når sågar så langt som til at blive pilot-episoder. Desværre for Chuck er seertallene ikke fyldige nok til at retfærdiggøre yderligere episoder, og hans tro på fremtiden daler betydeligt.

I 2002 sker der dog noget, der for alvor vil få betydning for Chuck Lorre og ikke mindst Charlie Sheen. Lee Aronsohn, tidligere forfatter for shows som "The Big Bang Theory" og "Murphy Brown", der har måttet sande at også hans karriere er ved et vendepunkt, er kommet i lidt af en knibe. Lee har i lang tid ikke skrevet noget succesfuldt og situationen er nu så skidt at hans sygeforsikring inden kort tid bortfalder. Han henvender sig derfor til sin gamle ven Chuck Lorre, i håbet om at de sammen kan skrive noget. Chuck frarådes på det kraftigste samarbejdet af både studier og venner, idet man mener at Lee Aronsohn er dødvægt og færdig i branchen.

Chuck vælger at ignorere de kritiske stemmer og i 2002 begynder de at skrive, hvad der senere bliver til "Two and a half men". De baserer serien på deres egne oplevelser omkring skilsmisse, familieforhold, datinglivet og smerterne ved selvsamme. Deres vision er fra starten af at serien skal være ligefrem, næsten brutal i sin tone og vise karakterer med dybe fejl og store sociale mangler.

Opskriften bliver en succes for de to forfattere. CBS samler serien op og placerer den fra starten af i en god sendetid, hvilket unægteligt hjælper serien med at stryge direkte ind i top tyve på seertalslisterne i USA.

HANDLINGEN:

I "Two and a half men" tages vi med på en absolut herlig rutschetur gennem det kaos, der er Harper familien på godt og ondt.

Charlie Sheen spiller i større eller mindre omfang sig selv, dog med den kosmetiske ændring at han nu hedder Charlie Harper. Charlie bor i et stort hus i Malibu og lever på alle måder et forgyldt og "ufortjent" liv. Han ernærer sig som "Jingle" sangskriver for reklamefilm og lever i høj grad af de royalties, førnævnte indbringer. For Charlie betyder det at han arbejder et absolut minimum af sine vågne timer, istedet fordrives hverdagen med enorme mængder kvinder og alkohol - Life is good!

En aften tager Charlies liv dog en højest uforudset drejning da hans bror Alan, banker på døren til Charlies hus og ikke mindst hans sorgløse liv.

Charlie, der generelt har valgt at undgå sin familie, herunder hans manipulerende mor Evelyn, har i flere år ikke set det store til hans bror. De to har mildest talt intet tilfælles og har levet vidt forskellige liv. Mens Charlie har levet i skyggen af en yderst rundhåndet Gud, har hans bror Allan måtte tage til takke med et middelklassehjem i "The Valley", en søn med udpræget manglende intellekt og en kone, der mere eller mindre har kastreret Alan, gennem seksuel afholdenhed og kvindelig dominans.

Alans kone, Judith, har på førnævnte aften én gang for alle besluttet sig for at smide den ægteskabelige dødvægt over bord, og Allan må erkende at han nu er hjemløs. Med ingen alternativer, det fortælles senere i showet at Judith ikke tillod Allan at have venner, efterlades Allan med intet andet valg end at opsøge sin velhavende bror.

Alan får med tiden permanent adresse hos Charlie, der må sande at hans brors evne til at nasse sig frem i tilværelsen kun overgåes af hans ekstreme nærighed. Ydermere besværliggør tilstedeværelsen af Alan´s søn Jake, der tilbringer sine weekender i huset, i høj grad Charlies swingende livsstil.

Gennem de otte sæsoner hvor Charlies Sheen medvirker, følger vi sammenstødet mellem den yderst anale Alan og den sorgløse Charlie. Alan´s skæbne er gennem serien en stribe af personlige tragedier, enkelte gange afbrudt af succes, der dog som regel altid ender med at blive til yderligere tragedier. Charlie´s liv derimod er én lang stribe af succeser, der sjældent er fortjente, men ikke desto mindre tilstede.

Serien runder både ægteskabelige hjørner for begge seriens hovedpersoner og Alan når flere gange at fraflytte Charlie´s hjem, sjældent frivilligt. Jake, Alan´s søn, går fra at være en lettere uintelligent forædt "møgunge" til at blive en ugidelig teenager med de problemer, der følger med denne alder.

Dog er det gældende for figurerne i denne serie, på samme måde som i Seinfeld, at de på ingen måde udvikler sig eller formår at lære af deres fejl. Charlie lærer da en smule ansvar og Alan lærer lidt om at give slip, men som udgangspunkt er vores hovedfigurer aldeles ude af stand til at forbedre sig.

HUMOREN:

Seriens humor er på mange områder båret frem af det kultursammenstød vi ser finde sted, mens Alan og Charlie forsøger at forene deres forskellige tilværelser. Sammensmeltningen af de to verdener er på alle områder ekstremt underholdende og til tider virker samspillet mellem Jon Cryer og Charlie Sheen så effektivt at man finder det svært at tro at de rent faktisk ikke er brødre.

Dertil kommer en række yderst farverige bi-roller, herunder Charlie´s notorisk ubehagelige husholderske "Bertha" og stalkeren "Rose", som er blevet besat af Charlie efter en enkelt nat i hans seng.

Alan´s søn Jake er endnu et positivt bidrag til seriens humor. For mit vedkommende kan jeg oprigtigt sige at han er det første barn i en sitcom, der rent faktisk får mig til at grine. Hans totale mangel på fornuft og evne til at træffe nogenlunde rationelle beslutninger er fantastisk formidlet.

Humoren i serien kender stort set ingen grænser. Der tales i vid udstrækning om tabuer, seksuelle eskapader, eksempelvis Charlie´s hede nat i Bangkok med en she-male og indtagelse af store mængder alkohol er stort set obligatorisk i alle afsnit.

Der er rigeligt med sarkasme, satire og falde på halen komik i "Two and a half men" til at tilfredsstille enhver "drengerøv" og serien henvender sig i vid udstrækning mere til mænd end kvinder - Så hvis du ikke allerede har set den, så kom igang!

KONKLUSION:

"Two and a half men" er i USA af flere blevet udråbt til at være den sitcom, der delvist reddede genren fra sig selv. For mig at se vil det være en kende overdrevet at tillægge serien en betydning af den størelse, men ikke desto mindre vil jeg medgive at det er klart er en af de bedste sitcom serier i mange år.

Serien har et fantastisk tempo, elskelige figurer, herunder Jon Cryer´s Alan, der for mig næsten stjæler hele showet og ikke mindst nogle af de bedste punchlines i en sitcom nogensinde.

Serien er med vilje holdt i et ekstremt farverigt udtryk, herunder Alan´s ekstremt farverige skjorter, der på en eller anden måde formår at få serien til nærmest at hoppe ud af skærmen. Det lyse og farverige udtryk bidrager ydermere til følelsen af et muntert og friskt univers.

Generelt er det sådan med serien at den, på trods af at benytte velkendte og ofte prøvede skabeloner, fremstår som et nyt take på hele sitcom idéen.

"Two and a half men" er ikke genopfindelsen af den dybe tallerken, den skaber dybest set intet nyt, men det den gør, det gør den forbandet godt!

FAVORITAFSNIT:

Episoden hvor Charlie får lidt mere end hvad han havde regnet med, da han dater en kvinde, som viser sig at være i ledtog med selveste djævelen.

BONUSINFO:

Dette skulle med - Chuck Lorre der skrev og delvist producerede serien var som nævnt sangskriver i sine yngre dage. Blandt de meste kendte af hans kreationer er nok verdens bedste titelmelodi til et animeret show. Chuck skrev "Teenage Mutant Ninja Turtles" temaet til den oprindelige serie.

Min personlige sitcom top ti: Nr.6

Hvordan gør man en tilsyneladende ligegyldig og relativ uoriginal sitcom, til en af de største seer succeser i moderne tv-historie?

Et spørgsmål af denne art må nødvendigvis besvares med en række nuancerede svar og uddybende forklaringer, men ønsker man at svare ganske enkelt kan det bedst siges sådan her: "David Crane og Marta Kauffman".

Velkommen til nummer 6 på denne liste, velkommen til byen, der aldrig sover, velkommen til en serie jeg i mange år ikke kunne udstå, men som til sidst, gennem dens uomtvistelige charme og glimrende komik, vandt over mine fordomme og skepsis - Velkommen til "Friends".

Mens de fleste andre fans af denne genre op gennem 90érne nød at se de 6 venner tone frem til tonerne af "The Rembrandts" nu ikonsike "I´ll be there for you" på TV2, var jeg med sikkerhed i færd med at foretage mig langt "bedre" og mere fornuftige ting et helt andet sted. For var der noget, der kunne få den forbitrede gamle mavesure mand, som ikke længere kan genkende de værdier han engang kendte og elskede, frem i mig var det "Friends". For mig at se virkede "Friends" som en underlig feminin, ligegyldig og i alle henseender harmløs soap/sitcom serie, med et dybt urealistisk holdepunkt og irriterende karakterer. Jeg var mildest talt forbløffet over seriens succes blandt min egen omgangskreds, men også den globale "Friends" mania, som unge overalt i verden dyrkede i næsten et årti, var for mig at se et mysterie. Serien var allestedsværende, dens populære cast blev båret ind i den absolutte inderkreds af superstjerner, den var grobund for en lang række internationale kulturelle trends og kan vel bedst sidestilles med komediens svar på "Beverly Hills 90210", der ligeledes tegnede en hel generations ideelle drømme om ungdom og portræterede den problematiske overgang til det voksne liv.

For mange andre placeres denne serie ganske givet højere i deres mentale landkort over gode sitcoms, men hvor andre måske voksede op med serien og dens figurer, lærte jeg først at sætte pris på den for få år siden. Jeg har derfor ikke den nostalgiske faktor at regne med ind i dette regnestykke og ser derfor udelukkende serien gennem mine "voksne" øjne, hvilket utvivlsomt fratager serien en del i forhold til eksempelvis "Home Improvement" og "Married with children".

FACTS: Kørte 10 sæsoner fra 1994. Ude på DVD - Ja. Seriens popularitet var sågar så stor at man i en anden teknologisk tidsalder kunne erhverve sig dele af serien på VHS - Ganske uhørt i Danmark for en sitcom.

BAGGRUND:

I starten af 90érne skriver producer og forfatter venneparret David Crane og Marta Kaufmann en række udkast til en serie, omhandlende en gruppe mennesker i slutningen af tyverne. Kliken som de to forfattere baserer deres serie på, er ved at vænne sig til livet efter college og kæmper alle med at finde meningen med tilværelsen og deres plads i samfundet. De to forfattere tager udgangspunkt i deres egne oplevelser af denne periode og med "Generation X" siddende bag skærmene overalt i USA, mener man at et show om lige netop dette emne er perfekt i forhold til tidens ånd. Showet skal portrættere unge mennesker, for hvem fremtiden er et spørgsmålstegn, til unge, der selv kæmper med hvad skriften på væggen for dem skal læse.

De to forfattere leger med en række navne til serien herunder "Insomnia Café" og "Friends like us". Efter talrige møder med NBC, en række omskrivninger af seriens handling og figurer, ender man med navnet "Friends". Antallet af seriens figurer og hvor fokus bør være diskuteres frem og tilbage mellem producere og NBC i lang tid. NBC mener at seerne vil have svært ved at holde fokus på 6 karakterer samt de talrige plots heraf og føler at man som minimum bør skrive én ældre figur ind i serien, der kan foregå som eksempel og mentor for de unge mennesker.

De to forfattere afviser med det samme dette da fokus bør være på de unge mennesker og deres egne beslutninger. NBC ender med at bøje sig og man holder istedet fast i den oprindelige vision om 6 unge mennesker alene i "The Big Apple".

Figurerne ændres en del inden optagelserne går igang, blandt andet er det almindeligt kendt at Joey´s lettere tilbagestående intelligens og gode hjerte er et resultat af Matt LeBlanc´s audition, der valgte at spille figuren på denne måde, fremfor den mere kyniske Joey producerne havde forestillet sig.

Serien har umiddelbart stor interesse førend optagelserne starter og mange tusinde håbefulde nye skuespillere aflægger auditions i håbet om at komme med på rollelisten. Herunder kan det nævnes at blandt andet Leah Remini, senere kendt som Carrie Heffernan i "The King of Queens", forsøger at lande rollen som Monica. Jon Cryer, Allan Harper i "Two and a half men" mister i sidste øjeblik rollen som Chandler og navne som Alicia Silverstone og Elizabeth Berkley forsøger begge at få rollen som Rachel Green.

Da skuespillerne og de første episoder, der rygtes at være aflagte manuskripter som ikke var gode nok til NBC´s anden serie "Seinfeld", er på plads starter man optagelserne i Burbank Californien og d.22 september 1994 toner vennerne for første gang frem på amerikansk tv.

Det siges at hverken studiet, forfatterne eller skuespillerne havde den store tiltro til showet. Mange hos NBC mente at det var ordinært, blottet for originalitet og at man havde satset på en helt forkert målgruppe. Tiden skulle dog modbevise dette.

HANDLINGEN:

Som seere inviteres vi primært med ind i to lejligheder, der efter alt at dømme er beliggende i et af de smartere kunstnermiljøer på Manhattan. Vi introduceres for de seks venner kendt som Ross, Chandler, Joey, Rachel, Phoebe og Monica, der alle er vidt forskellige. Ross, der i starten er gift med den lesbiske Carol, er den omgængelige nørdede palæontolog, hvis erhverv er genstand for en del jokes. Chandler er den evigt sarkastiske, kvindeforskrækkede fyr i kliken, hvis job ingen af vennerne forstår eller rigtig kender. Joey er den evigt dameglade kæmpende skuespiller med langt mere hjerte end hjerne, der elsker pizza og tiltaler kvinder med det evigt citerede "How you doin´".
Monica er med hendes enorme lejlighed vennernes samlingspunkt, hun er lettere neurotisk, lider af rengøringsvanvid og kæmper ofte med kærlighedslivet. Rachel er en forkælet lægedatter, fra en velstående forstad, der kæmper med at skulle lære livet at kende i en sen alder. Hun har hidtil levet i en beskyttet tilværelse uden konsekvenser, hvor shopping og mænd har udgjort hendes tilværelse. Phoebe er gruppens farverige vegetariske hippie. Hun har i høj grad levet et specielt liv som datter af en mor, der har begået selvmord og en far, der i panik forlader hende, hendes onde tvillingesøster Ursula, en figur fra serien "Mad about you" og hendes bror Frank.

Sammen følger vi de seks venner, der primært tilbringer tiden hos Monica og på den Starbucks lignende café "Central Perk". Her tilbringer vennerne enorme mængder af tid med at analysere livet, kærligheden og ikke mindst hinanden.

Serien er i sin opbygning præget af lige dele sitcom og soap. Handlingen baseres i høj grad på de indbyrdes forhold figurerne imellem, særligt den lange og til tider udmattende kærlighedsaffære mellem Ross og Rahcel, opnår at få en del fokus. Figurerne udvikler sig ganske meget over de ni sæsoner, de gennemgår en række forhold med personer udenfor gruppen, forskellige faser i deres karrierer og liv. Tydeligt for seriens morale, er dog at de altid har hinanden - "I´ll be there for you".

Som serien skred frem og udviklede sin eksplosive popularitet blev det muligt for producenterne at hente en række kendte skuespillere ind til at udfylde interessante biroller. Da serien var på sit højeste modtog man sågar en række henvendelser fra større skuespillere, der selv ønskede at deltage i afsnit. Af samme grund har serien en række ganske sjove gæsteoptrædener fra navne som Robin Williams, Bruce Willis, der angiveligt tabte et væddemål til Matthew Perry under indspilningerne til "Ni fod under", som gjorde at han måtte stille op, Brad Pitt og ikke mindst Danny Devito som grædefærdig stripper i en skøn birolle.

Serien er nogenlunde tro mod figurernes baggrund og historie, omend en række fejl undervejs opstår da man bøjer fortiden for at tilpasse fremtiden. Handlingen er hele serien igennem kronologisk og konsekvenserne af de enkelte valg i hvert afsnit afspejles fint som serien skrider frem. Det hele lukkes og slukkes ganske fint da Chandler og Monica fraflytter Monica´s store lejlighed for at begynde et nyt kapitel med deres adopterede børn i Brooklyn. En handling der understreger seriens pointe om at lade seerne bevidne hvordan de unge karakterer lærer at leve livet som voksne.

HUMOREN:

Når "Friends" formår at stable klodserne så humoren spiller til seriens fordel, er den blandt de sjoveste sitcoms overhovedet - Uden tvivl! Humoren har dog tendens til det overdrevne og mange af seriens misforståelser såvel som plots kan ofte uden større besvær pilles fra hinanden. Da pointerne ved mange lejligheder leveres med enormt fokus på punchlines og åbenlyse invitationer til sarkastiske bemærkninger, er det meget tit nemt at se hvilke jokes serien bærer sig frem imod - Derved ikke sagt at det af den grund bliver mindre sjovt.

Humorens vilkår har en enorm fordel i de soap lignende træk serien gør brug af. Forfatterne kan i høj grad trække på vores kendskab til figurerne, deres følelser, deres fælles fortid og referencer. Dette kommer blandt andet til udtryk i en del længevarende jokes, som serien benytter sig af i hobetal.Her kan eksempelvis nævnes Ross´retfærdiggørelse af en nat med en anden kvinde mens han og Rachel er sammen, der udtrykkes gennem det ofte brugte "We were on a break!!"

Det er uden tvivl en fordel at serien har ikke færre end seks personligheder at trække på, da dette giver mulighed for at lege med en lang række humoristiske virkemidler. Chandler tilføjer den skarpe og sarkastiske tone, Phoebe det skæve og syrede, Monica det neurotiske, det pinlige osv.

De forskellige personligheder betyder at serien ydermere har en lang række automatiske problemstillinger som forfatterne kan bruge som udgangspunkt for forviklinger og underholdende diskussioner. Dette bruges ofte som katalysator for humoren i serien, eksempelvis som når vores palæontologiske videnskabsmand Ross må sande at han ikke kan overbevise den både overtroiske og paranoide Phoebe, om at evolutionsteorien er virkelig.

Det er dog uden tvivl det glimrende samspil mellem de 6 skuespillere, der selv hævder at være venner udenfor skærmen, der bærer meget af humoren. Hver for sig er de forskellige figurer sjældent tunge nok til at bære sig selv, måske mest tydeliggjort af den manglende succes på spin-off showet "Joey". Når de 6 venner til gengæld optræder i samlet flok og dialogen kører bedst, er de ganske enkelt intet mindre end vanvittigt gode - De mange priser serien modtog står som bedste bevis herfor.

KONKLUSION:

Det tog lang tid for mig at tage denne serie til mig. Den virkede ganske enkelt for mig, som værende en smule skabagtig. Dertil kom den underlige urealistiske opsætning af showet hvor en flok unge, ofte arbejdsløse, er bosat i enorme lejligheder, set med New Yorker øjne, på trods af ikke at have nogle økonomiske midler.

Med tiden mildnedes mit syn dog. Jeg begyndte at holde mere og mere af især Ross og Chandler og kunne pludselig sætte pris på den ofte meget hyggelige stemning der er i showet. Trods mindre irritationsmomenter, som jeg stadig mener serien har, er der ingen vej udenom at jeg virkelig sætter pris på den idag.

FAVORITAFSNIT:

"The one with unagi". Ross, der er lidt af en selverklæret karateekspert, bliver besat af tanken om at bevise overfor Rachel og Phoebe, der netop har studeret selvforsvar, at han besidder en tilstand hvor han konstant er tilstede og opmærksom på alle farer, en tilstand kendt som "Unagi".

Min personlige sitcom top ti: Nr.7

- "HVAD!?!"

Nogenlunde sådan kan mit første møde med komikeren "Drew Carey" og hans show "The Drew Carey show" bedst beskrives. Jeg var ikke begejstret, jeg var langtfra imponeret og latteren som man måler kvaliteten af disse shows på var stor set ikke eksisterende for mit vedkommende.

Velkommen til nummer syv på min personlige liste over de bedste sitcoms - Velkommen til "The Drew Carey Show".

FACTS:

Kørte 9 sæsoner fra 1995. Ude på DVD - Ja og nej. Sæson 1 kan købes med regionskode 1, men grundet stridigheder omkring rettighederne, må fans slå sig til tåls med minderne og Youtube.

BAGGRUND:

Drew Carey kommer til verden i 1958. Han vokser op i arbejderkvarteret "Old Brooklyn" i byen Cleveland, der tidligere var en del af den rygrad, som udgjorde USA´s tunge industri.

Ifølge Carey selv fødes han med seks tæer på sin højre fod og er på den måde fra starten af lidt af en særling. Carey, den yngste i søskendeflok bestående af tre drenge, er i sine unge år lidt af en "social pariah" og klarer sig efter sigende dårligt, på sin vej gennem det amerikanske skolesystem. Hans interesse i hans skolegang er minimal og kulminerer da han grundet sin mangelfulde deltagelse i undervisningen formår, ikke blot én men to gange, at få sig selv bortvist i college.

Den unge Carey lider af at være rodløs og mangler i høj grad retning i sit liv. Mindre besværligt bliver det ikke af at han døjer med depressioner og manglende lyst til livet - Noget Carey tilskriver hans fars alt for tidlige død, der finder sted da Carey er kun otte år gammel.

Han tumler med forskellige jobs, uden bemærkelsesværdig succes, og har svært ved at finde sin plads i solen. I årene efter sin succes skal Carey have beskrevet sig selv, i denne periode af hans liv, som værende "underlig og doven".

Som resultat heraf melder den dengang slanke Carey sig som reserve i den amerikanske flåde. Her er han i en årrække, men finder heller ikke her den røde tråd i tilværelsen. Carey flytter for en stund adresse til byen Las Vegas i ørkenstaten Nevada, hvor han arbejder som både tjener, bankassistent og pedel. Da mødet med de glitrende lys i Vegas langtfra viser sig gunstigt for Carey, vælger han igen at opsøge sine rødder i Ohio.

Da Carey vender hjem til en iskold vinter i midtvesten, igen uden fremtidsperspektiver, foreslår en nær ven ham at se nærmere på den lokale stand-up scene.

Efter at have studeret stand-up komikkens natur grundigt kaster Carey, der for første gang mærker sit kald, sig med stor iver udi en karriere på scenen. De næste år er Carey en særdeles aktiv komiker rundt om i Cleveland og opbygger hurtigt et glimrende navn for sig selv.

Karrierens foreløbige højdepunkt for den unge komiker bliver da han efter en optræden i det legendariske "The Tonight Show" med Johnny Carson, imponerer den erfarne vært i en sådan grad at denne inviterer Carey til at sidde med ved værtens bord, Carson´s setup er her at sammenligne med eksempelvis det man finder hos David Letterman.

Carey´s karriere tager herefter for alvor fart. Han får sin egen "Special" på kanalen "Showtime", roller af forskellige størrelser i diverse sitcoms, små biroller i film og endelig får han en bærende rolle i serien "The Good life" på kanalen NBC. Sidstnævnte bliver en kort og ubetydelig affære, men den introducerer Carey for forfatteren Bruce Helford, hvilket skal vise sig afgørende for Carey´s karriere.

Helford, der blandt andet har skrevet for "Roseanne" og den noget mindre succesfulde "The good life", ser et stort potentiale i Carey og hans "everyman" charme.

De to udvikler sammen rammerne for "The Drew Carey Show", der debuterede på amerikansk tv, på kanalen ABC, i september 1995.

HANDLINGEN:

I "The Drew Carey show" følger vi den joviale, overvægtige og altid muntre - Ja gæt selv - Drew Carey. Drew er en omgængelig og rar person, der konstant forsøger at se det bedste i tilværelsen på trods af konstante påmindelser om sin plads samfundet. Ikke overraskende er serien hensat til at foregå blandt den lavere middelklasse i byen "Cleveland", en tydelig reference til Carey´s virkelige liv.

Drew arbejder i skiftende stillinger for stormagasinet "Winfred-Lowder", hvis ledelse er en samling kyniske og sjældent set værre kapitalister. Disse benytter ganske jævnligt personalet som deres eget personlige dukketeater, og opstillingen i serien omkring den gode jævne arbejder mod de onde "fatcats" i toppen står derfor meget tydeligt.

Drew er som så mange andre amerikanere fanget i et udsigtsløst kontor job, med tilhørende klaustrofobisk bås - Naturligvis! Ofte må han sande at hans job består i at løse komplet ulogiske opgaver, der absolut ingen steder bærer hen - For Drew er utak i sandhed verdens løn.

Derudover plages Drew dagligt af at være tvunget til at arbejde med kollegaen "Mimi" - Iøvrigt spillet fantastisk af Kathy Kinney. Mimi er sekretær for Drews nærmeste chef og kan vel bedst beskrives som en grotesk, kvindelig, overvægtig terrorist i klovnekostume.

Mimi der som oftest tiltaler Drew med det lettere nedladende "Pig", kan ikke døje synet af Drew, hvad der iøvrigt er gensidigt, og skyer ingen midler i sin kamp for at forpeste Drew´s tilværelse. Om det indebærer at bedøve Drew og sende ham til Kina eller at date hans bror, betyder intet for Mimi, så længe det plager vores stakkels hovedperson.

I sin fritid omgiver Drew sig med sine venner Lewis, Oswald og Kate. Lewis, der spilles tudemorsomt af Ryan Stiles, kendt fra blandt andet "Two and a half men", er en perverteret rengøringsmand hos det meget lyssky firma Drugco, hvor man gør bedst i ikke at stille for mange spørgsmål. Oswald den godhjertede, omend barnlige og uintelligente ven, spilles af Diedrich Bader og slutteligt ser vi Christa Miller, kendt fra blandt andet "Scrubs", i rollen som den hårdtslående kønne tomboy Kate.

Senere i serien introduceres Craig Ferguson, kendt fra "The Late Late Show, som Drew´s komplet uforudsigelige, kokainsniffende britiske chef, som en af de bedste biroller i serien.

De fire har kendt hinanden fra barnsben og bruger størstedelen af deres tid på at hænge ud i Drew´s hus, som han har overtaget fra sine forældre. Her spilles der pool på det udendørs poolbord i baghaven, computerspil, Carey er selv en ivrig gamer i virkeligheden, og drikkes øl til den helt store guldmedalje.

Vores firkløver er harmonisk bande, der ikke holder sig tilbage når det kommer til at have det sjovt og få en øl, gerne indtaget på "The Warsaw", som er vore venners foretrukne tilholdsted når Drew´s hjem bliver for trangt. Som seere kommer vi hurtigt til at nyde deres indbyrdes skænderier, op og nedture, og de elementer af "soap" som serien flirter med. Kate, der op gennem årene, har været kærlighedsinteresse for alle tre mænd, indgår i flere umulige forhold med både Oswald og Drew, som serien skrider frem.

Gennem de ni sæsoner følger vi karakterne gennem en del udvikling. Drew når gennem flere stadier i tilværelsen, han dater en ældre kvinde, han ernærer sig i en periode som musiker og sammen starter de fire venner også et mikro-bryggeri med den koffein-holdige øl "Buzz beer" i Drew´s garage, der udgør seriens omdrejningspunkt i en længere periode. Handlingen kommer over de ni sæsoner ganske vidt omkring og vi bliver præsenteret for en del gode biroller, men seriens udgangspunkt er og bliver Drew, hans kontorjob, hans kampe med Mimi og hans samvær med de tre venner.

Humoren:

"The Drew Carey show" er svært at sætte i bås humormæssigt. Serien favner enormt bredt i forhold til hvilke virkemidler den gør brug af. Serien når både at indeholde elementer af "musical" genren, det yderst surrealistiske, satire og den type jovial sitcom humor vi blandt andet ser i serier som "Roseanne" og "Home Improvement".

Som udgangspunkt kan det siges at serien er ganske grov i sin omgangstone. Man er ikke bange for hårde punchlines, vold, druk eller sex i "The Drew Carey Show".

Serien går dog langt videre end dette og indeholder enormt mange surrealistiske elementer. Eksempelvis er karakteren "Mimi", med hendes hær af trolledukker på hendes skrivebord, hendes klovnekostumer og hendes nærmest groteske grad make-up et meget surrealistisk element i serien. Da Drew´s bror senere i serien dukker op, er det som transvestit og firmaet Drew´s ven Lewis arbejder hos, det berygtede Drugco, skjuler alt fra muterede kæmpedderkopper til en kattekvinde, med hvem Lewis senere indgår i et forhold med.

Man kan derfor sige at serien som udgangspunkt bygger på Drew´s "everyman" karakter og jævne tilværelse, men hvor Drew´s liv er nogenlunde normalt lurer det surrealistiske og groteske altid i baggrunden. Skal man analysere på dette, kan det i nogen grad tilskrives at være en kommentar til hvor lidt "normalitet", der i grunden er i vores eksistens hvis man ser på den udefra. Hvorvidt dette er korrekt må være op til den enkelte seer at vurdere.

KONKLUSION:

Da jeg første gang så denne serie, havde jeg i høj grad svært ved at forstå dens humor, og i særdeleshed personen "Drew Carey". Seriens humor var ganske enkelt for "legesyg" og utøjlet til at jeg kunne finde hoved og hale i hvad jeg skulle mene om universet. Serien leger med så mange elementer af humor at man til tider kan blive ganske svimmel af det - Angiveligt skulle dette have været endnu værre i USA hvor serien blev ledsaget af konkurrencer i at spotte fejl der var lavet med vilje, til hvert enkelt afsnit.

Når jeg alligevel er endt med at holde urimeligt meget af denne serie, der ikke kan erhverves som andre sitcoms, skyldes det at Drew Carey er en fantastisk figur at følge. Hans kampe med Mimi, hans job og hans småtbegavede venner er fantastiske og han er naturligt sjov foran et kamera.

Det surrealistiske er nok meget en smagssag, men jeg har lært at holde af det."The Drew Carey show" kan vel bedst beskrives som en hybrid mellem de animerede shows såsom "The Simpson" og "Family Guy" og de regulære sitcoms som "The King of Queens" og "Roseanne".

Desværre sluttede serien på en lidt sørgelig note, idet seertallene svigtede serien og serien i nogen grad svigtede sin egen logik, men de første fem til seks sæsoner er absolut sitcom i særklasse. Det er godt produceret, det er velskrevet og karaktererne har både personlighed og humor - SE DEN!

FAVORITAFSNIT:

Da Drew meget overrasket lader en ung smuk kvinde købe ham en drink i lufthavnen. Flere dage senere vågner han omtåget og forvirret op på Den Kinesiske Mur. Kvinden i lufthavnen er bestukket af Mimi, der efter at have været offer for en af Drew´s fælder er hævntørstig som aldrig før.

Da det går op for "Mr.Wick", Drew´s chef, er hans reaktion, sagt på tykt anstrengt britisk "Carey in China!", hvorefter han hånligt grinende går ind på sit kontor - MAGELØST!

Min personlige sitcom top ti: Nr.8

FACTS: Kørte 8 sæsoner fra 1991. Ude på dvd - Ja.

BAGGRUND:

D.2 oktober 1978 står en ung spinkel mand i en lufthavn i delstaten Michigan. Han bærer et stort overskæg, han har mørkt mellemlangt hår og han må formegentlig tænkes at være ganske anspændt på dette tidspunkt. Med sig har han medbragt cirka 650 gram kokain, tallet varierer, men hans karriere som smugler skal vise sig at blive ganske kort.

Timothy Allan Dick, en ung 25 årig man fra en ganske velstående familie i Detroit forstaden Birmingham, har netop begået sit livs fejl. Han er blevet taget i en amerikansk lufthavn med mere end et halvt kilo kokain, og i staten Michigan straffes folk med livstid i fængsel for mindre.

Presset af situationen og de dystre fremtidsudsigter vælger den unge mand, mod en nedsat straf, at forsyne politiet med navnene på de mennesker, med hvem han samarbejder. Timothy går fra bordet med en straf på 5 år, men løslades allerede førend han når at se sit tredje år bag tremmer, grundet usædvanlig god opførsel.

Timothy Allen Dick kommer til Detroit forstaden Birmingham som 13 årig. Timothy er oprindeligt fra Denver Colorado, men da hans far bliver offer for en trafikulykke, angiveligt grundet en spritbilist, finder hans mor sammen med sin tidligere high-school kæreste, en succesfuld forretningsmand. Sammen med Timothy og hans søskende flytter de i 1966 til området omkring Detroit, på dette tidspunkt er byen blandt de mere velstående i landet, for at starte en ny tilværelse.

Timothy opbygger gennem sin tid i high-school et passioneret forhold til alt hvad der omhandler maskiner, biler og klavermusik. Ikke overraskende husker hans klassekammerater ham for hans humor og i high-school bliver Timothy ved flere lejligheder valgt til "klassens klovn". Han når inden sin dom at optræde på Detroit Comedy castle i Detroit og udvikler kortvarigt en smag for stand-up.

Da Timothy i starten af firserne igen er en fri mand siges det, at én eller flere af hans venner udfordrede ham til igen at gribe mikrofonen på comedy-klubberne i Detroit. Timothy, der velvilligt tog mod udfordringen, indså hurtigt at hans talent på scenen havde potentiale til at tage ham længere op i systemet og skabe ham en karriere. Navnet blev kortet ned til Tim Allen og man begyndte nu at støde på den unge Tim i både reklamer og tv-transmiterede stand-up udsendelser. Tim´s materiale på scenen omhandler meget ofte det maskuline forhold til maskiner, biler og frem for alt rå styrke og leveres gerne med både selvironi og et glimt i øjet. Således fødes Tim´s mantra om "MORE POWER!" og hans kendte signatur brovten flere år inden hans show ser dagens lys.

Tim forlader "Motor-city", til fordel for solskinsrige Los Angeles og bruger de næste år på at perfektionere sin figur og komik. Det skal vise sig at være umagen værd, for i årene efter ses Tim Allen som kærkomment indslag i de populære Late Night programmer og får ydermere sine egne "specials" på amerikansk kabel tv.

Da nogle ansatte fra Disney´s produktionsselskab Touchstone ved lejlighed ser en af disse "specials", fødes idéen om et show bygget rundt om Tim Allen´s figur. Tim´s liv bliver herefter aldrig det samme igen. Touchstone går helhjertet efter projektet og Matt Williams, et navn vi også stødte på i forbindelse med "Roseanne", skriver sig på som både medforfatter og producer. Matt der har hjulpet serier som "The Cosby Show" og "Roseanne" på benene er blandt de bedre forfattere i branchen. Tim og Matt´s visioner går godt i spænd og "Home Improvement" er en realitet!

HANDLINGEN:

I september 1991 møder vi første gang familien Taylor på amerikansk tv. Det er tv-stationen ABC der introducerer amerikanerne for den harmoniske familie, der er bosat i Detroit. Stationen ser det som lidt af en satsning da amerikansk tv på dette tidspunkt domineres af sitcoms, hvis fokus hviler på smarte single-mennesker med smarte tilværelser i USA´s storbyer. Hos ABC tror man dog på familien og man håber på at kunne tage kampen op mod den store konkurrent, bedre kendt som NBC, som på dette tidspunkt har stor succes med deres mange sitcoms.

"Home Improvement" bliver næsten øjeblikkeligt en succes!

Tim´s humor er nem at omsætte til tv og voksne såvel som børn falder for serien i hobetal. Showet holder sig gennem samtlige 8 sæsoner på toppen af seerlisterne og slutter af med et brag.

I korte træk handler showet om Tim "The Toolman" Taylor, hans kone Jill Taylor, spillet yderst troværdigt af Patricia Richardson og deres tre børn Brad, Randy og Mark.
Naboen til familien "Wilson", hvis ansigt vi udelukkende ser fra næsen og op, fungerer som en slags frivillig rådgiver for den lettere kvinde-forvirrede Tim, og spiller som oftest en rolle i udfaldet af afsnittets handling. Wilson, der er belæst i mangt og meget, deler gerne sin visdom med familien, særligt Tim, men som oftest tolkes hans råd mildest talt forkert og resultatet er ganske underholdende for os som seere.

Familien er bosat uden for Detroit, i hvad der forekommer som en tilforladelig forstad. Tim driver sit eget lokale populære tv-show kendt som "Tool time", oprindeligt døbt "Hammer time", hvilket måtte opgives af åbenlyse årsager, der er en stor succes. Showet er en hyldest til Tim´s kærlighed, til alt hvad der maskulint og er sponsoreret af det fiktive firma Binford. Jill går derhjemme med børnene, hun prøver dog senere i serien sit held på jobmarkedet, og Tim og Jills hjem er et rart øvre middelklassehjem.

Som seer følger vi ofte tilblivelsen af de forskellige "Tool Time" shows, hvor Tim får hjælp af sin meget godmodige og uendeligt tålmodige assistent Al Borland. Som oftest ender de forskellige shows i kaos da Tim, med sin besættelse af "MORE POWER!" ofte formår at sætte enten strøm, ild eller begge dele til sig selv. Den løbende joke i forhold til dette er Tim´s nedladende opførsel overfor sin langt dygtigere assistent, der konstant må finde sig i Tim´s fornærmelser af både ham selv og ikke mindst hans mor. "Tool Time" havde i de to første sæsoner også en kvindelig assistent, hvis skikkelse skulle tiltrække sig ganske megen opmærksomhed fra de mandelige seere. Hun forlod showet efter 2.sæson for at forfølge sin egen karriere, hendes navn var Pamela Anderson.

Tims familie er yderst harmonisk og er en stor afvigelse fra eksempelvis det mijø vi så i "Roseanne", dog uden at vi nærmer os et univers , der kommer i nærheden af det man finder i serier såsom "Full House". Hos familien Taylor taler man om tingene og arbejder sammen til fordel for alles bedste.

Familiens dagligdag, set med seerens øjne, fokuserer i udpræget grad på de problemer Tim skaber, gennem sin manglende indsigt i den kvindelige psykologi - Navnligt Jills. Tim og Jill forsøger at gøre deres bedste med børnene, selvom Tim mange gange ubevidst saboterer dette. Med tre raske drenge har Tim en glimrende baggård væk fra jobbet, med hans store interesse i maskiner og biler. Sammen med sine tre sønner deler Tim sin store interesse i sport, biler og håndværk og livet er generelt godt. Som serien skrider frem fokuseres der også på drengenes teenageproblemer, men generelt er showets handling sat omkring dagligdagens små trivialiteter.

Vi ser karaktererne i serien udvikle sig over sæsonerne, men som udgangspunkt slutter "Home Improvement" ligeså velmenende som den starter - Det er hyggeligt og det er meget amerikansk.

HUMOREN:

Humoren i "Home Improvement" er skrevet således at den er tilpasset både det unge og det ældre publikum, som fulgte familien Taylor gennem tykt og tyndt. Det er uden tvivl de mange komplikationer mellem Tim og omverdenen, da Tim jo som bekendt er en rigtig mand der taler i "horsepower" fremfor følelser, der er rygraden i seriens komik. Tim´s manglende forståelse for alt der ikke er i stål og træ fører ofte til en række sjove komplikationer, hvor Jill, som er en intelligent og stærk kvinde, forlanger at Tim selv må indse fejlene i hans opførsel, hvilket han ofte finder svært. Som resultat af dette ser vi ofte Tim opsøge sin nabo "Wilson", for at rådføre sig og finde svar på det her med følelser og lignende. Tim og Wilson taler dog sjældent samme sprog, men det lykkedes som regel alligevel for Tim at forstå pointen, omend han ikke selv er klar over det, og herefter følger vi gerne Tim´s noget besynderlige forsøg på at udbedre sine skader.

Sammen med Tim´s uendelige forsøg på at nedgøre sin assistent Al Borland og hans konstante overvurdering af egne evner, er seriens humor baseret i høj grad på misforståelse og kampen mellem mænd og kvinder, og det er ofte sjovt, men ofte også MEGET forudsigeligt.

Seere der foretrækker humoren i "Family Guy" og som føler sig mere hjemme i satire og den grovere humor, vil næppe finde megen glæde i denne lidt "venlige" serie, men som et gensyn for de af os, som så den i sin tid, er humoren klart tiden værd!

KONKLUSION:

"Home Improvement" er et glimrende show, der bærer præg af at være et familieshow. Det har en langt blankere overflade end eksempelvis "Roseanne" og humoren bliver aldrig farlig, men hvad serien mangler i grove skud fra hoften har den i rigelige mængder i familiehygge og varme. Personligt bryder jeg ikke meget om serier som "Family Matters", "Step by Step" og "The Cosby Show", hvor præmisserne simpelthen er for uvirkelige. "Home Improvement" lander et sted i midten mellem disse shows og "Roseanne". Man har gjort plads til figurer med nogen dybde og tillader fra tid til anden også nogle relativt hårde punchlines, men det er fremfor alt en serie for familien.

Når det så er sagt - Så er "Home Improvement" noget nært den perfekte sitcom til hele familien og den tager sit publikum ganske alvorligt.

Tim Allen er perfekt som den brovtende skabs-chauvinist, der elsker lugten af motorolie og styrke. Patricia Richardson er næsten perfekt castet som Jill Taylor, da hun er ganske troværdig i sin rolle. De tre børn spilles nogenlunde okay og Richard Karn fremstår yderst behagelig i rollen som Al Borland og må siges at være en af de sjovere boksebolde i en sitcom.

FAVORITAFSNIT:

Da Al og Tim i et svimlende anfald af jalousi og vanvid begiver sit ud i et kapløb på liv og død for at for at dyste om hvem, der kan dekorere det vildeste hus op til jul.

Tim går selvfølgelig hele linen ud og må til sidst benytte solbriller for at opholde sig i sin forhave, grundet lyset fra de mange dekorationer.

Min personlige sitcom top ti: Nr.9

Vi befinder os i slutningen af "grådighedens årti". Reagan har pakket seksløberen væk og otte år med den stærke mand fra Illinois er så småt ovre. Forud er gået flere år med et enormt overforbrug, glohede kreditkort og et enormt fokus på materiel velstand. Regningen for forbruget bliver markant større end ventet og i slutningen af firserne er USA officielt i recession og tømmermændene fra forbrugsfesten er sat ind. Middelklassen skrumper, de rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere og situationen er hård ved mange.

USA der i flere årtier har været hjemsted for verdens rigeste og mægtigste middelklasse, må nu se måbende til mens den jævne amerikaner kæmper for at holde skindet på næsen i hvad der mere og mere ligner en håbløs økonomi.

Serien vi skal se på denne gang er skabt med dette historiske tæppe i baggrunden og bærer stort præg af det - Velkommen til nr 9 på min liste!

BAGGRUND:

I vores søgen efter det bedste grin garneret med skøn dåselatter, er vi denne gang havnet i den fiktionelle by "Lanford". Byen ‘ligger" i delstaten Illinois og er efter sigende beliggende i ganske umiddelbar nærhed af storbyen Chicago. Rent geografisk er vi derfor ikke langt fra "The Bundys" palæ, på Jeopardy Lane, som vi mødte i forrige blog.

At vi denne gang starter så tæt ved hvor vi slap sidst, er yderst passende på ganske mange områder. Serien vi skal se på nu læner sig nemlig tæt op ad den ideologi Al Bundy så smukt definerede i "Married with children, en ideologi hvor de forenede stater langtfra er Guds eget land og hvor sarkasmen er det krydderi, der formår at få den ubærlige hverdag til at glide ned, mens vi sukker efter det gode liv og afbrækket kendt som "weekenden".

I slutningen af firserne leger de to producere Marcy Carsey og Tom Werner, skaberne bag "The Cossby show, med idéen om et letbenet, jovialt og mere kantet show, med fokus på en amerikansk arbejderfamilie. De to producenter driver firmaet "Carsey-Werner", der senere hen producerer store hits som "That 70´s show", og har grundet deres store succes med "The Cosby show" ganske stor indflydelse i branchen. Begge producenter råder over personlige formuer på mere end en halv milliard usd, og ser de noget de kan lide har de råd til at gå efter det.

Et andet sted i landet dukker en noget særpræget skikkelse op på den amerkanske stand-up scene. Hun er overvægtig, hun er rapkæftet, hun har en vanvittigt nasal stemme og så har hun høj grad ben i næsen.

Roseanne Barr, en husmor med lommesmerter og rod i tilværelsen, fra mormon-staten Utah, havde i starten af firserne held til at skabe et navn for sig selv som stand-up komiker rundt omkring i USA. Det siges at hendes karriere som komiker ikke var frivillig eller tilsigtet, men Roseanne var god på en scene. Hendes materiale tog udgangspunkt i hendes eget kaotiske familieliv, samt manglende interesse for samme og havde en meget ærlig og pågående tone. Omend ubevidst var Roseanne Barr på denne måde med til at skabe rammerne til hvad der skulle blive hendes livsværk.

Efter nogle succesfulde optrædener i byen Denver og sidenhen på tv, havde Roseanne fået skabt stor opmærksomhed omkring sig selv og hendes humor. Hendes navn var efterhånden blevet et af de større i branchen og flere og flere mennesker begyndte at ligge mærke til den højlydte dame, der sagde sin mening når og hvor det passede hende. Når Roseanne gik på scenen var det de traditionelle kvindelige værdier, der blev angrebet. Idéen om den konservative husmor, der med stille glæde udførte hjemmets opgaver og tog sig kærligt af børnene blev gang på gang flået fra hinanden. Roseanne talte åbent på scenen om hvor forfærdelige hendes børn i virkeligheden var og om hvor lidt hun i grunden gad at opdrage på dem.

At se en kvinde tale om forbandelsen ved børn og en mors manglende lyst til udleve familielivet, var på daværende tidspunkt relativt kontroversielt, men for Roseanne var det vigtigt at få kvinder til at fremstå magtfulde og i kontrol over deres egne valg - Kontroversielt eller ej!

Roseanne´s stand-up komik, hendes meget ligefremme natur og hendes særlige udseende, gjorde at hun var som skabt til hovedrollen i Carsey-Werner´s nye produktion. Med Roseanne i spidsen, givet at hendes humor kunne omsættes til tv, ville de to producere have noget nyt og interessant at sætte i spidsen for deres satsning, et nyt trækplaster der kunne konkurrere med de største på tv.

Carsey og Werner var på denne måde med til at starte den trend, der i årene efter ville præge amerikanske sitcoms. En trend hvor producenter støvsugede comedy-klubber for at finde komikere hvis optrædener kunne omsættes til sitcoms. De bedste eksempler på dette værende eksempelvis "Seinfeld" og "Everybody loves Raymond" hvor humoren i høj grad bygger på Jerry Seinfeld og Ray Romanos stand-up materiale.

Roseanne Barr´s betydning for showet skulle hurtigt blive så stor, at den oprindelige titel "Life and stuff", blev droppet til fordel for det noget mere, i mangel af bedre ord, selvcentrerede "Roseanne".

Som Roseannes on-screen ægtemand faldt man over den dengang ukendte John Goodman. Goodman havde lavet en stribe tv-reklamer for blandt andet 7-up og Levis, men havde endnu ikke haft held til at slå igennem i film.

Som de tre højrøstede børn hyrede man Michael Fishman, den yngste søn "D.J", Sara Gilbert, familiens tomboy "Darlene" og Alicia Goranson, den ældste og yderst drengeglade "Becky".

Som Roseannes søster ses Laurie Metcalf og blandt de mest interessante biroller ses store navne som George Clooney, Roseannes chef "Booker" og Johnny Galecki som Darlenes store kærlighed.

Castet fungerer glimrende, omend der ikke er tale om deciderede store præstationer, men det er udelukkende Roseanne Barr og John Goodman, der bærer serien frem. Deres samspil er noget nært perfekt og som seer ledes man ofte til at tro at deres forhold uden for skærmen må have været ganske positivt, da deres forhold forekommer både oprigtigt og naturligt.

Serien gik i luften i 18 oktober 1988, kort tid efter "Married with children", Roseanne blev inden denne serie faktisk tilbudt rollen som "Peggy Bundy i førnævnte men takkede nej, og blev næsten øjeblikkeligt en succes. Kulisserne var gode, seriens intro var dyrt produceret og mindede i mange detaljer mest om en dyr reklame-film fra den periode og castet faldt enormt godt i med deres roller.

Seerne tog godt imod den lidt rå familie og hele idéen om en relativt fattig arbejderfamilie, der kæmpede for at klare sig i den amerikanske virkelighed, faldt perfekt ind i tidsånden - Serien blev et forbillede for den amerikanske ånd hvor troen på optimisme og bedre tider er mindst ligeså naturlig som "Den amerikanske drøm".

HANDLINGEN:

Som seer inviteres du med indenfor dørene i familien Conners slidte, men hjertelige hjem i Lanford. Hos familien Conner er tonen løs og uformel, og har man noget på sinde, hvad enten det være sig positivt eller negativt, så ytrer man sig! Om det sker i munden på hinanden rundt om aftensmadsbordet og på et lydniveau, der nærmer sig "børnehave" går man ikke så højt op i, for hos familien Conner har man albuerum. Hvad man derimod ikke har meget af er økonomisk sans eller midler. Familien må ofte vælge mellem nye sko til husets patriark eller en kjole til den ældste datter, der snart skal til bal. Derfor bruger man heller ikke mange penge på møbler, kultur eller anden adspredelse, og hjemmet med dets slidte møbler og hundemalerier bærer stort præg af dette.

Roseanne arbejder i skiftende stillinger, som ufaglært på fabrik servitrice og meget andet. Hverken hende eller hendes ofte arbejdsløse mand har gået på college, og må derfor nøjes med små dårligt betalte jobs. Dan ernærer sig som bygningsarbejder, men må grundet økonomien i landet, ofte sande at hans kone trækker læsset, da arbejde er svært at få.

Roseanne og Dan holder utroligt meget af hinanden, de elsker deres børn og bruger ikke tiden på forbitrelse over deres valg eller situation, men finder istedet glæden ved de små ting i hverdagen og hinanden. Ofte løses konflikterne i hjemmet med en god portion humor og hverken Dan eller Roseanne mangler hjerte eller intellekt.

Kultur går man ikke højt op i, trods Roseanne i sin ungdom drømte om at ernære sig som forfatter, men skal du have hjælp til at fixe pick-up trucken eller nyde en burger med en "cold one" til, er familien Conner altid rare at have i nærheden - Det er meget amerikansk, på godt OG ondt!

Gennem de ni sæsoner følger vi familiens op og nedture gennem forskellige jobs og situationer meget nært. Serien tager en gevaldig deroute i de sidste afsnit, noget den ville blive notorisk for, da fans af serien følte sig ekstremt forrådt. I der har set serien ved hvad jeg mener, mens jeg for andre kan afsløre - Spoiler forude - at familien Conner, ved en tilfældighed ender som mangemillionærer - En meget dårlig beslutning fra producenternes side i et noget desperat forsøg på at øge seertallet.

Der er i denne serie ganske megen karakterudvikling og seriens figurer, med undtagelse af karakteren D.J, min personlige mening, er ganske interessante af følge.

Serien beror en stor del af sin charme på den anderledes tone og det ganske gennemførte plot med den hårdt kæmpende familie, og kan i bedste fald sammenlignes en smule med den danske historie om "Krummerne", hvor vi ligeledes befinder os i et univers hvor karakterne nok mangler elegance og pli, men til gengæld har både hjerterum og glæde nok til at klare hverdagens små strabadser - Når bare de har hinanden.

Serien modtog stor ros for sin evne til at behandle kontroversielle emner, såsom homoseksualitet, unge mødre, racisme og teenageproblemer. Roseanne Barr skulle efter sigende bære meget af ansvaret for netop dette, da de emner der blev behandlet ofte stammede fra problemer hun selv havde kæmpet med uden for skærmen.

HUMOREN:

Humoren i serien er ofte sarkastisk, måske endda for ofte, da man som seer ender med at kunne forudse en stor del af pointerne. Roseanne bruger konstant selvironi og sarkasme som et middel til at afvæbne de problemer, der måtte opstå i hverdagen, og det har både sine fordele og ulemper. Fordelen ligger ofte i at serien netop derved evner til at behandle seriøse emner humoristisk. Roseanne bruger humor i alle aspekter af hverdagen, hvorfor det virker helt naturligt når emner såsom racisme behandles med et glimt i øjet. Ulempen er når man som seer sagtens kan se ti skridt frem og fornemme hvilke jokes der er under opsejling, der bliver showet til tider ordinært.

Ikke desto mindre formår skuespillerne at levere deres punchlines med både skarphed og god timing, hvilket gør at man ofte morer sig i selskab med familien.

Både John Goodman og Roseanne Barr lader til at have "funny bones" og virker komfortable med at lege med humoren, hvilket gør at serien ofte fremstår meget naturlig i sin omgang med komikken.

Humoren vi får fra børnene, er som oftest med humor fra børnestjerner. Det er sjovt og kært i små doser, men ender med at blive ganske påtrængende i længden.

Der er intet kontroversielt, den idag ved serien eller dens humor, men den tone og de jokes serien benytter sig af, fungerer mindst ligeså godt idag som dengang - Nye seere vil sagtens kunne more sig!

OBS! Da denne blog blev for lang til de tilladte 12000 tegn kan du læse "Konklusion" og "Favoritafsnit" som den første kommentar :)

Min personlige Sitcom top 10: Nr.10

De senere år har hele idéen om top-ti lister oplevet et skønt boom i popularitet. Jeg skal ikke begive mig ud i nogen længere redegørelse for hvorfor det nu er blevet sådan, men en hurtig konklusion kunne være at Youtube, sammen med de video-journalister, mange af os har lært at holde af, herunder folk som "The Nostalgia Critic, selvom denne nu holder sig til top 11 lister, idet han helst går "one step beyond", har pustet nyt liv i genren på formidabel vis.

Uanset hvad årsagen måtte være til populariteten, er det et faktum at man overalt i sin færden på nettet konstant støder på diverse ratings af alt fra kendis-fadæser til top-ti lister over Apple produkter gennem tiden.

Vi elsker den her form for hurtig indeksering af diverse emner, idet den hurtigt og nemt giver os overblik over afsenderens mening om ting vi sikkert selv har en holdning til. Det er nemt, overskueligt, og har skribenten, eller hvad det nu være sig, samme mening som os, er det fedt, har denne ikke, er det kun endnu bedre, idet vi så kan fryde os over denne persons mangel på indsigt og forståelse for det materiale, der behandles.

Med alt dette i baghovedet vil jeg nu begive mig ud i min egen top-ti. Jeg har valgt et emne der har stjålet så uendelig meget tid gennem mit 28 år lange liv, noget jeg har holdt af fra det øjeblik jeg blev gammel nok til at sætte pris på tv, der ikke var animeret, noget jeg konstant kan vende tilbage til og som jeg aldrig vil stoppe med at sætte pris på - Vi taler om genren kendt som "Sitcom".

Jeg har ingen intentioner om at behandle emnet særligt dybt, idet det sikkert for de fleste står ganske klart hvad præmisserne for en sitcom er.

Nå, men lad os komme igang og få set på serien der stryger ind på listen som nummer 10:

10: Married with children - Eller som den blev døbt herhjemme "Vore værste år".

FACTS: Kørte 11 sæsoner fra 1987. Ude på dvd - Ja.

BAGGRUND:

Serien kom væltende ind i de amerikanske hjem i det herrens år 1987, og for mange mennesker, "over there", var der her tale om et show, der ABSOLUT ikke hørte hjemme i "gode" amerikanske hjem. Fox satsede dog hele butikken, hvilket skulle vise sig ganske gunstigt for tv-stationen, der i denne periode var under betydelig pres fra konkurrenterne. Amerikansk tv var i disse år "plaget" af en række serier, der hyldede familielivet og de gode sunde værdier. Humoren i disse serier var ofte ganske harmløs og problemerne cirkulerede for det meste omkring små uskyldige ting i hverdagen, således at man ikke fornærmede de sarte seere bag skærmene i de amerikanske hjem. Serier som "The Cosby show" og "Blomsterbørns børn", satte familien øverst og gjorde det nærmest så kvalmende sødt og surrealistisk at det for de fleste seere faldt dem svært at relatere til figurene.

Med andre ord var scenen helt åben for et show med større mod og noget nyt på sinde.

Shows såsom "Married with children" og "Roseanne" tog imod denne udfordring med åbne arme og gav os noget helt nyt og forfriskende skønt.

HANDLINGEN:

Showet handler i korte træk om en "white trash" familie, der er bosat i en forstad til storbyen Chicago. Udtrykket "white-trash" bruges ganske løst i denne sammenhæng, idet serien ikke tager udgangspunkt i en troværdig virkelighed, men snarere er et satirisk kig på amerikanske kerneværdier såsom familie, job og livet i forstæderne.

Familien vi følger i serien går under navnet "Bundy". Forældrene kendes som Al og Peggy Bundy, mens deres børn går under navnene Kelly og Bud Bundy.

Som enhver amerikansk kernefamilie har "The Bundy´s" også et kæledyr, og hunden Buck Bundy, får i serien også en del opmærksomhed, indtil den går bort.

Kongen af familien, Al Bundy, hvis liv ikke har formet sig heldigt, bruger sine vågne timer som sælger i en sko-forretning. Kunderne i denne butik består primært af svært overvægtige og gennemgående ubehaglige kvinder. Al har generelt et ganske svært forhold til kvinder, med undtagelse af dem man finder i de blade der står bagerst på hylden og de der vrider sig på scenen mod betaling i 1-dollar sedler.

Al er en gigantisk skuffelse for sine omgivelser, sin familie og ikke mindst for sig selv. Som ung spillede han amerikansk high-school fodbold, havde en lovende karriere foran sig og opnåede sit livs, og ikke mindst Polk Highs, højdepunkt da han i løbet af én kamp scorede fire touch-downs - Noget der bliver nævnt et utal af gange i serien.

Al begår dog én gigantisk fejl på vej mod stjernerne, en fejl vi som seere lærer at kende som Peggy Bundy.

For som det nærmest er en lov derovre, nyder de populære atleter i high-school en vis beundring fra det kvindelige publikum, og for Al er det svært at stå for fristelsen da en rødhåret, storbarmet kvinde byder sig til - Til lavpris kan det her tilføjes.

Før Al ved af det, er Peggy gravid, og med et barn på vej, gør Al det eneste rigtige og tager et job sommeren over, så finanserne i det mindste kan få nogle anstændige vilkår.

Hvad der skulle have været en kort fornøjelse som sælger i en sko-forretning, i et gudsforladt indkøbscenter, ender dog med at blive Als "karriere" og før han har set sig om er han "Married with children" og alle tanker om fodbold er erstattet med tudeture, et enormt had til Peggy og to børn, der vel bedst kan beskrives som usympatiske.

Als kone Peggy, der i sin ungdom var omdrejningspunktet for de lumre samtaler i omklædningsrummet hos drengene, lader sig reducere til en fast sofahynde i hjemmet, og bruger sine vågne timer på at foræde sig i slik, i serien foreviget som "Bon´Bons´" og blive klogere på livet gennem mandefjendske analyser i "The Oprah Winfrey" show.

Peggy lader det på alle tider være ganske klart for Al, at hans formåen i tilværelsen er en skuffelse, og forholdet er alt andet en kærligt og respektfuldt. Peggys forhold til sine børn er også alt andet end moderligt, og Kelly og Bud lærer fra en tidlig alder at tage vare på sig selv.

At Al´s børn er en skuffelse, kan vel næppe komme bag på nogen, givet deres udgangspunkt i livet, men som seer overraskes vi alligevel til tider over deres mangel på moral og værdier.

Kelly, den ældste af de to børn, er en køn blondine, spillet af Christina Applegate, der senere ses i biroller i blandt andet "Venner", hvis forhold til mænd er det gennemgående problem i hendes tilværelse. Da hendes egen far finder det ganske svært at være en god faderfigur, udvikler Kelly sig i retning af sin mor og bliver, kendt som skolens tøjte. Kelly mangler mildest talt dømmekraft og kan vel nærmest karakteriseres som direkte dum.

Bud derimod er yderst intelligent, men hvor hans søster er yderst populær hos det modsatte køn, er Bud plaget af en ekstremt seksuel appetit, der desværre ikke mættes, idet han betragtes som et socialt udskud og som værende lidt af en taber.

Slået sammen udgør hele denne familie et fantastisk og velfungerende univers af sarkastiske hentydninger, vold og indædt had.

Der er stort set ikke skyggen af karakterudvikling i serien og problemerne vi møder i de første sæsoner af serien er stor set de samme som senere hen. Birollerne i serien befolkes af et ganske underholdende cast, men det er uden tvivl seriens trækplaster, Al Bundy, der stjæler langt det meste af opmærksomheden.

HUMOREN:

Sammenligner man med serierne, der ellers kørte i amerikansk tv på daværende tidspunkt, var denne serie både provokerende, amoralsk og meget grænseoverskridende.

Set med nutidens øjne, er den dog ganske harmløs.

Dette skal dog ikke forstås sådan at "Married with children" er kedelig eller uden pondus, for det er den bestemt ikke! Humoren bæres ofte frem af sarkasme og direkte ondskabsfulde hentydninger til folks udseende, værdier og ikke mindst vægt. Punchline efter punchline leveres ofte med bidende god timing og det er en fornøjelse at være vidne til når hele familien går op i en spids.

Ligeledes er det fantastisk når familien står sammen, hvilket den altid gør, når en udefra kommende faktor angriber den eller dens værdier. I disse tilfælde oplever vi ofte hvordan Peg og AL står side om side og leverer fuldtræffer efter fuldtræffer!

KONKLUSION:

"Married with children" er et skønt øjeblik i amerikansk tv-historie. Serien var forgænger for en type humor vi ser mange steder idag såsom i "Family Guy", hvor traditionelle værdier ikke har fred eller helle i forhold til latterliggørelse og hån.

Samspillet mellem de forskellige skuespillere er ganske velfungerende, men det er Ed O´Neill, der som Al Bundy gang på gang stjæler billedet som den forbitrede sko-sælger hvis elendighed ingen ende vil tage.

Katey Sagal, Peggy Bundy, fungerer også strålende i sin rolle, og hendes karakteristiske hånlige grin, hvad enten det bruges overfor hendes børn eller Al, beskriver nærmest perfekt hvor elendigt et menneske Peggy i grunden er.

Både Katey Sagal og Ed O´Neill fik dog malet sig selv op i et kreativt hjørne med disse roller, idet det for mange blev svært at se dem som andet end Al og Peggy Bundy. Begge forsøgte sig sidenhen i både film og nye komedieserier, men skyggen fra denne serie var nok desværre for lang.

Christina Applegate og David Faustino er yderst kompetente som Kelly og Bud, men ikke mere end at man føler at de sagtens kunne have været spillet af andre skuespillere på samme alder.

Der kan nævnes en række yderligere præstationer i serien, herunder Marcy Darcy og Jefferson, Bundy familiens naboer, men listen bliver ganske enkel for lang hvis alle figurer skal gennemgåes.

"Married with children" fortjener at blive set af alle der holder af sitcom genren, om ikke andet så for dens historiske betydning. For mig var denne serie det, der introducerede mig til hele sitcom idéen, og derfor var jeg nok også mindre kritisk dengang, men for helvede hvor holder jeg dog meget af denne serie.

Forvent ikke, hvis du ikke har set den tidligere, at få en ny yndlingsserie, men giv alligevel Bundy familien et forsøg - For på trods af deres elendige værdier, er de alle pengene værd!

FAVORITAFSNIT:

Afsnittet hvor Al efter at have vasket bil i en våd t-shirt opdager at han er enhver kvindes drøm. Et af de absolut få afsnit hvor Al oplever succes. Da han er gift og har børn, opdager han dog pludselig at han ikke aner hvad han skal med sin nye succes, og han glider til slut tilbage i sin rolle som ubehøvlet og usoigneret - For han er jo trods alt Al Bundy!

På første række til verdens undergang!

Hvis du, dig der har fundet fundet vej til denne blog, lever i den samme "virkelighed" som undertegnede, så har du sikkert allerede erfaret at verden, mildest talt, er et grusomt sted med en meget lille portion sympati for dine følelser.

Du har forlængst erfaret at du lever et priviligeret liv i på den "rare side" af globen, den vestlige verden, med al den skyld det tilsyneladende indebærer. Du har forlængst indset at al vores forbrug sætter et aftryk på den planet vi skylder essensen af vores blotte tilstedeværelse. Du indså en september dag for 10 år siden at vores levevis og værdier ikke anskues i samme perspektiv af alle, og at de på et splitsekund kan splintres af nogle få fanatikere. Du har døjet med de smertelige billeder af døende børn fra langt mindre velstillede nationer. Du har frygtet alverdens sygdomme, af hvilke der konstant kommer nye af, og du har set resultaterne af samme. Du hører dagligt om fyringer, arbejdsløshed, aktiekurser og gældsplagede nationer. Du frygter for din fremtid på denne planet og har efterhånden indset at intet i denne verden er sikkert - Heller ikke din eksistens.

Hvis det er dig - Så er du mig! Og er du mig, så er du ualmindelig TRÆT!

Vores eksistens er i den dag idag tæt knyttet til ubegrænset adgang af information. Verdenssituationen er blevet klemt ned i lommeformat og kan når som helst og hvor som helst sættes i perspektiv og bedømmes af den enkelte. Derfor kan man med rette hævde at medierne har fået et langt større ansvar end nogensinde før i verdenshistorien - Et ansvar der forvaltes i meget forskellig grad.

Størstedelen af samtlige medier i vores hverdag er idag private organer. Disse medier er virksomheder hvis dagsorden er salg, omend mange vil hævde omvendt. Udover at formidle nyheder, er de her virksomheder i en konstant kamp for at overleve på et frit marked.

For at et medie kan tjene penge kræves det at mediet har enten brugere, seere eller læsere. Er der ingen af de nævnte, ja så sælger mediet ingen bannere, annoncer eller tv-reklamer - Og ingen annoncer er typisk lig med ubetydelig eller ingen indtjening. Det er derfor ganske naturligt at medierne kæmper en hård og nådesløs kamp om brugernes opmærksomhed.

Set i lyset af denne sammenhæng bør du stille dig selv spørgsmålet: Hvad kan, uanset årsagen, altid sælge og opnå DIN udelte opmærksomhed?

Svaret er: F-R-Y-G-T!

Frygt er så basal en del af den menneskelige psyke at man altid kan regne med en reaktion fra det menneske der oplever den. Når et menneske stilles overfor en mulig situation, hvad enten det være sige et tab, krig, død eller forandring, kan man altid væres sikker på en reaktion fra det menneske. Dette er medierne til fulde klar over og det udnyttes dagligt! Din frygt er blevet denne generations gangbare internetvaluta.

Dette er grunden til denne blog. Guderne skal vide at der er rigeligt at frygte. Vi står overfor nogle gigantiske problemer, der vil blive krævende og hårde at komme igennem - Men tro ikke for ét sekund at vi ikke har stået på kanten af afgrunden 1000 gange før.

Jeg har eksisteret i snart tre årtier og har set hvordan den her massepsykose af frygt har fået større og større greb om folk i de "oplyste" lande. Hvad enten vi vil det eller ej, er vi alle blevet æresmedlemmer af den her dommedagskult, der nu kendetegnes ved at bestå af størstedelen af den vestlige verden - Og tag ikke fejl, det er ikke længere en rar "hyggekult"!

Vi fodres som dødsdømte fanger, førend de sidste skridt mod stolen, med luftig kvalm junkfood om verdens undergang, om vores synder som forbrugere og de mange krige, der helt sikkert, eller mindre sikkert ligger og venter ude i den meget korte horisont.

For det er ikke længere blevet et spørgsmål om hvorvidt verden går under eller ej. Dette er forlængst blevet konkluderet af de der nu taler om "the point of no return". Spørgsmålet er blot hvad der indhenter os først. Bliver det klimaændringerne, bliver det global hungersnød eller bliver det vores umættelige tørst efter olie, der omsider gør det af med os?

Det bliver ingen af delene!

Ser du, den her verden er gået så grueligt meget igennem for at nå her til hvor den er. Jeg er ikke blind, og er klar over at det vil kræve innovation og nye livsmønstre for os at overleve med den grad af komfort vi har idag. Mit problem ligger i at jeg som sagt snart har været her i tre årtier.

For trods den gigantiske trussel fra det ozonlag der med sikkerhed ville blive blæst væk af menneskeheden - Ja så står jeg her stadig.

For trods trusler om terrorisme, kan i huske dengang de var det helt store - Ja så står jeg her stadig.

For trods forudsigelser om krige mellem de store civilisationer - Ja så står jeg her stadig.

For trods talrige forfærdelige nye dødelige sygdomme - Ja så står jeg her stadig.

Trods alle de forfærdelig scenarier jeg overhovedet kan forestille mig - Ja så står jeg her stadig. Og slukker jeg min smartphone, min tablet, min computer eller mit fjernsyn, bare engang imellem, og åbner øjnene, ja så står verden trods alle truslerne og dommedagsprofetierne faktisk endnu.

Sluk for frygten, fra tid til anden, du vil sætte pris på det - Vi kommer ud på den anden side, som altid!

Skriblerier og andet godt fra havet.

Hej alle på Gamereactor. For nogen tid siden blev jeg den glade ejer af en Macbook. Jeg har i nogen tid gået med en lille drøm om måske at begynde at kradse nogle brugeranmeldelser ned herinde, og min nye ven, Mr.Macbook, virkede som det perfekte startskud til at begynde på denne "drøm".

Jeg har i et par år debateret med massere af brugere herinde og ved at der sidder en række dedikerede gamere derude jeg virkelig godt kunne tænke mig lidt feedback fra. Derfor vil jeg sætte enorm stor pris på hvis nogle derude kunne tænke sig at læse anmeldelsen igennem, eller skimte den, og give mig lidt gamer feedback :) Søg på Daytona USA herinde, det er indtil videre den enste brugeranmeldelse, så den er ikke svær at finde.

Jeg valgte at starte med at spil, der har betydet meget for mig, Daytona USA, som i min optik langtfra har fået den opmærksomhed det har fortjent, at skamme sig Gamereactor, mere om det i anmeldelsen. Denne er sikkert fyldt med små fejl, omkring historien osv, men jeg valgte umiddelbart at skrive ud fra personlig erfaring, mere journalistisk tilgang behøvede jeg ikke her til at starte med.

Kig på den hvis i har lyst, svin den til, ros den og giv mig endelig en masse ærlig feedback, lidt navlepillende er man vel altid.