Louie

Jeg manglede en ny serie at se, og tænkte jeg ville prøve mig med en ny komedieserie. Havde hørt meget godt om en serie, der hedder Louie, så tænkte jeg ville give den en chance uden at vide, hvad det egentlig handlede om og hvem Louie C.K. er.

På under en uge har slugt seriens to første sæsoner til mig. Det er meget svært at sige helt præcist, hvad den handler om. Jeg tror, jeg vil starte med at skrive den følelese, man har når man ser en episode:

Jeg sidder og halvkeder mig. Kigger på min telefon en gang i mellem, mens episoden kører. Af en komedieserie at være, er der langt mellem grinene. Når episoden er omme, hader jeg mit eget liv. Jeg er mindet om, igennem serien, hvor stor en taber jeg selv er og har mest af alt bare lyst til at hoppe ud af vinduet fra min 6. etages lejlighed. Dette gør jeg dog ikke. Jeg tager fjernbetjeningen og sætter straks næste episode i gang.

Aldrig har jeg set en så deprimerende komedieserie i mit liv. Og som sagt er det meget svært at sætte fingeren på, hvad det er der rent faktisk får en lyst til at se serien. Der er scener, hvor man har meget svært ved ikke at grine højlydt, men det sker mellem lange scener, hvor der ingen humor overhovedet er. Men selvom det er svært, vil jeg stadig prøve at sætte ord på, hvorfor det er en genial serie og du bør se den:

Det er det mest ærlige portræt af en nyskilt far på 43, som bor i New York med sine to døtre på deltid.

Strukturen er uforudsigelig. Seeren ved aldrig, hvad han får næste episode. Dette giver Louie C.K. lov til at gøre lige, hvad han lyst til uden at det fornærmer seeren. Episoder føles lidt som flere kortfilm, der bliver spillet lige efter hinanden. Hver med deres historie, stemning og budskab.

New York som by er utrolig realistisk realiseret. Man føler, man lever i den store by bare ved at se serien, og det er selvfølgelig ikke det glamorøse, skinnende NY, man ser. For det er nemlig ikke sådan NY ser ud for dens indbyggere.

I dag er det en kliché at have en komedieserie, der prikker til og gør grin med sociale normer og pinlige situationer, man kan genkende. Louie gør dog noget af det samme her, bare lidt anderledes. Serien tager det lige tre skridt længere. Man kan grine af serier som Curb, Office og Klovn og blank indrømme, at man selv har været i samme situation. Sådan er det ikke her. Man er bange for at grine og man tør ikke indrømme, man har været i samme situation. Så pinlige og rigtige er de scener vi ser.

Gør jer selv den tjeneste og tjek den ud. Det er virkelig noget specielt. Det er som at spise en chips pose for sig selv, hvor man når til det punkt, hvor man ved, at hvis man spiser videre får man ondt i maven og dårligt af sig selv, men at du så stadig spiser videre. Sådan føles det. Og for en serie, må det betyde, at der er noget virkelig godt og ærligt i den. Så derfor skal den ses.

Jeg regner med at skrive flere blogs om serier, som jeg gjorde sidste år. :)