Zombie Diaries del 3

Kære Dagbog.

4 dage er gået siden jeg skrev sidst, og der er masser af ting Tomahawk og jeg har gjort imens. Bla. er vi endelig kommet af med alle zombier i lejligheden. Der var dog en enkelt gang der var alt for tæt på at gå galt. Det var da vi skulle rydde lejligheden ved 3 sal. Tomahawk gik ind først, og han blev mødt af en zombie, der kylede ham ud af lejligheden, og ned af trappen. Mens zombien kiggede sultent ned på sit bytte, prikkede jeg den på skulderen og slog den ned med mit baseballbat. Efter at jeg havde hjulpet Tomahawk op, fortsatte vi med vores "oprydning". Tomahawk har også lært mig at skyde, og siden vi mangler hverken ammunition eller skydeskiver, lærte jeg det hurtigt. Vi har også hængt et banner ud, hvor der står: "Overlevende her". Ik fordi vi forventer at nogen kan komme igennem alle de her zombier, men vi synes aligevel det skulle op og hænge.

Well, her i dag kiggede jeg ud af vinduet, og jeg hader at indrømme det, men jeg var faktis begyndt at vænne mig til den her epidemi. Det er også svært at gøre andet, når der er horder af zombier nede foran en hver dag. Well, mens jeg kiggede ud af vinduet, syntes jeg at jeg kunne høre noget. Jeg åbnede vinduet, og lyden blev klarere. I første omgang troede jeg bare det var en af zombierne, men efter kort tid blev jeg sikker på hvad det var. En bus. Jeg styrtede ind og råbte efter Tomahawk (Som tilsyneladende kiggede i et tv-blad fra 2009), mens jeg ledte efter min pistol. Jeg fandt den hurtigt frem efter at have revet et par skuffer op, og så styrtede jeg hen til vinduet og skød så mange skud jeg kunne op i luften, indtil magasinet var tomt. Da jeg kunne se bussen, blev jeg lamslået. Bussen var udstyret med metalplader og gitter for vinduerne, og jeg troede først at jeg så forkert, men den var god nok. Vognen stoppede op, og en vogn magen til overhalede den. Pludselig så skød bussen mod zombierne. Mig og Tomahawk følte næsten at vi burde gøre vores del, og vi fik begge to et lumskt smil frem på læberne. Så efter at have hentet whiskey, nogle klude og to lightere, var der molotovcocktails i lange baner ned mod zombierne. Et inferno af flammer omhyllede dem, og mange af bilerne som vi ramte eksploderede også.

Men efter at vi var løbet tør for molotovcocktails, indså vi at det var en nyttesløs kamp. Der kom flere og flere zombier frem uanset hvor mange vi dræbte. Pludselig så drejede vognen, og den kørte over i gaden, henover zombierne. Det var en flod af blod der strømmede gennem gaden, og hverken mig eller Tomahawk havde set noget lignende. Pludselig er der en fyr inde i bussen der råber til os at vi skal hoppe op på taget af vognen. Jeg råbte til ham at vi kom om to minutter, og så var det bare om at pakke. Vi stoppede vores våben, ammunition og noget reb ned i vores rygsække. Bagefter tog vi de der klatrebælter på, og så løb vi ned til 1 sal, og jeg åbnede vinduet.

Vi kom.

Vi så.

Vi sprang.

Jeg sprang først, og bagefter Tomahawk. Vi landede begge to på taget af vognen, og vi gik straks i gang med at binde rebene til vores bælter, og bagefter kastede vi rebene ned til folkene ved tremmevinduerne, hvor vi bad dem om at binde rebene fast til tremmerne. Efter de havde gjort det råbte vi at de skulle køre. Og det gjorde de. Jeg må indrømme, jeg havde ingen anelse om hvor hurtigt sådan en bus kunne køre, så mig og Tomahawk faldt da den startede med at køre. Takket været rebene faldt vi ikke ned fra vognen, og vi kom hurtigt op og stå igen.

Det eneste spor efter os, var nogle blodrøde hjulspor, og en horde zombier. Eller, en horde løbende zombier. Mig og Tomahawk skød mod dem, men uanset hvor meget vi skød var det ikke nok, og de halede hurtigt ind på os. Som om det ikke var nok, så var der også et sving længere fremme som chaufføren åbenbart ikke havde set, for bussen lavede pludselig et stort sving, som jeg ikke troede busser kunne lave. Det kunne de vist heller ik. Vognen kæntrede, og mens jeg faldt gik det hele bare i slowmotion. Det føltes som om det tog for evigt, og der var så mange tanker der strømmede gennem mit hoved mens jeg svævede der. Jeg kiggede over mod Tomahawk, og han så vist ud til at være lige så overrasket som mig. Desværre er der intet der varer evigt, og det gælder desværre også slowmotion, så da jeg ramte asfalten gik jeg bare i sort.

Da jeg vågnede, var det hele så tåget. Der var kommet zombier ind i vognen, og jeg kunne bare høre folk skrige derinde, mens der flød noget blod ud gennem tremmevinduerne. Ved siden af mig så jeg Tomahawk, som kæmpede med at få sin lås til rebet op, da den vist var gået i stykker. Da han kiggede op, var der en zombie der kiggede sultent på ham. Han tog sin pistol og skød den i hovedet, bagefter skød han sit reb over. Så kravlede han over til mig, tog mine reb af mig, og så bar han mig væk, mens han sagde til mig at jeg skulle holde ud. Da jeg kiggede frem, så jeg at den forreste bus bakkede, og der kom nogle folk med automatriffler og skød zombierne bag os. Tomahawk bar mig op i vognen, mens han råbte efter en læge. Efter alle var kommet ombord lukkede de døren, og så gik jeg endnu en gang i sort.

Da jeg vågnede faldt der en dråbe ned i hovedet på mig. Jeg lå på en madras i en celle. Ved siden af mig var der en panikslagen fyr med automatriffel og pistol. Da jeg prøvede på at rejse mig kunne jeg mærke en smerte skyde gennem min venstre side af maven. Jeg tog hurtigt min trøje op, og jeg kunne se at jeg havde fået et ar. Sikkert efter busulykken. Da jeg gik hen til døren for at se hvad der var sket, sagde fyren med våbene til mig, at det ville jeg ikke gøre. Han sagde det ikke som var det en trussel, snarere som en advarsel. Efter noget tid forstod jeg hvad han mente. Jeg kunne høre skrig, og lyden af zombier der æder kødet ud af armen på at menneske. Fyren med våbene kom hen til mig og forklarede at han hed Søren og var mekaniker på den bus der samlede mig og Tomahawk op. Han fortalte mig også at jeg lige nu befinder mig i Hillerød Statsfængsel, og at han havde ingen anelse om hvordan zombierne var kommet ind, hvor Tomahawk er, eller hvordan vi kommer ud.

Så her sidder jeg, skriver i min dagbog i en celle i Hillerød Statsfængsel, med zombier over det hele, en komplet fremmed fyr ved siden af mig, og jeg har ingen anelse om hvor Tomahawk er. Livet er skønt, ik?