Zombie Diaries del 2

Kære Dagbog.

Jeg stod op ad væggen. Forpustet og uden kræfter. Eller i hvert fald næsten uden kræfter. Der kom en soldat med gasmaske og grøn camouflagedragt hen langs gangen mod mig. Han havde tydeligvis heller ik set mig, og jeg foretrak at lade det blive sådan. Jeg pressede mig så langt op ad væggen som muligt, og så så jeg soldaten gå forbi mig, uden at ane at jeg var der. Jeg gik hen bag ham, tog min venstre hånd på hans højre skulder og min højre hånd op til hans venstre øre. Jeg hørte ham lave et forvirret "What", og så trak jeg til med min højre hånd, så der pludselig lød et knæk fra hans nakke. Jeg lod liget falde ned mod jorden, og så tog jeg hans våben og gik ned langs gangen. Jeg hørte at der kom endnu en soldat op foran mig, og jeg løb så stærkt jeg kunne med geværet på min ene side. Da han gik over til den lukkede dør så han kunne se ned langs gangen, så han mig, men der var det allerede for sent. Jeg hoppede og lavede et flyvespark så døren blæste op og soldaten ramte muren med sit hoved. Da jeg ramte jorden så jeg op mod luften. Det var regn, og det dasede ned af hovedet på mig. Pludselig kom der to andre soldater over fra et hjørne, og en af soldaternes lyskegle fra deres gevære gled hen over mine øjne. Så vågnede jeg.

Jeg kiggede over mod uret. 7:36. Jeg stod op, og da jeg gik ud af rummet var der ingen. Hverken Ernst, Niller eller Frede og Gustav. Da jeg søvnigt kiggede over mod døren til resten af lejligheden, så jeg den var åben/smadret, med noget blod udover. Jeg åbnede straks øjnene fuldt, og før jeg kunne tælle til tre skyndte jeg mig hen til tasken som lå nede på gulvet. Jeg tog en af revolverne, og puttede ammunition i den. Så sparkede jeg døren til de andres soveværelser åben og råber efter dem. Desværre var det eneste tegn på liv 4 senge, og en halvtom pose osteskruer nede på gulvet. Dog så så jeg Niller komme hen til mig fra døråbningen. Eller, det vil sige resterne af Niller. Well, fyren var blevet til en zombie. Jeg tog sigte, og fyrede et mesterskud tværs gennem hans venstre øje. Jeg skynder mig ud, og da jeg gør det kommer Ernsts zombie og flankere mig fra døråbningen. Heldigvis er man jo soldat, så jeg tog hans arm og vred den om. Da jeg godt kunne regne ud at de to andre fyre sikkert også var blevet til zombier, skyndte jeg mig hen til døren der ledede til taget, og sparkede den åben.

Jeg stod med revolveren i strakt arm og spejdede 360 grader rundt om mig. Alt så ud til at være i orden, udover de der 7-8 zombier der kom løbende mod mig nede fra lejligheden. Jeg skyndte mig at løbe, sprang fra hustag til hustag indtil jeg nåede en af de der brandtrapper hvor man kan trække stigen ned. Jeg hoppede op på den... og gled. Ved ikke hvor langt jeg faldt, nok omkring 5-6 meter. På vej ned så jeg en terasse hvor jeg tog min arm frem og prøvede at gribe fat. Også der gled jeg, men faldet blev forkortet så det "kun" var 2½ meter. Jeg landede på ryggen, og hvis det ikke var fordi der var en overvejende chance for at udløse en bunke zombier løbende mod mig, holdt jeg det i mig.

Jeg kom hurtigt op og stå igen, og sneg mig væk så godt jeg kunne. Efter ca. en halv time var jeg begyndt at blive sulten, og når jeg var ca. 100 meter fra Amagercenteret, så giver det jo sig selv. Jeg tjekkede hovedindgangen. Låst. Bagetfer gik jeg over i P-kælderen, og da jeg kommer ud af den er det et helt andet Amagercenter jeg ser for mine øjne: Der er blod op og ned af væggene, indvolde der hænger ud af skraldespande, og en enkelt kæbe der lå foran mine fødder. Da jeg kigger ned ad Føtex, ser jeg at der er bunker af zombier dernede. Uden at tælle kan jeg regne ud at jeg langtfra har nok ammunition til at gøre kål på dem. Da jeg skuffet går tilbage ud af P-kælderen, hører jeg en lyd. Jeg går hen ad den mørke P-kælder, og ser en ung fyr slås mod en zombie der ligger over ham. Fyren er sikkert ikke mere end 15 år, og han ser ud til at få brug for noget hjælp. Og det får han. Med et tilrettelagt skud er der zombiehjerne på bilen ved siden af dem, og nu hvor jeg havde reddet hans liv kunne jeg vel ligesågodt se badass ud. Efter at have hjulpet ham på benene forklarer han mig at han hedder Lars. Jeg forklarer over for ham at det ikke er en god ide at gå ind i Amagercenteret, og gudskelov følger han mit råd.

Halvandet minut efter vi er nået ud af P-kælderen stopper jeg ham. Jeg syntes jeg kunne høre en lyd. Skrig. Han ser også ud til at kunne høre det, og da vi kigger os om bag skulderen ser vi en horde af zombier løbende mod os. Mig og Lars løber så meget vi kan, og imens giver jeg ham en anden ladet pistol jeg havde i tasken. Vi løber og skyder samtidig på en måde jeg kun troede fandtes i action-film. Han råber til mig at vi skal gå igennem et hul i plankeværket, og da v gør det er zombierne ikke mere end 25 meter fra os. Vi løber tværs over en græsplæne, og da vi når hen til hans dør hiver han nøglen frem. Jeg bliver ved med at skyde, og da zombieren er 4 meter fra os får han endelig døren op, og vi løber ind. Vi fik desværre ik lukket døren, så vi løb gennem gården, indtil vi nåede hans sted. Igen skulle han finde nøgleren frem, og denne gang fik vi heldigvis lukket døren. Vi kiggede over mod døren, mens vi stod klar med vores pistoler og ventede på at se om døren kunne holde. Efter et minut åndede vi lettet op, og vi gik op i hans lejlighed, glade og tilfredse. Efter at vi havde drukket ca. 2 øl, kigger han ud af vinduet, og da han kigger tilbage på mig var han ligbleg. Han skynder sig at løbe over på den anden side af lejligheden, og da jeg også gør det ser jeg hvorfor han er blevet så bleg. Der er horder af zombier over det hele ved begge udgange.´Jeg ved ikke hvad der skal ske nu, men jeg håber på et mirakel.

Slut.