Terminator Diaries del 2

Kære dagbog.

Jeg sad oppe på sengen i det mørke rum, mens jeg kiggede over mod uret. 6:58. 6:59. 7:00. Showtime. Jeg stod op fra sengen, og strakte min ryg som resultat af min vante 5-timers søvn. Jeg tog mit udstyr på, aumminitonsklip i højre lomme, og en M9 nede i skaftet ved mit bælte. Jeg ned øjnene en ekstra gang, før jeg gik ud af væreslet og ud i den store flybase som udgjorde vores hovedkvarter. Det var en smuk solskinsdag, men stadig bidende koldt. Der var soldater løbende i akt op og ned af flybasen, alt imens mekanikerne fixede flyene og small-talkede med piloterne. Det rene og skære paradis for en soldat. Jeg så over mod en lille gruppe mænd der stod og snakkede med selvsamme officer som fulgte mig over til generalen i går. Jeg gike ned af trappen og gik hen imod gruppen af mænd, da jeg havde en fornemmelse af at det var dem der skulle udgøre mit hold i den kommende fremtid. Og jeg fik ret. Officeren budte mig velkommen da jeg sluttede mig til dem. Jeg kiggede over mod gruppen, der lød på 4 mænd. De så alle ud til at være i fin form, og jeg var ikke i tvivl om at de også vidste hvordan man bruger et våben.

Officeren, som havde fortalt hans navn var Christen Apold, præsenterede mig for gruppen. Den første hed Stefan, en høj og ranglet fyr med speciale i hacking og anatomien i maskinerne. Han havde et lyst fuldskæg, tyndt lyst hår og et flinkt blik. Den anden hed Christoffer, men foretrak at blive kaldt for Chris. Han var en lille skaldet fyr på sølle 1,55 meter, og ifølge Apold en ekspert i sprængladninger og tunge våben. Den tredje hed Leroy, en fyr af middelhøjde med pjusket lysebrunt hår, bakkenbarter der løb ned til hagen, og en irsk accent der siger spar fem. Selve stereotypen på en irlænder. Han var ekspert i våben, specielt snigskytterifler. Jeg kiggede rundt på hver af dem, til jeg til sidst vendte mig om hos Apold og spurgte "Hvad nu?". Han forklarede mig at trods i var et team hvis speciale var at arbejde internationalt, så havde vi en sidste opgave tilbage i Danmark: Vi skulle hjælpe til med evakutionen af alle tropper i Jylland. Der ville dog stadig være enkelte guerilla-styrker tilbage som vil rapportere fra Danmark, men ellers skulle hele millitæret med over i Oslo for at beskytte havnene fra eventuelle angreb. Da ordrene var kommet på plads, begav vi os ud mod en T-16, et fly med samme formål som en Pick-up, bare i mindre udgave og med mindre våben. Da vi havde fløjet et stykke tid, kiggede jeg ud af vinduet. Jeg så over de mange øde marker og grå skove der var, og jeg blev hurtigt træt. Jeg var ved at falde i søvn, da jeg pludselig blev vækket af alarmer komme fra alle sider af flyet. Co-piloten fortalte at vi skulle holde fast, men da var det for sent. Vi blev ramt ved indgangen i første omgang, hvilket resulterede i at vi var tæt på at falde af. Det andet missil undveg vi, men det tredje ramte lige efter, denne gang var det højre vinge der blev ramt. Der gik ikke mere end et par sekunder før vi ramlede ind i jorden. Og så blev alt sort.

Jeg vågnede ved at Chris trak mig ud af flyet, hvor han bagefter ruskede i mig for at få mig til at vågne. Jeg så Leroy og Steffen trække piloterne ud af cockpittet. Ingen af dem klarede det. Jeg mærkede noget dryppe ned fra min højre arm. Jeg kiggede over mod den, og så jeg havde erhvervet mig et sår der løb fra skulderen og ned til albuen. Mens Steffen rensede mit sår lagde Chris og Leroy tæpper over de to piloter for at dække dem til. Jeg vidste vi ikke kunne blive her, da der højst sandsynligt vil komme nogle for at lede efter os. Og jeg var sikker på det ikke ville være hverken maskiner eller rebeller.

Grunden var, at der også var en tredje part som spillede en rolle i Jylland, nemlig banderne, også kendt som Fleshere. Mennesker der skyder efter alt og alle, samtidig med de lever under dårlige forhold og ofte er nødt til at ty til kannibalisme. Modstansbevægelsen har tidligere prøvet at hjælpe banderne med levevilkårerne, men det har desværre altid resulteret i at folkene blev plyndret, dræbt og spist. Ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge. Hver og en af soldaterne i modstansbevægelsen ved hvilken skæbne der venter hvis man bliver taget til fange af Flesherne, og vi er ofte blevet fortalt, at en kugle i munden er bedre end en time med de mennesker. Hvis man da kan kalde dem det. Hvad angår våben, er de yderst primitive. Som regel tager de hvad de kan få fra de mennesker de dræber, men ellers har de intet imod at bruge hverken spyd eller net. Fælder er også en ting de er hyppige brugere af.

Nå, men for at dreje fokus tilbage til os overlevende, var vi blevet enige om at vi ikke kan blive her. Vi havde samlet vores våben og mad og besluttet os for at drage gennem en skov oppe mod nord for at nå en af rebelbaserne. Den nærmeste lå ikke langt væk, maks 5 timer til fods. Vi var blevet klar til afgang, da jeg hørte noget bag mig. Det sidste jeg kunne huske var en betonsten tyret mod mit ansigt, hvorefter jeg faldt bevidstløs til jorden.