Grænselandet

Jeg skriver det her i min blog, for lad os bare få det af vejen med det samme. Det du skal læse nu kan knap gøre det ud for en anmeldelse, for jeg kan lige så godt være ærlig; jeg nåede knap over dørtærsklen til det spøgelseshus Amnesia: The Dark Descent er.

Jeg stødte på Amnesia ved et tilfælde og blev straks nysgerrig efter at have læse de glimrende anmeldelser, for spillet var tydeligvis ret uhyggeligt og hvem holder ikke af et godt gys? Efterfølgende brugte jeg en del tid på at læse om spillet på diverse forums og nød at høre om folks oplevelser og de forskrækkelser spillet havde bragt dem. Voksne mænd blev jo sendt til tælling af det her spil...jøsses :) Derefter måtte jeg også forbi YouTube, for det skorter naturligvis ikke på Amnesia Lets Play videoer. Og sikke videoer. Der var den voksne mand med fuldskæg der sad alene i mørket og spjættede som en fisk på land, der var teenage pigerne der sad i flok om skærmen og hvinede som grise der blev brændemærket og der var den bebrillede vlogger der tappert holdt humøret højt og forsøgte at være morsom for seerne, mens hans mod langsomt men sikkert sivede ud af ham og ned af hans ben.

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på tidspunktet, men det var et eller andet sted mellem fuldskægget og teenagetøserne at tvivlen begyndte at melde sig...har du seriøst tænkt dig at spille det her? Jeg havde ikke engang spillet så meget som et sekund af spillet selv, men jeg var allerede ved at blive pissebange. Men frøet var plantet og der var naturligvis ikke nogen vej udenom så efter at have gået om den varme gråd i et par dage installerede jeg demoen og startede modvilligt spillet op. Det var midt på eftermiddagen og solen delte gavmildt ud af sine lyse og betryggende stråler - så kan det ikke gå helt galt tænkte jeg. Det gjorde det heller ikke. Ikke endnu. For jo, jo, spillet var akkurat ligeså ubehageligt og modbydeligt som ventet og i kraft af min lange research havde jeg fået kørt mig selv så meget op at det naturligvis kun kunne ende på en måde. Jeg holdt ti minutter. "Ja, ja, det her skal du bare ikke spille." sagde jeg til mig selv, slukkede computeren og gik nedenunder til min kæreste og min søn der dengang var halvandet år gammel. Jeg havde ikke planlagt at tænke mere på Amnesia den dag. Det kom ikke helt til at holde stik.

Timerne gik, aftensmaden blev spist, knægten lagt i seng og de trætte forældre satte sig til rette i sofaen og slappede af foran tv'et. Efter lidt tid kan vi høre lidt gråd oppe fra første salen hvor vores søn sover. Intet usædvanligt her. Han vågner gerne flere gange hver aften og så kræver det bare lige et lille kram så sover han igen, så jeg rejser mig nærmest pr. refleks og begynder at gå op af trappen mod hans værelse. Jeg kan stadig høre ham græde, hans gråd er taget lidt til i styrke, for de par sekunder jeg har brugt på at tilbagelægge stuegulvet føles som en evighed når man er lille, træt og ligger alene i mørket. Man skal ikke være bange for mørket har jeg altid fortalt ham. "Der sker dig ikke noget, far passer på dig.". Og det gør jeg, men så der, lige da jeg er nået op af trappen og kan skimte døren ind til hans værelse rejser hårene sig. Det er mørkt, der er barnegråd og den kulsorte døråbning derovre, den skal jeg ind af...

Det varede et halvt sekund, men jøsses....det føltes som en evighed. Gyset fra Amnesia, hele mareridtet jeg havde fået konstrueret oppe i mit hoved, mørket, usikkerheden, fuldskægget, teenagepigerne, uvisheden, hvad nu hvis...

Lige der. Grænselandet. Der hvor fantasi og virkelighed smelter sammen og grænsen udviskes, bare i et sekund. Der tog Amnesia mig hen og jeg glemmer det aldrig. Efterfølgende har jeg haft glæde af oplevelsen, for hvis der er en ting jeg aldrig bliver bange for igen, så er det at træde ind af den dør til mins søns værelse! 

Men Amnesia: The Dark Descent, det holder jeg mig nok fra ;)