FIFA 13 til iOS

Jeg var ret begejstret for FIFA 13 til de store konsoller, og nu er turen kommet til iOS-udgaven af EA's fodboldflagskib. Jeg var spændt på, om et fodboldspil kunne fungere ordentligt med touch-styringen på en iPhone, da jeg på forhånd frygtede, at de mange funktioner, der normalt er til stede i et FIFA-spil, simpelthen ville blive reduceret for at forsimple styringen. Selvom ikke samtlige funktioner fra konsol-versionen er inkorporeret, så gør EA et mere end hæderligt forsøg på at gøre iOS-versionen af FIFA 13 til mere end en køb-nu-spil-i-10-minutter-og-glem-så-alt-om-den-app. Her er rent faktisk tale om et fodboldspil, der indeholder mange af de aspekter, der ellers er forbeholdt konsolspillerne, og jeg er da blevet hængende længere end de frygtede 10 minutter.

Jeg vil starte med at knytte et par ord til styringen, da den i mine øjne nok er det aspekt af spillet, der er mest vellykket (og det sted, hvor spillet naturligt nok adskiller sig mest fra konsollerne). På trods af manglende fysiske knapper føler man det meste af tiden, at man er i fuld kontrol over, hvad der foregår på skærmen. Sætter man fingeren på det virtuelle D-pad, vil den valgte spiller reagere prompte og vende sig eller løbe i den retning, man ønsker. Med de fire knapper i højre side af skærmen styrer man skud, afleveringer, spurt og sidst men ikke mindst de såkaldte Skill Moves. Alt reagerer knivskarpt og selvom jeg i starten havde lidt problemer med at ramme de ønskede "knapper", så fik jeg forholdsvist hurtigt styr på det. Jeg testede spillet på iPhone 4S, så jeg kan kun forestille mig, at det fungerer endnu bedre på 5'eren eller på iPad, hvor man har endnu mere plads. Skill Moves er ikke altid helt så skarpslebne som jeg gerne havde set, men omvendt skal det jo heller ikke være alt for nemt at lave et af disse tricks, så jeg tilgiver det i denne omgang.

Det er muligt at spille alle de mange nationale ligaer, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg så, at man blandt andet også kunne spille DBU Pokalen. Selvom det blot er en lille turnering uden de store armbevægelser, så er det rart at se, at netop pokalturneringer er med, selvom der er tale om en iOS-udgave. Tager man kampene online, fungerer det også efter hensigten. Spillet finder hurtigt en potentiel modstander, og så går jagten på mål ellers ind. Netop online-delen af spillet har været højt på spillernes ønskeliste for dette års udgave, så det er godt at se, at der er blevet lyttet, og at der rent faktisk er blevet produceret en ordentlig en af slagsen.

Der er i mine øjne tale om et yderst kompetent fodboldspil, der på trods af de udfordringer som formatet byder på, løser opgaverne med største overbevisning. Jeg havde ikke troet, at jeg ville komme til at bruge specielt meget tid på spillet på dette format, men jeg har måttet sande, at det rent faktisk er ret vanedannende. Når man først får styr på styringen (fik du den? Styr på st... nåh, lige meget), så åbner spillet sig først for alvor op, og tilbyder en fodboldoplevelse, der hidtil primært har været forbeholdt PC og konsoller.

Er du til fodboldspil og ejer du et iOS-apparat, så er der ingen vej uden om dette års FIFA til formatet, og hvis du er hurtig, så koster denne lille perle kun 19 kroner for tiden på grund af EA's store udsalg af iOS-titler!

Testet på iPhone 4S

Football Manager 2013 - Mens vi venter

Så har preview-udgaven af Football Manager fået en tur igennem min kritiske mølle, og det er der kommet denne blog ud af. Bloggen opridser mine første indtryk af det nye kapitel i den serie, der som regel plejer at stjæle alt for mange timer af mit liv hvert eneste år. Der er dog ikke tale om en klassisk preview-udgave af et spil, da man rent faktisk har det fulde spil til rådighed. Små fejl er til stede indimellem, men man må forvente, at Sports Interactive gør som de plejer, og smider en patch ud på udgivelsesdagen, der så retter op på de mest graverende af slagsen. Der vil på et senere tidspunkt komme en decideret anmeldelse, når den "rigtige" udgave af spillet rammer undertegnedes Steam-account. Så forvent ikke den dybdegående gennemgang her, men i stedet vil jeg forsøge at fortælle lidt om de nye tiltag og ændringer, der er blevet implementeret i dette års udgave af Football Manager.

Den største tilføjelse (og en tilføjelse, der vil hilses velkommen af mange) er Football Manager Classic-spiltypen. Her vil en sæson kunne gennemføres på omkring 8-10 timer, men det betyder ikke, at man giver afkald på alt, hvad FM normalt har at byde på. Der er stadig taktik og transfers at tage sig af, men eksempelvis træning og pressekontakt vil nu blive varetaget af ens assistent. Man har også mulighed for at få resultatet af en kamp med det samme, så man overlader selve kampen til sin assistent. Hvor man før var nødt til at have uanede timer til rådighed for at være med i samtlige af klubbens foretagender, så kan man nu stadig nyde Football Manager en time eller halvanden om dagen og stadig gennemspille en sæson på en uges tid. Det er godt tænkt af Sports Interactive, og jeg forudser, at en masse spillere vil vælge denne mere afslappede spiltype, når de på trods af lektier, sportstræning eller måske børnepasning skal have det daglige managerfix. Mange af spillere er vokset op med disse managerspil, og når de vælger at stifte familie, så skal de naturligvis stadig kunne spille managerspil - nu har de muligheden!

Jeg selv vælger dog nok den mere tidskrævende version, der i mine øjne også giver en lidt mere tilfredsstillende følelse, når man endelig udløser en klubs potentiale, vinder ligaen, har god økonomi og kan tiltrække de store spillere. Spillere, der vil have en finger med i alle beslutninger i klubben, skal da heller ikke frygte, at der er blevet slækket på detaljegraden i den fulde manageroplevelse. Tværtimod lader det til, at der er blevet fyldt på med endnu flere features, der uden tvivl vil være med til at gøre spiloplevelsen endnu mere dyb og afhængighedsskabende.
Hvis man hellere vil ligge et sted imellem FM Classic og den fulde oplevelse, så er det også muligt, da man kan uddelegere de fleste opgaver til forskelligt personale. Dette er set i tidligere udgaver, men er blot blevet udbygget, så man kan skræddersy oplevelsen endnu mere, så den passer perfekt til ens præferencer. Som eksempel kan nævnes sportsdirektøren, der vil være i stand til at finde og byde på spillere, der vil passe ind i ens taktik, og han vil også kunne finde nye klubber til spillere på salgslisten, hvis man ikke selv gider bruge tid på at få dem afsat.
Der er altså gode muligheder for at gå i dybden med mange af de nye features, når man får fingrene i spillet, og detaljeorienterede spillere vil elske de mange nye tiltag, hvor også talentspejderrapporterne har fået en tiltrængt design-overhaling, så de nu er langt mere overskuelige og brugbare.
3D-visningen af kampene er blevet endnu mere detaljeret, hvilket virkelig giver mulighed for at se, hvorvidt ens taktik kommer til sin ret på banen, eller om man skal ændre tingene undervejs i kampene.

Udover den fulde spiloplevelse og Football Manager Classic er der nu også mulighed for at give sig i kast med en række såkaldte prædefinerede udfordringer i Udfordring-spiltypen. Disse fire udfordringer kan eksempelvis dreje sig om at overtage et nedrykningstruet hold halvvejs gennem sæsonen og sørge for, at de undgår at tage turen ned i næste række, eller at vinde sølv med en kerne af unge og "hjemmegroede" spillere.

Jeg plejer ikke selv at spille netværksspil, men for fans af denne type spil er der også godt nyt, da udvikleren har gjort brug af Steam, når der skal oprettes forbindelse mellem spillere. Dette må forventes at skabe en vis stabilitet i spillene, men det kan først for alvor testes, når spillet rigtigt går i luften inden for de næste par uger.

Football Manager 2013 tegner til at blive en lige så afhængighedsskabende spiloplevelse som i de foregående år, hvilket skyldes en kombination af nye tiltag og ikke mindst finpudsning af allerede eksisterende og velfungerende aspekter. Jeg kan ikke vente til for alvor at kaste mig over jobbet som manager i mine favoritklubber og føre dem til tops i både ind- og udland, når jeg rigtigt kan få smidt nogle timer i spillet.

Bolden rullede i Parken

Her følger et kort indblik i nogle af de privilegier, der sommetider følger med, når man er en stor eller lille del af spilbranchen.

Som opfølgning på et par store fodboldspilanmeldelser her på sitet var det på tide med den ægte vare. PlayStation er en af hovedsponsorerne i Champions League, og den danske afdeling havde fået fat i en håndfuld billetter til tirsdagens kamp mellem FCN og Chelsea, som de generøst tilbød til en flok af de danske anmeldere. Lee var ikke interesseret, så da billetten fløj videre til mig, tøvede jeg ikke med at sige ja. Og da slet ikke, når arrangementet indeholdt burger og øl på den velrenommerede burgerbar Halifax før kampen!

Burgeren fra Halifax måtte jeg dog kigge langt efter. Man kan ikke bestille bord på Halifax, og da andre af de 25.000 tilskuere åbenbart også havde lyst til store burgere inden kampen, så var stedet fuldkomment proppet, og vores ensemble bestående af 7 personer var derfor nødt til at finde et andet sted.

Vi endte på Park, hvor det blev serveret en småkedelig buffet, men øllene var ganske fine, og da klokken nærmede sig 20, begav vi os mod nationalarenaen, hvor den stod på CL-bold i de kommende to timers tid.

Vi havde pladser på øvre C, hvilket passede mig fint, da udsynet er eminent og vi kunne nyde Chelseas larmende fans på den ene endetribune, der i perioder overdøvede de herboende FCN-fans på den ene langside.

Kampen endte, som de fleste nok ved, med en snitter til FCN på hele 4-0. Resultatet er dog en smule misvisende, da FCN rent faktisk var fint med et stykke hen ad vejen. Havde Peter Cech ikke fået fingrene på Joshua Johns forsøg, så var FCN kommet på 1-1, men i stedet endte det med en 0-2-føring på et flot frispark af David Luiz.

Sådan er fodbold nogle gange, men det havde da været sjovt, hvis FCN havde taget point fra en af de helt store giganter i fodboldverdenen.

Nåh, muligheden kommer igen, når de møder Juventus, hvilket nok kommer til at lokke mange af de herboende Juve-fans til Parken. Lidt sjovt var det, at der var flere Chelsea- end FCN-fans på stadion i tirsdags, men den havde mange nok luret på forhånd. Og mon ikke det bliver det samme med Juve-kampen?

Der var ikke det store fest og ballade, men det er et lille indblik i, hvad der også følger med, når man er en del af det store gaming-maskineri. Og mon ikke jeg takker ja tak, hvis PlayStation skriver igen næste gang, FCN spiller hjemme i den største klubturnering af dem alle...? :)

En legende takker af...

Okay, "en legende" er måske lige at stramme den lidt, men resten af overskriften er egentlig god nok, og skulle jo skrive et eller andet for at få dig herind! Min praktikperiode (læser Medievidenskab på Københavns Universitet) er ved at være ved vejs ende - ja faktisk er der kun i dag og i morgen tilbage, så smider lige en "Tak for alt"-blog (dog uden det store drama) :)

3½ måned er gået på Gamereactor-redaktionen med alt, hvad den kan byde på af anmeldelser, nyhedsskrivning, previews, presseture til det store udland, stressede uger op til bladdeadline, insisterende PR-folk med urimelige embargoer, besøg hos en indieudvikler i en villa i Greve, besøg hos en mastodontisk udvikler i en kæmpe bygning i Baltimore, GRTV-optagelser og ikke mindst kage fra erhvervspraktikanter... Mmm, kage...

Jeg har stiftet bekendtskab med nogle af de aspekter af spilbranchen som man ikke nødvendigvis ser, når man roder rundt på Gamereactor som "almindelig" bruger. Og det har været galskaben værd. Det er sjovt pludselig at være en del af den verden man ellers primært læser om i nyheder og artikler på gamingsites, og ikke mindst at møde nogle af branchens mange forskellige personligheder, der er med til at holde hjulene i gang.
Jeg har uden tvivl udviklet mit skriftsprog, men bare det at få et bedre kendskab til spilindustrien har for mig været noget af de vigtigste, da jeg har et ønske om en dag at arbejde i en eller anden del af branchen - hvor jeg ender, det må tiden vise.

Jeg undskylder til de af jer, der læste med i min blog-serie Raised by Games - der kom en masse ting i vejen efter afsnit 3, og jeg har simpelthen ikke haft tiden til at opdatere den, hvilket jeg ellers havde planlagt. Jeg vil forsøge at få gjort noget ved det henover sommeren, så vi ikke ender med at sidde fast i 1992 (selvom de tre nævnte spil fra det år bestemt ikke er de værste at sidde fast med) :)

Jeg siger tak for de mange kommentarer på anmeldelser, previews, Lang Lørdag-artikler og lignende - feedback er noget af det vigtigste, når man har et ønske om at forbedre sine skriftlige kompetencer, så jeg bukker og nejer.

Jeg vender stille og roligt tilbage til min vante plads i Gamereactors community, men om I får mig at se igen på den redaktionelle del af sitet, det må tiden vise (jeg har dog lidt gemt i godteposen til jer, så I har lidt at hygge med henover sommeren, men mere om det i løbet af i morgen)...:)

Så er der vist ikke andet tilbage at sige end:

I'll catch you on the flip side!

Raised by Games - del 3

Jeg lovede i min sidste blog, at jeg ville gøre en indsats for at få næste afsnit i serien op, inden der var gået en uge. Så kom påsken i vejen, og så blev det ikke sådan. Ikke at min påske var ekstremt travl, men Dark Souls fik på forunderlig vis en form for genfødsel på min PS3, og så kastede jeg altså nogle timer i det i stedet for at skrive blog. Men her er så tredje afsnit i serien "Min spilhistorie", som nu har fået den laaaaangt federe titel "Raised by Games" - engelske titler skaber hype, og det har jeg brug for i forbindelse med min blog! Blogserien er en gennemgang af nogle af de titler, der i samarbejde med mine forældre har opdraget mig igennem de sidste 20-25 år.

I den sidste blog sprang jeg ind i halvfemserne med et par vaskeægte klassikere, og vi fortsætter i samme stil. Denne gang er der tale om tre spil, der alle udkom det samme år, nemlig i 1992, og igen er der tale om lidt forskellige bekendtskaber. Først har vi et spil, der er set i utallige versioner gennem tiden, men hvor denne version er den, jeg har brugt mest tid på. Derefter er der tale om et spil med intet mindre end, hvad der ligner en mandlig blondine-zombie-agent iført rød pyjamas i hovedrollen. Og sidst men ikke mindst et af de spil, der var med til at definere FPS-genren som vi kender den i dag. Ja, der er nok at give sig i kast med, så læs med her:

Dyna Blaster (1992)

Meget få gamere har ikke prøvet en eller anden form for Bomberman-/Dyna Blaster-spil i løbet af deres liv, og netop denne version til PC er den, som jeg uden tvivl har brugt mest tid på. Jeg behøver vel næsten ikke at forklare konceptet, men jeg gør det alligevel: Du skal smide bomber og dræbe monstre. Sådan. Så nemt kan det siges. Nå ja, og selvfølgelig får du diverse opgraderinger i løbet af spillet, så dine bomber har længere rækkevidde, du løber hurtigere, kan smide flere bomber osv.

Singleplayer-delen var virkelig underholdende, og det blev kun bedre af, at man fik level-koder, hver gang man gennemførte en bane. På den måde kunne man gå direkte til ens favoritverdener i stedet for at skulle gemme spillet undervejs, men dette krævede, at man skrev koderne ned. Af den årsag havde jeg det ene papir efter det andet liggende og flyde ved computeren med utallige af spillets koder - hver gang jeg nåede til sidstebossen glemte jeg dog i min iver at skrive koden ned, så jeg var nødt til at spille de to sidste baner i gennem, hvis jeg ville give mig i kast med den onde flok af Bomberman-kloner.

Et andet sted, hvor spillet virkelig kunne underholde var i den hektiske multiplayer-del. Her kunne man bombe tre af sine venner tilbage til stenalderen på den samme skærm, selvom det blev en anelse trængt, når otte drengehænder skulle befinde sig på tastaturet på samme tid.
De mange genudgivelser og reboots af serien vidner om et spil, hvis ånd og gameplay stadig holder den dag i dag, og selvom denne version ikke var den første, så vil det for mig altid stå som den bedste.

Video: http://www.youtube.com/watch?v=LSSKX5oD-lc

Secret Agent (1992)

Jeg nævnte i indledningen, at et af spillene i denne blog ville have noget, der minder om "en mandlig blondine-zombie-agent iført rød pyjamas i hovedrollen". Egentlig er det nok ikke meningen, at han skal ligne en zombie - manden er bare hemmelig agent. På titelskærmen har han helt normalt farvet hud, lyst hår og er iført et sort jakkesæt. Når spillet starter, er den eneste fællesnævner det lyse hår. Hans hud er askegrå og han har skiftet det stilede jakkesæt ud med en rød pyjamas. Hvad sker der her...? Man får ingen forklaring, men det er hurtigt glemt, for spillet har heldigvis andre kvaliteter.

Der er tale om et side-scrolling platformspil, men man kan dog ikke klandre spillet for at levere en oplevelse magen til andre i samme genre. De forskellige baner er simpelthen proppet til randen med indhold. Et stort udvalg af forskellige fjender, nøgler der skal findes for at komme videre til det næste område og disketter og lignende, der i samarbejde med en computer kan deaktivere nogle af de mange fælder, som banerne byder på. Der er også elementer fra puzzle-genren, hvor man sommetider skal skubbe tønder rundt i den enkelte bane for at kunne komme på en afsats, hvor et af de omtalte objekter befinder sig, og nogle fjender kan kun dræbes på en specifik måde ved at gøre brug af bestemte objekter, der befinder sig i de meget varierede baner.

På overfladen ligner Secret Agent blot endnu et platformspil med en skydegal hovedperson, men graver man lidt dybere, vil man finde et spil med masser af timers underholdning i en verden, hvor døden lurer om hvert et hjørne (teknisk set er der ingen hjørner, da spillet jo er i 2D, men I forstår nok min pointe), og hvor ikke alle opgaver kan løses med fingeren på aftrækkeren...

Video: http://www.youtube.com/watch?v=wWQJTrkKHCw

Wolfenstein 3D (1992)

Så kommer vi endelig til det. Wolfenstein 3D. Alle skydespils moder. Eller noget i den retning. Det var i hvert fald ekstremt populært, kontroversielt og ikke mindst nyskabende på udgivelsestidspunktet. Selvom det er et andet id Software-spil, Doom (1993), der siden har høstet de største roser (og egentlig også er et bedre spil), så var der for mit vedkommende ingen tvivl om, at Wolfenstein 3D fortjente en plads i denne blogserie. Det var det spil, der fik mig til at få øjnene op for FPS-genren, og af samme årsag fik jeg også erhvervet mig Doom, da det udkom til PlayStation.

Banerne i Wolfenstein 3D var ikke ligefrem smukke rent grafisk, men de var fandens snedigt skruet sammen. Mest af alt mindede de lidt om den der Windows labyrint-pauseskærm, som alle havde den gang i halvfemserne - om det er godt eller skidt, må være op til den enkelte at vurdere. Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg mange gange har bandet de forskellige baner langt ind i helvede, fordi jeg endnu en gang fandt mig selv i en blindgyde, når jeg endelig troede, at jeg var kommet frem til slutningen af banen.

Våben var der ikke så mange af; en kniv, en pistol, et maskingevær og den brutale rullekanon, der brugte ammunition som folk bruger penge i Whiskeybæltet nord for København. Specielt i kampene mod de groteske bosser var det nødvendigt at tage sidstnævnte i brug, for der fik man kamp til stregen - forestil dig en voldsomt stor nazist i robotdragt, og så har du et meget godt billede af, hvad der ventede i slutningen af de i alt seks episoder.

Doom var mere uhyggeligt og havde federe våben, System Shock havde en bedre historie og Duke Nukem 3D havde en federe attitude. Alligevel har Wolfenstein 3D et eller andet, der gør, at jeg flere gange er vendt tilbage for at dræbe nazister i Castle Wolfenstein, selvom mange andre spil byder på mere helstøbte oplevelser.

Video: http://www.youtube.com/watch?v=C00n4rDUMNo

Det var så tredje afsnit i serien om de spil, der har formet mig som gamer, og igen er forskellige genrer repræsenteret. Har I selv spillet nogle af disse spil, og har de underholdt jer i lige så høj grad, som de har underholdt mig...?

Og eftersom samtlige spil i dagens blog er fra 1992, så har jeg et spørgsmål i tankerne til jer brugere:

- Hvad er jeres yndlingsspil fra det herrens år 1992, og hvorfor er der tale om netop det spil?
(måske er i tvunget til at lave en lille søgning for at finde et spil fra lige netop det år, men så har I noget at tage jer til på sådan en grå onsdag) :)

(Billederne herunder: Dyna Blaster, Secret Agent og Wolfenstein 3D)

Raised by Games - del 2

Så er det blevet tid til anden omgang af min blogserie omhandlende de spil, der har formet mig som gamer. Jeg arbejder lidt på en anden titel, da jeg synes, at "Min Spilhistorie" lyder en anelse tørt, men indholdet vil naturligvis forblive det samme.

Der vil i dag blive budt på lidt af hvert: en vaskeægte klassiker, en lidt mindre udbredt titel og sidst, men bestemt ikke mindst, fødslen af en af vor tids mest ikoniske spilfigurer. Selvom samtlige spil er fra omkring 1990, tror jeg ikke, at jeg gik i gang med at spille dem før omkring 1995 eller lignende, men de bliver ikke mindre gode af den grund.

Let's go:

- The Secret of Monkey Island (1990)

Da jeg i mine unge dage (naiv som jeg var) troede, at spilverdenen ikke var andet end platformspil, var det en kærkommen overraskelse, da min far en dag introducerede mig for The Secret of Monkey Island. Det tog lidt tid, før jeg fattede konceptet med, at piletasterne ikke bevægede min figur, eller at jeg ikke kunne hoppe ved febrilsk at hamre mine små børnehænder ned i Space-knappen. Men da jeg var kommet forbi den lille stopklods, så åbnede der sig en verden, som jeg den dag i dag stadig kan finde på at vende tilbage til.

Man udforsker de caribiske øer i rollen som den unge Guybrush Threepwood, der bare så gerne vil være pirat, men udfordringerne hober sig op for den stakkels unge mand. Vil ikke gå i detaljer med historien, men kan sige, at den nok er blandt de mest humoristiske af slagsen i min spilsamling. Der er nærmest knyttet en sjov bemærkning til samtlige handlinger, men alligevel bliver det aldrig for meget. Spillet er simpelthen gennemsyret af en charme, der er medvirkende til, at man sluger samtlige jokes råt i stedet for at blive irriteret over dem.

The Secret of Monkey Island var et af de første spil, der virkelig fik mig til at leve mig ind i den verden, der blev præsenteret i et spil (hvis I har læst første del af blogserien, vil I nok kunne forstå, at jeg havde lidt svært ved at sætte mig i henholdsvis en kats og en lille drages sted). Dette var straks nemmere med Guybrush Threepwood- han var en ganske almindelig ung fyr, der bare gerne ville være pirat - og hvem vil ikke det? En anden medvirkende faktor er det fantastiske persongalleri lige fra voodoo-troldkvinden til den skruppelløse LeChuck... Et fabelagtigt spil!

Video:
http://www.youtube.com/watch?v=x_CTE5Xx_1o

- Gods(1991)

Det er mit indtryk, at Gods ikke var lige så udbredt i de små hjem som mange andre af datidens platformspil, selvom det blev ganske pænt modtaget af kritikerne ved udgivelsen i 1991. Det er for det meste heller ikke på alverdens toplister over de bedste spil nogensinde, og det er meget muligt, at det heller ikke fortjener en plads på sådan en liste.

Det er dog stadig et godt spil, og det står for mig som en af de bedste spiloplevelser i min barn-/ungdom. Gods er et platformspil med et par puzzles smidt ind hist og her, og spillets setting og historie er inspireret af den græske mytologi.

Jeg brugte utallige timer på det, hvilket ikke mindst skyldtes sværhedsgraden. Gods var svært, rigtigt svært, og jeg har da også forladt spillet flere gange i ren frustration over igen have mødt min undergang i form af et mystisk abemonster eller lignende. Det afholdt mig dog ikke fra at prøve igen og igen, og det lykkedes mig da også at komme igennem spillet til sidst:)

Grafikken er ekstremt flot - i sær når man tager i betragtning, at spillet udkom i 1991, hvor mange spil stadig var ret pixelerede. Der var en form for poleret overflade i Gods, som den dag i dag stadig kan imponere mig, selv når jeg kigger på nyere spil.

Det eneste man får forklaret af historien er, at guderne har brug for ens hjælp til at dræbe nogle dæmoner af en art, der har invaderet et eller andet. Og den er man selvfølgelig klar på lige med det samme. Hvorfor bede om en bedre forklaring, når man får mulighed for at kaste med knive og finde skatte...?

Video:
http://www.youtube.com/watch?v=o6Xrg19edcw

- Duke Nukem(1991)

Det første Duke Nukem-spil var selvsagt også mit første møde med den kære Duke og sikke dog et første møde. Spillet er den dag i dag stadig blandt mine favoritter, når snakken falder på platformspi, og dette skyldes ikke mindst nogle af de elementer, som for mit vedkommende nærmest virkede som opfindelsen af den dybe tallerken.
Duke kunne lave saltomortaler og så kunne han til tider gå på loftet med hovedet nedad, når man havde fundet et bestemt par støvler (sådan mener jeg i hvert fald, at det foregik).

Derudover var de forskellige baner fyldt med kasser og lignende, der kunne ødelægges, så man kunne indsamle forskellige objekter og optjene bonusser til ens highscore.
Der var generelt masser at tage sig til i de nærmest labyrintiske baner, hvor man også kunne optjene en stor bonus, hvis man havde nedskudt samtlige overvågningskameraer i en bane.

For de af jer, hvis kendskab til Duke Nukem begrænser sig til det nyligt udgivne Duke Nukem Forever eller måske kultspillet Duke Nukem 3D, så skylder I jer selv at se, hvor det hele startede. Duke Nukem står for mig stadig som et af de bedste platformspil, fordi det inkorporerede en masse ekstra funktioner og muligheder, hvilket også har været medvirkende til, at jeg igen og igen er vendt tilbage for at tage kampen om mod den onde Dr. Proton.

Video:
http://www.youtube.com/watch?v=IxT0qgAAX60

Som altid er I meget velkomne til at smide en kommentar til bloggen, hvad enten I har spillet ovenstående spil eller ej.

Jeg vil forresten forsøge at få næste afsnit af bloggen op lidt hurtigere end dette, så der ikke går en hel uge, før der kommer flere spil på banen:)

(Billederne herunder: The Secret of Monkey Island, Gods, Duke Nukem)

Raised by Games - del 1

Her kommer første del af min gennemgang af nogle af de titler, der har været med til at forme mig som gamer. Som skrevet i bloggen "GR byder Jonas velkommen" vil jeg i de kommende måneder blandt andet køre på med denne blogserie, såfremt interessen er vedvarende. Der vil dog også blive plads til andre indslag, så vi alle ikke går døde i en kedelig historisk gennemgang af de sidste cirka tyve års spilhistorie.

Det kan allerede siges nu, at det første spil på min liste er fra 1984, og det sidste er (indtil videre) fra 2000 - om der kommer flere på, vil jeg nok først vide, når jeg er nået til sidste spil i rækken.

Vi starter ud i de glade firsere med tre titler, der på hver sin måde var med til at åbne mine øjne for computerspillenes fantastiske verden. De var nogle af de første spil, jeg overhovedet spillede, og de nævnes her, fordi de formåede at holde mig fanget foran skærmen i de efterfølgende år. Dette til trods for, at de absolut ikke alle tre var lige nemme, da jeg startede dem op første gang.

Here goes (jeg har valgt at smide et link til Youtube-videoer af spillene, hvis nogle af jer ikke har stiftet bekendtskab med dem før):

Alley Cat (1984):

Dette spil var det første spil, jeg spillede i en alder af cirka 3 år. Hvorfor jeg gerne ville spille et spil, der på daværende tidspunkt var knapt syv år gammelt, virker måske mærkeligt. Ser man på billeder eller videoer fra dette spil, forstår man da muligvis heller ikke min fascination, men da jeg for første gang blev sat foran en computer som en bette knægt, var det en enestående oplevelse. Og så var det til at forstå, selvom jeg kun var 3 år gammel.

En kat løber fra side til side neden for et hegn i en baggård, og forsøger at hoppe op på nogle skraldespande. Derfra skal man så hoppe videre op på hegnet, og forsøge at springe ind ad et åbent vindue via nogle tørresnore. Der er nogle forskellige lejligheder bag vinduerne, hvor man skal udføre en given opgave hurtigst muligt. Det kan være at fange en fugl, der flyver rundt i lokalet, fordi man har væltet fugleburet på gulvet, eller at tonse rundt på en kæmpe ost for at fange mus. Alt dette skal gøres, mens en levende kost farer rundt i lokalet og forsøger at feje ind ud ad vinduet igen. Smukt.

Der er selvfølgelig også hunde med i spillet, og de er nogle rendyrkede sataner. Løber man ind i en, er man færdig, og ofte dukker de op, når man mindst venter det. Der er sågar et helt rum bag et af vinduerne, hvor der ligger en flok af disse dræberhunde og sover. Her skal man naturligvis stjæle deres mad, uden at de vågner, men det er uden tvivl lettere sagt end gjort.
Alley Cat er for mig stadig et af mine bedste spilminder, og det er et sjovt tilbageblik på et spil, som er håbløst umoderne nu, men egentlig var ret velfungerende af sin tid, da det udkom. Derudover leverer det stadig en ganske underholdende oplevelse - også selvom jeg ikke længere er 3 år gammel.

En video med spillet kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=uZDG4dlU5uY

Bubble Bobble (1989):

De fleste har på et tidspunkt spillet dette spil. Det er kommet til nærmest alle platforme i diverse udgaver, så det er de færreste, der ikke har stiftet bekendtskab med det.
Kender man ikke spillet, er konceptet hurtigt forklaret. Man styrer en lille drage, der ikke kan spy ild, men derimod bobler. Rammer man en fjende med en af disse bobler, stiger boblen til vejrs med fjenden i. Derefter skal man springe boblen for at dræbe fjenden. Såre simpelt.

Men der hvor spillet virkelig tog kegler, var når man spillede sammen med en ven. Og det var ikke kun sjovt, da jeg var 3-4 år - næh, jeg spillede det stadig, da jeg kom i skole, når en ven var hjemme forbi. Sammen med Dyna Blaster var Bubble Bobble det spil, jeg brugte mest tid på i multiplayer. Der var nu ikke noget så godt som at spille multiplayer på samme skærm med hænderne i hver sin ende af tastaturet!

Historie er der så vidt jeg husker intet af, og hvad skal man også med en historie, når man er en boblespyttende drage...?

Video: http://www.youtube.com/watch?v=QEQS6aB6PO0

(Dyrk lige musikken - den ligger lige på grænsen mellem genial og uudholdelig)

Prince of Persia (1989):

4 år gamle Jonas sidder foran computeren, og frem toner titel-skærmen i Prince of Persia med den fantastiske persiske musik kørende for fuld skrue. Fem minutter senere er jeg død tre gange - to af gangene fordi jeg faldt ned i den første omgang pigge, og en gang fordi jeg stormede i mod ham gutten i starten af banen, der hugger mig ned, fordi jeg ikke har et sværd.
Derefter gik der nogle år, før jeg for alvor fik spillet det igen. Nederlaget havde simpelthen været for stort.

Men da jeg så vendte tilbage til det persiske eventyr, fik jeg for alvor øjnene op for, hvor godt et spil, der egentlig var tale om. Jeg brugte timer og atter timer på at lære at time mine hop perfekt, at finde alle de gemte healthpotions og ikke mindst at finde vejen gennem de ofte kringlede baner (okay, måske var de ikke så kringlede, men jeg var 6-7 år på det tidspunkt, så min forvirring var godkendt).

Har også spillet det igennem i løbet af de senere år, og det er stadig et fænomenalt spil.

Video: http://www.youtube.com/watch?v=UgKP0kYnGmU

____________________________________

Har I selv spillet nogle af de disse titler, og var I lige så grebet af dem som jeg, så efterlad gerne en kommentar under bloggen (I må selvfølgelig efterlade en kommentar uanset hvad). :)

(Billederne herunder: Alley Cat, Bubble Bobble, Prince of Persia)

GR byder Jonas velkommen

Nu har jeg været fast inventar på Gamereactor-kontoret i cirka en måned, så tænkte, at det nok var på tide med en blog. Jeg er i gang med min kandidat i Medievidenskab på Københavns Universitet, og da jeg gerne ville i praktik et sted, der havde en eller anden form for kontakt med spilmediet, så var det oplagt at spørge om muligheden hos Gamereactor. Jeg bruger i forvejen en del tid herinde, kender tonen, og er allerede faldet ret godt til. Den mere journalistiske tilgang er lidt ny for mig, men det gør det ikke mindre spændende, da jeg altid har været glad for at skrive. Og eftersom skriftsproget er en ret vigtig faktor, når man som jeg afleverer minimum to store opgaver på hvert semester, så er det skønt at kunne udvide sine horisonter på det område.

Praktikperioden går til slutningen af maj, og I vil komme til at opleve mig som en del af redaktionen i den periode, hvor jeg vil sørge for en lind strøm af nyheder, anmeldelser, artikler og blogs. Og netop blogs er det, det skal handle lidt om i dag, for jeg planlægger at lave en blogserie, der skal handle om nogle af de titler, der for alvor gjorde mig interesseret i spilmediet. Det kommer primært til at omhandle PC-spil, da det var dér jeg tog mine spæde skridt som helt ung gamer, men bliv ikke alt for overrasket, hvis der sniger sig en enkelt konsoltitel ind hist og her.

Hvis folk har interesse i blogserien, vil den naturligvis køre for fuld skrue, men jeg er også åben for forslag om andre gaming-relaterede emner, der kan tages op, så hver eneste blog ikke bliver en historisk gennemgang af min tid med computerspil...:) Så kom frisk med forslag, og ellers skal jeg nok smide et indlæg op i ny og næ om et eller andet nøje udvalgt (og gaming-relateret) halløj...

Eftersom det er fredag, skal vi naturligvis have nedenstående billede med.

I'll catch you on the flip side...

Man må yde før man kan nyde

I går sad jeg til undervisning på universitetet og vores underviser hiver en bunke papirer op fra sin taske og kigger ud på os. Han fortæller, at det drejer sig om besvarelserne på 3 spørgsmål, som han havde uploadet på nettet søndag aften. Der er 19 elever ud af cirka 35, som har besvaret spørgsmålene og meningen er nu, at man så kan bruge de udprintede besvarelser i det videre forløb, da de i teorien skulle opridse hovedpunkterne i en af pensumteksterne. Han tøver dog lidt med at udlevere dem og fortæller så, at han overvejede kun at udlevere dem til de elever, som selv havde besvaret de 3 spørgsmål, fordi de resterende i så fald ville kunne snylte sig igennem de kommende undervisningsgange, hvor man uden at besvare spørgsmålene vil få udleveret eventuelle hovedpointer og guldkorn. Det ender dog med, at alle får udleveret et eksemplar af besvarelserne og der er ingen sure miner...

Hvor vil jeg hen med det...? Jo, jeg kom bare til at tænke på en debat, som jeg gentagne gange har været vidne til/deltager i.
Nemlig debatten omkring, hvorvidt man er/vil være/bør være organdonor...

Jeg har selv udfyldt donorkortet med kryds i feltet "Fuld tilladelse", da jeg hellere end gerne ser, at jeg kan hjælpe andre, hvis jeg en dag kommer ud for en ulykke eller på anden måde bliver så hjerneskadet, at der alligevel ikke er nogen grund til at jeg selv bruger så dyrebare organer.
En anden grund er, at jeg ved, hvor meget det ville betyde for mig, at der var en anden, der havde doneret sine organer, hvis jeg selv, eller en der står mig nær, pludselig en dag står og skal bruge et nyt organ for at overleve. Jeg snakkede med min familie inden jeg udfyldte kortet, for ville gerne lige høre deres mening angående emnet. Man har jo også mulighed for at skrive, at ens familie skal tage beslutningen, hvis situationen opstår, men blev enig med mine forældre om, at det nok ville være en ubehagelig situation at sætte dem i, så det blev til "Fuld tilladelse"...
Og det er i forbindelse med netop det at give/modtage organer, at bloggens overskrift kommer ind i billedet, for jeg har gennem tiden oplevet, at nogle mennesker havde den holdning, at man må yde før man kan nyde - altså skal man selv være organdonor, hvis man selv vil kunne modtage organer, hvis man står i en situation, hvor det er nødvendigt for at skulle overleve.

Hvad siger I her på siden til et emne som dette...? Er I selv organdonorer, overvejer I at blive det eller har I måske bare en holdning til emnet, så kom med nogle svar...:)

Og prøv at holde debatten sober - man har ret til at have en hvilken som helst mening, når min blog er udgangspunktet:D

Hvorfor lave det i dag, som kan....

... udskydes til imorgen?

Ja, læste lige NiclasT's blog om, hvordan han sidder i et lektiehelvede, fordi han har udskudt opgaveskrivning til allersidste øjeblik. - http://www.gamereactor.dk/blog/niclast/
Netop derfor burde overskriften på denne blog måske være det stik modsatte(og mere brugte) "Hvorfor udskyde til i i morgen, hvad der kan laves i dag?"... Men flere og flere af os lader til at leve efter min version af det kendte ordsprog, selvom det vel næppe kan betegnes som en klog beslutning. Her snakker jeg ikke kun om lektier, men også om andre af livets aspekter. Lad os tage et aktuelt emne: klimaet. Vi står, ifølge rigtig mange kloge mennesker, på kanten af et klimamæssigt kaos, og hvis vi ikke reagerer nu, så vil det gå helt galt. Så drager jeg en parralel til NiclasT's blog, for er det ikke samme position blot i et lidt mindre perspektiv? Det virker som om, at beslutninger angående tiltag, som skal modvirke de kraftige klimaforandringer er blevet udskudt i samme stil, som NiclasT har udskudt sine lektier...
Hvad er det, der gør, at skoleelever såvel som statsledere og miljøministre verden over næsten altid skal udskyde opgaver, som til enhver tid vil være smartere at få løst så hurtigt som muligt...?
Er det dovenskab i stil med, når jeg skal ringe og aftale en tid hos tandlægen, men ikke lige gider rejse mig og finde telefonen, og derefter glemmer alt om tandlægen, hvilket betyder, at der så går flere måneder før jeg kommer i tanker om det igen...? Eller har verdens statsledere nedprioteret klimaet, fordi der lige udkom fire gode spil til PS3'eren, som de bare MÅTTE spille, før de snakkede med resten af verden...?
Jeg ved ikke, hvad grunden er, men faktum er, at utroligt mange af os udskyder til imorgen, hvad der kan gøres idag...

- Har du også eksempler på, hvor du har udskudt ting, som egentlig bare burde ordnes med det samme, fordi det så ville gøre tingene nemmere i sidste ende, så skriv det i kommentarfeltet...

- Kigger man på nedenstående billede, er global opvarmning måske slet ikke så tosset...

Mit dilemma

Ja, som overskriften antyder, så er jeg i lidt af et dilemma.
Har siden onsdag været væk hjemmefra, og i den tid er hele 3 bestilte PS3-spil ankommet til min bopæl... Det drejer sig om Race Driver: Grid, Ninja Gaiden Sigma og Fallout 3...
Startede med at spille lidt Grid, skiftede så til at hugge til højre og venstre i Ninja Gaiden, og er nu i et dilemma. For skal jeg nu efter at have prøvet de to første, så også prøve Fallout, eller bliver det for meget af det gode? Har en idé om, at begynder jeg først på Fallout, så fanger det mig i en sådan grad, at jeg ikke slipper det lige foreløbigt, hvilket ville være lidt synd for de andre spil, som så skal stå ubemærkede på hylden i al den tid.
På den anden side har jeg det sådan, at jeg konstant glæder mig til, hvordan Fallout egentlig er, og derfor flere gange har overvejet at afbryde spillet jeg var i gang med for at prøve det af, men ovenstående "frygt" for at blive fanget holder mig stadig tilbage...
Lige nu snurrer Grid i maskinen, og det fanger mig mere og mere, så måske skulle jeg fortsætte med det, afbrudt af midlertidige pauser, hvor jeg får blodet til at flyde i Ninja Gaiden... Dette vil medføre, at jeg først kommer i gang med Fallout om lidt tid, men der sker vel heller ikke noget ved at jeg hyper en anelse over det, indtil det bliver smidt i maskinen vel...?

Hvilken af mine nævnte "løsninger" støtter i op om, eller har i et helt tredje forslag?