Sway

I denne uge vender vi tilbage til det fjerne østen og kigger på et værk fra en stolt filmnation, Japan.

Japan har i mange år været et land med respekterede filminstruktører. Den mest kendte af disse er Akira Kurosawa, hvis samuraifilm som De Syv Samuraier, Rashomon og Yojimbo ikke bare har efterladt et varigt indtryk på populærkulturen, men på mediet i sig selv.

Egentlig er det en skam hvordan Kurosawas popularitet har gjort at andre instruktører fra samme periode, som f.eks. Seijun Suzuki, næsten er gået i glemmebogen.

Først i løbet af firserne og halvfemserne, i kølvandet på Kurosawas død efter 50 år i instruktørstolen, kom der fokus på de nye instruktører.

Ud af disse gjorde Takeshi Kitano (Zatoichi, Violent Cop), Takashi Miike (One Missed Call, Ichi The Killer) og Hirokazu Kore-eda (Maboroshi, Nobody Knows) sig specielt bemærket og har skabt et godt ry for japansk film.

Derfor syntes jeg det kunne være interessant at se en film af den nyeste generation, der vil komme til at overtage fanen fra Kitano og co. om et par år.

Så lad os se nærmere på brødredramaet Sway af den kvindelige instruktør Miwa Nishikawa.

Takeru er en succesrig, checket fotograf bosat i Tokyo. Han tager tilbage til sin hjemby, en lille søvnig provins, for at dukke op til sin mors begravelse. Dagen efter tager han sammen med sin bror Minoru og deres fælles veninde Chieko (som Minoru er forelsket i) til en lille skov i nærheden.

Da Chieko og Minoru krydser en skrøbelig bro, falder Chieko ned og dør. Hvad der i virkeligheden er sket afsløres i løbet af et retssagsdrama og samtalerne mellem de to brødre.

Det mest interessente træk ved Sway, er dens tro på, at "less is more". Det dybe psykologiske drama mellem brødrene udtrykkes gennem deres dialog og skuespillet, ikke flotte filmtricks eller kameravinkler.

Det er en kompliceret handling, der imponerende fortælles gennem en serie scener af folk der snakker sammen. Ved simpelthen bare at præsentere os for mennesker der handler i tiltagende alvorlige situationer, bliver vi som seere overladt til at skabe vores egen mening.

På trods af ingen egentlig action, er intensiteten høj.

Teruyuki Kagawa, som spiller den mordmistænkte Minoru, er fuldstændig fremragende. Måden han formår at komplimentere den minimalistiske stil med sin positur, stemme og ansigtsudtryk, er et mesterligt stykke skuespil.

Takeru og Chieko bliver også flot portrætteret med diskrete detaljer, men at se Minorus sind langsomt smuldre mellem fingrene på ham er en udsøgt fornøjelse.

Et seriøst problem med Nishikawas minimalistiske stil, gør sig bemærket i form af filmens længde.

2 timer er meget lang tid at skulle koncentrere sig om hver en detalje og i sidste ende er det svært at fortænke nogen i hvis de på et eller andet tidspunkt tjekker hvor langt de er inde i filmen.

Havde den bare været 20 minutter kortere ville vi have at gøre med en mere koncentreret fortælling, der også ville være mere spændende.

På trods af man måske lige skriver en sms under filmen er Sway virkelig værd at se til ende.

Slutningen er så dejlig mystisk og tvetydig at man snildt kan tilgive de lidt kedelige øjeblikke.

Hvis du er i humør til at se en film hvor du skal tænke dig om og analysere, er den her tiden værd.

7/10