MUBI bloggen: Requiem For A Dream

Darren Aronofsky er nok en af de bedste nulevende amerikanske filminstruktører (sammen med Paul Thomas Anderson og Christopher Nolan). Hans talent kender nærmest ingen grænser, hvilket han har gjort klart i sine fem spillefilm der henholdsvis handler om en genial matematiker, en gruppe junkier, et kærlighedsforhold der varer et årtusinde, en afdanket wrestler og en ballerina der mister sit greb om virkeligheden.

Der er ingen tabuer, når Aronofsky står bag kameraet, og i den sammenhæng syntes jeg det kunne være sjovt at kigge på hans allerhårdeste film, Requiem For A Dream, i anledning af den amerikanske premiere på hans nyeste film, Black Swan (den har premiere i Danmark den 20. Januar og jeg glæder mig som et lille barn).

Harry Goldfarb er junkie og sammen med sin ven Tyrone og sin kæreste Marion jagter de det daglige heroinfix. Samtidig må Harrys mor, Sara, konfrontere sin afhængighed af sukker da hun skal tabe sig i sammenhæng med at hun skal være med i et tv-show. De befinder sig alle i en nedadgående og livsfarlig spiral.

Requiem For A Dream er en af de hårdeste film jeg nogensinde har set. Der gøres brug af et meget subjektivt kamera, der viser os verden gennem karakterernes øjne. En af de mest markante eksempler på dette er de små splitsekunders montager der beskriver hvordan Harry og hans venner tager stofferne. Det der gør filmen så stærk, er hvordan vi ser det positive syn på omverdenen degenerere til et levende mareridt.

Hvis man virkelig kigger efter, er selve handlingen temmelig uinteressant, det man skal bide mærke i er stemningen som skuespillet og klipningen frembringer.

Aronofsky har et enormt talent i at få de bedste ud af sine skuespillere og jeg tør godt påstå at det er her, han får de allerbedste præstationer frem (også bedre end Mickey Rourke i The Wrestler).

Ellen Burstyn som Sara Goldfarb er næsten et studie i skuespil i sig selv. Hun giver sin karakter et utal af facetter og hendes arbejde med sine ansigtsudtryk er simpelthen enestående. I en monolog hun har midt i filmen siger hun "jeg er gammel.", måden hun siger den sætning på er så hjerteskærende, at jeg faktisk får en klump i halsen bare at skrive det.

De resterende skuespillere er også fremragende. Jared Leto og Jennifer Connelly som junkieparret Harry og Marion giver forholdet så mange nuancer at man næsten kan se katastrofen vente forude og Marlon Wayans, som jeg aldrig ville tro kunne håndtere seriøst karakterskuespil, er imponerende som Tyrone.

Som tidligere sagt kræver det en mave af stål at kunne holde filmens slutning ud. Den næsten vanvidsfremkaldende montage der også kun består af splitsekunders klip er kvalmende og dybt, dybt chokerende.

Så hvis du er i humør til en film du nok aldrig glemmer, både på godt og ondt, så smut på MUBI og se denne mavepuster.

8/10