MUBI bloggen: Crimson Gold

Måske er det den søde julestemning der har lagt sig over Gamereactor, måske er det noget helt andet, men efter Lee sammen med Microsoft arrangerede gaver til børnene på Rigshospitalet, vil også jeg prøve at bruge den smule opmærksomhed jeg får fra de her artikler til at belyse en alvorlig sag.

For nylig blev den iranske instruktør Jafar Panahi fængslet og modtog en dom der siger, at han i 20 år ikke må skrive manuskripter, instruere eller lave film i det hele taget. Den diktatoriske iranske regering med Mahmoud Ahmedinejad i spidsen (et af de få mennesker der kan skræmme livet af mig) anser Panahis film som systemkritiske og er ulovlige i hele Iran.

Panahi er en respekteret filmskaber i alle lande undtagen sit eget og verdens filmnationer er udbrudt i et ramaskrig mod denne ikke bare udemokratiske, men også umenneskelige beslutning.

Siden mit efternavn ikke er Trier, Tarantino eller Kitano er det meget begrænset hvad jeg kan gøre, så jeg vil udvise solidaritet over for hr. Panahi ved at kigge på en af hans film, Crimson Gold fra 2003.

Hussein Emaddedin arbejder i Teheran som pizzabud og begår sammen med sin svoger Ali et par småtyverier en gang imellem.

Da de en dag stjæler en håndtaske og finder en kvittering på en halskæde der koster 375 millioner rial, kommer det som et slag i ansigtet på Hussein.

Det der følger er hans udforskning af begreberne rig og fattig i det moderne Iran.
Som man nok kan høre begiver Panahi sig med Crimson Gold ud i socialrealismens verden og tager i den sammenhæng et par interessante valg.

Alle skuespillere har aldrig spillet skuespil før og manden der spiller Hussein er også pizzabud i virkeligheden og lider af paranoid skizofreni!

Det giver en ekstrem naturalisme i oplevelsen og var det ikke for de til tider flotte kameravinkler, skulle man tro her var tale om en dokumentar.

En ting der vil virke eksotisk for vestlige seere, er den næsten strukturløse fortælling. Vi har en klart defineret start og slutning, imellem de to punkter får vi en sælsom, mediterende serie af sekvenser hvor Hussein konfronteres med sin egen fattigdom og uligheden i samfundet.

Vi følger ham tre aftener på hans pizzarute og møder forskellige mennesker, rige som fattige, der har en effekt på Husseins voldsomme beslutning til sidst i filmen. Sekvenserne virker improviserede og bliver efter min mening ved alt for længe.

På Husseins anden pizzarute støder han på nogle skumle typer der tilbageholder ham, imens de arresterer en gruppe mennesker der har været til fest. Scenen trækkes ud i det uendelige og hvis Panahi havde klippet med mere hård hånd ville historiens budskab måske fremstå mere tydeligt end det allerede gør.

Den eneste grund til jeg kan tilgive de lange, ensformige sekvenser, er fordi de fungerer som et vindue ind i det Iranske samfund og lader os se de steder, som regeringen ikke ønsker vi skal se.

Set fra denne vinkel er Crimson Gold ikke bare Panahis refleksioner over samfundet han lever i, men også hans måde at beskrive det moderne Iran over for verdenssamfundet, og det er alligevel en gerning der fortjener respekt.

Crimson Gold er absolut ikke for alle. Det er en mørk, sørgelig film om en mands langsomt smuldrende håbefuldhed. Men den enorme menneskelighed man præsenteres for gennem amatørskuespillerne, og det sjældne indblik vi får i et ellers lukket samfund, gør den seværdig for nysgerrige sjæle.

Tag et smut forbi MUBI og dan din egen mening.

7/10