MUBI Bloggen Horror Special: Cube
For et par uger siden skrev jeg en blog om en østrigsk gyserfilm ved navn Dead in 3 Days.
Med den blog ønskede jeg at få sat gang i en lille gyser-kavalkade af anmeldelser. Desværre var den østrigske slasher sådan en skuffelse at jeg helt mistede modet.
Til denne uge valgte jeg så igen at stikke hånden ind i bikubben og heldigvis fandt jeg denne gang ikke bare en god gyserfilm, men også lysten til at lave en serie gyser-anmeldelser i de næste par uger.
Så det er med stor fornøjelse at jeg præsenterer første del i MUBI Bloggens Horror Special, den canadisk-producerede, dybt forunderlige, Cube.
7 fremmede mennesker vågner i en mystisk kube. Den er fyldt med ekstremt voldelige fælder og ser ud til at strække sig ud i det uendelige. Ingen ved hvorfor og hvordan de er endt der, men ud vil de. Det der følger er ikke bare en kamp mod den mystiske maskine de befinder sig i, men også mellem de tilfældige ofre.
Det attraktive ved Cube, er dens enkle præmis. Siden vi i løbet af filmens halvanden time udelukkende følger menneskerne og aldrig ser andet end kuben, bliver man som seer til den 8. fremmede.
Ved hjælp af et overraskende godt manuskript og rimelig overspillende B-skuespillere får man enorm medfølelse med ofrene og bliver suget helt ind i deres mildest talt uheldige situation.
I stedet for at være en gyser der beror på blod og indvolde, skaber filmen et ubehageligt psykisk pres, ved hjælp af sine klaustrofobiske omgivelser.
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse at fangerne lidt efter lidt bliver mere frustrerede, og det er svært ikke at føle med dem. Kuben er et af de bedste filmmonstre i nyere tid.
Desuden udmærker oplevelsen sig med en uhyggelig god struktur, som hele tiden får en til at håbe, velvidende at det nok leder op til en skuffelse.
Manuskriptforfatterne har forståelse for deres væld af muligheder og især en scene midt i filmen, hvor personerne skal krydse igennem et lydaktiveret fælde-rum, var så spændende at jeg fik ondt i maven.
Selvom Cube ikke umiddelbart virker som et værk med nogen bestemt pointe, har den en enkel scene hvor den skinner.
På et tidspunkt diskuterer karaktererne hvorfor det de befinder sig i, overhovedet eksisterer. Konklusion de når frem til har muligvis ikke noget på sig, men tanken som det fremsætter er utrolig interessant og beskriver flot menneskets basale ønske om, at ting skal give mening.
Jeg er lidt nervøs for om jeg har begået en fejl ved at starte denne Horror Special med en film som Cube, for jeg ved ikke om jeg kan finde noget der vil kunne toppe den.
Den har et spændende præmis, velskrevne karakterer, psykologisk dybde og er på et helt basalt plan ekstremt spændende.
Et seværdigt og lettilgængeligt værk man ikke burde snyde sig selv for.
8/10



Jeg kan rigtig godt lide din anmeldelse, og er enig med mange af de argumenter du bruger. Den er velskreven og teksten hensigtsmæssigt disponeret.
Jeg er dog en kende uenig med den endelige score (synes selv at filmen var et lille mesterværk), da det umiddelbart i brødteksten lød som om, at den ville få 10 eller 9.
I modsætning til Gummisokken vil jeg dog fraråde alle at se 2'eren, den var tæt på at ødelægge mit minde om originalen. 3'eren er seværdig, men prøver at skabe for mange svar, som ikke er nødvendige.
Jeg vil følge med i dine blogs, helt sikkert!
Forfærdelig film. Folk kigger altid underligt på mig når jeg siger det, men syntes godt nok den er helt igennem rædselsfuldt dårlig og forstår på ingen måde hvordan den har fået kult/klassiker status. Hovedpersonen tygger sig igennem sceneriet mens resten leger Ikea møbler. Undtagelsen er den kvindelige aktør der på ingen måde fungerer troværdigt som et matematisk geni.
Værst er dog plottets udvikling, man går fra kasse til kasse mens de regner den ene formel ud efter den anden. Der sker ikke noget interessant undervejs og kassernes fæller bruges aldrig rigtigt til noget. Eneste lyspunkt er hovedkarakteren som har sat sig for at blive den nye Bruce Payne... Tænk at nogen der kunne lave sådan et makværk senere skulle kunne lave en så hæderlig film som splice...
Vil slet ikke kommentere alt hvad der hintes om kassen, syntes det var virkeligt dumt... Skulle jeg bruge én sætning til at opsumere min holdning om filmen: "self-indulgent piece of shi..."
/rant over
Lav eventuelt en blog om inside, ikke at jeg vil anbefale filmen men kunne da være interessant at læse om den. Skulle forestille at være god, hvis man er til meningsløs vold mod dumme mennesker.
Jeg nød at læse din blog, og kunne godt tænke mig at læse om din personlige holdning til især to film.
Disse film er Nosferatu, den første egentlige film af mange der indeholdte dracula, og Fiend without a face.
De er dog begge filmklassikere, så jeg forstår udmærket godt hvis du vælger ikke at anmelde dem - før du har anmeldt nogle af de mere obskure og "små" film.
Jeg har skam intet imod i kommer med forslag, men filmene i nævner findes ikke på MUBI-tjenesten, så jeg kan ikke skrive om dem. (:
Inside findes på Mubi, det er den eneste grund til jeg så den. Står under franske horror film. ah tjekkede lige imdb, den står sikkert under sin franske titel: À l'intérieur