MUBI Bloggen Horror Special: Repulsion

Det har ikke været nemt at være Roman Polanski fan på det sidste.

Den polskfødte instruktørs pædofili-dom, samt det faktum at hans seneste film, Ghostwriter, efter min mening var enormt uinteressant, får mig til at ønske han ville genfinde den magi han havde tilbage i 60'erne og 70'erne.

Efter at have produceret kort- og spillefilm i sit hjemland de første ti år af sin karriere, fik han i 1965 chancen for at producere en engelsksproget film.

Det blev startskuddet på en ekstremt spændende og succesrig karriere hvor han ikke bare filmatiserede et af de mest respekterede filmmanuskripter nogensinde, Chinatown, men også introducerede mainstreamen til gysere der involverede dæmonisk afkom, Rosemarys Baby.

Som led i anden del af MUBI Bloggens Horror Special har jeg valgt at kigge nærmere på den psykologiske gyser, Repulsion, fra 1965.

I filmen følger vi den sære Carole med den nuttede belgiske dialekt, som bor i London med sin storesøster Helen. Hun arbejder som assistent i et skønhedsfirma hvor gamle kvinder får lavet manicurer og ansigtsmasker.

Da hendes søster tager på ferie og hun efterlades alene i lejligheden begynder hendes virkelighedsbillede at krakelere.

Siden mange psykologiske problemstillinger og lidelser kan ledes tilbage til et eller andet form for seksuelt syndrom kommer det nok ikke som nogen overraskelse at filmens overhængende tema er seksualitet og hvordan det kan være en altødelæggende magt.

Repulsions effekt på visse af nutidens instruktører er ikke til at overse og især Darren Aronofsky ser ud til at have hugget (med al ære og respekt) et par elementer fra Polanski.

Det dybt subjektive kamera og virkelighedsforvrængende udtryk køres for fuld udblæsning i Requiem For A Dream og måden Carole og Helen repræsenterer henholdsvis det jomfruelige og seksuelt løsslupne menneske, ligner til forveksling komplekset mellem de to ballerinaer fra Black Swan, Arronofskys seneste film.

Hvis vi ser bort fra de kulturelle indflydelser er der et vigtigt spørgsmål der skal besvares: er filmen uhyggelig? Bare det at man stiller et sådant spørgsmål viser man ikke kender nok til Polanski.

Alfred Hitchcock er blevet kaldt "The Master of Suspense", men jeg må af et rent hjerte sige at i perioden 1965-70 tilfaldt den titel vores kære instruktør fra Polen.

Han mestrer tempo og stemning på enestående facon og skaber på mystisk vis en effekt i publikummets sind hvor man virkelig er bange, men man ved ikke hvorfor.

Der gøres brug af en tyk symbolik som kræver en opmærksom seer, men effekten er meget imponerende.

Når sløret løftes til sidst og det ubehagelige soundtrack får lov til at blomstre op, er det i sandhed et gruopvækkende rædselskabinet der afsløres.

Desværre lider filmen af en rimelig uinteressant handling der i den sidste halve time går fuldstændig i stå, men hvis man ser den som en sanseoplevelse bliver man ikke skuffet.

Repulsion er måske ikke en af mandens bedste film, men et meget interessant værk.

Vi får lov til at se den unge Polanskis spæde skridt i sin spillefilmskarriere og på en måde føler jeg at hans pædofili-dom giver denne film et par dybt ulækre dimensioner, der gør den endnu mere skræmmende at overvære.

7/10