Journey - nej ikke dén Journey

Nok om Xbox One. Mit hovede er ørt.

Og det er jo ikke hver dag at en af vores brugere får et musiknummer færdigt. Vores svenske bruger Zenith_J_Coke sendte mig lige en PM med et link til deres Journey på Soundcloud, og da jeg var ret pjattet med deres tidligere teaser, så kastede jeg mig over den her.

Det er nu herligt. Sådan lidt Hotline Miami og dermed retro-fedt. Og afslappende. Det fortjener lidt reklame.

Hør det knapt syv minutter lange nummer her.

Xbox One-præsentationen

Jeg vil så gerne sige, at aftenens Xbox-præsentation var en oplevelse og en solid konkurrent til Sonys præsentation. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg er skuffet.

Ikke over hvad der blev nævnt i mikroskopiske detaljer (masser af nye spil-IP's eksempelvis), men over det sædvanlige fokus på amerikansk sport, tv og blah blah. Og manglen på mere konkrete detaljer... og spil.

Men især den meget fokus på sport og tv irriterede. Ikke fordi jeg har et problem med det, men fordi jeg ved hvordan det gik med Xbox Indie Games og tv herhjemme på Xbox 360. Der skete nærmest intet. Men Microsoft kan jo selvfølgelig vise sig at overraske denne gang.

Remedys kommende actionspil Quantum Break var det eneste, der fik min puls en smule op. Men vi fik for pokker heller ikke mange detaljer. Jeg troede, at det var Sonys job at levere smarte reklamer med kække unge mennesker og kendte udviklere, der siger buzzwords i takt til musikken.

Jeg er dog vild med designet. En simpel enhed, der ikke kommer til at dominere med underlige former og vilde kurver. Tak.

Kommer det til præsentationen alene, så er stillingen lige nu:

Sony 1 - Microsoft 0

Det er nok ganske sigende at Sonys aktier steg knap 9% under præsentationen.

Roll on E3!

Du kan læse min dækning af præsentationen ved at klikke her.

Hvad synes I om præsentationen og fremtidsudsigterne?

Den stakkels Wii U

Jeg har ondt af Wii U. Nintendo har lavet en lækker konsol med et fantastisk socialt netværk. De har god opbakning til og fra indie-udviklere, og maskinen har flere AAA-titler end nogen anden konsol i nyere tid har haft ved lanceringen.

Problemerne er dog mange.

For det første er de nævnte "mange AAA-titler" jo ikke nogen, som vi ikke har set før. De er genudgivelser. Nej, jeg synes ikke, at New Super Mario Bros. U er en AAA-titel. Jeg synes, at det er et godt platformspil, men bare fordi der står Mario på æsken, er jeg ikke solgt. Men jeg er heller ikke fan af Mario. Hvilket bringer mig til fansene. De får godt nok heller ikke meget nyt. Hvor er det store Zelda, det vilde Metroid eller et nyt StarWing? Alle titler, der nok skulle kunne se lækre ud med de ekstra hestekræfter i HD, og samtidig sikre Nintendo hardcore-fansenes opbakning.

Jeg synes dog, at det var en lang bedre oplevelse at spille Assassin's Creed III på denne konsol (hurra for kortfunktioner på Gamepad!) og jeg elsker LEGO City Undercover (hurra igen). Begge titler viser jo at hardwaren kan levere, når der bliver lagt en smule kærlighed i produktionen. Rayman Legends-demoerne har også fået mig til at smile stort.

Alligevel kan jeg ikke helt se, hvad jeg skal med touch-skærmen. Den fremmedgør både nye og gamle spillere. Men det er selvfølgelig bare DS om igen. Her kunne de færreste også se ideen, og det gik jo ganske godt, må man sige. Og apropos DS: hvis Nintendo valgte at udgive deres DS-katalog på Wii U, så ville den give mere mening for mig. Det må være et rimeligt overskueligt konverteringsarbejde. Du har touchskærmen nederst som på DS og hovedspillet på den store skærm. Alligevel er det nok ikke noget for mig. Jeg bryder mig ikke om Nintendos lukkede eShop, hvor jeg aldrig føler, at jeg ejer noget. Jeg føler mig snydt af den simple grund, at jeg ikke bare kan genskabe mine data og spil som jeg lyster. Det er lige nøjagtig så kompliceret, at jeg ikke gider trykke køb.

Jeg føler mig også snydt hvis jeg giver 500 kroner for et to år gammelt spil med lidt nye funktioner. Havde Nintendo og tredjepartsudviklerne valgt at genudgive tidligere konsolspil til Wii U som en slags bestsellere - nu bedre på Wii U - med en prismærkat på 200 kroner, så tror jeg, at de havde fået mange fans til at punge ud igen.

Og så skulle de for pokker aldrig have startet med deres rodede præsentation, hvor vi nærmest ikke følte at vi fik en ny konsol. Den ene lejr tror stadig, at det er en forvokset Wii, den anden lejr ved ikke at man kan køre Wii-spil på den. Begge lejre er forvirrede, og Nintendo gør det ikke bedre med skæv kommunikation. Og hvorfor må jeg ikke købe et ekstra Gamepad. Og hvad hvis mit gamle går i stykker? Og skal jeg have Wii-udstyr for at spille to spillere? Der er så megen usikkerhed omkring det her. På spil-siden og på hardware-fronten.

Og nu nærmer de ægte nextgen-maskiner sig. Jeg tror at Wii U ser sig tromlet ned til den tid. Med mindre planen er at relancere Wii U som en budget-maskine på det tidspunkt. Den til alle de gamere, der ikke vil betale de måske 4-5000 en next gen konsol koster og som gerne vil have familievenlige spil. Men hvorfor skulle de så vælge denne fremfor Xbox 360 eller PS3? Jeg ved det faktisk ikke lige nu.

Hvis eShoppens begrænsinger og hele tanken om én bruger én maskine bliver fjernet, er vi godt på vej. Hvis vi samtidig får en serie budget-spil, hjælper det også. Og så er det bare at håbe på, at Ubisofts udgaver af eksempelvis Watch Dogs til Wii U viser sig at være bedre end PS3- og Xbox 360-udgaverne, så kan de måske også lokke. I det mindste kommer de nu ud på samme tid til Wii U som til de andre formater. Det er vigtigt.

Der er dog stadig også nogle negative overdrivelser i spil. Eksempelvis det dårlige salg af konsollen. Fra november 2012 til og med første kvartal af 2013 har konsollen solgt flere eksemplarer end henholdsvis PlayStation 3 og Xbox 360 i samme tidsrum. Det er ganske vist kun nogle hundredetusinde foran konkurrenternes tal, men stadig har den solgt et par millioner i perioden (ifølge Nintendo 3,5 millioner på nuværende tidspunkt). Som den dyreste konsol på markedet. Så det er ikke den katastrofe, mange prøver at gøre det til. Det er eksempelvis over 1 million flere solgte enheder end Sonys PS Vita, som har haft næsten et års forspring til at bygge salgstallet op.

Lanceringstitlerne var også stærkere på Wii U end Xbox 360, der havde Perfect Dark Zero, Kameo og King Kong blandt det halvsølle udvalg. PlayStation 3 havde Resistance: Fall of Man og en række efterfølgere. Jeg ville ikke bytte mine lanceringsspil til Wii U for nogle af de titler.

ZombiU, Nintendoland og New Super Mario Bros. U til lanceringen. Sammen med et hav af klassikere. CoD med to spiller og hver deres skærm på én konsol. LEGO City Undercover, Little Inferno, Trine 2 og Monster Hunter 3 Ultimate samt en brillant udgave af Tekken senere. Og LEGO Marvel Super Heroes, Watch Dogs, Rayman Legends og en bunke Nintendo-helte i horisonten. Det er altså ikke helt skidt.

Vi er blevet erfarne gamere, men har samtidig glemt, at det vi dengang blev imponerede over og husker som vildt, ikke nødvendigvis var lanceringsspillenes kvalitet, men den æra de åbnede op for og tanken om fremtiden.

Og det er måske det største problem. Især med næste generation af Xbox og PlayStation på trapperne. Problemet er ikke udvalget af spil eller for den sags skyld konsollen, men troen på fremtiden. Jeg håber at Nintendo snart overrasker.

Hvad er jeres tanker om eller håb for Wii U?

Google, Apple og alle de andre

Det er egentligt ret pudsigt. Nu så jeg lige en kommentar på denne nyhed, hvor der blevet skrevet "Er omtrent så overrasket over disse tal, som jeg ville være, hvis jeg fik at vide, at Hr. West havde aktier i både Apple og Google.". Den synes jeg var ret sjov. Jeg lod dog være at kommentere, da jeg gerne vil have fokus på det jeg skriver om og ikke GR eller personen bag. Det bliver hurtigt sådan nogle indspiste kommentarer, især hvis jeg blander mig. Så det gør jeg mindre og mindre. For at få fokus tilbage på emnerne og væk fra mig/GR.

Men jeg smilte at to årsager. Fordi det var sjovt, men også fordi jeg for få år siden, ofte blev mødt med "Åh, ham Lee og Apple", så snart jeg nævnte et spil til formatet. Heldigvis er det lykedes mig at signalere lidt bedre gennem årene, hvad det er jeg står for: gaming på håndholdte og mobiler.

Der er flere årsager til det. Jeg kan godt lide de mange billige spil, de mange skæve oplevelser og den konstante forbedring, der sker på formaterne - især på Android og iOS (og forhåbentligt snart på PS Vita).

De stationære konsoller har i de sidste år interesseret mig mindre og mindre. For det første fordi de er nogle gamle travere, og tidligere betød det et væld af finurlige titler, fra udviklere, der har mestret hardwaren. I dag synes jeg mest det betyder generiske efterfølgere. Så de keder mig en smule. Lige med undtagelse af Xbox Live indie-games. Men det har vi jo desværre ikke i Danmark, så det er lidt omsonst at skrive om. Wii U har fornøjet mig, men shop-systemet føles igen for låst og siden det forrygende LEGO City Undercover har jeg ikke haft min tændt.

Det er på de håndholdte og mobiler at udviklingen brager frem nu. Men om bare nogle måneder, så er det endelig tid til en ny generation af konsoller. Jeg glæder mig afsindigt til PS4, som jeg virkelig synes tegner godt. Jeg er ligeledes spændt på om MS kan lokke nok. De skal virkelig gøre det godt. CoD: Ghosts er slet ikke nok til mig.

PC holder jeg mig fra, men det er ganske enkelt fordi jeg er nødt til at stå op og arbejde hele dagen ved en Mac, da jeg ikke kan sidde og arbejde. Jeg kan altså heller ikke sidde og spille. Det er kort sagt vigtigt for mig at kunne flytte mig ofte og vride mig med det jeg styrer med. Og der er mus og tastatur for bøvlet. Og jeg gider ikke stå og spille. Jeg savner det, men sådan er det nu engang.

Nå men tilbage til Lee, Google og Apple.

Mit job som chefredaktør er blandt andet at sørge for, at vi har folk med kendskab til de forskellige formater og genrer, og sørge for også at hjælpe med at brande disse folk. Eksempelvis tænker de fleste GR-læsere på Thomas, hvis snakken falder på ræs eller kampspil. Rasmus står for skydespil, arcade-ræs og Blizzard, mens Magnus tager action, PS Vita, og musik. Det er de folk, der fysisk befinder sig på redaktionen fra tid til anden, når der ikke er barsel, skole eller andet. Og sådan forsøger jeg at fordele indholdet til de rette folk. Derefter er det op til dem at være aktive på fronten og selv være med til at brande sig også.

Og jeg er så ham der tager den type spil, de fleste på redaktionen ikke gider. Mobilspil og håndholdte. De fleste redaktionsmedlemmer er ofte enige: "det er jo ikke rigtige spil". På trods af at jeg sjældent ser dem forsøge sig med spillene, så den sætning bliver i min optik lige så pjattet, som når de folk der ikke spiller konstaterer uden at prøve andet end i få minutter "at det ikke er noget for dem". Men så er det jo godt, at jeg elsker lommeformaterne. Det at jeg gør det, betyder jo ikke, at jeg er blind for andet eller har aktier i de to firmaer. Faktisk så skræmmer det mig en smule, altså spørgsmålet om hvad fremtiden byder på, hvis udviklingen fortsætter. For de store spilfirmaer køber sjældent reklamer for mobilspil, så når jeg skriver om dem, så graver jeg måske lidt min egen grav. Sådan føles det om ikke andet til tider. Især hvis branchen ikke ændrer handlemåder.

Det tror jeg heldigvis at den gør, men ting tager som bekendt tid.

Omvendt så laver jeg mange af artiklerne omkring mobilspil i min fritid, så det er gratis indhold for Gamereactor og fornøjeligt til tider for mig. Apropos tid. Det tog også tid for mig, at få folk til at indse, at jeg skriver om de platforme, jeg finder sjove, og ikke dem der ligner et æble. Så det glæder mig lidt at blive nævnt sammen med både Google og Apple. Om ikke andet viser det da, at jeg endelig er nået lidt længere. Nu er jeg i det mindste "ham mobilspilsfyren". Så mangler vi bare de håndholdte.

Det er fint med mig. Lige nu. Jeg ville ønske at både Sony og Nintendo havde et mere effektivt shop-system og måde at handle på, så jeg kunne få lettere adgang til de mange titler der, og dermed skrive mere om dem. Men sådan er det desværre ikke endnu. De famler begge lidt i blinde synes jeg.

Jeg overvejer dog en topliste over eShop-titler til 3DS, men det er en kamp at få koderne, og så er vi igen lige vidt.

At mine spilindkøb yderligere er bundet til en enhed på Nintendo er forfærdeligt. Så gider jeg ikke købe dem til privaten på en firmaejet enhed. At de på PS Vita er sat op i et uoverskueligt system (og at jeg altid mangler plads på de røvdyre memorykort) er ærgerligt. Jeg håber at de begge snart kommer med i kampen for alvor. For jeg elsker som sagt håndholdte også.

Hvordan har I det med dem? Og nej: I behøver ikke fortælle om hvor ringe touch-styring er. Det er den samme gamle debat om mus vs gamepad bare i ny indpakning. Nu tænker jeg mere på spillene, udvalget og dækningen.

Savner I noget både på formaterne. Savner I noget i dækningen af dem på Gamereactor? Kom glad. :)

De nyeste rygter om Xbox Infinity

Der er nu kun få dage til Microsofts afsløring af deres næste konsol. Vi kommer ganske sikkert til at streame begivenheden live her på Gamereactor, men du kan naturligvis også se den på Xbox Live. Om ikke andet er vi gearet til at dække annonceringen til langt ud på natten hvis nødvendigt.

Der har været ganske mange spekulationer, og en af de nyeste lyder rigtig god. I næste måned (eller juli) opdateres det nuværende dash board på Xbox 360 angiveligt, så det matcher den kommende konsol. Det spændende ved dette er, at det muligvis vil tillade spillere at kommunikere på tværs af konsollerne.

Hvis nu Microsoft kunne lave en form for multiplayer mellem de to formater, ville det være endnu mere fantastisk. Så er der jo en enorm god grund til at holde ved formatet både for nye og gamle spillere. Det er selvfølgelig bare dagdrømme og spekulationer. Men Xbox er nu engang bygget op over en mindre kompliceret arkitektur end PS3. Indtil videre har jeg dog været enormt imponeret af PlayStation 4-annonceringen, så jeg er spændt på om Microsoft kan toppe den.

Det får vi at se den 21. maj klokken 19:00.

Ses vi?

Vind 1 million dollars

Jeg synes altså, at dette er rimeligt vanvittigt, men åbenbart har PikPok og Dreamworks Studios i forbindelse med filmen Turbo lavet et gratis spil.

Det er sådan set meget normalt. Hvad der virker ekstremt er, at der er præmier for en million dollars til dem der kører bedst i spillet.

Yup en million dollars. Desværre kun til borgere i USA.

Konkurrencen kører fra den 16. maj til den 17. juli (hvor filmen har premiere) og der trækkes løbende vindere fra puljen i perioden.

Turbo Racing League er navnet på spillet til iPad og iPhone, og jeg aner ikke om det er godt. Men det er da ved at blive hentet lige nu. Også selvom jeg ikke skal gøre mig forhåbninger om at kunne vinde noget, med mindre jeg kører godt og skifter statsborgerskab. Fesent.

Er du fristet?

Vil du bare nyde to gode spil ganske gratis, kan jeg anbefale at hente GTA-klonen Gangstar Rio: City of Saints samt Halo-klonen Nova 3, der begge er gratis lige nu.

G0De gaml3 dage

Da jeg for næsten femten år siden besluttede mig for at købe en enkeltbillet til Kina med bus og tog, ryddede jeg gevaldigt op i mit liv. Og mine ting.

Jeg solgte alt, som jeg ejede, men jeg tog fotografier digitalt og scannede breve, billeder samt alt muligt andet gejl ind. Det var et helvede dengang. Den digitale tid var kun lige begyndt. Men det lykkedes mig at få det hele samlet på min whooping store 10GB (eller var det 8?) iPod.

Det er jeg ret glad for i dag.

Når jeg engang imellem kigger billeder fra gamle dage, så er der virkelig nogle muntre af slagsen. Ikke kun personlige minder, men også eksempler på ting, som jeg brugte masser af penge på.

Den her kostede næsten 6000 kroner. Men det var også verdens bedste konsol. Altså hvis vi ikke kiggede for meget på spillene, der mest bestod af grafisk lir og nul gameplay. Wohoo.

Nogle af jer, der kan huske den?

Bossfight: Danske gamere er kedelige

Jeg ved, at dette postulat er hårdt, men jeg må igen og igen konstatere. at mens jeg forstår, hvilke nyheder der sælger, forstår jeg ikke hvorfor danske gamere vælger disse.

Mit job er dog til dels at sikre at Gamereactor bliver større. Og det gør vi. Men...

Det var nyheden om Ken Levines inspirationskilder, der affødte denne blog. For med det samme jeg skriver et nyhedsstykke, så ved jeg inderst inde, om der kommer kommentarer, også selvom der egentlig ikke er den store historie at hente. Og det er faktisk ret kedeligt. For jeg vil så gerne dække det hele, men hvorfor bruge oceaner af tid på spændende, skæve, sjove, lige eller alvorlige eksistenser som ikke er AAA eller kendisser i branchen, hvis danske gamere ingen interesse har?

Bevares: de fleste udtrykker en kærlighed til alt andet end blockbustere, men når det kommer til stykket, er det ikke, hvad de viser med handling. Ikke at der er noget galt med det. Problemet er, når selvsamme personer synes, at det er kedeligt med alt den fokus på de store. Der er en grund til at EB er enorme, selvom de fleste (om ikke andet i kommentarer) foragter den type journalistisk, som de ofte tilbyder.

Men hvor skal fokus så være? På Gamereactor, mener jeg, at der skal være plads til det hele. Men ligesom vores promovering af blogge affødte beklagelser over, at der ikke var så meget aktivitet der (mens selvsamme brugere ikke kommenterede på en eneste blog), så kræver et fokus på det som I vil læse også en tilkendegivelse. Med mindre det er federe at brokke sig. Det var en af de ting, der sjovt nok gik igen igen, da jeg boede i Asien, og "de indfødte" der skulle beskrive os danskere. Vi elsker at navlepille og brokke os. Men vi kan ikke så meget. Selvom vi mener det modsatte. Det var ret skræmmende at høre på. Efter tre års påvirkning, kunne jeg godt se, hvad de mente.

Jeg har måske været i branchen længere end gennemsnitsalderen på de fleste læsere her. Jeg har oplevet den første gamer-tee til Top Banana blive båret på MTV (oho!). Jeg har set hvordan Super Nintendo og Sega Megadrive åbenbart var intet mod en 8088 PC eller en Commodore Amiga for danske forbrugere. Jeg har set Gameshop, Street Games, min egen butik Gameplay og flere mindre crash-lande. Interessen var der ikke.

Jeg har som sagt drevet en spilbutik, der solgte Dreamcast, Sega Saturn, Nintendo 64 og et hav af andre produkter, og set dem tromlet af tanken om FIFA 98 til PS1 med "de nye flotte animationer", mens Turok, Blast Corps, Soul Calibur og GoldenEye var ligegyldige. Jaja, nu vedkender de fleste danske gamere ganske vist ofte, at de produkter var ret fantastiske, men salgstallene og interessen tegnede et andet billede.

Ville jeg have Game & Watch tog jeg til Frankrig, ville jeg nyde SNES-spil tog jeg til Tyskland og skulle det være fed gaming, så stod returbilletten på England. Danmark var et spil-Uland. At komme væk og møde andre ligesindede var fantastisk.

Det siger lidt om hvor få vi er, når Thomas Blichfeldt (Ja: han er snart tilbage fra barsel... hurra!) var en af mine faste kunder i butikken.

Vi er så hamrende mainstream i Danmark, at det gør helt ondt. Især med gaming. Mere end resten af verden, der ganske vist lider af mange af de samme problemer. Men jeg skal også som chefredaktør tænke i tal.

Det er ret fjollet. For vi vil så gerne udstråle en forkærlighed for oplevelser, små titler, innovation, diversitet, uniqueness, men samtidig er vi som gamere ofte kun med til at understøtte de store gængse titler. Især som danske gamere. Vi er Hollywoods svar på spilelskere.

Vågn nu op. Hvis vi vil se mere af de de anderledes, de store, de små, de innovative, de sjove så er vi nødt til at glemme de vanlige fordomme og handlemønstre. Hvis vi vil se mere interessant indhold, så er vi nødt til at supporte det. Med kliks og kommentarer, ikke ved at brokke os i nyhederne om de store. For så får de jo igen al fokus.

Ikke alle små titler er fede, bare fordi de er små - bestemt ikke - (men når de så er fede, så kommenter for pokker). Ikke alt fra eksempelvis Activision eller Ubisoft er ondt, bare fordi de er store. Hvis vi ikke indser dette, så ender vi med et forudsigeligt dansk fokus, der er omtrent så kedeligt som at lytte til Kelly Clarkson, mens man påstår at Natalie Merchant er fantastisk.

Alternativet er, at folk går i den anden lejr og hylder alle små produktioner. Hvor er det kritiske i det?

Jeg orker ikke flere "seriøse journalister" der hylder en indie-titel med nuancer som et hvidt ark karton som det næste fantastiske, der fortjener din opmærksomhed. Eller en enig spilpresse, der hylder et bestemt indie-produkt, fordi det er blevet blåstemplet, mens de ignorerer et hav af andre spændende tiltag. Men jeg orker heller ikke, at der kun er plads i det danske ordforråd til Mass Effect, Call of Duty eller GTA.

Gamereactor er stor, og vores tid på redaktionen er knap. Det er en konstant analyse af, hvad gamere vil læse om, læsertal, kommentarer og selvfølgelig at dække alt det relevante.

Men I bestemmer ganske meget, hvad der skal kunne læses, og det er faktisk en enorm magt at have. Så gå på opdagelse og deltag. Eller kom med forslag her og støt dem, hvis vi vælger at fokusere på emnet. Der er en verden af forunderligheder til ægte gamere derude.

... Og vi er da for pokker kommet længere også i Danmark. Ikke?

Så fik jeg luft...

Billedet er fra King Cashing 2, en efterfølger til en personlig favorit, der affødte så lidt interesse, at jeg droppede at skrive om dette spil.

WTF IS FC3 BD

Overskriften stammer fra Ubisofts officielle side, der ligesom Far Cry 3: Blood Dragon har moret mig. Altså alt det omkring spillet, for jeg har ikke engang spillet det endnu - sådan for alvor hjemme i privaten. Men trailerne og reklamerne er i top, og det er faktisk det eneste, som denne utrolig korte blog skal handle om.

Prøv at tage et kig på Ubis bestillingsside, hvor beskrivelserne er helt fantastiske. "Buy cool shit", "The Facebook. Where leaks spread" og "Related Games (but not really related)" er bare nogle af guldkornene der.

Det er herligt. Nu skal jeg bare have tid til at spille det.

Læs alt muligt på Ubisofts Far Cry 3: Blood Dragon bestillingsside.

Det gør mig i godt humør. Og med det i tankerne vil jeg pakke min lasergun og ride ud mod solnedgangen på min trofaste stålhest.

Så kom A.N.N.E. i mål

Kickstarter er jo et herligt sted at spilde timer på at iagttage håb, drømme, ideer og til tider en bunke solstrålehistorier. A.N.N.E. er et af de spil, som jeg har fulgt nøje. Projektet har nu nået sit funding-mål, og er sat til udgivelse i midten af 2014 til PC.

Det er holdt i en fantastisk stil, der mest af alt blander Sword & Sworcery med SNES-nostalgi. Man vil kunne hoppe rundt som i de gode gamle Metroid-dage og flyve ens rumskib som i Gradius, og det ser så skønt ud med den detaljerede retro-grafik.

Der er en masse stretch goals knyttet til projektet, der lover både Mac-, Linux-, Wii U- samt PSN/PS Vita-udgaver. Og med ni dage tilbage af indsamlingen, kunne det da sagtens tænkes, at vi får andet end en PC-udgave at se. Og måske endda local co-op.

Det ene sæt, der inkluderer en SNES-style USB-controller og et fake cartridge, er mildest talt fantastisk.

Anne gooo!

The Walking Dead - igen

Jeg har efterhånden fablet så meget om The Walking Dead i spilform (altså det gode af slagsen). Jeg taler naturligvis om Telltales fortræffelige episodiske spilserie.

Årets spil 2012 her på Gamereactor og et hav af priser fra internationale sites.

Vi har både anmeldt enkelte af delene og taget hele serien samlet med The Walking Dead-anmeldelsen. I dag er spillet ude som en samlet udvidelse i landets butikker.

Jeg blev tilbudt af den danske importør Wendros at anmelde spillet. Jeg takkede pænt nej. Helt ærligt: der kan ikke tilføjes meget mere til anmeldelsen end: Nu kan det stå på din reol og pynte.

Men jeg foreslog at blogge lidt og udlodde spillet samt huen, som du kan se på billedet herunder. Derfor kan det nu blive dit helt gratis. Jeg trækker en tilfældig læser blandt alle kommentarerne herunder. Skriv en kommentar om tv-serien, tegneserien, spillet eller en joke om udøde (findes de?).

Vinderen får lov at vælge mellem Xbox 360- eller PS3-udgaven.

Lees kokkeskole

Jeg får til tider en umanerlig trang til noget sødt. Men da jeg lever ret sundt, sker det måske en gang hver anden måned at jeg foretager mig noget i den stil. Og typisk stadig ret begrænset.

I dag fik jeg dog lyst til kage, og besluttede mig derfor ret spontant at eksperimentere en smule. Resultatet blev nogle rimeligt sunde (om ikke andet sundere end normalen) haveregrynskager/cookies. De blev ret lækre. Så her er opskriften.

Normalt ser en opskrift på haveregrynskager cirka sådan her ud.

100-200 gram margarine
110 gram havregryn, finvalsede
150 gram Sukker
1 æg
1 tsk bagepulver
1 tsk hvedemel

Nu er hvidt sukker og hvedemel jo ikke verdens bedste føde. Det samme gælder smør/margarine, hvis man vil holde vægten. Her er hvad jeg endte med.

Monster Cookies

50 gram smør
100-200 gram havregryn (Jeg sjussede, indtil jeg synes, at det hang fornuftigt sammen uden at flyde ud og uden at virke for tørt).
50 gram sukker (Næste gang forsøger jeg helt uden - wish me good luck)
2 æg
1 tsk speltmel
4-5 tsk Vallenproteinpulver
1 spsk honning
1 sjat (måske 1 dl) vand

Jeg lever efter den skole af kokke, der mener, at man ikke skal tænke i præcise mål, men nærmere gå efter fornemmelse. Det er måske lettere for mig, da jeg rent faktisk har gået på aftenskole og lært sådan noget skidt, men jeg mener stadig, at alle kan finde ud af det.

Nå tilbage til opskriften.

Du rører æggene sammen med sukkeret. Tilsætter proteinpulveret og den ene teskefuld mel. Så smelter du den lille smule smør og smider sammen med resten. Tilsætter havregryn efter fornemmelse, mens du rører rundt. Derefter rører du honning i bunken. Og så en smule vand. Det er altså ret let.

Lige en forklaring om mine valg af ingredienser. Helt enkelt bruger jeg proteinpulver for at få et bedre forhold mellem det sunde og usunde. Jeg bruger honning, da det er sødt, men slår hvidt forarbejdet sukker med længder. Jeg er samtidig ret doven (nej, faktisk er jeg bare semi-handicappet pt. og lever derfor mere efter min krops regler end ure). Så jeg satte ovnen til 220 grader. Stoppede de her klatter ind på en bageplade (9 stk) i den varme ovn, trippede et minut og slukkede så ovnen og lod den klare resten på overskudsvarme. Jeg kom i tanke om dem en time senere, så det var nok et godt valg, da sådan nogle måske skal have 10-15 minutter normalt.

Min samlede arbejdstid var under et kvarter for 18 kager, og prisen under en tyver.

Et billede af det færdige resultat herunder til de nysgerrige.

Vil du se mere af den her slags kokkeskole, så skriv en kommentar herunder. Gerne med ønsker, ellers holder jeg dem for mig selv fremover.

Den politiske korrekthed

... hænger mig ofte langt ud af halsen. Det værste er selvfølgelig, at jeg ofte som chefredaktør på et stort offentlig site er nødt til at mane til fornuft fra tid til anden. Det er som om, at mange mennesker glemmer, at det er et offentligt rum, som rigtigt mange bruger, og at det skal være til at holde ud for alle.

Samtidig er mange af de samme brugere hurtige til at slå ned, hvis vi ikke opfører os professionelt. Det er egentlig ret ironisk. Vi er jo også bare mennesker. Men hvor går grænsen?

Men det er egentlig ikke Gamereactor, som jeg vil snakke om. Jeg sad bare lige og tænke tilbage på min barndom. Fuck i helvede, hvor var der andre regler dengang. Derfor har jeg i ren kedsomhed lavet en liste over ting, som dengang åbenbart ikke var problematiske.

Det hed en Negerbolle. Jaja, der er fløde, men den var jo kulsort. Ligesom en af mine gode venner Isaack. Han var også neger. Det kunne enhver se. I dag aner jeg ikke hvordan jeg skal kategorisere ham sådan helt korrekt. Han er fra Tanzania men jo opvokset i Danmark. Jeg plejer at bede ham skride ud og plukke bomuld. Og han kritiserer mig for at tilhøre den heliende overrace. For det tør vi godt.

Det var okay at have guns i E.T. (Steven Spielberg er heldigvis blevet klogere og har gendindsat disse). Man røg da i børneprogrammer. Tysk tv sendte noget, jeg nok i dag vil kategorisere som soft børneporno. Ja, sådan var det. Fedt nok når man er tolv og kigger med, sikkert mindre fedt for de deltagende. Men okay, når Otto Brandenburg kunne være med i Tyrens Tegn, forbavser intet vel. Lille Sorte Sambo var en fin børnebog. Den lille negerdreng, måtte nemlig både være neger og lave pandekager af dansende tigre (jaja, jeg tror at der blev røget en del dengang). Apropos: min mormor røg som en skorsten. Når vi kørte i bil, måtte jeg snappe efter vejret, for jeg var jo bare pjattet.

Hold da fest, det var jo helt forrykt efter dagens standarder. Og jeg savner ikke synderligt de ovennævnte ting. Jeg synes dog også at vi nærmer os et nypuritansk offentligt rum, som ikke lærer folk selv at tænke. Begge veje.

Det er kort sagt ugodt. For nu at bruge lidt Orwell.

Jeg sendte omkring årtusindeskiftet et nøgenbillede til hele familien af mig kun iført nissehue på dilleren som julekort.

Og jeg bestilte for et par år siden uden at tænke over det en negerbolle hos en isdame med tørklæde. Hun rettede mig bestemt til flødebolle, og jeg forklarede med et smil pænt, at jeg kom fra en tid, hvor folk rendte rundt nøgne og røg græs, så hun skulle ikke tage det personligt. Det grinte hun heldigvis af.

Alligevel er det som om, at vi konstant jamrer over censur, selvom vi også hele tiden bliver lettere stødte end nogensinde. Åbenbart. Mustafas Kiosk er den seneste børnebog, som pludselig var for meget for de svenske læsere. Man hører konstant *Beeep* i sange. Spillet Fire Emblem: Awakening fik dækket en semibar numse til. Vi skal endelig ikke komme til at forarge nogen.

Jeg har i de sidste par dage nydt spillet Symphony of the Origins, det er faktisk befriende ukorrekt til tider. Men måske netop derfor pissesjovt. Anmeldelsen lander i morgen.

Men tilbage til kernen. Det er som om vi skaber en eller anden vanvidsspiral af politisk korrekthed, som er helt malplaceret, samtidig med at vi selv vil have lov til at udtrykke os uden hensyn. Lad nu folk tænke selv. Men selvsamme folk, vil jeg så bede om, også netop at tænke, og ikke bare gøre som det passer dem. Det er den der gamle mantra: frihed under ansvar.

Hvor mener I grænsen går?

Den rigtige gamer!

Som chefredaktør på nordens største og ældste spilsite, synes jeg, at det er på tide, at jeg bidrager til debatten om, hvad en rigtig gamer er.

Derfor har jeg lavet en hurtig tjekliste, så du for alvor kan sætte de spillere på plads, som ikke er velkomne. Se herunder om du er en ægte gamer.

1. Du elsker at dø i spil - hele tiden
2. Du hader efterfølgere
3. Du elsker innovation og anderledes spil
4. Du hader efterfølgere, der gør ting anderledes
5. Du ved, at rigtige gamere kun bruger mus og tastatur
6. Du ved, at PC er ved at uddø
7. Du vasker dig sjældent, med mindre der er raid-pause (bonuspoint, hvis spildt Cola tæller som bad)
8. Du elsker små udviklere, men kommenterer udelukkende surt på nyheder og artikler om alle de store
9. Du kan mindst otte navne på obskure japanske spiludviklere, men ingen af de danske
10. Du ville ønske, at flere forstod din hobby
11. Du hader når folk, der ikke kan spille, forsøger
12. Du afskyr mobilspil og ved, at de kun dækker sociale minispil
13. Du ved, at dit foretrukne format naturligvis er det bedste - for alle
14. Du elsker gode fortællinger, men spiller altid det nyeste FPS
15. Du ved bedre end alle andre

Jeg håber, at denne tjekliste, vil være med til at cementere din status som gamer overfor de uvelkomne.

Husk en ægte gamer har mindst 10 (helst 14) af ovenstående punkter på sin liste. Er du endnu ikke i mål, håber jeg naturligvis, at denne liste kan hjælpe dig til snart at kalde dig en ægte gamer.

Vi skal jo nødig have, at andre nyder vores hobby.

Djævelens advokat Lee

Du får endnu et bonuspoint for at tænke: Hey... det er da Mario, da du så billedet her.

Fabelagtig ny teknik

I dag fik jeg en ny gadget. Ganske enkelt er der tale om noget, som jeg tror, kan blive stort. For det første bruger den ingen batterier (den kører ganske enkelt på hvilken som helst lyskilde). Den er kompatibel med brugerens allerede eksisterende udstyr, da den kan lagres på stort set det, som ejeren ønsker. Eksempelvis et sofabord eller en reol. Og for en iPad-freak som mig, er der endnu et stort plus: Den kan bruges i solskin. Der er stort set ingen refleksioner eller genskin!

Navnet er: BOG.

Mere præcist: Minecraft: Klodser, pixels og kunsten at lave kassen.

Jeg har nu nydt sommersolen og den første fjerdel af bogen. Skal jeg finde et ord til at beskrive den, så er det hyggelig. Faktisk er den en perfekt indføring til Minecraft-universet allerede efter de første ti sider, og derefter kommer der mere kød på historien.

Vi kommer rundt omkring det at være nørd, punkerluder og LEGO-entusiast. Barndommen for Notch (manden bag Minecraft-successen) og en masse ganske personlige detaljer gør den letlæselige bog til en perfekt ven, nu når sommersolen titter frem. Især for os geeks.

Hermed en anbefaling. Både til de af jer der intet aner om Minecraft, og så de af jer, der gerne vil vide om vejen dertil og folkene bag.

Minecraft: Klodser, pixels og kunsten at lave kassen kan købes hos den lokale boghandler (du ved: de steder der sædvanligvis sælger brætspil og takkekort).

Drengen der råbte ulv

I husker måske historien om drengen der råbte ulv for til sidst at blive råædt af en storgnaskende ulv med sylespidse tænder, da ingen længere lyttede. Indrømmet: faktisk var det måske kun hans får, der blev ædt, men moralen er den samme.

Pointen er naturligvis, at mange gamere, ser ud til at benytte samme metode.

Hver gang en ny udvikler skal tage over på en kendt franchise (CoD anyone?), der kommer DLC hurtigt (Watch Dogs), eller en efterfølger annonceres med multiplayer (Uncharted 3) eller spillet er freemium (RR3), eller folk fyres, skal snakken om malkning og skumle motiver altid dominere. De ovennævnte eksempler viste jo, at de ikke tog noget fra oplevelsen, hvis man gav dem en chance.

Uncharted 3 var stadig et rigtigt godt singleplayer-spil, CoD stiller tydeligvis stadig skydegale gameres behov, selvom det tog lidt tid at nå samme standard som tidligere, til gengæld kom der masser af nyt blod (og zombier) til serien, Watch Dogs DLC kan vise sig at være udviklet sideløbende og et resultat af, at der kan arbejdes på dette, når spillet er gået guld. Og dermed sikre den ekstra indtjening som spilbranchen behøver, da deres spilpriser har været stort set fastlåste i et årti på trods af stigende udgifter. Real Racing 3 var ikke den djævel mange gjorde det til (endda baseret på en tidlig udgave af spillet, der bestemt var for meget). Det var dog ikke det færdige produkt. Alligevel fortsatte strømmen af sure kommentarer omkring den tidlige udgave, som om den repræsenterede det endelige produkt. Hvis spiludviklerstaben skæres ned, er det ofte fordi flere er ansatte på kort tid (som når en murer ikke fortsætter arbejdet, efter huset er færdigt)

Både gamere og spiljournalister glemmer dog dette. Førstnævnte måske fordi de er bekymrede, sidstnævnte fordi det giver læsertal. Også selvom kritikken er alt andet end saglig.

Alligevel skal vi selvfølgelig være kritiske, men hvorfor brokke os inden vi overhovedet har set eller oplevet produktet?

En af årsagerne er måske, at mange gamere (altså den slags der deltager ivrigt på fora) er unge eller keder sig. Vi lever i et samfund, hvor der ikke er meget forældreopgør, mange farer eller for den sags skyld særlig megen usikkerhed. Så frustrationerne skal jo ud. Vi keder os, og så kan gamle dages historier jo snildt afsløses af konspirationsteorier.

En anden er naturligvis at mange er oprigtigt bekymrede over, hvor de mange små tiltag tager os hen. For turen kan let ende galt.

Jeg synes dog, at vi skal passe på som gamere med ikke at drukne vores stemmer i evige råb om ulve.

Vælg de rette kampe. Ellers forsvinder vores kritik jo i et hav af ligegyldigheder og konspirationsteorier.

Jeg synes samtidig stadig, at det er vigtigt, at vi som gamere netop er kritiske. Vi skal bare passe på ikke at bruge den kritiske røst ved hver en lejlighed, for så tror jeg, at vi ender med at blive overhørt.

Giv nu udviklerne/udgiverne en chance for at bevise deres intentioner, inden vi skriger i vrede. Der er nok af problemer at tage fat på, men som sagt skal vi vælge de rette af slagsen, ellers drukner vores stemmer.

Jeg afskyr mange freemium-modeller og mange efterfølgere, men jeg afskyr ikke dem alle. Og derfor er det vigtigt, ikke bare at skrige ulv, fordi jeg kan.

Den der Mors Dag

Nu tilhører jeg en generation, der kan huske dengang, hvor man sad hjemme og ventede på post (nej ikke pakken fra Amazon), men sådan et rigtigt personligt brev.

Der var noget særligt over at få fødselsdagskort, kærestebreve eller andet i papirform.

Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har sendt sådan et brev. Det er så meget lettere (og kedeligere) med Facebook, SMS eller mails.

Der er dog en sjov lille app ude, som lader dig designe hele molevitten på din iPad, og derefter bestille en fysisk udgave.

Det koster derefter under 5 dollars at sende et rigtigt kort (uanset hvor i verden du vil sende det), og så kan man samtidig få lov at sidde at nørde med detaljer uden at spekulere på en håndskrift, der langsomt har taget form af den man havde i første klasse.

Er du nysgerrig, så kan du hente App Cards gratis ved at klikke på navnet.

Der er jo den der Mors Dag snart...

LEGO Batman iOS - mini review

Tiden er desværre ikke til at anmelde iOS-udgaven af TT Fusions LEGO Batman, men sidder du og overvejer købet, skal jeg gerne give dig en minianmeldelse, selvom det endnu ikke er gennemført, og jeg dermed ikke har tjekket Justice League-bonusbanerne.

Der findes et hav af LEGO-spil på iOS, men indtil nu har det kun været Potter der repræsenterede de bedste af slagsen, nemlig de velkendte platformere fra TT Fusion.

Nu er der dog endelig godt nyt i form af Lego Batman: DC Superheroes. Her får vi en opdateret udgave af 3DS- og PS Vita-spillene. Det vil sige at du godt kan vinke farvel til den åbne sandkasse fra konsoludgaverne, til gengæld får du et rigtigt godt LEGO-eventyr til din iPad.

Grafikken er skarpere end på de håndholdte udgaver, og udviklerne har lavet hele tre måder at styre på, så uanset om du foretrækker touch-to-move, virtuelt joypad med knapper eller en casual styringsform, så finder du det her. Jeg har oplevet en smule framerate-drops på min iPad Mini, men intet der gør noget for spiloplevelsen.

Det er kort sagt en supersolid udgivelse og modsat PS Vita-udgaverne er mellemsekvenser skarpe og flotte uden den grove komprimering, der kendetegnede de håndholdte udgaver.

Til en pris der er en tiendel af 3DS og PS Vita-udgaverne er valget let: snup det.

8/10

Dr. Horrible's Sing-Along Blog

Neil Patrcik Harris, Nathan Fillion og Felicia Day har ved hjælp af Whedon-brødrene begået lidt af et mesterværk. 45 minutters syngende ondskab og superskurke-film, der næppe kan sammenlignes med meget andet.

Jeg vil ikke røbe noget, andet end at konstantere, at den skal ses. Og synges med på.

The Wall og Kick-Ass smeltet sammen med Saturday Night Fever til en mageløs oplevelse. Se den - eventuelt på Netflix.

Se den.

De gode og gratis til iOS

Det er en let sag at diske op med en bunke gode gratis spil til iPad og iPhone i denne uge. Ikke mindst fordi to pixelerede og ret solide platformere er med i bunken af gratisspil.

Infestor mikser platformshopperier med små snedige puzzles og god styring. League of Evil 2 koncenterer sig om at fortsætte den gode styring og de vellavede baner fra etteren, men tilføjer et lidt mere moderne look. Begge er værd at hente og fylder nærmest intet.

Robot Unicorn Attack er tilbage i form af Robot Unicorn Attack 2. Hvis du synes, at titlen er uopfindsom, så bare vent til du ser hvor lidt der er ændret. Alt er dog til det bedre. Wohoo! Enhjørninge, regnbuer, feer og dræbergiganter(!) er nu en del af puljen, den nye synthsang er måske ikke Erasure, men den går an. Og for pokker hvor er det blevet flot.

VR Mission HD sender dig tilbage til dengang hvor Metal Gear Solid handlede om at snige, mens spilleren så det hele i fugleperspektiv. Et minde om simplere tider og stadig hyggeligt vanedannende tidsfordriv.

Galaxy on Fire 2 HD burde være en del af enhver iOS-ejers samling. Rum-shooter/handel/historie-spillet er ganske enkelt så vellavet, flot og med så meget indhold, at det kan underholde i hundreder af timer. Jeg fatter ikke, hvorfor det stadig er gratis.

Den sidste anbefaling er Alien Zone, og jeg ved ikke om den vil fange særligt mange, men jeg får sådan en Diablo-vibe, når jeg spiller det, og at heltinden ser ud til at være tyvstjålet fra det aldrig udgivne Starcraft: Ghost skader ikke mit humør. Det er ikke fantastisk, men prøv det, hvis du keder dig.

Freemium-titler, som jeg spiller lige nu, er Dungeon Hunter 4, Real Racing 3 og Iron Man 3. Og glem nu snakken om timere, med lidt planlægning og strategi er de ikke en hindring for spilleglæden. Jeg skal dog ærligt indrømme at Iron Man 3 ryger fra min enhed i morgen, næsten 1 GB for middelmådighed er der ikke plads til på min iPad Mini.

Som altid er det ikke til at sige, hvor længe tilbuddene varer. Så snup dem, mens de er gratis.

Araknofobi

Jeg har et edderspændt (tøhø) forhold til edderkopper.

Min nabo Helle har tidligere testet lidt dansespil med mig (ja, det er jo del af mit job) og gæsteoptræder jævnligt i mine danse- og partyspils-anmeldelser.

Edderkopper optræder i mine mareridt.

Jeg har taget selvhypnose for at komme mig over de her sataner. Og det virker faktisk. For det meste.

Men den her. Den var så satans stor. Alligevel tog jeg mig sammen til at finde et glas og få den i (kun dem fra IKEA var store nok). Da jeg nærmede mig, faldt den ned fra væggen og der lød et BONK, da den ramte gulvet. AAAAARGH.

Jeg tog mig sammen, (Jeg var også sej nok til at tage et billede) og fik glasset over den. Så panikkede jeg. Min eneste påklædning var nogle slidte jeans og skræk.

Jeg besluttede mig for at opsøge naboen, om ikke andet har hun en kæreste, så det kunne nok gå med hendes eller hans hjælp. Han er ikke hjemme. Hun lover at hjælpe.

Da hun kommer ind, konstaterer hun, at "den er lige stor nok". Den eneste måde, at hun tør tage den, er ved hvis hun kan se den tydeligt nok. Hun ifører sig en pandelygte.

Her står vi så: mig halvnøgen og naboen med en pandelygte mens hun råber "jeg skal bruge stift papir". Hun fik den ud. Men for pokker vi var ynkelige.

Hvordan har I det med de sataner? Mit største problem er, at jeg ikke kan aflæse, hvad pokker det er, som de vil. Det skræmmer mig.

Shadow Era og Daft Punk

Ja det er måske en sær blanding til en blog. Men det er de to ting, der lige fik mig til at juble, så here goes:

Shadow Era: Dark Prophecies er endnu en udgave af Shadow Era. Har du ikke taget turen, vil jeg kraftigt anbefale det. Stemningsfuld musik og fantastiske tegninger kendetegnede originalen. Det er et kortspil i bedste Magic-stil, men det synkroniserer på tværs af dine enheder. Så spil på PC fortsæt på iPad etc. Det er fedt... og gratis.

Men hvad med Daft Punk? Tjae... jeg jublede for et par uger siden i nattråden, men jeg glæder mig stadig som en åndsbolle til deres næste album. Og (wohoo) endeligt: noget musik Rasmus og jeg er fælles om at glæde os til.

De har fulgt mig i 15 år nu. I gamle dage var det forfriskende at opleve en anderledes udgave af elektronisk musik (jeg drev en musikbutik med fokus på elektronisk musik) og deres videoer var så anderledes. Da jeg boede i Asien elskede jeg at kunne høre noget anderledes musik. Tro mig, det er en pine at finde noget der bare er en smule vestligt og ikke skabelonsskåret der.

Veridis Quo er en favorit fra dengang. Tron-remixet blæste for få år siden mine sokker væk og understregede også en ny periode i mit liv. Og tjae, når 17 sekunders sample kan få mig til at smile, så glæder jeg mig.

Get Lucky - Daft Punk Feat. Pharrell Williams er ganske vist fanmade, meeeen, den kører lige nu så højt at min ellers normalt larmende overbo forhåbentligt hader det... Youtube-link.

Hmm, jeg tror at Daft Punk får en blog for sig selv en dag.

"Easy to learn. Fun to Play." Indeed.

Verdens korteste Bossfight

Jeg tror næsten at sætningen giver sig selv og meget godt illustrerer de hovedløse beslutninger, vi som dansk medie ofte støder på.

Om ikke andet må jeg ikke uddybe den.

Vi har endelig fået lov til at tease vore kommende Batman Arkham Origins-dækning med følgende sætning, som vi endda kan oversætte til dansk, hvis vi vil.

"For more information on Batman Arkham Origins check out the next issue of XXX"

Bladet er for længst færdigt og om et par uger i butikkerne.

Glæd jer til Gamereactor #135, indtil da kan du nyde Game Informers fine forside herunder. Jokeren røg på vores i ren bitterhed.

Weekenden med iOS

Weekenden kan du bruge på at fodre din iPhone eller iPad med lidt gratis spil, hvis du keder dig. Jeg er atter tilbage med lidt anbefalinger, som lige nu er gratis at hente til iOS. Som altid gælder det om at slå til, mens de stadig er gratis.

Meganoid 2 er pixeleret platformsglæde af den helt gamle skole, mens Epoch er en cover-based shooter med flot grafik. Begge er sat ned til ingenting.

Personligt hiver jeg mine to freemium-favoritter frem igen denne weekend. Real Racing 3 er netop blevet opdateret med blandt andet en ny spilmode og Dungeon Hunter 4 fungerer på næsten alle måder, som jeg havde håbet at dungeon crawleren ville.

God weekend.

Den kærlighed

Jeg er en sucker for love stories. Jeg gider faktisk godt se Pretty Woman, hvis jeg bliver spurgt. Også selvom den er håbløs. Jeg elsker Beauty & the Beast. Elsker den. Er du i tvivl så tjek min anmeldelse af den.

Twelve Monkeys. Bill & Ted's Excellent Adventure. Back to the Future. Slipstream (ja, med en af dem, der spiller nisserne i LOTR). Produktionsværdierne behøver ikke være skyhøje.

Men det er jo ikke kærlighedshistorier?

I dag gik jeg på Netflix. Jeg har, som du måske har opdaget med min opremsning, en svaghed for temaet tidsrejser... og love stories. Kombinerer du de to, så har du en vinder. Måske.

Happy Accidents er sådan en af slagsen. Den er fra årtusindeskiftet, men...

Nej, jeg vil selv lade dig se den selv. Nørderi kombineret med kærlighed. Det er bestemt en heftig cocktail.

Bossfight: De fandens reklamer

Jeg hader reklamer. Eller nej, det er ikke helt korrekt. Så lad mig omformulere det. Jeg hader reklamer, der forstyrrer eller på anden måde spilder min tid. Jeg hader den slags, der stadig popper i min brevkasse, selvom jeg har sagt Nej Tak! Det er miljøsvineri og oftest noget, der ikke rager mig.

Dumme reklamer. Reklamer for udestuer. Smagløse grillpizzaer. Reklamer med bryster uden værdi. Larmende reklamer. For pokker, hvor jeg hader dem.

Det ironiske er, at jeg samtidig er chefredaktør på et site, hvor hver tjente krone kommer fra reklamer. De betaler for pokker min løn. Og Rasmus', Thomas' og alle de andre folk bag maskineriet.

Udfordringen er naturligvis, at jeg jeg nærmest ingen indflydelse har på deres udformning. Det er jo i sidste ende ikke et redaktionelt spørgsmål, men et samarbejde mellem vores sælgere og PR-afdelingerne. Men tro mig, jeg har skrevet lister, råbt, skreget og hevet mig selv i bollerne, når det blev for meget.

Men ting tager jo tid. Og det er som jeg tidligere har sagt, svært at få elefanten til at vende elegant i manegén.

Og inden jeg nu bliver for hellig, så skal jeg stadig huske, at det er det som betaler min løn, som sikrer os fedt indhold på sitet og som gør, at vi kan give et gratis magasin væk fremfor at kræve 70-80 kroner som er normen for den slags publikationer. Reklamerne i magasinet er jo slet ikke nok. Ellers ville markedet være fyldt med den slags blade. Og det er jo ikke tilfældet. Siden de gamle dage med Soft, har det været en evig kamp at holde sig kørende som trykt magasin.

Alligevel har reklamerne irriteret. Også mig. For lad mig fortælle dig en hemmelighed: som chefredaktør er jeg nemlig tvangsindlagt til at dele jeres smerte. Det er nu engang min opgave at sikre, at det redaktionelle står stærkt. Derfor skal jeg også kunne følge med i, hvad der bringes af reklamer, og hvor meget de dominerer. Så jeg er ikke engang på Clubmember-status, hvad det angår.

I forbindelse med redesignet af Gamereactor, er der dog blevet kigget meget på de dårlige reklamer. Eksempelvis dem, der lige synes at det er fedt at gøre opmærksom på sig selv. Med lyd. Vi har kæmpet frem og tilbage, og i dag er vi nu endelig uden den slags (sker det modsatte, så giv mig besked). Samtidig er der blevet skåret ned på Flash og andre CPU-tunge bannere. Jeg hader Pop-up-bannerne og bragte det ofte på bane, da de dukkede op på Gamereactor. De er væk. Herligt.

Faktisk er det i dag ganske fint, synes jeg. Og igen: de er et nødvendigt onde for at vi kan overleve. Heldigvis er de ikke for vaskepulver eller livsforsikringer, men for det som vi alligevel bruger sitet til: spil, film, musik og gadgets.

Det er trods alt en lettere kamel at sluge for gratis indhold, vil jeg mene.

Jeg kører med en non-Flash browser på mit arbejde, da jeg ironisk nok gerne vil undgå reklamer, når jeg lige har Quark, Photoshop, Camino, Mail, Skype, Grab og en lang række andre ting åbne. Det er begrænset, hvor meget min stakkels oldschool Macbook Pro kan klare.

Jeg prøvede for første gang i dag at droppe den på GR fra min arbejdsmaskine. Det var sgu et dejligt syn. Jeg synes oprigtigt at vores side kører lettere, især uden enorme bevægelige reklamer med masser af lyd. Jeg er nysgerrig på, hvad jeres oplevelser er. For det er i sidste ende jeres erfaringer der tæller.

Igen, så er der jo en vigtig ting at have i tankerne: hvis I bruger indholdet på siden, er jeres måde at sikre fortsat gratis underholdning at slå ad-blocker fra. Det er let sagt, men det betyder en del i regnskabet. Det er selvfølgelig svært at forklare på samme måde som piratkopiering kan være det, og der kopierer folk jo stadig rask væk. Men vores indhold er allerede lettilgængeligt og gratis, så jeg synes egentlig at vi står ganske godt i debatten.

I den kommende tid, vil vi ganske sikkert gøre en del for at få de brugere, der stadig slår reklamer fra, til at give det en chance. Lad mig høre, bruger I adblocker? Vil I give GR en chance uden? Eller hvorfor ikke? Synes I ikke indholdet er forstyrrelsen værd, eller er det ganske enkelt vane, der gør, at den stadig er slået til?

Kom glad.

Cult er sædvanligvis de reklamer, jeg afskyr mest grundet deres fokus på bryster og appelleren til laveste fællesnævner, alligevel er denne dog befriende god. Hvis vi ikke tænker på at overforbrug af de produkter, de gerne vil sælge, netop kan give kræft.