De tre store

Så er det weekend, og selvom jeg har 190 siders korrektur hvæsende mig i nakken, startede jeg som sædvanligt dagen med min dosis af Penny Arcade, de er sammen med theslackerz blandt mine favoritter når det kommer til spilkommentarer, og synes lige den her lidt ældre omkring de tre store skal med, da den passer meget godt med, hvordan jeg til tider føler det.

Og her må jeg nok lige komme med en disclaimer inden en eller anden nu kaster sig frådende over tastaturet og bandende nævner hvor fedt det er at Microsoft bakker alle genrer op, at der er MGS4 og Muramasa, og at Mario Galaxy er det sjoveste siden skiveskåret brød med indbygget pruttelyd og jeg derfor må elske A mere end B.

Jeg holder af alle tre. Men mest af alt holder jeg af spil uanset format.

En af grundene til at jeg arbejder med spil og har gjort det på en eller anden måde i de sidste tyve år er, at jeg elsker branchen, og når man elsker den, er man også nødt til at forholde sig kritisk ellers bliver man netop en usikker fanboy, der bare vil bekræftes i at man selv har truffet det rigtige valg. Når det så er sagt, kommer vi til hvorfor jeg synes denne seriestribe ramte meget godt.

Til tider føler jeg virkelig at Microsoft hopper med på vognen og vil det hele uden at magte det. Hvilket til tider resulterer i et halvhjertet produkt, der ingen support ser. Så leverer de Community games og springer Danmark over. Pludselig vil de konkurrere med Singstar, og leverer Lips hvor de nye sange mildest talt ikke er særlig klassiske i karaoke forstand, og så vil de være ultra casual, men reklamerer kun budskabet til det hardcore publikum. Hardwaremæssigt, tror jeg bare at jeg vil lade dem slippe for yderligere kommentarer herfra (*host* RROD *host* E74) Jeg ville dog stadig aldrig undvære denne konsol, der har en plads i mit hjerte tæt på Dreamcasten.

Nintendo vælter sig i succes og til tider kigger periskopet op fra pengebunken og de mumler et eller andet om endnu et spil, hvor man kan få lov at vifte med Wiimoten eller en ny plastikdims da det er MEGET SJOVERE end noget andet nogensinde kunne blive. Jeg keder mig, bare fordi Wiimoten eksisterer behøver hvert eneste spil ikke at benytte flagrende armbevægelser. Jeg er personligt træt af at betale for de samme spil, igen og igen. Og DSi til 1800 kroner med 0.3 megapixel og ingen GBA kompabilitet? pffft... tag jer så sammen gutter. Til gengæld elsker jeg min low-fi DS.

Og så har vi Sony med en online service hvor det bedste der kan siges er, at den er gratis. Kluntet brugerinterface gør heller ikke oplevelsen bedre. At de samtidig øjensynligt har glemt, at det var Sega og Nintendos arrogance der sikrede PSen plads i forbrugernes hjerte, og nu selv gentager den arrogante holdning til deres produkt er underligt. Og den store titel lader helt ærligt stadig vente på sig. Little Big Planet? Tjoe, hvis de vil bilde hardcore gameren ind at det her er en casual titel set med en casual gamers øjne, så fred være med det, salgstallene bakker dem ikke op. Killzone 2 er nok det tætteste vi kommer på om ikke andet så en grafisk tour-de-force. Stadig synes jeg s p i l l e t mangler. Men så kan vi da se blåstrålefilm mens vi venter (måske på Infamous?). Potientiale fanget i arrogance.

Hvad synes I?... gerne med et bedste/værste eksempel fra jeres konsol
og husk... ingen overophedede fanboykommentarer - let´s keep it clean and nice ;)