Digitaliserede minder

Da jeg for nu næsten 10 år siden pakkede mit grej og rejste til Kina, valgte jeg en gang for alle, at skille mig af med flyttekasser og unødvendig bagage.

Støvede kasser og gamle fotoalbum lå og hostede forkølede i håbet om endelig at blive gennemset. Og jeg besluttede mig for at nu var det tid til enten at kassere skidtet, eller gå den lange vej, og sortere og gemme i digital form.

Jeg valgte at gå helhjertet igang med den digitale livsstil. Alle dokumenter, breve og billeder blev scannet ind og gemt digitalt. Backup blev taget, harddiske købt ind, og afsted gik det.

Det føltes underligt at skifte de mere håndgribelige minder ud med en række skrøbelige ettere og nullere. Men nu efter en del år er jeg lykkelig for, at jeg valgte denne fremgangsmåde. Billederne samt teksterne er kategoriseret, og bliver langt oftere hevet frem nu, end da de gemte sig i skotøjsæsker, skuffer og fotoalbum.

Nu er turen så kommet til mit stamtræ, hvilket på nuværende tidspunkt føles som at have taget første skridt i et marathon, for hvor er der lang vej endnu. Især når de eneste nulevende familiemedlemmer jeg kender til, er mine forældre, som jeg iøvrigt heller aldrig ser. Men på trods af dette, er det indtil videre lykkedes mig, at nå helt tilbage til malerier af min tiptip-oldefar, så nu er det bare at få styr på steder og årstal.

Det ældste medlem af familien som jeg husker, var min oldefar, Marinus Carstensen.
Jeg var i hans sidste leveår en lille forvirret flæskebudding, der løb rundt i skolegården og tænkte mere på He-Man end familie.

Jeg husker min oldefar som et bestemt men umådeligt venligt og tålmodigt menneske. En levevis, som jeg igennem årerne har forsøgt at tage til mig. Jeg anser mig for at være venlig, hjælpsom, og til tider akkurat ligeså stædig som min oldefar. Men desværre er jeg endnu ikke helt så god til at "holde mund" og udvise tålmod, hvis jeg føler, at der er brug for konstruktiv og ærlig kritik - en ting der nok skal have affødt et par imaginære, men velplacerede nakkeskud fra kollegaer igennem tiden.

Måske er det tidsånden, der har ændret sig, eller måske er det den store forskel på min oldefar og jeg. Det finder jeg aldrig ud af, for jeg spurgte jo aldrig til, hvorfor han var, som han var.

Og når han fortalte historier fra hans tid under krigen som modstandsmand, var jeg slet ikke gammel nok til at forstå, hvor meget han havde gået igennem, og hvor væsentlige historierne var for min slægtshistorie eller mit fremtidige minde om ham.

Udover den altid tændte cerut, den lille franske alpehue, og det nydelige jakkesæt, husker jeg især en af historierne han yndede at fortælle. Han var som nævnt aktiv under anden verdenskrig, og absolut ikke parat til at opgive landet til tyskerne under denne. Hans købmandsbutik blev hurtigt omdannet til ammunitionslager for modstandsbevægelsen, selvom den udadtil stadig stod for traditionelle købmandsvarer.

Men tyskerne havde fået nys om, at der muligvis skete ting i området, og en dag kom et hold nazi-soldater ind i butikken, og spurgte bestemt, hvad han havde i slikdåserne og kælderen. Her måtte han storsmilende fortælle, at han da selvfølgelig havde kugler og granater. Dette fandt tyskerne ret morsomt, og takkede hovedrystende pænt farvel. Og dermed var fremtidige leverancer fra min oldefars butik stadig sikret til modstandsbevægelsen.

Selvom denne blog begyndte med tanken på digitale arkiver og deres anvendelse, ender den altså med at handle om familien, og om hvor vigtigt det er at få snakket og suget historier til sig.

Det skylder vi os selv, og vores efterkommere. For inden vi ser os om, er tiden gået med fester, kærester, lektier, kæledyr, lejlighed, arbejdsplaner, hus, have, aktier, dagens ligegyldige gossip, arbejde eller spil. Og pludselig er de vigtigste historikere væk: familien.

For familien er der jo altid, ikke?

Det er den behagelige usandsynlighed som langt de fleste mennesker gladeligt trækker ned over hovedet på sig selv, for at få hverdagen til at fungere. Man kan altid tage den store snak imorgen. Eller i næste uge.

Men på et eller andet tidspunkt er det dog pludseligt for sent, og så er det at håbe, at man trods alt fik sagt lidt af de ting, der skulle siges, og hørt de historier der var væsentlige. Dette var én af historierne fra min familie.

Billedet viser min oldefar, med Kaj siddende på skuldrene og min mormor, Inger.

Kaj mistede senere mistede livet under en natteaktion, hvor et tysk tog skulle afspores - men det er, som man siger, en anden historie.