Men hvem er ham Halo?

Halo er for mig sådan en underlig størrelse. Gabende kedelig og fuldstændig uinteressant. En fortælling med en hovedperson, der skriger: jeg er en ansigtsløs generisk futuristisk tinsoldat.

Gab.

Sådan har jeg haft det med Halo og dermed Master Chief siden det første spil.

Alligevel har spillene fulgt mig igennem min karriere, jeg var til lanceringsfesten af både to´eren og tre´eren. Og jeg prøvede virkelig at holde af den ansigtsløse helt. Men helt ærligt: der var intet at holde af. Han var sprøjtet ud af enden på en kopimaskine for supersoldater.

Alligevel har jeg forsøgt. Og forklaringen er ganske simpel: det er teknik på højt plan, finpudsning af detaljer så man bør juble, og en kærlighed til produktet der klæder det enormt. Og det ville jeg gerne være med til at opleve.

Og denne gang lykkedes det. Jeg blev endelig fanget og tilbragte hele aftenen i går foran storskærmen med et stort smil på læberne! Men det krævede en deling, og det krævede, at jeg ikke længere skulle være mesterkokken over alle mesterkokke, men i stedet skulle være en anonym tjener i rækken af indrullerede.

Halo: Reach har været en forbløffende god oplevelse denne gang. Så endelig har jeg fundet svaret.

Hvem er ham Halo? Det er nummer seks - ingen tvivl.