Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Bitchin' About Switchin'

Hey! Jeg har haft Nintendos seneste konsol i en uge nu! Det har du måske også - hvad synes du om den? Jeg synes den er...

Helt okay! Jeg har ærlig talt ikke fået brugt mere tid med den end som så, men her er alligevel et par korte tanker om maskinen.

For det første var jeg overrasket over at der ikke var decideret brugervejledning med i kassen. En lille pamflet fortalte mig at maskinen ikke kan tåle opvask eller hårde stød. Det anede mig. Men nogen egentlig guide til maskinens bevægelige dele fandt jeg ikke. Jeg måtte altså selv prøve mig frem uden at ødelægge alt for meget. Det gik op for mig at jeg faktisk ikke havde læst noget om hvordan hele Switcheriet fungerer. Så hvis du som Nintendoløs læser sidder med lignende spørgsmål, så kan jeg nu give dig svaret.


Bag på de to Joy-Cons, et stykke under skulderknapperne, sidder to små runde knapper der, når man trykker på dem, trækker de plastikmodhagere til sig som holder skidtet på plads. Det er de samme modhagere som afgiver et lille, tilfredsstillende klik når Joy-Con'en bliver presset på plads. Giver det mening? Okay, jeg har indset at det var svære at beskrive end ventet. Søg på Google eller noget.

Anyway, maskinen havde næsten fuldt batteri, så jeg startede med at lade den uafhængigt af dens dok. Opstarten var genkendelig og rimelig simpel. Man har muligheden for at forbinde sin Nintendo Account til facebook, men ellers er det småt de fikse ideer om at gøre spiloplevelsen "social med dine venner, del et trofæ med verden Wåååuuh!" Godt så. Brugerfladen er simpel. Der reelt set kun seks ting at forholde sig til, udover spillene: eShop'en, screenshots, nyheder, systemindstillinger, strøm og controllerkonfiguration. Den sidste er halvvigtig da de to Joy-Cons kan bruges på et utal af måder og maskinen skal gerne være helt sikker på hvornår du vil bruge dem begge eller kun en enkelt af dem.

Når først Switchen sidder i dokken fylder den ikke meget mere end... noget der ikke er ret stort. Ude af dokken og med Joy-Cons tilsluttet er den dog en smule intimiderende. Folk har beskrevet den som "en stor Vita", men jeg synes nu at der er et stykke imellem de to. Skærmen er jeg godt tilfreds med, mens batteritiden afgjort kunne være bedre. Med minimal lys i skærmen og Zelda kørende, får jeg det til at række omkring 2½ time. Det er ikke imponerende, men det håndholdte aspekt begrænser sig selvfølgelig ikke til batteriet alene. Der er ikke noget i vejen for at hive en USB-lader med i tasken.

Personligt har jeg haft en del problemer med begge forbindelsen til og fra begge Joy-Cons. Første gang jeg aktiverede den venstre, kunne den slet ikke finde den. Det vil sige, det kunne den, men først efter at have søgt i et par sekunder. Jeg er en smule chokeret over hvor mange genvordigheder jeg har haft og stadig har med begge controllers. Selv når maskinen står bare to meter foran hvor jeg sidder, oplever jeg at styringen 'hænger'. Du ved, hvor jeg har givet slip på højre styrepind, men kameraet alligevel fortsætter med at dreje. De gange hvor jeg har haft et sofabord (af træ) til at afbryde signalet, er det gået helt galt. Jeg tænker det kan optimeres, men wow!

Ellers er de to Joy-Cons ganske fine. De er vel små, men man vænner sig til det. Mine hænder er kun mellemstore, men de kunne afgjort trænge til lidt mere plads. Alligevel er der noget charmerende ved at spille på noget der føles anderledes. Jeg har ikke behov for at alle controllers føles ens. Knapperne minder om 3DS'ens, mens styrepindene er noget mindre og mere... fjedrede end på Xbox og PlayStation. Hvis jeg slipper højre styrepind kan jeg høre lyden af en fjeder bliver sluppet. Højre skulderknap er også en anelse lettere at trykke ned end den venstre. Det er sådan noget som holder mig vågen om natten.

Når først de sidder i Joy-Con Grip er det en ret tilforladelig, hvis lettere akavet, controller. Jeg har dog tænkt over at de to Joy-Cons ikke rigtigt hviler på Grip-skelettet og at et hårdt tryk på yderpunkterne i princippet virker som en destruktiv vægtstang på den skinne som fastholder komponenterne. Igen, svært at beskrive.

I forhold til ydelse, så holder jeg det kort. Jeg oplever betydelige (om end efterhånden forudsigelige) fald i billedhastigheden, når maskinen sidder i dokken. I håndholdt udgave er der ingen problemer. Jeg håber det bliver fikset. Alt sammen i relation til Zelda. Jeg har også spillet SnipperClips, et pragtfuldt lille Nindiespil, som selvfølgelig bliver afviklet uden problemer. Her bruger man kun en enkelt Joy-Con controller per spiller og hvis der er et spil som kan sælge en på ideen om at hive maskinen med til fester eller lignende, så er det SnipperClips.

Jeg tror faktisk at jeg kommer til at benytte mig af alle tre af Switchens modi. Så det er meget fint. Nu har jeg skrevet nok. Tak fordi du læste med.

Det er ret godt Numenera det lige så godt senere?

Det er ret intimiderende at skulle anmelde et spil som Torment: Tides of Numenera, den åndelige arvtager til et af mine absolutte yndlingsspil. Oplevelsen selv tog mig en del timer at komme igennem og i al den tid var jeg godt underholdt. Dog kan ens synspunkt ændre sig når man først kommer lidt på afstand af, hvad end man har fyldt sit hoved med. Ikke mindst når man pludselig kan holde sine egne oplevelser og erfaringer op mod andres. Det jeg prøver at sige er...

Jeg hader Torment: Tides of Numenera.

Haha, just kidding. Det er rimelig dope. Men hele anmelderprocessen fik mig til at tænke over hvor mange forskellige måder man kan tilgå et spil på. Du kan beskue Torment: Tides of Numenera (jeg ved ikke hvorfor jeg insisterer på at skrive titlen i sin helhed) fra flere vinkler: som crowdfundet spil (har det indfriet dets løfter over for backers, etc); som åndelig arvtager til en kultklassiker (er det lige så godt som? Skuffer det? Overgår det?) eller som det seneste spil i en længere række oldskole computerrollespil. Et spil kan betyde mange ting for mange forskellige mennesker, og kriterierne for tilfredshed og skuffelse afhænger selvsagt af hvilket spil man havde håbet på at få i hænderne.

Og selvom det gør ondt at sige og selvom det potentielt får det til at lyde som om jeg modsiger mig selv, så kan jeg i Torment: Tides of Numenera's tilfælde forestille mig at mange måske vil blive skuffet. Forgængeren er blevet spillet og genspillet, splittet ad og samlet igen i løbet af de sidste atten år. Samtlige detaljer og nuancer er blevet undersøgt, vendt og drejet af autistiske kældermennesker (Gud velsigne dem), hvis nådesløse lasersyn ingen undslipper. Den dedikation og forståelse for et spil kan jeg ikke håbe på at have opnået efter blot en enkelt gennemspilning. Der skal mere tid med spillet til, fordelt udover langt flere mennesker.

Derfor ville og vil jeg helst fraholde mig vendinger som "det lever op til forgængeren" eller "fans af serien vil ikke blive skuffet", for hvem fanden er jeg, at jeg skulle kunne afgøre det? Jeg var seks år da spillet udkom. Seks! Så selvfølgelig kan jeg ikke afgøre spillets udødelige kvaliteter, set under evighedens åsyn. Men jeg kan selvfølgelig have en mening og det tillader jeg mig da også at have i ny og næ.

Min oplevelse med spillet var positiv - overvejende positiv, endda. I bagklogskabens blændende klare lys er det måske en anelse for kort, mangler stærke karakterer og har et mindre fokuseret budskab. Omvendt vil jeg mene at det, sammenlignet med forgængeren, er mere jævnt fra start til slut. Der er ikke samme mærkbare fald i kvalitet som plagede Planescape: Torment's tredje akt. Jeg har læst anmeldelser som har prist det til skyerne og andre som har trukket det igennem mudderet. Sandheden, hvis det giver mening at tale om en sådan, befinder sig et sted imellem de to yderpunkter.

Og så er der karakteren, det lille lusede tal som alt for ofte bliver afgjort af et møntkast eller på lignende vilkårlig vis. Jeg hader det. Det er nok kun en håndfuld af de anmeldelser jeg har skrevet igennem tiden (og jeg har skrevet en del, selv hvis man ikke altid kan fornemme det) som jeg ikke har haft lyst til at ændre karakteren på. Om det siger mest om mig selv som utroværdigt individ, spils evne til i hukommelsen at blive bedre eller værre med årene (eller på få uger) eller det grundlæggende fjollede ved at skulle samle et så komplekst stykke kunst/underholdning under et enkel ciffer - det skal jeg ikke kunne sige.

Zelda din Wii U og køb en Switch!

Aha! Du har fundet vej til min seneste blog, uden tvivl forført af det åndssvage ordspil som pryder dens overskrift. Der er mere hvor det kom fra, bare vent og se...

Kort efter Nintendos fremvisning af Switch'en lavede jeg en forudbestilling på konsollen. Siden da har jeg annulleret samme. Jeg kan virkelig godt lide Switch'en. Den ser cool ud, den er fleksibel, den er spilkonsollernes svar på Optimus Prime. Men alligevel er jeg ikke helt klar til at underskrive adoptionserklæringen. Man kan tøve af mange grunde: prisen kunne være bedre; det indledende bibliotek af udgivelser er måske ikke overvældende og hvem ved i øvrigt hvor godt maskinen kommer til at klare sig i fremtiden?

Jeg har nogenlunde fred med sådanne spørgsmål. Jeg forestiller mig, baseret på intet andet end anekdotisk erfaring, at den kommer til at sælge noget bedre end Wii U, allerede fra start. Et sted ude i en overskuelig fremtid venter spil som Splatoon 2 og Super Mario Odyssey også, så Switch kommer til at mærke kærligheden i sit første år. I hvert fald fra Nintendo selv.

Min største, eneste, virkelige betænkelighed ved at købe en Switch allerde nu er The Legend of Zelda: Breath of the Wild. Fordi jeg simpelthen ikke kan finde ud af om opgraderingen fra Wii U til Switch er det hele værd. Der er småt med oplysninger om forskellene på de to versioner. En vag udtalelse fra Reggie peger i den (ikke overraskende) retning at Switch udgaven (selvfølgelig) er overlegen. Og nettet florerer med tvivlsomme sammenligningsvideoer der forsøger at redegøre for denne forskel.

Nintendo har måske ikke pumpet remakes og remasters ud, men Zelda spillene er alligevel efterhånden til at finde i en del forskellige udgaver. Twilight Princess findes i tre forskellige udgaver, alle betydeligt forskellige fra hinanden. Så hvor skal man smide sin penge når det gælder Breath of the Wild? Måske er jeg sentimental når jeg siger at jeg lidt har lyst til at opleve den seneste titel på min "gamle" Wii U. Jeg har haft den i et år, den har tjent mig godt og jeg synes næsten den fortjener et Zelda send-off. En original titel til at støde den i døden, fremfor de HD-udgaver den har måttet nøjes med.

I dem har jeg forresten været glad for second screen funktionaliteten, som jeg bestemt synes klæder Zelda. Det er spil hvor man ofte skal konsultere et kort eller skifte mellem gestande og udstyr og at kunne gøre det på farten, uden at skulle sætte spillet på pause, er faktisk enormt lækkert. Men omvendt vil man jo gerne have den "ultimative oplevelse", ikke? Hvad det så end helt præcist betyder i denne sammenhæng. Hurtigere indlæsningstider? Skarpere grafik? Bedre lydside? Det er mit indtryk at spillet kan gå hen og blive virkelig langt, så selvfølgelig vil man gerne opleve det under de bedst mulige forudsætninger.

Måske lægger jeg for meget i de tekniske aspekter. Måske kommer forskellen til at være ubetydelig, især for en som ikke ved bedre (og jeg ved ikke bedre). Måske nærer jeg alt for stor respekt til hvad der i sidste ende "bare" er endnu en spiludgivelse. Religiøse messer er blevet udført med mindre planlægning end hvad jeg har lyst til at lægge for dagen i anledning af det nye Zelda.

Skal du have Breath of the Wild? Til Wii U? Switch? Virtual Boy?

Fem hurtige til det nye år

Nytår! Hvilke fremragende spiloplevelser venter der os i 2017? Hvilke halvhjertede udgivelser med manglende indhold kan vi glæde os til? Hvilke storladne actionbrag skal forulempe vores sanser, i hvilke grænseløse sandkasser skal vi investere hundredevis af timer og forspilde hvad lidt af vores liv endnu er os forundt? Hvilke fanskarer skal se sig delt på midten; et rødt hav i uenighed over kontroversielle udgivelser, osv, osv.

Der er alt for meget af det hele. Alt, alt for meget. Men her er fem spil som jeg endnu husker navnene på. Jeg skriver dem her, førend også de mister deres betydning, bliver til uforståelige glyfer, både til genstand for fascination og rædsel for de højerestående væsner som en dag skal arve kloden efter os.

. . .

1. The Legend of Zelda: Breath of the Wild
Udgivelsen af et nyt Zelda plejer at være en helt særlig begivenhed. Sådan burde det også være, ikke mindst når skidtet har taget på den forkerte side af et halvt årti at udvikle. Det sagt, så kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet hype om en Nintendo udgivelse. Fra min egen side, men også globalt. Wii U? Super Mario 3D World? Svært at sige. Men med Breath of the Wild er det anderledes; selv de som ikke agter at investere, lader til at holde et halvvågent øje med Nintendos næste flagskib. Forhåbentligt med god grund. Jeg har bevidst undgået at se alt for meget fra spillet siden E3. Meget lader til at have ændret sig. Om det viser sig at være for det bedre eller ej, det må tiden vise. Men med ændringer ved praktisk talt alle aspekter af formularen kommer Breath of the Wild afgjort til at stille ét bestemt spørgsmål: hvad er et Zelda spil overhovedet?

2; Prey
Endnu et spil jeg bevidst har forsøgt at undgå siden dets afsløring ved E3. Jeg har læst om det og det må være godt nok. Jeg ved ikke helt hvad jeg frygter at få spoleret, men jeg er okay med at forblive jomfruelig. Jeg er overvejende fan af den FPS-renæssance som har fundet sted de seneste par år: DOOM og Wolfenstein slap langt bedre fra at blive genoplivet en nogen burde have forventet. Og med et nyt Quake på vej, lader tendens ikke til at stoppe foreløbigt. Det originale Prey er næppe 'ikonisk', men det er alligevel lidt af kultklassiker, med udviklere/udgivere som låner sig til sammenligninger med id Software. Arkane Studios kan deres kram, så jeg er spændt hvad de og Chris Fucking Avellone kan brygge sammen.

3: System Shock
I overlappet mellem kategorierne 'nyligt genopfundet kultklassiker' og 'udviklet i samarbejde med Chris Avellone' finder vi desuden System Shock. Hvis der er en spilserie som i løbet af de sidste par år har bevæget sig ud af fortidens skygger for igen at blive rasende relevant, så må det være System Shock. Sure, seriens arv har været at fornemme i nyere spil, navnligt bastardbarnet BioShock som testamenterede sig selv efternavnet, hvis ikke meget mere. Indtil for få år siden var det imidlertid nærmest umuligt at opspore lovlige (eller kompatible) eksemplarer af originalerne. Nu? Nu kan du finde de klassiske titler på Steam, prøve kræfter med 1'eren i en såkaldt 'enhanced edition', se frem mod en komplet genfortælling af samme og, engang derefter, udgivelsen af en vaskeægte fortsættelse i form af System Shock 3. System Shock, den crowdsourcede genfortælling, kommer vist faktisk først i 2018, men nu har jeg ligesom skrevet passagen, okay?

4, Nintendo Switch & Super Mario 'Switch'
Jeg glæder mig til d. 12 januar, hvor Nintendo for alvor løfter sløret for deres kommende konsol. Jeg er solgt på ideen og har i perioder gjort mig meget i håndholdte computerspil. Tanken om at kunne kombinere det mobile aspekt med det hjemlige i en og samme konsol er noget som jeg håber kan lade sig gøre på en smart, overskuelig facon, uden dumme brister i design eller eksekvering. Så medmindre prisen er helt hen i vejret, så har Nintendo i hvert fald én køber i marts. Men hvad skal denne, og de forhåbentligt mange andre købere, dog opleve som det første spil på deres nye maskine? Sikkert et eller andet dumt introduktionsspil som introducerer alle de gimmicky facetter af konsollen. Men derefter? Et nyt fucking Super Mario. Vi ved absolut intet om det, men ærligt talt, hvad er der at sige? Mario hopper, samler mønter, stamper flødebolledyr i deres klamme fjæs - alt sammen renderet i smuk grafik, mens overhyggelige ørehængere blæser ud af højtalerne. Hvis rygterne om en simultan udgivelse af Breath of the Wild på begge platforme taler sandt, så står Nintendo Switch til at blive den måske stærkeste konsoludgivelse nogensinde.

5- Torment: Tides of Numenera
De første skal blive de sidste, og omvendt, som skrevet står. Derfor er det kun passende at jeg slutter dette indlæg, hvis længde formentligt nærmer sig det groteske, af med Torment: Tides of Numenera, et spil som udkommer om bare få uger. Planescape: Torment er måske mit yndlingsspil. Det får jeg forhåbentligt lov til at vrøvle en masse om engang i fremtiden. Det er derfor svært ikke at se frem til den åndelige arvtager, Numenera, om end det er med spænding, angst, håb og fortvivlelse. Spillet har været under udvikling i hele fire år. Det, efter en enormt succesfuld kickstarter kampagne som ranede adskillige millioner til sig. Det er lavet af dygtige folk, hvoraf en stor del af dem også arbejdede på originalen. Udviklingsforløbet har ikke været uden kontroverser, men jeg forsøger at være håbefuld. Ultimativt bliver spillet ikke banebrydende, ingen omvæltning, ingen game changer. Men forgængeren var heller ingen af disse ting. Så jeg håber på et pokkers godt rollespil som ikke er sky for at stille filosofiske spørgsmål til den menneskelige eksistens og meningen med livet. Spørgsmål, som det måske ikke i sidste ende selv formår at besvare, men det er også okay.

Hvilke spil ser du frem til i 2017?

Nyfundet respekt for det første Dead Rising

Dead Rising 4 er ude og det gav mig lyst til at spille originalen. Jeg har meget historie med det spil. Det var den første titel jeg spillede på Xbox 360. Faktisk har jeg en gammel klassekammerat at takke for at jeg overhovedet købte konsollen. Han nægtede at holde mund når det gjaldt Dead Rising. Jeg så et par videoer på youtube fra spillet og så mig nødsaget til at bruge mine lommepenge på en brugt Xbox 360. Jeg fik spillet med i købet, satte skiven i maskinen og satte mig forventningsfuldt ned for at opleve hvad der åbenbart var det mest fantastiske spil nogensinde.

Og jeg blev skuffet.

Styringen var akavet, selvom det var min første 360-spiloplevelse. Antallet af zombier på skærmen var imponerende, men indlæsningstiderne var forfærdeligt lange. Geologiske epoker passerede forbi før spillet fik tygget sig igennem mellemsekvenserne. Humoren var mildest talt underlig og det konstante tidspres gik tolvårige Magnus på nerverne. Alligevel endte jeg med at spille det. Meget endda, for mere end noget andet, så var det potentialet - de rå, uforfinede ideer - som indgød respekt og tillid i mig. Dead Rising 2, tænkte jeg, kunne blive det bedste spil nogensinde.

Det blev det ikke. Fem-seks år senere købte jeg det sporadisk i Elgiganten og endte med at hade hvert minut jeg brugte med spillet. Men okay, dengang gik jeg i gymnasiet og hadede det meste. Måske var jeg for hård ved det i sin tid. Måske.

Anyway, jeg endte med at købe det originale Dead Rising på Steam. Til fuld pris, et par dage før jul. Fordi nogen gange gør jeg bare sådan noget. Jeg har ikke brugt andet end fire-fem timer med spillet indtil videre, men det slår mig at mange af de ting som pubertære Magnus ikke kunne udstå, er hvad knap så pubertære (men stadig helt igennem forfærdelige) Magnus beundrer, hvis ikke elsker.

Indlæsningstiderne er praktisk talt ikke-eksisterende på PC-udgaven, billedhastigheden ligger stabilt på 60 og med lidt grafiske justeringer ser spillet faktisk ganske hæderligt ud. Styringen er stadig underlig, men det er ikke noget jeg ikke kan håndtere. Det er mest brugen af skydevåben som føles akavet. Resten er okay. Den kunstige intelligens er lige så horribel som jeg husker den. Ikke zombiernes, men de overlevende som skal eskoteres rundt og som ikke fatter en skid.

Vent, det her skulle handle om de positive ting ved spillet.

Tid er et element som kun meget sjældent bliver taget alvorligt, endsige gjort til omdrejningspunkt for et spil. Jeg kan komme i tanke om Majora's Mask og... ikke ret mange andre titler som for eksperimenterede med tidsdimensionen. I Deus Ex: Mankind Divided oplever du Prag om dagen, aftenen og natten, men overgangen er arbitrær og ikke bundet op på klokken. Og i Fallout 4 brugte jeg så meget tid på at bygge landsbyer og gennemsøge ruiner for skatte, at mit nyligt stjålne spædbarn kunne være blevet en gammel mand imens (oh wait...).

Men det hele handler om tid i Dead Rising. Og det er cool, ikke på trods, men på grund af at det gør spillet stressende. Missioner bliver tilgængelig- eller umuliggjort i takt med at tiden går. Det kan føre til meget forskellige gennemspilninger: en hvor man fokuserer på hovedmissionerne og ellers ignorerer alt hvad der virker farligt eller fjent; en hvor man helt ignorerer missionerne og istedet fordriver tiden med utrætteligt zombieslagteri; en hvor man udfordrer sig selv til at nå så meget som overhovedet muligt.

Det retfærdiggør også i nogen grad det forhadte gemmesystem. Et system der som sådan ikke er utraditionelt, allerhøjst en smule gammeldags. Man skal gemme manuelt og man kan kun gøre det en håndfuld steder på tværs af kortet. Men det giver mening i forhold til tidspresset: det ville være mærkeligt hvis der blev uddelt kontrolpunkter. Man ville risikere at få gemt sit spil i en situation hvor man faktisk ikke har tid eller ressourcer til at gennemføre en given mission. Når man gemmer i Dead Rising, så forpligter man sig sgu til det man har gang i. Og det er egentligt meget cool.

Jeg kan også virkelig godt lide historien. Frank West er en atypisk hovedperson. Han er lidt en karl smart, men samtidig sympatisk. Han er ikke soldat, detektiv eller politibetjent, men journalist. Og hvad bedre profession til en hovedperson i et spil som handler om at afsløre konspirationen bag zombie-epidemien? Spillet og Franks deadline er den samme! Resten af karaktererne er uden undtagelse vanvittige, over-the-top og i en eller anden grad satiriske. Det er vestlige stereotyper som fortalt og fortolket gennem en japansk flamboyance. Det er overdrevet dumt og jeg elsker det.

Der er stadig ting som jeg hader ved spillet. Mest af alt når man bliver væltet omkuld af bosserne, som er svære af de forkerte årsager. Men der er virkelig et par interessante ideer på spil (høh) her. I bagklogskabens klare lys er originalens måske største synd, at den ikke affødte bedre fortsættelser. Jeg venter stadig, måske naivt eller urimeligt, på en værdig efterfølger som formår at indfri det enorme potentiale der ligger i Dead Rising. Men indtil da holder jeg mig til originalen.