Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Magnus køber endnu en ting, han ikke har brug for

Penge - det' kun papir! Sådan lyder teksten til en sang af... Tøsedrengene? Danser med Drenge? En af de der grupper som min far lytter til. Godt nok er jeg vokset op Silkeborg, byen som huser Danmarks måske mest berømte papirfabrik, men derfor kan jeg nu stadig have svært ved at holde på lommepenge. Opsparing, who needs it?

Et godt tilbud og gratis levering var i hvert fald nok til at overbevise mig: jeg har købt en Oculus Rift.

Har du prøvet Virtual Reality før? Det havde jeg ikke. Ikke sådan rigtigt. Kun et par af de der papkasser man tager over ørene, for så at blive blændet af et skarpt, sløret billede fra en indsat mobiltelefon. Rift, derimod, er den ægte vare. Eller noget tæt nok på at ligne.

Opsætningen er forholdsvis ligetil. Der følger en sensordims™ med, som du kan stille ved siden af din skærm. Så skal der kobles et par ledninger til og så er du klar. Brugerfladen, inde i Riften, men også på skærmen, er en smule skrabet, men et iøjnefaldende "BETA" mærkat i højre hjørne varsler bedre tider.

Mit første indtryk er, at billedet ikke er specielt skarpt. Jeg er kun lige blevet introduceret til de boglange gloser, termer og tekniske fagudtryk som beskriver den virtuelle virkeligheds mange tandhjul, men det jeg oplever bliver i folkemunde kaldt 'screen door effect'. Navnet er selvforklarende: man kan nærmest fornemme et gitter mellem skærmenes pixels. Så længe hovedet er i bevægelse, mærker man det ikke, men til mere statiske spiloplevelser er det ret signifikant.

En anden ting, er potentialet for ubehag eller ildebefindende. Det er vildt interessant, hvordan den næste (potentielle) teknologiske revolution ikke kun handler om headsets og hestekræfter, men om at adressere vores egen biologi. Nogen mennesker får det ganske enkelt dårligt af visse spil. Selv mærkede jeg min mave vende vrangen ud på sig selv, da jeg begav mig igennem et gratos VR-museum som Eidos har skabt over Mankind Divided.

Ellers har mine oplevelser med Riften været begrænset til en håndfuld titler. Lucky's Tale er et sødt, men simpelt platformerspil som vel at mærke er designet til hardwaren. Her er spillerens udsyn et tredjepersonskamera som kan kigge i alle retninger. Når spillerfiguren bevæger sig fremad, bliver kameraet ligesom suget med. Det kilder lidt i maven og træder en hårfin grænse mellem "iih nej, dog" og "ugh, argh!"

Jeg har rodet med et program som, ideelt set, kan gøre almindelige spil til VR-oplevelser. Semi. Man skal pille ved en million ting, hvoraf jeg ikke forstår halvdelen. På sin vis er det nutidens VR i en nøddeskal: mere en hobby for nørder, end et seriøst alternativ til meningmand.

Lige nu fumler jeg mig frem med Fallout: New Vegas. Oplevelsen er ikke perfekt - endsige tålelig - men der er noget helt specielt ved at spadsere ned langs New Vegas' gader, under en skyfri himmel, til lyden af gammel jazz, for så at kigge op - ikke ved at trykke styrepinden opad eller musen frem, men virkelig bare kigge op - og så se The Lucky 38 i al dens gloværdige neonpragt.

Jeg tror på Virtual Reality. Hvis ikke nu, så i det lange løb. Det bliver næppe noget substitut for den klassiske skærm & stationær combo, men som alternativ? Helt sikkert. I en verden hvor Nokia kan gøre comeback ved at sælge en moderniseret udgave af deres gamle telefoner og grammofonplader er det, som de unge hører deres prætentiøse musik på, så er der tydeligvis plads til mange forskellige teknologier. Og for mig at se, er Virtual Reality uden tvivl en af dem.

Dream of Steam

Sommeren er over os og det betyder, blandt andet, at Steam holder udsalg. Jeg har siddet og kigget mig ønskelisten - omrking 100 spil - igennem. Jeg har midlertidigt tilføjet flere af dem til min indkøbskurv, hvor de får lov at ligge og svede, indtil slutdatoen for udsalget nærmer sig.

Tingene er ikke helt som de plejer.

Før i tiden var jeg fyr og flamme ved tanken om at kunne brænde penge af på sommerudsalget. Min ildhu er mildnet en anelse med tiden. Hvorfor? Der er nok flere svar på spørgsmålet. For det første er tilbuddene ikke så gode som de plejede at være... tror jeg. Jeg har en vag erindring om grotesk gode handler man kunne gøre sig, før i tiden. Alle Star Wars, GTA-kollektioner og den slags, alt sammen for en slik. Måske. De seneste par år har tilbuddene ofte været en prisnedsættelse på 25 eller 50 procent. Det er ikke så ophidsende.

Måske har det ikke ændret sig så meget. Måske har jeg efterhånden bare erhvervet mig langt de fleste større titler på Steam. Det passer nok ikke, men sådan føles det lidt. I indkøbskurven ligger samtlige spil i Hitman serien. Der er en del af dem, som jeg ikke har prøvet. Men derudover? Jeg har svært ved at komme i tanker om større spilserier, som ikke allerede er blevet købt.

I forlængelse af det, er der selvfølgelig den tanke, at jeg allerede har nok spil. Det har jeg for så vidt altid haft, men spilsamlingen - og bagkataloget - er kun vokset med årene. Jeg er ikke nær så idealistisk omkring min tid og lyst til at spille alle spil som jeg var, for bare et par år siden. Før jeg har set mig om, passerer antallet af titler i mit bibliotek 400 og det til trods for at jeg kun får spillet en snes om året. Hvis endda det!

Så nu kigger jeg i stedet på spil, som jeg håber på at kunne spille ved særlige lejligheder. Overcooked, for eksempel, ligner noget som kunne være sjovt med vennerne. Eller det velmenende, men tvivlsomme Carnivores: Dinosaur Hunter som jeg faktisk har spillet før. Det er lige noget for min nevø.

Så nej, for mig er udsalget ikke helt hvad det plejer. Det er også okay. Der er jo ugentlige, månedlige og årsdagstilbud hele tiden, så måske er det derfor at sommerudsalget ikke virker så interessant længere. Har du udset dig et par gode titler til sommeren? Et massivt rollespil til at spille hele natten? Eller noget multiplayer til at banke vennerne i?

Sommerspil

Sommeren er over os! Kalenderen viser juni og vejret har, forventligt nok, forrådt os. Det pisregner i hvert fald i Jylland. Men hey, desto bedre en undskyldning for at blive siddende indenfor, foran skærmen, med hørebøffer på, totalt opslugt af et spil!

Sommeren er den tid på året hvor vi har mest tid til at spille. Den udgør også mellemkrigstiden, med stærke forår- og efterårsudgivelser på begge sider. Den næste store titel er, hm, Shadow of War? Eller vent, udsatte de ikke det? Så kommer der nok noget andet. Inden da, har vi en måned eller to (eller bare et par uger eller dage) til at indhente det forsømte.

Selv har netop gennemført Prey. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en blog om spillet, men jeg kunne ikke beslutte mig for en tilpas dum titel til indlægget: "Preytty good"? "Preycisely what I hoped for"? "Preying for a sequel"?

Næste stop er Dishonored 2, et spil jeg ikke nåede sidste år. Men hvad, så er det jo bare faldet i pris siden da. Jeg fik Horizon: Zero Dawn i fødselsdagsgave, men har endnu ikke rørt det. Og så er der også det nye indhold til Breath of the Wild...

Sommer betyder også udsalg. På Steam, navnligt. Og selvom biblioteket efterhånden rummer 300 spil, så skal det ikke stoppe mig fra at brænde flere penge på spil jeg aldrig får spillet. Man må forestille sig Sisyfos som en glad mand.

Hvad skal du spille til sommer? Og hvor? Dykker du ned i den mørke kælder, bag persiennerne og med fuld blæs på blæseranlægget? Eller hiver du din Switch med til stranden, hvor den bliver fyldt med sand og totalt umuligt at spille på? Måske finder du den gamle GameBoy frem på loftet og døser med Mario i hængekøjen?

Det forsømte forår

Vent, har jeg ikke allerede skrevet en blog med den titel? Måske. Hvem holder alligevel styr på den slags?

2017 har været et fænomenalt spilår og vi er ikke engang halvvejs igennem! For min skyld kunne vi godt stoppe nu. Jeg har i hvert fald rigeligt at se til, som det er. Og så er det endda gået hen og blevet godt vejr udenfor*! Det er svært ikke at mærke et stik af fortrydelse, hver gang jeg sætter mig foran skærmen, mens solen brager igennem vinduet. Jeg må være ved at blive gammel. Godt man har gardiner, hah!

Men seriøst, der er allerede kommet så mange spil som jeg gerne ville tage et kig på. Jeg var igennem Resident Evil 7, Breath of the Wild og Torment: Tides of Numenera. Men i mellemtiden har Nioh, NIER og DLC'et til Dark Souls 3 sneget sig under radaren! Jeg fik Horizon: Zero Dawn i gave, men det ligger stadig uberørt. Planescape: Torment fik også en remaster - på min fødselsdag, endda! Mario Kart er også lige kommet til Switch, Prey udkom i fredags og ååååhhh, jeg når det aldrig!

Gid man kunne sætte livet lidt på pause. Du ved, kravle ind (eller tilbage) i Narniaskabet, mens resten af verden stod ganske stille. Det er bittersødt at kunne blive - tør jeg bruge ordet - stresset ved alle de mange spiludgivelser. Og i virkeligheden er det jo kun de større, mere profilerede titler jeg har nævnt. Utallige indiespil har set dagens lys i 2017 og dem ville jeg jo også gerne kigge på. Ligesom sidste års oversete spil, og forrige års, og, og...

Vi når aldrig det hele. På et eller andet tidspunkt bliver man velsagtens også nødt til at trække en grænse. Være realistisk, lave en plan og sige: "Okay, det her spil kan jeg godt vente med til senere. Og det her."

Hvilke spil har du været igennem, i 2017? Hvad håber du stadig på at nå? Og hvad falder i den åbenlyse, men pinefulde "ville gerne, men får aldrig tid"-kategori?


*Vejret indenfor er stadig dårligt.

Ghost in the Bombshell

I dag var jeg i biografen for at se Hollywoods forsøg på løst at genfortælle animeklassikeren (med samme navn) fra 1995. Mine forventninger var ikke høje. Hvorfor var de egentlig ikke det? Jeg kunne i grunden godt lide filmens første trailer, selv om den vanen tro afslørede alt for meget. Og mit kendskab til det originale univers stikker ikke dybere end at jeg har set, og afgjort beundrer, originalen. Jeg har hverken læst mangaen, set serien eller stiftet bekendtskab med efterfølgeren. Så hvorfor mistilliden? Det er så nemt at forvente det værste, så oplagt altid at være en påtaget pessimist. Anmeldelserne har været noget lunkne, men jeg tog mig selv i faktisk at være skeptisk alene fordi det, på et eller andet tidspunkt i mit liv, blev udgangspunktet.

Anyway, det er ikke det vi skal snakke om. Eller det, du skal læse om og eventuelt knytte en kommentar til. Ghost in the Shell, den nye altså, er okay. Det er en helt og aldeles okay film. Den trådte sjældent helt ved siden af, men den fik mig heller aldrig op at ringe. Bum. Det er en løs genfortælling som rammer mange af de samme narrative taktslag som originalen. Mange af tegnefilmens ikoniske scener (Majors "fødsel", båden på havet, klimakset i "drivhusmuseet") er også tilstede i 2017-udgaven. Det er altid underligt at se en reproduktion af noget velkendt, som så alligevel afviger på få, afgørende punkter. Sidst jeg havde det sådan med en film, var da jeg så Watchmen.

Det er den der mærkelige oplevelse af at se noget man kender blive brugt til i en anden sags tjeneste. At fornemme instruktørens hengivenhed og respekt for kildematerialet, men også nødvendigheden af at fortolke, genfortælle og omforme det til at passe i en ny sammenhæng.

Jeg vil ikke forsøge mig med ord som "dramaturgi" eller "lyssætning". Jeg havde hørt at filmen i hvert fald skulle visuelt interessant. Jeg er delvist enig. Mange af miljøerne er genkendelige for genren: den proppede markedsplads, den snuskede natklub, den skumle blindgyde og de neonoplyste skyskrabere. Tilstedeværelsen af mærkelige robotter, kybernetiske bodyguards og uforudsigelige hologramer giver da også filmens verden et mere eksotisk udtryk end originalen. Alligevel forekom det hele mig en anelse for kunstigt. Den flittige brug af computergrafik er måske i opagt harmoni med kildematerialet (omg filmen ser falsk ud, ligesom robotterne er, øh, falske nærmest), men jeg kom sgu til at savne de minutiøst udarbejdede kulisser fra den oprindelige Blade Runner.

Og sammenligningen med Blade Runner er oplagt. Faktisk låner den nye Ghost in the Shell sig til sammenligninger med samtlige populære historier i cyberpunk genren. Nogensinde. Her er noget Blade Runner, noget Human Revolution og selvfølgelig den originale anime. Resultatet er et sammenkog af velkendte idéer som, for mig at se, alligevel udgør en overvejende klar og sammenhængende fortælling. Filmen viser sig også overraskende tilbageholdende med dumsmarte replikker og 'twists'. Der går nok Hollywood i maskineriet henimod slutningen, men det vestlige vandmærke er ellers nogenlunde gennemsigtigt. Og helt ærligt, havde du regnet med at se Scarlett Johanssons hoved monteret på en prepubertær pigekrop og eksistentielle tirader i din store, dumme biograffilm? Get real.

Originalen havde utvivlsomt mere kørende for sig, men genfortællingen er ikke helt uden filosofisk merit. Tankegodset er præsent, om end begrænset. Et nøgternt øje (og som højstuderet vrøvlehoved besidder jeg naturligvis et sådan) vil påskønne at de to versioner faktisk behandler beslægtede, men distinkte problemstillinger. Behandler er måske et fint ord. Lad os sige "tackler", det er mere klodset og passende. Hovedpersonens ængstelige udbrud er mere naive, men det er helt grundlæggende en anden eksistensgåde som plager denne udgave af Major. Et par strategisk placeret vittigheder løfter humøret forsigtigt, men det går aldrig på tværs af filmens tone og stemning. Scar-Jo som Major er desværre ret forglemmelig. Pilou Asbæk gør det fint. "Beat" Takeshi er med.

Alt i alt er den nye Ghost in the Shell en okay film. Helt okay. Der er ikke nok action til for alvor at gøre den underholdende. Ikke nok introspektion til at gøre den virkelig filosofisk. Ikke tæt nok på kildematerialet til at være en tro genfortælling. Og så videre. Sådan kan man blive ved, hvis man vil. Fair nok. Filmen lander mellem det velkendte fra kildematerialet og det genkendelige fra genren, uden helt at finde sin egen identitet og ÅÅH SHIT DET' JO FILMENS TEMA 360-METASCOPE!!1 Alligevel fornemmer jeg den bagvedliggende dedikation fra studiet bag. Ånden er villig, men det kybernetiske kød er skrøbeligt.