Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Det forsømte forår

Vent, har jeg ikke allerede skrevet en blog med den titel? Måske. Hvem holder alligevel styr på den slags?

2017 har været et fænomenalt spilår og vi er ikke engang halvvejs igennem! For min skyld kunne vi godt stoppe nu. Jeg har i hvert fald rigeligt at se til, som det er. Og så er det endda gået hen og blevet godt vejr udenfor*! Det er svært ikke at mærke et stik af fortrydelse, hver gang jeg sætter mig foran skærmen, mens solen brager igennem vinduet. Jeg må være ved at blive gammel. Godt man har gardiner, hah!

Men seriøst, der er allerede kommet så mange spil som jeg gerne ville tage et kig på. Jeg var igennem Resident Evil 7, Breath of the Wild og Torment: Tides of Numenera. Men i mellemtiden har Nioh, NIER og DLC'et til Dark Souls 3 sneget sig under radaren! Jeg fik Horizon: Zero Dawn i gave, men det ligger stadig uberørt. Planescape: Torment fik også en remaster - på min fødselsdag, endda! Mario Kart er også lige kommet til Switch, Prey udkom i fredags og ååååhhh, jeg når det aldrig!

Gid man kunne sætte livet lidt på pause. Du ved, kravle ind (eller tilbage) i Narniaskabet, mens resten af verden stod ganske stille. Det er bittersødt at kunne blive - tør jeg bruge ordet - stresset ved alle de mange spiludgivelser. Og i virkeligheden er det jo kun de større, mere profilerede titler jeg har nævnt. Utallige indiespil har set dagens lys i 2017 og dem ville jeg jo også gerne kigge på. Ligesom sidste års oversete spil, og forrige års, og, og...

Vi når aldrig det hele. På et eller andet tidspunkt bliver man velsagtens også nødt til at trække en grænse. Være realistisk, lave en plan og sige: "Okay, det her spil kan jeg godt vente med til senere. Og det her."

Hvilke spil har du været igennem, i 2017? Hvad håber du stadig på at nå? Og hvad falder i den åbenlyse, men pinefulde "ville gerne, men får aldrig tid"-kategori?


*Vejret indenfor er stadig dårligt.

Ghost in the Bombshell

I dag var jeg i biografen for at se Hollywoods forsøg på løst at genfortælle animeklassikeren (med samme navn) fra 1995. Mine forventninger var ikke høje. Hvorfor var de egentlig ikke det? Jeg kunne i grunden godt lide filmens første trailer, selv om den vanen tro afslørede alt for meget. Og mit kendskab til det originale univers stikker ikke dybere end at jeg har set, og afgjort beundrer, originalen. Jeg har hverken læst mangaen, set serien eller stiftet bekendtskab med efterfølgeren. Så hvorfor mistilliden? Det er så nemt at forvente det værste, så oplagt altid at være en påtaget pessimist. Anmeldelserne har været noget lunkne, men jeg tog mig selv i faktisk at være skeptisk alene fordi det, på et eller andet tidspunkt i mit liv, blev udgangspunktet.

Anyway, det er ikke det vi skal snakke om. Eller det, du skal læse om og eventuelt knytte en kommentar til. Ghost in the Shell, den nye altså, er okay. Det er en helt og aldeles okay film. Den trådte sjældent helt ved siden af, men den fik mig heller aldrig op at ringe. Bum. Det er en løs genfortælling som rammer mange af de samme narrative taktslag som originalen. Mange af tegnefilmens ikoniske scener (Majors "fødsel", båden på havet, klimakset i "drivhusmuseet") er også tilstede i 2017-udgaven. Det er altid underligt at se en reproduktion af noget velkendt, som så alligevel afviger på få, afgørende punkter. Sidst jeg havde det sådan med en film, var da jeg så Watchmen.

Det er den der mærkelige oplevelse af at se noget man kender blive brugt til i en anden sags tjeneste. At fornemme instruktørens hengivenhed og respekt for kildematerialet, men også nødvendigheden af at fortolke, genfortælle og omforme det til at passe i en ny sammenhæng.

Jeg vil ikke forsøge mig med ord som "dramaturgi" eller "lyssætning". Jeg havde hørt at filmen i hvert fald skulle visuelt interessant. Jeg er delvist enig. Mange af miljøerne er genkendelige for genren: den proppede markedsplads, den snuskede natklub, den skumle blindgyde og de neonoplyste skyskrabere. Tilstedeværelsen af mærkelige robotter, kybernetiske bodyguards og uforudsigelige hologramer giver da også filmens verden et mere eksotisk udtryk end originalen. Alligevel forekom det hele mig en anelse for kunstigt. Den flittige brug af computergrafik er måske i opagt harmoni med kildematerialet (omg filmen ser falsk ud, ligesom robotterne er, øh, falske nærmest), men jeg kom sgu til at savne de minutiøst udarbejdede kulisser fra den oprindelige Blade Runner.

Og sammenligningen med Blade Runner er oplagt. Faktisk låner den nye Ghost in the Shell sig til sammenligninger med samtlige populære historier i cyberpunk genren. Nogensinde. Her er noget Blade Runner, noget Human Revolution og selvfølgelig den originale anime. Resultatet er et sammenkog af velkendte idéer som, for mig at se, alligevel udgør en overvejende klar og sammenhængende fortælling. Filmen viser sig også overraskende tilbageholdende med dumsmarte replikker og 'twists'. Der går nok Hollywood i maskineriet henimod slutningen, men det vestlige vandmærke er ellers nogenlunde gennemsigtigt. Og helt ærligt, havde du regnet med at se Scarlett Johanssons hoved monteret på en prepubertær pigekrop og eksistentielle tirader i din store, dumme biograffilm? Get real.

Originalen havde utvivlsomt mere kørende for sig, men genfortællingen er ikke helt uden filosofisk merit. Tankegodset er præsent, om end begrænset. Et nøgternt øje (og som højstuderet vrøvlehoved besidder jeg naturligvis et sådan) vil påskønne at de to versioner faktisk behandler beslægtede, men distinkte problemstillinger. Behandler er måske et fint ord. Lad os sige "tackler", det er mere klodset og passende. Hovedpersonens ængstelige udbrud er mere naive, men det er helt grundlæggende en anden eksistensgåde som plager denne udgave af Major. Et par strategisk placeret vittigheder løfter humøret forsigtigt, men det går aldrig på tværs af filmens tone og stemning. Scar-Jo som Major er desværre ret forglemmelig. Pilou Asbæk gør det fint. "Beat" Takeshi er med.

Alt i alt er den nye Ghost in the Shell en okay film. Helt okay. Der er ikke nok action til for alvor at gøre den underholdende. Ikke nok introspektion til at gøre den virkelig filosofisk. Ikke tæt nok på kildematerialet til at være en tro genfortælling. Og så videre. Sådan kan man blive ved, hvis man vil. Fair nok. Filmen lander mellem det velkendte fra kildematerialet og det genkendelige fra genren, uden helt at finde sin egen identitet og ÅÅH SHIT DET' JO FILMENS TEMA 360-METASCOPE!!1 Alligevel fornemmer jeg den bagvedliggende dedikation fra studiet bag. Ånden er villig, men det kybernetiske kød er skrøbeligt.

Danmark har fået sin første spilprofessor!

Mange har sikkert drømt om en karriere som Let's Play'er, eller et lignende arbejde hvor man bliver betalt for at spille spil. De færreste har nok taget tanken så langt som til at forestille sig en tilværelse som professor i spil. Ikke overraskende, for indtil for nyligt har en sådan titel ikke eksisteret. I hvert fald ikke i Danmark.

Men i dag er Espen Aarseth altså blevet udnævnt til akademisk game master af IT-Universitetet. Efter at have publiceret nok tekster i akademiske tidsskrifter, har Espen endelig oparbejdet nok erfaringspoint til at stige i level! Og det er da lidt spændende, er det ikke?

Det virker helt forkert at se en ældre mand, med gråsprængt skæg og vigende hårgrænser blive nævnt (og vist) i forbindelse med spil. Spil er jo bare noget for børn og barnlige sjæle, ikke? Hvis det var Danmarks kollektive bevidsthed som skulle have truffet beslutningen, var det sikkert Bubber der var løbet med titlen. Men det er måske hele idéen - at få et skarpt, respekteret akademikerhoved på sagen, så vi alle sammen kan blive lidt klogere på hvad spil er for en underlig størrelse.

Og hr. Aarseth er bestemt ikke nogen... ahem, newb? Er det for tåkrummende? Ikke våd bag ørerne? Vi kører med n00b. Hr. Aarseth er bestemt ingen newb. Han har udgivet en bog om 'cybertext og ergordisk litteratur' og skrevet en farlig masse om tekst i spil (eller spil i tekster?) Bum. Han er desuden medstifter af det ældste peer-reviewed (min ordbog siger 'fagfællebedømte', men hold op det er et langt ord!) videnskabelige tidsskrift om spilforskning. Så man kan sige at han har været med, lige siden spilakademia var i tidlig Alpha. Med hans forfremmelse er vi vist trådt ind i beta, eller hvad?

Lad os se hvad de finder ud af.

Kilde: https://www.itu.dk/om-itu/presse/nyheder/2017/danmark-faar-sin-foerste-professor-i-computerspil

Bitchin' About Switchin'

Hey! Jeg har haft Nintendos seneste konsol i en uge nu! Det har du måske også - hvad synes du om den? Jeg synes den er...

Helt okay! Jeg har ærlig talt ikke fået brugt mere tid med den end som så, men her er alligevel et par korte tanker om maskinen.

For det første var jeg overrasket over at der ikke var decideret brugervejledning med i kassen. En lille pamflet fortalte mig at maskinen ikke kan tåle opvask eller hårde stød. Det anede mig. Men nogen egentlig guide til maskinens bevægelige dele fandt jeg ikke. Jeg måtte altså selv prøve mig frem uden at ødelægge alt for meget. Det gik op for mig at jeg faktisk ikke havde læst noget om hvordan hele Switcheriet fungerer. Så hvis du som Nintendoløs læser sidder med lignende spørgsmål, så kan jeg nu give dig svaret.


Bag på de to Joy-Cons, et stykke under skulderknapperne, sidder to små runde knapper der, når man trykker på dem, trækker de plastikmodhagere til sig som holder skidtet på plads. Det er de samme modhagere som afgiver et lille, tilfredsstillende klik når Joy-Con'en bliver presset på plads. Giver det mening? Okay, jeg har indset at det var svære at beskrive end ventet. Søg på Google eller noget.

Anyway, maskinen havde næsten fuldt batteri, så jeg startede med at lade den uafhængigt af dens dok. Opstarten var genkendelig og rimelig simpel. Man har muligheden for at forbinde sin Nintendo Account til facebook, men ellers er det småt de fikse ideer om at gøre spiloplevelsen "social med dine venner, del et trofæ med verden Wåååuuh!" Godt så. Brugerfladen er simpel. Der reelt set kun seks ting at forholde sig til, udover spillene: eShop'en, screenshots, nyheder, systemindstillinger, strøm og controllerkonfiguration. Den sidste er halvvigtig da de to Joy-Cons kan bruges på et utal af måder og maskinen skal gerne være helt sikker på hvornår du vil bruge dem begge eller kun en enkelt af dem.

Når først Switchen sidder i dokken fylder den ikke meget mere end... noget der ikke er ret stort. Ude af dokken og med Joy-Cons tilsluttet er den dog en smule intimiderende. Folk har beskrevet den som "en stor Vita", men jeg synes nu at der er et stykke imellem de to. Skærmen er jeg godt tilfreds med, mens batteritiden afgjort kunne være bedre. Med minimal lys i skærmen og Zelda kørende, får jeg det til at række omkring 2½ time. Det er ikke imponerende, men det håndholdte aspekt begrænser sig selvfølgelig ikke til batteriet alene. Der er ikke noget i vejen for at hive en USB-lader med i tasken.

Personligt har jeg haft en del problemer med begge forbindelsen til og fra begge Joy-Cons. Første gang jeg aktiverede den venstre, kunne den slet ikke finde den. Det vil sige, det kunne den, men først efter at have søgt i et par sekunder. Jeg er en smule chokeret over hvor mange genvordigheder jeg har haft og stadig har med begge controllers. Selv når maskinen står bare to meter foran hvor jeg sidder, oplever jeg at styringen 'hænger'. Du ved, hvor jeg har givet slip på højre styrepind, men kameraet alligevel fortsætter med at dreje. De gange hvor jeg har haft et sofabord (af træ) til at afbryde signalet, er det gået helt galt. Jeg tænker det kan optimeres, men wow!

Ellers er de to Joy-Cons ganske fine. De er vel små, men man vænner sig til det. Mine hænder er kun mellemstore, men de kunne afgjort trænge til lidt mere plads. Alligevel er der noget charmerende ved at spille på noget der føles anderledes. Jeg har ikke behov for at alle controllers føles ens. Knapperne minder om 3DS'ens, mens styrepindene er noget mindre og mere... fjedrede end på Xbox og PlayStation. Hvis jeg slipper højre styrepind kan jeg høre lyden af en fjeder bliver sluppet. Højre skulderknap er også en anelse lettere at trykke ned end den venstre. Det er sådan noget som holder mig vågen om natten.

Når først de sidder i Joy-Con Grip er det en ret tilforladelig, hvis lettere akavet, controller. Jeg har dog tænkt over at de to Joy-Cons ikke rigtigt hviler på Grip-skelettet og at et hårdt tryk på yderpunkterne i princippet virker som en destruktiv vægtstang på den skinne som fastholder komponenterne. Igen, svært at beskrive.

I forhold til ydelse, så holder jeg det kort. Jeg oplever betydelige (om end efterhånden forudsigelige) fald i billedhastigheden, når maskinen sidder i dokken. I håndholdt udgave er der ingen problemer. Jeg håber det bliver fikset. Alt sammen i relation til Zelda. Jeg har også spillet SnipperClips, et pragtfuldt lille Nindiespil, som selvfølgelig bliver afviklet uden problemer. Her bruger man kun en enkelt Joy-Con controller per spiller og hvis der er et spil som kan sælge en på ideen om at hive maskinen med til fester eller lignende, så er det SnipperClips.

Jeg tror faktisk at jeg kommer til at benytte mig af alle tre af Switchens modi. Så det er meget fint. Nu har jeg skrevet nok. Tak fordi du læste med.

Det er ret godt Numenera det lige så godt senere?

Det er ret intimiderende at skulle anmelde et spil som Torment: Tides of Numenera, den åndelige arvtager til et af mine absolutte yndlingsspil. Oplevelsen selv tog mig en del timer at komme igennem og i al den tid var jeg godt underholdt. Dog kan ens synspunkt ændre sig når man først kommer lidt på afstand af, hvad end man har fyldt sit hoved med. Ikke mindst når man pludselig kan holde sine egne oplevelser og erfaringer op mod andres. Det jeg prøver at sige er...

Jeg hader Torment: Tides of Numenera.

Haha, just kidding. Det er rimelig dope. Men hele anmelderprocessen fik mig til at tænke over hvor mange forskellige måder man kan tilgå et spil på. Du kan beskue Torment: Tides of Numenera (jeg ved ikke hvorfor jeg insisterer på at skrive titlen i sin helhed) fra flere vinkler: som crowdfundet spil (har det indfriet dets løfter over for backers, etc); som åndelig arvtager til en kultklassiker (er det lige så godt som? Skuffer det? Overgår det?) eller som det seneste spil i en længere række oldskole computerrollespil. Et spil kan betyde mange ting for mange forskellige mennesker, og kriterierne for tilfredshed og skuffelse afhænger selvsagt af hvilket spil man havde håbet på at få i hænderne.

Og selvom det gør ondt at sige og selvom det potentielt får det til at lyde som om jeg modsiger mig selv, så kan jeg i Torment: Tides of Numenera's tilfælde forestille mig at mange måske vil blive skuffet. Forgængeren er blevet spillet og genspillet, splittet ad og samlet igen i løbet af de sidste atten år. Samtlige detaljer og nuancer er blevet undersøgt, vendt og drejet af autistiske kældermennesker (Gud velsigne dem), hvis nådesløse lasersyn ingen undslipper. Den dedikation og forståelse for et spil kan jeg ikke håbe på at have opnået efter blot en enkelt gennemspilning. Der skal mere tid med spillet til, fordelt udover langt flere mennesker.

Derfor ville og vil jeg helst fraholde mig vendinger som "det lever op til forgængeren" eller "fans af serien vil ikke blive skuffet", for hvem fanden er jeg, at jeg skulle kunne afgøre det? Jeg var seks år da spillet udkom. Seks! Så selvfølgelig kan jeg ikke afgøre spillets udødelige kvaliteter, set under evighedens åsyn. Men jeg kan selvfølgelig have en mening og det tillader jeg mig da også at have i ny og næ.

Min oplevelse med spillet var positiv - overvejende positiv, endda. I bagklogskabens blændende klare lys er det måske en anelse for kort, mangler stærke karakterer og har et mindre fokuseret budskab. Omvendt vil jeg mene at det, sammenlignet med forgængeren, er mere jævnt fra start til slut. Der er ikke samme mærkbare fald i kvalitet som plagede Planescape: Torment's tredje akt. Jeg har læst anmeldelser som har prist det til skyerne og andre som har trukket det igennem mudderet. Sandheden, hvis det giver mening at tale om en sådan, befinder sig et sted imellem de to yderpunkter.

Og så er der karakteren, det lille lusede tal som alt for ofte bliver afgjort af et møntkast eller på lignende vilkårlig vis. Jeg hader det. Det er nok kun en håndfuld af de anmeldelser jeg har skrevet igennem tiden (og jeg har skrevet en del, selv hvis man ikke altid kan fornemme det) som jeg ikke har haft lyst til at ændre karakteren på. Om det siger mest om mig selv som utroværdigt individ, spils evne til i hukommelsen at blive bedre eller værre med årene (eller på få uger) eller det grundlæggende fjollede ved at skulle samle et så komplekst stykke kunst/underholdning under et enkel ciffer - det skal jeg ikke kunne sige.