Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Ghost in the Bombshell

I dag var jeg i biografen for at se Hollywoods forsøg på løst at genfortælle animeklassikeren (med samme navn) fra 1995. Mine forventninger var ikke høje. Hvorfor var de egentlig ikke det? Jeg kunne i grunden godt lide filmens første trailer, selv om den vanen tro afslørede alt for meget. Og mit kendskab til det originale univers stikker ikke dybere end at jeg har set, og afgjort beundrer, originalen. Jeg har hverken læst mangaen, set serien eller stiftet bekendtskab med efterfølgeren. Så hvorfor mistilliden? Det er så nemt at forvente det værste, så oplagt altid at være en påtaget pessimist. Anmeldelserne har været noget lunkne, men jeg tog mig selv i faktisk at være skeptisk alene fordi det, på et eller andet tidspunkt i mit liv, blev udgangspunktet.

Anyway, det er ikke det vi skal snakke om. Eller det, du skal læse om og eventuelt knytte en kommentar til. Ghost in the Shell, den nye altså, er okay. Det er en helt og aldeles okay film. Den trådte sjældent helt ved siden af, men den fik mig heller aldrig op at ringe. Bum. Det er en løs genfortælling som rammer mange af de samme narrative taktslag som originalen. Mange af tegnefilmens ikoniske scener (Majors "fødsel", båden på havet, klimakset i "drivhusmuseet") er også tilstede i 2017-udgaven. Det er altid underligt at se en reproduktion af noget velkendt, som så alligevel afviger på få, afgørende punkter. Sidst jeg havde det sådan med en film, var da jeg så Watchmen.

Det er den der mærkelige oplevelse af at se noget man kender blive brugt til i en anden sags tjeneste. At fornemme instruktørens hengivenhed og respekt for kildematerialet, men også nødvendigheden af at fortolke, genfortælle og omforme det til at passe i en ny sammenhæng.

Jeg vil ikke forsøge mig med ord som "dramaturgi" eller "lyssætning". Jeg havde hørt at filmen i hvert fald skulle visuelt interessant. Jeg er delvist enig. Mange af miljøerne er genkendelige for genren: den proppede markedsplads, den snuskede natklub, den skumle blindgyde og de neonoplyste skyskrabere. Tilstedeværelsen af mærkelige robotter, kybernetiske bodyguards og uforudsigelige hologramer giver da også filmens verden et mere eksotisk udtryk end originalen. Alligevel forekom det hele mig en anelse for kunstigt. Den flittige brug af computergrafik er måske i opagt harmoni med kildematerialet (omg filmen ser falsk ud, ligesom robotterne er, øh, falske nærmest), men jeg kom sgu til at savne de minutiøst udarbejdede kulisser fra den oprindelige Blade Runner.

Og sammenligningen med Blade Runner er oplagt. Faktisk låner den nye Ghost in the Shell sig til sammenligninger med samtlige populære historier i cyberpunk genren. Nogensinde. Her er noget Blade Runner, noget Human Revolution og selvfølgelig den originale anime. Resultatet er et sammenkog af velkendte idéer som, for mig at se, alligevel udgør en overvejende klar og sammenhængende fortælling. Filmen viser sig også overraskende tilbageholdende med dumsmarte replikker og 'twists'. Der går nok Hollywood i maskineriet henimod slutningen, men det vestlige vandmærke er ellers nogenlunde gennemsigtigt. Og helt ærligt, havde du regnet med at se Scarlett Johanssons hoved monteret på en prepubertær pigekrop og eksistentielle tirader i din store, dumme biograffilm? Get real.

Originalen havde utvivlsomt mere kørende for sig, men genfortællingen er ikke helt uden filosofisk merit. Tankegodset er præsent, om end begrænset. Et nøgternt øje (og som højstuderet vrøvlehoved besidder jeg naturligvis et sådan) vil påskønne at de to versioner faktisk behandler beslægtede, men distinkte problemstillinger. Behandler er måske et fint ord. Lad os sige "tackler", det er mere klodset og passende. Hovedpersonens ængstelige udbrud er mere naive, men det er helt grundlæggende en anden eksistensgåde som plager denne udgave af Major. Et par strategisk placeret vittigheder løfter humøret forsigtigt, men det går aldrig på tværs af filmens tone og stemning. Scar-Jo som Major er desværre ret forglemmelig. Pilou Asbæk gør det fint. "Beat" Takeshi er med.

Alt i alt er den nye Ghost in the Shell en okay film. Helt okay. Der er ikke nok action til for alvor at gøre den underholdende. Ikke nok introspektion til at gøre den virkelig filosofisk. Ikke tæt nok på kildematerialet til at være en tro genfortælling. Og så videre. Sådan kan man blive ved, hvis man vil. Fair nok. Filmen lander mellem det velkendte fra kildematerialet og det genkendelige fra genren, uden helt at finde sin egen identitet og ÅÅH SHIT DET' JO FILMENS TEMA 360-METASCOPE!!1 Alligevel fornemmer jeg den bagvedliggende dedikation fra studiet bag. Ånden er villig, men det kybernetiske kød er skrøbeligt.