Anmeldelse af Saw IV

(Har valgt at anmelde pågældende film i forbindelse med deltagelse i en konkurrence her på GR.)

Efter succesen af de tre første Saw film, kommer det ikke som et chock for nogen, at en ny sawfilm nu har ramt filmmarkedet.

Man må sige, at den har et lidt svært udgangspunkt eftersom Jigsaw som bekendt døde i sidste film. Derfor var det også med en hvis skepsis at jeg satte den på, men jeg må dog indrømme, at det ikke var helt så slemt som forventet.

Filmen har en uheldig tendens til at drukne i klamme splatter-effekter og lommefilosofi, som bliver mere og mere udpræget og langt ude, og som desværre slet ikke lever op til de to første kapitlers standard. Jigsaws ellers meget fascinerende filosofi kan snart ikke vrides mere, og jeg synes det er utroligt ærgeligt at de forsøger at gøre det større/vildere/mere blodigt i hver film. Specielt i den første var klipningen med til at bidrage til en aura af frygt, og jeg blev virkeligt skræmt, også selvom der blev klippet væk i det afgørende øjeblik. Det gør der ikke længere skal jeg hilse at sige.

Der hvor filmen virkelig rammer plet er i en række sekvenser, hvor vi kigger tilbage på hvorfor John blev som han blev - og her slår den over i thriller/drama med et minimum af splat! Jeg må sige at den del af filmen (hvor historien leveres af John's ekskone Jill) er utroligt fascinerende, fordi Jigsaw er en interessant skurk - derfor er det interessant (og skræmmende) at se hvad der gjorde ham til det han er. Derudover leger de som altid med vores opfattelse af film som en kronologisk hændelse, og udnytter, at scenerne kun er kronologiske hvis instruktøren vælger det. Det er interessant, og selvom filmens store plot twist er lidt tyndt, tager de som altid røven på en.

Jer som synes de andre var spændende, og havde en god historie, se fireren, og nyd den del af den, som faktisk er velfortalt. Til jer andre, som ser den for gyset: Glem det. De skulle have stoppet mens legen var god. Som selvstændig film er den simpelthen for tynd. Men på trods af sine gennemgående mangler vil jeg dog stadig karakterisere denne film som et af mine favoritgys, da den i sine få øjeblikke rammer fuldstændig plet, hvor mange andre film falder til jorden. Men alt i alt er gysermomenterne alt for få, flere af disse ville have gjort underværker.

Gysermomenterne i sig selv (når de er der) topper skalaen med 10/10, hvor imod filmen som helhed kun lige sniger sig op på 6/10.