Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Dutch
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Mine 4 dage med Nintendo Switch

Skrevet af Mike JezZ den 9 marts 2017 kl. 14:29
Tagget som: Nintendo Switch, The Legend of Zelda: Breath of the Wild

Efter at min indre bitterhed over PostNord's særdeles elendige service, fik jeg pakket min Nintendo Switch ud om mandagen, for derefter at komme i gang med maskinen.

Æsken til maskinen blev åbnet, og der gik ikke lang tid, før maskinen var sat til fjernsynet. Interfacet var utroligt simpelt, faktisk ganske lækkert, da alle unødvendige funktioner direkte er skåret fra. Det eneste man ser efter opsætningen, er en lang rubrik, hvor der er plads til alle de spil man har installeret. Under spillelisten er der små, runde ikoner, hvor man kan læse om Nintendo Switch-nyheder, se internetbutikken, opsætning, og de øvrige vigtige funktioner. Enkelt og elegant.

Et simpelt men elegant interface

Den sættes til TV'et ligesom en normal konsol. Dog er kablerne en smule for korte til min smag, desværre, men man kan heldigvis købe længere kabler selv. Derefter er opsætningen legende let. Og det er lige så let at tage maskinen ud af standeren, for derefter at tage den med sig. Nogle har klaget over, at deres skærm er blevet ridset, men grunden er fundet. Nogle har tilsyneladende haft en skæv stander, der går ind og ridser skærmen, hver gang den tages op og ned. Det er formentligt en dårlig sending, der har været sendt afsted, og så vidt jeg ved, har ingen haft problemet i Danmark.

Internetbutikken er også stilren denne gang. Hvor den var langsom på både Wii U og 3DS, tager det ikke mange øjeblikke før den er klar på Switch, og selvom der endnu ikke er mange titler til maskinen, så er den stadig, ligesom resten af systemet, utroligt stilrent og nemt at navigere rundt i.

Jeg har læst om utroligt mange, der har valgt at købe sig en Pro Controller, før de overhoved havde prøvet de medfølgende Joy-Con-controllere, som følger med maskinen, og hvis jeg var blandt dem, ville jeg godt nok have følt mig en smule tosset. Hvis man bruger det grip, der følger med maskinen, og sætter begge Joy-Con-controllere i den, så føles den som en fuldkommen normal controller. Jeg har store og klodsede mandehænder, og på trods af dette, så passer den stadig perfekt i mine hænder.

Noget, der dog væltede mig ned af stolen, var da jeg spillede Zelda, hvor jeg havde en Joy-Con i hver hånd, og altså ikke brugte grip. Det føltes som en kæmpe frihed, at kunne sidde helt adskilt med begge hænder, og spille Zelda, imens jeg totalt afslappet sad i enten min stol eller i sofaen. At kunne præcisere sit skud ved hjælp af gyro-funktionen, hvor du justere dit skud ved at bevæge din joy-con, er også fantastisk. Det var virkeligt fedt, når man lige bevægede sin hånd, i stedet for styrepinden, og lige præcisere skuddet, som var det en selv der styrede buen.

Det første spil der selvfølgeligt røg i maskinen, var The Legend of Zelda: Breath of the Wild, og da jeg følte, at jeg var langt bagud oplevelsen, da jeg burde have haft den om mandagen, indrømmer jeg gerne, at jeg var lidt hurtig til at spole igennem visse dele af snakken i spillet, hvilket gjorde, at jeg var nødsaget til at spørge lidt på forummet herinde, for at få en smule forståelse af hvad der foregik.

Det var for alvor først om onsdagen, at jeg rigtigt fik spillet Zelda, da jeg havde taget en fridag fra arbejdet. Klokken halv ti startede jeg Switch'en op, for derefter at starte The Legend of Zelda: Breath of the Wild. Da spillet var startet op, begyndte eventyret, og efter at have klaret nogle enkelte missioner samt gået på opdagelse, var der gået 4 timer. 4 timer, der reelt føltes som en halv times spilletid, blev bare revet ud af dagens skema.

Grafikken er fantastisk for den maskine. Jeg troede ikke, at vi ville komme til at se så flot grafik fra Nintendo. Desværre skuffer billedhastigheden lidt, når der er meget græs, da den ryger mærkbart ned. Dette er dog kun gældende, når maskinen står i standeren, da den håndholdte har fået skruet lidt ned for det grafiske lir, hvilket også gør, at spillet kører fuldstændigt flydende her.

Den måde, græsset suser efter vindens retning ser fantastisk ud. De første mange gange kunne jeg ikke lade være med at smile, når jeg slog en fjende i gulvet, og de derefter taber deres våben. Det er faktisk muligt at samle deres våben op før de selv når det, og så står de med de bare næver.

Jeg stopper med at snakke om The Legend of Zelda her, da det stadig er nyt, og jeg helst ikke vil afsløre alt for meget, for de, der ønsker at spille spillet, men endnu ikke har prøvet det. Men har du lyst til at læse mere om spillet, så hop forbi brugernes diskussion herinde.

Selv min kæreste blev helt forelsket i The Legend of Zelda: Breth of the Wild, og ærger sig over at hun endnu ikke selv kan bestille en Switch, så jeg købte Shovel Knight, så vi også kunne spille sammen. Der forsvandt yderligere 4½ time i løbet af onsdagen, da vi begge sad og grinede, jublede, og skreg, når vi vandrede igennem banerne, der meget hurtigt begyndte at blive mere og mere svære.

Men Shovel Knight er bestemt et spil, i kan lokke lillemor med, hvis der skal købes en Switch. Det spil er super underholdende, og det er desuden muligt at bruge hver sin joy-con som controller i spillet. Det vil sige, at der rent faktisk medfølger 2 controllere til Nintendo Switch. Jeg var selv meget i tvivl om hvordan det ville føles, da de er ret små, men de føles faktisk overraskende godt i hånden. Nærmest som en lidt mindre udgave af de oprindelige NES-controllere.

Shovel Knight er også så smart, at der er et billede af controlleren samt hvilken knap der skal trykkes på, når man deles om begge, da der jo selvfølgeligt så vises noget forskelligt på Joy-Con-knapperne.

Jeg synes, at Nintendo har ramt rigtigt denne gang. Jeg har hørt om mange med problemer: En venstre Joy-Con, der mister signalet. At Switch'en bliver ridset, fordi folk har en skæv stander, eller endda at farve niveauet på selve skærmen er forkert. Jeg plejer at have problemer med elektronik, og jeg har fået en fuldkommen fejlfri Switch. Jeg havde dog et problem med den ene Joy-Con, der lavede et irriterende "hak", når man kørte styrepinden fremad, men det fik jeg faktisk rettet ved at trykke den ned et par gange mens jeg kørte den frem og tilbage.

Hvis du mener, at The Legend of Zelda: Breath of the Wild ser fedt ud, then go for it. Uden at have prøvet det, så lader Fast RMX til at være et fedt Wipeout, og Snipperclips samt Shovel Knight er begge to spil, der er sjove, hvis man kan finde en ven, eller en kæreste, der gider at spille det. Det er ikke alle, der kan retfærdiggøre et køb af Switch nu, og det kan jeg godt forstå. Der er ikke så mange spil ude til den endnu, men ser man på selve spillene, mener jeg, at det er den maskine af de nuværende, der har den bedste line-up af spil på udgivelsesdagen. Hverken Sony eller Microsoft havde nogle nævneværdige, eksklusive titler, og Switch'en har allerede 3 spil som jeg nyder enten alene, eller sammen med min kæreste.

Magien er tilbage, og Switch'en er bestemt ikke et dumt køb. Det bliver dog svært at finde en, hvis du ikke har forudbestilt den, da den er udsolgt stort set alle steder.