Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Mit problem med streaming

Skrevet af Mr Alfa den 28 maj 2017 kl. 00:45
Tagget som: Streaming, Musik, Spotify, Youtube

Jeg bruger ikke streamingtjenester når jeg skal lytte til musik. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er vel i grunden ganske smart? Gå rundt med hele verdens musik i lommen til gengæld for en fast månedlig pris.

Ikke desto mindre bruger jeg (og har jeg altid brugt) iTunes som musikbibliotek og -afspiller. Jeg vil gætte på at jeg bevidst begyndte min egen samling da jeg var 13 år, i en tid hvor telefonen havde knapper, musik kom via CD og streamingtjenester var en by i Rusland. Det tætteste man kom på streaming hed Napster og Limewire og var begge en smule ulovlige. Af andre mere eller mindre illegale aktiviteter husker jeg også hvordan man med sin Nokia kunne bruge infrarød til at sende filer til hinanden. Det var en større opgave at få to telefoner til at pege på hinanden i de 40 sekunder det tog at overføre én sang. Ham der havde fået den oprindelige musikfil ned på telefonen ville blive den mest populære person i skolegården dagen efter - og sikkert også den travleste.

Dengang var det hipt overhovedet at have musik digitalt på iTunes; i dag oplever jeg altid løftede øjenbryn og panderynker når folk ser jeg bruger iTunes. "Så du ejer al din musik? Der er jo flere tusinde sange!". Ja, men jeg har også været i gang i 9 år kammerat. Bare tænk på hvordan dine forældre og deres venner har brugt tid og penge på at opbygge deres pladesamlinger. Selvom de ligger blandt støv og kærestebreve i kælderen holder min far stadig af sine plader med "Electric Light Orchestra" og "Bee Gees". Kommer folk med streamingtjenester nogensinde til at få samme forhold til deres musik? Næppe.

Første gang jeg hørte om Spotify - den vel nok mest brugte streamingtjeneste - var i 2014 da Taylor Swift fjernede sin musik fra platformen. Nu har jeg lige været inde for at genopfriske sagen, og det viste sig at handle om... ja, du gættede det... penge! "I think there should be an inherent value placed on art", udtalte hun i 2014, og selvom jeg ikke lytter udpræget til hendes musik er jeg overvejende enig i dette udsagn.

For at en kunstner skal tjene 1 krone skal deres sang streames 124 gange (eller 23 hvis lytteren er premium-kunde). Det er en god indkomst hvis din musik er meget populær eller hvis du er på kontrakt med et stort pladeselskab der er villig til at promovere din musik. Men dette er sjældent tilfældet. Alle indie-kunstnerne er svære at få øje på; måske har de det stramt med at tilbyde deres musik gennem spotify, når de ved at de i sidste ende kunne tjene flere penge ved at sælge hele albums, EP'er eller singler.

Den største umiddelbare fordel ved Spotify er tilgængeligheden: man får lov til at lytte til hele sangen uden at betale en øre for det - en ting der var svært da jeg var ung. På langt sigt dukker problemet dog op: det er de færreste der nøjes med at "prøvelytte" til musikken på Spotify for derefter at gå ud og købe den musik de godt kunne lide. De fortsætter som "kunde" hos Spotify, hvilket i sidste ende gavner pladeselskabet og Spotify mere end det gavner den enkelte kunstner. Jo mere man streamer, jo mindre tilbøjelig er man til rent faktisk at købe musikken.

Det ultimative skrækscenarie vil være at streamingtjenester får monopol på musikafspilning fordi det er billigere for forbrugerne. Det vil være en sejr for pengemændene der finansierer den strømlinede (og efterhånden ensformige) popmusik, men en falliterklæring for musikken som kunstart, der totalt vil miste diversitet.

Det er her jeg synes Youtube er et godt alternativ, fordi den er umulig at bruge som streamingtjeneste på mobiler. Du kan ikke downloade videoer til offline brug. Du kan ikke slukke for skærmen og putte mobilen i lommen, for så slukker musikken automatisk. Det betyder dog ikke, at Youtube er elendig på alle områder. Tvært imod er det et perfekt medie til at gå på opdagelse i. Der er en god grund til at Taylor Swift bandlyser Spotify men fortsætter på Youtube. Som fan får du en større følelse af at være i kontakt med kunstnerne, fordi de gennem videoer kan appellere til mere end blot én sans og derved skabe et større kunstnerisk udtryk. Kombineret med noget flot grafik kan en sang sagtens blive bedre at høre på, bare se/hør "Baby I'm Yours" med Breakbot.

Jeg er kun 22, men måske er jeg håbløs gammeldags fordi jeg ikke bruger streaming? Hvordan lytter I til musik?

Kilder:
http://mashable.com/2010/07/06/prince-the-internet-is-over/#NWTOVUJogaqu
http://time.com/4274430/spotify-albums/
http://www.digitalmusicnews.com/2016/03/21/why-artists-pull-their-music-from-spotify-but-not-youtube/

Neuralink

Skrevet af Mr Alfa den 20 april 2017 kl. 04:03
Tagget som: Elon Musk, A.I., Cyborgs, Deus Ex Human Revolution

Jeg synes Elon Musk er temmelig genial.

Manden med det underlige navn er både autodidakt programmør siden 10-års alderen, civilingeniør, filantrop, futurist, far til fem og vigtigst af alt en entreprenør bag mange af vore tids - og fremtidens - store tech-virksomheder. Faktisk er det gået så godt for ham og hans virksomheder at Forbes lister ham som den 80. rigeste person på planeten med sine 13.8 mia. dollars - og det er alt sammen "self-made"!

Men som han selv har udtrykt flere gange er penge ikke målet for ham; snarere et middel i hans mission for at redde verden. Med Tesla tilbyder han forbrugere en sexet, selvkørende elbil og et solcelleopladeligt kæmpebatteri kendt som "Powerwall", der i praksis vil kunne gøre en familie fuldkommen uafhængig af elværker og oliesheiker så længe solen altså skinner - lad os regne med at den gør det et par milliarder år endnu. En meget stabil energikilde, ikke sandt? Men det stopper ikke her. Som bekendt vil vores sol udvide sig og opsluge planeterne i solsystemet hvorfor vi må søge udad. Måske er denne "flugt" den langsigtede plan for Musks andet projekt: rumfartsvirksomheden SpaceX, der i 2022 angiveligt vil sende de første mennesker til Mars for i sidste ende at kolonisere og terraforme den røde planet beboelig.

For lige godt en måned siden afslørede Musk sit næste store sats: medicinalvirksomheden Neuralink, der ved hjælp af mikroskopiske elektroder implanteret i vores hjerner vil kunne oversætte nervesystemets elektriske impulser til binært computersprog... og den modsatte vej.
Denne metode, kendt som "Neural Lace", er stadig kun teoretisk, og man skal huske at lægevidenskabens hvide kitler endnu ikke har forstået hjernen til fulde. Musk er heller ikke lægeuddannet; han er blot en IT-nørd der anser hjernen for en computer, og ligesom man kan reparere en skadet computer ved hjalp af anti-virus bør man også kunne helbrede nervesystemet for sygdomme som epilepsi og Parkinsons hvis man (vel at mærke) kan programmere hjernens "software" - dette er Neuralinks officielle formål; at helbrede.

Som med Tesla og SpaceX har Elon Musk dog større planer end blot at producere elbiler og raketter; han skaber vedvarende energi, han vil kolonisere planeter, og med Neuralink vil han gøre mennesker til cyborgs. Ja, cyborgs! Menneske og maskine vil smelte sammen i en hidtil uset symbiose.
Forklaring er vist nødvendig her. Elon Musk er én blandt mange eksperter som tror på at kunstig intelligens vil opstå, at den vil overgå menneskelig intelligens totalt og at det vil blive menneskets endeligt som race. Slave i maskinernes verden, hvornår har vi hørt det før? *host Horizon Zero Dawn *host *host.

Det lyder tosset, men Musk og hans millioninvestering i Neuralink vidner om en alvor, ja nærmest en frygt for den intelligente maskines komme. Og den eneste løsning er ifølge Musk at opgradere menneskets kognitive egenskaber gennem Neural Lace så vi selv bliver lige så avancerede som maskinerne.

Okay. Lad os lige træde et skridt tilbage og vurdere engang. Hvis vi går med til at se hjernen som en computer har vi at gøre med en maskine med samme energibehov som en glødepære kombineret med en estimeret hukommelse på 2500 terabytes - nok til at rumme al information på internettet. Til sammenligning har den laptop jeg sidder og skriver denne blog fra knap nok en hukommelse på 1 TB. Det som hjernen mangler er dog processorkraft, hvilket Neuralink vil kunne ordne med Neural Lace. Hvis Neuralink rent faktisk lykkes i at skabe en interface mellem hjerne og de implanterede mikrochips er det kun fantasien der sætter grænser for hvad fremtidens "menneskemaskine" vil kunne. Tænk lige på mulighederne:
Tankekontrol over al elektronik, ubegrænset hukommelse, hurtig adgang til information, evne til at forstå ethvert sprog, telepatisk kommunikation mellem mennesker og sidst men ikke mindst back-up af dine tanker, minder og i princippet hele din person, hvilket gør døden ubetydelig og giver dig evigt liv som en computerkode (ligesom i filmen "Transcendence" fra 2014). Kun fantasien sætter grænser.

Jeg ved hvordan i har det. Da jeg første gang læste Elon Musks mærkelige fremtidsvisioner troede jeg ikke mine egne øjne. Jeg skulle tjekke at det ikke var 1. april. Det var det ikke. Da jeg havde læst artiklen anden gang kom jeg til at tænke på et spil som de fleste herinde har erklæret deres kærlighed til: "Deus Ex Human Revolution" fra 2011. Adam Jensen - en moderne fortolkning af Robo-cop - er med sine supersmarte augmentations fra Sarif Industries gjort til en gud blandt mennesker. Alvidende, analyserede og infiltrerende. Opklarer mordgåder, taler fornuft til terrorister, afslører bagmanden bag bagmændene. Han er sej som kun de færreste action-helte fra 80'erne.

Men når mennesker bliver så "perfekte" som Adam Jensen, holder de så ikke op med at være mennesker? Og når mennesket er væk står kroppen tilbage med mikrochippens kunstige intelligens, helt tom for følelser. Det bedste eksempel på dette ser vi i den netop biografaktuelle "Ghost in the shell", der har mange paralleller til Deus Ex: en person kommer ud for en dødelig ulykke men bliver genoplivet af en virksomhed som har brugt robotteknologi og A.I. på at genskabe personen som den perfekte cyborg, der som gengæld for denne "tjeneste" skal være virksomhedens agent i marken. Under denne overgang fra menneske til cyborg er al form for humør og empati tilsyneladende gået tabt. Jeg synes altid det er lige præcis dette fortællemønster man ser i sci-fi film om A.I. Uanset hvor sej Adam Jensen er, ville jeg aldrig bytte plads med ham. Som han selv får fremstammet med sin hvæse stemme: "I never asked for this".

Man kunne også nemt frygte, at mennesket til sidst vil blive så afhængige af sin hjernechip, at hjernen over tid bliver sløv og til sidst ikke kan fungere uden sin chip. Lidt ligesom nutidens ungdom (nu kommer jeg til at lyde meget gammel), der på grund af den evigt tilgængelige lommeregner i deres smartphones ikke kan udføre simpel hovedregning. Hvis vi antager, at vi bliver mere afhængige af teknologi i fremtiden, hvad gør vi så den dag teknologien går tabt, batteriet rammet 0 % og vi "kun" har vores nøgne hjerne tilbage? Bare se hvordan en film som "Wall E" fremstiller mennesket - ikke just en selvstændig intelligent race, på trods af al den teknologi den er omgivet af.

Deus Ex foregår i 2027, kun 10 år ude i fremtiden. Jeg tør godt vædde på, at vi skal vente længere tid før vi ser science fiction blive til science "faction". Ellers skal Neuralink være meget effektive. Et eller andet sted fylder det mig med en fornemmelse af tryghed: cyborgs er stadig bare science fiction. Lidt endnu.

Ligegyldig slutbemærkning:
I min research til denne blog fandt jeg ud af, at Musk har spillet Human Revolution. Det gjorde han klart, efter at være blevet spurgt i en Twitter Q&A. Som gamer overraskes jeg altid over hvor mange der rent faktisk bruger mediet, høj som lav, ung som gammel.

Kilder:
https://www.forbes.com/profile/elon-musk/?list=billionaires
http://www.theverge.com/2016/9/27/13079472/elon-musk-mars-space-x-tesla-funding-dream
https://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/elon-musks-nye-mars-raket-plads-til-100-charter-rejsende
http://www.livescience.com/53751-brain-could-store-internet.html

Bechdel-testen

Skrevet af Mr Alfa den 17 september 2016 kl. 00:08
Tagget som: Bechdel-testen, Ligestilling, James Bond

"Argo" vandt en oscar i 2012. "12 Years a Slave" vandt den samme oscar i 2013. Og i 2014 var det så "Birdmans" tur til at vinde en Academy Award for Best Picture. Udover den prestigefyldte statuette har disse tre film også det til fælles at de scorede 3 point ud af 3 mulige i den såkaldte Bechdel-test.

Måske har du allerede hørt om denne test? Nogle kalder den for en videnskabelig analysemodel, mens andre ser det som et feministisk manifest. Kort fortalt bruges den som et mål for ligestilling mellem mænd og kvinder i film (eller anden fiktion). I sin oprindelige form består den af 3 krav:
- der skal være mindst to navngivne kvinder på rollelisten,
- de to kvinder skal have en samtale i filmen,
- og samtalen må ikke dreje sig om mænd.

Testen så dagens lys første gang i en avisstribe fra 1985, hvor de to kvinder i tegneserien må gå skuffede hjem fra biografen, fordi ingen af filmene der blev vist havde nok "kvinde" i sig. Tegneserien, som blev vist i det netop nystartede satiremagasin Funny Times, skulle sikkert bare få læserne til at trække på smilebåndet. Men gemt i denne punch-line, publiceret på bagsiden af en lille avis fra Ohio, er der nok en meget mere alvorlig samfundskritik gemt end som så.

Den amerikanske filmindustri, navnlig Hollywood, har længe været kendt for at være domineret af mænd. Både foran og bagved kameraet. Ifølge en artikel fra Forbes Magazine der undersøgte 100 Hollywoodfilm fra 2014, var det kun 21 af dem der havde en kvinde som lead eller co-lead. Artiklen beskylder derudover disse 21 film for at bruge for "unge" kvinder som lead og co-lead, fordi ingen af kvinderne var over 45 år - som artiklen selv siger, "when women do appear in films, they're often just there as eye candy". Endnu dårligere står det til hos filmholdet: kun 2 % af filmene havde en kvindelig instruktør, og kun 10 % en kvindelig writter.

Vi får ikke af vide hvilke 100 film der er tale om. Derfor er jeg selv meget skeptisk over for de tal artiklen præsenterer. Nærmest forskrækket. Måske skyldes det at jeg bor i Danmark, hvor man er vant til andre kønsmønstre i erhvervslivet end i den gamle patriarkalske supermagt på den anden side af Atlanten. Men hvis artiklen har ret, er det altså berettiget at filmkritikere og feminister i dag tager Bechdel-testens tre krav brandalvorligt.

Men hvad med spilindustrien? Er videospil bedre til at ligestille kønnene? Både ja og nej. Spil er og har altid været mindst lige så slemme til at overseksualisere deres kvindelige karakterer (bare se Lara Croft's brystparti i første "Tomb Raider"-spil), men det er efterhånden blevet bedre (bare se hvordan Lara Croft's barm kom ned i mere realistiske dimensioner i seneste spil). Derudover vil jeg vove at påstå, at man kan finde langt flere kvindelige protagonister i videospil inden for de seneste 10 år, end hvis man samlede alle spil fra før. "Infamous: First Light", "Mirrors Edge", "Assassin's Creed: Syndicate", "Horizon: Zero Dawn", "Last of Us: Left Behind", "Life is Strange", "Final Fantasy XIII" og "Alien: Isolation" for bare at nævne nogle eksempler. Specielt Left Behind udemærker sig, fordi mænd stort set ikke har nogen rolle i spillet.

Det vigtigste spørgsmål som jeg vil svare på er dog, om denne evindelige snak om kønnenes ligestilling har betydning? For mig vil ligestilling sige, at det er ligegyldigt hvilket køn der udfører opgaven. Hvis en "gender bender" ikke ændrer på historien er den kønsneutral.

I den sammenhæng vil jeg sige, at James Bond-filmene bestemt ikke er kønsneutrale. Forestil jer en kvindelig britisk agent der drikker martinier, ender i slagsmål på baren, kører væk i en fart i en sportsvogn som ender med at blive totalsmadret, for efterfølgende at dyrke hed sex med enhver mand så længe han har vigtige informationer om skurkens planer. Nej vel. James Bond opfylder sikkert heller ikke Bechdel-testens 3 krav - og ville ikke blive bedre af at gøre det.

The Last of Us er mere kønsneutral. Joel kunne lige så godt have være en kvinde, og Ellie en dreng, og det havde ikke ændret historien i "The Last of Us" synderligt. Måske havde historien været bedre?

Kilder:
http://www.forbes.com/forbes/welcome/?/sites/dorothypomerantz/2015/08/05/women-still-ridiculously-underrepresented-in-movies/3/&toURL=http://www.forbes.com/sites/dorothypomerantz/2015/08/05/women-still-ridiculously-underrepresented-in-movies/3/&refURL=&referrer=#1c54a4231254

Den stumme protagonist

Skrevet af Mr Alfa den 23 august 2016 kl. 20:24
Tagget som: Stemmeskuespil, Bioshock, The Division

Jeg er en gamer der elsker når skuespillere som Nolan North og Troy Baker ruller sig ud og får lov til at give deres figurer den nok mest afgørende egenskab der forvandler dem fra pixels på din skærm til mennesketro skikkelser: stemmen.

Stemmeskuespil og videospil har ikke altid fulgtes ad. Under 8-bit æraen har det uden tvivl været teknologisk umuligt at få karakterer som Link fra "The Legend of Zelda" eller Samus fra "Metroid" til at få fremstammet et eneste ord - i stedet måtte de kommunikerer gennem de nu så ikoniske tekstbobler der dukkede op nederst på skærmen af ens Gameboy. Hvordan skulle spillet ellers opbygge en fortælling?

På trods af den teknologiske udvikling videospil har gennemgået siden tekstbobler og 8-Bit lyd vælger nogen spilfirmaer stadig at droppe stemmeskuespillet og lade deres protagonist være stum. Fuldkomment stum. Hvorfor? Indie-firmaer har af produktionsmæssige årsager næsten intet valg, men hvad med de store firmaer og deres Triple-A titler.

Bare se på spil som Portal, Skyrim, Dishonered, Modern Warfare 2 og Half-Life. "First Person (Shooter)"-genren har (åbenbart) vist sig at være egnet til stumme hovedpersoner. Når man hverken ser eller hører hovedpersonen i spil som disse opstår der en vis anonymitet som totalt udvisker grænsen mellem spiller og protagonist. Du spiller ikke som Gordon Freeman; du er ham!

Det er hemmeligheden bag mange store spilsucceser. Tag bare det første Bioshock som et eksempel. Bortset fra en monolog i spillets intro siger Jack aldrig et ord. Jeg husker stadig første gang jeg begav mig ned i Rapture med tonerne af "Beyond the Sea" i mine øre. Hvad der på overfladen lignede Andrew Ryans visionære utopia fri for religion og politik, skulle hurtigt vise sig at være et sindssygehospital gemt på bunden af Atlanterhavet. Atmosfæren og den larmende stilhed omfavner spilleren - jeg tør ikke tænke på hvor genialt det spil havde været hvis det understøttede Virtual Reality!

Andre genrer har større problemer med stumme protagonister. Forleden spillede jeg The Division, og fandt ud af, at Ubisoft var gået efter en "strong, silent type" protagonist. Ja, ens soldat siger aldrig noget - end ikke i de mange cut-scenes hvor man står face-to-face med en NPC. Der sker ingenting. Der er ingen afledninger. Ingen Daxter der sidder på din skulder for at forhindre den pinlige tavshed. Ingen grimasser eller kropssprog. Mens NPC'en holder sin monolog er ens soldat efterladt til at stå og ligne én der lytter intensivt. De cut-scenes lykkedes aldrig rigtig efter min mening, og jeg gik død i spillet efter 4 timer.

Er der andre spil som jeg ikke kender til, hvor I synes stemmeskuespillet (eller manglen på samme) er forfærdelig?

The Last of Us 2 - ideer

Skrevet af Mr Alfa den 26 juni 2016 kl. 10:34
Tagget som: The Last of Us

Jeg er netop blevet færdig med Uncharted 4. Naughty Dog's eftersigende sidste kapitel i serien om Nathan Drake. Så hvad skal de nu? At kaste sig ud i en helt ny IP er ikke et dårligt bud, men jeg tror vi når at få "The Last of Us 2" at se inden da. For spillet er nemlig under produktion. Det har ingen ringere end Nolan North annonceret i 2015 (http://gamerant.com/the-last-of-us-2-confirmed-552/), hvor han samtidig afslørede at han ikke selv var med på rollelisten. Og som sædvanlig har Naughty Dog også gemt små hints til en eventuel storyline for deres kommende spil i deres andre udgivelser - således gemte Uncharted 4 på et easter egg, der tilhører The Last of Us-universet.

Her kommer jeg med et par bud på, hvad "The Last of Us 2" kunne handle om.

Ide 1: Ellie opdager løgnen.
Skal man give verden den kur som den har brug for, eller skal man følge sin egen egoistiske agenda, skyde lederen af "fireflies" og beholde Ellie for sig selv, bare fordi man stadig har ondt i maven over at have mistet sin datter 20 år tidligere? Joel valgte selvfølgelig den sidste mulighed. Men vigtigst af alt løj Joel over for Ellie omkring alt der skete på hospitalet, hvor Ellie lå i fuld narkose.

Hvis næste spil stadig handler om Joel og Ellie, vil denne løgn utvivlsomt komme frem. Ellie er bange. Ikke for de inficerede eller for "fireflies", men for at blive forladt. Hvis Ellie mister tilliden til Joel vil hun forlade ham. Her har vi et springbræt til en god historie for Ellie, som jeg også sætter mine penge på som den primære protagonist i det næste spil.


Ide 2: Ellie får et barn.
Den her ide er ikke helt dum. Mest af alt fordi det easter egg man finder i Uncharted 4 forestiller en rødhåret kvinde med gasmaske og revolver, sammen med teskten "The Last of Us: American Daughters". Ellie har sandsynligvis fundet en partner i Tommy's lejr, som Joel tog hende med til i slutningen af 1'eren. Og selvom Ellie er immun over for smitten og en gasmaske derfor synes unødvendig (hvilket mange allerede har pointeret på internettet), vil fosteret i maven ikke nødvendigvis være det.

Spillet kunne meget vel handle om, hvordan Ellie er blandt de overlevere som kæmper for at starte et nyt amerikansk samfund op igen, med familieværdier, elektrisk strøm, skole og en kæmpe bevogtet mur omkring lejren, der kan holde Inficerede, militæret, jægere og Fireflies langt væk.

Ide 3: Joels mørke fortid som jæger
Det næste spil bliver en prequel, der dækker den mørke periode i Joels liv som en del af jægerne i det nye samfund. Her vil der være mulighed for at dække 20 års historie, fra Sarah's død til at Joel forlader jægerne. Og vi får også mere af vide om Tess og Bill. Og ikke mindst vil vi kunne opleve den strid som opstod mellem Joel og hans bror Tommy efter Sarah's død - husk, at Joel blev en jæger mens Tommy sluttede sig til Fireflies.

Det er ikke første gang Naughty Dog springer tilbage i tiden i deres spil. Bare tag "Left Behind", DLC'en der fortæller Ellie's historie, som et eksempel.

Ide 4: Spillet foregår slet ikke i USA.
Og slet ikke med Joel og Ellie i hovedrollerne. Det er usandsynligt at Naughty Dog ikke vil bygge videre på det persongalleri som de har brugt 3 års produktion på at skrive.
Jeg er bare så træt af de amerikanske katastrofefilm og post-apokalyptiske spil, som kun viser samfundstilstanden i Nordamerika. Hvad med Europa og Asien? Er smitten også nået over Atlanterhavet? Man ser næsten altid katastrofen fra et amerikansk synspunkt, og det synes jeg er synd.

Hvad forestiller I jer om The Last of Us 2?