Steven fortæller historie

Bare rolig trejde del af PS3 vs 360 bliver den næste blog, men syndse lige jeg ville fortælle en historie :) Den er inspireret af 2 ting: mine føelser lige nu, og en Bon Jovi sang. Sangen hedder As My Guitar Lies Bleeding In My Arms, og er fra albummet These Days fra 1995 (Bon Jovi kommer til at få en lidt større rolle i senere blogs). Det er en trist historie, men jeg håber i vil kunne lide den alle sammen :)

Verdens gladeste person findes ikke. Han er bare et trist ord. Han hedder ulykkelig. Han er glad fordi han har rigtig mange folk. Folk der er triste pga sorg, eller mistet personer/værdier. Jeg er en af dem. Jeg troede det hele skulle være godt nu. Johnny + Silje forever. Det lød så godt. Syndes selv det lyder godt. Nu har hun forladt mig. Vi havde det perfekte forhold, og nu er det pludselig bare slut.

Jeg sidder i min lejlighed. Tænker på alle de minder mig og Silje har. Det gør mig sindsyg, men jeg kan ikke lade være. Det bliver umuligt at finde en som hende igen. Jeg prøver at finde meningen med livet. Så kan jeg skrive det ned, så jeg aldrig glemmer det. Går rundt i cirkeler i min lejlighed. Prøver at skrive en historie, så jeg glemmer alt, men det er umuligt. Går hen og kigger ud af vinduet. Der er langt vej ned. Jeg vil så gerne hoppe, men jeg er bange for at ramme jorden.

Jeg finder dog lige på en ting, og det beskriver mig rigtig godt. Jeg kan ikke skrive en kærligheds sang, sådan som jeg føler i dag. Jeg kan ikke synge sange om håb, jeg har intet at sige. Livet har været så underligt siden du forsvandt. Jeg synger det her, til hvor end du nu er, imens min guitar ligger blødende i mine arme.

Det gør mig faktisk endnu mere trist. Mig og min forbandede inspiration! Jeg opgiver at skrive, og sætter mig istedet i min sofa, og ser fjernsyn. Intet værd at se. Der bliver vist et par film og serier på nogle kanaler, men de er alle sammen om kærlighed. Det giver mig lyst til at skrige. Det føles som om jeg er i helvede. Som om alt står i flammer udenfor, og alt forsvinder imellem røgskyer og flammer. Jeg kan mærke at jeg er ved at dø inden i. Mister viljen til at leve.

Nu har jeg fået nok. Jeg går amok. Jeg råber og skriger. Jeg tager en stol og ødelægger mit glasbord i stuen, og mit fladskærms tv. Jeg slår knytknæven ind i billeder af mig og Silje, så gentagende gange på væggen. Jeg er destruktiv, trist, og vred. Naboerne råber af mig, men jeg er ligeglad. Jeg falder eventuelt til ro, og sætter mig igen på sofaen. Jeg stirre på det papir hvor jeg skrev det jeg skrev tidligere. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Jeg tænder en lang Prince, og slukker lyset. Måske vil i morgen være en bedre dag. Når jeg er væk, så er alle glade. Jeg tager min guitar inde på sove værelset, og går hen til altan døren. Jeg stirrer udover altanen og kigger ned på gaden. Heroppe fra min sjette etages lejlighed. Jeg får øje på en bil magen til Siljes der står nede på gaden. Bare hun stadig elskede mig. Bare hun aldrig gik fra mig.

Jeg hiver stolen helt hen til kanten, og stiller mig på den. Nu står alle nede på gaden og kigger på mig. Naboerne står på deres altaner, og prøver at overtale mig til at gå ind igen. Jeg er lige glad. Jeg sætter min ene fod ud over kanten. Nu står folk og banker på døren. Mit navn bliver råbt gentagende gange, og der står en og hamre på min hoved dør. Jeg lukker mine øjne og gentager det jeg skrev for ikke så lang tid siden, mens jeg spiller melodien på min guitar:

Jeg finder dog lige på en ting, og det beskriver mig rigtig godt. Jeg kan ikke skrive en kærligheds sang, sådan som jeg føler i dag. Jeg kan ikke synge sange om håb, jeg har intet at sige. Livet har været så underligt siden du forsvandt. Jeg synger det her, til hvor end du nu er, imens min guitar ligger blødende i mine arme.

Alt imens hamre det løs på min hoved dør, og til sidst bliver dun brudt op. Mit navn bliver ved med at blive råbt op, men jeg stopper ikke. Jeg er hoppet. Jeg falder hurtigt, og kan mærke hvordan vinden luften blæser imod. Endelig hører jeg en velkendt stemme. Det er Siljes stemme der kalder mit navn. Jeg når at får øje på hende, men jeg kan ikke gøre noget. Jeg rammer asfalten hårdt, og oplever en ulidelig smerte. Langsomt mister jeg mit syn, og jeg kan slet ikke mærke noget mere. Jeg bliver også kold. Nu ligger jeg midt på vejen, døde, og i en pøl af blod. På mig har jeg min guitar, som ligger bløende i mine arme...