Den Sorte Skole - Lektion III

Danmarks bedste beat- og sample-diggere er på den igen. Den Sorte Skoles Lektion #3 ligger klar, efter tre et halvt års arbejde (var det vist).

Den kan hentes fra densorteskole.net - sådan i hvert fald i teorien, for siden pladen blev tilgængelig i går, har deres webside været under massivt pres.

Men det er lige lykkedes mig at hente den, og jeg er så småt i gang med den første gennemlytning. Jeg er ikke engang 10 minutter inde, men indtil videre lyder det rigtig, rigtig godt. Væbn dig med tålmodighed og kom i gang med (at prøve) at hente!

Hvad er der i den mystiske kasse?

En underlig pakke er dukket op på kontoret i dag. Eller rettere, jeg tror næsten den ankom i fredags - den stod her i hvert fald, da jeg ankom her til morgen.

Der var ingen afsender på, men den var adresseret til redaktionen. Mystisk.

Jeg åbner kassen. Der var en ny kasse inden i. Det blev det ikke mindre mystisk af.

Og indholdet i af kassen i kassen fik mystik-målen helt op i det røde felt. Mine damer og herrer, vi har vist starten til et nyt ARG af en art. Nyheder med flere og mere detaljerede billeder kommer op om lidt, men her er lidt at tykke på indtil da.

Bethesda teaser, jeg gaber

Det er ikke Fallout 4.

Det er omtrent det eneste konkrete, Bethesda (i dette tilfælde deres marketingchef Pete Hines) har sagt om deres næste projekt, som de indtil videre har teaset gennem to små Vine-videoer.

Den første viser noget roterende pigtråd og en roterende LP af The Moonlight Trio og George Shackley. Og så bliver der også flashet lidt Bach.

Den anden viser nogle solsikker, og derefter nogle solsikker, der brænder.

Det er meget kryptisk. Grænsende til det sorte og uforståelige. Jeg føler lidt at jeg ser en kaffereklame.

Hey Bethesda, hvad med at lade være med at være så hemmelighedsfulde og bare give os noget håndgribeligt? Det her er jo bare kedeligt.

Giv mig Daft Punk, og giv mig det nu!

Der er få bands i verden, der er så omgivet af mystik, mytologi og en larger than life-stemning end Daft Punk. De er - nærmest objektivt set - verdens bedste elektroniske gruppe. Det er lige før at det kan måles og vejes.

Så når de efter over seks års album-pause (udover en soundtrack-afstikker med Tron: Legacy), nu skam-teaser deres nye plade, så spidser man ører.

Som da de her i weekenden kaprede samtlige storskærme på Coachella-festivallen i Californien for liiige at spille en forlænget udgave af det nummer, de i forvejen har drillet med i reklamepauser til Saturday Night Live, og så i samme omgang afsløre at Pharrell synger på det, og også lige vise hele listen af gæsteoptrædener.

Gud, hvor jeg bliver jeg kåd. Det er så labert underspillet og funky. Jeg har hørt det lille klip, hvad der føles som 100 gange efterhånden. Udgivelsen i maj virker uendeligt langt væk.

Derfor sidder jeg lige nu og genhører den fuldstændigt forrygende live-plade Alive 2007 og danser i konstorstolen så resten af kontoret kigger skævt. Og i den anledning vil jeg pege dig i retning af denne fremragende artikel fra Rolling Stone, der har talt med Daft Punk om det kommende album. Et par højdepunkter er, at de stort set har droppet alt hvad der hedder samplere til fordel for studiemusikere og funklegender. En håndspillet Daft Punk-plade. En analog Daft Punk-plade.

Som sagt, jeg bliver kåd!

På date med T-Rex

Jurassic Heart er en japansk-inspireret dating-sim, hvor man er på date med en T-Rex. T-Rex er en sød og genert fyr, der skammer sig over at han ikke selv kan samle sin ukulele op fra jorden. Hvad skal han dog gøre? Kan du hjælpe T-Rex til at komme over sin sceneskræk?

Bioshock og jeg på TV2 News

Kulturen på News kigger i aften nærmere på Bioshock Infinite og på spil, der har mere på hjerte end bare tju-bang og bummelum. I den forbindelse skal undertegnede i studiet. Det sker mellem 19.30 og klokken 20, som sagt på TV2 News - se det! :)

Mystisk t-shirt lander på kontoret

Vi har modtaget et eksemplar af et bestemt spil på kontoret i dag, som jeg ikke må fortælle hvad hedder - men jeg skal hjem og voldspille det i denne weekend.

Sammen med spillet fik vi denne meget mystiske t-shirt. Den er størrelse Medium og har et logo, jeg ikke rigtig kan genkende på forsiden. Jeg er alt for korporlig til at klemme mig ned i den, så i stedet vil jeg give den væk! Skriv dit bud på, hvilket spil trøjen mon er fra, og så sender jeg til det bedste/sjoveste/sorteste bud. Gogo!

Vind Heart of the Swarm CE

Det har taget næsten tre år, men på tirsdag får vi endelig, endelig Heart of the Swarm-udvidelsen til Starcraft II. Personligt glæder jeg mig som et lille barn.

Spritny zerg-kampagne, og i multiplayer er der både nye features, nye enheder og ny balance.

Faktisk skal jeg til lanceringseventet i Paris mandag aften. Spillere som Stephano, Grubby og White-Ra er med, og Artosis & Tasteless er blandt casterne. Det kommer I til at høre mere om i næste uge.

Lige nu skal vi dog til noget andet. De flinke folk fra Blizzard har nemlig givet os en collector's edition af Heart of the Swarm, som vi kan udlodde til vores læsere!

Derfor: Skriv en kommentar om Starcraft nedenfor - det kan handle om alt fra hvorfor du glæder dig til HotS, en sjov anekdote fra en kamp, hvem din yndlingsspiller er og hvorfor, eller noget helt fjerde. Bare det handler om Starcraft. Jeg udpeger en vinder søndag aften.

Årets spil - helt personligt

Vores officielle Årets Spil-liste gik op mellem jul og nytår, Chefredaktør Lees personlige top 10 kom ugen forinden, så nu må det være min tur. Her er min dybt personlige og egenrådige liste over årets bedste spil.

Hvis jeg skal være ærlig (og det skal jeg), så synes jeg egentlig at 2012 var et lidt magert spilår, sammenlignet med det fuldstændig vanvittige 2011. Det sværeste ved at sammensætte denne liste har for mig været overhovedet at komme på ti titler, jeg rent faktisk synes fortjener anerkendelse som årets bedste. Denne generation toppede tydeligvis i 2011, og markedet bærer præg af, at vi alle sammen gå og venter på at Sony og Microsoft får fingeren ud.

Der er et par åbenlyse udeladelser, og i de fleste tilfælde er det simpelthen et spørgsmål om tidsmangel - jeg har for eksempel stadig ikke haft Borderlands 2 i maskinen endnu, selvom det står højt på min todo-liste. Men sådan må det nu engang være.

10. Halo 4
Halo-serien har aldrig for alvor fanget mig. Jeg spillede det første på PC, og det var et klokkeklart tilfælde af "too little, too late". Det gik straks bedre med 2'eren på Xbox, men hverken 3, ODST eller Reach kunne fastholde min opmærksomhed. Det kunne Halo 4 til gengæld. Jeg ved ikke om det er fordi 343 hældte lidt friske boller på suppen, men denne gang var der sgu noget, der klikkede.

9. SSX
2160 doublegrab toastmaster flipside backspin superfly. Jeg ved ikke hvad et eneste af de ord betyder. Jeg ved ikke engang om et eneste af dem optræder i SSX, men til trods for min totale uvidenhed i forhold til snowboard-jargon, var det alligevel rendyrket fornøjelse at suse ned at Mt. Everest, Mont Blanc og så videre i et spil, der kun handlede om gameplay uden så meget pis. Komplet urealistisk, men rendyrket sjov, og et fornemt eksempel på hvad asynkron multiplayer kan gøre ved underholdningsværdien i et spil.

8. Diablo III
Jeg har hørt masser af folk - selv folk jeg betragter som venner og hvis mening jeg normalt værdsætter - harcelere mod Diablo III for ikke at være godt nok, for ikke at leve op til forgængeren. Selv Lee hadede det. Jeg fatter ærlig talt ikke hvad de snakker om. For mit vedkommende lettede det en kløe, jeg ikke rigtig har kunnet ramme i umindelige tider, og mængden af nattesøvn jeg har ofret for liiiige at nuppe en etage mere af et dungeon, har næppe været sund. Screw the haters.

7. Spec Ops: The Line
I starten ligner det bare endnu en metervare-militærshooter fyldt med jingoisme og alle de sædvanlige klicheer, men derfra tager Spec Ops: The Line en drejning, der gør det tydeligt, at vi har med et helt andet bæst at gøre. Det var ikke fejlfrit, men at et AAA-spil i denne størelsesorden overhovedet sætter sig for at stille spørgsmålstegn ved alle genrens mest kendte troper og vende op og ned på spillerens forventninger, det fortjener ros. Det er ikke det bedste, men måske et af de vigtigste spil i år.

6. Tribes: Ascend
Free-to-play har et blakket ryg for middelmådig kvalitet og konstante forsøg på at presse penge ud af spilleren. Det er Tribes: Ascend bedøvende ligeglad med. For når først du har lært tricket med at "ski'e" ned af bakker og skråninger og fået styr på spillets ret unikke fysik (og det gør man hurtigt), så byder Tribes på hæsblæsende og afsindigt hurtig multiplayer-action af en kaliber, der efterlader de fleste af årets øvrige shootere i støvet. Der er en achievement for at nuppe modstandernes flag med over 200 km/t. Til fods, altså. Alt andet virker langsomt fra nu af.

5. Max Payne 3
Noir handler om andet end vintermørke New York-gader. Den bedste film noir nogensinde foregår i Hollywood (Sunset Boulevard) blandt palmer og topløse biler. Ergo kan Brasilien sagtens agere baggrund for Max Paynes seneste nedtur, og med alle de gode takter, spillet i øvrigt viste, er denne titel selvskrevet til min top 10-liste. Max Payne 3 havde alt det, jeg elskede ved de gamle spil, og fjernede det meste af det, jeg ikke kunne lide (jeg kan stadig ikke regne ud om mellemsekvenserne og monoglerne i MP1 og 2 er overdrevet corny med vilje eller ej), og jeg nød det i en sådan grad, at det oprigtigt talt åd alle mine ledige timer indtil jeg fik det gennemført.

4. Dishonored
Jeg havde fornøjelsen at prøve Dishonoreds E3-demo kort inden messen løb af stablen, og vidste nærmest med det samme, at det her ville blive en af mine yndlingstitler i år. Arsenalet af evner og gadgets, man var udstyret med, kombineret med den store frihed man havde i sin tilgang til banerne, gjorde det her til et af årets bedste actionspil. Som et nyt Deus Ex - og Deus Ex kan man ikke få for meget af.

3. Xcom: Enemy Unknown
Der er ikke mange spil, der formår at gøre mig vred, sur, skuffet, rasende og nedtrykt på den måde, Xcom kan - for det udstiller ens fejl, trækker dem nærmest i langdrag, og piner en med at tage livet af ens yndlingssoldat. Og ansvaret er altid ens eget. Jeg kunne bare have ladet være med at rykke så aggressivt frem. Jeg skulle have spottet den der flanke længe inden. Jeg kunne have sørget for at mine mænd var ordentligt dækkede. Men nej, jeg jokkede i spinaten, og så falder hammeren prompte. Åh, det er skønt.

2. Far Cry 3
Man har ikke levet, før man er blevet tilfældigt overfaldet af en sulten tiger, mens man nøjsomt var ved at planlægge sit snigangreb på piratlejren på den anden side af de buske lige derovre. Eller man har taget flugten ud i en flod, og regnet med at man efter et par hurtige svømmetag var i sikkerhed, blot for at blive ædt af en krokodille. Eller har nakket chaufføren i en af skurkenes patruljebiler med et velplaceret headshot, så bilen suser ud over en skrænt og tager resten af banditterne med i døden. Far Cry 3 lod os gøre alle disse ting, og mere til, i en forbløffende vellykket blanding af sandkasse og korridor-shooter.

1. Hotline Miami
Okay, det her er måske et kontroversielt valg - men nu er det her som sagt min (og kun min) liste. Men med undtagelse af Dishonored, så har været eneste spil på denne liste været en efterfølger, og de har alle bevæget sig inden for veletablerede genrer med regler og konventioner. Hotline Miami skider på det hele med et gameplay, der er lige så brutalt som grafikken er grovkornet, og ikke minder om noget andet, vi har spillet før. Tiden mellem de mange gange, man dør, skal tælles i sekunder, men det gør ikke noget, for når man endelig eksekverer den perfekte plan og rydder en etage for russiske narkohandlere og deres køtere uden at sætte et ben forkert, så er tilfredsstillelsen nærmest ubeskrivelig. At Super Meat Boy - en benhård 2D-platformer - er den bedste sammenligning vi kan finde på til dette top-down voldsorgie, siger noget om hvor enestående, Hotline Miami er. Derfor får det min førsteplads. Og så fordi soundtracket er så svedigt.

Måske undrer du dig over hvor The Walking Dead bliver af på min liste, eftersom det jo er det spil, Gamereactor som helhed kårede til årets bedste. Forklaringen er simpel: jeg har ganske enkelt ikke spillet det nok til at have en kvalificeret mening. Men vi udarbejder vores fælles liste i demokratiets ånd, og når både Thomas, Dori, Nick, Lee og flere andre har argumenteret så godt (og meget, og længe) som de har, så kan jeg sagtens overbevises. Walking Dead er også på todo-listen. Og så vil jeg gøre mit for at få klemt Dishonored ind på Lees.

Læs Gamereactors officielle liste over årets bedste spil

Verdensmestre dyster i dagligstuen

Normalt er Starcraft-turneringer (og ditto gælder for League of Legends, Counter-Strike og alle de andre, for den sags skyld) noget med arenaer, storskærme, blæret lys, stort publikum og enorme produktionsværdier. Ikke et ondt ord om det, det er fedt at se.

I disse dage kører der en turnering, der går i den diametralt modsatte retning. Den hedder Home Story Cup, og afholdes for første gang. I modsætning til alle de andre, bliver den holdt hjemme i arrangørens lejlighed - og kan stadig tiltrække nogle af verdens bedste spillere og rigeligt med sponsorer og pengepræmier.

Her er stjerner som MC, Grubby, Stephano - og danske BabyKnight, der har slået sit navn fast på rekordtid.

Og fordi det hele foregår i en lille lejlighed, giver en helt anden og enormt hyggelig stemning, der dufter halvt af fest, halvt af gaming-weekend med vennerne.

Spillerne skiftes tilmed til at kommentere på de to livestreams (Grubby er en af verdens bedste Starcraft-kommentatorer, og det koreanske makkerpar MC og MarineKings gebrokne semi-engelsk er altid et hit), når de ikke selv er i kamp. Der er sideløbende foozeball-turnering.

Og til trods for den afslappede stemning (eller måske netop på grund af den) ender kvaliteten af kampene altid med at være helt, helt i top.

Dagens udsendelser starter klokken 14, og finalerunderne bliver spillet i morgen. Se med på Twitch.tv.

Far Cry3: Rester fra klipperummet

Der er et udtryk inden for skriveverdenen, der hedder "kill your darlings". Det dækker kort sagt over, at man nogle gange er nødt til at klippe nogle af de sætninger, man er aller gladest for, fordi det overordnet gør teksten bedre. Der er altid mere at fortælle om et spil, end der er plads til i en anmeldelse - medmindre man vil skrive en, der har længde som en bog, men det kommer der næppe en særlig god tekst ud af.

Sådan et øjeblik havde jeg den anden dag, da jeg skrev min anmeldelse af Far Cry 3. Det er tit, jeg finder på formuleringer og beskrivelser, mens jeg spiller, og jeg havde en om et af de tidlige højdepunkter i spillet. "Futte hampmarker af med en flammekaster til tonerne af tung dubstep", stod der på min notesblok. Den skulle jeg have med, havde jeg besluttet, sikkert bare som del af en opremsning af mange af de begivenheder, man kommer ud for i kampagnen.

Men den passede ikke rigtig ind nogen steder. Opremsningen kom aldrig. Og i stedet for at forsøge at tvinge den ind et eller andet sted, endte den i stedet i skraldespanden. Sådan går det.

Vil du have en Pandaria Collectors?

World of Warcraft: Mists of Pandaria udkommer i nat. Måske har du allerede forudbestilt. Måske køber du den senere på ugen. Måske er du på jagt efter en Collector's Edition udgave. Sidstnævnte kan vi hjælpe med!

Jeg udlodder nemlig 1 stk Mists of Pandaria Collector's Edition her på bloggen. For at vinde skal du ganske enkelt fortælle mig om et af dine bedste WoW-minder i kommentarene nedenfor. Jeg giver mit eget bud som inspiration. Lad mig så høre!

Første gang på raid

Jeg hoppede på WoW-vognen allerede tilbage i den første, lukkede pressebeta (man har vel privilegier), og nåede at spille op til level nogle-og-30 inden den sluttede. Jeg sad klar på udgivelsesdagen, selvom de obligatoriske nedbrud gjorde det umuligt overhovedet at oprette en konto til spillet det første døgn, og spillede sammen med to venner op til level nogle-og-30 igen, inden vi alle tabte dampen og gik døde i det.

Halvandet år senere bliver jeg dog lokket med igen af to andre venner, der har spillet nogenlunde konstant siden udgivelsen, og raidet og nedlagt alt hvad der er at raide og nedlægge. The Burning Crusade lurer lige om hjørnet, og med udsigt til en plads i deres guild laver jeg mig en warlock (som jeg stadig spiller den dag i dag), og leveller det bedste jeg kan. Efter 14 dages spil har jeg nået level 70 og er gearet nok op til begynder-raids. Som lovet får jeg plads i guildet, og første aften går turen til Gruul's Lair.

Jeg har aldrig været på raid før. Jeg kender selvfølgelig de grundlæggende mekanikker - tanken tager slagene, healerne healer, og DPS'erne (det er mig!) uddeler al den skade de kan.

Men det her er en helt anden verden end almindelige femmands-dungeons. Normalt er der én, måske to fjender, der skal tankes ad gangen. Første bosskamp her har fem, hvor af den ene gudhjælpemig skal tankes af en mage. De er jo lavet af glas!

25 mennesker står parate. Alle ved hvad de skal. I første omgang er min opgave at smadre løs på ham med den orange skive over hovedet, samtidigt med at den dæmon, en anden boss hidkalder, konstant skal forvises til et andet plan. Det kan vi warlocks nemlig.

Alle melder klar. Raid-lederen tæller ned til det kordinerede angreb på Teamspeak. Pulsen stiger. Hænderne begynder at ryste. Jeg mærker et sug i maven. Du godeste - intet spil har fået mig til at føle sådan her, siden jeg for første gang spillede deathmatch i Doom II.

Vi wiper selvfølgelig, men jeg er ligeglad. Selvom jeg har spillet Quake, Counter-Strike, Tribes osv, slår det her alt. 25 mennesker i stramt kordineret angreb. Vi wiper igen og igen, men det rør ikke ved mit humør. Jeg klarer min del af tjansen, og er stadig høj på adrenalin og endorfiner, da raid-lederen beslutter det er nok for denne aften.

To dage senere eksploderer hele guildet i en sky af drama og personfnidder. Vi bygger et nyt på resterne og raider hele vejen til Black Temple. Intet slår dog denne første gang jeg står over for High King Maulgar.

Megasmød gratis hip-hop

Hvis du er bare den mindste smule til hip-hop, så skal du drible forbi Bandcamp og hente Bizarre Tribe: A Quest to the Pharcyde.

Produceren og DJ'en Amerigo Gazaway har nyfortolket og rekonstrueret en masse af gruppen A Tribe Called Quests klassiske beats ud fra de oprindelige samples og instrumentaler, og mixet dem med vokalspor fra gruppen Pharcyde.

Det er guldalder-hip-hop-hyldest/mashup af den fineste slags. Hør det. Nu!'

(Og hvis du ikke kan lide folk der rapper, kan du også prøve instrumentalversionen)

Bedste oplevelser på pc'en, del 5

Der er lidt af et hul i min karriere som PC-spiller. Gennem nogle år i anden halvdel af 90'erne led jeg under kun at have en 486'er, mens resten af verden stille og roligt rykkede videre til Pentiumer og endda Pentium II'ere. Så selvom jeg var virkelig tidligt ude mht. at være på nettet, så missede jeg online-spillenes spæde begyndelse med klassiske Quake.

Det blev der dog lavet om på senere, og da jeg først havde fået computer til det, kastede jeg mig bravt ud community'et omkring Quake III. Jeg blev aldrig sådan rigtig god til spillet - jeg kunne tæske de fleste af mine venner, og på en god dag dem alle sammen, men gutterne online var af en helt anden kaliber. Ikke at det gjorde noget, for jeg lærte en masse nye folk at kende og hyggede mig gevaldigt, nederlag eller ej.

Nogle af mine buddies på IRC havde været med siden de gamle QuakeWorld-dage, og eftersom jeg havde været megafan af Quake, lige siden jeg så de første billeder i et nummer af engelske PC Zone, så sprang jeg på muligheden for også at prøve denne klassiker.

Så vidt jeg husker hedder min første modstander Sub-Zero. Vi kender hinanden fra en kanal på Undernet, vi begge frekventerer. Jeg sidder på ISDN, han er på modem, så jeg tænker at jeg har en fordel på grund af lavere ping. Det har jeg i teorien også. Men den får ingen indflydelse.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Manden spiller som er han synsk, og jeg får ikke et ben til jorden. Vi spiller DM4, en lille og tæt bane i tre etager centreret omkring et atrium med lava i bunden. Uanset hvor jeg løber hen, flyver der nærmest konsekvent granater fra hans granatkaster ind af samtlige ind- og udgange. Tager jeg en teleport, står han klar. Går jeg efter rocket launcheren på nederste etage, kan jeg ikke komme ud igen på grund af granater. Jeg bliver bange for at samle noget som helst op, fordi lyden altid vil fortælle ham præcist hvor jeg er.

Jeg er vant til at få tæsk i Quake III, men det her er et helt andet niveau. Jeg kan ikke huske hvad scoren bliver - men det er garanteret noget i stil med 40-(-3) til ham. Sådan er QuakeWorld gerne mod nybegyndere. Hårdt, brutalt, nådesløst - og fuldstændig fantastisk.

Bedste oplevelser på pc'en, del 4

Engang for længe, længe siden, dengang bredbånd var sjældent som enhjørninger og internetadgang stadig blev takseret på minutbasis, åbnede der en netcafé i min hjemby. På det tidspunkt havde vi hældt et uanet antal timer i Doom og Doom II, men der var ingen af os der havde to maskiner i hjemmet, der var kraftige nok til at køre Quake.

Vi havde dyppet tæerne i kampe mod bots, så vi viste udmærket hvad det handlede om, men alligevel sprang vi på chancen om at spille Quake over LAN. Quake II var ude på det her tidspunkt, men takket være en meningsfast storebror og dennes venner, var vi blevet overbevist om at toeren var totalt underlegen i forhold til originalen ("rocket launcheren er for langsom, og hyperblasteren er for kraftig").

Så en kammerat og jeg satte os ned på caféen og spillede Quake. Det blev bemærket af et par stamgæster, to små flabede unger, der ikke så ud til at være en dag over 13 (og dermed var et par år yngre end os), som straks begyndte at kommentere på at vi ikke spillede Quake II i stedet. Og de blev ved. Og ved. Så meget at vi fik nok, og udfordrede dem til en 2v2 i Quake II, bare for at lukke kæften på dem.

De tog selvfølgelig imod, og begyndt straks at aftale hvem der skulle gå efter Quad Damage, hvem der tog rocket launcheren, og så videre og så videre. Imens sendte min buddy og jeg hinanden bekymrede blikke. "Hvad faen har vi rodet os ud i?", var tanken.

Fuldstændig ubegrundet, skulle det vise sig. For der gik ikke mange minutter, før vi havde taget en føring der var til at mærke, og generelt fejede vi gulv med de to unger gennem hele spillet. Jeg tror en af dem ikke engang nåede et tocifret antal frags. Det lukkede munden på dem.

Det endte med at resten af gæsterne sluttede sig til vores spil, og det var først da indehaveren også gik med, at vi fik noget kvalificeret modstand. For en stund var vi konger af verdenen. Eller i hvert fald Holbæks eneste netcafe.

Kørt ned på Gamescom

I dag var jeg ved at blive kørt ned. Gentagne gange. Undgik kun med nød og næppe, og det var tydeligt at vedkommende sigtede efter mig.

Hvem blev jeg næsten kørt ned af? Den mest kendte af alle kendisser, jeg endnu har set her på messen.

Jeg har spottet tre i alt, hvilket indrømmet ikke er meget, men jeg har ofte også for travlt med at sno mig gennem mængderne til rigtig at bemærke folk omkring mig.

Men i rækkefølge fra mindst kendt til mest kendt er de:

3. Day9 (der kommenterer Starcraft under IEM på messen)
2. Tony Hawk (der giver shows på den store half-pipe, Activision har bygget)
1. Min overfaldsmand. Han trillede rundt på gulvet nede ved EA's stand. Han virkede ret arrogant og flabet. Jeg elsker ham dog stadig, uanset om han næsten kørte mig ned.

Hvem er han?

R2-motherfuckin'-D2! Spillevende og med krudt i røven. Det er næstenhøjdepunktet på min messe indtil videre.

Ømme fødder og tørstig hals

Selvom min kalender er proppet med aftaler om møder og demonstratationer, så føles det som om jeg bruger lige så meget tid på at haste rundt og stå op, som jeg bruger på at sidde ned og se spil.

Samtidigt gør sommervarmen, at jeg kaster mig over alle de drikkevarer, der bliver tilbudt.

Sådan er Gamescom - ufatteligt mange ting at se, utroligt kort tid til at se det hele. Derfor må man prioritere. Heldigvis har vi folk nok hernede til at vi mellem os får set næsten alt hvad der kan kravle og gå.

Mit personlige højdepunkt indtil videre er overraskende nok SimCity. Previewet kommer op på siden her i dag, så jeg vil ikke sige så meget om det her, andet end at jeg blev slugt af det fra første øjeblik, og alle jeg har snakket med, der også har prøvet det, er enige. Det ligner en sikker vinder.

Andre highlights indtil videre inkluderer End of Nations, der ser umådeligt solidt ud, og Injustice: Gods Among Us - Mortal Kombat-studiet laver et nyt fightingspil med DC-superhelte i hovedrollerne. Det ser blæret ud!

I går var Gamescom kun for branchefolk og presse - men i dag er dørene slået op for det brede publikum. Modsat E3 kan alle nemlig komme på Gamescom. Det gør turen gennem messehallerne lidt længere, men det er hurtigt glemt, når man i forvejen er helt skeløjet af begejstring over de mange fede ting, der bliver vist frem. Gamescom er awesome!

Bedste oplevelser på pc'en, del 3

Nogle gange er man ikke i tvivl. Det, der udspiller sig for øjnene af en, er et glimt af fremtiden. Sådan havde jeg det også, den første gang jeg spillede Half-Life. Det er svært at overdrive, hvor stort et spring fremad det spil var. Hvordan det nærmest egenhændigt satte kursen for genrens udvikling.

For nu at bruge et malende udtryk, så havde FPS-spil førhen været hjernedøde. Sjove, men hjernedøde. Måske fik man lidt mellemsekvenser og lidt tekst undervejs, men ellers var alle man mødte fjender, og det handlede kort sagt bare om at haste mod banens slutning og dræbe alt på sin vej.

Half-Life var anderledes. Figurer talte til en. Man kunne bede vagter om at følge efter sig, og de ville kæmpe ved ens side. Der gik langt over 10 minutter, inden man første gang fik en pistol i hånden.

AI'en var som fra en anden verden. Kommandosoldater forsøgte at flankere en, og presse en ud fra sine gemmesteder gennem flittig brug af håndgranater. Jeg havde aldrig set noget lignende.

Højdepunktet var en sekvens, hvor man skal dræbe et enormt monster med lange tentakler, der har bosat sig i en raketsilo. Det er usårligt over for almindelige våben, og kan dræbe med et enkelt hug - men monstret er blindt, og reagerer udelukkende på lyd. Spændingen er nærmest ulidelig, når man forsigtigt kryber over de metalgitre og trapper, der skal forceres for at man kan få tændt for den raketmotor, der kan brænde monstret af.

Tentaklerne hamrer tilfældigt rundt i siloen, i et forsøg på at fremtvinge en panisk reaktion, der afslører hvor jeg er. Jeg smider med granater for at distrahere og aflede. Det er så spændende, at min lillesøster - der ellers ikke har den fjerneste interesse i spil - sætter sig ned for at se på.

Jeg ved måske ikke hvem de der Valve er for nogen, men de har gjort min computer til en krystalkugle, og lige nu ser jeg fremtiden.

Flere burde tale som Carmack

QuakeCon, Id Softwares årlige fanmesse, løb af stablen i sidste uge. Traditionen tro holdt medgrundlægger og programmør-guru og spillegende en keynote-tale, hvor han snakkede om... jaeh, stort set alting.

Det hele ligger på YouTube, og det er helt befriende at se. Hvorfor? Fordi Carmack har en position og en frihed, som få andre i branchen har - han kan sige lige hvad han vil.

Hvor mange andre designere, programmører, producere og så videre og så videre er underlagt PR-afdelingens strenge markedsføringsplaner og ganske ofte må ty til svaret "det har vi ikke annonceret noget om endnu", så har Carmack en status, hvor han bare siger hvad det passer ham.

Det er som sagt befriende. Carmack åbnede sin keynote med blandt andet at undskylde for PC-lanceringen af Rage, der som bekendt havde alvorlige problemer på Radeon-kort. Jeg kan ikke mindes at have hørt en udvikler være så ærlig omkring problemer med deres spil. Intet forsøg på en blød vinkel eller underspillen, nej. Han indrømmede bare at det ikke var godt nok.

Dertil kom han med flere interessante udmeldinger. Som for eksempel at Id har lukket ned for mobiludvikling, fordi de skulle bruge de tilknyttede folk på Doom 4.

Eller at stort set alle hos Id arbejdede på Doom 4 i øjeblikket - sammenlign det med tidligere på året, hvor der gik rygter om at spillet var nedlagt, og hvor Bethesda ganske vist benægtede det, men heller ikke meget mere end det.

Eller at Carmack gerne så, at Id lavede mere end ét spil i årtiet.

At alle Ids udflugter på Mac har tjent sig selv ind igen uden problemer. Og at ingen at deres forsøg på Linux har tjent sig ind.

At forsøgene med in-game reklamer i Quake Live alle er faldet komplet til jorden, og at hele to in-game advertising-firmaer er gået konkurs som følge.

Og så sagde han det vist ikke helt direkte, men læste man lidt mellem linjerne, kunne man høre at Carmack hjertens gerne ville have vist noget fra Doom 4, men at det disse dage er op til Bethesda hvornår det skal ske.

Det er herligt at høre en af branchens veteraner tale så frit og åbenhjertigt, fordi vi i denne slags sammenhænge er så vant til gennemtjekkede udmeldinger og glat produktion, hvor der kun nævnes ting som allerede er blevet omtalt i en pressemeddelelse, eller bliver det sekundet efter taleren går af scenen.

Carmack har derimod ikke noget filter. Næsten ikke, i hvert fald. Vi har brug for flere som ham.

Bedste oplevelser på pc'en, del 2

Hvad er mit absolutte yndlingsspil gennem tiderne? Svaret er enkelt. For selvom jeg elsker Starcraft II af hele mit hjerte, så er der nok aldrig noget spil, der vipper Tie Fighter af pinden. Dengang for længe siden, før Jar-Jar og kompagni kom og ørlede ud over vores barndomsminder, der var Star Wars-spil på pc'en noget helt, helt særligt. LucasArts var garant for kvalitet, og lyssværd og jediriddere var ganske enkelt et no-go.

Tie Fighter var cremen af cremen. Forgængeren X-Wing havde sat en umanerlig høj standard ved at lade os gøre det, vi alle havde drømt om, nemlig at hoppe ned i cockpittet på rebellernes ultra-stilfulde rumkampfly, og tæske Imperiet i et gameplay, der var langt mere simulation end arkade. Det endte med man ødelagde dødstjernen, ganske som i filmen.

Tie Fighter vendte den opskrift på hovedet - nu spillede man som skurk. Loyal til Kejseren og Darth Vader, og ude for at knuse de ynkelige rebellers oprør. Jeg gennemførte det minimum seks gange - først diskette-udgaven, og derefter cd-rom-versionen, der bød på fuld tale (det var stort dengang!) undervejs i missionerne og hele to udvidelsespakker.

Tie Fighter gjorde brug af et system kaldet iMUSE, der kort sagt justerede MIDI-musikken undervejs, alt efter hvordan missionen udspillede sig, fuldstændig dynamisk. Den afspejlede om alt åndede fred og ro, eller om der var hektisk kamp. På et tidspunkt kunne jeg identificere nøjagtig hvilken klasse af fjendtligt skib, der netop var hoppet ud af hyperspace, alene på den lille fanfare, der blev vævet ind i musikken.

Min favorit var en tidlig mission, hvor Imperiet griber ind i en galaktisk borgerkrig mellem to planeter. En række angrebsskibe fra den ene side skal til at gå løs på en konvoj, og min kaptajn beordrer dem flere gange til at afbryde angrebet. Men de nægter, og fortsætter på deres angrebskurs. Lige inden de kommer i rækkevidde, får jeg og min eskadrille ordre på at bryde ind. Det var umådeligt simpelt, men kombinationen af den perfekt timede (og stadig dynamiske!) musik, dialog og næsten to minutters stemningsopbygning, inden jeg fik lov at skyde, gav mig simpelthen gåsehud. Hver. Eneste. Gang.

Tie Fighter-remake nu, plz.

Ja, det her billede er teknisk set fra Collector Series-udgaven, men der er ikke rigtig nogen egnede billeder fra originalversionen

Bedste oplevelser på PC'en, del 1

Før vi alle sammen fik internet og bredbånd derhjemme, så var det en nærmest uoverkommelig logistisk udfordring at spille multiplayer mellem to pc'ere. De fleste af os havde kun én, og den skulle deles med resten af familien - altså var der ikke noget med at slæbe den hjem til en kammerat i weekenden. Spil over modem var heller ikke det fede - minuttaksterne var høje, og man spærrede telefonlinjen.

Men på et tidspunkt i folkeskolen fik en af mine nære venner en bonusbror - der havde sin egen pc, og et serielkabel langt nok til at vi kunne trække det mellem deres værelser. Nu skulle der fandme spilles Doom!

Vi havde både læst og hørt om hvor fedt det der deathmatch var, men ingen i vennekredsen havde prøvet det endnu. Forventningerne er enorme - og alligevel sker der noget, da kablet er trukket, computerne forbundet, og spillet er ved at starte op. Pulsen stiger. Hænderne begynder at ryste. Jeg mærker et sug i maven. Og vi er ikke engang begyndt endnu!

Bonusbror David tørrer os selvfølgelig - han er erfaren Doom-spiller. Men jeg får stadig nogle gode frags ind. Supershotgun'en viser sig at være endnu mere effektiv end vi turde drømme om. Rocket launcheren skal behandles med respekt, så man ikke skyder sig selv til plukfisk. Og farten! Det er hæsblæsende! At kæmpe mod et andet menneske er ikke bare en anden verden, det er et andet univers!

Mit hjerte banker og mine hænder rystere stadig, da jeg går hjem. Sikke et sus! Vi havde før spillet Mortal Kombat II og Wacky Wheels mod hinanden, men det når ikke Doom II til sokkeholderne. Det her - det er fremtiden!

Første nat med Diablo

Jeg tror 37 er mit nye hadetal. For selvom man sad klar til midnatslanceringen i går, med spillet installeret og patchet, så gik der halvanden time, hvor hvert forsøg på login blev mødt med en Error 37. "Prøv venligst igen senere".

Men klokken halv to fik jeg hul igennem. Jeg lavede mig en Monk og jokkede sømmet i bund. Nu skulle der spilles!

(Indtil klokken halv fire, hvor øjnene ikke rigtig gad være åbne mere.)

Umiddelbare indtryk: Det fulde spil er temmelig meget sjovere end betaen. Der er skruet op for drops og navngivne fjender, og når man først er nået forbi Skeleton King, begynder der virkelig at ske ting og sager. Jeg elsker mine runes. Jeg elsker mit cirkelspark. Aaaaah, jeg er grebet!

Alle spil skulle have en Day[9]

I sidste uge var jeg så heldig at blive udvalgt til at deltage i betaen af Dota 2. Det har været en ret overvældende oplevelse indtil videre. Jeg har aldrig spillet Dota eller nogen af de mange kloner som League of Legends eller Heroes of Newerth, og der er få spil, der nærmest af design er så svært at lære for nye spillere.

Jeg har læst hvad jeg kunne finde af begynderguides, og selvom jeg nu ved hvad udtryk som last hitting og laning dækker over, føler jeg mig stadig på bar bund. Og det har fået mig til at indse noget.

Dota mangler en Day[9].

Lad mig forklare hvad jeg mener. Som du måske ved, så har jeg temmelig ofte givet udtryk for min kærlighed til Starcraft II. Jeg er så vild med det spil, at jeg glædeligt betaler penge for at se andre spille det. Jeg har jævnligt livestreams fra SC2-turneringer gående på min anden skærm.

For små to år siden vidste jeg tilnærmelsesvis intet om Starcraft. Jo, jeg havde da spillet kampagnen i etteren i tidernes morgen, men jeg havde så godt som ingen indsigt i spillets multiplayer.

Indtil jeg fandt Day[9]. Sean "Day[9]" Plott er tidligere professionel Starcraft-spiller og nuværende professionel Starcraft 2-kommentator. Hans indsigt i spillet og analytiske evner er enorme, men dét, der gør ham til en stjerne, er hans entusiasme og talent for at let og elegant at gøre ellers komplicerede mekanikker og situationer forståelige.

Normalt beskæftiger han sig mest med spil på det højeste niveau, men tager jævnligt hånd om nybegynderne også. Halvanden time i selskab med Day[9]'s første begyndervideo, og jeg var klædt på til at give bøllebank til andre SC2-newbies. Siden da er min Starcraft-viden kun vokset, og det er i høj grad hans fortjeneste.

Day[9] er den bedste ambassadør, noget spil kan ønske sig. Han er skarp, pædagogisk, morsom, oprigtigt entusiastisk og har en forståelse for spillet som få andre. Han er din personlige træner. Alle spil skulle have en Day[9].

Men ak, der er ingen Day[9] i Dota 2. Så her sidder jeg og tøver over mit figurvalg, uden den fjerneste ide om hvorvidt den helt, jeg overvejer, er en carry eller en support eller noget helt femte, og stadig prøver at forstå logikken bag lane pushing. Jeg er lost. Hjææælp!

Foto: Darren Chin fra Flickr

En pc i lommen

Det er ikke så tit vi beskæftiger os med Linux her på Gamereactor, mest fordi spiludbuddet på den platform kort sagt er en ørkenvandring med enkelte indie-oaser. Men folkene bag det populære Ubuntu Linux er på vej med en ide, der er så genial, at jeg er nødt til at dele den.

Den hedder Ubuntu for Android. Ideen er, at man har sin mobil, der på overfladen ligner enhver anden Android-telefon - lige indtil man sætter den i en dock. Så bliver den nemlig til en fuldblods desktop-maskine, takket være dockens stik til mus, tastatur og skærm.

Telefon det ene øjeblik, PC med dualcore processor det andet. Åh, jeg bliver helt kåd ved tanken. Det er noget rendyrket sci-fi shit, vi er ude i her. Tænk at kunne have sin pc i lommen!

Opkald, sms og så videre fungerer endda stadig, når den er sat i docken. Lige som man stadig har adgang til alle sine apps, kontakter, osv.

Den eneste hage er, at systemet ikke er tilgængeligt endnu. Ubuntus plan er at lokke en eller flere mobilfabrikanter med på ideen (det burde ikke være svært), og udvikle Ubuntu-telefonerne i fællesskab.

Altså er der ingen tidshorisont eller andet, men åh, jeg håber det bliver til virkelighed. Prototyperne kører allerede. Manner!

På virtuel skiferie

Der er pænt mange af mine venner, der har skrevet om at tage skiferie på Facebook den seneste tid. Denne weekend er det mig, der er på skiferie - en virtuel en af slagsen, godt nok, men også en hvor man kan suse ned af Mount Everest eller 1080'ere på Antarktis.

For jeg spiller SSX! Anmeldelsen kommer i næste uge.

Indtil da - tjek dette opfindsomme stykke merchandise, vi fik sammen med den endelige udgave af spillet.

Primærvalg og homofober

Den amerikanske præsidentvalgkamp har for alvor skiftet gear, nu hvor primærvalgene er gået i gang. Demokraterne har selvfølgelig allerede deres kandidat i form af Obama, mens republikanerne er i fuld sving med at finde deres.

Og feltet består mildest talt af tosser, den ene større end den anden. Der er droppet et par stykker ud, men samtidigt har en ny kandidat fået en kanonstart.

Den tidligere senator og kongresmedlem Rick Santorum tabte primærvalget i Iowa til Mitt Romney (der generelt betragtes som spidskandidaten) med kun 9 stemmer.

Det republikanske parti har taget en gevaldig højredrejning de sidste par år, og det betyder at der skal lefles endnu mere for det evangeliske højre. Det betyder at der skal snakkes om familieværdier, og gerne om hvordan homoseksuelle er en trussel mod dem.

Alle de republikanske kandidater har vist et negativt forhold til homoseksualitet, men Rick Santorum er den værste - med flere længder.

Kort sagt har han i interviews sidestillet katolske præster, der misbruger børn, med ganske almindelige homoseksuelle, og sammenlignet homoseksualitet med pædofili og dyresex.

Han er en narrøv, med andre ord.

Den slags finder Internettet™ sig selvfølgelig ikke i, og derfor startede forfatteren Dan Savage en kampagne for at kapre navnet "santorum" og via Google-bombning give det en ny og vulgær betydning. Det skete helt tilbage i 2003, men den nye definition har hængt ved, og fået nyt liv med hans succes i valgkampen.

Så hvad betyder santorum nu? Jo, det er følgende: Spoiler:Spoiler:Santorum er den skummede blanding af glidecreme og fækalier, der nogle gange opstår under analsex.

Jeg kommer til at tænke på den definition, hver gang jeg hører Santorums navn. Santorum. Adr. Det er uendeligt morsomt!

Jon Stewart også få meget sjov ud af det...