Scott Pilgrim er for sej
Der er for nyligt dukket et preview-eksemplar af Scott Pilgrim vs The World ind af Gamereactors brevkasse, og jeg fandt tid til at give det en lille prøvetur her til eftermiddag.
Jeg har kun spillet det i lidt under en time, og det endda uden lyd - men jeg har siddet med et fjoget grin hele vejen!
Scott Pilgrim vs The World er løst bygget på en film, der igen er bygget på nogle tegneserier. De handler om Scott Pilgrim, bassist i bandet Sex Bob-omb, der har mødt verdens sødeste pige, Ramona Flowers. Men før de kan blive kærester er han nødt til at besejre hendes syv onde ex'er, der alle er ude på at slå ham ihjel. Det er langt ude, men nærmest et perfekt setup til et spil som dette.
Det grafiske udtryk er taget fra tegneserien, men er samtidigt lavet i en tyk 16-bit-agtig stil, der nok skal bringe varme minder frem hos alle (eller i hvert fald dem der er født i 80'erne). Scott Pilgrim vs The World ligner noget der er taget direkte ud af arkadehallerne fra De Gode Gamle Dage™ - altså ikke gamle arkadespil, som de faktisk så ud, men som vi tror de så ud. Superlækker animation, hidsige farver, og masser af rullende tekst og udråbstegn, alt sammen tegnet med kæmpestore pixels, selvom spillet er i HD.
Gameplay-mæssigt har vi fat i en god gammeldaws brawler, altså en af den type spil, hvor man går ned af gader og lammetæver bølger af lede fjender. Der er fyldt med slagvåben og andre genstande man kan samle op og kaste, og man kan sågar også hive fjenderne op fra jorden og banke dem i hovedet på deres kammerater. Scott kan tricks!
Jeg fik læsterlige klø af den første slutboss, men det har ikke taget modet fra mig. Blichfeldt skriver snart en anmeldelse af Scott Pilgrim vs The World, men jeg er allerede overbevist. Det her er et spil, jeg skal ha'!
Tjek i øvrigt også traileren til filmen. Den er maaaaad!



Jeg glæder mig stort til at få fingrene i spillet i næste uge.
Filmen ser heller ikke værst ud iøvrigt.