Masser af kærlighed

Har skrevet en ny novelle, som I kan få. Desværre måtte jeg slette omkring halvdelen pga. GRs plads-restriktioner, men det er helt fint. Værsågod:

Det Fortabte Land
- baseret på en virkelig historie fra Pakistan

af Simon Strange

1. del: Liv

De 3 deltagere kæmpede, som stod deres eget liv på spil. Den største af dem var den, der bevægede sig langsommest, og selvom,
at man skulle tro, at han havde flest kræfter til rådighed, var hans styrke mere og mere falmende i takt med, at han
forsøgte at forsvare sig mod den regn af angreb, der faldt fra de 2 mindre deltagere. Af og til måtte han gispe efter vejret
efter, at et særligt hårdt stød var blevet sat ind i hans tunge krop, og det hændte også, dog mere sjældent, at han faldt
til jorden og blev der naturligvis meget modtagelig for angreb. Solen, der nu var blevet utrolig gennemtrængende, havde størknet de små blodige sår, som man jo aldrig bliver fri for i denne type kampe, og hans øjne blev paradoksalt nok mere og mere søvnige på trods af, at han kæmpede som en opdagelsesrejsende, der var blevet omringet af glubske sørøvere og kun tænkte på en ting: at overleve.
De 2 mindre deltagere havde derimod ikke fået nogle skrammer. De var opslugt af en uudtømmelig energi, som ingen vidste hvor kom fra, men alle var enige om, at sammen besad de en styrke, der var fuldstændig formidabel og meget vanskelig at nedbryde. Deres fødder så ud som om,
at de flyttedes med lynets hast, og deres hænder rev den ætsende luft i stumper og stykker alt imens, at de forsøgte at ramme deres flygtige mål. Den store deltager var fuldstændig sort som natten, mens
de 2 små var kridhvide som sne, og sammen dansede de omkring hinanden i denne krigeriske duel alt imens, at menneskemængden i den tætte cirkel kom tættere og tættere på og råbte højere og højere.

Manden med fuldskægget råbte pludselig noget så højt, så alle tav omgående. Den store deltagers navn rungede som tusind knive gennem luften, og sekundet efter begyndte et par børn at græde og løbe over til deres mødre. I dette sekund for de 2 små deltagere som vanvittige op i deltagerens i forvejen sønderlemmede strube, og med al deres ubarmhjertige kraft trak de med deres nålespidste tænder frakken af blodig pels over til en mindre, blå plet i cirklen. En del af bjørnens pels blev revet af, mens dette skete, men kamphundene var fuldstændig ligeglade og fortsatte ufortrødent, indtil de nåede dertil med den brølende bjørn. Dette fik tilskuerne til at hoppe op og ned som aber,
der lige havde fået en ordentlig kasse bananer, og deres øjne var gale af vanvid. De brølede højlydt af grin, jublede og klappede og strakte deres indtørrede arme op i luften. Den eneste, der ikke sagde noget, var manden med fuldskægget, der havde startet det hele. Der skete dog noget andet. Hans mund begyndte at ændre sig, idet store mængder af savl begyndte at trille ned af hans mund, og hans øjne klemte sig nu for første gang sammen, så de blev bittesmå, så små, så de syntes at være lukkede. Det var de dog langtfra. Manden
syntes at være stolt af sit arbejde, stolt af tilskuernes reaktion og stolt af sine nu gøende hunde. Den eneste, han var skuffet over, var hans sorte bjørneslave Vidaar, som han tænkte nu måtte have fået den erfaring, der skulle til for at holde 3 runder, men ak, denne bjørn var og blev et skvat.

Vidaars tunge faldt ud af munden og ligeledes ned på sandet uden, at han kunne bevæge den tilbage. Halvt på hovedet med halvt lukkede øjne iagttog han lydløst de øredøvende og frygtindgydende
råb af sindssyg ekstase, der stadig kom omkring ham. Fjerne skikkelser kom tættere og tættere på, hurtigere og hurtigere med væskende tunger hængende ud af munden og øjne fyldt med forventningsfuld rus, der allerede var blevet indløst. De pjaltede, spøgelseslignende væsner, der var kommet over til ham for at slå ham med pinde mærkede han ikke, da hans krop var blevet stiv og følelsesløs for længst. Væsnerne omkring Vidaar var også blevet følelsesløse, men på en helt anden måde. Når den ene råbte højt, råbte den anden højere. Når den ene tog en pind, tog den anden en kæp. Deres instinkter havde taget overhånd, og deres logik var blevet sendt tilbage middelalderen, tortureret og henrettet. Væsnerne havde fejlet rent udviklingsmæssigt, men det var som om, at de prøvede at gemme dette faktum, og deres rest af menneskelighed, for hinanden i en skattekiste i stedet for at se det i øjnene. Nu var de blevet ondskabsfulde, frådende skabninger, der gassede hinanden op og hvis urgamle evne til at hade fyldte mere end deres tilegnede vilje til at tænke. Pludselig fik Vidaar øje på en meget gammel, hvidhåret kvinde i pjalter, der stod lidt for sig selv. Hun kiggede ikke på Vidaar, men derimod ned på jorden som om, at hun havde tabt noget. Let, meget let, rystede hun stille på hovedet, vendte om og gik sin vej. Efter noget tid vendte hun sig, kiggede på menneskemængden, men gik videre igen. Så besvimede deltageren Vidaar, mens dyrene gloede nysgerrigt på.

2. del: Savn

(måtte slette noget pga. pladsmangel. Manden drømmer om en voldelig far, kamphunden drømmer om sin gamle familie og Vidaar drømmer om Shangri-La med andre bjørne, bananer og swimmingpools)

Pludselig FOR de 3 væsner op i hver deres del af indhegningen. Vidaar spjættede og kiggede rundt for at se, om det nu var en drøm, men det var det naturligvis. Månen skinnede beroligende ned på ham og en lille abe, ikke større end en kaffekande, der sad lænket ved siden af ham, og som ejeren brugte til at underholde sine venner med med diverse aktiviteter. En af tingene, den skulle gøre, var bl.a. at køre på en lille cykel igennem nogle forhindringer. Missede den nogle af disse, blev den naturligvis slået med pinde og sparket til, så den kunne lære af sine fejl.
Også denne abe var blevet taget væk fra sin familie, da den var helt lille og anede ikke, hvordan verden så ud uden for indhegningen, eller hvordan andre aber var at lege med. Hele dens liv havde den, som Vidaar, mærket uretfærdighedens onde slag på mange måder inden for de høje, ubrydelige mure, der omgav den. De 2 var en slags venner, da de følte, at den anden vidste, hvordan deres sorg var meget nøjagtigt. Aben så ud som om, at den sov, men det gjorde den sjældent. Den sad med sørgmodige, eftertænksomme øjne og kiggede ned på gruset, som den sad på. Dens lænke var bundet stramt omkring dens hals og tøjret til en lille pæl, der gik dybt ned i jorden. Lænkens længde var så lille, så aben havde meget svært ved at ligge ned, så den foretrak at sidde, da det var mest behageligt i forhold til at stramme lænken yderligere. Nogle gange døsede den hen og drømte
om Shangri-La ligesom Vidaar, så den en kort stund glemte sin ulykkelige skæbne. Dens kærlighed havde den låst nede i et mentalt pengeskab og havde kun i sinde at åbne det, hvis den engang kom tilbage til sin natur. Den nægtede at vise sin kærlighed til de uhyrer, som følte, at de ejede den, den ting var sikker. Nok blev dens krop pint og banket hver dag, men pengeskabet fik ikke så meget som en eneste ridse. Lidt længere væk lå en udhungret såkaldt dansebjørn og forsøgte at sove, men det var svært for den, da den var blevet straffet så meget, at den konstant følte smerte. Igennem dens følsomme snude var der blevet trukket en tyk snor med
nogle metalbøjler, så mennesket med fuldskægget kunne styre dens haltende bevægelser og lære den at danse for de henrykte tilskuere. De 3 stakkels dyr var som uskyldigt dømte mennesker på dødsgangen, der bare gerne ville have deres dom overstået, så de kunne blive fri for deres
smerte hurtigst muligt, men den dom kom aldrig. I stedet måtte de vandre endeløse kilometer i det flammende helvede, som de var blevet presset ned i.

Pludselig hørte de noget i skoven bag muren. Der var noget, der bevægede sig stille, men højt nok til, at man kunne høre det, og det kom nærmere og nærmere. I det samme blev en metalgenstand slynget over muren med et reb og 4 skikkelser kom til syne. Deres grønne camouflage lyste kraftigt op i måneskinnet og Vidaar tænkte med det samme, at disse
mennesker var kommet for at dræbe ham eller torturere ham som alle andre mennesker havde gjort, det sagde hans instinkt og oplevelser. Han brummede vredt og gik lidt rundt om sin pæl, men menneskene tyssede på ham som om, at det skulle hjælpe noget. En af dem trak et gevær op, og dette fik Vidaar til at brøle chokeret op, da han havde set sådan et redskab før. I næste sekund blev han dog ramt
af en bedøvelsespil, og dansebjørnen ligeså. De 4 mennesker, 1 kvinde og 3 mænd, var dukket op af absolut ingenting. De havde kun grønt tøj på, var alvorlige i deres udtryk og så ud som om, at de sad foran et stort puslespil, og de hviskede forsigtigt til hinanden af og til. De slæbte Vidaar op i en bil tæt på, som de havde fået lavet en speciel nøgle til, dernæst aben og vendte sig så mod dansebjørnen. I det samme lød der råb fra en bygning ikke langt derfra, og nu råbte kvinden noget højt også. De var blevet opdaget, men gjorde alt, hvad de kunne for at slæbe dansebjørnen op i bilen. Men ligemeget hjalp det. Bjørnen vejede meget mere end Vidaar, og den nådesløse faktor kaldet tid bestemte, at skulle de væk,
skulle de gøre det nu. De efterlod dansebjørnen, startede motoren og brasede ud af forporten, der var lavet af træ og derfor ingen forhindring var for en jeep som deres. Dansebjørnen kiggede stille efter dem, mens de forsvandt i mørket. Ud i natten kørte dette sælsomme fartøj med 4 mennesker og så en bjørn og en abe, der ikke anede, hvordan smagen af frihed var. Men den smag blev de altså præsenteret for nu, og den var så kraftig og stærk, så de ikke vidste, hvad de skulle føle, tænke eller mene om den, for den var ulig noget, de nogensinde havde stødt på før. Helt naturligt mødte de derfor denne uhåndterlige frihedsfølelse med en indbygget skepsis og mistro til, at dette virkelig kunne være Shangri-La. Ingen af dem turde håbe på det, men sandheden var, at det var det. Uhyrerne havde fjernet deres evne til at være glade eller forventningsfulde, dog, og den evne skulle nu bygges op igen af sagnomspundne helte, der på overfladen lignede uhyrerne, men besad de komplet modsatte tanker.

3. del: Evighed

Den forførende smag af nødder. Den utrolige følelse af at lære at klatre i træer. Den umættelige appetit på at svømme, lege og nyde livets fortræffeligheder med andre bjørne uden lænker, snore igennem næsen og bidske hunde og uhyrer, der slæbte dem igennem helvede. For første gang
prøvede Vidaar alle disse ting på en og samme dag, og de overvældende indtryk gjorde ham lydløst lykkelig. Efter at have boet i Balkasar-reservatet i et par måneder lærte Vidaar, at nogle mennesker er de mest fortryllende engle, der findes, og at der uanset hvad er håb for en bedre tilværelse.
Hans højre øre var bidt af i hans andet liv, han havde masser af ar og hans snude var blevet flænget op, men intet af det mærkede han længere nu, hvor han var ankommet til det magiske Shangri-La. En dag gik han en tur med en af sine venner i efterårets hyggelige stemning. Bladene var farvet helt gule og røde, og det mindede mest af alt om hans gamle drømme, som nu var blevet til virkelighed. Med et rejste Vidaar sig på bagpoterne, spejdede rundt omkring sig i et par sekunder og udbrød et øredøvende glædesbrøl, der rungede igennem hele reservatet, så et par bjørne i swimming-poolen forbløffet vendte hovederne, og en af de mere klodsede bjørneunger skvattede ned af et æbletræ og landede på maven i en bunke blade med et brag. Inden for i en af bygningerne så Dr. Kamiya til med et lille smil.
"Du er her nu, Vidaar" sagde han, "du er her nu".

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.10150548223834627.3<wrap>97162.33588644626&type=3
Her er der billeder af bjørnene i Balkasar-reservatet.

Bjørnen Vidaar bor i dag i Balkasar-reservatet i Pakistan efter at have kæmpet mod kamphunde i 4 lange år.

Tak fordi De læste med!

Top 10 yndlingsspil

Jeg er stolt af at være gamer. At være nørd handler om at være ærlig omkring sine interesser og ikke at være bange for at vise sin hengivenhed, som Simon Pegg siger. Jeg har formentlig i gennemsnit brugt 1 hel måneds tid på spil hvert år siden jeg var 12, men ved du hvad? Jeg ville ikke bytte den måned for noget.

Først lige et fantastisk smukt nummer fra et fantastisk dårligt spil, jeg hører for tiden til at sætte stemningen:

http://www.youtube.com/watch?v=F9ee_Ez6tFk

Her kommer de 10 bedste og mest indflydelsesrige spil i mit liv:

10. Diablo 2

Jeg havde allerede stiftet bekendtskab med Diablo 1 tilbage i tiden omkring 2000-2001, men det var nu ikke noget, der sagde mig så meget. Det mørke univers og den meget simple historie var ikke lige mig, men ud af det blå kom så Diablo 2, det spil, som jeg har brugt mest tid på nogensinde. Skyrim, gå hjem og vug, Diablo 2 har jeg måske brugt 6-700 timer på sammenlagt. Det er det eneste MMO-agtige spil, jeg nogensinde har været opslugt af, måske fordi universet var så fascinerende, men måske mest af alt fordi, at items-systemet var fuldstændig opslugende. Man kunne møde "handlende" fra overalt i verden - Spanien, Portugal, USA, Australien, det var som en kæmpe lufthavn, hvor man kunne lære nye kulturer inde i en fiktiv kultur. Dem, der siger, at man intet lærer af spil aner ikke, hvad de taler om. Diablo 2 er et tidsløst multiplayer-mesterværk.

9. Perfect Dark

Perfect Dark, den semi-revolutionerende spirituelle efterfølger til Goldeneye 64, er ikke med på listen, fordi singleplayer-delen er gået over i historien, det er med på listen, fordi multiplayeren er noget af det sjoveste, jeg har haft fornøjelsen af at opleve. De såkaldte "challenges", hvor jeg sammen med en bror eller 2 gik på jagt efter Elite Sims og Dark Sims var intense, realistiske oplevelser og det tætteste, jeg kommer på en Counter Strike-periode i mit liv. Og ja, vi fik gennemført alle de udfordringer, spillet smed efter os. Fik jeg nævnt, at soundtracket er ufattelig undervurderet og underligt smukt?

8. Banjo-Kazooie

Dette spil er den bedste julegave, jeg nogensinde har fået. Det er symbolet på min barndom. Et ufattelig nytænkende og farverigt platformsspil, der er 100% spilunderholdning først, og så må alt andet komme bagefter. Det rummer nogle af mine bedste øjeblikke i spil, bl.a. da jeg mødte ørnen i Click Clock Woods, eller da jeg omsider besejrede heksen Gruntilda. Det var et af de eneste spil, jeg fik spillet i 1999, så langt og omfattende var det. Den dag i dag sidder jeg stadig og lytter med stor kærlighed til Youtube-soundtracket.

7. Planescape Torment

Heller ikke dette spil troede jeg særlig meget på, det er sjovt, hvordan ens instinkt nogle gange kan slå 100% fejl. Tilbage i 2004 læste jeg GR-anmeldelsen af spillet, da jeg var på ferie i Singapore. Jeg viste spillet til min far, men han fnyste af det og gik tilbage for at arbejde. Jeg endte med lige akkurat ikke at synes, at det var et køb værd, måske fordi, at det så så svært ud som Baldur's Gate. Omkring 6 år senere, i 2010, fik jeg øjnene op for det igen efter en anbefaling, og det har siden været et af de mest narrativt interessante spil, jeg har haft fornøjelsen af. Det er en utrolig moden fortælling om kærlighed, dyb sorg, jordens undergang, eventyr og ekstremt fascinerende verdensfilosofi. Det er spil i bogform, et virkelig vellykket eksperiment, hvis du spørger mig. Måske et af de mest voksne og intelllektuelt og følelsesmæssigt udviklende spil nogensinde. Køb det til 100 kr., det er alle pengene værd.

6. ICO

En Playstation 2-klassiker, der beviser, at vi ikke behøver 8 timers mellemsekvenser og dialog i et spil for, at det skal kunne fascinere og begejstre. Et ufattelig minimalistisk fortalt spil, der kræver, at du selv skal på arbejde og tænke over, hvordan historien hænger sammen, for på den front hjælper spillet dig meget, meget sjældent. Det er et meget kunstnerisk spil med en smuk verden på trods af, at det foregår i en fængsels-borg, og det er nærmest blevet symbolet på, hvad japanerne kan med spilmediet. Det udkom i 2002, men grafikken er ufattelig smuk for sin tid, både designmæssigt og teknisk, og spillet banede vejen for en helt ny måde at tænke spil, og især historie i spil, på. Vi venter stadig spændt på den spirituelle efterfølger The Last Guardian, som også må betegnes som et stort mysterium.

5. Half-Life 2

Hvis der er et spil, der har ændret spilmediet for altid, både teknisk, fortællemæssigt og gameplaymæssigt, så er det Half-Life 2. Jeg glemmer aldrig, da den første trailer udkom, min bror og jeg troede ikke vores egne øjne, da vi så grafikken og de der mægtige War of the Worlds-agtige robotter, der pulveriserede bygninger så nemt som ingenting. Vi var fuldstændig i chok! Det lignede et spil fra Jupiter, men den var god nok: det var bare jordbundne mesterudvikler Valve, der stod bag med geniet Gabe Newell i spidsen. Men der var ingen af os, der anede, at det var ligeså humanistisk forførende, som det var teknisk imponerende. Forholdet mellem Gordon og Alyx Vance er gået over i historien og viser, hvor nøjagtigt spilmediet kan skabe følelser hos spilleren. Det udkom i 2004, men det ligner et spil, der kunne være udkommet i dag. Det er det eneste spil nogensinde, der har fået 11/10 af et amerikansk magasin, symbolet på, at det er ekstraordinært og banebrydende. Half-Life 2 vil altid være kongen af FPS for mig... indtil Half-Life 3 udkommer.

4. Grim Fandango

Dette amerikanske mesterværk blev gravet frem fra en slidt udsalgsæske for 50 kr. i en Singaporiansk spilbutik af en dansk nørd (mig), men for mig var det som at finde en guldklump på en landevej. Det er det bedste point-and-click-adventure-spil, jeg nogensinde har spillet. Blandingen af poesi og humor er en kombination, som aldrig siden er blevet overgået efter min mening, og historien er så smuk, at jeg så slutningen 20 gange efter hinanden efter, at jeg først havde gennemført det. Et utrolig kunstnerisk og tankevækkende spil, der har påvirket mig meget som menneske. Eneste svaghed er, at flere mennesker ikke har spillet det, og at det i dag er lidt sjældent.

3. Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty

Dette spil er... jeg har svært ved at beskrive det. Det er en kæmpe del af min ungdom, lige fra da jeg præsenterede en analyse af det med en ven i folkeskolen, til at min bror brugte en ske på controlleren for at gennemføre det på den sværeste sværhedsgrad (datidens Quick Time Events var svære, skal jeg hilse og sige). Jeg har diskuteret det så utrolig meget med online og offline venner, det forudså hele den teknologiske tidsalder, vi er i nu lidt på samme måde som The Matrix. På overfladen handler spillet om krig, men under overfladen handler det om mennesker og kærlighed og krigs ondskab og ødelæggelse i sig selv. Det er historien om, hvor svær kærlighed til andre kan være, hvis man har oplevet tragiske ting. Det er historien om, at krig kan udslette menneskers tro på alt. Men det er også historien om menneskeligt håb som en naturlighed, og at kampen for det gode altid vil være alt værd over for alt andet. Det er et filosofisk, humanistisk mesterværk, som sammen med 1'eren, 3'eren og 4'eren er gået over i historien som en af de bedste spilserier nogensinde. Og hvem kan glemme, da man får samurai-sværdet i slutningen efter at have brugt massevis af forskellige skydevåben? Som en slags erklæring om, at man har nået sit indre mål om frelse? Good times.

2. Final Fantasy VI (6)

Dette spil spillede jeg meget sent i 2008 efter at have gennemført 7'eren, 8'eren, 9'eren og 10'eren, alle 10/10 spil vel at mærke. Men FF VI er for mig et 11/10-spil.

Spillet oser af følelser. Åbningssekvensen alene er mere interessant end hele spil, der udkommer i dag. Det er et absurd følsomt og modent spil med massevis af vanvittigt spændende karakterer, deres ligeså fascinerende baggrundshistorier, musik fra en anden verden, kunstnerisk design, der gemmer på en kæmpe detaljegrad selvom, at det er i 2D og et vanedannende gameplay, der viser begrebet flow i sit mest sande udtryk. Det tager nogle emner op, som nok skulle have været kontroversielle i 1994: tilgivelse for mord, et fuldstændigt tab af håb, et mislykket selvmord, folkemord og så videre. Men på trods af alt dette viser spillet hele tiden, at der er en vej frem. At man skal tro på tingene. At karaktererne har brug for hinanden. Shadows historie, fortalt gennem drømme, er for mig noget af det smukkeste spilkunst nogensinde, spillet oser af stemning og eventyr, og så kan det købes på PS Store for sølle 75 kr. Det er et absolut mesterværk. At det så er i 2D, har en teknisk forældet lyd og ikke har skyggen af stemmeskuespil gør bare det hele endnu mere absurd. Hvis det var udkommet i 2011 eller 2012, så ville det have været årets spil for mig. Større ros kan jeg vel ikke give et spil, der næsten er 19 år gammelt.

1. Okami

Jo mindre, man ved om dette spil, jo bedre. Gå ind på Playstation Store og køb det for 99 kr. Jeg garanterer 100% for, at det vil ændre og forbedre dit syn på livet. Hvis det ikke er kunst, så ved jeg ikke, hvad det er. Ud af måske 500 spil i min levetid, så er Okami det bedste og smukkeste spil, jeg har haft fornøjelsen af. Det er så sublimt, så jeg vil blive overraskset, hvis noget spil nogensinde overgår det i min bog.

Det var så min Top 10 over mine yndlingsspil - men der er god grund til at tro, at dette år måske kan hijacke nogle af pladserne, i hvert fald på Top 20. Spil som Ni No Kuni og Bioshock Infinite ser i hvert fald forrygende ud. Tak for læsningen, venner!

Gigantiske spil i 2013

Et år er omme, og snart begynder et nyt. 2013 ser ud til at blive et virkelig stort spilår, både fordi, at jeg venter på prisfald på flere spil (Dishonored, Far Cry 3 etc.), men selvfølgelig også fordi, at der kommer nye, spændende titler. Her er min Top 5 over Mest Ventede Spil 2013:

5. Grand Theft Auto V

Siden jeg første gang spillede GTA 1 ovre ved en badmintonkammerats hus, har jeg været imponeret over DMC og senere Rockstars egenskaber, når det kom til at producere fantastiske spilverdener, og GTA: Vice City står f.eks. som et stort højdepunkt i min ungdom, da det introducerede mig for min yndlingsgenre, 80'er-musikken. GTA V ser ud til at blive et geografisk stort spil med interessante karakterer og semi-banebrydende grafik. Californien ser ud til at være den ideelle GTA-legeplads med sin varme og charme og interessante kontrast mellem det landlige og storbyen. Jeg er også spændt på at høre, hvilke sange, Rockstar tager med, da deres sangvalg altid er formidable og lige min stil. Min eneste bekymring er det med, at man kan skifte mellem 3 personer, men mon ikke troldmændene ved Rockstar kan formå at overraske os allesammen igen-igen?

4. Ni No Kuni

Er der et spil næste år, som man kan kalde for "kunstnerisk", så er det da vist Ni No Kuni. Jeg prøvede demoen, og selvom mange gamere ikke brød sig om den specielle stil, ramte den plet inde i mig. Den oser af magi, stemning og barndommens hengemte minder. Musikken var også fremragende, og bare tanken om et 30 timers langt spil med fantastisk smukke japanske numre kan gøre en 24-årig livstids-JRPG-fan som mig glad. Der var også noget med nogle bøger med eventyr, som man åbenbart kan samle a la Skyrim, noget, som ville være et guddommeligt krydderi på spillet. Åh, hvor jeg dog elsker fantasifuld historiefortælling. Jeg fik aldrig opringningen om, at eventyr er for børn.

3. Bioshock Infinite

I går tegnede jeg en masse Bioshock Infinite-relaterede kunstværker. Så er der vist ikke mere, der kan beskrive min hype.

2. Tales of Xillia

Dette er lidt ligesom Tales of Graces f på den måde, at vi europæiske gamere har måttet vente tålmodigt på en engelsk version af spillet, men nu lander den så også. Jeg ved ikke ustyrlig meget om spillet, det skal være en overraskelse, men er det bare halvt så godt som førnævnte spil, er jeg solgt. Det ser endda mere modent ud, hvor ToGf godt kunne være lidt barnligt en gang imellem. Man har mulighed for at spille denne titel igennem som 2 personer, hvilket giver god replay-værdi. Og som altid er den kunstneriske sans hos japanerne enestående.

1. Metal Gear Solid: Ground Zeroes

Et af de mest hemmelighedsfulde spil nogensinde udkommer måske i 2013, og det bliver mere end stort. Traileren på 11 minutter er noget af det smukkeste kunst, jeg nogensinde har set, jeg fatter ikke, hvordan de japanere gør det. Kojima har en nærmest instinktiv evne til at tryllebinde narrativt interesserede mennesker overalt på kloden, og selvom jeg anser MGS 4 for det perfekte punktum, glæder jeg mig alligevel. MGS Rising bryder jeg mig ikke så meget om, da det minder om en unødvendig parodi, og Phantom Pain ser lidt sær ud, men Ground Zeroes ser utroligt lovende ud. Hvis det er en prequel, hvor man spiller som Big Boss, så tror jeg næsten, at jeg falder om af glæde.

Spillene er ikke ude endnu, men hvis alt går vel, kan 2013 genetablere min tro til spilindustrien. En tanke, jeg ikke havde troet mulig for bare et år siden. Hvis ikke det vidner om kunstnerisk og narrativ integritet i industrien, så ved jeg det ikke. Jeg glæder mig meget.

MGS er tilbage i 2013

Ekstraordinært: Intet GR-10-tal i år!

Dette har været det mærkeligste spilår for mig nogensinde.

Kan I huske for bare 1 år siden? Da alle gik og glædede sig til Bioshock Infinite, GTA V, Tomb Raider, Resident Evil 6 og Mass Effect 3 i 2012? Alle mente, at 2012 ville blive det bedste spilår nogensinde, men for pokker hvor var vi nogen, der tog fejl.

Jeg kan ikke mindes, at der nogensinde har været så mange skuffelser og så mange udskydelser (se ovenover) i bare et år. Resident Evil 6 lignede et guddommeligt produkt i de mange trailers, men endte med at skuffe en del, f.eks. gav Gamespot det kun 4.5, en karakter, som jeg er fuldstændig enig med dem i. Men skal vi være triste over, at spiljournalister verden over åbenbart er blevet modne og kan skelne mellem mesterværker og knap så gode spil? Nej, det hilser jeg velkomment. Nu er vi endelig i en tid, hvor download-spil som Journey og The Walking Dead får stor ros på trods af ikke at have kostet 50 millioner dollars at lave, mens de store AAA-spil får stryg for at skuffe og for ikke at være innovative nok. Jeg forudser, at det, at VGA gav deres Game of the Year-pris til The Walking Dead betyder et narrativt skifte i spilindustrien, hvilket er det, jeg har drømt om de sidste 10 år.

Men hov, hvad med GR? Som altid har mit yndlingssite gjort det fremragende, og det er faktisk symboliseret ved, at de har holdt sig i skindet og ladet være med at uddele et eneste 10-tal! Det er historisk! Hurra, igen signalerer det, at spiljournalister er blevet kræsne og ikke bliver snydt af hype og store firmaer, hvilket er fantastisk. Endvidere bliver det vanvittig spændende at se GR-listen over de bedste spil i år, der er jo ikke et enkelt superspil, der er favorit, men faktisk en 4-5 spil, der har gode chancer.

Tak for et spændende spilår. Hvis jeg har lært noget af året, så er det at moderere mine forventninger. Ja, der kommer superspil næste år som Ni No Kuni, GTA V og Ground Zeroes, men hvis vi ikke forventer noget af dem, bliver vi ikke skuffede samtidig med, at de automatisk bliver bedre. Det er fremover min regel.

Nåh ja, og mit Game of the Year 2012 er The Walking Dead, med Tales of Graces f lige efter.

De uforglemmelige tanker

Året er 2008. Mine tanker er spændte.

Efter at have spillet Final Fantasy 7, 8, 9 og 10, blev jeg hurtigt klar over, at computerspil havde et dårligt omdømme. For den serie var ikke bare tidsfordriv eller eskapisme eller "irriterende bip-bip-lyde", som nogle mennesker måske synes. Nej, den serie, og speciet de 4 spil, beviste krystalklart for mig, at spil er det mest kraftfulde, tankevækkende og smukke medie her i verden. Serien blandede formidabelt gameplay, nyskabende design, emotionel musik og historier fra en anden verden sammen med interaktivitet så godt, at man faktisk kan lære af serien. Ja, lære af computerspil, har man hørt magen!? Budskaberne om kærlighed, venskab, bevarelse af naturen, pacifisme, buddhisme, respekt, moral, race og hjerte var noget, som jeg tog direkte ud af spillet, og som dermed påvirkede mig positivt. Jeg følte, at jeg havde nået toppen af spil-bjerget med de 4 spil - at der aldrig mere ville være spil, der kunne gøre samme indtryk på mig.

Men i 2008 skete der så noget. Efter helt tilfældigt at være snublet over en trailer til Final Fantasy VI på nettet, begynder jeg at tænke over, om serien ikke er et gensyn værd? Nej, hvad tænker jeg dog på, spillet er alt for dyrt, og så er det i 2D! Ha, den grimme grafik vil da overskygge gameplayet, historien og de andre elementer fuldstændig! Når karaktererne ligner legoklodser, er det da umuligt at lave noget, uden at grine over det dårlige udseende! Men jeg skulle have vidst bedre, for jeg endte med at købe spillet, og efter Okami, så er det det bedste spil, jeg har spillet i mit 24-årige liv.

Alene når du starter spillet op og ser introen er fuldstændig magisk. De første par sekunder ser man nogle blå skyer og et par lynhurtige glimt af de karakterer, man senere hjertens gerne vil gå i døden for, samtidig med, at verdens smukkeste musik spiller. Det er "gamle" Squaresoft, da de var allerbedst. Jeg vil ikke poste noget af musikken, for det skal man gøre sig selv den tjeneste at høre INDE i spillet, det får man den bedste oplevelse af. Soundtracket er måske det bedste, jeg nogensinde har hørt selvom, at det var begrænset af en gammel maskine - og det siger bare så meget om melodierne.

Det er dog karaktererne og historien, der kommer til at blæse dig ud af vinduet. Der er så mange utrolige, overraskende, følsomme, melankolske og vidunderlige plotdrejninger i dette spil, som jeg selvfølgelig ikke røber. Men jeg vil faktisk gå så langt til at udråbe historien som den bedste enkeltstående spilhistorie nogensinde - et mulehår foran MGS-historien. Sagde jeg virkelig det? O_O

Det er humanisme, når det er allerbedst. De omkring 100 timer, det tager inkl. side-quests, vil ikke bare underholde dig, nej, de vil også berige dig med livsfilosofi, en ting, som mange spil i dag mangler. Det er guddommelig japansk kunst, som altid vil stå stærkt i min hukommelse. Det gode vil de forskellige side-quests er også, at de ikke er fetch-quests som f.eks. fra Skyrim - de er narrative side-quests, altså med en uddybning af en karakters forhistorie, personlighed, forhold til en anden karakter eller lignende. Og det er ikke engang hovedhistorien, som også er meget fascinerende og velfortalt, og som er usædvanlig moden på trods af, at mange voksne måske tror, at det er et børnespil. Dertil vil jeg lige sige, at dette spil er mere modent end 99% af alle Hollywood-film, så den der med at udråbe spil til at være et fordummende medie eller hvad ved jeg går bare ikke længere, når du har gennemført FF VI!

Jeg anbefaler alle at suse ind på PS Store og købe dette mesterværk for 75 kr. Det er en absurd pris for, hvad jeg vil betegne som et af spilhistoriens største, smukkeste og mest kunstneriske bidrag. Det ændrede mit liv, og jeg tror også, at det har kraften til at ændre dit.

Året er 2012. Mine tanker er uforglemmelige.

Nye japanske anbefalinger

Dem, der kender mig, ved, at jeg er meget forelsket i japanske spil. De har en kunstnerisk sjæl, som jeg ikke rigtig kan finde i så mange andre spil, hvilket nok skyldes de gamle kulturelle traditioner i Japan. Samtidig med det oser de af kvalitet, og når de så samtidig ikke er bange for at blande en ordentlig portion humor ind i de emotionelle øjeblikke, ja så har man altså nogle produkter, der altid ender med at ramme mig på den ene eller anden måde. Jeg har lige spillet 2 spil af de gæve japanere, og her er så anbefalingerne:

Binary Domain

Et science-fiction TPS, der udkom i februar, og som nu koster det halve i pris. Det handler om Jorden i 2080, der næsten er blevet oversvømmet af havet pga. menneskeskabte problemer, hvilket har gjort, at menneskeheden har bygget sig højere og højere op i himlen - samtidig med det er der rygter om et robot-eksperiment, der er gået grueligt galt, og det er så her, du kommer ind i billedet som en amerikansk special-trænet soldat, der skal forsøge at finde hoved og hale i den historie i Tokyo. Der er overraskende smuk grafik og en god pacing med ikke bare en masse skyderi, men også vilde boss-fights og set-pieces. Der er masser af frygtindgydende våben, og det føles bare fantastisk at skyde en robot ned med f.eks. en sniper. Du får også et par venner undervejs (bl.a. en venlig robot, der taler med fransk accent), som hjælper dig - tænk Mass Effect. På den måde er der også god replay-value, da dialogen jo bliver anderledes efter, hvem du tager med - tror jeg. Historien er over middel, men det er karaktererne, der er interessante. F.eks. er der en kinesisk soldat, som jeg fulgte hele vejen og dermed også min og hendes udvikling. 8/10 herfra, en klar overraskelse.

Tales of Graces f (PS3-eksklusiv)

Et dejligt traditionelt J-RPG, der bare oser af japansk stemning. Dette spil svinger dog en lille smule i kvalitet, da det nogle steder er guddommeligt i sin kombination af elementer, mens det andre steder er ret frustrerende.
Historien er meget inspireret af bl.a. Kingdom Hearts og FF X, idet du starter med at spille som dreng, men spillet spoler så 8 år frem i tiden, hvor du er blevet voksen. Det er en enormt smuk historie med glimrende karakterer (utrolig filosofisk og utrolig morsom på samme tid), og det tog mig også en evighed at gennemføre - vi snakker flere ugers spil.
Det er også et ret svært spil, så jeg anbefaler at sætte sværhedsgraden ned. Plusserne er historien og side-missionerne, mens minusserne er de frustrerende puzzles og dungeon design. 8/10.

Begge spil er gode japanske spil, der kan nydes i denne halv-kølige juni måned!

Spilindustrien er i koma

Kan du huske det?

Dengang du vågnede op en søndag morgen, tændte for dit yndlingsspil. Titel-melodien mindede dig om alle dine minder med spillet, men også om de nye fortryllende eventyr, du nu skulle på. Dengang du blev forført af ikke bare underholdning, men i sandhed også kunst. Dengang spil var en emotionel, uforudsigelig rejse igennem hele følelsesspektret, og som gjorde brug af passende musik, mesterligt skrevede historier og interaktion, hvor kun fantasien satte grænser. Et "børnespil" som Super Mario 64 eller Final Fantasy IX var ikke bare en forkert betegnelse, det var en fornærmelse at kalde så store dele af vores liv for det. Det var mere end det. Det var et indblik ind i sindets og sjælens forunderlige fantasi, menneskets evne til at kommunikere budskaber og følelser og tanker videre til andre mennesker.

Ja, der udkommer stadig okay spil såsom Mass Effect 3 og Skyrim. Men disse spil har slet, slet ikke den samme emotionelle, inspirerende pondus såsom f.eks. ICO, Metal Gear Solid 2 og Final Fantasy 6. Lyt f.eks. til et soundtrack fra et af de spil, og du vil hurtigt finde ud af, at musikken dengang kunne mere end bare agere baggrundsstøj. Den kunne være med til at fortælle historien, den kunne kommunikere skaberens ideer videre og den kunne frem for alt lykkes med at forklare, hvorfor spil er verdens bedste medie.

Prøv at spille et gammelt adventurespil som Syberia eller Grim Fandango. Manuskripterne i de spil sidder stadig dybt plantet i min sjæl pga. dens filosofi, poesi og utrolige evne til at fortælle, hvad vi mennesker inderst inde tænker og føler. Det er kunst i verdensklasse. Sammenlign de historier med Battlefield 3 eller Saint's Row 3, og du ved ikke, om du skal grine eller græde.

I'm sorry, men når jeg ved, hvordan spilindustrien var, så er det som om at se sit barn gå fra succesfuld, gift læge til arbejdsløs junkie. Det er bestemt ikke rart, når jeg tænker tilbage på de inspirerende spil, der ikke bare har underholdt mig, men decideret formet mit liv og gjort mig til den, jeg er i dag. Dengang tog folk sig tid til at skrive musikken, arbejde på manuskriptet, introducere karaktererne og i det hele taget tage hånd om de kunstneriske aspekter. Dengang gameplayet var en undskyldning for at spille historien og ikke som i dag, hvor historien er en undskyldning for at spille gameplayet. Dengang, hvor storslåede firmaer som Squaresoft, Blizzard og Nintendo ikke var blevet grådige endnu. Dengang, hvor udviklerne tænkte mere på kunst end penge.

Når jeg f.eks. hører dette remix af en kendt spilmelodi, får jeg mere ud af den end de sidste 5 spil, jeg har spillet tilsammen. Det siger vist alt om nutidens spil. Kunstneriske Spilindustri, jeg vil altid huske dig.

http://www.youtube.com/watch?v=UWatKna9HIs

Okami er et af de få nutidige spil, der oser af kunst og sublim kommunikation af følelser>/bild<

Årets Spil 2011

2011 har været et magisk spilår. Lige som jeg gik og troede, at spilindustrien sang på sidste vers for mit vedkommende, blev der annonceret en perlerække af interessante titler, f.eks. Skyrim og Mass Effect 3 tilbage i december 2010. Før det var jeg ellers skeptisk omkring dette år. Historiemæssigt var der ikke bare langt mellem snapsene, der var så langt, at jeg næsten ikke havde tålmodighed til mere ventetid. Hvor 2008 havde været et fortryllende spilår med Okami, MGS 4, Fallout 3 og GTA IV, var både 2009 og 2010 ualmindelig skuffende størrelser. Faktisk kan jeg ikke huske, at jeg spillede nogen spil, som jeg var synderlig imponeret over, for slet ikke at tale om nogen, der fortjente 10-taller.

Dette har dog ændret sig. Her kommer en Top 5 over mine bedste spiloplevelser i det indeværende år:

5. Dungeon Siege 3

På 5. pladsen har vi også årets overraskelse, det ret undervurderede Dungeon Siege 3, der udkom i spiltørken juni måned. Faktisk havde jeg i månedsvis haft et godt øje til spillet, der med sine farverige landskaber, Mass Effect-agtige dialogsystem og glimrende karakterdesign overbeviste mig om, at bare fordi, at anmelderne hagler et spil ned beyder det ikke, at jeg skal springe over. Faktisk syntes jeg, selvom stemmeskuespillet haltede, at historien og universet var sammenhængende på en overbevisende måde, og kampsystemet var lige præcis dybt nok til at kunne forsvare et 15 timers fantasy-sus. Loot-systemet var dog middelmådigt med en underlig menu og ikke særlig interessante items, men det ændrede ikke på, at jeg nød, hvordan man faktisk selv kunne gå sin egen vej igennem spillet dialogmæssigt selvom, at det måske lignede et lineært produkt.

4. Crysis 2

Begyndelsen af året var overraskende positiv. Faktisk bød foråret på mange gode oplevlser, og det helt store actionspil var naturligvis Crysis 2, som også scorede et flot 9-tal på GR. Grafikken var utrolig og demonstrerede, hvor industrien stod anno 2011. Blandingen af stealth og action tog et par timer at vænne sig til, men når man omsider fangede pointen, sad den til gengæld lige i skabet. Historien var ikke noget særligt, og jeg kan huske, at jeg blev lidt fornærmet over, at den efterlignede Half-Life 2 på en del områder, men den var nu heller ikke decideret dårlig. Bosskampene var nogle af højdepunkterne.

3. LA Noire

Mange mennesker kaldte ovennævnte Rockstar-produktion for kedeligt. Det forstod jeg ikke et ord af. For mig var den krystalklare 40'er-atmosfære noget af det, jeg husker bedst dette år, og sidemissionerne var fantastisk designede og underholdende som de færreste spil er. Historien efterlignede (igen) et andet spil, nemlig Heavy Rain, men var stadig god. Volden i nogle af missionerne var dog lige lovlig grum syntes jeg. Grafikken var igen smuk og nærmest fotorealistisk, men det bedste ved spillet var, at det genoplivede adventure-genren. Ja, der var fortræffelige skydemissioner (fryserums-banen er nok en af de bedste missioner, jeg nogensinde har spillet), men det var detektivdelen, der var størstedelen af spillet. Hvor jeg nød at gå rundt og udspørge vidner, samle beviser og i det hele taget lede overalt efter skurke. Bare det at jagte en kriminel til fods kunne få mig helt frem i sofaen. Desuden var soundtracket helt vidunerligt. En anbefaling herfra.

2. Deus Ex 3

August måned havde jeg set frem til i lang tid. Ikke pga. sommeren, men pga. et lille openworld-spil ved navn Deus Ex 3. Jeg tror sjældent, at jeg har haft så store forventninger til et spil før, men allerede i hovedmenuen, hvor et kunstigt menneskeansigt blev defragmenteret til følsom computermusik kunne jeg se, at de ville blive indfriet. Sådan er det sjovt nok med de største spil, man kan MEGET tidligt se, om de er indbegrebet af genialitet eller lige et tak under. Deus Ex 3 var det første.

En bestemt scene, jeg aldrig glemmer var, da man styrtede ned med sin helikopter om natten i et slumkvarter og såret kravlede hen mod cover, mens vraget blev omringet af elitesoldater, der skød mod en. Man tager så mod til sig, rejser sig op og går til angreb mod dem allesammen og håber på det bedste - måske et skulderklap til Black Hawk Down. Det eneste jeg ikke kunne lide ved spillet var, at det nærmest var krævet, at man investerede skill points i Hacking-delen, men det er også det eneste. Jeg nød igen Mass Effect-dialogsystemet, grafikken var dejlig original med farvekoderne gul og sort som gennemftrængende nuancer, og det fungerede bare. De mange våben, som man kunne vælge imellem så hysterisk smukke ud og fungerede bare. Måske var det ikke den åbenbaring, som Deus Ex 1 var i 2000, men det var stadig en lækker sci-fi-fortælling fortalt af selveste Eidos Montreal.

1. The Elder Scrolls V: Skyrim

Jeg har ikke tal på de timer, hvor jeg ikke har lavet andet end at glæde mig til Skyrim. Da det så udkom den 11. november, skyndte jeg mig at læse den obligatoriske manual igennem og sætte disken i. De første 5 minutter lavede jeg ikke andet end at lytte til temaet fra spillet, mens jeg kiggede på en simpel baggrund med et dragetegn og en sort baggrund. Så så jeg introen, og jeg må lige sige her, at det nok er en af de mest stemningsfulde og veludførte indledninger til et spil nogensinde, specielt fordi, at man bare ved, at man ikke har lyst til andet den næste måned end at udforske sneklædte bjerge, hemmelighedsfulde skove og kæmpemæssige middelalderbyer. Skyrim er så utrolig enormt med en så levende og indholdsrig verden, at det er og bliver det bedste køb, jeg har gjort i år. Detaljegraden er storslået, fra et hemmeligt tegn på en statue i en grotte til de mange våben, der er små kunstværker i sig selv. At se sin karakter udvikle sig og blive stærkere og mere erfaren er en personlig oplevelse næsten uden lige. Questne har gode historiern, men der er desværre også en del ligegyldige fetch-quests, som jeg bare sprang over. Loot-systemet er fint, men ikke vanvittigt imponerende, idet der snildt kan gå en 30-40 timer, før du finder et nyt supervåben. Her kunne der læres lidt af Diablo 2.

Intet af det ændrer dog ved, at Skyrim er og bliver årets spil. Ingen over og ingen ved siden af.

Og så glæder jeg mig bare til 2012, hvor spil som Bioshock 3, Mass Effect 3 og GTA V venter. Jeg glæder mig.

GTA V-annoncering snart?

Sidste december kom der to kæmpemæssige annonceringer på samme dag: The Elder Scrolls V og så Mass Effect 3. De sidste par måneder var det dog til gengæld fattigt med den slags nyheder - det er lidt den samme situation, vi er i lige nu.

Jojo, i 2012 er der fine spil som Diablo 3, Max Payne 3 og Bioshock 3, men det kommer jo nok desværre ikke til at være som i år, hvor både foråret, sommeren(!) og efteråret har gjort, at det har været et af de bedste spilår det sidste årti. Det er svært at konkurrere mod. Men siden, at analytiker Michael Pachter vurderede rigtigt om, at Max Payne 3 ville komme i marts næste år, så har han måske også ret i, at GTA V kommer umiddelbart efter. Det håber jeg virkelig også, for så ville 2012 måske begynde at nærme sig dette års storhed.

Indtil videre har det været fattigt med kæmpeannonceringer - men mon ikke de kommer til november/december, som traditionen siger? Jak and Daxter 4 kunne også være et frisk bud, nu hvor Naughty Dog snart er færdige med Uncharted-trilogien. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg glæder mig ligeså meget til annonceringerne her i slutningen af året som jeg gør til de egentlige spil, for de lægger fundamentet til 2012-spilåret.

Desuden mener jeg, at det kunne være vovet, hvis Rockstar valgte, at GTA V skal foregå i et andet land end USA. Det ville være et glimrende signal om fornyelse.

Giv mig et samurai-spil

I de glade PS2-dage oplevede jeg glæden ved japanske spil, og specielt Onimusha-serien om en samurai, der forsøgte at redde verden fra underjordiske dæmoner var en af mine yndlings. Stemningen var helt fantastisk, med mange smukke udendørsbaner, originale bosser og et meget originalt gave-system, der gjorde, at jeg "blev nødt" til at gennemføre spillet flere gange for at få alle mellemsekvenser.

Her på det sidste har vi set mange lignende historiske spil med cowboys, detektiver fra 40'erne, lejemordere fra 1600-tallet og lignende, men et klassisk realistisk samuraispil på de nye konsoller har vi stadig til gode. Hvis jeg skulle lave et spil, så skulle det helt klart være sådan et, for forestil jer et Mass Effect 2-gameplay i en japansk middelalderverden med shoguns, samuraier og konkubiner, hvor man lidt ligesom i Onimusha kunne vælge sin egen vej gennem spillet.

Jeg har hørt rygter om et Onimusha 5, og det er også fint, men jeg vil helst have det så realistisk som muligt, helst uden monstre. Hvis historien er godt skrevet, så kunne det godt gå hen og blive en klassiker. Man kunne indføre bullettime-gameplay fra Max Payne, men bare med sværd?

I have a dream... a PS3 samurai-game.

Max Payne lever

Jeg glæder mig usigeligt til Max Payne 3. Selvom der jo selvfølgelig er noget magisk over et farvestrålende actionspil som Uncharted, så er der altså også en fantastisk stemning, hvis man bevæger sig over i den modsatte film noir-grøft, som Max Payne symboliserer. Remedys 2 første narrative mesterværker om hævnens kraftfulde ansigt er og bliver nogle af mine bedste spilminder, også pga. det ret oprindsomme bullet time-gameplay.

Det bliver derfor utroligt spændende at se, hvordan Rockstar vil fortolke serien, også fordi de mest er kendt for fantastiske sandkassespil. Kan de klare overgangen til et mere lineært actionspil som Max Payne? Det tror og håber jeg sagtens, at de kan, for de har talentet. De har også bevist, at de mestrer fortællekunsten, se bare på GTA IV og Red Dead, der havde mesterlige historier. Det virker utroligt lovende, at der lægges stor vægt på flash-backs i 3'eren, et ret undervurderet narrativt værktøj efter min mening.

Rygterne svirrer om, hvornår spillet udkommer. Jeg tror et godt bud er april-maj 2012, men under alle omstændigheder vil jeg følge godt med i udviklingen af produktet.

Square Enix' vestlige korstog

Året er 2001.
Mig og min bror sidder som sædvanlig og ser Jakob Stegelmann jovialt fortælle om de nyeste Playstation 1-spil, der lige er udkommet. Det er en tradition, som vi har haft lige så længe, vi kan mindes. En anmeldelse er lige slut, og nu begynder den næste, vi stopper begge med at tale og ser et stort slot og en masse hvide duer flyve foran kameraet, der panorerer væk i en glidende bevægelse. Stegelmann fortæller, at dette spil hedder Final Fantasy IX og lige er udkommet til Sonys konsol. Grafikken er uimodståelig, meget tegneserieagtig og farverig, men alligevel med et hint af alvor - præcis sådan som min smag er. Gameplayet ser meget forunderligt ud, ja nærmest statisk. Monstrene og hovedpersonerne står over for hinanden helt stille og venter på hinandens tur, hvor ser det dog spøjst ud! Men min bror beslutter sig alligevel for at købe det til samlingen. Lidet anede han, at dette skulle blive begyndelsen til et årelangt tryllebindende forhold med Final Fantasy-seriens utroligt kunstneriske og narrative væsen, og at den affødte diskussioner, både skriftligt og verbalt, der kan måles i dagevis. Den serie lærte mig ikke bare om spilmediet, men også om livet. Og med det kæmpe dialog-kartotek, som serien har, er jeg ikke bleg for at påstå, at den hjalp mig gennem engelsk-timerne mere end noget andet medie.

På trods af det er Square Enix er et japansk selskab, som jeg virkelig har et had/kærlighedsforhold til. Jeg vil gerne have lov til at sætte den 20. februar 2004 som det tidspunkt, hvor jeg begyndte at miste troen på SE lige så stille. Det var der, hvor Final Fantasy X-2 blev udgivet i Europa - også der var det min bror, der købte spillet, men jeg vidste øjeblikkeligt, at de mange gameplay-ændringer ikke var noget for mig. Jeg spillede 1 time af Final Fantasy XII, men blev så skuffet, så jeg smed det i skraldespanden - noget som jeg ikke har gjort med nogen andre spil. Måske var det et semi-godkendt produkt, men i forhold til et mesterværk som Final Fantasy 6 eller 8 var det ingenting. De latterlige karakterer, det uforklarlige gameplay og udeblivelsen af nogle af nøgle-udviklerne var skuffende.

Men i de sidste par uger er der lige pludselig sket noget med min SE-tro. Efter at have spillet Nier, som var et glimrende spil og udgivet af SE, kan det være, at de japanske konger alligevel er vågnet af deres enormt lange dvale. Og der er mere endnu - SE er gået på meget aggressivt indkøb og bestemmer nu over følgende kæmpeserier:

Deus Ex
Hitman
Tomb Raider
Dungeon Siege
True Crime

For ikke at glemme, at de har fået rettighederne til at udgive Dead Island i USA. Åbenbart vil Square-Enix gerne brede sine vinger lidt ud over det vestlige marked - men overraskende nok synes jeg faktisk ikke, at det er en helt forfærdelig ting. Jo, selvfølgelig skal de koncentrere sig om f.eks. Kingdom Hearts og det måske lovende Final Fantasy XIII Versus (trailerens grafik er... ufattelig), men kan de også give en hånd med i at udvikle andre serier, som måske er på "tilbud", så er det jo ikke ulovligt.

Dungeon Siege 3 spillede jeg også for en lille måneds tid siden og blev positivt overrasket - gameplayet var simpelt, men fængende, og historien var ikke helt håbløs, faktisk ganske spændende, oven i købet med en del valgmuligheder a la Fallout. Så umiddelbart skal de have skulderklap for det - også for at samle True Crime: Hong Kong op, efter Activision smed det i skraldespanden. Det spil har virkelig meget potentiale, gameplay-videoerne siger det hele. Deus Ex 3 fik også 94% af PC Gamer, og Tomb Raider (next-gen) ser også friskt og modent ud, så måske er SE igen ved at have lokket mig tilbage i deres arme?

Jeg håber det virkelig.

Åbenbart kan SE se potentiale i andre kulturer

Mange spil er for svære

Jeg elsker spil. I de sidste 13 år fra jeg begyndte på hobbyen har jeg gennemført hundredvis af spil, og jeg stopper ikke foreløbig med efterårets stortitler i sigte. Dog er der bare en lille ting, der er begyndt at gå mig lidt på.

Man skulle tro, at jeg fundamentalt set mestrer alle spil og spilmekanikker nu, hvor jeg har en hulens masse erfaring på bagen - men jo mere jeg spiller, jo mere står det klart, at sådan er det mærkeligt nok ikke! Jovist, de fleste spil kan jeg sagtens sætte mig ind i og gennemføre, men en gang imellem dukker der en udgivelse frem ud af det blå, som jeg finder helt usandsynligt svært at spille til ende. For et par måneder siden købte jeg Outland, der med dets smukke design, innovative platforms-gameplay og fine mytologi fangede mig rigtig meget. Men jo mere jeg spillede, jo flere vanvittigt svære udfordringer skulle jeg igennem, og da jeg til sidst stødte mod muren, som i dette tilfælde var en drageboss, gav jeg op. Jeg prøvede nye strategier måske 50 gange, men ligemeget hjalp det. Senere fandt jeg så ud af, at jeg skulle have samlet flere hjerter, og dermed liv, sammen, men det vidste jeg jo ikke. Rayman købte jeg også, men efter 2 baner måtte jeg også der give op pga. en uhyrligt krævende timing-bane ikke langt fra begyndelsen. Og jeg elsker normalt platformsspil!

For et par uger siden kom turen så til Dark Messiah of Might and Magic, som jeg havde hørt skulle være en fabelagtig lillebror til Oblivion. Spillet røg i drevet, startet op og så kom turen til at vælge sværhedsgrad. Jeg trykkede "Normal", da jeg elsker en god udfordring (men ikke håbløst svær dog), og så begyndte eventyret. Lidet anede jeg, at fjenderne kræver vildt mange hits om at falde, og da man selv mister en del liv kombineret med, at potions er sjældne, vidste jeg, at dette spil var ikke et, jeg ville kunne klare i mere end et par timer.

Mine spådomsord holdt stik, og da jeg i en ufattelig trang korridor mødte en 5-6 pansrede vagter, der kom stormende og rev mig rundt så let som en fjer, gav jeg endelig op.

Jeg har som sagt intet imod en god udfordring, men hvis den bliver for skrap, har jeg intet andet valg end at stå af. Dead Island ser interessant ud, men vil det blive endnu et Dark Messiah for mig, hvor jeg giver op efter 2 timer, ikke pga. at jeg sidder fast i en puzzle eller ikke kan finde et bestemt objekt, men fordi sværhedsgraden er for høj? For det er ret frustrerende. Dishonored ville jeg glæde mig utrolig meget til, hvis det ikke lige var fordi, at det er lavet af Arkane Studios, der, you guessed it, har lavet Dark Messiah.

Jeg kunne jo gå tilbage og spille på "Easy", men jeg tvivler på, at det hjælper noget. Så for høje sværhedsgrader er ikke noget, jeg er stor fan af. Faktisk kan det dræbe ethvert spil, selv hvis det skulle være verdens bedste nogensinde.

Tak fordi De læste med!

Deus Ex 3 bliver for vildt

I de sidste par uger har jeg ikke fået gamet så meget simpelthen fordi, at jeg har fået spillet alle de nutidige spil, jeg vil. Det er blevet til en gennemførelse af Nier og et fejlkøb af Dark Messiah of Might and Magic (måske det sværeste spil, jeg kan mindes?), men det er også okay, for med Tour De France hver eneste dag er der fin underholdning. Jeg er nemlig meget fascineret af det etapeløb. Men ude i horisonten i slutningen af august og dermed sommeren har der altid været gemt et spil. Et spil, som jeg har set frem til i umindelige tider simpelthen fordi, at jeg tror på, at det kan ruske lidt op i industrien og vise vejen frem for de andre udviklere.

Alt er selvfølgelig gisninger, men jeg siger bare, at hvis folk tror, at Touren fylder meget for mig, så vil jeg sige, at dette spil fylder mindst ligeså meget. At en af skaberne i et interview har sagt, at Deus Ex Human Revolution har side-quests på trods af, at det er et FPS har fået mig helt op at ringe. Designet og grafikken minder mig utrolig meget om nogle af banerne i Perfect Dark, og i det hele taget bliver det kæmpestort i august, fordi vi faktisk ikke ved så forfærdelig meget om spillet. Det bliver den perfekte måde, hvorpå vi sparker døren ind til efterårets kongetitler.

Deus Ex Human Revolution bliver det tætteste, jeg kommer et Half-Life 3 i et par år. Jeg har vanvittige forventninger til det, men når jeg har det på den måde, har spillene også en underligt smuk måde at indfri dem på gang på gang. Jeg håber på det bedste.

Top 10 Undervurderede Spil

Jeg kunne også have kaldt bloggen for "Top 10 Kultspil", men jeg ville gerne give indtrykket af, at disse spil, på trods af deres manglende opmærksomhed, er nogle af de bedste på markedet. De har givet mig vidunderlige oplevelser, og derfor anbefaler jeg dem alle. Here goes:

10. Nier

Så sent som i går færdiggjorde jeg Niers kampagne, og det er bestemt et spil, der vil noget helt bestemt: hylde datidens store RPG'er og Action/Adventures samtidig med, at det er et forfriskende spil på den måde, at historien, og måske mest af alt musikken, er helt i centrum.

9. Torchlight

Spillet er skabt af nogle af udbryderne fra Blizzard, og det kan tydeligt ses. Det føles virkelig som en meget moderne version af det oprindelige Diablo til PC, men med langt mere farve. Lootsystemet fungerer, og det varede lang tid, før jeg blev træt af at genspille det med nye klasser, der for øvrigt er overraskende balancerede.

8. Planescape Torment

På trods af et gameplay, der måske aldrig rigtig tager fart er Planescape blevet betegnet som computerens svar på en interaktiv bog. Den beskrivelse holder hele vejen til Kina, for er der noget, spillet kan, så er det at give dig fantastisk moden stemning og historiefortælling i spandevis. Du skal installere et ocean af patches for at få det til at køre i dag, men tro mig, det er det værd. Nogle mennesker har anslået, at manuskriptet fylder en 6-7 Harry Potter-bøger - det er måske lidt meget, men jeg vil næsten garantere, at du sjældent har set så meget dialog før, oven i købet spækket med kvalitet fra geniet Chris Avellone.

7. ICO

Her er der igen tale om et spil, der helt og holdent skubber sit gameplay til side for at fremhæve sin narrativitet, og jeg skal love for, at det holder. Der er kun 2 personer i spillet, ekstremt lidt tale, få musikstykker, men pga. den sparsomme information vil spillet få dig til at være ekstra opmærksom på alt. Designet, musikken og fortællingen er noget fra en anden verden og er en af grundene til, at mange venter spændt på The Last Guardian, en slags spirituel efterfølger til spillet.

6. Onimusha 2

Ja, jeg ved godt, at det faktisk har solgt fint, men jeg synes nu spillet er gået i glemmebogen af mange. Jeg vil betegne det som det ultimative samurai-spil, fordi atmosfæren er helt fantastisk smuk, og gave-systemet, som måske lyder underligt, fungerer til perfektion. Replay-værdien er derfor skyhøj, og det er i det hele taget et spil, jeg beundrer for dets mange nye ideer.

5. Syberia

Jeg kan tydeligt huske, at jeg så dette spil anmeldt i Troldspejlet for en 8-9 år siden. Aldrig havde jeg set så melankolsk, men alligevel gudesmuk fortolkning af mediet, og jeg blev da også blæst væk af den enormt velskrevne historie og den designmæssige detaljegrad. Dette er et meget kunstnerisk spil.

4. Valkyria Chronicles

Dette er også et spil, jeg har spillet for ganske nylig. Det starter ud langsomt, men for pokker hvor blev jeg grebet af det efter et par timer, både pga. af et spændende univers og den aparte kombination af RPG, Action og strategi, der fungerer som en uimodståelig cocktail. Hvis du ejer en PS3, bør du kigge nærmere på denne gemte skat.

3. Grim Fandango

Så kommer vi til de tunge drenge i klassen. Dette spil fandt jeg dybt nede i en papkasse i den lokale spilforhandler i Singapore af alle lande. Eventyret sidder stadig dybt i mig og vil altid være en del af min måde at se et spil på, for det er måske det eneste spil, jeg nogensinde har spillet, der fusionerer poetisk historiefortælling med humor. Det er mesterligt udført af den beskedne Tim Schafer, der straks blev mit nye idol. Forvent også her at installere en patch eller to.

2. Final Fantasy VI

Jeg har taget dette storsælgende spil med af en grund: Jeg mener virkelig, at det står i skyggen af andre FF-spil som 7'eren og 10'eren. På trods af de to mesterværke vil 6'eren stadig være mit yndlingsspil. Faktisk var det det sidste FF-spil, jeg spillede, men det rev fuldstændig guldtæppet væk under mig med utrolige plotdrejninger, karakterer, flash-backs, vanedannende gameplay, verdens bedste spilsoundtrack, you name it. Køb det til PS1, hvis du ønsker at se, hvorfor grafik meget lidt har at gøre med kvaliteten af et spil.

1. Okami

Da daværende mester-anmelder Henrik Bach anmeldte Okami her på GR og gav det 10, forstod jeg intet. "Hvordan i alverden kan et børnespil få så skyhøj en karakter?" tænkte jeg for mig selv. Nåh, men jeg måtte da se, om jeg ikke kunne finde ud af, hvad det var for noget. For spillet så ikke ud som noget særligt, faktisk så det ualmindelig kedeligt ud i diverse gameplay-videoer. Da jeg så købte Okami i en spilforretning inde i byen, betalte jeg kun 350 kr. for det på trods af, at det var få uger gammelt. "Hvorfor er det så billigt?" spurgte jeg ekspedienten. "Joh, vi regner ikke med at sælge så mange. Det er jo et slags niche-spil." Da jeg så satte mig til at spille det, blev jeg grebet af en åbenbaring. Den fortryllende musik, den sanselige, mirakuløse grafik og design og tegne-gameplayet fungerede ikke bare godt, det var den bedste afslutning på PS2-æraen, jeg havde turdet drømme om. Jeg havde regnet med at være igennem spillet på 10-12 timer, men det tog mig 55 timer at gennemføre det. Hele spillet er en hyldest til naturen som helhed og det fantastisk smukke i at gøre noget godt for andre - for det er det, spillet går ud på: At hjælpe andre dyr og mennesker.

Det var en fuldstændig befriende oplevelse. Hvor jeg de sidste par år havde brugt min tid på at skyde på alt, hvad der kunne bevæge sig i diverse actionspil, vendte Okami hele spilindustrien (for mig) på hovedet og bad mig om at gøre noget godt i spillet. Der er en ro og en kærlighed i det, som du ikke finder i noget som helst andet spil på kloden, og open-world-elementet fra Zelda er også med og driver spillet frem med en fabelagtig pacing. Tegne-gameplayet er måske det mest innovative, jeg nogensinde har set i et spil. Det ser forbløffende godt ud samtidig med, at det er sjovt samtidig med, at det får dine små grå til at tænke sig om en ekstra gang.

Okami er det perfekte eksempel på, at spil ikke bare er meningsløs action. De kan også være uddannende, givende, musikalske, lærerige, betagende og frem for alt inspirerende oplevelser. Derfor fortjener det 1. pladsen.

Vi behøver Half-Life 3

Vi ved det alle, men alligevel er der ingen, der ved noget. Valve er ved at udvikle Half-Life 3. Det er usigelig spændende af flere grunde. Personligt for mig har det altid været en af mine yndlingsserier, og i disse tider, hvor jeg selv mener, at flere af mine yndlingsserier er blevet ødelagte af grådige firmaer, klamrer jeg mig til håbet om, at Valve stadig er tro mod deres fans. Portal 2 var en god indikation af, at de stadig er en af verdens bedste udviklere, der har et genialt øje til fantastiske universer og historier. Efter Half-Life 2 skete der nærmest et skred i vores spilfortolkning. Mange, inklusive jeg selv, var inde på mange sites, der analyserede historien til bunds, og det var utrolig interessant læsning. Kan man sige det samme om Crysis 2? Killzone 3? Selv LA Noire? Alle 3 er fremragende spil, men i forhold til Half-Life 2 er de miniputter.

For Half-Life 3 kommer 100% ikke til bare at have den bedste grafik, vi har set indtil videre. Den vil også, ligesom sin forgænger, indføre nye spilmekanismer og måder at servere sin fortælling på. Men resten er gætværk, vi aner ikke, hvordan spillet kommer til at fungere i praksis. Der har været bittesmå tegn til, at Valve igen prøver at tænke i splinternye baner, som f.eks. at man skal kunne lære tegnsprog i spillet for at kunne kommunikere med en bestemt karakter (findes der en youtube-video af). Valve ved, at de sidder på en guldklump og tager sig derfor tid til at lave et nyt genredefinerende spil. Det er både positivt og negativt. Positivt, fordi de ligesom Blizzard viser en disciplin i ikke at rushe spillet og en masse DLC for at tjene en hurtig skilling. Negativt, fordi der nemt kan gå lang tid, før vi ser det første screenshot.

Half-Life: Episode 3 er blevet skrottet, lyder det fra flere kilder. Og det er vel ganske fint, for så går der mindre tid til at lave 3'eren. Vi behøver Half-Life 3 i en verden, hvor jeg personligt føler, at mange udviklere ikke tør satse på fornyelse. De spytter HD-udgaver ud af gamle Playstation 2-spil. De laver en ny Nintendo-konsol, men bruger ordet "Wii" i frygt for at skræmme casual-spillere væk. De blander action-genren og platformsgenren, men på en grotesk måde, der får en gammel, elsket spilhelt til at se rødt på Metacritic.com.

Gordon - vi savner dig og dine eventyr.

Kamp

En lille historie fra det virkelige liv, jeg lige kom til at tænke på, og som jeg gerne vil dele med alle mine GR-venner:

Da jeg var omkring 16 år, spillede jeg badminton i en lille forstad til Århus kaldet Skødstrup. Byen var ikke særlig stor og havde et begrænset antal indbyggere, men alligevel var vi på dette tidspunkt respekteret, da vi blev anset for at være en af de bedste klubber i Jylland. Jeg var en af klubbens bedste spillere, men havde desværre i de foregående 2 klubmesterskaber tabt lige med nød og næppe i finalen. Den sidste gang var mod en person, som jeg konkurrerede imod hele tiden til træning, og som næsten altid vandt stort mod mig.

Tiden gik, klokken slog, og det blev tid til mit 3. klubmesterskab. Jeg håbede virkelig på, at 3. gang skulle blive lykkens gang, og jeg fokuserede 100% procent på min badminton, da den mesterskabstitel var meget vigtig for mig. I mellemtiden blev jeg dog sat sammen med en sød pige fra mit hold til mixdouble, der manglede en partner. Vi talte godt sammen, og selvfølgelig aftalte vi at gå efter guldet, selvom det måske var lidt urealistisk, da det var i sidste øjeblik, at vi havde fundet sammen. Vi havde ikke så stor erfaring i at spille sammen, så det så svært ud.

Skæbnen ville dog noget andet. Vi var et utrolig godt match og gik hele vejen til finalen. Der stod min ærkefjende fra sidste år og smilede til mig, og her tænkte jeg, at hvor ville det være fedt at vinde. Kampen var hård, men heldet faldt ud til vores side, og da den sidste afgørende bold blev smashet ned af mig, udbrød jeg "Tak for kaffe!", og så hørte jeg en del jubel og klappen. Aner ikke, hvorfor jeg sagde det, det var første gang, at jeg havde brugt det udtryk. God oplevelse.

Så blev det tid til finalen i singleturneringen. Her stod igen min gode ven fra sidste finale og troede sikkert, at her havde han en chance. Kampen startede godt for mig, min modstander blev ved med at sende boldene ud over baglinjen, og jeg skovlede point ind. I denne kamp havde jeg forholdt mig helt roligt og ikke sagt særlig meget, men kun haft fokus på hver enkelt bold. Første sæt gik til mig 15-0.

Andet sæt blev ikke så meget bedre for min modstander. På trods af, at han var storfavorit, blev han ved med at lave fejl på fejl, mens jeg havde godt styr på kampen og på at lokke ham i fælder specielt nede i højre hjørne, hvor han ville slå den tilbage med baghånden, hvorefter jeg så ville smashe. Et klassisk trick, men det virkede. Andet sæt endte 15-1, og da sidste bold faldt, brølede jeg et jubelråb ud og hoppede op i luften. Jeg følte mig fuldstændig fri og lykkelig i et øjeblik. Mit mål var blevet nået, jeg havde gjort det, som jeg havde sat mig for, og som jeg havde trænet frem imod i et år. Følelsen var ubeskrivelig, som havde man lige fået at vide, at man havde vundet en rejse til Hawaii i 4 uger.

Jeg stoppede med badminton på toppen et år efter, hvor jeg på det tidspunkt havde vundet en del stævner rundt omkring. Jeg stoppede, fordi jeg følte, at jeg havde opnået det, jeg ville med sporten. Til venstre for mig har jeg en hylde med pokaler og medaljer, som jeg tit kigger op på og mindes de gamle dage.

Badminton, og også fodbold, har været virkelig sjovt og udviklende for mig, både socialt, mentalt og fysisk. En sådan sportsgren kan jeg sagtens anbefale alle, der vil have lidt mere indhold i deres liv, for man møder en masse dejlige mennesker og er sammen om noget, som man alle kan lide at lave. Og så kommer man i rasende god form.

Jeg glæder mig virkelig til sommer (vent, det er jo 1. juni nu!), hvor jeg skal dyrke en masse sport, primært fodbold. Hygge.

Årets overraskelse (indtil videre)

Der er de spil, som man venter på i ååårevis og altid lige skal tjekke ud på Gamefaqs eller GR for at finde ud af, om der er kommet nogle flere nyheder omkring dem, som man kan blive mere hypet af. Og så er der dem, som man ikke har så mange forventninger til, men som alligevel kommer til at overgå de hypede spil med flere kilometer (af og til). Spil som Okami, Planescape Torment og Grim Fandango, som har fortjent mere opmærksomhed end det, de har fået.

Valkyria Chronicles til PS3 er et af den slags spil. Jeg har faktisk længe kendt til det, men grunden til, at jeg først har købt det nu er, at jeg simpelthen har været bange for, om jeg var god nok til at komme langt i det. Spillet ser nemlig ved første øjekast ud til at være et J-RPG af den helt klassiske slags med et smuk og velkomponeret japansk univers, hvor der er skruet højt op for humanismen og melodramatikken og fokus på turbaserede kampe og loot, men hvis du tror det, bliver du overrasket. For spillet minder mere om Starcraft 2 i sit kernegameplay end andre japanske rollespil. Det minder meget om en moderne version af skak, hvor du styrer dine soldater rundt i banerne og skiftes med modstanderen til at angribe og forsvare. Sega har virkelig skabt et virkelig originalt spil, hvor de har smidt strategi, rollespil og 3. persons action ned i en gryde og krydret det lidt med en japansk fortolkning af 1. Verdenskrig. Kort fortalt går spillet ud på, at du som løjtnant samler en gruppe soldater for at forsvare dit hjemland mod en invaderende styrke. Du kan igennem spillet stige i levels med dine soldater a la i Final Fantay-serien, og du kan også opgradere dine våben.

Som du kan læse, blev jeg overrasket over, hvor anderledes et spil det er. Jeg er virkelig glad for, at jeg købte det, for spillet er vanvittig udfordrende, men på den gode måde. Hvor jeg i andre spil bare slapper af som var jeg i biografen, sidder jeg på kanten af sofaen helt koncentreret om mit næste træk, men på den gode måde. Så mangler du et godt spil, inden junis bombardement af stortitler udkommer, kan jeg varmt anbefale Valkyria Chronicles fra 2008, specielt hvis du elsker japanske spil som Okami og Final Fantasy. Det er et fantastisk originalt lille spil, som jeg indtil videre har investeret 30 timer i, og det bliver bedre og bedre, jo mere man spiller.

Hvorfor må man ikke tale pænt?

Så for Søren, nu har fyren fået en ny ide til en blog!

Her på GR er det fantastisk at læse og deltage i diskussioner. Der er virkelig mange meninger om en sag, og det drejer sig ikke bare om det nyeste superspil, der er udkommet, folk laver i ligeså høj grad tråde om ret alvorlige emner, og det er noget af det, der gør GR så specielt: at der både er plads til seriøsitet og sjov. Situationen i Libyen, doping i Tour de France og kæresteproblemer er blot nogle af de samtaleemner, hvor bølgerne er gået højt her på siden - men på en god måde.

Jeg har også lagt mærke til, at mange brugere er virkelig gode til at formulere sig. Det er et ekstra plus, for det banker det stereotypiske billede af, at spil er fordummende helt til jorden. Tværtimod tror jeg på, at spil ligesom alt andet kunst er med til at berige en person på både sproglige, motoriske, kunstneriske og ligefrem sociale måder. Men desværre synes jeg nu kun, at de spændende, velformulerede diskussioner mest af alt foregår på GR og resten af nettet. Hvordan kan det være, at man aldrig hører en udtalelse fra en almindelig dansker som den her:

"Jeg kan sagtens forstå palæstinensernes frustration over at FN bare tilbød store dele af det nuværende Israel til jøderne efter WWII, men husk lige at det på det tidspunkt var en engelsk koloni. Palæstinenserne "ejede" altså ikke området.Og kulturelt har jøderne ligeså meget ret til området som palæstinenserne.
Jeg er ikke enig med Israel i deres aggresive udvidelse af jødiske bosættelser, men omvendt har jeg stor sympati for de civile israelere, som dagligt lever i frygt, fordi samtlige nabolande fra tid til anden har givet udtryk for at landet skal udslettes."

Det her uddrag fra et yderst velkomponeret indlæg er skrevet af vores moderator Minisnor, men hvis han talte på sådan en intellektuel måde til en person i offentligheden, f.eks. i et tog, ville vedkommende bare tro, at han var mærkelig. Og jeg ved det, for jeg har også prøvet at åbne op for de store talegaver til halv-fremmede mennesker ude omkring i Danmark, faktisk i flere dele af verden. Reaktionen er 9 ud af 10, at folk nærmest bliver skræmt væk af en, fordi man gerne vil have en god, intellektuel diskussion face-to-face. Det forstår jeg bare ikke. Er mundtlig tale og skriftlig tale virkelig så adskilt og forskelligt? Specielt adjektiverne ville sikkert ryge en tur, så snart de blev udsat for face-to-face-forhindringen.

I dag må man ikke tale sådan. Man bliver marginaliseret, hvis man gør det netop fordi, at man er anderledes end andre. Det er vel også grunden til, at TV-programmer såsom Go' Aften Danmark om fredagen inviterer gæster i studiet for at tale om ugens begivenheder. Så skulle man tro, at TV2 inviterede nogle interessante personer som Johannes Møllehave (som jeg har været til foredrag med som den eneste under 30 år, jeg sværger på at alle andre i salen var ældre) eller andre forfattere eller forhenværende politikere eller noget i den stil. Næh nej, så vælger man sørme at invitere Uffe Holm og andre komiske vidundere (spor ironien) og fallerede reality-stjerner indenfor.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med, at Uffe Holm kigger forbi, men at han gør det i bedste sendetid og dermed er med til at diktere og moralisere dagsordenen for en stor del af befolkningen er forkert. Specielt når teaterinstruktører og andre langt mere interessante personer bliver skubbet til en sendetid, der hedder kl. 10.00 om morgenen på TV2 Lorry. Så selv medierne er heller ikke interesserede i at udvikle nationen sprogligt. Det er som om, at politikerne er blevet komikerne, og komikerne er blevet politikerne.

Så hvad siger I: Skal det skriftlige sprog og det mundtlige sprog holdes hver for sig, som det er i dag (uofficielt, men sandt), eller skal vi revolutionere vores sprog ved at fusionere de to og dermed skabe et paradigmeskifte?

Tak fordi I læste med venner.

4-års-jubilæum

I dag for præcis 4 år siden lavede jeg en bruger på GR, og det har jeg ikke fortrudt. Ingen, og jeg mener ingen, spilhjemmesider i verden kan konkurrere med Gamereactor, specielt når man kigger på mængden og kvaliteten af anmeldelser, artikler og specielt nyheder. Jeg har haft mange spændende oplevelser på og uden for GR i GR-sammenhæng. Nogle af højdepunkterne må klart være, da jeg i tidernes morgen arrangerede en tegnekonkurrence som den unge iværksætter, jeg var. Hvis du kan huske den, ja, så er du gammel som jeg! En anden oplevelse var, da jeg blev skribent efter,
at Tanggaard (daværende cheredaktør) læste min Kane and Lynch-anmeldelse, som forresten stadig er GRs officielle. Begejstringen over at se sine
egne ord i magasinet ville ingen ende tage, kan jeg huske. Jeg var også vært for Gamer's Night 2 tilbage i 2008 og nød at bringe en masse GR-medlemmer
sammen IRL, så man kunne få sat ansigt på brugerne og tæve hinanden i FIFA og Tekken 5. Så ja, GR har været berigende for mig.

En stor tak skal gå til The Pez Dispenser, med hvem jeg har den uofficielle verdensrekord i flest GR-beskeder dengang, at diskussionerne gik højt (det præcise tal er hemmeligt). Han er totalt den modsatte af mig hvad angår spilsmag, og netop derfor synes jeg, at han er sjov at snakke med.

Også tak til Lee West for at administrere GR og føre arven videre fra Tanggaard. Jeg var skeptisk i starten, da jeg ikke kendte ham, men for pokker hvor er den mand dog klog og sympatisk. Klø på, Lee. Nåh ja, og tak til alle jer andre for alle blogsne, indlæggene og samtalerne i de 4 år, jeg har været her.

Og hvis I vil have mig undskyldt, jeg skal tilbage til Los Angeles' gader og opklare mysterier (læs: LA Noire).

Mig

Få mest ud af dine spil

Der er nogle spil, der har en fantastisk og ret åbenlys replay-value. Spil som Mass Effect 2, som du kan genspille og træffe direkte modsatte beslutninger i forhold til din første playthrough, og dermed få en anderledes oplevelse. Der er også Diablo 2, hvor du kan vælge din egen klasse og dermed have utrolig meget at skulle have sagt, når det kommer til måden, hvorpå du eliminerer dine fjender. Men der er også visse lineære spiloplevelser, hvis replay-værdi du måske aldrig har skænkt en tanke? Det kommer du heldigvis til nu.

Et godt eksempel på et spil, som man kan gennemføre mange, mange gange uden at køre træt i det er Hitman-serien. Her kan du selv vælge, om du vil snige dig omkring og kun dræbe de få targets, som missionen går ud på, eller om du vil meje alt ned, der rører sig. En original ide, som danske IO Interactive fik for laaang tid siden med deres første spil. Ikke nok med det er underholdende, det giver også anledning til at prøve spillet igen og igen. Jeg plejer at gøre det, at jeg første gang spiller titlen igennem for historiens skyld og lige for at orientere mig i banerne. Men derefter har jeg lyst til at forsøge at gå så stille, jeg kan med dørene og få den legendariske "Silent Assassin"-rating. Når det så er gjort, kører jeg Rambo-stilen som belønning i min 3. gennemspilning. Eller hvad med at lave en easter-egg-gennemspilning, hvor du leder efter hemmeligheder postet på gamefaqs.com? Eller at lave den regel, at du kun må gennemføre spillet med en Desert Eagle? Eller kun 50 Shotgun-skud for hver bane? Mulighederne er uendelige.

I GTA IV kan man gøre det samme. Gennemfør spillet normalt en gang, for så derefter kun at spille det igennem med de våben, spillet giver dig til hver mission. Når du afslutter din mission, kaster du våbnene væk og starter den næste. Her er det også forbudt at købe ekstra ammo. Bagefter laver du så en "belønnings-gennemspilning" som omtalt tidligere, hvor du f.eks. kan gennemføre spillet kun med koder! Og tro mig, er der noget her i verden, der er sjovt, så er det at spille GTA IV igennem med uendelig ammunition til alle våben.

Her for et par måneder siden fik jeg også spillet Crysis 2. Umiddelbart efter tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve at komme igennem spillet så hurtigt som overhovedet muligt, en såkaldt "speed-run". Det var en ret impulsiv tanke, men jeg gjorde det - og vil du se tempofyldt gameplay, så prøv det samme - aldrig har jeg fået sådan et actionsus i et spil før!

Så som I kan høre, er det kun fantasien, der sætter grænser, når det kommer til at få mest muligt ud af sine spil. God fornøjelse.

PS3 mangler platformsspil

Da jeg fik min PS3 til jul, blev jeg ekstatisk. Nu vidste jeg, at min fremtid var sikret både underholdningsmæssigt og kunstnerisk med bl.a. LA Noire, Deus Ex 3 og Skyrim i horisonten. Men det var også en anledning, som jeg brugte til at kigge tilbage på alle de genrer, som jeg har nydt igennem tiden. Og er der en genre, som jeg ville ønske udviklerne gav mere respekt på PS3, så er det platformsspil.

Nogle af mine bedste oplevelser har været med den morsomme, farverige og direkte uforudsigelige genre. Ja, det er måske ikke rene Dostoyevski-manuskripter, som den er garant for, men derimod krystalklar spilleglæde. Da GR gav deres Årets Spil 2010-pris til Super Mario Galaxy 2, forstod jeg dem godt. Ikke fordi, at jeg har spillet det, men fordi, at jeg ved, hvor tryllebundet man kan blive af at udforske en dejlig platformsverden med hopperier, fantastiske baner og skøre karakterer. Banjo-Kazooie var et af mine første spil, måske endda den gnist, der antændte et spilideologisk bål inden i mig, så det siger sig selv, at jeg savner den slags spil. PS2 havde masser af utrolige platformsspil med masser af kvalitet, bl.a. Prince of Persia, Kingdom Hearts, Beyond Good and Evil, Jak and Daxter-serien og så selvfølgelig Okami, som er et af mine yndlingsspil nogensinde. Ja, Ratchet and Clank var også udmærket, men det regner jeg ikke for et vaskeægte platformsspil.

Så jeg siger bare: Hvor kunne det være forfriskende, hvis f.eks. Jak 4 blev annonceret til E3 - det ville i hvert fald glæde et gammeldags platformshjerte som mit. Og hvem ved, måske ville det også antænde flere bål inden i mange andre gamere. Jeg krydser fingre for, at platformsmagien bliver fundet igen af Sony.

Vil PS3 nogensinde få et nyt Okami at se?

Randomized quests kan ødelægge alt

Som de GR-brugere, der kender mig og har læst et par af mine blogs ved er jeg fuldstændig vild med historiefortælling i spil. Det er der flere grunde til. En er, at historier kan berige og underholde en person ved hjælp af få midler hvadenten de er explicitte eller implicitte. En anden og helt unik grund, når man retter øjnene mod spilmediet er, at man selv i mere eller mindre udstrakt grad kan kontrollere ens egen historie og dialog i spillet, hvilket gør, at oplevelsen bliver personliggjort og dermed mere interessant.

Dog er det sidste, altså komplet kontrol over ens oplevelse, dog ikke nødvendigvis det højeste mål, som jeg vil råde spiludviklerne at sigte efter. Det er fantastisk selv at kunne vælge, hvad man vil sige og gøre i spil som Fallout og Mass Effect, ja, men hvis prisen bliver, at kvaliteten i manuskriptet falder, så vil jeg foretrække ikke at have nogle åbenlyse valg i spillet. Selvfølgelig ville en fusion mellem fantastisk historiefortælling og personlige valg være at ønske, ja, men det er meget svært at få det til at lykkes ordentligt. På papir er det selvfølgelig oplagt at inddrage spilleren så meget som muligt, men grunden til, at der ikke er så mange "valgfrie" spil er, at alt det, som spilleren vælger fra på sin færd (dialog, karakterer, områder) aldrig vil bliver set af ham. I stedet er det som at kaste penge ud af vinduet for udgiveren, og det er der jo ingen, der gider vel? Så det er virkelig en balancegang, der skal gås mht. valg i spil.

Et andet aspekt i spilnarrativitet, og specielt rollespil, er de såkaldte "randomized quests", altså quests, som bliver genereret af en primitiv kunstig intelligens eller system inde i spilmotoren. Også her har jeg tidligere klappet vildt i hænderne, da jeg hørte om fænomenet, f.eks. da jeg læste om det i GR blad nr. 115 i Skyrim-artiklen (som i øvrigt er en utrolig velskrevet tekst, hent den i PDF her på sitet). Hvor ville det da give uanede muligheder for udviklere og spillere verden over at kunne designe og spille quests, som nærmest blev skabt af sig selv! Det lød nærmest for godt til at være sandt, for så ville man da komme et ekstra skridt nærmere den forjættede kliché "det perfekte spil". Forestil jer den replay-value, der ville være at hente. Læs f.eks. også denne Diablo 3-nyhed, der også vil gøre brug af systemet:

http://www.pcgamer.com/2011/04/18/diablo-3-will-have-way-more<wrap>-quest-content-overall-than-diablo-2-period/

Men så begyndte Simon at tænke. Af alle de mesterværker, jeg har spillet, har der så nogensinde været et spil, hvor jeg har tænkt: "Her kunne udviklerne godt tage at indføre ikke-scriptede sekvenser, som man selv kunne vælge, og som oven i købet er tilfældigt genererede." Sådan har jeg aldrig tænkt. Måske fordi, at vi i dag står på grænsen til et kæmpestort uudforsket territorium, altså spilnarrativitet og de forskellige fortolkninger, der ligger i udtrykket. Man kan vel dele spilnarrativitet op i 3 dele:

1. Lineært, udemokratisk narrativitet (Half-Life, Metal Gear Solid, Final Fantasy)
2. Valgfri narrativitet (Fallout, Mass Effect)
3. Tilfældigt genereret narrativitet (Diablo 1, Skyrim, Diablo 3)

Af disse ovenstående eksempler ville jeg prioritere, hvis jeg selv var udvikler, at lægge fokus på det første. Så kan I kalde mig gammeldags, men jeg mener, at man skal have et MEGET klart mål med, hvad man vil med sit spil og dertilhørende historie, hvis man vælger de 2 andre. De er meget svære at mestre, og specielt nr. 3 kan godt blive et problem, hvis det bliver den nye trend. For hvis de tilfældige quests bare bliver forudsigelige fetch-quests, hvor man skal hente en statue til en mand f.eks. (se mit Diablo 3-link tidligere), så vil historien blive nedprioriteret, og det ville skuffe en person som mig, der prioriterer historiefortælling mere end noget andet. Så hvis prisen for uendelig replay-value bliver, at kvaliteten i manuskriptet falder drastisk, så bryder jeg mig ikke om det. Så hellere et godt, gammeldags velskrevet manuskript som det i Half-Life 2 eller Final Fantasy 7. Kvalitet over kvantitet.

Hvis jeg havde valget mellem 100 fetch-quests og 10 dialog-baserede, velargumenterede quests (eller historieforløb), så ville jeg vælge det sidste. Jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre at revolutionere spilnarrativitet på en positiv måde, jeg siger bare, at det også kan give bagslag.

Øjeblikkelig inspiration

Kender I det, at man foretager sig et eller andet helt afslappende eller almindeligt, men som ved et trylleslag får en lys ide? Det skete for mig i går. Jeg sad og så et program om det fantastiske Kina, da der lige pludselig tonede et par makakaber frem på skærmen af alle dyr. Fortælleren gik videre til at beskrive de sjove bæster, bl.a. lavede de et mærkeligt hyl, når der var en slange i nærheden for at advare hinanden. Efter jeg så det tænkte jeg, at de ret så fascinerende aber ville passe storartet ind i en fabel eller et eventyr. Spørg mig ikke hvordan, jeg fik den ide, men det var det, jeg tænkte. Så jeg gik omgående i gang med at kreere en lille kortfilm med dem i en billededitor, jeg har. Så sendte jeg det hele til min lille halvlillebror, der netop bor i Asien.

Teknologien er lidt primitiv, men jeg håber, at I kan lide mit "værk". Jeg synes, at jo mere tid vi bruger på at bedømme andres, f.eks. spiludviklernes produkter, jo mere vigtigt er det, at vi også selv lære at skabe historier, billeder og andet kunst, så vi rent faktisk ved, hvad vi taler om. Nu er der sikkert ikke meget kunst over det her, men I ved, hvad jeg mener:

http://www.youtube.com/watch?v=bIdS2ehF2dw

P.S. I skal være velkomne til at klikke på mit Youtube-navn og se de andre videoer, jeg har lavet.

Fremragende Frederik!

Normalt er jeg ikke så optaget af at følge med i Kongehuset. For mig er f.eks. politik vigtigere at diskutere, da det er i Folkgetinget, at magten huserer. For mig er der lidt sladderbladsagtigt over at være interesserede i, hvad Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary går og laver, men i dag så jeg den åbenbart længeventede dåb for deres to tvillinger. Det var det helt store samtaletema i Danmark i dag, og forståeligt nok. Det Danske Kongehus er vist verdens ældste monarki, men har aldrig haft et tvillingepar. Jeg er selv den bedre halvdel af et tvillingepar, og der er ikke noget bedre end at have en bedste ven i form af sådan en fætter, som man altid kan stole på og snakke interesser med. Specielt diskuterer vi begge meget spil og film næsten dagligt over mail og mødes også ofte en del.

Nåh, det var et sidespor. Ceremonien i dag var smuk og uhøjtidelig, de 2 andre børn fik endda lov til at pjatte lidt og fjolle rundt og gøre nar af journalisterne, og hurra for det, for det betyder, at de får en dejlig fri opdragelse. Dåbens overraskelse var naturligvis, at Kronprinsens 2. søn blev navngivet Vincent, og hvor må jeg tage hatten af for det! Jeg ved ikke, om Frederik og Mary har spillet Final Fantasy VII ligesom jeg, men et glimrende og virkelig modigt og originalt navn er det i hvert fald. Jeg så nogle fra Facebook på fjernsynet, der mente, at det var for internationalt, men det er jo der, pointen ligger. I takt med, at vores verden bliver mere og mere globaliseret, opstår der også et slags behov for, at vores tilpasningsevne til andre kulturer må pudses af. Josephine, pigens navn, er jo også stavet med "ph" og ikke det danske "f", og det synes jeg ligeså er fint. Faktisk kunne jeg godt finde på at kalde min søn Vincent engang, hvis jeg får sådan en på et tidspunkt. Men til den tid er der måske så mange, der hedder det pga. Marys og Frederiks beslutning, at det på det tidspunkt er blevet uoriginalt?

I det hele taget synes jeg, at de 2 er et forrygende par. Da jeg var i Alaska og besøge en af mine fars venner, viste han mig et amerikansk magasin, hvor de 2 var på forsiden. Det er sjovt, at både Joachim og Frederik har fundet deres hustruer i udlandet, men det fortæller også noget om igen, hvor globaliserede og accepterende vi er blevet. Det synes jeg er fantastisk. Så ros til Mary og Frederik for at gøre Danmark ære - de er et meget moderne par, men holder samtidig fast i de gode, gamle traditioner. De har humor og smiler hele tiden, når man ser dem. Jeg synes, at de gør det godt.

Min morfar var en helt

Nogle mennesker har oplevet en del modgang i deres liv. Men på trods af, at de ofte har haft det rigtig svært, er der alligevel mange, der på forbilledlig vis har lyst til at forbedre andres liv. Hvad der ikke dræber dig gør dig stærkere, som Nietzsche skrev.
Jeg giver ham til dels ret, for der er virkelig nogle mennesker, der virkelig formår at lære af modgang og derefter gøre verden til et bedre sted. Præcis sådan et
slags menneske var min morfar.

Under 2. verdenskrig var Danmark besat af tyskerne. Almindelige ting, som vi tager for givet i dag, som f.eks. personlig frihed og ytringsfrihed fandtes ikke i de 5 år, besættelsen varede. Man måtte ikke have lys tændt om aftenen af frygt for tyske bombefly - som var mennesket gået tilbage i udvikling til den mørke middelalder. Dengang var min morfar en lille purk, der, som andre drenge, bare ønskede et normalt liv. Min morfar fortalte aldrig rigtig så meget om sine oplevelser under krigen, men han sagde dog, at han engang hørte en eksplosion ikke så langt fra der, hvor han boede, og at det gjorde ham bange. Fuldt forståeligt, specielt set i lyset af, at han ikke var særlig gammel. Under krigen var der desuden stor rationering, så almindelige dagligvarer
var der få af. Specielt sukkerholdige produkter var meget sjældne til stor ærgrelse for min morfar, der havde en sød tand. Han hadede skolen af hele sit hjerte og fortalte mig, at han på den sidste skoledag følte sig som den frieste person i verden, da han
susede hjem på sin cykel. Efter skolen uddannede han sig til bager og var bl.a. ansat på Skoleskibet Danmark i virkelig mange år.

Da jeg så var barn, tog jeg tit ud og holdt sommerferie ved min morfar, der boede i København - og det var nogle af de lykkeligste tider i mit liv. Der var ikke den ting, jeg ikke måtte. Jeg var på Dyrehavsbakken og så sommerrevy med Ulf Pilgaard, mens min morfar svovlede af dansenumrene, som han ikke mente kunne betegnes som underholdning.
Jeg var i Tivoli hele tiden og prøvede alle forlystelserne, der overhovedet var - selvom jeg lige skulle tage mig sammen til at prøve Spøgelseshuset. Jeg kunne se alle de biograffilm, jeg ville - bl.a. husker jeg tydeligt, at jeg så både Pokemon og Batman og Robin. I dag ville jeg nok skrive en lang, kritisk anmeldelse af de film, men dengang, da man var barn og ikke anede, hvad en kritisk sans var, blev jeg betaget af figurerne, effekterne og historierne og levede mig helt ind i dem. Min morfar sad så og ventede udenfor, for han skulle ikke nyde noget, haha.
Så bagefter tog vi tit ned og lejede en ordentlig stak film, selvfølgelig på VHS, og tog så endelig hjem. Min morfar lavede verdens bedste pandekager, men så igen, han var jo også bager. Han var vild med Tour de France og snakkede tit om Riis og Armstrong og andre ryttere, kan jeg huske - en tradition, som jeg i dag har taget til mig sjovt nok.
Alle disse ting havde min morfar svært ved, da han var barn. Tivoli kostede penge, og min morfar måtte tit lave et nummer med en af sine venner, hvor de spurgte tilfældige forbipasserende, om de kunne veksle 5 ører, så min morfar og vennen kunne komme i Tivoli. Så fik de jo 6 ører på den måde - problemet var bare, at de tit mødte de samme mennesker, der derfor opdagede tricket!
Biografture var der heller ikke noget af i hans barndom, for det var også dyrt, og sukkerholdige produkter var jo i lang tid ikke tilgængelige pga. krigen. Min morfar fortalte mig også en historie om, at hans onkel eller en eller anden havde købt en masse wienerbrød. Det glædede min morfar sig så til, men det der skete var bare, at wienerbrødet var til onkelens hund og ikke min morfar! I det hele taget var han fuld af gode historier, en fantastisk person. Han var sikkert lidt svær at komme ind på livet af, men lykkedes det først var der ingen vej udenom hans gavmilde hjerte.

Min morfar døde for et par år siden, da jeg stadig gik i gymnasiet. Han lå på plejehjem og led af et voldsomt hukommelsestab. Noget af det eneste, han kunne huske, var Tivoli-turene, han havde med mig og mine brødre, så det talte vi lidt om. Han var modig på sin helt anden måde - for han
var sådan et menneske, der rejste sig efter, at han havde oplevet modgang og ville gøre alt for, at hans forsvundne barndom ikke skulle overføres til sine børnebørn. De skulle have den bedste barndom, og det fik de. Så denne blog er dedikeret til min morfar og alle dem, der tror på, at man selv har magten til at forandre tingene til det bedre.

Peace out.