At blive bidt af en slange

"Er det muligt at give et spil 11 ud af 10? Hvis ja, så fortjener Metal Gear Solid 4 den karakter."

Sådan afslutter IGN deres anmeldelse af det spil, som jeg har ventet på i så frygtelig lang tid. Men kunne det nu også klare presset og det faktum, at det gentagne gange blev udråbt til at være den titel, der ville blive Sonys frelser og for alvor sparke liv i PS3-salget? Svaret er ganske enkelt ja - og mere til.

Nu lyder overskriften måske lidt voldsom, men det er heldigvis ikke en almindelig slange, jeg er blevet bidt af. Det er en slange, som er blevet symbolet på alt det, der for os kritikere er kært inden for branchen: kreativitet, nyskabelse, sjæl, almen spilforståelse, viljen til at samle det bedste team og udføre et samarbejde på tværs af verden og nationer, modet til at have visioner, drømme, ambitioner og udtrykke dem alle ved hjælp af lyd, billeder og interaktivitet gennem det vidunderlige medie, som vi ganske gammeldags kalder videospil. Metal Gear Solid 4 er symbolet på denne tankegang.

Jeg kan sige det med det samme: Før jeg satte spillet i maskinen, havde jeg ingen ide om, hvad det gik ud på, da jeg har været så hard-core en fan, så jeg ville undgå spoilers for enhver pris. Det betød ingen trailers, ingen læsning af anmeldelser og så sandelig ingen deltagelse i MGS 4-tråden her på hjemmesiden. Og selvom Tekkenmover fortalte mig, at Kojima er meget omhyggelig med ikke at afsløre den slags, så tog jeg bestemt ingen chancer. Det var sikkert en meget god ide, for spillet er indtil videre det bedste, jeg har oplevet i år - uden sammenligning. Den hårrejsende musik, noget af det remixes fra det første Metal Gear Solid, det umenneskelige stemmeskuespil, OctoCamo'en, som fungerer upåklageligt, grafikken, som er noget af det flotteste, og modigste, jeg har set indtil videre på denne generations konsoller og selvfølgelig historien, som binder en stor knude på resten af mytologien fra serien, alt sætter nye standarder for præsentationer og produktioner i den branche, som jeg arbejder for.

Godt nok er mellemsekvenserne rimelig lange, jeg tog for sjov skyld tid på en og ramte næsten de 60 minutter, men når Kojima sidder bag roret på dem og leverer den ene action-sekvens efter den anden, som selv John Woo ville være misundelig over, eller en sand parade af følelser og diskrete intriger, som Hemingway ville bøje sig i støvet over for, så siger jeg bare mange tak, hr. Tak fordi du besluttede dig for at lave endnu et eksistentialistisk kunstværk til glæde for alle os fans.

Det er dog ikke lutter lagkage det hele, men det er ret tæt på. I modsætning til Metal Gear Solid 2, som stadig er mit yndlingsspil, men som var en fingerspids fra at blive væltet af pinden, så er der ikke særlig mange, som man kan tale med over Codec, og dermed savner man noget af det historie-guf fortalt fra forskellige individer, som blev serveret til en i de tidligere spil. Og som jeg ganske rigtigt forudså, så er Kojima vendt tilbage til sine japanske Mech-robot-rødder og en lille smule væk fra den humanisme, som jeg elsker fra serien, men det er ikke meget. Det er faktisk kun i starten, at jeg savner den lidt. I slutningen skal jeg da lige love for, at man bliver blæst tilbage af fantastisk gribende scener, den ene mere utrolig end den anden, specielt for en gammel fan som mig, der ved alt om spillene. Alt er lavet med en sådan finesse og følsomhed, som jeg sjældent har set mage til i andre produktioner.

I sidste halvdel af spillet sker der også noget, som jeg vil vælge at betegne som årtiets største nostalgiske overraskelse, men den må I opleve på egen hånd. Jeg kan dog godt afsløre, at en enkelt lille tåre krøb frem i mit venstre øje. Og det er måske en af de ting, der gør franchisen så pokkers uigennemskueligt god: At den er så uforudsigelig, så man skulle tro, at det var løgn.

Det er vist gået op for jer, at dette spil gjorde noget helt specielt for mig. Det udløste den forventning og de forhåbninger, som jeg har siddet med lige siden, at det blev annonceret. Det lyder måske som en kliche, men denne titel vil vende hele din verden på hovedet, hvis du bare har øjnene åbnet. Den vil besvare mange af dine spørgsmål, men vil samtidig antænde nye i dit sind. Hvor går grænsen mellem virkelighed og fiktion, hvad er sandt og usandfærdigt, hvad er godt og hvad er ondt? Men mest af alt vil den give dig en af de mest uforglemmeligt underholdende spiloplevelser nogensinde i dit liv. Og til sidst har jeg bare at sige:

Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots er det bedste og mest inspirerende spil, jeg har spillet siden Half-Life 2. Punktum.

http://www.youtube.com/watch?v=hpPH7deyMRI