Lisa Cholodenkos "The Kids Are AllRight"
Hvordan i alverden blev "The Kids Are All Right" nomineret for Bedste Film til oscars, det er det helt store (og eneste) spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter filmen. Faktisk er der intet i filmen, som i f.eks. "Hævnen", som jeg føler mig beriget eller klogere af, tværtimod føler man sig som en, der har smidt penge ud af vinduet på en ret ligegyldig film, der er for bange til at tage fat på nogle vigtige emner og derfor bare laver grin med dem.
Historien følger to lesbiske forældre, der har en søn og en datter. De to sidstnævnte beslutter sig for at opsøge deres rigtige biologiske far, som har doneret sæd til deres mødre - og så skal jeg nok love for, at deres økologiske, nede-på-jorden, pragmatiske bondeknold af en far får vendt op og ned på hele deres nydelige verden. Problemet er bare, at man aldrig kommer til at bekymre sig om hverken den ene eller den anden. Børnene er meget kedelige og kliché-prægede som om, at produceren har sagt "Okay, lad os lave den allermest gennemsnitlige familie, men i stedet for en mor og en far, så lad os da for fa'en sætte to mødre ind i stedet, GENIALT!" Der er ikke den store udvikling i historien, der er en lille forhindring, som familien skal forsøge at kravle over uskadt, men det er ikke nok til at retfærdiggøre en film på næsten 2 timer! Jeg vil vove den påstand, at der sker 10 gange mere i en film som f.eks. "Gladiator", og karaktererne i den film er 10 gange så interessante end i det her makværk af en film.
"The Kids Are All Right" er med sin uforståelige titel ganske enkelt spild af tid - det er sjovere at se maling tørre faktisk. Den fungerer hverken som drama eller komedie (ikke bare grinede jeg aldrig, jeg smilede ikke engang), og jeg plejer ellers at elske en god komedie som en appetitvækker til et stort drama. Det skal dog siges, at det eneste lyspunkt er Annette Bennings skuespil, som ikke er så dårligt endda, men hendes karakter er bare så irriterende, at man hurtigt kommer i tanke om, at man burde lave noget andet end at se to lesbiske kvinder skændes over en økologisk restauratør.
Hvor "Hævnen" er den bedste film, jeg har set i mange år, er "The Kids Are All Right" en af de dårligste og mest besynderlige.
(lejet for 40 kr. i Blockbuster)

- Susanne Biers "Hævnen"
- Et godt spilmanuskript
- Nik og Jay = epic
- Mine spil i 2011
- Top 10 Easter Eggs
- Dragon Age 2-tid
- Alt eller intet
- Gattuso den latterlige
- Der var engang...
- Final Fantasy-renæssance?
- Ej mere skribent
- At blive bidt af en slange
- Gamer's Night 2 - Summer Party
- En godnathistorie
- 10 dage tilbage
- 365 drømme
- Playstation 3-bomben
- Barnlig? Somme tider...
- Byd mig indenfor
- At missionere på GR
- Tillykke til Pez
- At rode i arkiverne
- Alt godt har en ende
- Mine bidrag til magasinet
- Skal jeg tage småkager med?
- Dansende bjørne? Go home, son...
- Se mig, jeg er en genmodificeret ninja!
- Gratis PS3? Jatak!
- De gamle klassikere
- Jeg skammer mig stadig
- Jeg er ikke en hater
- Hvad pokker, kan idioten digte?
- En stemme fra himlen
- En nostalgisk følelse
- Jeg kunne simpelthen ikke lade være
- Kongen over konger
- Et billede siger mere end 1000 ord
- MGS-feber over hele kroppen
- Tegne-Battle 3: The Trilogy
- En time med Strange
- Tegne-Battle 2: Fair-Play's Revenge
- Tegne-Battle 2007


Jeg er helt overasked over den var oscar nomineret
Mit problem med filmen var, uden tvivl, hvordan Mark Rufallo's karakter blev behandlet. Igennem filmen syntes jeg i starten, at han var en yderst elskværdig og interessant karakter. Hans verden blev også vendt på hovedet, da han mødte sine børn, og der var klare tegn på, at han ville gennemgå en ændring af karakter. Han ønskede pludselig at bremse lidt op og måske selv stifte sin egen familie. Han ønsker selv trygheden og kærligheden i en familie, ikke længere det frie og vilde liv. Dette ses ved forholdet mellem ham og den sorte kvinde.
Men desværre var det slet ikke det, som filmen ønskede at koncentrere sig om. I sidste scene virker det som om hele familien kaster skylden på faren, og man ser ikke mere til ham. Jeg følte simpelthen først at det mærkeligt til at starte med, men da filmen var ovre, synes jeg egentlig bare, det virkede som om filmens instruktør og forfatter, som er lebbe selv, var en mændhadende feminist.
Men grunden til jeg følte mig så forrådt, skyldtes nok, at jeg nød den store del af filmen. Interaktionerne mellem karaktererne var meget sjove, og interessante. Dialogen var alligevel godt skrevet og meget realistisk leveret af de gode skuespillere.
Og dette er en komedie på samme måde som f.eks. Juno er en komedie. Den spiller på virkelighedens pinlige øjeblikke og ironien i dens handling. Det er ikke en højlatter komedie som de fleste andre komediefilm.
Tillagt 2011-03-03 20:37:
Øv, som blev mit indlæg længere end din anmeldelse. Hehehee