At forbinde prikkerne...
Spil har for mig altid haft en helt særlig tiltrækningskraft, der gør at de adskiller sig fra andre medier som bøger og film. En god film kan være et fantastisk visuelt medie, og jeg tror de fleste vil nikke genkendende til at en god bog kan skabe billeder nethinden som gør at man bliver suget ind i en anden verden. Men spil derimod har for mig et helt særligt element af indlevelse, som ingen andre medier rigtig kan skabe.
Som barn var jeg meget glad for de her tegninger man selv skaber. Du ved dem hvor man skal forbinde en række prikker i en bestemt rækkefølge, og til sidst træder et billede frem, som man ikke kunne se til at begynde med. Nogle spil, og langt fra alle, har den same evne til at opstille en række præmisser, og gennem fantasi og indlevelse give et helt nyt billede, uafhængigt af hvad der måtte være hensigten fra udviklerne. Den type af spil er for mig sjældent en tung historie dreven oplevelse, som eksempelvis Mass Effect serien, og store RPG'er som Baldurs Gate og Elder Scrolls serien. Derimod er der ofte slet ingen decideret historie med elementer som karakter udvikling og intriger.
Denne særlige type af spil kan være af mange forskellige typer, alt lige fra strategi til racerbilspil. Det de har tilfælles er at de på en særlig måde får min fantasi til at køre i overdrive. Ved at opstille nogle ofte simple præmisser, begynder hjernen automatisk at forbinde punkterne (præmisserne), og bygge sin egen historie, og det får min indlevelse til eksplodere til nye højder!
Tillad mig at prøve at give nogle eksempler:
Et af mine første minder af den slags spil var SimCity. Da jeg var en lille purk, skulle der ikke megen fantasi til, før jeg begyndte at forestille mig at jeg var borgmester for byen. Dette inkluderede blandt andet borgermøder, og forhandlinger med de nabobyer jeg vidste, måtte befinde sig uden for kortets grænser.
"UFO: Enemy Unknown" var et andet af den type spil hvor hjernen selv begyndte at forbinde punkter. Dem der har prøvet spillet vil vide at spillet er opdelt i to dele, en management baseret "SimCity"-agtig del, og en turbaseret strategi del. Et vigtigt element er indkøbet af soldater. Dette er ikke bare ansigstløse droner, de har alle deres eget navn og er (til en hvis grad) forskellige rent visuelt. Undervejs i spillet stiger soldaterne i graderne, og får bedre evner, men hvis man mister en af soldaterne på en mission, og så er de væk for evigt. Det gjorde at jeg til at starte med, begyndte at passe utrolig meget på mine soldater, og hvis en af dem døde, så startede jeg forfra fra et tidligere savegame. Senere begyndte jeg at digte historier om soldaternes indbyrdes forhold, og højdepunktet kom da de vigtigste af mine soldater blev inviteret med til møder med regeringsledere fra hele verdenen, for at fortælle om deres arbejde med at redde jorden fra de onde aliens! Altså historier der aldrig blev kommunikeret fra spillet, men alt sammen opfundet inde i mit hoved.
Gennem min spilhistorie har der været en lille håndfuld af disse særlige spil der har kunne give mig denne specielle oplevelse. Jeg har blandt andet oplevet en hård vej op af racerkørernes verdensrangliste, med dertilhørende intriger og vekslende sponsoraftaler i Forza Motorsport 2. Og for ganske nyligt brugte jeg en hel fredag aften alene hjemme, hvor jeg fik skabt mig en fantastisk oplevelse med "Pirates!" til iPhonen. (Dog med hjælp fra et glas rødvin eller to :-S ). Det fik mig til at tænke tilbage på de mange gange et Sid Meier spil faktisk har givet mig denne specielle oplevelse. Både Civilisation og Colonization har gjort mig til tyran, diplomat, konge og gud flere gange end jeg kan tælle, alt sammen med en tilhørende baggrundshistorier og verdener, digtet frem fra intet andet end fri fantasi.
Jeg elsker spil med en stor og dyb historie, og veletableret verden (Skyrim med ca. 150 timer på bagen er vel et meget godt eksempel), men der er noget ganske særligt over de spil der kan få mig til at digte videre, og få sat skub i fantasien på trods af at jeg snart runder det meget skarpe og voksne 30-års hjørne.
Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide om der er andre der sidder i deres stille sind og digter videre i spillet? Og hvilke spil der måske kan få dig til at opbygge en hel ny verden?
Hvad synes du om den foreløbige liste af lanceringsspil til PlayStation 4?
Men ellers er der foreksempel i skyrim hvor jeg sætter personlige mål, i thieves guild havde jeg til at starte med sværget ikke at dræbe nogen, NOT POSSIBLE BY THE WAY, THANKS BETHESDA
Ud over det så havde jeg en drøm efter jeg var nået halvvejs ind i dark brotherhood om at placere en amethyst på alle mine ofre, men der følte jeg lidt det var for sent at begynde på..
Sådan nogle ting gør jeg tit og er oftest drevet af trangen til at være en god kæmpe for mine Keflings eller en retfærdig leder
Tillagt 2012-08-01 19:35:
Ud over det var det forresten en god og hyggelig blog, flere af den slags prikker der kan forbinde mine tanker
Jeg vil nu sige at det er det man kalder "both a blessing and a curse". For jeg elsker at kunne tænke længere end hvad der måske originalt set var tiltænkt, men jeg kan ofte bagefter ende op med at føle at den originale historie så nærmest bare er en simplificeret udgave af det der kører rundt oppe i hovedet på mig. Dog er spil som Skyrim ret gode til at levere en template som man kan arbejde på, hvilket gør det til et ret godt rollespil efter min mening. Jeg er specielt glad for spil der bare giver rammerne for at man kan udleve sin egen historie og rent faktisk opfordrer til at man gør det. Så få begrænsninger og så meget sandbox som det kan lade sig gøre uden at det selvfølgeligt går ud over balancen i spillet, er ofte ifølge min mening, tegn på rimeligt godt design. Selvfølgeligt er det lidt smag og behag, jeg har også spillet spil der var lidt mere "on rails" som f.eks. Bioshock, der leverede en fantastisk historie. Men der ligger kvaliteten virkeligt også i grundarbejdet med at få alting til at spille sammen på den måde. Så hvis ens historie ikke er virkeligt godt skrevet og enormt gribende, så er det næste man kan gøre at give spillerne omgivelserne og opfordre dem til selv at digte i et åbent univers.
Og om det mon ikke var på tide at mit selskabs hjemby lige fik en statue mere af mig.
Jeg bemærker en rød tråd i de spil, du nævner, nemlig at de alle er af den type, der ikke er drevet af en historie. I et spil som Mass Effect gennemlever man en historie, andre har skrevet for en. I et spil som UFO skriver man den selv undervejs.
Haha! det kender jeg godt
Jeg kan godt se hvad du mener, men jeg syntes ofte det er med til at forstærke min oplevelse af spillet. Eksempelvis har Dogmeat fået adskillige ikke-eksisterende hundekiks i Fallout 3, og det har bare knyttet historien bedre sammen for mig. Desuden så kan man da bare bliev glad over at fantasien ikke blev parkeret umiddelbart før puberteten. Det ville jeg da ikke være foruden.
I øvrigt tak til jer alle for at gide at smide nogle kommentarer! Det er rart at vide, at folk får lidt ud af mine skriblerier