Det' da lige groft nok.

Den anden dag, da jeg sad i bussen, skulle en ældre dame stige på. Hun bevæger sig ikke særlig hurtigt, og hun stiger ikke lige så hurtigt på bussen, som buschaufføren regner med.
Da damen vil spørge buschaufføren om noget, slår det klik for ham. Han begynder på at skælde den ældre ud; først i et stille, men skarpt toneleje. Det udvikler sig hurtigt til at den stakkels dame må stå og forsøge at forsvare sig selv, men buschaufføren (der desuden ikke giver den ældre en chance for at få to ord indført) ender med at råbe af damen og beskylde hende for at sidde og sove ved busstoppestedet i stedet for at holde øje med, hvornår bussen kommer rundt om hjørnet.
Den stakkels dame ender med, at acceptere episoden - dog meget chokeret - hun tjekker ind på bussen, men allerede inden hun får muligheden for at sætte sig eller stille sig ordentligt er bussen på farten igen. Den ældre står nu forvirret, chokeret og helt ude af balance.
Det er da lige groft nok...

Og ud fra denne oplevelse går det op for mig, at den generelle service (offentlig såvel som kundeservice) er for svag. Mange steder bliver man mødt med glade medarbejdere friske på at hjælpe dig ud af et dilemma.
Men desværre er der lige så mange steder, hvor medarbejderne er afvisende og måske endda direkte sure på situationen.

Er det egentlig ikke lidt for dårligt? Når du vælger at få et job, der omhandler andre mennesker så me-get, som f.eks. en buschauffør eller en butiksmedarbejder, underskriver du så ikke indirekte på, at du vil yde en god service?
Hvis jeg var den ældre dame, ville jeg ikke bryde mig om at tage bussen meget mere end allerhøjst nødvendig. Samtidig ville jeg heller ikke besøge en butik med dårlig kundeservice så ofte.
Jeg kan da godt se, at man kan have en dårlig dag, og når der kommer de der mennesker med 17 for-skellige spørgsmål, så ender man bare med at ville have lyst til at droppe det hele og gå sin vej, men det kan man jo heller ikke tillade sig, vel?
Hvis du yder en god og imødekommende service, så vil folk få lyst til at komme igen, hvilket vil gavne forretningen (eller bussen for den sags skyld). Samtidig kan man ændre en persons dag fuldkommen ved at være imødekommende og smilende, for selv bliver jeg i hvert fald påvirket af humøret af mennesker omkring mig, og hvis man møder et surt eller glad ansigt, så smitter det.

Smil til verden!

Efterlysning!

Davs. :)
Igår blev jeg sådan lidt nostalgisk af at tænke tilbage på dengang jeg var 'rigtig' lille. Dengang jeg sad i SFO'en og spillede på en Nintendo Gamecube. Og så fik jeg trangen til at spille Super Mario Sunshine, som det spil nu engang hed, men for at spille det har jeg jo ligesom brug for konsollen.

Så jeg tænkte på, om der er nogen herinde, der har nogle af de ældre Nintendo konsoller, som de egentlig ikke bruger... Jeg kunne vildt godt tænke mig, at være ejer af en Nintendo Gamecube, Nintendo 64, NES og SNES.

Er der ikke nogen herinde, der kunne finde på at sælge deres gamle konsoller??

(Btw, jeg har ingen idé om det er her, men skriver such stuff, men hva' fanden.)

Forudbestemt fremtid..

Igår fandt jeg ud af, at jeg manglende at lave nogle lektier, som egentlig var til den 30. april.- Normalt ville jeg bare have smidt seddelen i skraldespanden og lade som ingenting, men dette var en særlig lektie.

Jeg skulle, inde på minuddannelse.net, lave min uddannelsesplan, som studievejlederen skal kigge igennem, for at se hvor langt man er i sine fremtidsplaner.

Ærligt talt, synes jeg sgu det er tidligt at skulle til at bestemme sin fremtid, eller i hvert fald bare have en idé om det. Jeg kan stadig selv nå at skifte mening til marts næste år, og selv på gymnasiet kan du skifte retning, hvis du lyster det.

Selv ved jeg allerede selv, hvad jeg vil efter folkeskolen og igen efter gymnasiet, men nogle jeg kender tager på efterskole udelukkende, fordi de ikke ved, hvad de vil være, eller hvad de skal lave - hvilket da er en glimrende måde at flygte lidt fra den forudbestemte fremtid.

Og nu snakker man så om, at man skal begynde at snakke fremtid helt ned i 5.-6. klasse... Jeg bliver sgu vred, når jeg hører sådanne noget. I forvejen er mange børn tvunget til at vokse og modne for hurtigt, og nu vil man så også stjæle deres barndom, ved at få dem til at bekymre sig om sådanne noget så tidligt.

Det er da ærgerligt, at nogle føler det nødvendigt at berøve barndommen fra de små børn ( små børn, fordi nogle af jer måske betragter mig som et barn, og ikke bare en teenager ;-) ).

Det er da for dårligt?

Long time, no see.

Long time, no see, folks!
Hejsa. :3

Jeg er nu blevet så besat af The Legend of Zelda, at jeg i dag brugte 500 kroner på The Legend of Zelda Manga Box Set udelukkende for at se Link redde Zelda i tegneserien, selvom spillene har samme historie.
Da jeg trådte ud af Faraos Cigarer kørte "I Feel Good" om og om i mit hoved og mine øjne var meget lig Pyrus', når han ser grød på morgenbordet. Et smut forbi Boghallen ved Rådhuspladsen, og små tyve minutter senere sad jeg med næsen nede i "The Minish Cap", læste højt for mig selv og grinede af Links herre nuttede ansigt.

Aww, hvor jeg dog elsker de japanere, der i 1986 udgav Zelda for første gang. Kærlighed på dem!

Nu vi er ved spil (chok), så er jeg ved at være godt træt af ikke at have nogen computer, som jeg kan spille på.
En dag skulle jeg tænde min computer, og så kom den bare med en blå skærm, der gav mig en masse intelligent computer-pis og en advarsel af en art. Med andre ord levede den lidt sit eget liv, med hensyn til hvornår den ville give mig adgang til indholdet af maskinen. Nu tør jeg så ikke tænde den af frygt for, at jeg aldrig får mine ting tilbage, der ligger på den.
Længe leve teknologien! (Eller noget...)

Nogle computermennesker har så fortalt mig at jeg er nødt til at købe en licens til at få fabriksindstillingerne på min computer - HVIS den kan reddes, er det sådan. Men, men, MEN så mister jeg alt det, jeg har liggende på den - SUK!

Dette betyder så, at jeg ikke kan spille Borderlands (som jeg købte kun to uger før min cumputer spassede), World of Warcraft (som jeg stadig betaler for, da jeg ellers ikke får Diablo 3 gratis) eller bruge alle de dejlige programmer, jeg har installeret på den. Jeg. Dør.

Jeg trøster dog mig selv med, at Link står på min hylde, men det pisser mig sgu stadig lidt af.

Og nu vi er i gang med at gøre den her blog lang, vil jeg lige tage et ret seriøst emne op, som vi alle er nødt til at forholde os til. Racisme.

For ikke ret lang tid siden tog vi emnet op i min skole, og der var meget delte meninger om især andengenerationsindvandrere. Nogle mente at indvandrerne ingen rettigheder skulle have.
Andre beskyldte andengenerationsindvandrerne for nedbrændte bygninger, biler og containere, selvom ingen rent faktisk er blevet draget til ansvar for disse. Beskyldningen faldt på et kvarter i nærheden, som går for at være lidt snusket og proppet med invandrere. - hvilket ikke passer. Der bor mange pæredanske personer i området, der mindst laver lige så meget ulovligt, som indvandrerne.

Noget andet, der blev diskuteret, var at negere (ja, undskyld, men jeg ved desværre ikke, hvad jeg ellers skal sige) godt måtte sige, "Jeg er sort, og det er jeg stolt af." - men ligesåsnart, der bliver sagt "Jeg er hvid, og det er jeg stolt af." får det en helt anden betydning, og der bliver tit beskyldninger om racisme.

Jeg kan ikke se meningen med racisme - vi er jo alle sammen mennesker uanset hudfarve - eller religion for den sags skyld.
Personligt synes jeg at sorte mennesker er nogle af de smukkeste mennesker på Jorden, og jeg interesserer mig faktisk meget for andre religioner, selvom jeg selv er Ateist.

Hmm... Hvad tænker I?
(Jeg undskylder det lidt rodede indlæg. (-; )

En pige ved navn Kellie

I dag fik vi vores terminsprøver tilbage og eftersom, jeg fik 12 for den, tænkte jeg at den da ikke kunne være helt dårligt, så jeg ville da også lige høre jeres mening her ude. Jeg kan på forhånd sige, at det langt fra handler om spil eller gaming, men om en livslektion - håber I kan gennemskue det. :)
Her kommer den;

"En almindelig, og ikke videre morsom, fredag for Kellie er der, hvor min fortælling begynder. Nørden, som var det navn, hun var blevet tildelt, holdt sig altid for sig selv. Hun gjorde aldrig noget galt, gik med lange bukser og skjorter, der sad helt oppe i halsen på hende. Derfor kunne hun heller ikke forstå, hvorfor alle folk havde noget i mod hende. For tro mig, det havde de så grueligt. Jeg kendte Kellie, og hun var ikke den, alle troede hun var. Hun havde en side for sig - en person alle kendte. Jeg er selv et af de få mennesker, der kendte Kellies hemmelighed både før og efter hun afslørede den." Jeg afsluttede min historie brat og rakte ud efter et glas vand, der stod ved min side. Gennem snerpede læber sippede jeg lidt til det lunkne vand. De mente ikke, at mine tænder og nerver kunne tåle de isninger, det kolde vand gav mig. Det resulterede i, at jeg aldrig helt følte mig slukket for tørst. Nu ikke så dystre tanker, skældte jeg på mig selv inde i mit hoved. Jeg så hen over mine brede brilleglas, der sad ude på min næsetip, og mødte Henrys øjne. Hans øjne var to tynde streger, og jeg kunne gennemskue, at han tænkte, så det knagede. Da han endelig åbnede munden, overraskede han mig ved at sige, "Hvem var hun så? Hende Kellie. Du fortalte aldrig hendes histo-rie, man'! Det eneste du fortalte mig, varat hun var så fantastisk forunderlig. Væk fra alt det filosofiske, man'. Hvor er detaljerne - det heftige stof?" Han pillede lidt ved sømmen på sine hippielignende bukser og satte derefter sine lange dreadlocks om i nakken i en bred hestehale. Jeg kneb øjnene sammen og så grundigt på ham. "Dit heftige slang er mig ukendt." sagde jeg og forsøgte at kommunikere på hans niveau. Henry så ud til at forstå mig, nu hvor mit sprog ikke var nær så gammeldags, og han smilede selvtilfreds. "Du ved; detaljerne, man'! De brede ord, der beskriver den verden, vi lever i, man'. Det er vores levevis, det eneste der holder os sammen. Det kan vi ikke bare smide u af koøjet, man'." Jeg smilede ved mig selv over hans forhippede sprog. Han havde nu altid fascineret mig. Jeg betragtede ham et kort øjeblik, og han stiredde fast igen. Da jeg endelig blinkede og så ned, kunne jeg forestille mig hans tilfredse og selvsikre smil, der indikerede, 'sejr'. "Kellie havde skiftet skole 3 gange," begyndte jeg, "men intet sted syntes at fungere for hende. Som jeg sagde tidligere, så var Kellie mest for sig selv, hun gjorde aldrig nogen noget, og hun passede sine ting. Hendes hår, der var rødt, var altid sat op i en al for høj hestehale, hvilket resulterede i, at det stod ud til alle sider på hendes hoved. Hun gik med briller, og en stor eng af fregner bredte sig ud over hendes ansigt." beskrev jeg Kellie og kiggede udfordrende på Henry. "Sådan slags detaljer?" spurgte jeg og håbede på, at han ville bukke under for en gammel dames hundeøjne. Men, nej. Henry var jo noget for sig, så selvfølgelig var det ikke godt nok. "Nej, nej, nej. Det er håbløst! Du forstår ikke mit flow. Luk dine øjne, man'! Fokuser på de vigtige ting i livet..." Han så håbløst på mig, og jeg sukkede.

"Hun blev mobbet..." forsøgte jeg mig frem. "Jae..." sagde Henry og pressede på med sit 'Kom-Nu-Videre'-blik. "Og det kunne hun ikke lide?" sagde jeg usikkert. Tænk engang, at en gammel og vis kvinde, som jeg, skulle sidde og tage lektioner fra ungdommen. Ak, ja, hvem siger, at de ikke også kan lære de ældre genrationer noget engang i mellem? "Se, nu kommer du nogle vegne! Føl det hun føler, man'! Vær hende, og fortæl så din historie!" udbrød Henry begejstret og stoppede min indre talestrøm. Jeg smilede tilfreds, men Henry smil var bredere end mit. Hans hvide tænder, der passede så godt til hans mørke hudfarve og det farverige tøj han bar, var en anden ting, jeg altid havde beundret ved ham. "Hun kunne ikke forstå sig på dem, der ikke syntes om hende, og hun holdt sig ukendt over for deres forhippede tanker om at være led mod hende." Henry holdt en hånd oppe og stoppede min fortsættelse. "Nej, man'! Det handler om det indeni! Det vi føler, og det vi tænker. Hun tænkte da ikke i det sprog, du selv benytter dig af, man'. Vær hende. Tænk som hende, ellers vil den historie aldrig nå ud til verden!" Jeg rystede på hovedet over, at en af nutidens unge havde skældt på mine talerevner, og at hans indviklede sprogbrug, fandt mig så forvirrende. "Jeg forstod dem ikke. Hvorfor skulle jeg mobbes? Mit andet jeg var jo så kendt i blandt dem, og de elskede hendes personlighed lige så meget, som de hadede min." Henry smilede tilfreds og stolt denne gang, så jeg fortsatte, "Jeg smilede altid til folk, når de gik forbi mig eller kiggede på mig, og jeg var altid venlig over for alle. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort, for at få dem til at hade mig så meget. Det var derfor jeg valgte at afsløre det. Efter 3 skoleskift måtte dette da være enden. Jeg havde gjort alt - absolut alt - for at tilpasse mig verden omkring mig, men ikke mere. Nu måtte de tilpasse sig mig - ligesom de gjorde med hende.

Det var fredag, og jeg var lige kommet hjem fra en miserabe... øh, rædselsfuld dag." Henry nikkede som ros for min selvrettende fejl. "Jeg ville have sat en stopper for de ting, folk sagde om mig. Jeg ville forandres. Det var i bund og grund ingen svær forandring. Jeg havde jo alt, jeg skulle bruge. Tøjet til den selvsikre attitude, som begge sider af mig bar, men som kun blev opdaget hos den ene. Læbestiften til det bevidste smil, som den anden af mig bar så fuldkommen perfekt. Og støvlerne. Åh, Gud, de smukke støvler, der gjorde mig 10 cm højere, og tillod mig at hæve mig over 1,60-grænsen. Jep, jeg havde alt til forandringen, men hvordan skulle jeg få det ud til folk?" Jeg smugkiggede fra blomsten hen på Henry, som nu sad på kanten af sin stol og fulgte med. Vi var nu på bølgelængde.

Jeg tog en slurk vand med mere afslappede læber denne gang, og fortsatte derefter min fortælling, "Hele weekenden kværnede min hjerne af sted over fantasiforhindringer for at finde på den perfekte måde at afslutte mobberiet af mig. Jeg skulle vise dem. Jeg skulle vise dem, at 'Nørden' sagtens kunne være smuk, elegant og populær. Det var sket før. Så mange gange, som hun havde sneget sig ud om natten, og regeret det lokale diskotek. Alle kendte hende, alle snakkede om hende, men ingen så hende. Udover de enkelte aftener, hvor hun tog i byen og lod musikken føre hende op ad rangstigen. Alle elskede hende. Men ville de også det, efter de vidste, hvem hun virkelig var?

Jeg faldt i søvn på næsten ingen tid den aften, og da jeg vågnede op klokken 6 næsten morgen, var jeg klar til at alle skulle se, at man sagtens kan være en såkaldt 'nørd', og være smuk og populær. Jeg skulle vise dem..." Jeg smilede tilfreds til Henry, hvis spændte ansigtsudtryk forandrede sig til en tom mine. "Kalder du det en slutning på en fortælling, man'? Min kæleflodhest laver bedre afslutninger på historier, end du gør, man'. Jeg er ude herfra. Vi ses næste gang spurven kalder mit navn, man'. Hej!" Jeg smilede over mit barnebarns utålmodige opførsel og tænkte, at den dreng nok skulle blive noget stort en skønne dag. Hans visdom og ivrige trang efter at hjælpe og lære andre vil overraske mange lige så meget som det overraskede mig, tænkte jeg, og jeg lod mig selv falde dybere ned i den store lænestol. Jeg faldt i søvn ved tanken om, at den ældre generation ikke var de eneste, der kunne belære andre med deres visdom. Og at vi tilmed selv må høre på, hvad andre vil fortælle os, og hvilken visdom de har at dele med os. Ak, ja...

Hvis I klarede jer i gennem det lange indlæg, så ville det være dejligt at hører jeres mening! :)

Oh, no, they didn't.

I går var min familie og jeg i København. Det er jo en stor begivenhed for os landmennesker, der ikke bor eller arbejder i hovedstaden. Vi skulle købe os fattige på tøj (mest henvendt til mig faktisk, fordi jeg har brokket over i lang tid, at jeg ikke har nok tøj), og København er jo det idéelle sted, for os med små shoppingmalls.

Men på grund af manglende søvn, var jeg bare ikke i humør til at glo på og prøve bunkevis af tøj, og det endte med, at vi sluttede dagen - med et par bukser i én pose og tre bøger i en anden - med et besøg i GameStop. Der er altid sådanne nogle rare mennesker der.

Jeg stod og savlede over en T-shirt med 1-UP svampen fra Mario og et Zelda-cover til Nintendo 3DS. Min søster stod og undersøgte Wii's spil, da vi ikke bruger vores Wii-konsol så meget (det ændrede sig dog efter, jeg fik fingrene i Skyward Sword - OMG, OMG, OMG, OMG - DU er Gud, det ved du godt, ikke, Lee??) og min mor rente rundt og kiggede lidt på PC-spil for sig selv.

Pludselig kommer min mor i tanker om det femten år gamle spil; Den Lyserøde Panter: På Hemmelig Mission i Udlandet, som vi var og stdaig er stolte ejere af (stolte nok, til ikke at smide den ældste bærbar, vi ejer, ud, da den er den eneste computer i huset, der kan køre de gamle spil). Eftersom min mor mener at det var (er?) et ret så hygsommeligt spil, spurgte hun efter noget lignende det, og den flinke mand, der efter en forklarelse, forstod min mors forespørgsel, fandt nogle spil frem til min mor, så hun pludselig stod med ti spil i hånden.

Efter både min mor, min søster og jeg alle tre havde stået og kigget lidt på de mange spil, opdagede vi, at under prismærket på spillet står der "Spil for kvinder". Hvad fanden? Syv pege-klik spil fra samme mærke med "Spil til kvinder" stående uden på. Søs og jeg blev straks enige om, at det kom ingen steder inden for vore døre.

Siden hvornår er pege-klik spil blevet specielt beregnet til kvinder? Der stod en mand ved siden af, og han hjalp min mor med at finde nogle andre af den slags spil, da han selv spiller sådan slags spil.

At min mor besluttede sig for, at hun ville have nogle spil til sig selv er én ting, men at det ene ud af de tre spil, hun købte, er markeret med "Spil for kvinder" er en anden ting. Hun er ikke specielt populær lige nu...

At holde masken

Jeg elsker at spille med i et rollespil. Ingen tvivl om det. Jævnligt deltager, de der har lyst, i små skuespil eller rollespil på min skole i forskellige anledninger. Sidste halvår havde jeg et fag, Drama, hvor vi lavede en masse dramaøvelser og improviserede skuespil, hvilket var hysterisk underholdende og skønt.

Også i dag havde vi nogle improviserede skuespil, i anledning af fagdagen (en dag, hvor du arbejder med samme fag eller emne), og de, der ville være skuespiller, kunne være det, og alle andre fik lov til at opleve skuespillet som publikum. Det er ekstremt interessant, og det giver et godt grin igennem alle.

Anyway; min figur hed Winnie, og på grund af personlige årsager, forbinder jeg "Winnie" med en ekstremt hysterisk og lidt 'ude-af-den' person. Og selvom jeg havde nemt ved at leve mig ind i at skulle være en fagligt dygtig og lettere hysterisk matematiklærer, var det svært at holde masken. This makes me wonder;

Er rigtige skuespillere så seriøse, at de ikke ser det sjove i en komisk scene, fordi de ikke må grine?

Jeg mener; lad os sige at Winnie er hovedpersonen i en comedy film, og hun træder nu ind i sin nye klasse med et højt og livsglædeligt, "Heeeij, skattebasser!". Forestil jer lige Winnie som en dame med knaldrødt hår, blomstret skjorte og en lidt for lang og fuldkommen uklædelig nederdel på. Jeg mener, come on; hvem sidder ikke med sit eget billede af en lettere 'peaced-out' person i hovedet lige nu?

Hvis man ikke må grine under sin rolle, eller af andres under optagelserne til en film, skal jeg godt nok aldrig være skuespiller.
Grin er en indre glæde blandt alle, og det har jeg tænkt mig at udnytte fuldt ud. Jeg mener dybt seriøst, at grinekurser burde indføres ugentligt på arbejdspladser og skoler (eller endda improviserede skuespil).

Mæh. Træthed...

Man må vel bare finde på noget andet at lave, når man nu ikke kan sove... Normalt (ifølge denne uge) havde jeg siddet i bussen lige nu. Jeg ville ha' haft mit hoved lænet op af et af de egentlig ret ulækre vinduer, med min mund halvåben, og det der 'jeg-har-helt-klart-været-for-tidligt-oppe'-udtryk plantet på mit i forvejen 'hvad-skal-der-mon-ske-i-dag'-fjæs. Så kan du vel selv forestille dig, hvorfor ham manden stoppede op og gloede på mig. Eller noget...

På den ene side er jeg lettet over, at min uge hos Gamereactor er slut. Ikke noget med at tage bussen klokken 7.00 om morgenen (bare for at kunne møde klokken 9.00!) og ikke noget med at have ondt i maven om morgenen, fordi man er spændt på, hvad der skal ske i dag.

På den anden side er det ærgerligt. Som jeg har nævnt tidligere (og som jeg lige nævner igen) er Gamereactor en oplevelse for sig (hvilket er begrundelse nok). Det har bare været en super uge, som godt måtte have været et par dage længere. Udover transporttiden. Transporttiden var fucked. Suk...

De kageglade mennesker slipper jeg dog ikke for. De er overalt. Sig "kage" i min klasse, og alle flipper ud og begynder at udspørge hinanden, om hvem der har kage med.

Studenterbrød hører under kage-kategorien. Nej, det' ved Den Hellige Kageherre, at det ikke gør. Studenterbrød er en hyldest fra oven, en specialitet for sig selv (hvis man ikke tæller kopierne med (og nej, vi nævner ikke mine wannabe-studenterbrød)) og noget, der ikke bør forveksles med noget så simpelt, som kage. Tsk, altså!

Man kan vel godt se på mit indlæg, at jeg er ret så udmattet. Beklager, men sådan er det, når min hjerne ikke selv ved, hvornår den skal stoppe sin vrøvlemonolog.

Godmorgen, alle sammen! Eller hvad?..

Skøre københavnere...

Når man kommer som pigen fra landet, gør en uge hos Gamereactor virkelig underværker for ens sprogbrug. Uden man selv lægger mærke til det, er man begyndt at sige 'awesome' konstant, og samtidig får man af vide, at man har brugt al for lang tid sammen med de der københavnere, fordi man er begyndt at tale som dem. Hmpf...

Men et forandret sprogbrug er selvfølgelig ikke det eneste, jeg har fået ud af en uge hos Gamereactor. Jeg kan tilfreds sige, at når jeg går hjem senere i dag, er det med et smil på læben og et hoved fyldt af informationer og oplevelser. Gamereactor er nemlig en oplevelse for sig.

Selvom stedet er mindre end man måske lige forventer, er det sprængfyldt med personlighed og fordrejede jokes. Og samtidig har redaktørerne den holdning, at både praktikant og dem selv skal få noget ud af denne her uge. Altså skal du ikke regne med at sidde i et hjørne og glo.

Det har generelt bare været super fedt at være hos Gamereactor, og en praktikuge hos redaktørerne kan varmt anbefales. Jeg har fået lov til at prøve de forskellige ting, der bliver arbejdet med på redaktionen, og jeg har (tydeligvis) også fået min blog op og køre (og jeg overvejer da stærkt at fortsætte den, selv når jeg er færdig her). Desuden har jeg fået en masse respons fra chefredaktør Lee West (som jeg er ekstremt taknemmelig for), hvilket virkelig hjælper en videre til at skrive bedre, og jeg har alt i alt fået en rigtig god opfattelse af, hvad det vil sige at skulle arbejde som journalist på et blad. Men Ramus Lund-Hansen har også givet en god hjælpende hånd!

Men der bliver ikke kun interesse for din skrivning. Hvorfor du har søgt ind til lige netop Gamereactor, eller hvad du ellers har planer om at blive i fremtiden, er også interessant. Da det slap ud, at jeg stærkt overvejede at blive advokat, blev jeg tilbudt at snakke med Gamereactors egen advokat, hvilket virkelig også gav mig en idé om en advokats liv og uddannelsen bag. Tusinde tak!

At man lige skal vide, at døren åbner af sig selv, når du 'buzzer' Gamereactors miniputskilt ude ved gaden, og at man lige skal være forberedt på både positiv og negativ kritik, bliver fuldkommen slået ud af, alt det jeg har lært på de bare 5 dage, jeg har været her. It truly has been.. AWESOME!

Til sidst vil jeg bare sige tak for alt! Det har været en superfed oplevelse, og helt sikkert ikke noget jeg med lethed glemmer.

PS. En vis gamer fortalte, at I der ovenpå plejer at hentyde til praktikanten om kage den sidste dag. Hm. Men siden jeg ikke har fået noget af vide, må I jo se, hvad det så bliver...

I'll be back. Skøre københavnere...

Tilbage til køkkenet - del 2

I min første artikel, som praktikant her på Gamereactor, skrev jeg om, hvilke fordomme jeg har mødt som kvindelig gamer, og hvad jeg mente om at have fordomme til kvindelige spillere. Derfor var det mig også forståeligt, at mange følte det stødende og nærmest som et angreb, da jeg skarpt udtrykkede mine holdninger. Jeg fokuserede meget på det negative ved at være kvindelig gamer, og jeg kan jo ikke brokke mig over nogle af de kommentarer, der kom tilbage - de fulgte i virkeligheden bare mit eksempel. Der blev tilbagekastet en del kritik (hvilket jeg er meget taknemmelig for), og jeg har forsøgt at suge til mig og vil nu fokusere på det positive ved at være gamer.

Men først... Når kvinder spiller computer, mener jeg, at vi gør det for de samme grunde som mænd gør. Nogle spiller på grund af det levende samfund nogle spil kan have, andre spiller simpelt for underholdningens skyld eller for fællesskabets skyld, (ved at man stadig kan lave ting med sine venner, og fremmede endda, uden at det måske kræver at man 'duller' sig op eller skal 'være på' hele tiden), og nogle helt andre personer har deres egne personlige grunde. Jeg hører så til en af dem med personlige grunde. Jeg har været udsat for nogle ting, hvor gamingverdenen blev mit tilflugtssted.

Jeg kom væk fra min hverdag og de sædvanlige mennesker omkring mig. Min vrede blev kørt ud i spillet og ikke på uskyldige mennesker omkring mig. Men efter jeg havde fået bearbejdet min, hm, situation, blev jeg ved med at spille. Jeg var blevet fanget af spillenes underholdning, samarbejde og samfund. Og nu lyder det sikkert, som om, jeg er mindre sindsforvirret og tilmed en 'gameaddict'. Men, nej. Jeg er såmænd bare blevet bidt af den - stadig spredende - gamingepidemi, ligesom så mange andre er blevet det (desuden er det ved at være et par år siden, nu).

- Vores grunde er de samme. Og en helt klart fordel, ved at være kvindelig gamer, er, at du pludselig har andre ting at snakke med drenge om - du kan endda snakke med folk, du ikke kunne snakke med, hvis spillene ikke var her. Du har prøvet det, du har været i deres sted, og man kan få en hel diskussion ud af det (tro mig, fire WoW nørder i et klasselokale, der sidder og diskuterer om Pandaerne skal nakkes, lige så snart de ses eller ej, skaber virkelig forvirring hos dem, der står udenfor).

Men det fedeste ved at være kvindelige gamer er helt klart, at vi (nogle af os) giver andre mennesker et godt grin. F.eks. kan jeg tydeligt huske første gang min søster skulle spille Counter-Strike Source (jep, jeg sidder allerede og smiler for mig selv). Hun træder ind i et rum og skyder mod en, der står ved et vindue. Da personen falder ud af vinduet, tror min søster, selvfølgelig, at hun har skudt ham, og hun begynder straks at juble. Derefter beslutter hun sig for, at hun lige vil hen og se ned på ham. I det hun stikker hovedet ud over kanten, bliver hun skudt lige i hovedet af den 'døde' fyr, som hun ellers lige havde dræbt. Og ikke nok med det, så skreg hun. Hun havde vist ikke helt regnet med at blive skudt af en død spiller.

Senere, da hun så var begyndt at spille lidt mere og blive bedre, skyder hun en spiller, hvor der bagefter står nede i kommentaren, "Lol... You were shot by a girl!" Mwuahahah! Det er virkelig en bonus at tæve drenge på deres 'hjemmebane'.

En anden bonus er, at man udvider sit ordforråd i stor grad. Når du sidder i Counter-Strike og skal fortælle folk, at de skal gå den anden vej, eller sidder i din GuildChat i WoW og snakker med én fra Korea, som skal til Metallica-koncert (Hmphg!...), skal man jo nødvendigvis skrive engelsk. Efter lidt tid, får du virkelig udvidet dit ordforråd (det kan min mor i hvert fald bevidne)!

Og også selvom det både kan være irriterende og belastende, at nogle mennesker bliver negativt overraskede over, at man, som pige, spiller de lidt mere 'drengede' spil, er det samtidig fedt at se chokket i folks ansigter. Hm, eller nærmere komisk. Der er ihvertfald en vis underholdning over det.

Modsat når man møder folk, der bliver positivt overraskede, er det ikke underholdende-fedt, men derimod fedt-fedt. Man kan få en længere diskussion ud af emnet, og pludselig begynder man bare at tale om alt og intet - skønt! Og når der samtidig er så mange, der reagerer på den måde, bliver man stolt af at spille, og man føler ikke, at det er noget, men behøver at skjule.

Nu lyder det sikkert igen, som om, jeg er opvokset på Femø, og at Femina er min Gudinde, men ærligt talt; jeg tror ikke, at man kan beskrive, hvad der er godt eller dårligt ved at være et bestemt køn gamer. Det er i bund og grund bare fedt at være gamer. Lige meget hvilket køn man er, hvor gamle vi er, eller hvor vi er fra, har vi alle den ting tilfælles, at vi elsker at spille. Og det i sig selv er en fed oplevelse for både kvinder og mænd. Gaming is life. Celebrate it.

Bare lige for at være pessimist...

Skolepraktik... Ugh. En nervøs knude i maven og en søster på hæng, så er man ellers klar til at møde op på Gamereactors redaktion! Eller noget...

Hele min lange juleferie har jeg gået og tænkt på denne praktikuge og den første dag, jeg skulle møde op. Den store bygning med kæmpe panoramavinduer og med udsigt over hele Hellerup. Den søde dame ved skranken, der pænt tager imod mig, så de dygtige redaktører, der i øvrigt arbejder internationalt, ikke bliver forstyrret.

Op klokken seks, tage bussen klokken syv, i Hellerup klokken 8:45, og så ellers til Strandvejen 72. Man skulle måske ikke have overdrevet fantasien og forvandlet det hele til en fordrejet udgave af modebladredaktionen fra "Confessions of a Shopaholic", men vi har jo lov til at drømme... Eller hvad? Den hvide dør ud til gaden med to store bogstaver "72". Ugh - har jeg nu læst adressen rigtig? Jo, den er god nok. Nederst på den beskedne boks står der skam "Gamez Publishing". Hm.. Mistænksomt.

En postmand kommer ud - jeg går ind. "st. mf.", okay. En smal hvid dør møder mit ansigt og på en af de der ekstremt oldtidsagtige åbninger i foden af døren til post, står der skam igen, "Gamez Publishing".

Jeg blev vist rundt og udover at det ligner en lejlighed, blev jeg ret imponeret over, hvor godt pladsen er udnyttet. Borde med computere er presset ind, hvor det er muligt og stakke med spil ser du i hvert et hjørne.

Men åh, Gud! Den computer jeg sidder ved har den langsommeste mus. Når man kommer fra sin elskede Razer Naga, hvor hurtigheden er justeret lige tilpas, så fjenderne på skærmen beder om nåde, hen til Steelseries forsvarsløse 4-knaps-mus, føler man virkelig, at musen bliver trukket en kilometer for at flytte sig tre centimeter på skærmen. Åh, Gud.

Og åh, Gud (for hundredeogsyttende gang). Så bliver jeg sat til at oversætte et svensk preview. Jeg ville lige pludselig ønske, at vi rent faktisk havde lært noget af det, der står på pensum i dansk det sidste halvandet år. Åh, Gud!

Nej... Man burde nok ikke have lov til at drømme. Eller twiste sit mind så man ligefrem kan bilde sig selv ind, at ting er sådan. Ups... Hæh.