Baggrund

Det at vælge baggrund er en sjov ting. Det kan virke meget personligt for nogle, mens andre egentlig bare har en standard Windows eller Mac OS baggrund. For nogle, inklusiv mig, drejer det sig om et vigtigt og møjsommeligt valg, hvor jeg ofte kan sidde og bruge timer på at finde den helt rigtige baggrund. Bevares, jeg gemmer mange baggrunde imens jeg leder efter den, der lige passer til mit humør på det tidspunkt.

Jeg slettede min baggrundsmappe her for et par timer siden, og nu har jeg fået gemt fem baggrunde i den tid jeg har søgt efter nogle. Den var meget blandet, min baggrundsmappe, og er egentlig meget kritisk inden jeg gemmer et billede, men alligevel var der mange jeg slet ikke forstod hvorfor jeg gemte. Min handlinger er vel en refleksion af mit humør og tilstand lige nu og her. Det var tydeligt at jeg ikke rigtig gad dem med et specifikt motiv på, og der må heller ikke være mennesker på. Der skal gerne indgå et landskab, men det skal være unikt og ikke mindst i høj opløsning. Hvis der er noget der driver mig til vanvid er det lav opløsning, eller uklart fokus i et billede. Det gider jeg ikke have som baggrund. Det må gerne være farverigt og lyst, noget som man kan falde i staver til. Jeg har før haft mange baggrunde der var tegnede eller computer generede, men er gået lidt væk fra det igen, da jeg finder det distraherende når jeg ser på min baggrund. Nu skal I dog heller ikke tro, at jeg sidder og stirrer på min baggrund hele dagen, for det gør jeg bestemt ikke. Det er faktisk ikke særlig tit jeg er ude at kigge på min baggrund, så man kan spørge hvorfor det er så vigtigt for mig at have en pæn baggrund.

Den personlige computer er en af de få ting man har kontrol over, og selv den kan være udsat for andre kilder. Men i det store hele, er din computer din egen, og som endnu-ikke-flyttet-hjemmefra, føler jeg at min computer er mit råderum, hvor jeg helt selv bestemmer. Men hvad med mit værelse? Ja, det ligner en rodebunke, for at sige det mildt, og det er kedeligt og uinteressant at begive sig rundt i, men på computeren? Jamen på computeren kan jeg jo se på hvad jeg har lyst til, drømme mig hvorhen jeg vil. Og det kan mine baggrundsbilleder hjælpe mig med. Jeg tror, for folk der går op i deres baggrund, at det er noget der reflekterer ens personlighed eller i hvert fald humør. Jeg ønsker mig f.eks. væk fra mit hjem, og ikke mindst Danmark. Jeg drømmer om at komme ud at rejse, men lige nu er jeg "fanget" i gymnsiet med blot et halv år endnu. Så jeg drømmer heldigvis videre med den overbevisning, at jeg snart skal ud at opleve verden. Det kan være derfor jeg har valgt et billede, hvis perspektiv er fra "ansigtet" på et tog, der kigger udover en dal, mens togskinnen snor sig af sted igennem landskabet. Et andet eksempel: en af mine venner er fotograf, bruger mange Apple produkter og foretrækker minimalistiske baggrunde. Det hele skal være så simpelt, så fokuseret som overhovedet muligt, der må ikke være noget der distraherer. Hvilket man kan sige er en fotografs arbejde, at få et budskab klart igennem med sine billeder, og samtidig er Apple kendt for dets design, det strømlinede og flotte styrestem, og ikke mindst udseendet på deres produkter. Men det kan også være jeg bare overfortolker, og leder søgt efter et budskab. Men faktum er, at min baggrund reflekterer mig og mit humør.

Jeg sidder her, søndag nat er det vel, og lytter til Tom Day med en 5 timers dansk aflevering der skulle være skrevet for en halv time siden, som jeg dog ikke er begyndt på endnu. Den kommer nok til at tage mig to timer i alt, fordi jeg ikke gider at gøre noget ud af den, og mangler disciplin til at komme i gang. Så nu sidder jeg her og ser på baggrunde, mens jeg drømmer mig væk med tankener om en fremtid i det spændende og ukendte, væk fra det restriktive uddannelsessystem og væk fra mit værelse. Ja, væk fra min computer.

Hvordan ser din baggrund ud?

DRM - Djævelens Rod og Makværk

Et lille ordspil, hvis I forstår sådan en lille en.

Det er et emne diskuteret ofte, både blandt spillere, men også blandt udviklere. Og ingen af dem virker særlig fornøjet over det. Man skulle efterhånden tro at DRM ville være udryddet fuldstændig, eftersom man aldrig rigtig har hørt noget positivt om det. Digital Rights Management som det officielt hedder, er et forsøg på at stoppe pirater fra at ulovligt hente et produkt fra nettet eller lignende. Det kan være alt fra musik til spil. F.eks. i spil hvor man skal indtaste en lille kode inden man får adgang til spillet, eller i andre tilfælde hvor man skal være online hele tiden, for at have forbindelse til deres servere. Det er dog primært på PC man støder på problemerne.

Tag Ubisoft som eksempel. Det er der sikkert mange spillere der har haft rod med, inklusiv mig selv, og forbander Ubisoft langt ned i helvede for at have det her system i deres spil. Jeg købte Splinter Cell: Conviction på Steam, og det første man lægger mærke til når spillet bliver startet er, at den skal igennem Ubisofts "Uplay". Et sted hvor man skal registrere spillet og starte det der fra. Okay, jeg har ikke noget imod at udvikleren har deres eget lille system hvor ens spil fra dem, bliver knyttet til en bruger der. Det kan jeg godt overleve. Hvis det er udført rigtig, og uden problemer. Hvad jeg derimod oplevede var, at udviklerens servere ikke svarer, og gjorde spillet uspilleligt. Det skete for mig, og jeg måtte sidde og se på et spil i en hel dag, uden jeg kunne spille det. Jeg ville gerne, men fordi Ubisoft insisterede på at jeg skulle igennem denne "service", så kunne jeg altså ikke komme til det. Og! Ikke nok med det, så kan Uplay heller ikke finde ud af at synkronisere mine gemte spil med det lokale gemte spil. Altså, deres cloud kan ikke finde ud af hvilket gemt spil jeg har på harddisken.

Så hver gang jeg starter spillet op, får jeg spørgsmålet om jeg vil synkronisere det gemte spil på harddisken med det fra deres cloud. Trykker jeg ja, bliver jeg smidt 2 timer bag ud i spillet. Trykker jeg nej, bliver jeg også smidt 2 timer bag ud i spillet. Det er det samme checkpoint i spillet jeg bliver smidt tilbage til hver gang, uanset hvor langt jeg er kommet! Og nej mine kære venner, det er ikke sket én gang. Det er heller ikke sket to gange, næh tænk en gang TRE hele gange før jeg gav op med det skide spil og den lorte service. Jeg har altså et spil jeg skal gennemføre i ét hug, eller jeg kan vælge at downloade et gemt spil fra internettet. Kan I se hvor jeg vil hen?

Jeg sidder altså her som forbruger, og har BETALT for at komme til at spille det her spil. Ikke nok med at jeg har givet dem penge for deres produkt, har jeg ikke engang adgang til det. Jeg sidder her en hel dag uden at kunne spille spillet, fordi deres servere er nede. Hvis jeg havde været pirat, kunne jeg have spillet det uden problemer. Og så ikke nok med at jeg dagen efter ENDELIG får lov til at starte spillet, så kan den knageme ikke engang finde ud af at gemme spillet? Den giver mig muligheden for at tage det gemte spil i deres cloud, eller det gemte spil på min harddisk. Men INGEN af dem har gemt fra det sted jeg kom til? Og problemet er jo at den kører på checkpoints, så jeg har altså ingen mulighed for selv at gøre noget ved det! Og hvad der også irriterer mig er at jeg har netop muligheden for at vælge mellem de to gemte spil, men jeg ved ikke hvad det indebærer! Den siger handlingen er permanent, okay fint nok, men hvilken ville være smartest at tage? Hvad for en fil er jeg kommet længst i?! Informer mig dog, skide service, om det her åh så drastiske valg som I selv siger. Men uanset hvad jeg vælger, bliver jeg røvrendt.

Men det stopper jo ikke for Ubisoft her. Vi har vist alle sammen hørt om de fantastiske Assassin's Creed spil på PC, og hvor god en lanceringsdag og følgende dage, de har haft. Hov, vent nej? Det tror jeg da ikke vi har, netop fordi Ubisoft har bøffet i den igen igen. Folk der slet ikke havde adgang til spillet, deres servere var nede og bla bla bla. Problemer i massevis. Alt sammen fordi de vil forhindre pirater. PIRATER! Som ikke engang kommer til at have de her problemer. Her sidder der nogle forbrugere, der har betalt penge, givet ressourcer til firmaet så det kan leve videre, men de skal da straffes! Hvor vover de at støtte os, tænker Ubisoft! Lad os implementere det værste DRM system mennesket har set, så kan de da lære det! Alt imens det ikke hjælper en skid på de pirater der sidder og gnider sig i hænderne over at have et spil uden forbindelses problemer, selvom det ganske vist tog en måned (!) for dem om at snige sig uden om Uplays problemer, og så yderligere en måned at finde en version der slet ikke krævede det! Og så er det jo det går forholdsvis nemt derfra, for når først koden er knækket, bliver den lidt lettere næste gang...

Kan I også huske da Blizzard annoncerede at det krævede at være online konstant, for at spille Diablo III? Der lød noget af et ramaskrig fra brugerne, men personligt holdt jeg hovedet koldt fordi jeg alligevel var online hele tiden. Men jeg forstår ikke grunden til hvorfor de dog skulle implementere det? For at forhindre snydere, folk der bruger bots til at få det bedste udstyr? Ja, tænk engang! Det kunne de heller ikke finde ud af. Her for et par dage siden så jeg at den bedste spiller var en bot! Han havde spillet noget nær 100 dage, og ikke ÉN dag havde han brugt på at spille på det sværeste niveau. Altså, en "spiller" der har spillet 100 dage uden at opleve hele spillet? Altså, undskyld mig, men det lyder ret usandsynligt at en person ville bruge så meget tid på at lave andet end at farme guld. Men okay, givet, det kan godt være kinesiske guldfarmere, det skal jeg ikke kunne sige. Men er det ikke stort set godt det samme?
Profilen er i hvert fald her, så tag et kig http://eu.battle.net/d3/en/profile/morfz0r-2997/

Jeg kan ikke understrege nok gange hvor meget jeg hader DRM. Det er en straf for brugerne, og ikke andet. Derudover maler udviklerne fanden på væggen når de snakker om piratkopiering, og om hvordan det ødelægger alt for dem. Men hør nu her, små venner, I ødelægger det jo for jer selv. Se på CD Projekt RED f.eks. De har elimineret DRM fra deres spil, eftersom forbrugerne klagede over det. De havde det i The Witcher, men fjernede det så med en patch og inkluderede det ikke igen. Og jeg vil da vove at påstå de har haft rigtig god fornøjelse af deres salg på PC'en. De kører desuden også en service der hedder GOG.com, som sælger spil uden nogen form for DRM og jeg har da indtrykket af det kører rigtig godt for dem. Jeg har købt masser af spil der, og vil jævnligt blive ved med at støtte dem.

DRM bør skaffes af vejen. Mange musikudgivere har helt droppet ideen med DRM, netop fordi at det ikke kunne betale sig i sidste ende. De tabte simpelthen penge på at have DRM på deres CD'er og lignende. Og jeg tror inderligt det kun ville gavne udviklerne hvis de droppede DRM. Jeg ved at der er mange der downloader spillene ulovligt for netop at slippe for det gøgl, og jeg synes at der er et meget mere intimt forhold mellem forbruger og udvikler, end der er mellem forbruger og musiker. Specielt fordi at udviklernes indkomst udelukkende kommer fra salg til forbrugerne, hvorimod musikere har koncerter. Derfor er det netop vigtigt der er skabt et grundlag for udvikleren, bestående af respekt og god behandling af forbrugeren, i stedet for at skide på dem mens de tager deres penge. Jeg kan da også annoncere at jeg ikke køber et spil til PC fra Ubisoft igen. Jeg har ikke problemer på PS3 med deres spil, men jeg håber da de kan mærke der er meget lavere salg på PC end der bør være, netop fordi de har deres lorte DRM. Udviklere, gør jer selv en tjeneste og behandl forbrugeren som I bør. Det er en meget større investering at købe spil end andre medier, og vi fortjener at blive behandlet ordentligt. Så er der også meget større sandsynlighed for at vi køber et spil hos udviklerne igen. Jeg er i hvert fald kæmpe fan af CD Projekt RED, og vil købe hvert et spil de laver, bare for at støtte dem.
Jeg håber snart Ubisoft og de andre ser dagens lys, og dropper det her pjat. Det gavner ingen. Forbrugeren lider og piraterne har det godt.

Er det er det I ønsker?

OBS: Jeg støtter på ingen måde pirateri, og jeg benytter mig heller ikke selv af det. Jeg har endnu ikke downloadet et spil, men hvis udviklingen fortsætter sådan her, skal jeg ikke kunne sige hvad jeg finder på.
Jeg tænkte bare lige at det skulle ud i verden.

Hvad er kedsomhed?

Håber det er nogenlunde læseligt. Jeg fandt mig selv famle rundt imellem enormt mange tanker, og blev nødt til at håndplukke dem der gav mest mening og sætte ord på dem. Det her er så et forsøg på det. Det er ikke alle sætninger der nødvendigvis giver mening...

Efter en søgen efter noget at lave, havde jeg lagt mig på sofaen i håb om at se noget sjovt i tv. Det var der ikke, og jeg mærkede langsomt mine øjne falde i. Pludselig slog det mig: "Hvorfor ser vi egentlig kedsomhed som en dårlig ting?" Her mener jeg at kedsomhed generelt bliver betragtet som en negativ følelse. Men hvorfor dog det? HVAD er det lige præcis der gør den negativ? Måske spørger jeg dig hvorfor det er du mener kedsomhed er en dårlig ting, men kan du helt præcis sætte fingeren på det? Du har ikke noget at lave, ja, derfor keder du dig. Men det ikke at have noget at lave, er det en dårlig ting? Ikke nødvendigvis.
Nu skal jeg sige dig, hvorfor jeg tror kedsomhed bliver betragtet som en negativ ting.

Vi skal alle sammen dø.

Det er mit bud på, hvorfor vi alle sammen er så fikserede på ikke at vi ikke må kede os. Vi har nemlig ét fokuspunkt i livet: At få så meget ud af den tid vi har på jorden.
Så hvorfor ikke bruge tiden på jorden på den mest fornuftige måde? Fordi når vi ikke har noget at lave, så går vi jo glip af noget! En oplevelse vi ikke får med i graven. Det er ærgerligt at kede sig, fordi du skal opleve så meget du kan, i den tid du lever. Altså er kedsomhed "spild af liv", og du kunne jo bruge tiden på noget langt mere fornuftigt end at kede dig. Du har jo ikke evig tid at tage af. Kedsomhed er en dårlig ting, fordi vi ikke laver noget der er spændende, noget som vi ikke kan fortælle vennerne om. Men alligevel kan jeg ikke undgå at se det pudsige i, at jeg her fik inspiration til en blog ved at kede mig. Spændende, ikke? Min hjerne der begynder at bearbejde indtryk og tanker, og bum! Så finder den på noget den og jeg kan lave sammen.

Jeg sidder også nu og tænker hvor meget dødsbevidsthed betyder for vores hverdag, altså det at vi alle ved vi skal dø. Ville du være i gang med en uddannelse eller et arbejde lige nu, hvis du ikke vidste du skulle dø? Det tror jeg ikke jeg ville, men hvad jeg ville lave i stedet kan jeg ikke helt dreje. Ville jeg rende rundt at lege? Hmm, måske. Men med hvem? Jeg ville jo i princippet ikke kende nogen af de venner jeg har nu, pga. jeg kender dem ved hjælp af vores uddannelsessystem. Nej okay, men nogle lokale ville jeg sikkert kende. Så kan man også spørge, hvis vi endnu ikke har opfattet vi skal dø, hvor er vi så henne i teknologiens verden? Hvis vi ikke engang kan sammenslutte at de og de personer med rynker, der har en dårlig krop og manglende hukommelse, dør en eller anden dag, ja så tror jeg ikke vi er langt. Eller også er vi måske bare ignorante? Vælger at se bort fra netop lige det fænomen, og i stedet har fokuseret på at leve livet og udvikle os. Men ville vi overhovedet tænke på at vi skulle have det sjovt eller udvikle os? Vi kunne jo være rablende ligeglade for vi mener jo ikke der kommer til at ske noget med os. Ville vi opfatte ordet sjov? Hvor mange af vores ords betydning tager egentlig grund for at vi er dødsbevidste? Vigtig? Får det ikke en helt ny betydning f.eks.? Hvad er vigtigt... jamen, det er jo ligegyldigt, for vi kan jo være ligeglade med vigtighed, så længe vi har det godt. Er lykkelige. Og sjov. Et ord der beskriver en genstand, en person, en situation, you name it. Som regel er sjov det samme som at sige din tid er brugt positivt. Sjov kan vi altid bruge, fordi vi har ikke tid til at gå og triste.

Jeg må dog indrømme at jeg bevæger mig ud på et punkt hvor jeg ikke længere kan bunde. Men det er bestemt en spændende tanke, det her med vores dødsbevidsthed og det grundlag det har skabt for vores samfund. Jeg tror dog aldrig vi finder ud af hvordan det ser ud på den anden side, på den 'ignorante' side, så at sige. Men vil vi også det? Det ved jeg ikke, det tror jeg heller ikke jeg skal rode med. Så bevæger jeg mig længere ud i vandet, og ender sikkert med at blive spist af en haj.
Så næste gang du keder dig, overvej lige: Hvor slemt er det? Behøver du virkelig lave noget hele tiden? Fordyb dig i dine tanker, din tilstedeværelse, og indse hvor heldig du overhovedet er, at kunne kede dig.
Nu mener jeg ikke nødvendigvis "Åh, jamen tænk på de små børn i Afrika der kun kan tænke på overlevelse!", nej, jeg tænker nu mere på at du har en bevidsthed. At du kan begribe din tilstedeværelse, på mere end bare et simpelt plan.

Men eftersom denne blog er skrevet, så tror jeg at jeg vil smide mig på sengen og kede videre. Eller måske får jeg en ny idé efter der er trykket 'Send'. Jeg ved det ikke. Livet er uforudsigeligt, og vi bør et eller andet sted omfavne enhver kedelig time vi har, for vi aner ikke hvad den næste bringer.
Nyd din kedsomhed, mens den varer. Du ved aldrig hvornår du får tid til at kede dig igen.

Rant om druk og cyklister

Vil lige advare alle om at dette er en uge-muggen blog, efter en lang uge med søvnunderskud, trænger jeg til at lukke mine tanker ud. Håber det ikke er for kludret.

"Skal du med I fredagscafé?"
"Nej, jeg synes ikke rigtig jeg har lyst, er også lidt træt."
"Jo, kom nu..."
"Jeg skal alligevel ikke drikke."
"Du er jo aldrig med! Du er så pisse asocial."
"Okay fint, så er jeg der lidt tid!"

Sådan forløb samtalen i går, nogenlunde. Desværre var det til mine forventninger enormt kedeligt, og handlede bare om folk der drak øl og hørte dårlig musik. Mange af dem skulle ikke engang noget i går aftes, de drak bare for at drikke. Og det koncept har jeg ikke helt fattet...
Hvad er der med den danske ungdomskultur og druk? Det hele er jo centreret om druk. Ja selv aftener hvor man ser film eller endda spiller, skal have alkohol med i sig. Og hvis du ikke gider at deltage i disse arrangementer, ja så er du sgu asocial. Hvad fanden er der galt med dig? Der bliver hele tiden spurgt om du ikke skal have noget at drikke. "Jo tak, en cola ville være rigtig rart"
"Det har de sgu da ikke din tosse." Nej undskyld jeg ikke gider forgifte min krop bare for at forgifte min krop. Hvis folk virkelig elsker øl så meget, for smagen, jamen så er det fair. Jeg hører tit om denne "En varm sommerdag, og så bare en kold øl i hånden, det er sgu godt!".
Giv mig en kold cola i stedet, eller lignende, og jeg er helt med på hvad du siger. Men øl... det smager satme dårligt du. Hader det, og det irriterer mig et eller andet sted at jeg altid vil være lidt udenfor de sociale rammer fordi jeg ikke kan lide øl. Ja, jeg har prøvet at lære det. Nej, sidste gang jeg prøvede at bunde en halv, kastede jeg op bagefter. Øl er bare ikke mig.

Det er sjældent vi har lov til at sige: "Nej." til en fest eller lignede, der skal altid en grund til. Og grunden: "Jeg har bare ikke rigtig lyst." holder ikke. Du skal have lyst. Der skal være noget andet samme dag hvis du skal slippe. Du får desuden også at vide at du er asocial hvis du ikke gider. Er der noget galt i hellere at ville spille lidt, slappe af, lidt kvalitetstid med familien?
"Jamen, jeg vil hellere bare slappe af og spille lidt computer eller Playstation."
"Seriøst? Mener du det?"
"Ja, hvorfor ikke?"
"Det er sgu da mega nederen... vær nu sammen med os andre."

Det er heller ikke fordi jeg har noget imod mine venners selskab, overhovedet ikke. Har nogle rigtig gode venner, men igen, så er alkohol omdrejningspunktet. Kan vi ikke bare droppe det her alkohol? Jeg skal dog ikke spille hellig, jeg er glad for fester en gang i mellem hvor man trænger til at lægge hjernen på hylden, og en dag med tømmermænd som undskyldning for at ligge i sengen til klokken 16 om eftermiddagen, hvor man ikke har lavet andet end at spise chips og drukket vand, samt set en serie, film eller spillet. Men der er sgu andet der kan binde mennesker sammen, helt ærligt...
Jeg synes bare det er så hjernedødt at tage til en café for at drikke alkohol, selvom der ikke sker noget om aftenen. Der skal være en anledning i mine øjne. En planlagt fest eller måske fødselsdag.
Datoer er for mig en ret vigtig ting. Jeg elsker at planlægge tingene, så jeg ved hvornår dit og dat sker, og bryder mig ikke om de spontane "Vil du med i byen i aften?", for det er så sjældent jeg føler nød til at drikke en lørdag aften, efter en god lang søvn, samt et godt morgenmåltid. Eller måske er det først ved aftensmaden der bliver spurgt. "Øh... d'øøh... det ved jeg ikke rigtig?"
Det er enormt upraktisk, og jeg føler mig meget sjældent anlagt til at feste og gå til den, sådan en slap-af-dag i weekenden. Hvis det nu var planlagt i stedet.

Jeg synes bare det er synd, at vi unge fokuserer så meget på at der skal gift ind i vores arrangementer. Hvad er der med en god gammeldags filmaften? Eller hvad med et LAN? Eller hvad med bare at sidder derhjemme, ALENE, fordi man bare trænger til at slappe af? Men nej, du skal til fest. Og med alkohol. Skide være med om du ikke har lyst til at gå sammen med en flok mennesker der er fulde, bare fordi du ikke føler for at drikke.
Åh ja, det minder mig om, vidste I, at omkring 90% af alle skiulykker er danskere? Jo, den er god nok, læste det i avisen. Og det er specielt det her "Afterski" der står for ulykkerne. Jamen hvad tænker folk på? Jeg ryster bare på hovedet...

Og så til en helt anden ting...
Trafik
Eller lad mig sige: Cyklister og børn.
Hvis der er en ting der er forfærdelig i trafikken, så er det børn og cyklister. Det skal lige siges, jeg cykler selv hver dag i skole, og jeg sørger for at gøre mit bedste for at overholde loven. Cyklister ved I nok godt hvorfor, de tager det som om de ejer vejene. Det er bilerne der skal tage hensyn, ikke cyklisterne. Ja godmorgen, det er sgu da lige så vigtigt at du kigger dig for, som bilisten. Bilisten kan jo også sige at i det mindste kommer han ikke til skade? Kør nu ordentligt, og lær for fanden hvordan man giver tegn til at stoppe, dreje til højre og venstre og hvordan man skal opføre sig. RØDT BETYDER RØDT GAMLE DAME! Det irriterede mig grænseløst. Så i går en gammel dame som kørte over for rødt, bare fordi hun lige skulle dreje til højre. Jamen hvad fanden? HVAD FANDEN? Hvor er logikken i det? Jeg har set det før, mange gange. De højresving som cyklisten lige tænker: "Jamen, jeg kan liiiige smyge mig ind her!", nej du får en bøde på 1000 kroner! Er glad for at bøderne er så høje nu, så kan folk måske lige tænke sig om en ekstra gang. Og folk der kører i den forkerte side... HALLÅ?! DU ER DOVEN DIN IDIOT! Så lad da være med at tage cyklen hvis du ikke engang gider at køre lovligt? Jeg er virkelig fristet til at række armen ud som de cykler forbi. Huhej det gør mig tosset.

Og børn... jeg ved godt de er små osv. men de burde virkelig til at se Nanna. "Først så kigger vi til højre. Kommer der nogle biler? Nej. Så kigger vi til venstre. Kommer der nogle biler? Nej. OG SÅ kigger vi til højre. Kommer der nogle- åh, nu blev det rød mand igen." Åh, Nanna...
Nej, on topic. Jeg oplever tit at den cykelsti som der løber forbi den skole hvor de små børn går på, den er enormt trafikeret, fyldt om med små børn både på cykler og på gåben. De kigger sig aldrig for. De går over, og stopper op halvvejs for så at finde ud af at der er en cykel på vej. Og så står de bare lammet. Nej du skal endelig ikke flytte dig. Og børn på cykler, som slet ikke har lært reglerne for at cykle, de kører nærmest tre ved siden af hinanden, overhaler hid og did og...
Ja, føler nærmest jeg bør afslutte det her. Jeg er træt, og negativ. Jeg synes ikke jeg gider mere, jeg vil bare gerne tidligt i seng i aften, og så sove længe. Mmm... min helt egen seng. Evt. med lidt sodavand og chokolade i aften, samt en god film. Se dét er top dollar.

Tak fordi du gad at læse med, og at du kunne holde min 'rant' ud.

Kaptajn Knast - out
////via flaskepost\\\\

Essay til filosofi

Det her bliver nok lidt kringlet at læse. Jeg har filosofi som valgfag på gymnasiet, og vi fik til opgave som en del af OL i filosofi at skrive et essay på 90 minutter, ud fra et citat vi selv valgte. Det er noget tid siden, men følte at jeg skulle smide det op som en blog. Og det her var så hvad jeg fik ud af det:

Paul Henri Thierry d'Holbach sagde engang:
"Kort og godt: Menneskers handlinger er aldrig fri. De er altid nødvendige følger af deres temperament, de ideer, de modtager fra omverdenen, de sande eller falske forestillinger, de gør sig om lykken, og endelig de anskuelser, de nærer, og som forstærkes gennem eksempler, opdragelse og daglige erfaringer."

Vi er lænket til at handle ud fra hvad vi mener vi får størst lykke ud af. Hans udtale er meget lig det Kant gerne vil opnå med sin pligtetik, hvor altså vores handlinger bør kunne adskilles fra vores egen lyster, til det der er det rigtige. Men alt hvad vi gør, er ikke noget vi selv er kommet på, af vores helt egen vilje. Der er faktorer der spiller ind, som påvirker vores helt egen tankegang. Hvis vores samfund havde set anderledes ud i dag, ville vi slet ikke gøre alle disse tanker vi sidder med nu. Altså, vi er lænket til denne jord, dens værdier og principper, som vi har givet den. Vi handler ud fra det, der vil give os lykke, men den lykke er skabt ud fra de værdier og normer osv. vi har i dag. Alting har noget at gøre med den verden vi blev født ind i. Hvad hvis du var blevet født til nogle andre forældre? Ja så havde dit liv set helt anderledes ud. Og bare dét, er med til at skabe vores handlinger.

Hvis vi derimod lærer at skabe vores egne værdier, som Nietzsche gerne så ske, ville vi vores handlinger ikke være nødvendige følger af alle de her ting vi har på jorden. Men er det en dårlig ting? Ville vi kunne leve vores liv bedre, hvis vi ikke var drevet af de biologiske instinkter, og vores omverdens ideer? Ikke nødvendigvis. Vi har fået sat nogle rammer hvor det er MULIGT at finde lykke. Hvis vi alle sammen rendte rundt med hver vores egne former for lykke, ville verden være ét chaos, ingen kosmos. Alt ville være relativt, intet ville have værdi, løgn ville ikke længere være løgn. Det ville i sandhed være et miserabelt liv. På den anden side, ville man måske kunne stole på at menneskets fornuft ville træde ind herefter. Når intet længere har en fast værdi, er livet hvad man gør det til. Vil du hjælpe denne mand? Hvis det gør dig glad, så gør du vel. Og når intet har en fast værdi, er det jo hvad du gør det til. Alt kan skabes og alt kan ødelægges. Som man siger, en mands affald er en anden mands skat. Men det er i sandhed hvad man gør det til. Tag en mønt f.eks. En fattig mand spørger om han må få penge til mad. Måske er det ikke gået op for ham at han kan skabe sine egne værdier. Du giver den til manden, med tanken at den ingen værdi har for dig. Ja faktisk, giver du ham alle dine penge, da du mener det er det der gør både ham og dig glad. Men alt dette kommer an på situationen. Se, hvis du er i et samfund hvor disse mønter har værdi, er du selv blevet fattig. Måske ikke på værdier, men på handlinger du kan gøre i samfundet. Derfor, bliver der nødt til at være en usammenhængende verden, før det kan lade sig gøre at leve i vores samfund i denne tid. Du kan godt flytte ud fra dine omgivelse, og leve livet alene. Så længe det gør dig lykkelig.

Dog er d'Holbachs udsagn heller ikke en negativ eller positivt ladet påstand. Han siger ikke noget sted at det er dårligt vi er bundet til hele denne tilværelse. Og hvem ved, måske er der noget efter? Men som Nietzsche også siger, så vil det være at tage værdien fra livet, hvis man regner med at det er det efter der betyder noget. Altså, bør vi gøre alt hvad vi kan på denne jord, for at få mest muligt ud af livet. Men livet handler i bund og grund om overlevelse. Alt andet er værdier vi har tildelt. Var det fordi vi kedede os? Hvorfor er jeg lige netop endt her? Hvordan ville verden have set ud, hvis man havde haft en anden mand til at bestemme dengang i fortiden? Bedre? Dårligere? Vi må nøjes hvad vi har her på jorden.
I sidste ende, er det bare at sige man bør live levet som man har lyst, og få mest mulig lykke ud af det. Hvorfor ændre på det der fungere, når mennesker stadigvæk kan opnå lykke? Eller findes der måske en bedre lykke? Måske med andre værdier ville det være muligt at blive lykkeligere. Men hvad er lykke egentlig? Aristoteles siger således: "Lykke er meningen og formålet med livet, den ting der styrer tilværelsen." Men ingen kan rigtig definere lykke. For lykke er defineret i sig selv. Det er nemlig en subjektiv følelse. Velvære. Det er op til personerne selv at finde lykke, i sine egne værdier. Siges der. Men er det muligt, når gode ting allerede har fået en værdi, givet af os og samfundet? Der er de små ting i livet, men bliver du egentlig rigtig lykkelig? Er din lykke rigtig lykke? Det kan man kun vide hvis samfundet som vi kender det, opløses, værdierne forsvinder, og det bliver vores eget syn på livet der gælder. Måske er ægte lykke ikke til at opnå. Alle vore handlinger er for at opnå lykke i sidste ende, de er altså påvirket af alt vi kender i tilværelsen. Det er altså ikke til at sige, om de værdier vi har givet, er de bedst mulige værdier. Solon siger vi først ved om vi er lykkelige, når vi er døde. Altså i hans egne øjne, er det ikke muligt at opnå lykke i livet. Først i det øjeblik hvor vi kan kigge tilbage på livet, og sige vi har haft et lykkeligt liv. Er det så det værd? Hvis man nu har gået i gennem smerte og pine, bare for at kunne se tilbage og sige: "Jeg har haft et lykkeligt liv" de sidste fem minutter af sit liv, er det virkelig det vi vil?

Vi har ikke meget at gøre godt med her på jorden. Men vi bør gøre det vi mener hvad der er rigtigt. Om det så er vores egne tanker eller verdens, er lige gyldigt. Så længe at du selv synes det er godt. I sidste ende, kan man altid ændre værdi. Det har samfundet jo gjort.

Tak fordi du læste med :)

Prøver lige at blogge igen

En ting jeg altid har haft svært ved, er ældre mennesker. Som jeg er blevet ældre, er jeg blevet mere bevidst om hvad der foregår omkring mig, naturligvis, men jeg er blevet klar over hvad de gamle var. Hvad de var for mig. Jeg har som helt lille altid været glad for mine bedsteforældre, aldrig helt forstået at de var gamle. Jeg legede rundt i deres hus, legede med dem, og havde ikke noget imod at være sammen med dem i flere timer i streg. Men jeg opdagede hvor ringe hygiejne de havde, hvor snavset deres hus var. De mangler situationsfornemmelse, fandt jeg ud af. De hører dårligt. Og så har deres dialekt skabt en kløft i mellem os. Som lille dreng, behøvede jeg jo ikke at sige andet end: "Lege!" og så forstod de hvad jeg mente. Jeg forstod klart ord som "slik" og "lur". Men som jeg er blevet ældre og kravet om kommunikation er blevet større, fatter jeg simpelthen ikke hvad de siger, og de fatter heller ikke mig. De kommer fra nord-Vestjylland. Men de betyder jo stadig hammer meget for mig.
Jeg mistede for et år siden min farmor til kræft. Jeg forstod først dér, hvor meget jeg satte pris på den ældre generation. Selvom de er skrøbelige, og ikke aner om de har en sovseplet lige på næsen, så kan jeg ikke andet end at holde af dem.

Jeg var inde og besøge min morfar på hospitalet i dag. Han havde fået en ny hjerteklap, og vi ville ind og se hvordan det gik med ham. Det gik heldigvis godt. Men alle de slanger og hans skrøbelige, ja nærmest sygelige udtryk, gør at jeg har svært ved at se ham i øjnene når vi snakker sammen. Når han hoster får jeg en smule kvalme, det samme når han skal spise eller drikke. Jeg kan ikke se på, jeg kigger altid væk, og lader som om et eller andet hul i væggen er super interessant. Jeg frygter den dag jeg bliver uvidende overfor min egen hygiejne. Jeg vil ikke se min krop gå i forfald. Mit billede af min morfar dog, er en mand med stor vom, der altid smiler og er glad, som gerne vil have os med ud at køre traktor. De bor på landet, ja. Jeg har f.eks. fået lov til at køre mejetærsker helt selv, eller se en kalv blive født. Men tilbage til sygehuset. Jeg beundrer sygeplejerske, og hjemmepleje. At de kan se bort fra deres manglende hygiejne og situationsfornemmelse, er beundringsværdigt fra mit synspunkt.

Der er dog noget ved hospitaler, sådan tror jeg alle har det. Der er en stemning af sygdom og død. Det er måske voldsomt, men der går en hel masse tanker igennem hovedet på mig. Det sterile udstyr, de lange tomme gange, lyden af maskiner der bipper en gang i mellem, dine fodspor der giver ekko. Det hele slår mig med følelsen af... tomhed. Jeg håber aldrig jeg ender der.

Da vi gik fra min morfar, kunne jeg se det her blik i hans øjne. Det var kort, og hjerteskærende. Han ville ikke af med os. At vi så kommer og besøger ham en anden dag, var ligegyldigt i dét øjeblik. Vi var inde hos ham en lille time, selvom det ikke er forfærdeligt længe, så er det nok til at vise vi sætter pris på han er hos os. Og det er jeg glad for.

Mit forsøg på en blog efter en længere periode med skrive pause. Jeg har savnet at skrive min tanker ned, men jeg kan også mærke jeg er rusten, og ikke helt så god til at formidle mine tanker som jeg kunne ønske. Gymnasiet tager en del tid og kræfter.

Tak fordi du læste med.

At være PC spiller

Givet, det her er mere end hurtig blog til bare lige at komme af med mine frustrationer. Jeg har nemlig lige kæmpet med at få The Witcher til at patche. Måske en af de største skandaler i hele historien. Det var det første der kom da jeg skrev "can't register" i Google, og ja det siger måske bare lidt om hvor galt det er. Man skulle tro nu, 4 år efter hvor det udkom at de havde fået taget sig sammen og fikset det. I stedet skal man kringle sig igennem alle mulige forskellige guides, eller hente nogle ikke originale filer. Det er pinligt. Det er simpelthen så pinligt. At man ikke kan finde ud af at erstatte en fil med en der ikke har DRM. På et tidspunkt var deres servere også nede, lige op til The Witcher 2 udkom, og der var MASSER der lige ville spille det igen inden 2'eren røg på markedet. Men deres servere var nede, så du kunne jo ikke registrere spillet, og få de nyeste patches.
Bevares, man kan spille det. Men det er jo ikke det fuldendte spil. Hvordan ville du ikke have det, hvis du kunne rette mange fejl og få nye ting tilføjet? Du kan godt spille spillet, men næ nej. Resten kan du ikke få fat i. Men jeg skal registrere spillet, og den spørger så om Username og Password. Intet virker. Den kommer op med "Error" og ikke en dyt mere, hvad fanden skal jeg bruge det til? Jeg aner jo ikke hvad der er galt. Kan den ikke fortælle mig om det har noget med mit brugernavn at gøre, eller filen måske er korrupt?

Hvilket bringer mig til Windows. Hah, griner allerede lidt indvendigt. Det er så svært at vide hvad der er galt, eller hvad man kan gøre bedre. Du får en fejl, og hvad kan du bruge det til? Nå, ok. Der er noget galt. Hvad så nu? Aner det ikke, det ved Windows heller ikke. Den siger det bare. Det er også frustrerende at den siger jeg skal konfrontere et problem med min grafik drivers, men den kan åbenbart ikke få adgang til nettet? Nej, jeg sidder heller ikke på 5 forskellige hjemmesider og surfer rundt på nettet, vel? Og ja, jeg har lige været inde på Nvidias hjemmeside og downloade den nyeste, men Windows vil ikke sådan lige indrømme det har begået en fejl, så vi lader lige som om jeg stadig har et problem. Ting der ikke svarer, ting der skal installeres. Det er så besværligt i sidste ende. Er det overhovedet det værd? Jeg sidder her og ønsker sådan jeg hadede at spille med mus og tastatur, men ak, det gør jeg altså ikke. Jeg vil være konsol gamer. Det er så meget nemmere.

Jeg prøvede også lige at spille Fallout: New Vegas. Jeg starter det op, langt om længe, en ny gennemspilning, new game, loader... loader... kan jeg bevæge musen? Niks, den er står stille. Arh, fedt. Ctrl+Alt+Delete. Task manager. Jep, programmet svarer ikke. Suk mand. Jeg ved godt at Fallout er bugged, men for fanden. Det er så pis hamrende frustrerende at sidde så hjælpeløs. For lige at vende tilbage til The Witcher, så bad jeg også om at få en password recovery mail, for jeg har jo måske glemt det. Men brilliant service afholder mig altså fra at få den. Og, i sidste ende nægter jeg simpelthen at skulle flytte rundt på filer, omdøbe dem, tage otte screenshots, gemme fem af dem og navngive dem til Bob 1, 2, 3, 4 og 5, de sidste tre er ligegyldige, det skulle jeg bare gøre fordi Windows skal registrere der er brugt Print screen knappen, og så smide to af dem i min papirkurv, og sprede de sidste tre rundt i forskellige mapper, og så lægge en .exe fil ved dem alle, for at kunne åbne et installations program, som siger fucking ERROR?!

Nej tak du. Nej tak. Jeg ville bare ønske at det var teknisk mindre problematisk at være PC spiller, hvem ville ikke det? Men det ser ud til at der går nogle år endnu. Hvem ved, måske får jeg ikke et ordentligt operativt system at se?

Det var dejligt lige sådan at få luftet min frustration. Sig hvad I vil, men jeg sgu træt af at spille PC, men det er ikke det samme som at spille konsol. Det ville jo næsten være for nemt, ikke?

Nu kan jeg mærke det

Heh, hej folkens. Længe siden sidst.

Jeg fik tit at vide som yngre, at når jeg engang skulle på gymnasiet, så ville der ikke være tid til noget som helst! Der ville være lektier og sengetid. Afleveringer, den ene efter den anden. Og jo tættere på gymnasiet jeg kom, desto mere usikker blev jeg.
Jeg havde ganske vist fået ros af lærerer og forældre, og de havde skam god tro til jeg skulle klare det.
Jeg er her da endnu, kan man sige. Om jeg så er tilfreds med vejen hertil, og konsekvenserne. Tja, vi får se.
Lige nu er jeg noget så udkørt, men alligevel kan jeg ikke få mig selv til at gå i seng. Jeg tror jeg dvæler ved tanken om at, jeg skal have så meget som muligt ud af aftenen, også selvom den er slut. Det kan man i bund og grund vel sige, at jeg gør. Det er bare ikke smart.
Jeg har her på det seneste fået nogle stik i energien for tiden. Ikke bare det at have opgave fra skolen, det overlever jeg såmænd. Men min samvittighed og dem jeg holder af.
Først og fremmest min samvittighed er ved at løbe med mig. Jeg kan mærke at den sidste aflevering skulle måske have været afleveret. Det er dog nogle irriterende krav der blev stillet. Det skulle være en video, af en selv, hvor man skulle snakke ud fra nogle stikord. En video?
Jeg ville gerne sige, at jeg prøvede på at lave den, men det gjorde jeg ikke. Jeg sad og kom med undskyldninger i mit hovede, men ak. Det nytter jo ikke, når det kun går udover mig. Så i morgen samler jeg vommen op, og siger til min lærer at jeg simpelthen ikke får afleveret den, og det er af flere grunde. Jeg vil bare gerne have at han giver mig fravær, og så er den ude af verden, i stedet for at jeg går og ærgrer mig over det.
Og drama... drama hvad fanden skal jeg stille op med det? Det er røv sygt, for at sige det mildt. Jeg havde håbet på store projektor, men vi har lavet ét projekt i løbet af et halvt år. Og det skuffer simpelthen så gevaldigt. Hvordan skal jeg kunne lære at spille skuespil, hvis vi sidder og snakker om alt muligt kedeligt. Det er ganske vist "nødvendigt" men jeg kan ikke huske en brik... heh Brecht... nevermind.
Men, drama lever ikke op til mine forventninger, og jeg har måtte tage mig selv i at pjække fra det. Lysten er der ikke, for djævlan. Vi fik at vide vi skulle lave nogle skitser og genre beskrivelser, men det har jeg heller ikke lavet. Jeg gider ikke, for jeg synes ikke jeg får noget son helst ud af det. *suk*
Men, der er også "pres" fra den mere fysiske kategori, nemlig personer. Jeg har i en tid stået med lorten, uden at skulle vide hvad jeg skulle gøre. Og selvom jeg fik den fra en jeg holdte af, så har det sgu tæret på mig. Jeg har stået med lorten, mens andre fluer ville hen og sidde på den, men de måtte ikke. (For at sætte det i en åndssvag metafor, men sådan bliver det) Jeg har skulle holde dem hen, uden noget mål. Jeg har haft den, givet den tilbage, og vil aldrig røre den mere.

Og så er der to personer, som kæmper for at undgå at bide hovedet af hinanden, og samtidigt holde af hinanden. Og det tærer på mig, at skulle holde af dem på samme tid. Det er klart mest dette punkt, der har trukket i mine energi reserver. Jeg gider ikke mere, men jeg er af natur en hjælpsom idiot. At høre fra begge parter, hvad der er galt med hinanden, jamen det er til at få spat af. Det er så ynkeligt at høre på, på samme tid. Og jeg har ondt af dem.
Kan I ikke se, at der bare skal sættes grænser? Den er virkelig ikke længere, end at lade være med det, og gøre det andet i stedet. Og der er fandme ikke noget men i det her pis. Hvis I elsker hinanden, jamen så elsk hinanden klaphatte. Der skal prioriteringer på bordet.

Og det samme skal der fra min side. Og det er her jeg fejler. Jeg vil det hele, og intet på samme tid. Jeg vil være god i skolen, og samtidig have masser af fritid og have det sjovt. Og ved I hvad det værste er? Jeg har intet arbejde, så jeg kan ikke engang klage over manglende fritid.

Jeg bliver nød til at slukke for en kontakt, jeg kan ikke supplere strøm til dem begge.

Det bliver ikke skolen...

Tillagt 2011-01-24 01:00:
Undskylder for eventuelle stavefejl osv. Det har jeg ikke gidet at tjekke efter.

En del af første kapitel

I en eller anden novelle/roman/historie-der-bliver-smidt-væk-inden-for-længe tingeling. Fik inspiration fra MD 17, så ja nu får i altså noget fra mig. Det er på engelsk, og hvis folk gerne vil have en oversættelse kan det godt arrangeres. Men, det lidt et eksperiment med skrivestil osv. og det her er altså skrevet efter midnat så jeg undskylder for eventuelle dumheder. Here goes:

He pulled in his backpack, rattling with all his cooking gear. He hated heights, and this was no exception. He slid his left foot further on, along the narrow edge. He accepted the job with out no information about it. Something just told him that this would be good. He always trusted his instincts. They had never failed him. One time, when he was hired as a mercenary, he was supposed to raid some outskirts to the city Gondalar. Though before entering the outskirts he hesitated as something told him it wasn't right, so he rode back into the wild yonder again, leaving the outskirts. And nothing was right that day. Some organisation had come riding through the outskirts as it was being raided. A powerful organisation at the same point. Not a single survivor from the mercenary band.

He was soon on a wider path, just a few steps more. He slid his right foot closer to his left foot, to gain a better standpoint. He continued with his left, but his handhold failed and his left hand was almost thrown off the cliff because of the weight he laid onto it. He quickly regained balance, but looked down by accident, and he lost his balance again, struggling to keep his weight towards the rock wall. He won the battle. He stood still for a moment, calming his breath with his eyes closed. He opened them, and took the risk of wiping his brow with the back of his hand. He found a new spot for his left hand and continued along the edge. A few moments later he made it to the large path. He stretched himself, and corrected his backpack, again rattling as he did.

As he saw what lay before him, he laid his hand on his chest, and searched for his necklace. He found it and kissed it, and then touched his forehead with it. He dropped it, and smiled a sly smile, then continued. It was a large house. Too large almost. It had cracks up the large walls which roamed two stories it looked like. A large white balcony at the second. It was all made of wood. Given the job he had accepted, he knew that you shouldn't be deceived by the looks. It looked deserted. It's windows were few at most, and those that were there, had cracks and holes in them. He slowly walked up the path to the stairs, looking around with anxious eyes. He didn't like these mysterious places. He drew his gun. A modified one. A so-called flintlock. He loaded the gun, and stepped up to the door. He mumbled something, and light shone from inside his cloak and coat. He pulled the handle.

It was locked. His mouth grew tight and he swore to himself. Then he sighed. So much for preparations, he thought. As he turned around, the door was blown of its hinges and hit him hard in the back. He flew a few feet, and quickly got up, and looked around. Not a soul. He corrected his hat ever so slightly, and continued onward, towards the house. He leaned against one side of the door frame, and slowly looked inside. Nothing. But it was dusty, and he sneezed out loud, jumping in the air. He quickly regained balance and looked quickly around, swearing out loud. The frame was blown apart, but this time he dodged, and shot at whatever had blown it apart. A loud shriek filled the air. He quickly reloaded, and got a better view of the situation. He saw a large cloud of dust, but nothing else. He went to investigate, his instincts at maximum. A pile of dust lay on the floor in front of him. He looked around, seeing none. He picked up some of the dust. It stirred and glowed in his hand. He smelled it, but quickly drew it away from his nose. He held his sleeve up to cover the smell. "This is definitely witch dust," he said as he coughed. He led it seep through his fingers, and took a small leather pouch and filled it with dust. "Proof that I killed little Mrs. Shriek," he said with a smile.

He walked down the pathway, when a rumbling sound started. Then the ground started shaking and he almost lost his balance. He cussed and ran to the edge of the cliff and jumped. "I god-damn hope this equipment works, Mr. Ecco," he yelled as he pulled the string on his backpack. Two huge wings was shut out from his pack. He had no clue how to keep the balance of that thing, so the first thing he did was to dive. He turned and turned as he flew downwards. He then made a flick, and flew vertical. For a time. He lost his balance once more, and wiggled in the air. He struggled regaining the balance, and the ground was closing in on him dangerously fast.

He gained balance too late and crashed in tree, wings and branches breaking as he fell through the tree and landed on the ground.

Håber I nød den :) Godnat.

Venner

Hvad er rigtige venner? Det spørgsmål er jeg sikker på at mange har stillet til sig selv. Har jeg rigtige venner? Er de gode venner? Er de overhovedet venner? Noget som simpelt som "ven", kan alligevel være rigtig svært. Jeg selv har stået overfor problemet. For to år siden, da jeg gik i 7. klasse, (og også før, men det er irrelevant) gik jeg sammen med nogen som slet ikke spille computerspil. Jeg vidste ikke selv hvor jeg skulle placere mig, men de accepterede mig som en del af gruppen. Jeg selv, accepterede aldrig at jeg var med. Jeg havde altid denne underlige følelse når jeg gik sammen med dem. De havde andre holdninger end mine, men jeg luftede dem aldrig. På den anden side, kan man måske sige at jeg alligevel ikke var accepteret i gruppen. Jeg var anderledes. Jo vist, de var da fine nok til tider, men jeg havde slet ikke samme interesser som dem. Det var ikke mig der vidste hvad vi skulle lave. Jeg fulgte efter. Men, jeg var der stadig og ikke helt glemt i baggrunden.

Jeg vidste det ikke var det rigtige sted for mig. Jeg begyndte så at snakke med nogen som jeg egentlig aldrig havde snakket med. "Hmm... det lyder da egentlig meget som det jeg har lyst til", tænkte jeg efter et par dage. Jeg havde ret. Jeg faldt hurtigt på plads hos de her to gutter. Begge hvis hår nåede nakken omme bag ved. Pandehåret havde de kastet lidt til side. Jeg følte egentlig jeg brasede ind i deres venskab, så jeg spurgte et par gange forskellige dage om de følte jeg gjorde det. Nej nej, det gjorde jeg da ikke. Men, jeg var altså ikke overbevist. Jeg gik hele tiden med tanken om hvad der måske kunne irritere folk. Hvad gør jeg forkert i de ting jeg siger? Jeg fandt dog ud af at jeg var accepteret efter det første LAN. Nøj en oplevelse. Mit første rigtige LAN, i 7. klasse. For nogen er det måske alt for sent. Men, jeg havde været med til min storebrors LAN, på den måde at han kom ud til os og havde venner med. Der var lidt mere plads. Men altså, med den erfaring gik jeg imod den dybe verden af spil. Vi snakkede hele natten, og gik først i seng godt over 4. Det var vildt. Vi fik grint og ædt, råbt og skreget af skærmen. Det hele var som det skulle være. Og nu til den dag i dag, er jeg stadig sammen med dem. Og med flere til. Før en gruppe på tre, nu er vi seks. I hvert fald i vores klasse. Men, jeg har andre "kontakter" rundt om i de andre klasse, hvilket gør at jeg har en stor håndfuld venner. Livet er godt, i folkeskolen. Jeg har rigtig gode venner, så jeg er faktisk lidt mindre interesseret i at møde nye på gymnasiet. Men, det skal nok gå.

Jeg har lige spist lasagne. Og ved aftensmad bordet var min lillebror i et dårligt humør. Han går i 7. altså er han ligeså gammel som jeg var dengang jeg skiftede gruppe. (Jeg bryder mig forresten ikke om det ord, men det er nemt at sige) Han følte sig uretfærdigt behandlet af sine venner. Eller, såkaldte venner. De var ude og slås i sne, og to fra hans klasse var blevet vasket (sulet, på godt fynsk), og de blev ret vrede på min lillebror over at han flygtede. Min første reaktion var dybe rynker i panden, og kraftig undren. Jovist, man skal da hjælpe, men at ligefrem blive sur og løfte pegefinger af en. Det er sne. Hvis de havde næseblod og knækkede tænder så var det da forståeligt, men en vasker med lidt sne i underbukserne er ikke noget at klage over. Min lillebror flygtede sammen med en anden fra hans klasse, og denne dreng hoppede hurtigt over på anklagernes vogn. Væk fra balladen, og få det skubbet over på en anden. En rigtig ven. Min lillebror følte sig ret skidt tilpas. Ikke noget jeg synes han burde gøre, men det gjorde han altså. Men, han er altså i venne-krise. Der er ikke rigtig nogen han gider at være sammen med. Dem der spiller computer er belastende og er ikke rigtig til at holde ud. De andre er nogle værre popdrenge der ikke fatter et nej og er irriterende. Jeg hader dem også, skal det siges. Efter mange børnefødselsdage er det gået op for mig min lillebror er havnet i en ret så uheldig klasse. Det er jo let at være bagklog når man har været i den lidt samme suppedas. Men, det skal nok komme med venner. Bare vent til du kommer afsted til STX/HTX/HHX eller om du tager skraldemands uddannelsen, så skal der nok være nogen for dig.

Teater praktik

Ja, jeg synes at en blog var på plads, for lige at smide mine mening ind, om denne uges praktik. Som overskriften lyder, var jeg i praktik hos et teater der hedder Filuren. Det er et teater der er mest fokuseret mod børn. Men, altså. De tilbyder praktik for unge i 9. klasse. Uge 47 og uge 9 hvis nogen skulle være interesseret. Nå, videre til det vigtige. Filuren tilhører musikhuset i Århus, og jeg greb chancen da det blev tilbudt til hele 9. årgang. Jeg skrev en ansøgning og var spændt på svar. Helt uvidende fik jeg nogle dage efter en mail, om et tillykke og at min ansøgning blev udvalgt. Det skal lige nævnes det er for hele landet. Der var en der kom fra Falster, og en anden fra Hurup. Men altså, før det var der et tilbud om at komme ind og se Guitaristerne af Line Knutzon. Jeg takkede ja til tilbuddet, om at se det. Jeg mødtes med 8 af de andre der skulle ind på filuren, vi var 12 i alt. Men, hold da op hvor var det er sjovt stykke. Jeg kunne ikke holde op med at grine og smile. Genialt stykke.

Mandagen kom, og min mave slog enorme knuder. Kunne næsten ikke spise morgenmad. Men, den eneste grund til at jeg var nervøs, var på grund af bussen. Det udtrykkes gerne med et: -.-
Men, jeg ankommer, siger hej til de forskellige mennesker. Vi går i gang med øvelser. Lussinger, upper cuts, billy-billy-bob osv. Jeg gider ikke gå i dybden med de forskellige øvelser, det må i så spørge om i kommentarene.

Butt, for at komme tilbage, så skulle vi lave en visning af diverse ting vi havde lavet igennem ugen. Vi lavede tre udpluk af Guitaristerne, en psykologi sketch, en bussketch og nogle nul-tekster. Jeg vil lige gå i dybden med psykologi sketchen, for det var klart den sjoveste. Vi havde så svært ved at holde masken. Det her bliver måske lidt langtrukkent, så spring bare videre, jeg giver tegn når den er færdig.
Der var en, som kun kunne trække vejret når han stod op, det vil sige at han skulle rejse sig op midt i det hele, ånde ud, og så tage en dyb indånding og sætte sig ned. Hende ved siden af gjorde alting modsat. Ham ved siden af hende, var bange for gulvet, så han sad/stod på stolen hele tiden, og løb så hurtigt over gulvet på tær. Hende ved siden af, kunne kun høre i 20 sekunder af gangen, og så skulle hun holde sig for ørerne i 20 sekunder. Hende ved siden af led af rengørings vanvid. Hende ved siden af, skulle synge: "Jeg ved en lærke rede, jeg siger ikke mer'" Hver gang hun sagde noget. Hende ved siden af havde en trang til at røre hendes hår og rette på tøjet, og ham ved siden af skulle gøre alt hvad personen til venstre gjorde. Jeg, som sad ved siden af ham, blev smittet af de to der sad ved siden af mig, så jeg skulle altså gøre alt hvad han gjorde, det vil sige, han gentog hende, og jeg gentog ham. Ham der så sad til højre for mig, klappede alle stavelser. Så det skulle jeg også gøre. Og, psykologen havde også en neurose, så han skulle sætte stolene på plads, og røre deres rygge (vi manglede noget i en hast, så det blev altså det).
Det var det.

Men, vores visning gik super godt, og vi var alle tilfredse med vores resultat. Og, jeg må sige, alt i alt en super god uge, jeg ved dog stadig ikke om teateret er noget for mig. Jeg hælder til en skuespiller foran kameraet. Så kan man jo håbe på at komme på filmskolen. Men, fremtiden kan endnu forme sig til uanede former, veje eller hvad end man har lyst til at kalde det. Stil endelig spørgsmål hvis interesseret. Enten PM, eller kommentar :) Tak fordi du gad at læse.

-Svaber

Når døden banker på døren

Ja, jeg vil gerne ud med det. Sådan jeg ikke føler mig så alene i verden. Fuck det her er hårdt...

Min storebror er død.

Min mor kom hjem her klokken halv to, og gav mig nyheden grædende. Det er først nu her jeg har kunne samle mine "wits". Han begik selvmord. Klokken 6 i morges. Han er godt nok "kun" min halvbror, men derfor gør det ikke båndet mindre. Det var den ældste, og ham jeg ikke var så meget sammen med, men nonetheless, har han været der siden jeg blev født.

Jeg sidder bare og stirrer...

Hvad for en bog? Shh! Jeg læser!

De fleste af os kender vist det, at man sætter sig ned i sofaen, med en utrolig god bog. Og sådan en er jeg lige blevet færdig med.

Jeg har snakket meget om de to første boger, og af god grund. De er virkelig mesterværker. Jeg blev her for en halv times tid siden, færdig med bogen: A Clash of Kings, som er bind 2, i serien A Song of Ice and Fire. 700 sider. 700 fantastiske sider. Og hold da op jeg glæder mig til 3'eren, del 1. Men, man skal jo lige have lov til at tygge bogen helt igennem, inden man begynder på fortsættelsen.

Hver aften, har jeg glædet mig til at komme til bage til universet, omhandlede The Seven Kingdoms, og The Free Cities, forbi havet. I den første, lavede George ofte mange cliffhangers, men det er som om, at han ved vi hænger på nu, så de er ikke så ofte nu, og det gør intet. Men, gode bøger er bare enormt svære at slippe, for du vil lige høre hvordan det går med ham, hende og den der!

At læse er vel en sjov ting. Sorte linjer, på et stykke papir, kan danne personer, universer, handlinger og alt muligt, dybere end noget andet kan. Bare ved hjælp at denne oldgamle kunst. Fascinerende. Men, det blev en kort blog, og med disse ord, vil jeg slutte bloggen.

-Kaptajn Knast

PS: Fik jeg sagt at jeg kan 100% sikkert anbefale serien? Nå, ikke? Men, det kan jeg altså.

Tillagt 2009-09-14 21:21:
Kom lige i tanke om at jeg ikke har noget at læse i!

Baba hva' for noget?

Halløj mine gæve med nørder! Jeg-

Okay først og fremmest må jeg konstatere at den overskrift... ja hva' faen er den egentlig? Idiotisk? Nok deromkring. Men, som anden ting, må jeg sige at jeg egentlig ikke er i humør til at skrive, overhovedet. Og dog. Jeg har lige læst omkring 140 sider i en bog, som skulle være færdig til i morgen. Det har kørt mig lidt træt, men heldigvis er bogen ganske god. Kaos (kys, ah, oh, shit (en monster nederen titel, synes jeg selv)), skrevet af David Meinke. Men, altså den giver et blik ind i nogle andre personligheder. En der er gravid og gerne vil have barnet, og en nørd med bumser og hele fjæset, som så til sidst får en depression.

Jeg har ingen anelse om hvad jeg har lyst til at skrive om. Jeg har haft ondt i halsen i dag, ligesom jeg havde i går, så jeg har ikke været i skole, hvilket har givet mig chancen for at sove lidt længe. Efter det stod jeg op, lavede en stor kop te med honning, sukker og mælk i. Manner den var god, og det var en god drik til en god film, ved navn Planet of The Apes. DVD version, som min far købte lige for nyligt. Jeg har ikke set den siden VHS, for pokker. Dejligt gensyn.

Ellers har jeg vel tåget lidt rundt, spillet lidt Aion, men jeg synes ikke rigtig jeg kan komme i gang. Ellers har jeg som sagt læst de der sidder. Det var lidt af en stak, og er lidt udkørt. Plus, at jeg skal skrive referat, give person karakteristik osv. Og de ligger lige nu ved siden af mig, og skuler ret ondt mod mig, og plager mig om tid. Jeg har godt nok lyst til at kyle lortet ud af vinduet... *suk*

Har haft lidt meget at se til, og når man ikke KAN få sig selv til at lave noget fredag og lørdag, ja så skal man ikke hænge med mulen om søndagen, for man står altså med møg op til halsen. Tysk fremlæggelse, som alligevel ikke blev til noget, på grund af halsen, og skal nu fremlægge den i overmorgen. Nogle andre tysk lektier og noget fysik/kemi. Så dansk bogen til i morgen, og noget samfundsfag. Jeg ved det, jeg ved det... jeg går kun i 9. og hvis jeg bliver ved på denne måde, så går det da helt galt i gymnasiet. Men, jeg er bare blevet mere og mere doven synes jeg, hvilket bekymre mig lidt. Jeg gik ud af 8. med de bedste karakter i min klasse, og nok højst sandsynligt på hele årgangen, men kan jeg holde den gode stime? Næppe, for jeg føler langsomt som om energien flyder lidt mere ud af mig. Det kan selvfølgelig bare være lige her for nylig, og at det måske også bare er fordi jeg er lidt træt. Men, jeg ved ikke.

*Suk* *Gnider sig i ansigtet, kigger på uret ved siden af og... suk...*

*Suk*

Piv piv... jeg har det hårdt hva'? Jeg må snart konstatere at jeg bruger for meget tid ved computeren. Jeg er efterhånden begyndt at sætte tid af, og siger at klokken tre skal jeg begynde at lave lektier. Så siger vi en time, til fire, og så kan du tage et afbræk fra det. Min matematik lærer ser også lidt sort på det at jeg er halv afhængig, men han kan da nødig klage, når jeg har syv i gennemsnit, og nogen gange sniger mig op 10.

Hvis du har læst min anden blog, Et ukendt venskab, så er det venskab mere eller mindre ikke eksisterende. Jovist, vi er da stadig venner, men ikke venner-udenfor-skolen-og-har-det-sjovt-i-fritiden venner. Det er en skam, da den første lørdag vi var sammen, var simpelthen intet mindre end genial. Vi havde det så hyggelig og sjovt. Men, jeg syntes det begyndte at dale efter det. Som om, det bare ikke kunne blive lige så godt. Men, i Paris blusede det lidt mere op. Vi holdt egentlig i hånd, selvom vi ikke var forelskede eller noget. Meget mystisk, men sjovt at høre min venners kommentar. Vi snød på et tidspunkt hele klassen, ved at sige vi var kærester og alt muligt. Og, de var så forvirret. De sagde at vi egentlig passede godt nok sammen, men alligevel... åh, det var skægt. Vi har også sovet sammen nogle gange, og drengen er så forbavset over, at vi ikke har haft sex. "Hvorfor fanden har du ikke bare bollet hende?" Jo, det skal jeg sige dig. Fordi jeg ikke har lyst. Ikke på grund af hun er grim eller noget, men lysten har aldrig været der. Hun er min ven, og vi har snakket om det med sex og så videre, og vi var begge enige om at vi egentlig gerne ville vente så længe vi nu kunne. Det samme gjaldt alkohol. Det var tider, det var tider.

Men, jeg tror jeg vil stoppe her. De lektier skuler stadig mod mig, og jeg har aftalt med mig selv her klokken 21 skulle jeg til at lave dem... En smule forvirrende blog måske, men en glimrende måde at komme ud med nogle tanker og hvad ved jeg. Håber I kunne holde det ud.

-Kaptajn Knast

*Suk*

Måske på randen af en depression

Den lyder måske lidt voldsom, og det er nok heller ikke rigtigt, omend man ved aldrig. Nej, det er ikke omgående mig, men en pige fra klassen. Jeg snakker egentlig ikke med hende, men alligevel fortalte hun mig noget. I går da min familie og jeg så Forrest Gump (forresten, fantastisk film), så skrev hun, og vi snakkede lidt om musik osv. og så spurgte jeg, om hun glædede sig til vores engelsk fremlæggelse, hvorefter jeg sagde, at det blev nemmere hvis man kiggede vores engelsk lærer i øjnene, men det kunne hun ikke, efter hun havde snakket med hende. Hendes veninde, havde fået vores engelsk lærer, til at snakke med Molly, som hun hedder, og de viste sig hun havde det rigtig dårligt.

Hun var helt nede, og hun fortalte slet ikke hun skar i sig selv. Det fortalte hun så mig, og jeg blev hurtigt meget bekymret. Jeg vil skrive, hvad jeg skrev, og kort fortælle hendes svar: (Hun har ikke fortalt det til sine forældre)
(Mig): Nej, okay. Jeg kom bare til at tænke på psykolog, men så skal du jo snakke med dine forældre. Jeg ved du hader når folk siger det, men du skulle overveje at fortælle det til dine forældre. Jeg ved det, det er alt for svært, men du er deres datter, og har de ikke lov til at vide at du har det dårligt? De vil kun det aller bedste for dig, og hvad er det værste der kan ske. At folk får at vide? So what? De skal vide at du er stærk nok til at komme ud af problemer som dette, og tør sige det til dine forældre. Alt vil blive mere trygt, og måske en psykolog kunne hjælpe rigtig meget. Jeg vil bare sige, at du burde overveje det. Ikke for dine forældre, men for dig selv, du skylder dig selv, at komme ud af dette. Tænk over det.

Molly siger så hun synes det er ydmygende at snakke med forældrene, og synes det er nemmere at snakke med sin musiklærer.

(Mig) Der er da intet ydmygende i at snakke med dem. Dine forældre, som ikke nok med at de har skabt dig, så kan de også hjælpe dig. De ved hvad der er godt. Hiv dem sammen, og start med at sige, at dette er meget svært, og at I ikke skal gå i spåner, men jeg er faktisk på randen af en depression. Og ja, du kommer til at være deprimeret, hvis ikke du griber fat ved roden, og søger hjælp. Det er svært, men det vil styrke dig på mange måder. Kan du overkomme dette, kan du overkomme alt. Virkelig. Jeg vil kun det bedste, og det samme vil dine forældre.

Hun svarer at hun er meget træt, for hun har ikke sovet sidste nat, og takker mange gange for svarene, men hun er ikke en person der kan gøre sådan noget.

Jeg har så et spørgsmål til GR folket, da der sidder nogle ganske fornuftige hoveder der ude, og måske lige vil give et svar: Hvad skal jeg gøre? Skal jeg blande mig, og få snakket med hende og hendes forældre, eller skal jeg lade hende løse det? Forresten, så er hun ikke en mørk person, langt fra. Hun var en af de dygtigste i klassen, men hun er dalet meget i karakter, og er en af de dårligere. Hun er meget stille og rolig. I nat, følte jeg det som om vi var rigtig gode venner, og det gør jeg faktisk stadig, derfor vil jeg meget gerne hjælpe hende, men jeg ved ikke hvordan.

PS: De SMS'er var skrevet klokken et om natten, og jeg havde kun sovet seks timer, de to sidste dage, så jeg vil sige jeg er undskyldt for dumme sætninger. Tror jeg.

Fortsat god sidste sommerferie uge. Nyd den, inden dommedag rammer. -.-

At skrive, eller ikke at skrive

Er det spørgsmålet?

Jeg fimler og famler lige nu med en lille historie, som jeg måske har nævnt, det kan jeg ikke helt huske. Men, altså, den er på engelsk, jeg er oppe på 3400 ord, og det er da på vej. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal skrive enhver idé ned, og det er jeg i gang med nu, og jeg kan faktisk godt sætte det sammen på sin vis. Men, jeg synes selv det er ved at være ret interessant. Flashbacks er der også med. De 3400 ord er godt nok kun starten, og det er meget højt sigtet, men uden at sigte højt, rammer du ikke hjertet. Jeg vil stadig blive ved med at skrive og skrable, og endda kigge tilbage på min historie, og ærgre mig over hvor pinligt skrevet starten er. Men, med tiden kommer forandring, lige så ændres éns skrivestil. Jeg har smidt min historie lidt rundt til nogle venner, men de siger de er gået lidt døde i den. De burde kunne læse skidtet, da vi snart skal i 9. De kan ikke engang læse mine historier, og jeg er kun 15. Jeg nægter at tro på det er mig der skrive modent.

Men, anyway. Jeg elsker at skrive, og det vil jeg forhåbentlig blive ved med. Min veninde (som jeg skrev om i "Et ukendt venskab") vil meget gerne læse den når den er fordi. Men, jeg retter hende, og siger hvis. Hvis den bliver færdig. Og, du kan ikke gå tilbage i teksten og rette, da du lige pludselig får nogle helt andre ideer, du går på sidespor osv. det vil bare fortsætte. Personligt, tror jeg ikke jeg bliver færdig, men som sagt vil jeg bare prøve.

En lille kort blog herfra, håber det går. God sommerferie til alle, og fortsat god aften/nat.

Le Paris!

Ohøj gæve gamere. Kaptajn Knast tager i nat sydpå sammen med han flittige mandskab. Den står på Paris indtil lørdag morgen, så jeg vil ikke være der, til at dirigere mine matroser. 1:50 skal jeg være ved en såkaldt "togstation". Jeg foretrækker nu skuden. Og til Kastrup med toget det går, hvorefter jeg forlader jorden. Jeg lander dog igen, i Paris. Studietur det er, men ingen ferie til Kaptajnen her. Jeg glæder mig da, selvfølgelig gør jeg det. Men det bliver hårdt at forlade det rigtige mandfolk, som jeg nærmest stikker med en dolk. Jeg tager den dog ud, når jeg kommer tilbage til den gamle skud'. Men alt i alt, vil den gæve Kaptajn, blot meddele at han ikke vil være til stede, til lørdag morgen.

I må have en god pinse, fra Kaptajnen med sin nye linse. Kort men godt, jeg vil nu hoppe på pot'.

Five nights in Paris.

Update

Ja, jeg tænkte jeg ville lave sådan en. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men bare sådan, I ved, fortælle lidt om mit liv, for jeg har den følelse af, I ikke synes jeg er en så tosset person. På hvilken måde skal det tolkes, I have no idea.

Lige nu går det ganske udmærket. Vi har lige haft to årsprøver, i går matematik og i dag dansk.
Jeg må sige, matematik er ikke mit yndlings fag, men det går da ganske udmærket med det, dog synes jeg problemregningen, da var noget svær, da jeg sprang nogle opgaver over, og garanteret pøllede i nogle opgaver. Men, hele året i alle de tests og afleveringer vi har fået, har jeg fået 7. Hele vejen, ikke ét 4 tal eller ét 10 tal. På sin vis godt at det ikke har dykket, men en skam jeg ikke er blevet bedre.
Hvad det danske angår, så synes jeg det gik godt. Valgte at skrive om en person på 14 år, der rejste alene over Atlanten på seks uger. Den blev på 1844 ord, eller 4 sider. Dog tror jeg, at der kom lige lovlig meget fantasi tingel-tangel i den, da jeg smed i sø uhyre ind i den. Men, hey. Ellers så blev den for kedelig. Men jeg glæder mig til at jeg får dem begge tilbage, skal nok blive spændende.

Jeg skrev tidligere om min ven Luna, og om at vi lige pludselig, var blevet enormt gode venner. Det har så udviklet sig, og nu regner vi med at sove sammen på fredag, men der er lige en blokering. Forældre... Og her kommer jeg i et dårligt lys. Jeg er skurken, da når en dreng og pige sover sammen, så er det jo ofte drengen der lægger an. Og det frygter vores forældre, dog har mine givet "in", da de kender mig noget bedre, end hendes forældre gør, og de er stadig noget skeptiske over for ideen, men det lyder som om det er ved at give sig. Jeg håber vi får lov, da vi er virkelig gode venner, og bare gerne vil sove sammen, længere er den ikke. Jeg regner ikke med at have sex, sådan lige foreløbig.

Jeg er stadig i gang med bogen; "A Song of Ice And Fire", for jeg har ikke læst her for tiden. Jeg ligger omkring 280 ud af 800, og den er ret tung. På engelsk til mit eget forsvar. Den er ellers utrolig god, ja fantastisk, og da jeg så nyheden om, at der kommer et spil baseret på serien (mener den er på 4 bøger) kunne jeg ikke andet end at blive glad. Men, jeg tror til gengældt at det bliver rigtig, rigtig svært at lave. Den skifter nemlig mellem forskellige personers synspunkter gennem historien. Men, det er den samme historie, og nogen af de personer, er fjender. Men, ikke desto minde, så glæder jeg mig til at se hvad det egentlig kommer til at forløbe.

Nu hvor vi er ved det engelske, er jeg i gang med min egen historie. Den er oppe på 2.677 ord, men jeg sidder lidt fast lige nu. Nok på grund af årsprøverne lige har været her. Men, jeg er ret tilfreds med mit resultat indtil videre. Glæder mig til at jeg kommer i gang igen, og jeg har faktisk nogle ideer, men jeg mangler bare lige lysten til at skrive dem ned. Ja, selv ikke nu, hvor jeg egentlig skriver, der føler jeg ikke for det. Jeg har sendt noget af den, til tre fra klassen, og de er allerede gået død i den. Jeg kan så sige, at mange fra klassen ikke er ret stærke til engelsk. Og det kan til tider være lidt belastende. Vi er trods alt snart i 9.

Jeg skal til i morgen lave en tysk disposition, og jeg regner med at skrive om Beethoven. Doink, hvor kan jeg ikke komme i gang. Har kun skrevet et par få linjer, og måske skal jeg bare skrive et par stik ord, og så aflevere den. Vi skal lave mundtlig fremlæggelse, på 4-5 minutter, og vi må bruge dispositionen til hjælp. Vi må, ikke skal, så jeg kan vel aflevere et eller andet der ser okay ud, og så lave en god mundtlig. Jeg tror, at jeg er den bedste i klassen til det mundtlige hvad tysk angår, men det skriftlige. Hah! Skrub af jeg er en pølse.

Her på søndag, eller lørdag nat, klokken 1:50, skal jeg være oppe på banegården i Skanderborg, med kuffert, pas og hele molevitten. Hvorfor spørg du? Jo, jeg skal med klassen til Paris, pga. studie tur. Det skal nok blive skægt, bortset fra at vi i gennemsnit, skal gå mellem 15-20 km hver dag. Jeg skal nok klare det, jeg tænker bare på min klasse kammerater. Gik trods alt, uden store problemer, 10 km hver dag i Rom med familien. Det var en anden sag for lillebror. Men altså, jeg glæder mig, rigtig meget endda, og så kan jeg også få læst lidt om aftenen. Det er mine værelses kamerater nok lidt imod. Men, så kan jeg bare prale med karakter og hvad ved jeg. Jeg er trods alt, ifølge karakterene, den dygtigste i klassen. Stak min ven, pga. ét tolvtal, han havde et tital. ^^ Sjovt.

Men, alt i alt, må jeg konkludere, at det går ganske godt, og nu hvor soles er sprunget frem, og graderne efter hånden stiger langsomt, så ser det faktisk slet ikke så tosset ud.

Jeg håber i nød, mit lille skribleri.
- Kaptajn Knast

Et ukendt venskab

Her for en måneds tid siden, knap og nap, gav jeg mit nummer til en pige i klassen, og jeg fik hendes. Det startede med at vores engelsk lærer, sagde at vi burde opsøge hinanden noget mere i engelsk, og i de følgende engelsk timer har vi været sammen, og så delte vi numre, og nu skriver vi konstant. Vi føler at dagen mangler noget hvis vi ikke skriver med hinanden. Vi har nu aftalt at vi på tirsdag skal ud og gå med hundene sammen, så vi kan snakke sammen. Jeg lånte hende i torsdags Ringenes Herre 1-3 og hun er vild med den første, i gang med nummer 2, og kan ikke vente på nummer 3. Hun har ikke set dem før (hvilket er utroligt forbavsende), og hun siger hun nok har brug for at se dem igen, og hun siger at vi kan se dem sammen.

En dejlig følelse synes jeg. Men, jeg tror ikke det er forelskelse, eller er det? Det har jeg egentlig ikke lyst til at vide, men vi er begge ikke parate til noget som helst kæreste halløj. Eneste der lige sådan går mig lidt på når jeg er lidt nede, er at hun altid er optimistisk. Hvordan kan hun være det?

Eneste jeg egentlig vil med denne blog er, at jeg vil lige opdatere, og at jeg og Luna (det hedder hun) nok skal få det godt sammen med dette venskab.

Godnat, I må sove godt.
-Svaber

Når en ven, bliver for meget

Jeg er efterhånden begyndt at undre mig over en af mine venner. Efter nogle af hans kritiske kommentarer, bliver jeg nød til at lægge låg på mine tanker, for at det ikke skal løbe løbsk. Det med, at man bare siger sin mening, og ovenikøbet kaster et spydigt ord ind i sætningen. Jeg har flere gange tænkt over, hvor svært det kan være bare at sige; "Jeg bryder mig ikke rigtig om det" uanset om du hader det af hele dit hjerte. Det kan være hvad som helst, bare lige det, at man ikke siger det helt direkte. Du siger stadig at du ikke kan lide det, men bare ikke sådan det støder nogen.

Lad mig tage et eksempel, fra min ven og jeg. Lad os kalde ham: Søren.
Jeg var i lørdags i BB, hvor jeg købte nogle spil på tilbud, samt to film. Der ligger så gratis T-Shirts, og maks to per kunde. Jeg hiver Saints Row 2 og Alone in The Dark med hjem. Jeg har sidstnævnte på i dag, og den er bare fed. Jeg viser den stolt frem i frikvarteret, og jeg ved godt at det spil (det nyeste) er populært blandt diverse gamere. " Fy for satan, tag din trøje på igen!" sådan lyder udtrykket fra Søren, da jeg viser den frem. Det skal lige siges, at han overhovedet ikke har spillet spillet, ikke engang demoen, det er udelukkende baseret på ting fra "tha interwebz". Jeg sukker dybt inde i mig selv, og en lille mand tager sig til hovedet. Jeg gider ikke sige mere, da det er spild af tid. En time hvor vi skal ud og læse i nogle novelle ark, begynder Søren igen med, at Alone in The Dark er det værste omgang lort der er blevet produceret. Jeg giver ham igen med "Jamen, Burger King er for tabere!" hvorefter han sparker ud efter mig, og jeg futter af sted. Det skal lige nævnes, at jeg overhovedet ikke har noget imod Burger King, men han elsker det. ar kun smagt det en gang, og det er bestemt ikke nok til at bedømme det.

Dette er blot et eksempel fra en dag, og der har været mange af samme slags, med at Søren har brugt spydige kommentarer, og kritiseret ting som vi andre måske holder af, men det er Søren ligeglad med. Vi kritisere aldrig de ting han holder af, eller har. Og de ting han kritisere, har han stort set udelukkende af internettet. Og hver gang vi snakker Wii, tager han altid en sætning, som jeg sagde til ham, da vi diskuteret, og lige siden har han ændret mening, og brugt den.

Suk, nogen gange bliver en ven for meget, det samme med hans mening. Er efterhånden enormt træt af at høre på alle hans meninger.

Og nej, jeg vil ikke bruge vold, mest fordi jeg er imod det, og andet fordi han er større end mig. Er lidt i tvivle hvordan jeg skal handle.

Underskrevet: Kaptajn Knast.

Min aften, min seng

Ja, den burde vel egentlig hedde, mine aftener, da det er hver dag det sker. Jeg kan ikke garantere for en blog med mening, men du kan prøve at læse videre, og selv bedømme om du kan holde det ud.

Når jeg ligger i min seng, og skal til at hoppe ind i drømmeverden, så flyver der en masse igennem hovedet på mig. I min seng, har jeg en helt anden tankegang. Det er der jeg tænker klarest. Det er der jeg tænker, tænker over mit liv. Ikke rigtig andet, men om alt hvad der er I mit liv. Det jeg holder af, det jeg hader eller bare de ting som jeg oplever. Det kan også være de ting jeg glæder mig til, de ting som var sjove. Det kan være tanker om Gamereactor, det kan være tanker om spil. Alt det som har været, I mit liv. Om aftenen, er der jeg tænker. Jeg gør det jo ikke om dagen, vel?

Det har ofte noget med skolen at gøre, hvorfor det skete, hvad der skete og hvad der skal ske. Hvem er mine venner, kan jeg egentlig lide dem, og hvad med de andre? De spiller vel alle ind i mit liv. Hvad får jeg mon i karakter bøger, hvad med den sidste terminsprøve? Hvad med dem jeg ikke forstår af personer, hvad tænker de? Dem jeg ikke bryder mig om, dem der har andre interesser, dem der... ikke deler samme mening som mig. Dem der er uenige, dem der ikke har... ret. Dem der er dårligere end mig selv, nej se jeg... jeg har en fremtid, det har de ikke, Jeg er nemlig bedre end dem, er jeg ikke? De er bare en brik i puslespillet, og jeg er spillet. De er brikkerne, jeg skal have for at komme videre, de er de brikker, der vil dække noget af spillet. Jeg vil få brug for de brikker til ... til jeg dør. Nej, de er ikke bedre end mig. Jeg... jeg er nemlig den bedste.

Musik... det lytter jeg til om aftenen, i min seng. Det er ofte det der hjælper med at klare hovedet, det der fylder stilheden. Jeg kan tænke, når jeg hører det. Ringenes Herre spiller stort ind i rollen her. Jeg var syv, da jeg så Ringenes Herre 1. Jeg fattede intet af historien, jeg havde lige lært at læse to ord af underteksterne, og alligevel blev det med ét min yndlingsfilm. 2001, året hvor jeg blev blæst væk, i mit biograf sæde. Og den kendte melodi. Simply... perfect. Næste år kom Ringenes Herre 2, og igen... perfect. Og næste år igen. Wauw. Derefter, så jeg først noget til dem da DVD'en kom ud. Jeg blev mere og mere kendt med universet, og til sidst faldt det på plads. Det handlede om Gimli, søn af Glóin. Jeg mærker et sug i maven når violinerne græder, når trompeterne råber, og når mundharmonikaen hvisker.

Jeg tænker også over historier. En klassisk superhelt historie, om en dreng der vokser op, og på et tidspunkt bliver udsat for noget, der giver ham superkræfter. Eller, en historie om nogle der bestiger et Mount Everest lign. bjerg, hvor der er fyldt med monstre og dæmoner. Eller under verdenskrig, hvor der også er mange fantasifulde væsner. Eller hvad med en historie om nogle der... jeg kunne blive ved, for et barns fantasi, sætter ingen grænser. Det er det frie sted.

For mig, er aftenen det vigtigste tidspunkt i døgnet, det er der jeg er helt mig selv, det er der tankerne får plads. Det er der livet får sin sande mening, der hvor det bliver luftet. Det minder mig lige om, hvor læge siden er det du sidst har råbt. Ikke på den hårde måde, eller med ord, men bare have sluppet stemmen fri. Det er alt for længe siden jeg har gjort det, men det kan man ikke længere, det vil jo helt sikkert vække opsigt.

Det er egentlig længe siden jeg helt har været tosset i skolen, egentlig pga. frygt for andre. Den måde de konfronterer dig på. "Du er mærkelig". Jamen tak, fjols. Du er heller ikke for klog selv. Du er ikke for klog, fordi at du ikke slipper din ånd fri! Fandens, undskyld sproget, men andre gange, ville jeg bare gerne have evnen til at ignorer folk. Hvilket fører mig ind på at nogen gange, bryder jeg mig ikke om at være sammen med nogle af mine venner.
Disse tanker, de kommer til mig, i løbet af aftenen. Det er vel egentlig der, der sker mest, ikke? Men klap til dig, hvis du har læst så langt, det var dejligt du ville læse med. :) Håber ikke den blev alt for uoverskuelig. Ha' en fortsat god aften.

Battlefield Heroes: Indtryk

Jeg har været så heldig at få en closed beta kode, sendt til mig. Jeg var jo ret glad da jeg fik den, så jeg skyndte mig at kopiere den, og følge deres link. Jeg trykker Activate my Beta Key, og den spørger om koden. Men hov, nedenunder er der noget med "Create a Security Layer Account Name" og det samme med password. Jeg tænkte hvad i al verden betyder det? Hmm, jeg tænkte eftersom der stod at de var en god idé at have tal og lign. skrev jeg et langt navn og kodeord. Da den fik koden, og accepterede det, skulle jeg "tie" altså forbinde de til mit EA Account. Ja, men det er jo nok det sædvanlige jeg bruger, tænkte jeg. Name: Og jeg taster mit bruger navn ind. Det gad den ikke, så jeg tænkte at jeg ville lave en ny. Bla bla bla. og videre. Sådan. Name: skrive skrive skrive. Nej? Det gider den ikke godtage. Hvad pokker så? Jeg finder senere ud af at det var mail adressen der skulle bruges. "Idioter, hvofor skriver i ikke det?" tænkte jeg. Det blev tiet, og jeg blev smidt ind på deres side, hvor man downloader. Fint, downloader. Færdig, og nu til opdateringen. Hum hum hum, ikke lang tid det tog. Imens lavede jeg mig en karakter.

Der er tre at vlge imellem, altså classes.
Soldier: En typisk soldat, med en healing evne til at starte med.
Gunner: En af de store, med ordentlige våben, og starter med en defense evne.
Commando: Sniper/assassin typen. Kan gå i stealth.

Jeg valgte soldier, da det passer mig bedst. Den skal finde en bane. Hov, 2 sekunder? Det var hurtigt. Jeg hopper ind og den loader på 10 sekunder. Så er jeg inde i kampen. Fastee.

Det første der falder en ind er det grafiske. Det er pænt. Rigtig pænt endda. Elsker den stil de har. Vi har Team Fortress 2, ja tak. Men hvor mange andre? Synes det er cool de har taget den stil med. Det er i 3. person, og du styre som du forestiller dig. WASD, og skyder med musen. Skills på 1, 2, 3, osv. og du bruger fartøjer på E.

Simpelt og lige til. Du løber ikke så hurtigt, men det er der skam heller ikke brug for. Victory Village er min første bane. Ikke så forfærdelig stor, i forhold til den anden bane Seaside Skirmish. Det er de eneste to jeg har prøvet

Victory Village: Du er i en by, hvor der er to fartøjer. Begge Jeeps. Du skal forsøge at overtage diverse pladser. Du skal blive på punktet, og når det har dit holds flag, og bing bada dum, så er det taget. Du får Experience imens du overtager det. Den experience er til din figur, som så stiger level, og kan sætte i diverse evner. Der er fire flag der skal overtages i den bane, og man starter med 50 point, begge hold: Royal Army, altså den amerikanske af dem, og National Army som er den tyske. Simpelt.

For hver flag dit hold har, desto hurtigere går modstanderens point ned. Når de har ramt nul, vinder det andet hold.

Seaside Skirmish: Den foregår ved havet som man kan høre, og er et kæmpe område, hvor der er brug for fly, tanks og jeeps. Det er den samme måde som Victory Village altså med flag der skal overtages. Samme point antal, ikke noget nyt der. Her vil du ikke komme ret hurtigt frem, medmindre du har et fartøj.

Tank: Der er styreren og en der sidder i toppen af tanken.
Jeep: En der kører, og en ved siden af der frit kan skyde. Det samme er der omme bagved, altså der er mulighed for 2 andre end føreren.
Fly: Har der styre flyet, og to personer der sidder på vingerne. Det kan også pløkke løs.

Måske jeg skal nævne at man har evig skud? Og dine skills som du har, genoplader efter noget tid, alt afhængig af hvilke det er.

Servers er stabile, og er poweret af Salty Kringles. går ud fra at det er EA og DICE's servers.

Grafik skal i lige have noget mere detaljeret.
Det har charme. I den grad. Det hele er så behageligt at se på. Græsset, træerne. Himlen er rigtig sej. Det hele står stille, og skyerne ligner papir. Jo, det er positivt for mig. Også hvis det nu ikke var meningen, så ville jeg stadig nyde det. Eksplosionerne passer helt fint ind i billedet, og det er generelt bare rigtig pænt at se på. Effekter som der er nogle af, er også ganske pæne. Skyggerne er såmænd også pæne, dog på visse marker, er den ikke så solid. Den er lidt kantet og sådan.

Lydsidden: Elsker lyden af geværerne. Fartøjerne har også en udmærket lyd. Man kan høre folk fløjte omkring sig, hvis de trykker på en emote. Synes det lyder rigtig cool når man fløjter.

Der er emotes, som kommer frem ved hjælp af at holde "Q" nede. Derfra skal du selv klikke på dem. Der kan være ni i alt, og har en fin animation, og god lyd.

Den måde man starter spillet på er: Du går ind på deres hjemmeside, taster dit hemmelige navn og password ind, og går derefter ind på siden. Så trykker du play now knappen oppe i venstre hjørne. Den beder om dit EA account. Boing du taster det ind, og så kommer der en boks frem. Den er stor men fylder ikke hele skærmen. Her er dine mænd du har. Der er store, skills, options og alle de der ting. Vil lige hurtigt sige, at du kan vinde det såkaldte penge til shoppen, ved at spille. Derefter vælger du din mand, og trykker play now oppe i højre hjørne. Heldigvis er den rigtig hurtig til at finde server og sådan, som jeg forklarede tidligere. Spillet selv er i fuld skærm, så intet med det smalle billed. Når du så er færdig med spillet, trykker du escape, og der kommer en boks frem inde i spillet. Du kan vælge at lade være med at gå ud, dø eller forlade spillet. Du tror du kommer ud til din lille boks menu, ikke sandt? Nej, ikke i følge min computer. Den lukker spillet ned, og så skal du ind på den hjemmeside igen og sådan. Der er et ikon til at starte spillet i mappen. Den kan dog ikke bruges. Den kan ikke finde ud af at logge ind ved mig, så der skal jeg tage den lange vej. Jeps, og sådan kommer du ind og ud.

* OBS: Det skal siges, at dette er ud fra min computer, og jeg ved jo ikke hvordan andre computere gør det. Kan være det er anderledes ved jer, hvad angår boks menu tingen.

Spørgsmål? Så stil dem her i kommetarene, eller send mig en PM. Evt. undskyld for stavefejl og lign. men den skulle være lidt hurtig færdig.

-Svaber

Fødselsdag

Ja, jeg ved godt at jeg nok skulle have skrevet den i tråden, men jeg gør det alligevel til en blog. 15 år. Nu fejrer vi, at jeg er ét år tættere på at dø. Èt år tættere på ikke at kunne føle mere, eller kunne elske. Èt å-... Nåh, I har måske fattet det? Okay. Det er en underlig ting, hvis man vender det på hovedet. Men samtidig, så fejrer man jo, at nu er det 15 år siden man er født. Jeg har fået et par gaver:

Mirror's Edge til PC
3 engelske bøger i en serie
2 forudbestillinger: Killzone 2 og Empire: Total War
I am Legend bog.

Hvorfor er det man får gaver? Er det fordi, når man har oplevet nogle af disse ting, så er det lettere at være et år tættere på at dø. Nej, lige meget. Jeg snakker volapyk, og det er ligegyldigt. Man skal leve i nuet, og have det sjovt. Man skal nyde livet, mens man har det.
Det gør mig sørgmodig at snakke om døden, så jeg vil glemme alt om det. Vores gæster kommer her klokken 1, men er nok lidt forsinket pga. snevejr. Snevejr. Lad os snakke om sne. Som barn, der er sne noget af det bedste. Kælkning, sneboldkampe og sjov med sine venner. Igloer, baser og bunker laver man, og så er der dømt sneboldkrig, indtil alt er brugt op. Indtil, at det kun er græs og blade man kaster med. Regner selv med at skal ud i dag, med den tunge rusting. Klar til kamp! Monstro der ikke er nogen fra familien, der tør tage kampen op? Hvem ved. Det er i hvert fald en sikker vinder, hvis man når hen og giver en vasker.

Uheldigvis, kan sne også have dårlige sider. Det er møgfarligt at køre hvis det er snestorm f.eks. Vejene kan være glatte, og det kan være rigtig svært at transportere ting frem og tilbage. Men, i stedet for at køre bil og hvad ved jeg, kan de jo bare gå ud i haven, ikke sandt? Nyde sneen, for der er ikke meget af det, og når det endelig kommer, så er det der max én dag. Nåh, men jeg tror jeg vil slutte min blog.

God søndag!
-Svaber

Grafik > Gameplay?

Det er blevet sagt rigtig mange gange, og fair nok. Grafik betyder meget, også for mig. Men jeg kan se forbi grafikken, og se hvis der gemmer sig et fantastisk spil. Mount & Blade lignede jo noget til Windows 95, men alligevel formår det at underholde mig rigtig meget. Jeg elsker det spil.

Det er trættende at læse om folk, der slet ikke forstår at designet altså også er en stor del af det visuelle. Stilen, universet... ja det hele. Det er forstående, at efter mange år med god teknologi, burde det også se rigtig godt ud. Men hvis det ikke gør, så er det jo ikke rigtig værd at spille, vel? Selvfølgelig er det det. Man skal bare se sig omkring. Leve sig ind i det. Nu da jeg har en storebror, som er rigtig dygtig til at tegne, og endda blevet spurgt af Blizzard, om han havde lyst til at arbejde for dem, så er jeg blevet lært en ting eller to omkring det visuelle. Jeg kigger mig omkring, men det gjorde jeg slet ikke for et års tid siden. Nu gør jeg alle mulige sjove ting, bare for at se på animationerne. Nå nok om det. F. eks, World of Warcraft. Fy føj, eller hvad? Det har en tegneserie stil. En rigtig god en. Ja, sågar fantastisk. Det ser rigtig flot ud, og godt designet. Det jeg såmænd vil sige er, at man ikke altid skal bedømme på udseendet. Jeg vil heller ikke sige at jeg er ligeglad med grafikken, for det er jeg slet ikke, og det er heller ikke for at virke offensiv. Hvad mener i?

Svaberen out.

Brainstorm: The Blog

Tak til Master_Disaster_17 for overskriften ;-)

Jeg vil skrive om en del emner, og vil dele det op, sådan det ikke bliver for uoverskueligt. Det er både ting jeg kan lide og ikke kan lide. Det er mest personlige ting, så hvis du har et had til mig, så må du vist hellere smutte, hehe.

Emne: Skolen
Jeg har det super godt i skolen... for det meste. Der er bare de typer, som bare gør livet surt for en. Nu er jeg rigtig dygtig til engelsk både sprogligt, og skriftligt, og er også god til drama. Men jeg kan aldrig få lov til at blande disse to ting sammen, fordi jeg ikke ville blive grint af. Du begydner at leve dig ind i det, og før du har talt til tre, så hører du grin og øgenavne. Jeg har ikke taget det op endnu i klassen, men hvis det bliver ved, så gør jeg det. Det er utroligt trættende.

Emne: Respekt
Jeg respektere rigtig meget. Jeg respektere at folk de f.eks hører noget jeg slet ikke bryder mig om. Jeg respektere at folk skal gøre noget bestemt, før de kan gøre noget andet. Men nogen, de har simpelthen ikke respekt for andre. Det kritisere folk. Ja, ytringsfrihed, og hvad så. Jeg fik at vide, her for nogle dage siden, at jeg ikke måtte lave armbevægelser. For mig er kropssprog en utrolig vigtig ting. Jeg voksede op med at, man forstår det aller bedst, hvis man bruger kroppen. De sagde jeg var en nar. Et fjols. Hvorfor gør jeg det dog?! Spader. De kan bare gå hen i et hjørne og dø! Hvis jeg får det at vide igen så går jeg hen og siger: "Jeg må da gerne lave hvad jeg vil. Det skal du fandme ikke blande dig i. JEg er træt af, at i holder folk tilbage, bare fordi i tror i er bedre end alle andre. Jeg har sku da ligeså meget ret til at gør det, som i har til at gå og trække været!" Hvis de så griner af mig, så stikker jeg dem en på skrinet, så man kan høre det i dagevis! Ah, det var dejligt at få ud.

Emne: Rygning og druk
Jeg har ikke det fjerneste mod de ting, overhovedet. Men jeg synes det er en skam, at mange fra min årgang, har rodet sig ud i det. Personligt, kommer jeg nok aldrig til at drikke, fordi jeg har to i min familie, som er ædru alkoholikere, så jeg kan kun se den dårlige side af det. For at være præcis, min far og storebror. Det var forfærdeligt. IOg uanset hvad, er der ingen der kan presse det i mig. Jeg tror heller ikke jeg vil ryge, da jeg også kun har set det dårlige ved det. Det har var overhovedet ikke vendt mod nogen, så jeg håber ikke i vil tage det som det.

Emne: Musikssmag
Da rigtig mange fra klassen, høre det sædvanlige omgang pop og techno, mens mine venner og jeg, vi høre Rock, Heavy og Orkester musik. Det bliver nedgjort. Der er ingen der gider at høre på det, og vi bliver nærmest truet, hvis vi ikke slukker det. Mens hvis de hører deres møg, så siger vi intet til dem, fordi sådan er vi opdraget. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen, og kritisere og hvad ved jeg, når jeg ingen grund har til det.

Emne: Klikér
Vi er i klassen mere eller mindre delt op i kliker (hvis det da staves sådan), og mine venner og jeg, vi er selvfølgelig stemplet nørder. Intet imod det, men det er lidt irriterende at få at vide, i spiller da for meget. Og sagt med en dum stemme "Hva' så guys? Glæder i jer så til Fallout 41?" Selvfølgelig sagt af ikke nørd kliken. Det er jo hamrene irriterende. Jeg.. GARHARGARGHARGARH!!!! Jeg flipper ud i et raseri anfald næste gang. For satan! an vi ikke bare gå her på jorden, uden at alt skal smides i hovedet på os! Vi skal alligevel kun være her i et kort stykke tid!

Det var dejligt at få alt det ud. Ah, jeg har det helt godt. Tak fordi i gad at læse :)

Tak til Gamereactor

Ja, endnu en takke blog. Det må være den pokkers forkølelse, der piller ved hjernen. Det føles jo som syre, i næsen! Der er masser af flinke og rare mennesker herinde, så jeg nyder bestemt at være herinde. Jeg startede egentlig med at kigge efter spil anmeldelser. Jeg søgte efter en bestemt, og fandt "gamereactor.dk". Det var dansk. Hmm, det kunne være man skulle bruge den her side, til at se efter nye spil. Jeg kom her så lidt oftere, og til sidst, brugte jeg den meget. Efter mange dages tænketid, oprettede jeg endelig en bruger, og så blev det til det her! (Ja, jeg ved det. Ikke så fantastisk. Resultatet kunne være bedre ;-)) Men jeg vil sige tak, og jeg har nydt det rigtig meget indtil videre (Man ved jo ikke hvad der kommer til at ske, vel?), og håber at det fortsætter. Ja, kort blog. Men det er vel tanken der tæller, ikke?

Den forkølelse tager livet af mig. 6. gang jeg nyser i dag, og det er ud af 13 gange. Arh! Hvem opfandt den dog! Idiot!