FilmAnmeldelse: Mulberry street

Som igår, forsøger jeg igen at holde det kort og spoiler frit. Dette er en anmeldelse af Gyser filmen Mulberry street.

Den omhandler en serie af Rotte angreb på manhatten, dette viser sig hurtigt at blive indledningen til endnu en zombie film. For de bidte viser sig at være blevet ramt af en sygdom der forvandler dem til rotte agtige mennesker med hang til kød.

Til trods for det lidt kiksede præmis så fungere historien tildels. Det præsenteres på en relativt realistisk måde, og det virker troværdigt. Dette er med til at styrke uhyggen, samtidigt bruges den første halve time til at introducere de forskellige karakterer, og til at opbygge en stemning. Det hele virker faktisk meget lovende, og der er lagt op til noget stort. Men desværre mister filmen sit momentum og dropper hurtigt sin historie og sine mange side plots. Slutningen af filmen er stortset foruden dialog og er blot en lang kæde af action scener.

Det er er ikke kedeligt på noget tidspunkt, men man mister langsomt interessen for historien mens filmen transformere sig om til en uvedkommende zombie flick.

Skuespillet er veludførte, og der er meget at bygge videre på. Det er på ingen måde skuespillerne der trækker filmen ned, det er snarer manuskript forfatteren, idet at der aldrig bygges videre på karakterens potentiale. De stilles op med en masse personlighed, men dette bliver aldrig brugt til noget.

Filmens kamera føring sender minderne tilbage til film som 28 dage senere, det er kaotisk og til tider flot. Desværre har det en tendens til at være kaotisk i alt for lange perioder af gangen, hvilket gør at man sagtens kan blive forvirret og irriteret. Samtidigt er selve designet af "zombierne" også temmeligt fjollede og utroværdige, som seer har jeg svært ved at tro på at et menneske skulle kunne ændre sin ansigtsstruktur så radikalt på under 24 timer. Det virkede ikke helt for mig.

Det er en stemningsfuldt film, der har sine øjeblikke. Jeg kedede mig på intet tidspunkt i selskab med den, og den har mere potentiale end den gennemsnitlige gyser. Desværre falder den til jorden halvejs igennem og potentialet bliver aldrig udnyttet. Man kan ikke lade være med at sidde med en følelse af skuffelse.

5/10 (hvor 1 er manos the hands of fate og 10 er The Libertine)