Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook

Beagle med storhedsvanvid

Jeg ved ikke hvad det er Askar, vores nu etårige beagle kan, men I er flere, der har spurgt efter nye billeder af den omvandrende ulykke, dyret der har hærget alt fra sutsko til bamser, gulvtæpper og den trådløse sender til mit Guitar Hero: World Tour-trommesæt. Askar væltede ind i vores lille verden tilbage i slutningen af 2008 og har siden været det faste femte medlem af klanen. Og i går fik han så (for første gang) lidt plads i vores sofa.

Og gu' er han nuttet - med en sjat af bønnehjerne, så hvorfor ikke slutte fredagen og samtidig min tid som blogger af her på Gamereactor med en (meget lidt) kønt billede af den unge herre, mens han sidder til bords.

Askar har sat sig trygt på tronen derhjemme og er nu klar til at tage resten af universet med samme selvsikkerhed. På vegne af ham, siger jeg tak for interessen for et stk. gal, gal beagle

Pas på jer selv. Vi ses...engang.

Landevejen venter...

Da jeg i 2001 traskede ind på en mørk netcafé i Lyngby og tog en snak med ledelsen bag Gamez.dk, var det i håbet om at kunne tjene lidt håndøre, mens jeg ledte efter et nyt arbejde. Mit eneste krav dengang var, at de kunne have mig hængende i tre måneder. På det tidspunkt stod jeg foran, at skulle være far (for første gang) og jeg havde lige købt en svinedyr lejlighed - så jo, jeg var presset. Morten og Claus, der dengang (helt ufatteligt) kørte det hele selv med en enorm energi og entusiasme, bød mig velkommen, fandt mig en computer og gav mig så ellers frie hænder.

De tre måneder blev til et år, der så blev til to, fire, seks - og i dag næsten ni år. Den første marts 2010 er det nemlig ni år siden, at jeg første gang væltede ind i baglokalet på den gamle tankstation, for at finde hoved og hale i mit nye job som chefredaktør. Og livet på Gamereactor har ført mig vidt omkring. Fra Gamez.dk til Gamereactor, fra primært blad til ligeså meget internet-magasin og udfordringerne i det. På ture til E3 i USA, på studiebesøg til England, Irland, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Sverige. Jeg har snakket med folk, jeg før kun beundrede på afstand, jeg har siddet til bords med producere, der har skabt flere af de spil, der har betydet mest for mig i det seneste årti, interviewet legender som Shigeru Miyamoto og Peter Molyneux - og endda drukket mig selv i hegnet med et par af dem (dog ikke lige Miyamoto og Molyneux)

Men nu slutter det

Efter næsten ni år med Gamereactor, fandt jeg hen over efteråret ud af, at selvom sitet, læserne og spillene, kun vokser i kvalitet, størrelse og omfang, så ville jeg i virkeligheden have bedst af at komme videre. Der er stadig masser at tage fat på, masser af mark at pløje og plante nye afgrøder på, det er bare ikke mig, der skal gøre det. Jeg elsker stadig spil, er ufattelig optaget af branchen, elsker mine kollegaer som jeg har mødt på alverdens ture og til mindst ligeså mange arrangementer og mener stadig, at spilbranchen, på mange måder, bevæger sig med syvmileskridt, hvor andre brancher står stille.

Alligevel har jeg haft svært ved at finde et tempo og en entusiasme der matcher dette. Jeg har til tider følt, at selvom alt bevæger sig fremad, så står det også stille - så stille, at jeg er blevet dybt frustreret - både over mig selv, men også alle andre. Jeg var ked af, at se alle mine gamle skribenter smutte tidligere på året, over at miste vores grafiker til et stort reklamebureau, over ikke at kunne finde ordene til en anmeldelse, over de små ting, der gik galt, når jeg selv sad og baksede med grafikken til bladet. Og sådan er der ingen grund til at fortsætte, hverken for min eller jeres skyld.

Gamereactor har de seneste måneder fået en blodtransfusion, et indgreb der skal sikre, at sitet på den lange bane, ender med at stå endnu stærkere end tidligere. At bygge en ny, entusiastisk redaktion op, der finder fodfæste hos læseren er svært, men slet ikke umuligt. Og når jeg ser hvordan Thomas Blichfeldt, der har fulgt mig gennem mere end 10 år, har udviklet sig og virkelig er blevet en dygtig assisterende redaktør, så tænker jeg; det hele skal nok gå. Samtidig oplever jeg hvordan Michael Bregnbak fra anmeldelse til anmeldelse eksploderer rent sprogligt og udvikler nye facetter af sig selv. Selv Carsten Odgaard, der gik ind i dette på et stensikkert fundament og med en god portion erfaring fra andre jobs, har gjort det strålende. Og for kun en uge siden vendte Lee West tilbage - så kimen er der.

Hvad jeg skal lave, aner jeg faktisk ikke endnu. Jeg har søgt ind et par steder, fået et par tilbud fra et par firmaer, selv opsøgt andre og siddet til en del møder. Mulighederne er derude, der er sådan set masser af spændende opgaver, at kaste sig over - det er bare lige, at finde ud af, hvilken jeg helst vil - og hvorfor. En ting er sikkert, spilbranchen kan jeg ikke slippe, så jeg vil forsøge at presse mig ind et eller andet sted, hvor det nærmest er en del af jobbeskrivelsen, at man holder et joypad i hånden. Uden er jeg i virkeligheden ikke komplet.

Men inden der går totalt tudemarie i det hele, så lad mig sige tak til jer alle. Tak for jeres mange mails, kommentarer, vredesudbrud, jeres generelle interesse i mig, min hund, min familie, mine sære vaner, malerier, yndlingsbøger, t-shirts og musiksmag. Jeg har nydt at skrive mine blogs, anmeldelser, artikler og beta-tests, kun for at vide, at der, et eller andet sted bag tastaturet, sad en læser der fik noget ud af det hele. Tak fordi at I har båret over med mig, fordi I har ment, at det var værd at hænge ud på sitet og bruge noget af jeres fritid på noget der i den grad optager mig, og som har fyldt rigtig meget af mig siden 1982, hvor jeg fik en ZX Spectrum. I har været alle tiders - intet mindre.

På gensyn engang i fremtiden...

Sidste arbejdsdag i morgen bliver en underlig malstrøm af følelser. Men engang i mellem er det også sjovt at reboote maskinen og lægge nye programmer ind

Dræb den dovne hjerne

"For at en handling kan blive en vane, skal den enten stort set ikke kræve nogen indsats eller også skal den give en særligt stor psykisk belønning." Sådan skrev George Zipf i sin sin bog Menneskets Adfærd og Princippet om Mindst Mulig Kraft tilbage i 1949

Og der er ikke sket megen siden, for vores hjerne er stadig umådelig doven. Med tusindvis af års udvikling i bagagen, er det lykkes vores ellers så fantastiske hjerne, at finde den korteste vej (med den mindste modstand) til enhver løsning - problemet er bare, at den slags hoppen over gærdet, hvor det er lavest, samtidig giver den laveste fællesnævner, det mest ligetil resultat. Den slags ved alt fra spindoktorer til markedsføringsfolk og analytikere, og det bruges i den grad til at præge dig hver dag.

Uanset om du står foran en slankekur, at skulle stemme ved valget eller købe ind, så præges din dovne hjerne til at tage det valg, der kræver mindst modstand. Slankekuren kan i stedet for motion, planlægning og en omlægning af dine madvaner, bestå af slankeshakes og vitaminkurer, mens det at stemme til folketingsvalget kan gøres op i, at forenkle budskabet af et politisk parti så meget, at du blot skal tage stilling til, om du nu synes at Villy Søvndal er sympatisk eller om Lars Løkke Rasmussen har et flot slips på. I dag er et politisk valg for det meste kun følelsesbestemt. Tre ud af ti vælgere skifter faktisk parti fra valg til valg - udelukkende baseret på hvordan de har det på det givne tidspunkt.

I butikkerne er varernes placering heller ikke tilfældig. Alt er nøje planlagt ned i detaljerne, så man maksimerer salget. For igen; den dovne hjerne tager den korteste tur gennem butikslandskabet, så selvom noget, der er billigere og måske sundere, står et par hylder længere henne, så snupper vi det, der står lige for næsen af os - der er igen grund til at bruge energi på noget, der ikke nødvendigvis giver os en stor psykisk belønning. Og når vi når ned til kasserne, sikkert med ungerne hylende og skrigende, så lader vi dem får chokoladebaren ved kassen. Det er lettere end at tage kampen og sige nej.

Alligevel er det netop de folk, der gør en ekstra indsats som vi beundrer mest. Selvfølgelig er der en tendens til (med fokus på den dovne hjerne) at vi hylder linselus og overfladiske onehit wonders (se bare på X-faktor) men i længden er det alligevel de vedholdne mennesker, dem der udretter noget og forandrer ting, der får os til at lytte og måske endda kopiere adfærden. Vores dovne hjerne kan godt trækkes ud af krybesporet og ind på motorvejen, men det er tit forbundet med så megen kamp og så meget engagement, at vi undlader at gøre det.

Egentlig hader jeg nytårsfortsætter, for ikke bare er det underligt, at skulle vedkende sig en masse regler og planer på en aften, hvor man er halvpløret og usammenhængende, det er også underligt, at lægge alle planer for et år, man overhovedet ikke aner, hvordan kommer til at forløbe. Alligevel har jeg gjort mig et nytårsfortsæt; Jeg vil af med min dovne hjerne. Jeg vil have den til at tænke sig om, vægte tingene mere, tage beslutninger der har taget lang tid om at rumstere rundt i de små grå og være med til at føre dem ud i livet, ved at give min krop et ordentligt lods. Om min hjerne så er med på planen, er en helt anden snak.

Stik mig dit hjerte, fjols!

Jeg har aldrig og vil aldrig sige, at Repo Man fra 1984 med Emilio Estevez er en filmklassiker - ikke engang en kultklassiker. På en god dag er det en super corny og ekstrem ringe film, om en mand, der tilbagekalder biler fra kunder der ikke kan betale deres afdrag. Dialogen er tåbelig, skuespillet til at tude over og historien decideret åndssvag - og ja, det kommer fra manden der elsker zombie-film. Skal det være Repo, så skal det være Repo! The Generic Opera. Eller måske dem begge blandet sammen?

Præcis dette har manusforfatter Eric Gracia også tænkt, for i 2010 lanceres Repo Men med bl.a. Jude Law og Forest Whitaker i hovedrollerne. Og efter at have set en yderst tændt Jude Law i Sherlock Holmes, så håber jeg på det bedste (og traileren set absolut ikke skidt ud)

Tag et kig på Repo Men lige her: http://www.filmofilia.com/2010/01/07/new-repo-men-trailer/

1 minut og 59 sekunder inde, er simpelthen så fint et afbræk i traileren, at du er nødt til at opleve det. Jeg har set det igen og igen.

Alle de falmede sider

Fordi Adelholm1 forleden spurgte efter det, lagde jeg i går hovedet i blød, for at komme i tanke om, hvilke bøger, der under det seneste årti har fornøjet mig - og det er mange. Men jeg har kogt det ned til en Top 5 (næsten da + andre anbefalinger) Det betyder ikke, at jeg ikke har læst mange andre bøger, men at disse er dem jeg husker, at have haft de fedeste oplevelser med.

The Decent - Jeff Long
Jeff Long er en erfaren klatrer, så du kan være sikker på, at der altid er et element af huler og bjerge i hans fortællinger - men ud over dette, er hans bøger meget forskellige. The Descent, som jeg læste i begyndelsen af sidste årti, handler om en race af hulelevende væsner, der ender i krig med overfladens beboere (os) og som udvikler sig til en regulær krig. Long er ikke bange for at skrive udpenslende om de uhyrligheder som det hulelevende folk (Nadal) udsætter de tilfangetagede mennesker for, eller hvordan vi som race har det med at udrydde alt vi ikke forstår. Bogen er en slags spekulation over ideen om, at hvis der findes en historisk Kristus, findes der så også en historisk Satan? Fans af de mest makabre ting fra f.eks. Clive Barkers portefølje, vil elske The Decent.
Andre bøger af Jeff Long: Deeper (fortsættelsen af The Descent) og Year Zero.

Anansi Boys - Neil Gaiman
Egentlig kan man tage en hvilken som helst Neil Gaiman-bog og kalde den en favorit, for Gaiman skriver så overbevisende, humoristisk og skarpt, at det er svært ikke, at blive dybt forelsket i hans skæve historier og karakterer. Anansi Boys handler om Fat Charlie Nancy, der er søn af guden edderkoppeguden Anansi - uden selv at vide det. Og mens Charlie er vokset op som en almindelig dreng/mand, har fået et job og en kæreste, så lurer fortiden lige om hjørnet. Ikke mindst efter at faderen dør, og hans bror Shadow (der kender til magi og gudeverdenen) snupper hans kæreste og indretter sig i et palæ inde i Charlies lille lejlighed. Anansi Boys er yderst velskrevet, ekstrem humoristisk og meget overraskende. Det er en af de bøger, hvor man aldrig ved, hvor turen nu går hen eller hvad Shadow finder på.
Andre bøger fra Neil Gaiman: Neverwhere og American Gods.

The End of Mr. Y - Scarlett Thomas
Som jeg har skrevet før her i bloggen, så var det et impulskøb i en engelsk boghandel i Heathrow-lufthavnen, der gjorde, at jeg stiftede bekendtskab med Scarlett Thomas. Bogen havde sorte sider, et fedt og meget anderledes cover, og hele ideen med en forsvunden bog og en anden dimension, pirkede i den grad til min nysgerrighed. Så den blev købt og allerede skamlæst på flyturen hjem. Engelske Scarlett Thomas er noget af en sær snegl, der interesserer sig for videnskab, talgåder, homøopati, superstrengteorier og en hulens masse andet - og næsten alt har fået plads i The End of Mr. Y. Bogen handler om pigen Ariel Manto, der kommer i besiddelse af en bog, der fortæller hende hvordan man rejser til en anden slags bevidsthed kaldet Troposphere - og det bliver starten til en stor personlig rejse og en masse filosofiske spørgsmål. Det lyder mere langhåret end det er, men det er klart ikke en easy read, der bare skal fornøje. Men det er igen grundstammen i hele hendes forfatterskab.
Andre bøger af Scarlett Thomas: Popco (har jeg tidligere skrevet om) og Bright Young Things

The Raw Shark Texts - Steven Hall
Hvis du nogensinde har elsket filmen Memento, så er du nødt til at pløje dig gennem Steven Halls debutroman The Raw Shark Texts (Rorschach test, anyone?) Hall ridser en helt almindelig historie om fyren Eric Sanderson op, der har mistet sin hukommelse og går så i overdrive. Sanderson sender nemlig sig selv pakker med minder og advarsler om, hvad der har gjort, at han har mistet hukommelsen - og dette inkluderer en metaforisk haj, der æder af hans af hans hukommelse. Det er også omtrent på dette tidspunkt, at han oplever, at der har været mange andre Eric Sanderson før ham. The Raw Shark Texts er legen med ord, med begreber og med alt inde i mellem. Historien er totalt overraskende, virkelig nytænkende og enormt velskrevet. Det er som at tage David Lynch, Michel Gondry og Yann Martel (Life of Pi) og smide dem ned i en blender.
Andre bøger i samme stil: Life of Pi - Yann Martel. Demon Theory - Steven Gramham Jones

Eye of Ra - Michael Asher
Endnu et impulskøb. Tilbage i 2002, jeg var på ferie på Kreta med min gravide kone og vælter ind i den nærmeste boghandler der har engelske bøger. Et eller andet skal tiden jo bedrives med, når man sidder på stranden og høvler drinks ind. Og der står den stå: Eye of Ra af Michael Asher. Forsiden er lækker (jeg har en svaghed for Egypten) og historien lød ganske udmærket, så jeg snuppede den til 70 kroner og tog den med på stranden. Resten af ugen kan jeg nærmest ikke huske. Ud over Airframe (Michael Crichton) der blev købt samtidig og læst først, aner jeg ikke hvad jeg lavede på den ferie - jeg var totalt opslugt af Ashers bog. Med en baggrund som SAS-soldat og en dyb trang til at udforske nomadelivet i Egypten, skriver Asher så levende om landet, at det næsten er som at være der selv. Eye of Ra er halv X-Files, halv ørkennomaliv, hemmelige agenter og noget underligt, der er gravet ned i sandet, dybt ude i ørkenen. Det rammer bare plat fra begyndelsen og fortsætter sådan til sidste side. Absolut værd at læse.
Andre bøger af Michael Asher Firebird (fortsættelsen) og Rare Earth