Beagle med storhedsvanvid

Jeg ved ikke hvad det er Askar, vores nu etårige beagle kan, men I er flere, der har spurgt efter nye billeder af den omvandrende ulykke, dyret der har hærget alt fra sutsko til bamser, gulvtæpper og den trådløse sender til mit Guitar Hero: World Tour-trommesæt. Askar væltede ind i vores lille verden tilbage i slutningen af 2008 og har siden været det faste femte medlem af klanen. Og i går fik han så (for første gang) lidt plads i vores sofa.

Og gu' er han nuttet - med en sjat af bønnehjerne, så hvorfor ikke slutte fredagen og samtidig min tid som blogger af her på Gamereactor med en (meget lidt) kønt billede af den unge herre, mens han sidder til bords.

Askar har sat sig trygt på tronen derhjemme og er nu klar til at tage resten af universet med samme selvsikkerhed. På vegne af ham, siger jeg tak for interessen for et stk. gal, gal beagle

Pas på jer selv. Vi ses...engang.

Landevejen venter...

Da jeg i 2001 traskede ind på en mørk netcafé i Lyngby og tog en snak med ledelsen bag Gamez.dk, var det i håbet om at kunne tjene lidt håndøre, mens jeg ledte efter et nyt arbejde. Mit eneste krav dengang var, at de kunne have mig hængende i tre måneder. På det tidspunkt stod jeg foran, at skulle være far (for første gang) og jeg havde lige købt en svinedyr lejlighed - så jo, jeg var presset. Morten og Claus, der dengang (helt ufatteligt) kørte det hele selv med en enorm energi og entusiasme, bød mig velkommen, fandt mig en computer og gav mig så ellers frie hænder.

De tre måneder blev til et år, der så blev til to, fire, seks - og i dag næsten ni år. Den første marts 2010 er det nemlig ni år siden, at jeg første gang væltede ind i baglokalet på den gamle tankstation, for at finde hoved og hale i mit nye job som chefredaktør. Og livet på Gamereactor har ført mig vidt omkring. Fra Gamez.dk til Gamereactor, fra primært blad til ligeså meget internet-magasin og udfordringerne i det. På ture til E3 i USA, på studiebesøg til England, Irland, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Sverige. Jeg har snakket med folk, jeg før kun beundrede på afstand, jeg har siddet til bords med producere, der har skabt flere af de spil, der har betydet mest for mig i det seneste årti, interviewet legender som Shigeru Miyamoto og Peter Molyneux - og endda drukket mig selv i hegnet med et par af dem (dog ikke lige Miyamoto og Molyneux)

Men nu slutter det

Efter næsten ni år med Gamereactor, fandt jeg hen over efteråret ud af, at selvom sitet, læserne og spillene, kun vokser i kvalitet, størrelse og omfang, så ville jeg i virkeligheden have bedst af at komme videre. Der er stadig masser at tage fat på, masser af mark at pløje og plante nye afgrøder på, det er bare ikke mig, der skal gøre det. Jeg elsker stadig spil, er ufattelig optaget af branchen, elsker mine kollegaer som jeg har mødt på alverdens ture og til mindst ligeså mange arrangementer og mener stadig, at spilbranchen, på mange måder, bevæger sig med syvmileskridt, hvor andre brancher står stille.

Alligevel har jeg haft svært ved at finde et tempo og en entusiasme der matcher dette. Jeg har til tider følt, at selvom alt bevæger sig fremad, så står det også stille - så stille, at jeg er blevet dybt frustreret - både over mig selv, men også alle andre. Jeg var ked af, at se alle mine gamle skribenter smutte tidligere på året, over at miste vores grafiker til et stort reklamebureau, over ikke at kunne finde ordene til en anmeldelse, over de små ting, der gik galt, når jeg selv sad og baksede med grafikken til bladet. Og sådan er der ingen grund til at fortsætte, hverken for min eller jeres skyld.

Gamereactor har de seneste måneder fået en blodtransfusion, et indgreb der skal sikre, at sitet på den lange bane, ender med at stå endnu stærkere end tidligere. At bygge en ny, entusiastisk redaktion op, der finder fodfæste hos læseren er svært, men slet ikke umuligt. Og når jeg ser hvordan Thomas Blichfeldt, der har fulgt mig gennem mere end 10 år, har udviklet sig og virkelig er blevet en dygtig assisterende redaktør, så tænker jeg; det hele skal nok gå. Samtidig oplever jeg hvordan Michael Bregnbak fra anmeldelse til anmeldelse eksploderer rent sprogligt og udvikler nye facetter af sig selv. Selv Carsten Odgaard, der gik ind i dette på et stensikkert fundament og med en god portion erfaring fra andre jobs, har gjort det strålende. Og for kun en uge siden vendte Lee West tilbage - så kimen er der.

Hvad jeg skal lave, aner jeg faktisk ikke endnu. Jeg har søgt ind et par steder, fået et par tilbud fra et par firmaer, selv opsøgt andre og siddet til en del møder. Mulighederne er derude, der er sådan set masser af spændende opgaver, at kaste sig over - det er bare lige, at finde ud af, hvilken jeg helst vil - og hvorfor. En ting er sikkert, spilbranchen kan jeg ikke slippe, så jeg vil forsøge at presse mig ind et eller andet sted, hvor det nærmest er en del af jobbeskrivelsen, at man holder et joypad i hånden. Uden er jeg i virkeligheden ikke komplet.

Men inden der går totalt tudemarie i det hele, så lad mig sige tak til jer alle. Tak for jeres mange mails, kommentarer, vredesudbrud, jeres generelle interesse i mig, min hund, min familie, mine sære vaner, malerier, yndlingsbøger, t-shirts og musiksmag. Jeg har nydt at skrive mine blogs, anmeldelser, artikler og beta-tests, kun for at vide, at der, et eller andet sted bag tastaturet, sad en læser der fik noget ud af det hele. Tak fordi at I har båret over med mig, fordi I har ment, at det var værd at hænge ud på sitet og bruge noget af jeres fritid på noget der i den grad optager mig, og som har fyldt rigtig meget af mig siden 1982, hvor jeg fik en ZX Spectrum. I har været alle tiders - intet mindre.

På gensyn engang i fremtiden...

Sidste arbejdsdag i morgen bliver en underlig malstrøm af følelser. Men engang i mellem er det også sjovt at reboote maskinen og lægge nye programmer ind

Dræb den dovne hjerne

"For at en handling kan blive en vane, skal den enten stort set ikke kræve nogen indsats eller også skal den give en særligt stor psykisk belønning." Sådan skrev George Zipf i sin sin bog Menneskets Adfærd og Princippet om Mindst Mulig Kraft tilbage i 1949

Og der er ikke sket megen siden, for vores hjerne er stadig umådelig doven. Med tusindvis af års udvikling i bagagen, er det lykkes vores ellers så fantastiske hjerne, at finde den korteste vej (med den mindste modstand) til enhver løsning - problemet er bare, at den slags hoppen over gærdet, hvor det er lavest, samtidig giver den laveste fællesnævner, det mest ligetil resultat. Den slags ved alt fra spindoktorer til markedsføringsfolk og analytikere, og det bruges i den grad til at præge dig hver dag.

Uanset om du står foran en slankekur, at skulle stemme ved valget eller købe ind, så præges din dovne hjerne til at tage det valg, der kræver mindst modstand. Slankekuren kan i stedet for motion, planlægning og en omlægning af dine madvaner, bestå af slankeshakes og vitaminkurer, mens det at stemme til folketingsvalget kan gøres op i, at forenkle budskabet af et politisk parti så meget, at du blot skal tage stilling til, om du nu synes at Villy Søvndal er sympatisk eller om Lars Løkke Rasmussen har et flot slips på. I dag er et politisk valg for det meste kun følelsesbestemt. Tre ud af ti vælgere skifter faktisk parti fra valg til valg - udelukkende baseret på hvordan de har det på det givne tidspunkt.

I butikkerne er varernes placering heller ikke tilfældig. Alt er nøje planlagt ned i detaljerne, så man maksimerer salget. For igen; den dovne hjerne tager den korteste tur gennem butikslandskabet, så selvom noget, der er billigere og måske sundere, står et par hylder længere henne, så snupper vi det, der står lige for næsen af os - der er igen grund til at bruge energi på noget, der ikke nødvendigvis giver os en stor psykisk belønning. Og når vi når ned til kasserne, sikkert med ungerne hylende og skrigende, så lader vi dem får chokoladebaren ved kassen. Det er lettere end at tage kampen og sige nej.

Alligevel er det netop de folk, der gør en ekstra indsats som vi beundrer mest. Selvfølgelig er der en tendens til (med fokus på den dovne hjerne) at vi hylder linselus og overfladiske onehit wonders (se bare på X-faktor) men i længden er det alligevel de vedholdne mennesker, dem der udretter noget og forandrer ting, der får os til at lytte og måske endda kopiere adfærden. Vores dovne hjerne kan godt trækkes ud af krybesporet og ind på motorvejen, men det er tit forbundet med så megen kamp og så meget engagement, at vi undlader at gøre det.

Egentlig hader jeg nytårsfortsætter, for ikke bare er det underligt, at skulle vedkende sig en masse regler og planer på en aften, hvor man er halvpløret og usammenhængende, det er også underligt, at lægge alle planer for et år, man overhovedet ikke aner, hvordan kommer til at forløbe. Alligevel har jeg gjort mig et nytårsfortsæt; Jeg vil af med min dovne hjerne. Jeg vil have den til at tænke sig om, vægte tingene mere, tage beslutninger der har taget lang tid om at rumstere rundt i de små grå og være med til at føre dem ud i livet, ved at give min krop et ordentligt lods. Om min hjerne så er med på planen, er en helt anden snak.

Stik mig dit hjerte, fjols!

Jeg har aldrig og vil aldrig sige, at Repo Man fra 1984 med Emilio Estevez er en filmklassiker - ikke engang en kultklassiker. På en god dag er det en super corny og ekstrem ringe film, om en mand, der tilbagekalder biler fra kunder der ikke kan betale deres afdrag. Dialogen er tåbelig, skuespillet til at tude over og historien decideret åndssvag - og ja, det kommer fra manden der elsker zombie-film. Skal det være Repo, så skal det være Repo! The Generic Opera. Eller måske dem begge blandet sammen?

Præcis dette har manusforfatter Eric Gracia også tænkt, for i 2010 lanceres Repo Men med bl.a. Jude Law og Forest Whitaker i hovedrollerne. Og efter at have set en yderst tændt Jude Law i Sherlock Holmes, så håber jeg på det bedste (og traileren set absolut ikke skidt ud)

Tag et kig på Repo Men lige her: http://www.filmofilia.com/2010/01/07/new-repo-men-trailer/

1 minut og 59 sekunder inde, er simpelthen så fint et afbræk i traileren, at du er nødt til at opleve det. Jeg har set det igen og igen.

Alle de falmede sider

Fordi Adelholm1 forleden spurgte efter det, lagde jeg i går hovedet i blød, for at komme i tanke om, hvilke bøger, der under det seneste årti har fornøjet mig - og det er mange. Men jeg har kogt det ned til en Top 5 (næsten da + andre anbefalinger) Det betyder ikke, at jeg ikke har læst mange andre bøger, men at disse er dem jeg husker, at have haft de fedeste oplevelser med.

The Decent - Jeff Long
Jeff Long er en erfaren klatrer, så du kan være sikker på, at der altid er et element af huler og bjerge i hans fortællinger - men ud over dette, er hans bøger meget forskellige. The Descent, som jeg læste i begyndelsen af sidste årti, handler om en race af hulelevende væsner, der ender i krig med overfladens beboere (os) og som udvikler sig til en regulær krig. Long er ikke bange for at skrive udpenslende om de uhyrligheder som det hulelevende folk (Nadal) udsætter de tilfangetagede mennesker for, eller hvordan vi som race har det med at udrydde alt vi ikke forstår. Bogen er en slags spekulation over ideen om, at hvis der findes en historisk Kristus, findes der så også en historisk Satan? Fans af de mest makabre ting fra f.eks. Clive Barkers portefølje, vil elske The Decent.
Andre bøger af Jeff Long: Deeper (fortsættelsen af The Descent) og Year Zero.

Anansi Boys - Neil Gaiman
Egentlig kan man tage en hvilken som helst Neil Gaiman-bog og kalde den en favorit, for Gaiman skriver så overbevisende, humoristisk og skarpt, at det er svært ikke, at blive dybt forelsket i hans skæve historier og karakterer. Anansi Boys handler om Fat Charlie Nancy, der er søn af guden edderkoppeguden Anansi - uden selv at vide det. Og mens Charlie er vokset op som en almindelig dreng/mand, har fået et job og en kæreste, så lurer fortiden lige om hjørnet. Ikke mindst efter at faderen dør, og hans bror Shadow (der kender til magi og gudeverdenen) snupper hans kæreste og indretter sig i et palæ inde i Charlies lille lejlighed. Anansi Boys er yderst velskrevet, ekstrem humoristisk og meget overraskende. Det er en af de bøger, hvor man aldrig ved, hvor turen nu går hen eller hvad Shadow finder på.
Andre bøger fra Neil Gaiman: Neverwhere og American Gods.

The End of Mr. Y - Scarlett Thomas
Som jeg har skrevet før her i bloggen, så var det et impulskøb i en engelsk boghandel i Heathrow-lufthavnen, der gjorde, at jeg stiftede bekendtskab med Scarlett Thomas. Bogen havde sorte sider, et fedt og meget anderledes cover, og hele ideen med en forsvunden bog og en anden dimension, pirkede i den grad til min nysgerrighed. Så den blev købt og allerede skamlæst på flyturen hjem. Engelske Scarlett Thomas er noget af en sær snegl, der interesserer sig for videnskab, talgåder, homøopati, superstrengteorier og en hulens masse andet - og næsten alt har fået plads i The End of Mr. Y. Bogen handler om pigen Ariel Manto, der kommer i besiddelse af en bog, der fortæller hende hvordan man rejser til en anden slags bevidsthed kaldet Troposphere - og det bliver starten til en stor personlig rejse og en masse filosofiske spørgsmål. Det lyder mere langhåret end det er, men det er klart ikke en easy read, der bare skal fornøje. Men det er igen grundstammen i hele hendes forfatterskab.
Andre bøger af Scarlett Thomas: Popco (har jeg tidligere skrevet om) og Bright Young Things

The Raw Shark Texts - Steven Hall
Hvis du nogensinde har elsket filmen Memento, så er du nødt til at pløje dig gennem Steven Halls debutroman The Raw Shark Texts (Rorschach test, anyone?) Hall ridser en helt almindelig historie om fyren Eric Sanderson op, der har mistet sin hukommelse og går så i overdrive. Sanderson sender nemlig sig selv pakker med minder og advarsler om, hvad der har gjort, at han har mistet hukommelsen - og dette inkluderer en metaforisk haj, der æder af hans af hans hukommelse. Det er også omtrent på dette tidspunkt, at han oplever, at der har været mange andre Eric Sanderson før ham. The Raw Shark Texts er legen med ord, med begreber og med alt inde i mellem. Historien er totalt overraskende, virkelig nytænkende og enormt velskrevet. Det er som at tage David Lynch, Michel Gondry og Yann Martel (Life of Pi) og smide dem ned i en blender.
Andre bøger i samme stil: Life of Pi - Yann Martel. Demon Theory - Steven Gramham Jones

Eye of Ra - Michael Asher
Endnu et impulskøb. Tilbage i 2002, jeg var på ferie på Kreta med min gravide kone og vælter ind i den nærmeste boghandler der har engelske bøger. Et eller andet skal tiden jo bedrives med, når man sidder på stranden og høvler drinks ind. Og der står den stå: Eye of Ra af Michael Asher. Forsiden er lækker (jeg har en svaghed for Egypten) og historien lød ganske udmærket, så jeg snuppede den til 70 kroner og tog den med på stranden. Resten af ugen kan jeg nærmest ikke huske. Ud over Airframe (Michael Crichton) der blev købt samtidig og læst først, aner jeg ikke hvad jeg lavede på den ferie - jeg var totalt opslugt af Ashers bog. Med en baggrund som SAS-soldat og en dyb trang til at udforske nomadelivet i Egypten, skriver Asher så levende om landet, at det næsten er som at være der selv. Eye of Ra er halv X-Files, halv ørkennomaliv, hemmelige agenter og noget underligt, der er gravet ned i sandet, dybt ude i ørkenen. Det rammer bare plat fra begyndelsen og fortsætter sådan til sidste side. Absolut værd at læse.
Andre bøger af Michael Asher Firebird (fortsættelsen) og Rare Earth

Det er slut med nullerne

Glem nullerne, der er ingen vej tilbage. Da klokken slog 00.00 nytårsaften sagde vi farvel til et årti. Hele ti år med spil, biograffilm, bog- og musik-udgivelser, tøjtrends, internetfænomener og landeplager. Ti år hvor jeg blev far, ikke bare én gang, men to. Hvor jeg flyttede (ikke bare én, men tre gange) - senest til Aalborg. Hvor jeg fik hund (eller Destroyer of Worlds som vores beagle også bare kaldes), hvor jeg skiftede PlayStation 2 ud med Xbox 360, PlayStation 3 og Wii, hvor jeg stillede cyklen i garagen og tog et kørekort.

Et årti er meget, så meget at det er umuligt at samle i en blog, alligevel har jeg forsøgt at skrive et par af de, ikke personlige ting ned, der er sket i det forgangne årti og som har betydet meget for mig.

Michael Crichton dør af sygdom d. 4. november 2008
Jeg er nærmest opvokset på mandens bøger, og har troligt, også når de ikke har været så supergode, købt den seneste udgivelse og speedlæst den. Crichton var en researcher, en solid fortæller og en brandgod forfatter, der altid bragte noget nyt til bordet med sine værker. I State of Fear var det hele klimahysteriet, der fik en på lampen, i Eaters of the Dead blev vikingetiden malerisk og nøjagtigt nedfældet, i Jurassic Park gik der genspekulation i den, mens Prey fokuserede på nanoteknologi. Jeg kommer til at savne Crichton (gør det allerede, faktisk) og hans forfatterskab.

Peter Jackson tog favntag med Tolkiens udødelige værk
Som gammel rollespilfan med terninger i penalhuset og en høj af Dungeons & Dragonsbøger på natbordet, har jeg som mange andre, drømt om at Ringenes Herre ville få en ordentlig filmbehandling - og det skete endelig med Jacksons stenhårde og kompromisløse arbejde. Tre år i træk kravlede jeg ind i biografens mørke for at lade mig tryllebinde at trilogien, og hvert år var jeg ellevild med resultatet. Nu venter The Hobbit så - dog uden Jackson i instruktørstolen - men jeg håber alligevel på det bedste.

Shadow of the Colossus blev lanceret til PlayStation 2
Jeg elskede Ico, men da Shadow of the Colossus blev udgivet, slog det totalt benene væk under mig. Stemningsfyldt, trodsigt i sin struktur, tomt, alligevel fyldt med liv og helt anderledes end alt jeg havde spillet indtil da. Der er masser af skønhedsfejl i Shadow of the Colossus, ikke mindst i forhold til spilmoteren, der tit ikke kan trække visionen ordentligt, men jeg glemte det hele, når jeg besteg endnu en kolos.

J.J. Abrams lancerede Lost
Jeg kendte ham knapt nok forud for seriefænomenet Lost, men nullerne blev i den grad J.J. Abrams årti. Og Lost er, uanset om man kedede sig ihjel eller faldt fuldstændigt i svime over serien, et fænomen uden ligemand. Jeg har haft alt fra min mor til min kæreste og mine nærmeste venner i gang med at se Lost - og ikke én er kommet tilbage skuffet. Lost virker på så mange planer, at det nærmest er urimeligt. Der er noget til pigerne, noget til de årelange fans af X-files, noget til dem der elsker mysterier, til dem der vil have action, tidsrejser og alt inde i mellem. At han så også har formået at genoplive Mission Impossible og Star Trek, og ikke mindst skabt Fringe, er bare et udtryk for at Hr. Abrams bestemt ikke er færdig med at vende film- og seriebranchen på hovedet.

Tegneserier blev til gode biograffilm
Ligesom visse bøger, så har tegneserierne har kummerlige kår, når de skulle forbi det store lærred. Men med Batman Begins var det endelig slut. Højdepunkterne har helt klart været indenfor de seneste år, ikke mindst med udgivelsen af Iron Man og Batman: The Dark Knight og Sin City, men jeg håber bestemt ikke, at det går den forkerte vej fremover. Iron Man 2 ligger og lurer i horisonten og mon ikke der er mere på vej? I hvert fald har tegneseriefans nu mere at grine af end at græde over.

Der er mange flere ting, jeg kunne remse op fra det forgangne årti, der også har betydet meget for mig, ikke mindst iPod, højhastighedsinternet, Skype, fladskærmsfjernsyn, Blu-ray-formatet, tøj fra Scotch and Soda og sneakers i alverdens farver, men der er ganske enkelt ikke plads til det i denne blog.

Hvad har betyder mest for jer i de seneste ti år?

En af Lost' bedste aktiver er uden tvivl Evangeline Lilly. Så her får du hende uden øen, det beskidte tøj og hendes medkumpaner

Det er en kold, kold tid...

Jeg ved ikke hvordan det ser ud på Sjælland eller Fyn for den sags skyld, men her i Nordjylland har sneen ramt jorden som et tykt, vamset og hvidt tæppe. Min Seat Cordoba 1.6 fra 1999 bryder sig ikke meget om det. Den har let nok ved at starte...men øhh, hvad gør man når centrallåsen står af og døren åbner midt i en rundkørsel? Nej vel, det er ikke det fedeste. Og til dem der savner svaret: Man holder godt fast med højre hånd, mens man forsøger at styre med venstre.

Bøvlet med min fastfrosne lås har også gjort, at jeg har forsøg at bevæge mig så lidt udenfor som overhovedet, i hvert fald i bil. Alligevel har jeg ikke kunnet lade være med at vælte ud i den skov, der ligger lige bag vores hus. Her er der nogle fremragende kælkebakker, der med et par modifikationer, sagtens kan kaldes djævlebakker - og med et par billige plastikkælke fra den nærmeste legetøjbutik, har jeg og ungerne så fræset pisterne tynde. Jeg ved ikke om man nogensinde bliver for gammel til at kælke, men hvis man gør, så er det i hvert fald ikke på dørtrinnet til 38 år (som jeg bliver d. 31. januar)

Ellers har den stået på biografturer. Først Avatar der var mindst ligeså forunderlig og smuk som lovet, om end historien er en omgang The Last Samurai møder Dances with Wolves og en sjat Aliens. Men jeg havde heller ikke forventet mere. Cameron har altid været en mester til billederne, knap så meget i at lave afrundende og dybe personer. Det viser Avatar fint. Men pointen med at leve mere i pagt med naturen? I get it Cameron - og jeg skal nok spise mere økologisk frugt og grønt i 2010. Hvem ved, måske flytter jeg rigtig langt ud på landet. Drømmen lever i hvert fald endnu.

Sherlock Holmes var også en glædelig overraskelse, og det er dejligt at Guy Ritchie, selv efter makværket Revolver og den kun nogenlunde Rock'n'Rolla, har fundet sit leje igen. Holmes var sød, humoristisk, velleveret og Downey spiller som sædvanlig røven ud af bukserne - jeg elsker den mand, og jeg kan ikke vente til Iron Man 2 får premiere. Nok er det ikke Jeremy Brett og hans BBC-fortolkning du bydes på, når den seneste biograffilm banker hen over lærredet, men jeg var mere end fornøjet.

Og så er der ellers min besættelse i øjeblikket; Modern Warfare 2 Efter at have spillet lidt af historien (der igen slet ikke fangede mig) så røg jeg langt om længe på multiplayerdelen - noget jeg ikke har fortrudt. Med en Scar-H, en thumber, lidt Marathon Pro-løberi, Lightweight Pro og Commando Pro og et par lækre killstreakawards, har jeg spenderet mange aftner med hænderne krampagtigt krøllet omkring joypaddet. Det er simpelthen den mest velsmurte udgave af Counter-Strike jeg nogensinde har spillet. Kan....slet...ikke...stoppe.

Jeg håber også at I har brugt jeres lange ferie fornuftigt, og uanset om I sidder og slaver foran et tastatur i et drønsygt kontorlandskab eller står og pissefryser ved et busstoppested, ønskes I alle et rigtigt godt nytår!

Vi ses i morgen.

Det er i øvrigt udsigten fra baghaven, når vi ellers kravler over hækken. Hele Aalborg dækket i masser af sne

Filmfeberen raser næste år

Ligesom spilåret år 2010 ser ud til at blive hylende interessant, har Hollywood pakket en god madpakke med lidt af det hele. Her er fire film, jeg skal se i år 2010, og af meget forskellige grunde

Clash of the Titans - 26. marts 2010
Glem den oprindelige film fra 1981 med Laurence Olivier i hovedrollen, for når Clash of the Titans får premiere i begyndelsen af 2010, så bliver det en ren God of War-opvisning i fabeldyr, tung action og masser af eventyr. Det gamle Grækenland vendes på den anden ende af guderne på Olympen, og det går næppe stille for sig. Sam Worthington (fra Terminator: Salvation) spiller hovedrollen som Perseus, mens danske Mads Mikkelsen igen har fået en betydelig birolle. Bliver det meget federe end det her?
http://www.apple.com/trailers/wb/clashofthetitans/

Iron Man 2 - 7. maj 2010
Robert Downey Jr. var Stark i den første Iron Man-film, der let og elegant fusionerede humor, action og alle tegneseriens dyder til et fedt actionbrag med en kæk dialog, og der er ingen grund til at tro, at Iron Man 2 bliver en tam omgang forgøglet sludder. Bare et kig ned over rollelisten, får mig nærmest ned på gulvet i fosterstilling. Scarlett Johansson, Don Cheadle og Mickey Rourke (som selveste Whiplash) Traileren til filmen er humoristisk, stilsikker, spændende og tempofyldt. Jeg regner med at Iron Man 2 bliver en af næste års bedste superhelte-film, hvis ikke den bedste:
http://www.apple.com/trailers/paramount/ironman/

Alice in Wonderland - 3. maj 2010
Det bekymrer mig, at det er Disney (der altid hvidvasker alt) der står for udgivelsen af Alice in Wonderland - men kun lige indtil jeg ser traileren - for så husker jeg samtidig, at det er Tim Burton, en af verdens mest forskruede, visionære og sære instruktører, der har pustet liv i den klassiske fortælling om Alice. Traileren er som skidt ud af røven på Edward Saksehånd, Sleepy Hollow og den der Chokolade Fabrik-film, der alle havde en elegant billedeside, så kan det fejle? Måske, men den skal alligevel ses:
http://www.apple.com/trailers/disney/aliceinwonderland

Prince of Persia: The Sands of Time - 28. maj 2010
Her er vi inde på et lidt mere tvivlsomt terræn. Prince of Persia var mageløst på PlayStation 2, og jo, den første Pirates of the Caribbean var fornøjelig, godt lavet og havde en yderst veloplagt Johnny Depp i hovedrollen, men Jake som Prinsen? Allerede under traileren fornemmer jeg en vis fladhed og skuespillet ser heller ikke ud til at slå gnister, men som spilfan er jeg nødt til at se, om det er denne gang mit yndlingstidsfordriv får vinger. Ellers kan man vel altid bruge kniven og spole tiden tilbage?
http://www.apple.com/trailers/disney/princeofpersiathesandsoftime<wrap>/

Klimatop- eller flopmøde?

Der er ingen tvivl at vi har en forpligtigelse overfor den jord vi bor på, og jeg skal være den første til at lægge mine aviser i en pæn bunke til genbrug, starte en kompost i baghaven og tænke lidt over, hvor meget køretid min Seat Cordoba får på de nordjyske landeveje, men hvordan ved vi præcis, hvad der skal gøres for at holde den blå klode kørende?

Er Co2 f.eks. den største synder? Giver det mening at lægge om til jordvarme eller solvarme? Skal vi køre rundt i el-biler? Spørger man den blok, der i øjeblikket sidder til klimatop- eller flopmøde, så er svaret entydigt ja. Lægger vi ikke kursen om nu, så er der ikke en jord at trave rundt på i fremtiden. Indlandsisen smelter som aldrig før, vi har flere vanvittige storme, regnskyl og oversvømmelser end vi nogensinde har oplevet - og det er vores tåbelige forbrug, der er skyld i det hele.

Det jeg synes der er ærgerligt er, at mens vi alle kan være enige om at der skal passes bedre på jorden, så er meningerne om hvordan det bedst gøres yderst delte. På COP15 kommer de fleste lande for at sikre, at de ikke mister noget af alt det de allerede har. Det er ikke planetens overlevelse der er på menuen, men hvordan goderne skal deles, så man ikke mister arbejdspladser, indflydelse og magt. Imens står aktivisterne på gaden og skriger på endnu mere radikale ændringer. Her er det nærmest en øko-utopi der drømmes om. Væk med staten, ind med landbruget, skrot bilen, glem computeren og få så for helvede nedbragt co2-udledningen.

Men er det virkelig svaret? Den første klimaaftale blev vedtaget i Rio De Janiero tilbage i 1992. Her blev aftalen, at der skulle udledes færre drivhusgasser end tidligere, og at man ved skiftet til år 2000, skulle have samme mængde som i begyndelsen af halvfemserne. Altså at det ikke måtte stige. Alligevel lå man 12% højere end anslået, da deadlinen var nået. Og så er der Kyoto-aftalen fra 1997.Her satte man sig et nyt mål. I år 2010 (som er lige om hjørnet) så skulle udledningen af Co2 være på samme niveau som i 1990 - og selvom tallene endnu ikke er gjort op, så lader det til at udledningen vil ligge på 25% over det tilladte.

I virkeligheden er der intet i vejen for på COP15 at lave en ny aftale, der så om ti år bare ikke er overholdt. Og grunden er enkel; Bella-centeret ligger ikke gulv til en redningsplan for jorden, men til en "skrab til dig"-plan for de enkelte lande. Det handler i højere grad om at møde op, for at sikre ens lands fortsatte magt og profil - og kan man et eller andet sted også finde plads til at gøre lidt for miljøet, så fint - men det er ikke hovedproblemet.

Klimaflopmøde? - ingen tvivl om det.

Du hvide puddersne

Det er et par år siden, at jeg sidst trådte rundt i sne til knæene, men nu gør jeg det igen. Siden dengang er jeg flyttet fra den ene ende af Aalborg til den anden. Nu har jeg udsigt til Limfjorden og adgang til en lille, fredet skov og en håndfuld bakker - noget Askar, vores beagle, elsker indgående.

For mig er sne fantastisk. Jeg bliver som et lille barn, når den daler ned fra himlen, og den fortættede lyd alting efterfølgende giver, får det til at virke, som om jeg går rundt inde i en stor, ulden hue. Og så er der lige det med at kælke. Når man har to drenge på henholdsvis 4 og 8 år, så er det en fornøjelse at trække i tøjet, løbe ned til den nærmeste bakke og give den gas, mens snotten løber fra næsen og fingrene bliver til små, frosne cocktailpølser.

Sneen holder sikkert ikke til julen, hvilket ellers ville være det perfekte postkort, men så er det jo bare med at komme ud i den, mens den er der. Her er et par øjebliksbilleder fra min have og omkringliggende skov:

Nissemand kom indenfor...

Når julen nærmer sig, så er det også på tide, at tænke på julegran, pebernødder og gløgg (om end jeg hader varm rødvin) Men er det ikke også på tide, at tænke lidt på nisserne? Dem der skal have vores risengrødsrester i en skål med lidt alkoholfri øl til. Dem der sidder og pisse fryser på et koldt loft, mens vi godter os foran fladskærmen?

Mit helt klare svar er; nej, ikke det mindste. Nisser er små, yderst ubehagelige og sikkert også utålelige tåber, der ikke følger med moden og som lever på en meget smal diet af ris, mælk, lidt smør og noget sødt øl. De skal ikke have fornøjelsen af noget som helst.

Og til jer der siger "Men nisser findes jo slet ikke", så se lige den her: http://www.youtube.com/watch?v=q0fPoH2gWzc

Fire flade serier

Jeg vil hellere se en god serie, end en god film. Bare udsigten til, aften efter aften, at kunne lappe et par afsnit af Lost, Fringe eller The Shield i mig, gør mig blød i knæene. Til gengæld mister jeg lysten til at eksistere i samtlige kendte universer, hvis jeg spilder min tid på intetsigende, dræbende kedelige og dårligt skrevne serier, som f.eks. dem her:

Carnivále (HBO)
Det skulle have været en af HBO-kanalens helt store satsninger, men efter to sæsoner med Carnivale havde både publikum, tv-kanelens ledelse og jeg selv fået nok. Carnivale, der foregår under den amerikanske depression, var forsøgt mystificeret gennem Ben Hawkins, der tilsyneladende har helbredende kræfter. Og sammen med alt fra skæggede damer til dværge og en underlig præst Justin Crowe, skulle der så løbende hældes kul på bumletoget. Det skete bare aldrig. Hvad der skulle have holdt i seks sæsoner, blev som sagt skåret ned til to og banket færdigt med en total håbløs afslutning og absolut ingen hoved eller hale på historien. Der er absolut ingen grund til at få fingrene i Carnivále.

The Unit (CBS)
The Shield var, og er stadig, en af de bedste politiserier - og det er den ikke mindst på grund af Shawn Ryan. Men hvad der præcis skete, da han slog sig sammen med David Mahmet og skabte The Unit, baseret på Eric Haneys bog Inside Delta Force, aner jeg virkelig ikke. Væk var The Shields tit provokerende, grovkornede linse og urolige kamera. I stedet fik vi et ret ligegyldigt og ufarligt billede, yderst tilforladeligt skuespil og en tam, tam historie. The Unit var en slags Desperate Housewives med indlagte actionscener, og der var sjældent den store variation at spore i andet end de lande de toptrænede soldater besøgte. Af en eller anden grund fik The Unit fire sæsoner at boltre sig i, men ser du meget mere end to, så har du i den grad spildt tiden. Shawn Ryan skal tilbage til tegnebordet eller genoplive The Shield - længere er den ikke.

Numb3rs (CBS)
En af de serier, der i den grad har pisset mig af, er uden tvivl Numb3rs. Selvfølgelig er stavemåden totalt håbløs, men det er en mindre detalje i forhold til skuespillet og det rædselsfulde manus som serien har haft i flere sæsoner nu. Rob Morrow, der vel egentlig har hovedrollen, er anonym, ligegyldig og udtryksløs. Imens er det matematiske geni af en lillebror, spillet af David Krumholtz, bare øretæveindbydende. Alle historierne er i øvrigt hængt op på de tyndeste og ret uspændende matematiske gåder, der så igen alle sammen involverer lidt hjælp fra deres far eller Peter MacNicols (altid god) karakter Dr. Larry Fleinhardt. Der er vist indtil videre lavet fire sæsoner af Numb3rs, men jeg slæbte mig kun lige igennem første, for derefter at være helt sikker på, at der aldrig skulle sendes en krone mere den vej. CBS, få det lort af tapetet.

Private Practice (ABC)
Shonda Rhimes, forfatteren bag Private Practice skulle tæves med et stetoskop. Egentlig så elsker jeg lægeserier, så længe de er skrevet ordentligt. Og ER, House MD og Gray's Anatomy har jeg med stor fornøjelse lappet indenbords igennem de seneste mange år. Det er bare ikke tilfældet med Private Practice, der til trods for gode skuespillere, er holdt sammen af det tyndeste, mest melodramatiske manuskript der kan opstøves. Alle har tilsyneladende været sammen med alle i Private Practice, der aldrig rigtig kommer ind til kernen i nogle af seriens mange problemstillinger, men som i stedet fjoller rundt på må og få, og som meget sjældent er særlig lægelig. Serien har vist kørt i tre-fire år nu, men jeg ser ingen grund til at fortsætte den. Lad os nu bare få fred.

Klassens sorte får

Det findes hiphop, og så findes der hiphop. Den ene slags, som oftest den der kører i tung rotation på MTV eller The Voice er den træge, kedelige slags. Det er den, hvor Akon synger omkvædet, mens et eller anden "has been" skaber sig uhæmmet flankeret af numserystende tøser og tåbelige hang around-venner. Det er hooksne der holder det sammen og for det meste er lyrikken så tynd, at selv tempuradej er mere sammenhængende.

Jeg kan huske Black Eyed Peas fra tiden før Fergie fik spoleret det hele og det rent faktisk stadig var hiphop. Lyt bare til albummet fra 1998 Behind the Front og fortæl mig så, at det ikke er flere hundrede gange bedre end den nuværende dagsform. Joints and Jams, Fallin' og Clap Your Hands er smittende, melodiske numre med fed lyrik. Man er fandeme sunket langt, når "Just thinking, thinking, thinking bout you" er en linie i Meet Me Halfway på det seneste udspil (meget passende kaldt) The E.N.D.

Den anden slags, for der findes en anden slags hiphop, er den hvor der bruges flere kræfter på at sige noget, end på at se godt ud. Det er hiphop fra genrens absolutte guldalder, hvilket nok er omkring starten til midten af halvfemserne. Det var tiden med Dr. Dre og Ed Lover på fjernsynet, dengang hvor A Tribe Called Quest leverede Low End Theory og Black Sheep slap A Wolf in Sheeps Clothing.

Og netop sidstnævnte, eller i hvert fald halvdelen af gruppen Black Sheep, nemlig rapperen Dres, har holdt stand mod overproducerede, åleglatte og ligegyldige numre. Mens han nok ikke kan fylde meget mere end en kælder med fans, så er han tro mod musikken, ikke mod PR-mændenes kortsigtede planer. Og det respekterer jeg fandeme.

Egentlig skulle hans nye album, naturligvis kun hvisket om på nettet, have været på gaden i denne tid, men vi får i stedet EP'en Black Pool of Genius og et udspil på nettet Forever Luvlee - og jo, jeg er ovenud begejstret. Det er en fremragende advent-gave. Bare giv den en lytter her: http://www.youtube.com/watch?v=Fm-ttJ55_mo

Men hvad med mig?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg sidder og tænker over min alder i dag, men af en eller anden grund, så har det hængt ved lige siden jeg stod op. Måske skyldes det, den samtale jeg overhørte mellem to teenagepiger i en bus forleden. Ud over en regulær fnisen, konstant skelen til mobiltelefondisplayet og en tung lugt af jordbærtyggegummi, snakkede de også om vennerne - og helt specifikt om hvad vennerne mente om dem.

Nu skal der ikke gå TV2 Charlie og Lillefar i det hele, men det er en af de ting jeg ikke savner fra min ungdom. At være afhængig af hvad andre synes om dig, er fandeme angstfremkaldende og kan få dig til at gøre de mest mærkelige ting for at passe ind i forskellige sammenhænge. Det, aldrig at hvile i sig selv, og at vælge tøj, musik og meninger ud fra hvad en stor, homogen masse mener og gør, virker helt malplaceret på mig i dag. Men forstår jeg pigerne? Selvfølgelig gør jeg det.

Jeg har tit hørt min far sige "Det forstår du når du bliver ældre" uden nødvendigvis nogensinde at fatte præcis, hvad det var han snakkede om - også da jeg blev ældre. Men det med at du, som du runder de 30 år, lander mere på jorden og giver et fløjtende fis i forhold til hvad andre mener om dig, er nærmest en universel sandhed. Helt ubevidst begynder du, at få en følelse af hvad du er værd, i stedet for at skulle bekræftes i, at du er noget værd. Du læner dig mere tilbage i livets store lænestol og slapper af. Hvad du mener om ting, bliver vigtigere end hvad andre mener om dem eller dig.

I januar sniger jeg mig op på 38 år, og jeg har personligt aldrig haft det bedre med hverken min alder, min omgangskreds eller min forståelse af mig selv. Det er er, sagt lidt pladdersentimentalt, de små ting der betyder noget. Mine venner som jeg har haft siden skoletiden, min kæreste (der har holdt mig ud alt for længe) mine børn, min vandaliserende beagle Askar, den gode middag, den fede bog og de underholdende spil. Usikkerheden, følelsen af at skulle passe ind i en smal skabelon og den konstante angst for hvad andre mener, hører teenage-årene til - og dem savner jeg ikke.

Bredbånds-nedslagtning

Selvom PlayStation 2 ikke var verdens nemmeste konsol at tvinge online, og til trods for, at jeg skulle registrere mig til højre og venstre, så sad jeg tit til langt ud på natten, for at pløkke toptrænede soldater - ene og alene fordi Zipper Interactive udgav Socom: US Navy Seals. På en eller anden måde fik det første spil brudt med den lettere forstokkede holdning jeg havde til online-landskabet og dem der befolkede det. Med hævede griseøjne, tog jeg flere gange om ugen turen til Gamreactors hovedkontor, kun for at blive hånet af resten af medarbejderstaben, der fint havde fået deres prinsessesøvn. Og jo, jeg lignede i den grad udtværede figner på en skosål, men det var det hele værd.

For om natten hamrede mit hjerte afsted med hundred kilometer i timen, mens jeg nedlagde rebeller og sikrede vigtige strategiske postioner. Headsettet eksploderede med ordrer, venskaber blev skabt, og en afhængighed påbegyndt. Og jeg har ikke været til at rive væk fra bredbåndsforbindelsen siden. Uanset om det har være opfølgeren til Socom, Halo 2, Phantasy Star Online eller Killzone, så har jeg siddet på kanten af sofaen med hjertet helt oppe i halsen.

Denne jul bliver ikke anderledes. I skrivende stund har jeg købt både Call of Duty: Modern Warfare 2 og Left 4 Dead 2, to, på overfladen, meget forskellige spil - og så alligevel slet ikke. Begge repræsenterer, for mig, nemlig noget af det bedste online-genren kan præstere. For Left 4 Dead 2's vedkommende er det samarbejdet, der får det til at skinne. Der er et eller andet særligt over, hårdt såret og med få kugler i kammeret, at smække døren i til et Safehouse, mens man slikker sårene. Endnu bedre bliver det, når man tager turen fra spillets historie til Versus-funktionen, hvor man som en broget flok fodslæbende zombier, skal forsøge at lægge en slagplan, der skal fjerne de sidste rester af de overlevende. At stå over dem, mens de ånder ud - og helst i et totalt kaos af frådende håndlangere - har aldrig været bedre.

Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Ikke så meget andet, end at opfordre dig til, fra tiden til anden, at give den funktion, der som regel befinder sig under Story, en chance. Er du online, elsker du at mødes med andre mennesker, uanset om det er til et slag poker, krig på tværs af landegrænser eller en heftig tur ned af brænd varm asfalt, så kan det gøres online. De spil du har stående på hylden indeholder ikke bare en historie, men også månedsvis af sjov, hvis altså du tør spille med og mod andre. Det er en helt anden side af det interaktive univers der lukkes op for, og det er absolut værd at prøve.

Så glem dog Trivial Pursuit!

Nej, jeg skal ikke til at skabe mig som en krukket teenager, og nej jeg har ikke det mindste mod Trivial Pursuit, så længe vi snakker om det papduftende brætspil og ikke EA's ringe elektroniske konsolforsøg. Men hallo (som min otte-årige søn ville sige) hvorfor er der ikke flere spørgsmål om spil? Når nu jeg har brugt det meste af min ungdom og mit voksenliv på enten at læse om, skrive om eller spille spil, så ville det være befriende, hvis der rent faktisk også fandtes flere spørgsmål om spil i Trivial Pursuit - og hvis ikke i Trivial, så i hvert fald i en eller anden form, så mit nørdgen kunne få frit spil.

Det er præcis hvad freelancejournalist og spilkritiker Thomas Berger har tænkt - men han har også gjort noget ved det. I hans lommebog "Spilquiz - hvem ved hvad om spil?" der indeholder mere end 500 spørgsmål om alt fra konsoller til spilfigurer og spilserier, tester han min, og sikkert også din, paratviden på området. Fra helt enkle og ret ligetil spørgsmål som "Hvem havde hovedrollen i Street Fighter-filmen fra 1994?" og til "Hvad betyder morsekoden i starten af kendingsmelodien til Commodore 64-spillet Commando?" Begge svar skal du nok få til sidst i bloggen.

Jeg elsker ganske enkelt den hyggelige og ekstrem nørdede lommebog. Den er absolut ikke for nybegyndere, der kun er kommet i klammeri med enten SingStar eller Guitar Hero, men de har også nok quizzer at hygge sig med - det her er for spilnørderne, intet mindre.

Mit forslag er, at du høvler den efter en af dine venner, der har samme passion for spil, evt. som en del af en pakkeleg, som en mandelgave eller slet og ret som en lille ekstra julegave. Det fortjener enhver spilfan.

"Hvem havde hovedrollen i Street Fighter-filmen fra 1994?"
Jean Claude Van Damme

"Hvad betyder morsekoden i starten af kendingsmelodien til Commodore 64-spillet Commando?"
Det er programmørernes navne, der morses

Lidt af alt og ingenting

Da jeg hverken kan finde hoved og hale på alle de ting, jeg i øjeblikket har gang i, så ville dagens blog blive lettere skizofren, hvis jeg bare forsøgte at beskrive mine interesser, tanker, begejstring for eller fascination af spil, malerier, bøger og film, så her kommer de i en mere struktureret form.

Spille mere Battlefield 1943
For dælen jeg spiller det tit (faktisk mindst en time dagligt) men af en eller anden grund, så kan jeg bare ikke få for meget. Ja, Battlefield 1943 kan sagtens hakke og hoste i online-forbindelsen, jeg kan med lethed bande af skærmen, når jeg pludselig ikke kan genlade mit våben og jeg bliver rasende, når jeg spawner lige foran en tank. Men for hver tåbelig oplevelse, har jeg har 20 strålende. 20 øjeblikke, hvor jeg med stor præcision høvler granater ind i et hus, for derefter at dræbe tre skrigende japanere i ét hug. Øjeblikke hvor jeg som snigskytte redder en af vores baser fra at blive overtaget med et velplaceret hovedskud, øjeblikke hvor jeg svæver hen over en basen og tæppebomber hele skidtet. Battlefield 1943 er min store online-afhængighed.

Se tredje sæson af The Shield
Jeg har ventet en evighed på tredje og fjerde sæson af The Shield fordi Moviezoo sad på hænderne og snorksov, men nu er de endelig kommet. Jeg er fire afsnit inde i tredje sæson og den bliver kun bedre og bedre. Jeg elsker politidramaer og The Shield hører til blandt de bedste.

Købe mere Scotch & Soda-tøj
Glem for et øjeblik det andet hollandske tøjmærke G-star. Scotch & Soda laver rasende fedt tøj, fyldt med detaljer. Pænt nok til at tage på til fest, men ikke for fint til at have på en ganske almindelig søndag, hvor man flader ud på sofaen eller gå tur med hunden. Scotch & Sodas efterår/vinter kollektion er netop landet - og jeg jeg tror at Visa-kortet skal pines lidt.

Få lavet nogle flere malerier
Jeg har overhovedet ikke haft tid til at male i uendelige tider, og det er dybt frustrerende. Tiden har bare ikke været til det, men nu er jeg så småt begyndt at skitse på et par ting, og er jeg heldig, så kommer de ud og hænge i en tøjbutik i Gistrup - og det er da et meget godt skridt på vejen. Nu skal jeg så bare lige trække i malertøjet, få banket lidt musik på anlægget og kastet mig ud i det.

Få spillet Rock Band
Jeg havde ellers svoret, at jeg ikke ville stille mig op i stuen med en plastikguitar om halsen og spille med på et The Clash- eller Metallica-nummer, men efter forleden at have investeret i Band in a Box og have købt Rock Band 1 & 2 brugt, er jeg klar til at banke løs. Trommerne er klart mit favoritinstrument. Og så holder man varmen af det pjat, det er en god ting.

Få set Pigen der legede med Ilden
Den er måske ikke ligeså godt som Mænd der hader kvinder, men jeg var tryllebundet af den første film og regner med, at toeren i det mindste kan ride videre på en smule af det magiske filmstøv som den første film indeholdte. Nu skal jeg bare lige finde en ledig stund og komme afsted til biografen.

Snakkeshowet der holder

Man kan elske eller hade ham - og jeg har af en eller anden grund altid elsket ham. Nej, jeg snakker ikke om Adam Sandler eller Jim Carrey her, men om danske Anders Lund Madsen. Manden der kan sige så forfærdelig meget på få sekunder eller slet intet på en halv time. Manden der enten er ulasteligt klædt eller rammer en stil et stenkast fra sigøjner møder landevejsridder på et kræmmermarked. Jeg har fulgt ham siden han huserede på Ekstra Bladet og har ikke sluppet sporet siden.

Jeg er helt pjattet med Anders Lund Madens nye tv-show, der meget passende har fået navnet Det Nye Talkshow. For det er nyt. Det er det fordi, det ikke er optaget for flere år siden, men også fordi det smider gæsterne ind som en slags sekundavare, der stort set bare skal fungere som statister. Fik jeg det store ud af, at Niarn forleden fortalte om hans "nær døden"-oplevelse i København? Nej, ikke det mindste. Hulkede jeg mig igennem indslaget udelukkende på grund af Anders Lund Madsens kække kommentarer og evne til at vende og spidde alt der siges? Helt bestemt.

For mig er 21.55 lige pludselig ikke et dødt tidspunkt på en harmdirrende åndssvag fredag aften, men i stedet tidspunktet, hvor jeg nærmest kaster mig ned i sofaen, skruer op for lyden og griner mig gennem Det Nye Talkshow. Jeg elsker skidtet.

Renæssancen er på vej

Genoptryk af kronikken fra september-udgaven af Gamereactor

Renæssancen, der helt bogstaveligt betyder genfødsel, var en kulturel opblomstringsperiode. Et tidspunkt hvor gamle værdier fik nye betydninger og blev anskuet med friske øjne. Malere udfordrede sig selv med kunstværker, der indeholdte et mere nuanceret billede af verden, nemlig et perspektiveret syn, altså med dybde á la tidens 3D-spil. Imens skabte Guthenberg den 21 linjer lange bibel og trykpressen. Filosofiske overvejelser, tanker og værdier kunne pludselig mangfoldiggøres. Folk kunne læse andres tanker og blive præget af dem, blive inspireret til at stille spørgsmål og kræve forandring - eller til bare at opleve ting, de aldrig før havde drømt op.

Desværre gav renæssancen ikke magten tilbage til folket. Det var stadig malere, der malede til folket, stadig forfattere, der skrev til folket og stadig musikere, der spillede for folket. Levede man dengang, var man ikke medforfatter, man var endestationen for højtragende tanker og ideer. Man læste hvad andre havde tænkt og skrevet uden selv at kunne bidrage til debatten. Den enkelte borger kunne ikke massekommunikere.

Med dannelsen af Internettet skiftede dette ældgamle perspektiv for første gang en smule. Det kan godt være, at det skulle havde været et militærprojekt, et fintmasket net af forskningsoplysninger og forsøgsdata, men som det blev sluppet løs i samfundet, skete det, der altid sker med teknologi; den blev brugt til at kontakte andre. Pludselig delte folk oplevelser, snakkede favoritbands og udvekslede meninger - og over meget store afstande. Uden et firma eller en bestemt afsender, kunne alle videregive deres oplevelser uden filter.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jeg tror, at vi står overfor en ny renæssance, endnu en genfødsel af værdier og tanker - denne gang med computerspillet som en af de væsentlige faktorer i denne forandring. I mange år har spil været underlagt de samme dogmer som andre underholdningsmedier. En afsender og en modtager. Og for det meste store firmaer til enkeltpersoner. Men som branchen er blevet større og mulighederne i maskinerne er blevet vidtrækkende, giver det også det enkelte spilhus, muligheden for at skabe en identitet til spilleren, en slags medforfatterskab, hvor han/hun har indvirkning på spillets fremtid, hvor rammerne for oplevelsen kan udvides med noget, som selv ikke afsenderen oprindeligt havde tænkt på.

Little Big Planet er et fremragende bevis på det. Tag en tur ud på YouTube, og se alle de vidunderlige indslag som helt almindelige spillere har skabt. Se, hvordan dette igen skaber et sammenrend af mennesker, der alle bidrager til et fællesskab og en videreudvikling af Little Big Planet. I virkeligheden er det ikke spændende at se, hvem der kan gennemføre spillet hurtigst eller hvem der er bedst til det ene eller det andet. Folk måles i stedet på hvad de bidrager med, hvad de skaber, hvad der ikke allerede er oplevet eller tænkt på. Downloader du nogle af disse baner, oplever du pludselig noget, der godt nok skabes via en præfabrikeret teknologi, men som ikke har et større forkromet budskab, i hvert fald ikke et, der er styret af et stort medie eller et bestemt verdenssyn.

Men hvorfor overhovedet give magten til spilleren eller forbrugeren? Faktisk er det meget enkelt. Uanset om vi bruger Facebook, YouTube, et tilfældigt forum eller chatter, så forsøger vi at give udtryk for hvem vi er, hvad vi står for, hvad vi drømmer om og hvordan verden ser ud fra vores lille stykke af universet. Forstå dette, og du er godt på vej til at skabe et spil, der automatisk vil blive omkranset af en vis portion spillere, der igen, via det stærkeste markedsføringsvæktøj, nemlig mund til mund-metoden, vil blive spredt vidt og bredt. Og som ringene spredes i vandet kommer flere til, der igen sender budskabet videre.

Stramt styrede spil, bøger, film og musik er ikke på vej ud, men de får skarp konkurrence fra dem, der lægger magten i hænderne på forbrugeren, og lader ham eller hende skabe et udtryk og ikke mindst et aftryk, der kan inspirere andre.

Som topdown-styrede budskaber forsvinder og behovet for selvrealisering via et medforfatterskab stiger, vil spil som Little Big Planet opleve en større interesse end nogensinde før. Little Big Planet er, modsat mange andre spil derude, ikke noget specielt på overfladen. Det er et klassisk platformspil med en tilknyttet, troværdig fysik. Men der skal ikke meget mere til end et forsigtigt løft på låget til at vise, hvad der kan opnås med det værktøj som Little Big Planet i virkeligheden er. Det lægger helt og holdent magten over i hænderne på forbrugeren, der måske ved første øjekast, er en smule intimideret i forhold til opgaven, men som hurtigt finder sin stemme blandt mange andre. Allerede nu findes der et utal af baner, nogle væsentlig mere kreative end andre, men fælles for dem alle er, at der, et eller andet sted derude, er en person, der har sat sit aftryk på Little Big Planet-fællesskabet.

Og det med at sætte aftryk er det essentielle. Det er vigtigt at forstå, at det vi i virkeligheden gør, uanset om vi leger, skriver, maler eller spiller, er at række ud efter andre. Vi vil anerkendes, ses, vi vil skabe venskaber, bekræftes i at vi er til og at vi kan bidrage med noget, og det gør Little Big Planet muligt. Derfor var det også lettere morsomt at læse, at Media Molecule var bange for, om der nu var nok, der skabte baner, til at holde indholdet frisk og nyt. Selvfølgelig er der det. Behovet for at nå andre har aldrig været større, og det er et behov som LBP i den grad dækker.

80'ernes store filmmareridt

Jeg var purung og modebevidst i 80'erne, så hvis du i dag kommer anstigende i lilla støvler, en jakke med skulderpuder og et læderslips, så skænker jeg det nærmest ikke en tanke. Jeg gik i gulerodsbukser, lyseblå Ball-trøjer og stank af Kouros fra Yves Saint Laurent - det var tiden, det var alderen. Jeg vidste ikke bedre.

Det gjorde jeg heller ikke, da jeg i 1984 forvildede mig ind i biografens mørke i Palads for at se Electric Dreams. Jeg troede, at det var noget med computere (hvilket det var) Jeg troede at filmen ville være fed (hvilket den ikke var) og jeg troede den ville give mening (noget den aldrig gjorde) Electric Dreams er uden tvivl en af de mest kiksede 80'er-film nogensinde, en tarvelig romantisk komedie med Lenny Von Dohlen og Virginia Madsen i hovedrollerne som henholdsvis Miles og Madeline. Nåh ja, og så computeren Edgar med stemme af Bud Cort.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan jeg havde det, efter at være kommet ud af biografen, i hvert fald ikke helt nøjagtigt, men jeg vil tro, at det ligger i det område der hedder "ramt af en lastbil" eller "tæsket med en jernstang" Electric Dreams er det tåbeligste trekantsdrama. Jeg kan stadig sidde og mukke den dag i dag over at jeg brugte penge på den.

Det eneste gode, hvis det overhovedet er godt (det har jeg stadig ikke bestemt mig for om det er) er at Phil Oakley, tidligere forsanger i Human League, skabte det mest poppede og sukkersøde tema til filmen. Og skulle du være interesseret, så er der både filmklip og tynde plastiklyde på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=r9foZ7KVSng

Electric Dreams er rædselsfuld, dum og helt igennem åndssvag.

Slip det dog fri for pokker

Dette er en udvidet udgave af lederen fra september udgaven af Gamereactor

Et eller andet sted, er der noget galt med computerbranchen i dag. Spilbranchen opstod, ligesom internettet, ud af frigørelsen af ret avanceret militærteknologi. Det var computere og netværk, der var tiltænkt statens bedste forskere og videnskabsmænd, men som teknologien spredte sig, fik helt almindelige mennesker som du og jeg adgang til den.

De første mange år var præget af et skønt frisind. Dengang var begrebet Freeware eller Shareware ikke opfundet, for modsætningen, altså ting man skulle købe, eksisterede nærmest ikke. Folk med forstand på computere og computerprogrammer lagde deres kreationer ud til fri afbenyttelse og dermed kritik. Et helt samfund af dygtige pionerer forfinede så løbende programmerne, lagde måske endda helt nye funktioner ind og endte med at gøre dem endnu bedre.

Spol frem til i dag og billedet er et helt andet. Microsoft, der som bekendt sidder på en usandsynlig stor del markedet, låser deres kildekode og deres programmer til hinanden, mens de forsøger at presse andre ud af markedet. I den anden ende af spektret befinder Linux og Firefox sig. Det er åbne programmer, hvor kildekoden kan ændres, forbedres og forfines som andre får øje på åbenlyse mangler. Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at mens Microsoft undskyldende udsender rettelser og opdateringer til deres Internet Explorer, så er Firefox langt mere robust og ligetil. Her hjælper et helt samfund af passionerede mennesker løbende med at gøre browseren bedre, ikke fordi de kan tjene penge på det, men fordi de er oprigtigt interesserede i at hjælpe.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, når en branche, der i den grad har opfundet begrebet Open Source, ikke længere kan finde ud af at efterkomme mantraen, så er der noget galt. Når Epic ikke længere kan give baner væk til Gears of War, fordi det slår bunden ud af Microsofts pengemodel, så er det på tide at se branchen efter i sømmene. Når udvidelser der er gratis på PC, skal købes til konsollerne, så er det udtryk for en kynisme, der dybest set slet ikke harmonerer med de fleste udvikleres lyst til at "slippe fri og lad leve" For dem er det ikke god forretning at sælge selv den mindste ting, men at give meget af det gratis væk eller med en indbygget mulighed for, at spillerne selv kan bygge videre på det. For de udviklere er det innovationen og det at have det sjovt, der vægtes højere end noget andet.

Fremtidens udgiver, spilhus eller programudvikler har forstået dette, for de kender deres ophav. De ved, at meget af det, de i dag "ejer" faktisk er blevet til nede på gulvet blandt frivillige og at ægte innovation ikke kan låses inde i et skab. Hvis man ikke kan have fingrene i mulden, så kan man heller ikke plante blomster.

Det er helt vanvittigt at snakke om at arbejde udenfor boksen, når der kun er en grund til, at alt endte med i blive proppet ned i den til at begynde med - nemlig penge. Der var slet ingen grund til at tænke uden for boksen, hvis den ikke var der. Hvis innovation ikke kun handlede om, hvordan man kunne lave penge og sikre at andre ikke gjorde det, så var tankerne større, ideerne rigere og fremdriften mere naturlig.

Min personlige kæphest Bobby Kotick (Activisions chef) er det lysende eksempel. Han har indrømmet, at han nærmest arbejder sig hen imod, at det, at lave spil ikke nødvendigvis skal være sjovt, men i stedet indbringende. Samtidig morer han sig over, at før han kom til Activision, så var der mange der ikke kunne skelne et excell ark fra et almindeligt ark papir - men at de nu står i kø for at sikre deres budget og forhandle om penge med ledelsen.

Velkommen til dumhed på et helt nyt plan, siger jeg bare.

Kotick, og jeg har sagt det her før, vil absolut kunne skabe et overskud til de store pengemænd ved det polerede egetræbord, men det bliver ikke uden at dræbe sjælen og ideerne hos de folk der arbejder der. Håbløs malkning af alle spilserier, det evige pres på medarbejderne for at levere et større overskud, spendere færre penge på udvikling og bruge mere tid på at slås indbyrdes om at få flere penge til deres projekter, vil i sidste ende dræbe lysten hos en lang række medarbejdere. De samme mennesker, der ved at sidde i håbløse møder og til ligegyldige peptalks, skal finde inspiration uden for en æske, de aldrig har haft lyst til at være proppet ned i.

I virkeligheden handler det kun om en ting: Slip fri og lad leve. Der skal nok komme noget større ud af det, end du nogensinde havde tænkt dig.

Når en mand går i gulvet

Jeg er heldigvis sjældent syg, men når jeg er det, så er jeg også ulidelig at være sammen med. Sådan var det også forleden. Efter godt halvanden uge med snotnæse, konstant ondt i gummer og tænder samt en kronisk hovedpine, lod jeg mig sidste onsdag overtale til at se vagtlægen - og kun fordi min kæreste var ved at være godt træt af mit klynkeri.

Og selvfølgelig var den gal. Allerede dage før, burde jeg have opsøgt vores læge, for grunden til at det blev ved med at gøre ondt, var at jeg i mellemtiden havde fået bihulebetændelse. Præcis samme dag som jeg opsøgte lægen fik jeg også en høj feber, og jeg aner ikke, hvad det kunne have udviklet sig til, hvis jeg hårdnakket var blevet siddende foran skærmen. Så torsdag, fredag og lørdag stod i sengens tegn.

Men nu er jeg på vej tilbage! Yes, sådan skal det være. En god omgang smalspektret pennicillin og jeg rammer snart de gamle højder for fuld udblæsning. Og hvad så, om jeg kan spytte blod op, det kan sgu' da ikke være noget særligt... vel?

Vi hyler mod månen

Gary Oldman var en mageløs Dracula, Arnold Vosloo en god mumie i The Mummy og Robert De Niro et plaget Frankensteins monster i Mary Shellys Frankenstein. Men hvor pokker bliver ulvemanden af? Du ved ham, der under ulidelig smerte, forvandler sig fra et almindeligt menneske til en blodtørstig varulv, en nattens jæger.

Faktisk kan jeg selv svare på det spørgsmål, for han vender tilbage i år 2010 i The Wolfman, Universals forsøg på at genoplive en af de absolut fedeste monstre nogensinde. Og filmen ser faktisk lækker ud. Men det kan enhver jo sige, så her er linket til traileren:
http://www.apple.com/trailers/universal/thewolfman/

Så blev der lukket og slukket

Jeg har lige sendt de sidste par sider i trykken, af hvad der forhåbentlig bliver september magasinet. Microsofts stramme deadline for Halo 3: ODST gjorde, at vi ikke kunne omtale det i magasinet, mens den totale udeblivelse af hvad, der burde være anmeldelsesversionen af Need for Speed: Shift, gjorde at EA's bilspil heller ikke fik chancen.

Til gengæld fik vi The Beatles: Rock Band, Colin McRae: Dirt 2, Scribblenauts, Dissidia: Final Fantasy, Blood Bowl og Wet med. Og forsiden? Jo, det bliver det ekstremt anderledes og idérige Scribblenauts. Jeg lukker og slukker. Bund eller resten i håret.

Tendentiøs dækning?

En af de ting, jeg igennem mine lidt over otte år på posten som Gamereactors chefredaktør, har måttet sande er, at man kan ikke gøre alle glade - og slet ikke hele tiden. Uanset hvilke nælder vi skider, eller ikke skider i, så er den som regel galt et eller andet sted. Brok er det universelle sprog. Det anonyme tastatur og den flimrende skærm vores tro væbner.

Skriver vi her på GR at Xbox 360 larmer, så får vi prompte skrevet og fortalt at "så kan vi sgu' bare lægge spillene ind på maskinen" og at vi i øvrigt er nogle Xbox-hadere. Fortæller vi at PlayStation 3 Slim nok ikke ender med at kunne gøre PlayStation 2 kunsten efter i antallet af solgte eksemplarer, så favoriserer vi Microsofts konsol. Og når der ikke hver måned er en eller flere Wii-anmeldelser i magasinet, så er det nok fordi vi ønsker Nintendo og deres brede spillemaskine ud af markedet. Citerer vi en analytiker, der mener at Microsoft vil gå ud af denne konsolgeneration som vinderen, så er hans udtalelse ligegyldig og nyheden i værste fald tåbelige. Bruger vi ham eller hans firma igen, når han spår Sony et yderst fornuftigt salgsår, så er det pludselig oraklet fra Delfi.

Begrebet hedder tendentiøs dækning, altså en tendens til at man dækker noget på en bestemt eller ensidig måde. Det er i hvert fald tit sådan læserne opfatter det medie de benytter. Heldigvis er vi ikke de eneste, der får skudt i skoene, at vi slet ikke kan finde ud af at være upartiske eller objektive. Det er noget ethvert medie, med bare en nogenlunde udbredelse oplever.

Jacob Mollerup, der er DR seernes og lytternes redaktør har samlet klagerne mod DR for tendentiøs dækning, og når jeg sidder og læser hans "opdagelser" så virker det unægtelig som et helt almindeligt udsnit af, hvad der fra tid til anden også kan sætte tingene i kog her på sitet. Se bl.a. på følgende:

"Det er bestemte emner, som DR får kritik for. Når der er krig i Gaza, bliver der både klaget over, at dækningen er pro-israelsk, og over at dækningen er pro-palæstinensisk. Og når debatten mellem regeringen og oppositionen herhjemme bliver skærpet, kommer der ofte klager fra begge lejre over DR", siger Jacob Mollerup.

Senere i samme artikel som DR netop har offentliggjort på DR.dk, kan Jacob fortælle, at der i det seneste år har været 29 klager over, at DR favoriserer den siddende regering og Dansk Folkeparti, mens der har været 31, der oplever det modsatte, altså at nyhedsudsendelserne og debatprogrammerne favoriserer oppositionen.

Og et er præcis den samme slags klager jeg er blevet tilsendt i løbet af årene. I det ene brev kaldes enten jeg, eller i hvert fald resten af redaktionen, for fanboys der ikke ænser andet end Xbox 360, mens vi i det næste bliver udråbt som Wii'ens fortaler (angiveligt fordi Super Mario Galaxy fik 10/10) - og når det ikke er det, så er vi PlayStation 3-fanatikere. Senere, specielt efter forleden at have udtalt mig til Comon omkring Sonys påståede supersalg af den nye PS3 Slim, får jeg så arrige mails fra folk, der beder mig om at holde kæft, når jeg ikke ved hvad jeg snakker om.

Det hele er dog noget jeg ryster en smule på hovedet af, inden jeg smutter ned til banken og hæver mine månedlige checks fra EA, Activision og Microsoft - naturligvis...

Så længe skjoldet holder

Halsen har det værre i dag, jeg er blevet uendelig snottet, og det eneste der ryger ned i store mængder er kamillete - og så anden sæson af The Shield. Det er et par år siden jeg så første sæson (som Jannik var så sød at låne mig) men efter at have set dem på udsalg, så snuppede jeg selv de to første sæsoner, plagede min kæreste om at se med (så jeg ikke skal bøvle med det sent om aftenen) og gik så ellers i gang.

Og jeg er ret vild med The Shield. Dengang serien var på sit højeste i USA og jeg mødte den svenske spiljournalist Thomas Wiborg (SuperPlay og senere Level) til et hav af spilfremvisninger i både England og Amerika, forstod jeg ikke hvorfor han farede rundt i alt fra Virgin til Tower Records for at flyde sportstasken op med The Shield. Men her, en del år senere, kan jeg virkelig værdsætte det stramt fortalte drama, der absolut er alt andet end sort og hvidt.

The Shield er et rigtigt godt politidrama, styret af ambitiøse politichefer, der vil gøre sig gældende indenfor politik, drønbeskidte og alligevel sympatiske civilbetjente, der altid balancerer på kanten af loven, drevne efterforskere, bøsser, ludere og bandemedlemmer. Jeg er i øjeblikket kun godt og vel halvvejs gennem anden sæson, men jeg må indrømme, at det i den grad, er en serie jeg flader ud til om aftenen, når computeren slukkes og jeg skal have spilverdenen lidt på afstand. Og der er ingen tvivl om at de næste sæson også lige skal se indersiden af min postkasse i de nærmeste uger.