Krigsgudens mesterværk

Når man har siddet i redaktørstolen i seks år på Gamereactor, så er det ikke alle pakker der åbnes med dirrende hænder længere. Spil bliver et arbejde, og nogle gange et hårdt et, når man sidder med noget regulært lort mellem hænderne og er tvunget til at spille det helt igennem. Andre gange er det en ren fornøjelse - og så er der de få gange, hvor det er en decideret drøm.

For mig var God of War sådan et spil. Jeg havde nærmest ingen forventninger til spillet, og udfra de få informationer som Thomas Nielsen kom hjem fra det års E3 med, så virkede det mest af alt som et opkog af Ninja Gaiden og Devil May Cry, bare smidt ned i det gamle Grænkenland. Men da først Kratos tonede frem på skærmen, stående på kanten af en klippe og fortalte hele slutningen på eventyret, var jeg med det samme grebet. Det græske epos blev spillet igennem flere gange og hver gang var jeg lige tryllebundet.

Derfor har God of War II: Divine Retribution også været mit mest ventede spil i lange, lange tider. Glem Bioshock (der ser fremragende ud) drop alle tanker om Assassin's Creed eller Halo 3, det jeg har mest brug for er fortsættelsen på Kratos eventyr - og i går landede det så.

Desværre har jeg ikke haft tid til at kigge på det endnu, da en tur med min kørelære sent i går eftermiddags og en omgang basketball træning om aftenen, gjorde det umuligt at få sat spillet i maskinen - men i aften og sammen med min ældste søn, står den på et storslået græsk epos. Og tager jeg ikke meget fejl, så kan jeg slet ikke holde mig væk fra konsollen i weekenden, så mon ikke Mathias og jeg selv, har gennemført det inden søndag aften?

Nøj, hvor jeg glæder mig....