Sagde du skuffelse?

Så blev det fredag med alt det, der nu hører til en fredag - i hvert fald indtil videre. Jeg vågende helt søvndrukken kl. 08.15 - noget jeg ellers ikke har gjort siden vi fik børn (de er så gode til at få en op til en "anstændig" tid) Og det er ikke fordi jeg lavede et eller andet vanvittigt dagen før, jeg var eksempelvis ikke på stordruk eller til en eller anden vens lillebrors studentergilde, så hvad skete der lige? Måske er det bare fordi der er gået en uge og jeg er ved at være lidt slidt i kanterne? Eller er det bare sådan med fredage? Kan kroppen mærke at weekenden begynder og at ugens stress langsomt aftager. Ved den måske at jeg har tænkt mig at ramme Aalborgs natteliv sammen med et par venner i aften? Er den træt på forhånd? Jeg kan ikke greje det.

Men når jeg tænker over det, så skyldes det sikkert også at jeg i denne uge er blevet skuffet, ikke bare en gang, men to. Den første var da Danny Boyles Sunshine kravlede ind gennem brevsprækken forleden dag. Hvis du fast læser min blog, så ved du også at jeg elsker 28 Days Later, ligesom jeg var stor fan Trainspotting og Shallow Grave og derfor var mine forventninger til Sunshine høje - ikke for høje, men høje. At sci-fi filmen, der så forsøger at være en blanding mellem Event Horizon og Rumrejsen 2001, slet ikke fungerer gør bare så pokkers ondt. Jo, den er generelt flot filmet og Cillian Murphy er en god skuespiller, men som film er Sunshine rodet, kedelig og til tider helt unødvendig langsommelig. Ideen med at et hold skal levere en kæmpe sprængladning til vores døende sol er faktisk fremragende, men historien er ikke eksisterende, holdet ombord på rumskibet bliver aldrig rigtigt mennesker af kød og blod og uhyggen, et element som jeg tror Danny Boyle selv har ment sad lige i skabet, er rædselsfuld tam.

Når det kommer til Hannibal Rising, der også snusede til min afspiller, så var mine forventninger og dermed chancen for en kæmpe skuffelse, så meget mindre - og heldigvis for det, for Hannibal Rising er muligvis dette års mest ligegyldige udgivelse. Det er godt håndværk, et par af skuespillerne er okay og den fortæller egentlig bare historien om den kære Hannibal Lecter i sine unge år, men da bogen af Thomas Harris er ren pengespekulation og Lecters liv i de tidlige år mere ligner en urealistisk farce (hans søster spises af soldater under Anden Verdenskrig) så var den svær at tage alvorlig. Jeg tror at Harris ti år fra nu, er nødt til at kalde bogen for en slags "Hvad nu hvis..." en slags alternativ fortid, for hvis Hannibals eftermæle skal være den fortid der portrætteres i filmen, så hulker jeg mig i søvn. Anthony Hopkins vender sig i graven, og det er selvom han ikke engang er død endnu.

Som lovet har jeg også spejdet efter liv fra Ekstra Bladet og P4 angående de to ting som jeg medvirkede i forleden og nu dukker det første frem. Ekstra Bladet har på deres netavis en kort nyhed omkring Manhunt 2 og et par ord fra mig. Jeg synes jeg sagde andre og mere bevingede ting en dem jeg citeres for i nyheden, men okay. Her er den: http://ekstrabladet.dk/nationen/article313510.ece

Som en sidste ting inden jeg kaster mig ud i weekenden, så kan jeg sige at jeg er begyndt at male igen. Ikke sådan paneler eller dørkarme, men i stedet malerier. For godt ti år siden brugte jeg meget tid på at male små billeder, tegne skæve figurer og i det hele taget stresse af med at male, og nu er jeg begyndt igen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke er en af verdens førende kunstnere og at det jeg laver sikkert ikke er synderligt originalt, men jeg elsker at sidde på gulvet med et par pensler og så give den gas. Jeg arbejder i øjeblikket på et 110x110 maleri, der gerne skulle være færdigt inden udgangen af weekenden. Det er både akryl og oliemaling samt en række posca-tusser: