Når mørket sænker sig...

Da vi i sin tid anmeldte The Darkness, kom jeg aldrig i nærheden af spillet. 2K Games var nærmest anale omkring deres lille, svenske darling og derfor måtte vi internt finde en løsning på, hvilken af vores tre skandinaviske redaktioner der skulle anmelde det - valget faldt på Sverige og Jonas Mäki, der med adskillige The Darkness-tegneserier på hylden og en sund appetit på FPS-spil, gik lige i kødet på Starbreeze' seneste projekt. Det tætteste jeg selv kom på at opleve spillet var da jeg efterfølgende oversatte hans anmeldelse.

Heldigvis er der siden hen landet færdige versioner af spillet, og som en gammel fan af tegneserien (i hvert fald i begyndelsen, før det hele gik i hundene med alt for mange tvivlsomme gæster) så var jeg ekstrem nysgerrig efter at se hvad holdet bag Riddick kunne gøre med Top Cows tegneserie. Og lad mig med det samme sige: The Darkness er et vellykket actionspil. Der er helt klart problemer flere steder og i mine øjne er det aldrig på højde med The Chronicles of Riddick: Escape from Butchers Bay, men godt er det.

Indrømmet; det kan være mere end normalt anstrengende at skulle slukke alle lyskilder i et område, for virkelig at kunne sende sine tentakler ud, og når Starbreeze nu har valgt en mere åben struktur til spillet, så har de samtidig ikke nogen mulighed for at styre tempoet og det kan mærkes. De mange rejser med undergrundsbanen og de mange, nærmest ligegyldige opringninger for at få fingrene i ekstraindholdet, er sjældent meget mere end nødvendigt og ensformigt arbejde. Det er først når du ender på en regulær mission, at der for alvor sker noget. At flå hjertet ud på en af mafiaens håndlangere føles godt, og der er en rimelig tyngde i de fleste af spillets våben. Faktisk er spillet fremragende når først det vrimler med skydegale lejemordere og overentusiastiske politibetjente.

Til gengæld er de lidt for lange "drømmesekvenser" i et rent helvede af Første Verdenskrig et underligt bekendtskab, der aldrig rigtig giver mening. Plotmæssigt er de naturligvis med til at forklare historien bag The Darkness og hvorfor den hjemsøger Estacado-slægten, men spilmæssigt er de forvirrende og meget dårligt "signpostede". Du kan stort set vade rundt i en sønderbombet landskab af skyttegrave og dæmoniserede tyske soldater i en evighed uden at ane hvorhen du skal - det lykkes mig faktisk to gange at gå i ring, noget der fik mig til at slukke og sige: "Tak for i dag"

Når det er sagt, så har jeg stadig moret mig med The Darkness og når valget står mellem en god film eller et par timer i Top Cows univers, så har jeg de sidste par dage valgt The Darkness, hvilket på en eller anden måde siger noget om kvaliteten af spillet.

Hvad jeg til gengæld har været drønærgerlig over i weekenden var Resident Evil 4 Wii Edition. Som overentusiastisk fan af spillet, da det udkom på GameCube (læs anmeldelsen her på sitet, hvor det fik 10/10) så mente jeg selv, at jeg var den rette til at vende tilbage til den lille spanske landsby, kun bevæbnet med en nunchuck og Wii-mote. Og det mener jeg sådan set stadig, jeg er bare ærgerlig over, at det for mig slet ikke var den oplevelse jeg havde forventet.

De seneste måneder har jeg spillet mere og mere Wii, og hvor jeg i starten lige skulle vende mig til styringen, så ligger den nu på rygraden - eller det gjorde den indtil Resident Evil 4 blev smidt i maskinen. For mig er Capcoms valg af styring total ulogisk og selvom jeg gennemførte spillet i weekenden (man kan glide igennem det, når man har spillet både GC- og PS2-udgaverne) så blev jeg aldrig fortrolig med den. For det meste ønskede jeg mig bare et almindeligt joypad, intet andet. RE4 er i mine øjne ikke bedre med Wii-mote, det er nærmere et alternativ, og for mit vedkommende et dårligt et af slagsen.

Du kan læse anmeldelsen på sitet senere i dag - og ja, jeg ved godt at hade-mailen er på vej, men sådan er det nu engang, jeg kan kun sige min mening.