Hvem hjælper så dem?

Forleden brød jeg min egen regel om ikke at skrive om religion i min blog, og i dag går det så ud over politik. Ikke den gamle andedams politik, hvor intet rykker sig ud af stedet og et nyt parti kan lave overskrifter i ugevis, fordi de vil det samme som alle andre, men derimod om udenrigspolitik, og helt specifikt Kina/Tibet-krisen. Krise er måske et forkert ord at bruge, men krig giver heller ingen mening, for det ville betyde at kineserne rent faktisk fik kam til håret og at tibetanere er kampklare - hvilket overhovedet ikke er tilfældet.

Generelt er jeg tilhænger af ikke-voldelige løsninger på konflikter og i mange år har jeg været rørende enig med Dalai Lama, når han fremlagde planer for hvordan kinesere og tibetanere kunne leve i fredelig sameksistens i Tibet, men som tiden er gået og i øvrigt stadig går, har jeg svært ved at se anden løsning end en indsats fra verdenssamfundet, hvis der overhovedet skal være et Tibet at snakke om.

I mere end 50 år har Tibet nu været under kinesisk styre. Tibet har, indrømmet, aldrig været en suveræn stat eller et decideret land, men det er bemærkelsesværdigt at et land som Kina, der i forvejen er enormt, pludselig skulle fatte interesse for Tibet og indlemme stedet i moderlandet. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det at Tibet og ikke mindst den tibetanske kulturelle arv dagligt tvinges til at give afkald på ting. I skolerne er læren om Tibet og tibetanske forhold ikke-eksisterende. Det er forbudt at have et tibetansk flag, al kommunikation med folket gennem medierne er styret af Kina og underlagt strenge regler for censur og så det er forbudt at forlade landet. Dette var bl.a. grunden til at kinesiske soldater i sensommeren 2006 skød en kun 17-årig kvindelig munk i ryggen, da hun sammen med en række andre tibetanere forsøgte af flygte til Indien. Desuden er der allerede nu flere kinesere i Tibet end der er tibetanere og tortur er en daglig del af livet for dem, der tør sige deres mening om styret. Alligevel fastholder Kina at de har "befriet" landet.

På verdensplan har en lang række statsledere mødtes med Dalai Lama, men ingen har (så vidt jeg er orienteret) officielt anerkendt Tibets suverænitet og derved krydset klinger med Kina, ikke mindst fordi Kina i de seneste mange år har været et vigtigt marked. Så mens USA jagter olien i Irak, naturligvis under dække af at ville hjælpe et land til en demokratisk styreform, så er der ingen der her over halvtreds år senere, interesserer sig en dyt for Tibet. Og det er selvom en organisation som International Commission of Jurists allerede engang i 1960 kunne bekræfte at Kinas indtrængen i Tibet førte til et regulært folkemord.

Hvem der kan eller rettere vil hjælpe Tibet i dag aner jeg ikke, men vores egen regering, der har huset Dalai Lama flere gange og som ikke var bange for at træde ind i krigen i Irak, burde følge en sådan beslutsomhed til dørs og gå i dialog med Kina omkring Tibet, og hvis ikke dialog så i det mindste fordømme tortur og folkemord, noget der har drevet tusinder og atter tusinder af tibetanere i eksil i Indien. Man har vel lov at håbe?

Nå, men dagens blog blev lidt tungere end den plejer, det beklager jeg. Jeg måtte bare ud med det.