Vi er bare bedre end de andre...

Da Sony i går, som den sidste konsol-udvikler, slukkede og lukkede, så sad jeg sådan lidt med en meh-følelse i maven. Og spørg mig ikke hvad en meh-følelse i virkeligheden er, for det aner jeg ikke, men det var altså det jeg sad med. Jeg må have slettet min oprindelige blog, som burde være publiceret i går aftes et utal af gange, og det var først her til morgen, efter at have læst en række pressemeddelelser og set en del trailers, at jeg er nogenlunde i stand til at vurdere årets E3-konferencer.

At E3 blevet skaleret ned, det har jeg ikke det mindste imod. Jeg ved godt at det, sådan set lidt udfra, (som læser) måske altid har været fedt, men når du først fik snøret støvlerne og indtaget messegulvet, så var det tit ligeså trættende, som det var totalt spild af ens tid. Enten bragede musikken ud af enhver tænkelig højtaler i den gigantiske messehal eller også tilbød halvafklædte kvinder, at vise dig hvordan man spillede Gears of War, dog med det minus, at de hverken kunne spille det eller anede noget om hvad det gik ud på - hvis airhead nogensinde har passet på et fænomen, så er det utvivlsomt booth babes. Kort sagt: Jeg er vild med den nye stil. Mindre, mere fokuseret, mere indhold. Det er godkendt.

Men betyder det at de faste pressekonferencer også skal være sådan? Eller måske endda kedeligere? I år, som det vist nok også var sidste år, så var det Microsoft der afslørede deres indhold først, og det var okay. Ikke fremragende, ikke overvældende men okay. Eller det vil sige, det var overvældende indtil cirka midtvejs, og så gik det ellers ned ad bakke (mere om det senere)

Gears of War 2 ligner noget jeg ville sælge min førstefødte for, mens Fallout 3 betyder, at jeg skal bede om ferie i ugerne efter lanceringen. Selv Resident Evil 5, der godt nok ligner en opskaleret og forbedret udgave af Resident Evil 4, fik mine gummer til at bløde. Det er fint, det er pakken til mig, den mere hærdede spiller, ham der ikke gider at lægge en måtte ud på gulvet og danse rundt til et Ricky Martin hit fra begyndelsen af år 2000. Selv Viva Piñata 2 og Banjo-Kazooie forstår jeg, om end jeg ikke er sikker på, at jeg har brug for endnu en have at lege gartner i eller endnu en farverig verden, hvor der skal indsamles puslespilsbrikker i. Men igen, det er godkendt.

Alligevel lykkedes det Microsoft at punktere deres egen ballon. En ting er snakken om hvordan det vil gå i årene fremover. Fint, godt nok, sådan. I har penge, I har brugere og I vil vinde, stil jer op i køen venner! Væk med tallene og videre med spillene. Men det skete bare ligesom ikke vel? Pludselig var der gået hyggemor i det hele, og inden jeg vidste af det, så havde Microsoft fingrene nede i både Sonys og Nintendos gamle kagedåser. "Hvad skal jeg med avatarer" råbte jeg ud i lokalet, mens jeg stirrede på live udsendelsen. Jeg sad allerede på det tidspunkt og tænkte på, om jeg i samme stil med min PSP, kunne downgrade bagefter, bare sådan så jeg ikke skulle rende rundt i åndssvage Chinos, mens jeg overvejede om jeg skulle have en fin sommerhat på eller i stedet vælge golf-kasketten. Det er mig totalt håbløst. Jeg gider ikke have en brugerflade oven på min brugerfalde, virtuel genkendelse eller ej. Jeg ved, at jeg vil føle mig som en total idiot, når jeg bliver bedt om at opdatere min brugeflade, og så skal se på en fjoget gengivelse af mig selv, mens jeg bladrer rundt i nogle menuer. Jeg vil betale Microsoft for at få lov til at beholde det hele som det er.

Jeg forstår heller ikke Lips, Scene It eller noget af alt det andet skidt som Microsoft fik hældt ud den aften. Lips er jo Singstar, og Singstar er ikke længere sjovt, og det er uanset om jeg kan downloade alt hvad Kanye West nogensinde har indspillet og rappe elendigt over det eller ej. Det er karaoke, intet andet. Scene It kunne være sjovt, hvis altså det blev lokaliseret og spørgsmålene bare nærmede sig noget, der var vedkomne for danskere, men det er jeg ret sikker på ikke sker - og så er ideen med den slags jo helt ude i skoven.

Og du skal slet ikke spørge mig om film-tjenesten, noget som vi ser her i Europa om tyve år, når alle tv-stationer, filmselskaber og distributører langt om længe laver en aftale, uden at nogen føler sig snydt. Jeg tror ikke det sker, og gør det, så bliver det en håndfuld selskaber og et tarveligt udvalg af film. Det er jo for fanden derfor der stadig er åndssvage regionskoder på film. For at trælbinde os til tarvelige og planlagte lanceringer, ikke for at vi kan vælge og vrage i verdens mange film og serier. Hvad ville det ikke ende med?

Det var dog for alvor hos Nintendo at hjulene gik i stå. Jeg anerkender Nintendos store succes, klapper i mine hænder når firmaet annoncerer, at de har fået solgt trillioner af Wii-maskiner, og glæder mig over, at firmaet tilsyneladende har gjort flere interesserede i at spille spil. I år oplevede jeg så hvad den slags succesfulde mainstream-appeal gør ved Nintendo og mine chancer for at tænde for konsollen i løbet af det kommende år, for hvor var det noget, der ikke er totalt oversocialt, papirtyndt og bygget op omkring en dimsedut? "Der er nye Mario og Zelda-spil på vej" Det er jo strålende, men hvad skal jeg få tiden til at gå med imens? Hvad er det næste jeg skal indkøbe og have i en rodebunke under sofaen, før jeg kan stå på ski, tæske af sted på en vandcykel eller dirigere mit eget orkester? Stop nu den evige fokusering på nye gadgets og udforsk i stedet Wii-motens muligheder. Vi er jo ikke i nærheden af det utopia som jeg forestille mig Wii ville være, da den i sin tid blev lanceret.

Animal Crossing er et kors jeg må bære for altid. Jeg elsker den lille verden, elsker de formålsløse dage foran skærmen, hvor jeg designer mit eget tøj og fisker en smule, men det er så også det. Nintendo hævder, at de er der for de spillere som har været trofaste støtter i årevis, samt det helt nyfundne publikum. Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. Hvor er opdateringen af Kid Icarus, hvor er den første Wii-udgave af Advance Wars, hvad med Waverace, hvor siger du jeg finder Star Fox henne? Bare et eller andet, noget der minder en smule om de timelange oplevelser jeg havde foran Super Nintendoen og Nintendo 64? Det skal da for pokker ikke være fest og sjove hatte det hele?

Personligt er jeg ikke blevet grebet af hverken Rock Band eller Guitar Hero, men skulle jeg få lysten til at gribe et plastik-instrument, så ville jeg nok alligevel vælge ovenstående frem for det kommende Wii Music. Jeg har en eller anden fæl fornemmelse af, at dette slet ikke har noget med "at spille" på instrumenterne, men at man blot skal lave den bevægelse man ville lave, hvis f.eks. man stod med en guitar mellem hænderne - uha, ja... det gider jeg da. Og det er forhåbentlig en joke, når Nintendo lader kønsløs midi-musik banke ud gennem højtalerne? Er det ikke Nintendo? En midi-udgave af Rihannas Umbrella kan ingen holde ud, det er et faktum.

Der er stadig masser af Nintendo DS Lite-spil jeg gerne vil opleve, og Zack & Wiki bliver jeg nødt til at spille igen, men hvis du spørger mig, så er det ikke andet end husmødre og overivrige børn, der skal holde øje med Nintendos lanceringsliste dette efterår. For første gang i mange år, er jeg ekstrem skuffet over Kyoto-giganten. Hvis det er vejen frem, så skal min Wii bare stå fast på børneværelset eller hos mormor og morfar.

Det var, som jeg startede med at sige, Sony der lukkede årets bal, og jeg må indrømme, at jeg synes de gjorde det godt. Og med det mener jeg, at jeg for første gang siden lanceringen af PlayStation 3, faktisk overvejer at købe en, hvis nu Nordisk Film Interactive bliver ved med at fumle rundt i det og ikke mener at jeg kan få en gratis.

Jeg kan naturligvis godt svine Sony til med det samme, for ikke at vise så meget som et eneste glimt frem fra Team Icos nye spil, men det er mig egentlig fint nok. Skal jeg vente til udgangen af år 2009 før jeg kan spille det, så kan jeg alligevel ikke tåle at høre om det allerede nu. Det er jo den rene pinebænk. Jeg kunne også lange ud efter dem for overhovedet at bruge tid på PlayStation 2, specielt fordi den til trods for salgstallene altså er en sekundavare, hvor 90% af alle udviklere for længst har forladt platformen. Jo, der kommer børnespil, festspil og andet bævl til frikadelle-familierne verden over, men lad os dog indrømme det, som fremadskridende platform er den død. Uanset om den kommer med pianolak, indlagt brødrister og et billede af Hanna Montana på fronten.

Spilmæssigt synes jeg dog at de er ved at være med. Killzone 2? Det vil jeg mægtigt gerne have. Resistance 2, jo tak - det ligner jo et FPS produceret i 2008, ikke et fra midten af PS2-tiden. Loco Roco 2 siger du? Ja, hvorfor ikke, det første var fremragende. Selv Fat Princess ville jeg downloade, muligvis sammen med Pixeljunk Eden og Ratchet & Clank: Quest for Booty. Og Infamous skal jeg da også kigge nærmere på. Jo, til trods for alt det bavl med at Sony er en fremtidssikret konsol, hvor det åbenbart forventes, at de gode spil først er på gaden 3-4 år efter lanceringen af konsollen, så de altså ved at være der. Hvis Jak & Daxter er tilbage næste år, Team Ico får samlet deres kunstneriske udfoldelser i noget vi må se og Naughty Dog viser Uncharted 2 frem, så tror jeg Sony er på vej tilbage. Sly Racoon kunne også komme på visit, og jeg ville jeg ikke have det fjerneste imod en evt. opfølger til Dark Chronicle.

Selvfølgelig var det svært at sluge hele salgstalen om PSP'en, for selvom jeg gennem årene har været en varm fortaler for formatet, så må jeg indrømme, at var det ikke fordi jeg kunne genspille Loco Roco, Daxter, God of War: Chains of Olympus og Final Fantasy Tactics, så ville der for længst været groet rødder ud af bagsiden på min lommekonsol. Og sådan fortsætter det tilsyneladende. Næste år kommer Resistance: Retribution, og jeg går ud fra at Loco Roco 2 kommer i år, men ellers? Secret Agent Clank, njaaa... det er ikke ligefrem verdensklasse, og jeg skal ikke havde flere tamme sportsspil i min maskine det er helt sikkert. PSP'en er stadig, her en del år efter lanceringen, offer for alt for mange ringe konverteringer og remakes. Stop det Sony, få hævet grænsen og smid noget ordentligt på markedet.

Årets pressekonferencer var ikke noget der blæste sokkerne af mig, og det var mere end normalt underligt, at storspil som Alan Wake, Halo Wars og det mystiske nye Halo-projekt ikke blev nævnt overhovedet. Ligeledes har jeg svært ved at se, hvad der er sket med Bioshock 2 Hvis spillet kommer til Xbox 360, PC og PS3, så burde det vel have været med i en eller anden kollage ved årets konferencer?

Heldigvis er der stadig Games Convention i august, hvor vi forhåbentlig får et par nye trumfkort at se.