Slither

Hvad er det? En gross-out gyser-komedie med Nathan Fillion og en røvfuld blodtørstige rumvæsner som modstandere.

Hvorfor? Nathan Fillion. Nå ja, og Netflix.

Et rumvæsen styrter ned i en lille amerikansk by i midten af landet og inficerer en bondemand. Det er både særdeles dårligt for hans mentale og for hans fysiske helbred, og tingene bliver kun værre, da han imprægnerer den lokale enspænder med millioner af hans ufødte alien-babies og gemmer hende i et skur.

Det skur finder Nathan Fillion (i hovedrollen som byens sheriff) og hans lamslåede følgesvende selvfølgelig, og det er blot én af mange guldkornssekvenser i denne dybsorthumoristiske horror-komedie. Det vrimler ikke blot med små beskidte aliens, men også med adskillige kærlige nik til 80'ernes storhedstid med ulækker-på-den-fede-måde gyserkomik som Gremlins og Ghostbusters, men med en mere moderne tilgang. Bevares, det ser måske stadig lidt billigt ud, men for fanden, det er en del af charmen.

Faktum er, at Fillion og co. får max procentdel morskab ud af et sprudlende sadistisk manuskript, der tilfredsstiller på alle de mest basale, reptile niveauer og tilmed har overskud til at kilde dine lattermuskler på en måde, så du føler dig i trygt selskab med en flok mennesker, der fatter, at denne genre ikke blot er til grin, men bør hyldes for det.

Mens de absurde situationer eskalerer og Fillions øjne bliver mere og mere panikslagne, så stiger dit adrenalinniveau i takt med at plottet drejer sig ind på hvad der sandsynligvis er det mest Cronenberg-agtige klimaks, du har set på denne side af 00'erne. Og det inkluderer alle film, Cronenberg selv har lavet siden anno 2000.

Jeg vil ikke afsløre mere, for det er simpelthen synd. Pointen er bare, at hvis du godt kunne lide Cronenbergs gamle klassiker Shivers eller for den sags skyld bare Sam Raimis elskede Evil Dead, så vil du være i godt selskab med Slither.

Slither er et fantastisk eksempel på hvordan man kan tage noget ellers mundant og relativt forudsigeligt materiale og gøre det både spændende, sjovt og engagerende. Med andre ord burde den undervises i på filmskolen som et skoleeksempel i hvordan kagen kan skæres, hvor ordet "kan" lige så let kan udskiftes med ordet "bør."

9/10

Skinwalkers

Hvad er det? En flok varulve, der slås om en 13-årig knægt, der er halvt-varulv halvt-menneske og derfor, af en eller anden uforklarlig grund, kan ophæve varulveforbandelsen. Nå ja, og der er en masse pistoler med, fordi det elsker varulve, og en enkelt indianer, så vi kan kalde dem skinwalkers i stedet for varulve.

Hvorfor? Netflix.

Jeg troede seriøst, at Elias Koteas var Christopher Meloni fra Law & Order: Special Victims Unit. Seriøst, de ligner virkelig hinanden. Jeg kunne heller ikke forstå hvorfor Det. Stabler ville nedværdige sig selv til at spille med i noget så dumt som The Haunting In Connecticut, men nu forstår jeg.

Men I kan vel forstå, at man kunne tage fejl. Ligheden er virkelig slående. Ikke nok med, at de to herrer ser rimelig ens ud; de har også samme tilbagelænede men alligevel intense skuespillerstil.

De har samme flakkende øjne og samme rolige men faste stemmeføring. Forskellen er bare, at Christopher Meloni har hovedrollen i en succesfuld, langvarig tv-serie og Elias Koteas var Casey i den første Turtles-film. Ikke et ondt ord om Casey her (dem gemmer jeg til min Turtles-anmeldelse), men I kan vel se kaliber-forskellen.

Derfor synes jeg personligt, det er dybt pinligt at have forvekslet de to. Jeg anser det for at være lige så grel en undergravning af min journalistiske integritet som dengang jeg troede, at Ryan Reynolds havde en fremtid som skuespiller. Men det er ikke kun min personlige forlegenhed, der er det største problem her.

Det største problem er nemlig, at Elias Koteas faktisk er lige så god en skuespiller som Christopher Meloni. Af en eller anden grund vælger han bare den ene flade ballon efter den anden at medvirke i, i stedet for at anvende sit talent til noget tilnærmelsesvis fornuftigt. Bevares, det er heller ikke fordi vi ser Meloni brænde igennem på det store lærred i disse tider, men det er fordi han har travlt med at collar pædobjørne med Ice-T. Det er sgu da et fuldtidsjob.

Et eller andet sted ville jeg gerne se en film med både Koteas og Meloni på rollelisten. For fanden, de kunne spille tvillinger. Edward Norton spillede begge dele af et tvillingepar foran en greenscreen i Leaves Of Grass, så om ikke andet kunne det være decideret kostbesparende -- for det første kunne man spare på en del grøn maling.

Nå, men i øvrigt er Skinwalkers en forfærdelig film med en masse idiotisk skyderi, et fantasiløst manuskript, inkompetent instruktion og er fuldstændig forladt for pointe, talent eller formål, og bør derfor ikke ses af nogen.

2/10

Deadline

Hvad er det? Brittany Murphy tuller rundt i et spøgelseshus og ser en historie udfolde sig på sit videokamera.

Hvorfor? Netflix.

Brittany er manuskriptforfatter, men hun er også traumatiseret. Derfor er det bedste, man kan gøre, jo at flytte op i et kæmpe hus på landet, helt alene, og bede sin eneste veninde i verden om at køre væk med bilen, så man ikke har nogen måde at komme i kontakt med omverdenen på.

Nå ja, og huset er hjemsøgt. Så allerede den første nat begynder Britt at høre lyde og hendes laptop begynder at skrive foruroligende beskeder til hende om, at "han vil ikke lade mig gå." Det viser sig selvfølgelig, at der er sket noget forfærdelig slemt i huset, og Britt må nu trævle mysteriet op i stedet for at arbejde på det, hun skulle.

Det er heldigvis ret let, for meget tidligt i undesøgelsen finder hun et læs videobånd og opdager, at de tidligere beboere har været så venlige at videofilme hele tragedien. Så er det sådan set bare så let at læne sig tilbage og se hele mysteriet blive forklaret, endda i kronologisk orden (det var da heldigt, hun afspillede båndene i den korrekte rækkefølge), og så ellers bare prøve at undgå at blive slået ihjel af spøgelserne i huset. Eller, spøgelset. Som ikke prøver at slå hende ihjel.

Det er selvfølgelig en forfatter-instruktør, vi har med at gøre her, og han havde kun lyst til én ting i livet: at lave en spøgelsesfilm. Desværre har han aldrig set en spøgelsesfilm før, eller også har han kun fantasi som en 5-årig, for historien er så ubønhørligt klichéfyldt og forudsigelig, at det allerede er gabende kedeligt et kvarter inde i forlystelserne.

For ham er skræmmende desværre det samme som at se Thora Birch i selvlysende blå body-makeup og at få Brittany Murphy til at rende rundt i mørket i natkjole mens der ikke sker en skid. Dialogen er himmelråbende idiotisk, til det punkt hvor det ikke engang giver mening at spekulere i hvorfor Britts veninde ikke bare fik hende indlagt på en gummianstalt det sekund, hun bad hende om at stikke af med øsen og efterlade hende ude på bøhlandet med hendes iturevne psyke.

Deadline er en dødfødt børnegyser om absolut ingenting, der ikke engang fortjener hån. Den fortjener bare at blive glemt.

2/10

What Lies Beneath

Hvad er det? Michelle Pfeiffer og Harrison Ford, der bliver hjemsøgt af et spøgelse i rigtig, rigtig lang tid.

Hvorfor? Netflix.

Michelle Pfeiffers datter flytter på college og øjeblikkeligt begynder hun at se spøgelser. Okay, spøgelse. I ental. Det huer ikke hendes mand, superforskerprofessoren Harrison Ford, som dog hurtigt viser sig at bruge sin irritation over hans kones irrationalitet som dække over en dybere hemmelighed.

Der er ingen point for at gætte filmens store afslutning før tid, men der er nok smådetaljer i filmens første 90 minutter til at holde opmærksomheden nogenlunde fastnaglet. Når de så bliver forløst og den store afsløring endelig kommer, så sidder man desværre bare tilbage med en slet skuffelse over, at filmen ikke gemte på et mere opfindsomt twist. Men det er ikke nok for What Lies Beneath.

Efter alle hemmelighederne forlængst er sluppet ud af skabet, fortsætter filmen kraftedeme! I næsten 20 minutter efter rulleteksterne burde være rullet over skærmen, bliver det til en dårlig kopi af en I Know What You Did-film, hvor Pfeiffer kæmper mod narkose og dårlig påklædning mens en døsig Han Solo jagter hende rundt i huset. Som sagt, ingen point for at gætte filmens afslutning.

Det skal dog ikke være lutter hårde ord. Langt hen ad vejen er det faktisk en relativt habil, stemningsfuld affære med mere end en håndfuld ærbødige nik til Grandmaster (Flash) Hitchcock. Hele fortællingen foregår i et relativt insulært miljø -- vi befinder os 90% af tiden i Phord og Feiffers hus -- og al gyseriet og de deprimerende forudsigelige jump scares er egentlig kun glasur ovenpå en dybere, karakterdreven historie. Det er bare synd, at der heller ikke er point for at have fundet på noget tilnærmelsesvis originalt i dén afdeling.

Hvad der derimod burde give point er det faktum, at Robert Zemeckis -- ja, hr. Back to the Future/Who Framed Roger Rabbit i egen høje person -- er ophavsmanden bag denne mildest talt dovne film. Det gør det bare ikke. Faktisk undres man nærmere over hvad pokker manden har røget da han sagde ja til at instruere den ... og det samme kan i øvrigt siges om Ford og Pfeiffers accept af hovedrollerne, selv om de, bevares, ser ud til at have det ret sjovt til tider.

Men så slår man skidtet op på Wikipedia og så går op for en, at dette bare var et lille hyggeprojekt, Zemeckis havde gang i, mens han ventede på, at Tom Hanks skulle smide nogle kilo, så han kunne komme tilbage på den øde ø og filme færdig på Cast Away.

Cast Away.

Fuck this shit.

5/10

Arrested Development - Sæson 1-3

Hvad er det? En single-camera screwball komedie om ... hov, den intro har jeg brugt før. Nå, men det er det altså.

Hvorfor? Netflix.

Rigmanden George Bluth Sr. ryger i fængsel for svindel, hvilket passer ham fint, for så slipper han for at have mere at gøre direkte med hans familie. Fra fængselscellen kan han nemlig fint manipulere dem, som han har lyst, og kun i det omfang, han selv gider - resten af tiden bruger han på at spille rundbold og blive chummy med gangsterne. Derfor er det op til sønnen Michael Bluth, seriens hovedperson, at holde sammen på hans dysfunktionelle rigmandsfamilie mens deres egoistiske vaner langsomt tømmer familiekontoen som et timeglas med hul i.

Således har du setup'et til Arrested Development, som er en af de mest succesfulde amerikanske komedieserier i nyere tid. Og det er den, fordi Arrested Development har et solidt ensemble på skuespillerfronten, nogle vanvittigt dygtige og morsomme manuskriptforfatter og Ron Howard i producer-stolen. (Ja, ham Ron Howard, der instruerede Jim Carrey's Grinch. Never mind that. Han lavede også Apollo 13. Stop talking to me. No, you shut up!)

Arrested Development har på overfladen meget til fælles med Better Off Ted (eller også er det omvendt). De er begge single-camera komedieserier; de har begge den samme lyn-hurtige tilgang til dialog; og de har begge Portia De Rossi i en rolle. Seriøst, skal hun være med i alle single-camera komedieserier? Først Ally, så Ted og nu ... okay.

Portia ryger desværre på sidelinjen, for selv om hun spiller hovedpersonens søster, så dukker hun ikke op nok til at få noget rigtig saftigt ud af sin rolle - i hvert fald ikke på højder med hendes præstation i Ted. Ligeledes er nogle af bifigurene i familien lidt en-dimensionelle og underbrugte, specielt David Cross i rollen som Portias mand, der tror han er skuespiller, men bare er irriterende - lidt ligesom David Cross himself. Hvorimod andre figurer, som Buster, den socialt inkompetente, hjemmeboende voksensøn, der opfører sig som om navlestrengen stadig sidder fast, bliver overbrugt på trods af at være en one-joke karakter. Balance er en svær sag når man har med karikaturer af mennesker at gøre.

Til gengæld er familieintrigerne mellem George, den manipulerende patriark, og den endnu mere manipulerende moder Lucille, der nægter at indse at familien skranter, til at falde ned ad stolen af. Det ramler altid sammen oven på Michaels hoved, som han ellers forsøger at holde roligt, ind til en anden i familien fucker hans dagligdag op. Og det er faktisk ganske morsomt, for det holder sig fra det pinlige, letkøbte og tåkrummende og tager som regel i stedet en dyb dukkert ned i surrealismens skinnende svømmepøl.

Serien har desuden lidt af en forkærlighed for sproglige misforståelser, og hvis du, som jeg, synes, den slags er sjovt, så får du nok at se til. Busters hånd bliver ædt af en "løssluppen sæl" ("loose seal", lyder som Lucille), og moderen adopterer en koreansk dreng, som hun tror hedder Annyong, hvilket viser sig at betyde "goddag" på koreansk. Nåja, og der er en advokat, der hedder Bob Loblaw (lyder som "bla bla bla").

Der er dog indlysende forskelle på Arrested Development og f.eks. Better Off Ted eller nogle af de andre single-camera komedieserier. Humoren i Arrested Development er mere barsk, sandsynligvis fordi den er filmet som en fake reality-serie med håndholdt kamera og hele pivtøjet. Desværre backfirer det for serien og virker i stedet som en doven eftertanke, for manuskripterne er så stramme og velskrevne, at det umuligt kan anses for at være "ægte". Så gimmicken med det håndholdte kamera er bare i vejen og forstyrrer det meste af tiden.

Serien adskiller sig også ved at manuskriptforfatterne bare er decideret mere perverse end gennemsnittet. Af og til virker det som om forfatterstaben med vilje prøver at være kontroversielle. Et af de første konflikter, der bliver introduceret, er f.eks. Michaels ubehjælpeligt navngivne søn George Michael og hans evige søgen efter at komme i trusserne på hans kusine, Maeby (get it - maybe!). Serien går endda så langt som at kommentere på dens egen eksistens ude i den virkelige verden, dengang det så ud som om, at serien ville blive aflyst før sin tid.

Bevares, Arrested Development er en rigtig god serie. Og med tre sæsoner er den et overskueligt bekendtskab, og er tilmed en af de få serier, der har fået lov at binde en nydelig sløjfe om sin sidste episode (selv om der nu er en fjerde sæson på vej her i 2013). Det gør det dog også sværere at hoppe ind et tilfældigt sted og bare nyde serien, for man skal helst have set forrige episoder for at kunne følge helt med. Og det er i virkeligheden Arrested Developments største skavank.

Bottom line har serien masser af ting, man kan anbefale positivt, og så lige et par små-irritationsmomenter hist og her, der forhindrer topkarakter.

8/10

The Walking Dead - Sæson 1

Hvad er det? En tv-serie om en flok mennesker, der prøver at overleve zombie-apokalypsen. Endelig - noget originalt!

Hvorfor? Netflix. Og fordi zombier er sgu da altid underholdende.

Politimanden Rick Grimes vågner op på et hospital i Georgia efter alting er gået ad helvede til. Zombier (eller "walkers", som de nu er omdøbt) raserer gaderne og æder alle, de ikke laver om til flere zombier. Rick kan ikke finde sin kone og datter, fordi de er for længst flygtet med en lille gruppe overlevende op i bjergene, men han har mere presserende problemer lige umiddelbart -- såsom at undgå at blive næste middagsmad i tandstikkerne på den nærmeste walker.

Når han endelig bliver genforenet med hans kone oppe i bjergene, finder de selvfølgelig på en masse undskyldninger for at drage tilbage til zombiecentralen downtown, når zombierne altså ikke bare overrender lejren når de har lyst.

Walking Dead er en af den slags tv-serier, hvor man skal se hvert afsnit for at følge med, ellers er man lost. Derfor skal der runge et gudsketakoglov for, at de ellers så stokkonservative copyright-holdere og distributionsselskaber har forbarmet sig til at give tjenester som Netflix lov til at lægge hele sæsoner af tv-serier on-line. For hvis jeg skulle gå og vente 7 dage på et nyt afsnit, der kom på et bestemt tidspunkt, så ville jeg i dén grad blive hægtet af.

Den er også en af den slags tv-serier, der ikke har noget imod at gå på rov i sit persongalleri. Faktisk elsker den det. Som seer er du aldrig helt sikker på hvem der får lov at leve eller dø. Den lever lidt efter Lost-reglerne, hvor du virkelig skal ned og lære personerne at kende - hvorefter det lidt er en gætteleg om hvorvidt de overlever. Som regel efter devisen, at jo bedre, vi lærer dem at kende, og jo mere rørende, deres historie er, jo færre overlevelseschancer har de.

Der er sjældent tid til at sidde stille i Walking Dead og det er jo kun godt, for så når man i det mindste ikke at kede sig. Til gengæld virker det også nærmest episodisk, at der altid er et eller andet, der presser sig på, og alle er som regel opdelt i flere hold, hvor der altid er et eller andet, der er ved at ramle sammen i begge ender. Enten får de efterladt en af deres venner i håndjern oppe på et tag i zombiecentralen, eller også er huset, de opholder sig i, ved at eksplodere, eller også er en af deres mange planer bare gået i vasken og der hersker totalt kaos. Og når de ikke har al den adrenalin i kroppen, så skal de stadig tage sig af husfnidder såsom at Ricks kollega har dyret i trussen på hans kone og at en af de andre overlevende er en klam wife-beater.

Der går en del "set-'em-up, knock-'em-down" over Walking Dead og på et tidspunkt kan man næsten stille sit ur efter hvornår der er ved at ske noget slemt. Der bliver heller ikke givet nogen synderligt brugbar forklaring på hvorfor det pludselig vrimler med zombier, men det er også svært at sætte sig ned og greje dén nød når 90% af jordens befolkning ikke har andet i hovedet end at guffe menneskekød.

Det er medrivende, men til tider en smule forudsigelig underholdning, der helst skal nydes i anseelige maratonklumper, eftersom det er én lang, fortsat fortælling. Med andre ord er det et weekend-projekt at se første sæson af Walking Dead og man skal lige styrke sig, for der læsses lige så godt på med personlige tragedier som der gør imponerende zombie-effekter og hack-'n-slash scener, der ville gøre Romero glad i låget.

Man bliver nemlig revet med af karaktererne og de gode skuespillere, og plottet er dejligt gavmild med twists og nye udviklinger, så man ender alligevel med at more sig, selv når det bliver en tand for forudsigeligt. Derfor ville det være ganske flinkt hvis Netflix snart kunne få mokket sæson 2 på playlisten.

8/10

Breaking Bad - Sæson 1

Hvad er det? En af de mest hypede dramaserier og hyppigt nr. 1 på Netflixs "mest populære" liste om en skolelærer, der får uhelbredelig kræft og giver sig til at lave metamfetamin.

Hvorfor? Man skal da se hvad al postyret er om.

Jeg er altid langt bagud med udviklingen; det kan vel næppe komme som nogen overraskelse for nogen. Så nej, jeg har ikke set Breaking Bad før nu. Og nu er jeg nået til vejs ende for sæson 1, så nu må det være på tide til at spørge: hvad pokker skulle det nu til for?

Det starter ellers vanvittigt lovende. Bryan Cranston, bedst kendt som faderen fra Malcolm i Midten, vælter ud af en kampsmadret Winnebago i hans underhylere og optager en kort undskyldning til hans familie på et videokamera før han bevæger sig op på ørkenvejen og retter en pistol mod de hastigt nærmende sirener.

Langt forinden da har han fået konstateret kræft, hvilket kommer som et spark i løgene på en mand, der i forvejen ellers havde lagt sig godt til rette på gulvet. Med undtagelse af hans familie er hans omgivelser 110% assholes og ... okay, nogle gange er hans familie det også. Men med en kræftdiagnose oven i morskabshatten er det i forvejen stramme budget i den lille familie ved at knække, så Cranston - a.k.a. Walter White ... Mr. White (get it?!) - beslutter sig for at få en af hans gamle elever til at sælge metamfetamin, som han brygger i den førnævnte gamle campingvogn.

Det medfører selvfølgelig masser af komplikationer når man ikke kan fortælle sin pernittengryne kone og sin spastisk lammede søn, at ens kræftbehandling bliver finansieret gennem ulovlig omgang med farlige kemikalier og endnu farligere latino-gangstere. Og de første tre episoder er Breaking Bad virkelig, virkelig medrivende, uforudsigelig og fyldt med twists - for ikke at nævne en befriende sort humor.

Men så knækker filmen pludselig. I episode 4 må Walter White til at indrømme nogle ting for sin familie med hensyn til hans helbred og pludselig tager serien en decideret tung drejning. Tempoet skrues helt ned på allerlaveste blus, Whites partnerskab med hans wigga-ven går til rotterne og der sker vitterligt ikke en skid. Selv manuskriptforfatterne holder op med at give en skid for det og begynder bare at skrive lange dialogscener med intetsignede hverdagssnak om at vaske tøj eller at søsteren går og smårapser fra juvelerbutikker.

Når White omsider genoptager sneeventyret forbliver tempoet desværre på et enerverende lavt blus, på trods af et sporadisk fåtal engagerende scener. Men serien når aldrig at genfange det sprudlende energiniveau og opfindsomhed, som de første tre episoder blæste mig omkuld med.

Værst af alt har Breaking Bad en enormt dårlig vane med konstant at male sig selv ind i et hjørne, hvor karaktererne simpelthen træder vande mens vi venter på, at White skal få revet sig selv tilbage ind i forbryderkarrieren. Det bliver simpelthen kedeligt i det lange løb.

Sæson 1 starter altså med et brag og slutter med en våd prut, og sæson 2 ser ikke ud til at starte meget bedre. Magien har ikke helt forladt serien, men sæson 2 skal virkelig stramme sig an for at holde min opmærksomhed fanget meget længere.

6/10

Better Off Ted

Hvad er det? En screwball single-camera komedieserie med alt for få episoder.

Hvorfor? "Every spring, on a remote island, Sean Connery and I hunt the most dangerous animal of all: man. I have also poisoned one of you. And by the end of the day I will have forced two of you to make love to each other." Also, Netflix.

Better Off Ted tog lige et par episoder før den klikkede hos mig, men da den først gjorde, var jeg solgt. Hvis man tager rapid-fire dialogen og tempoet fra Scrubs, men fjerner al sødsuppen, og placerer handlingen i en sjæleløs, Dilbert-agtig virksomhedskultur i stedet for et hospital, så har man Better Off Ted.

Ted er afdelingsleder for research and development hos Veridian Dynamics; et firma, der laver stort set hvad som helst, så længe det er gennemgribende fucked up. I én episode har de udviklet en oversættelsesmaskine, der kun kan tale tysk/engelsk; i en anden kan en løbsk prototype få et skrivebord til at gro hår, og i pilotafsnittet befaler de ansigtsløse chefer i firmaet research-videnskabsmanden Phil at fryse sig selv ned ... fordi de kan.

Ted prøver at gøre det rigtige, men det er svært når man arbejder for et så indlysende ondskabsfuldt og sjæleløst firma -- og det hjælper ikke at have en isdronning som Portia De Rossi som kontorchef mens han egenhændigt forsøger at opfostre en datter, der alligevel er klogere end ham selv, med sund etik og moral.

Det, der virkelig skinner igennem med Better Off Ted, er de fantastiske og evigt opfindsomme manuskripter. Ikke nok med at humoren er præcis, nådesløs hurtigt affyret og ofte så sjov, at man må pause episoden for at grine færdig, så er historierne, når de er bedst, inspireret galskab. I én episode har firmaet fået erstattet alle deres bevægelsesfølsomme lyskontakter med billigere modeller, der dog har den ubehagelige skavank, at de ikke kan opfange mørkhudede mennesker -- men i stedet for at indrømme deres fejl, så ansætter firmaet bare hvide mennesker til at følge efter de mørke, så lysene tænder.

Mellem reklamepauserne i de originale tv-udsendelser sniger der sig også reklamer ind for Teds fiktive firma fyldt med kvalmende amerikanske stock-photos, der er så ærke-satiriske, at det er lige før jeg får brug for Kleenex. Hver gang et nyt slogan -- f.eks. "People lie. Companies protect their interests. It's different." ‘Amen, altså.

Guldreplikkerne kommer hurtigt og ofte, og selv om alle skuespillerne er fantastiske i deres roller, så er det oftest Portia De Rossi, der stjæler spotlightet, for hun ser vitterligt ud som om hun nyder at spille den sadistiske robot-chef Veronica Palmer alt, alt, alt for meget. Når hun med et nærmest drømmende smil fejer Teds kiksede office-crush Linda af vejen med sætningen, "If I had time, I'd stay and bat you around like a cat toy," så må jeg give op og gribe efter Kleenexen.

Det er selvfølgelig meget goofy og fjollet for det meste, men det er en af den slags forfriskende komedieserier uden laugh-track, hvor scenerne højst varer halvandet minut, dialogen er vanvittigt hurtig og situationerne er så bizarre, at man næsten får åndenød. Men hvor Ally og førnævnte Scrubs gav dig nogle pustepauser og skruede op for dramaet, så lader Ted aldrig dramaet komme i vejen for en god joke. Og så er samtlige episoder simpelthen så absurd morsomme, at de kan ses om og om igen.

Det eneste, der ikke holder ved Ted, er at tv-netværket ABC kun holdt Ted levende i to sæsoner. Det giver alt, alt for få episoder at more sig med.

10/10

The Lost Room

Hvad er det? Et seriøst syret science-fiction eventyr, der ikke skuffer på weirdness-skalaen.

Hvorfor? Netflix.

Joe er noget så sjældent som en flink kriminalassistent, der undersøger en bizar mordsag hvori en mand er blevet implumderet til hakket kød. Vi forlader dog hurtigt C.S.I.-afdelingen, da han finder en ellers uskyldigt-udseende motelnøgle, der viser sig at kunne åbne alle døre i hele verden.

De åbner dog alle sammen ind til et forladt motelværelse i New Mexico. Når Joe går derind og forlader rummet igen viser det sig, at han kan teleportere til hvilken som helst dør på Jorden.

So far, so good. Problemet er bare, at hvis man er inde i rummet og en anden lukker døren udefra, og så derefter åbner døren igen, så resetter rummet og man ... forsvinder. Sådan, pist væk.

Det er et problem, for det sker for Joes datter. Og det viser sig, at motelnøglen ikke er det eneste mærkelige objekt derude. Vi har også et armbåndsur, der kan koge æg; en mønt, der kan fremkalde minder i 3D hvis man lægger den på tungen; og ikke mindst en kuglepen, der kan sætte stød til folk (hvilket forklarer spaghetti-mordet).

Bare rolig, jeg har ikke afsløret for meget, for vi har slet ikke kradset overfladen endnu. Alle disse objekter jages af hemmelige undergrundsorganisationer, kristne nutjobs, der tror, at objekterne er Guds gaver, og Kevin Pollaks olmt skulende øjenbryn.

Hvis man kan tåle en lidt lav-budget produktion -- The Lost Room er en mini-serie fra den amerikanske tv-netværk SyFy, og de har ikke haft helt så mange gryn på budgettet som Neverland, som jeg anmeldte for nylig -- så er The Lost Room et gedigent medrivende science-fiction eventyr, der ikke sparer på tempoet eller udviklingen.

Som med alle mini-serier har de masser af tid til at fortælle historien, og det er kun godt, for der er godt nok også meget at holde styr på. Men det er alt sammen pissespændende og jo mere, man lærer om de mærkelige objekter og om hvad der skete med det mærkelige motelværelse på Route 66 i New Mexico, der pludselig ikke findes i virkeligheden, er fandme noget af det mest fantasifulde og eventyrlystne nørkleri, jeg længe har set.

Selvfølgelig eksploderer det hele i en regn af computergrafik til sidst, men for en gangs skyld giver det faktisk mening. Som sagt må man tøjle med lidt lav produktionsværdi og nogle til tider lidt bøvede skuespilpræstationer, men den fascinerede historie, baggrunds-mytologi og plottet, der både giver tid til action og lidt karakter-fordybelse, opvejer det.

Hvis du har fire-en-halv time at slå ihjel, så kan det gøres meget værre end The Lost Room. Men sørg for, du har fire timer til rådighed, for det bliver svært at slippe den når du først er gået i gang.

9/10

Phantoms - Skygger I Mørket

Hvad er det? En Dean Koontz-historie med Ben Affleck i hovedrollen. Enough said?

Hvorfor? Netflix.

Nej, jeg aner ikke hvem Dean Koontz er. Eller, jeg ved godt hvem han er -- han er sådan en Stephen King-type, right? -- men jeg har aldrig læst noget af ham. Så hvis jeg uforvarende er ved at sætte tænderne i en skjult klassiker, så på forhånd pardon og med inderligt ønske om, at I snart måtte udvikle nogenlunde fornuftig smag.

Rose McGowan og hendes søster kører op til en lille snelandsby i Colorado, hvor afføringen i dén grad har ramt ventilatoren. Alle er døde -- altså dem, der ikke lige rejser sig op igen og prøver at slå dem ihjel.

Til at hjælpe dem har de en seriøst rådvild Ben Affleck i rollen som forhippet sheriff, der prøver at holde orden på en by, der forlængst er gået i kredsløb om planeten Fucked-Up. Hans mange år i tjenesten lader ham udlede, at de indlysende overnaturlige handlinger nok er en zombie-virus af en art, så han påkalder øjeblikkeligt den amerikanske regerings sygekontrol, der prompte ankommer og gør alting værre ved at medbringe Peter O'Toole.

Før du ved af det står Peter-drengen, der seriøst har svært ved at skjule sin egen forbløffelse over at have sagt ja til denne film og de replikker, han bliver tvunget til at sige, foran en 7 meter højt computergenereret monster og prøver at tale det til jorden.

På wtf-skalaen prøver Phantoms at spise dig af med et eller andet nonsens om uudforskede væsner dybt i jordens indre, men det, du egentlig får, er en lang serie jump-scares og nogle seriøst pinlige monster-effekter. Det mest grelle eksempel er når Liev Schreiber (ham fra Scream) forvandler sig til John Carpenters The Thing og begynder at kravle henad gulvet mens han synger limbo-sangen.

Som en moderne MST3K-kandidat er der desværre ikke nok kød på de mange forudsigelige scares, som består af en masse langtrukken gåen-op-til-ting efterfulgt af en masse strobe-lights og spastiske kamerabevægelser, til at opretholde morskab i det lange løb. Man kan få lidt sjov ud af Peter O'Tooles komplette malplacering i en mundan small-town-America monster-film, men ellers er den forglemmelig på alle punkter med undtagelse af Ben Afflecks forkvaklede forsøg på at spille skræmt.

3/10

The Lovely Bones

Hvad er det? Et enormt hyped syretrip fra Peter Jackson.

Hvorfor? Jeg skulle teste min nye Blu-ray afspiller. Den kostede en 50'er i Føtex.

Hvis du ikke allerede har set Peter "Ringenes Herre" Jacksons tåreperser før, så lad mig kort opsummere den: Teenage-pigen Susie i 70'erne bliver voldtaget og dræbt af en dansklærer-brille-bærende Stanley Tucci.

Vi væver herefter mellem den virkelige verden, hvor Susies far (som af uforklarlige årsager spilles af Mark Wahlberg) prøver at finde ud af hvad fanden der skete, og åndeverdenen, hvor Susie render rundt med en anden afdød teenage-pige af indiansk afstamning.

Lad os tage det gode først: De sidstnævnte scener i åndeverdenen, efter Susie er død, er computer-effekt-masturbationer ud over det sædvanlige, men flotte er de fandme. Det er nok hvad der sker når man har instrueret Ringenes Herre og dermed har alverdens finansielle midler i ryggen, men så har vi også set hvad der kan gøres med nærmest uanede finansielle midler.

Og så har vi resten af filmen. Stanley Tucci er genialt creepy i rollen som pædofil voldtægtsforbryder med en gemytlig overflade, men det behøver jeg næppe fortælle jer, for han blev nomineret til en fucking Oscar for det.

Mark Wahlberg får endda lidt gods ud af hans ellers meget en-dimensionelle rolle som den efterladte, sønderknuste far, der bare ikke vil give op for at ... well, selv efter det er lynende indlysende, at datteren er død, så giver han den stadig gods, så jeg er ikke helt sikker på, hvad han prøver at opnå. Men han har djævlme ildhuen med sig.

Hvad der så er mindre opløftende er selve hovedrolleindehaveren, som er decideret pisseirriterende. Og det er ikke så godt, når hun nu skal forestille at bære hele filmen. Men hendes skuespillertalent rækker åbenbart kun så langt som at se forbløffet ud i alle andre omstændigheder end når hun er ved at blive voldtaget i en jordhule. (Her strækkes hendes talenter nemlig til det yderste ved at spille både forbløffet og forskrækket.)

Der danses også rimelig let og elegant henover reglerne i efterlivet og Susies indianer-ven fungerer mere som levende plot-eksposition end som en tre-dimensionel figur. Det er i hvert fald rimelig ligegyldigt, at hun viser sig også at være en af Tuccis ofre, og endnu mere uforståeligt at den afsløring gemmes som en overraskelse til sidst, for der spildes omtrent 30 sekunder på at finde hendes lig i en overnaturlig sø, og så er det ellers bare "happy sailing, frøken tipi."

Det virkeligt bizarre er dog, at filmen ser faktisk ikke ud til at have nogen decideret pointe. Jo, Susie dør. Hun dør uretfærdigt. Hendes morder er klam. Faderen kan ikke lide, at hun er død. Og så er der en længevarende, tilbagevendende symbolik om en rose i et pengeskab, som min kone forvisser mig om, at jeg overfortolker, men goddamn om det ikke lugter langt væk af puritansk promise-ring-symbolik.

Bottom line? Flot film, nydelig instruktion, professionelt skuespil (bortset fra hovedrollen), og en historie, der er absolut forglemmelig, hvis ikke det var for en metrisk fuckload af imponerende computergrafik.

6/10

Cleaner

Hvad er det? Samuel L. Jackson rydder op efter døde mennesker i en meget forudsigelig, men alligevel flot film.

Hvorfor? Netflix.

Samuel L. Jackson er eks-politimand, men nu rengører han folks hjem efter nogen er døde i dem. Hvorfor det? Jo, fordi han var lidt for glad for bestikkelse, da han var politimand, og hvis man endelig har en vis indsigt i hvordan man får hjernemasse og blodstænk væk fra en hvid lædersofa, så kan man da lige så godt tjene nogle penge på det.

En dag får han dog rengjort et hus (førnævnte hvide lædersofa, faktisk), som ejerens hustru senere hen stiller sig forvirret op overfor. Det viser sig, at hendes mand er blevet myrdet i huset og nogen har hyret gamle Sammy til at rydde rodet op, men har glemt at fortælle hende det i forbifarten.

Som eks-politimand (og alene-far) kan Sammy ikke rigtig holde sin nysgerrighed for døren, så han begynder at spørge sine gamle politikolleger til råds. Det skulle han aldrig have gjort. For før han ved det banker Ed Harris på døren -- og hey, jeg er spoiler-riffic, så ja, selvfølgelig er Ed Harris skurken!

Det er så fucking indlysende hele filmen igennem, selv om de går og har bromance-barture med hinanden og Harris-drengen er gudfader til Sammys unge.

Bevares, de spiller fantastisk. Men det er fordi de er fucking Samuel L. Jackson og Ed Harris. Det betyder ikke, at plottet ikke er lige så let at regne ud som en særdeles doven episode af CSI: Miami.

Hvad der derimod redder denne film er dens tekniske præstation. Renny Harlin, som også instruerede bl.a. Die Hard 2 og The Long Kiss Goodnight, er ikke ligefrem en ung chihuahua på scenen. Tværtimod er han den garvede bulldog på hjørnet, der ved hvordan kagen skal skæres. Og i dette tilfælde skal kagen skæres med en masse close-ups.

Bare den måde, Sammys paranoia efter flere år i den blå uniform fremstilles, ved at hans hjemkost i hans lejlighed illustreres i næsten Requiem For A Dream-agtige hurtige, gentagne klip, siger mere på 3 korte sekunder end en 10 minutter lang ekspositionsscene med dialog nogensinde havde formået. Med andre ord er plottet håbløst forudsigeligt, men stemningen er i top.

Problemet er bare, at det er ikke hvad der er i fokus. Desværre er nogen kommet til at fortælle Renny, at plottet - og dets uundgåelige good-guy-turns-bad-guy twist til sidst - er pisse-originalt, så alle de førnævnte bonuspoint bliver godt og grundigt gemt under uopfindsomhedens dyne. Too bad! Havde manuskriptforfatteren haft lidt mere fantasi havde dette nemlig været en gedigen crime-thriller af format.

7/10

Seconds Apart

Hvad er det? Et tvillingepar har overnaturlige evner, som de af en eller anden grund bruger til at fucke med folks hoveder med. Derefter dør de.

Hvorfor? Netflix.

Tvillingerne Jonah og Seth har overnaturlige evner. De skal bare holde i hånd, så kan de få alle og enhver til at tro på hvad som helst.

Deres overnaturlige evner går hovedsageligt ud på at fremkalde hallucinationer på folk, som derefter får dem til at gøre utænkelige ting ved sig selv - såsom at fremkalde en guinea-orm i benet på en af deres katolske lærere, som han, velvidende at det kan forårsage et dødt ben og en festlig amputering hvis det mislykkes, begynder at grave ud af benet på sig selv med en sløv brevåbner.

Det gør de altimens de fabler usammenhængende om "projektet" (og videofilmer alle murder-by-proxy scenarierne). Og det lyder alt sammen ganske festligt, men problemet er bare, at den ene tvilling forelsker sig i en pige på deres high school, som de ikke har tænkt sig at slå ihjel. Okay, den ene tvilling foreslår det, men nix du. Can you see where this is going? Den forelskede tvilling begynder at få second thoughts og den anden tvilling får en seriøs rage boner på over det.

På trods af et rimelig forudsigeligt manuskript har Seconds Apart alligevel et par gode ting gemt i kulissen. Den allermest indlysende er skuespilpræstationerne fra de real-life identiske tvillinger Edmund og Gary Entin, der giver den hele armen med deres bedste "Wes Bentley i American Beauty" fremtoning.

Noget andet er den mildest talt ukendte instruktør, Antonio Negret, som bader billedsiden i tilpas mange nedtonede, kolde farver til at det hele fremstår ekstra klinisk og ubehageligt, selv når der intet sker, og alligevel har balls nok til at blive decideret ubehagelig, når der er brug for det. Men han er god til at tøjle sig selv. Der er ingen rigtig grelle "jump scares" i filmen (eller, på godt dansk, billige chok-øjeblikke), og de klamme scener behandles meget nøgternt og med en ubehagelig distance.

Meget af det skyldes også et særdeles effent effect-hold, der ikke er gået over rælingen med computer-effekter, men i stedet har sat sig ned med lim og plastic og bygget nogle særdeles frastødende men alligevel æstetiske prosthetics. Ud over ormen i den førnævnte katoliks ben, så har vi lange strækmærker på tvillingernes mor (i en så afgjort bizar scene, hvor moderen kærligt beder den ene tvilling om at røre ved dem for derefter at smile og sige, "You sucked the life out of me") og en politibetjent, der gentagende gange gennemlever hans kones død ved husbrand gennem hans brændsår på kinden.

Hvis manuskriptet havde været lidt mere opfindsomt og ikke bare faldet for den første og bedste konflikt-cliché, der findes ("boy meets girl; shit happens"), så havde vi en gedigen thriller-gyser hos os. Men hvis man kan abstrahere fra det tåbelige plot, så er selve det tekniske i filmen og skuespillerpræstationerne ganske fornøjelige.

7/10

QCR: The Rebirth 2013

Kære alle jer, der ikke vidste, at jeg fandtes:

Har I savnet mig?

Nej? Godt. For dem af jer, der til gengæld har haft fornøjelsen af at dykke ned i min lettere aparte (dvs. ikke-Tolkien-forelskede) smag indenfor cinematisk underholdning, så vil den kommende tid være enten en gudsbenådet genfødsel i himmelsk skær, eller en himmelvendte-øjne-foranledende begivenhed.

Det korte af det lange er: I sidste halvdel af 2012 - vort hedengangne år, for dem af jer, der ikke har pæren skruet helt fast - kørte jeg lidt sur i denne blog. Der var mange årsager, men jeg har nu i længere tid gået og ærgret mig over, at den fik lov til at sygne hen og dø som den gjorde efter sidste års Copenhell.

I mellemtiden har jeg nemlig været så uopmærksom at lade Netflix stikke af med mine kreditkortoplysninger, og jeg har tilmed gaflet viceredaktør Rasmus' gamle Blu-ray afspiller, så nu er der ingen undskyldning for ikke at samle trådene op igen. Andet end, selvfølgelig, den evigt overhængende tids-cockblock.

Så fremtidens reviews vil i højere grad leve op til bloggens titel (med understreg under quick), men til gengæld håber jeg, at det vil ske noget oftere. For der bliver fandme set mange dumme film i det lille hjem. Jeg glemmer bare at fortælle folk om dem.

Så nu skriver jeg lige en flok af de nyeste, og så tager vi den derfra. Cool? Cool.

Det er jo ikke ligefrem fordi, at der mangler åndssvag underholdning i verden ...

En smuttur i Helvede, del 2

Det har godt nok været et stykke tid siden jeg skrev første del om min tur til Copenhell med hr. Rasmus som min ledsager(ske).

Det er fordi, jeg har været på den der anden festival. Den der store der. Okay, så der var tid nok mellem Copenhell og Roskilde til at skrive anden del, men det nåede jeg ikke. Nu har jeg også fået større perspektiv på mine oplevelser på en så ungdommelig festival som Copenhell, efter at have sundet mig (lidt) ovenpå "den store af slagsen."

Copenhells dag 2 indledtes med Meshuggah - et band, som jeg ganske vist er teknisk imponeret af, men som aldrig rigtig har formået at ramme mig i solar plexus. Sagt på en anden måde, så kan jeg sagtens sidde og nikke anerkendende til deres vanvittigt komplicerede matematikmetal og nyde håndværket, men det er ikke noget, jeg ligefrem ville sætte på en ensom aften med rødvin i blodet.

Det var ind til jeg så dem her på Copenhell, i den friske eftermiddagssol, med guitarene stemt helt ned til syvende cirkel og med en tightness, der fik samtlige baller i publikum til at stramme sig.

Jeg så Meshuggah på Roskilde i 2002, da de spillede på Orange (af en eller anden årsag), og der havde de mildest talt svært ved at komme ud over scenekanten. Det var en helt anden historie på Copenhell. Og det var ikke bare fordi Copenhells store scene alligevel er lidt mindre end Orange. Der var også mere guf og bid i Meshuggah i denne omgang, og det kunne mærkes. Da de rundede af med den så velkendte Future Breed Machine fra "Destroy Erase Improve" mesterværket som en af de sidste numre, så var stemningen helt i top. Jeg måtte sgu overgive mig. Meshuggah kan det pis.

Der blev lige sundet sig med lidt Korpiklaani i en kort stund, men selv om deres festlige polkametal bestemt var højenergisk, så var det som at få smidt en spand lunken, finsk toiletvand i hovedet efter at have fået en sensuel firestjernet svensk massage.

Derfor besluttede vi os for at se lidt af The Kandidate, som desværre heller ikke formåede at bringe vores pis i kog. Der var lidt for meget bølle og tomgang i den ellers kompetent fremførte musik, så på trods af en god indsats var helhedsindtrykket lidt "meh."

Forventningerne var derfor en smule højere til Immortal, fanebærene indenfor ægte norsk black metal. (Den lyd, I lige hørte, var alle black metal fans i verden, der bankede vredt i bordet og greb efter trusselsbrev-pennen.)

Det er tydeligvis style over substance, vi har med at gøre i præcis denne genre (og dén lyd, I lige hørte, var alle trusselsbrevene, der lige fik en skrue til). Og selv om Immortal kan spille, og bevares, det kan de sgu, så er det ikke fordi det ligefrem er dybt, dansabelt, specielt teknisk eller på anden vis bemærkelsesværdigt ... hvis man da lukker øjnene. Hvis man derimod har dem åbne, så er Immortal et forrygende teenage-show med corpsepaint, blod, mørke, gravstene, krager, mere blod, nitter, brynjer, langt sort hår og jeg skal ellers komme efter dig.

Med andre ord: Det var et show "for those who get it." Der blev ikke vundet nye fans, men det var så sandelig heller ikke planen fra de "glade" nordmænds side. Planen var at give Copenhell et velplaceret los i nyren med en skistøvle fuld af black fra den klassiske skuffe, og det gjorde de eddersatme. Pun intended.

De næste to koncerter blev nydt fra den (det må lige nævnes igen) enormt velplacerede amfiteater-agtige græsbakke, hvor man stadig havde fint udsyn og god lyd foran hvilken scene, man end havde sat sig foran.

Lamb of God er heller ikke et band, der har formået at bringe mit pis synderligt i kog, selv om jeg godt kan høre, at de er pænt efne. Det er sgu bare for konservativt for min smag, og det undskylder jeg virkelig overfor alle Lamb of God fans. Fordi én ting, jeg lærte på Copenhell, er, at de kan fandme levere et show.

Der er ingen anden måde at sige det på: De spillede røven ud af bukserne. De gutter ryster bare metal ud af sig -- ikke ligefrem dyb-tallerken-metal, men præcisionsafmålte mængder af velspillet metal. Hvis man skal klandre dem for noget, så var det måske lige at spille et nummer eller to for meget, da ensformigheden igen begyndte at klemme sit grimme ansigt ind i fornøjelighederne.

Ensformigheder er til gengæld Max "Soulfly" Cavaleras varemærke, men det er bestemt ikke et kritikpunkt. Back To The Primitive er muligvis den mest primitive metalsang, der nogensinde er skrevet, men med den slags ærlighed i titlen er det svært at klandre manden for falsk markedsføring. Det er primitivt, og det skal edderfa'me spilles højt.

Max har måske nogle år på bagen, men han var ivrig for at "fuck shit up" igen. Og det gjorde han.

Til allersidst var det op til Brian Himself, Marilyn Manson, at sætte et definitivt punktum for årets metalmekka. Det kunne næsten heller ikke være startet bedre: regnen begyndte så stille at dise ned over pladsen, da der kun var 20 minutter til showtime, og ikke på en specielt afskrækkende måde. Det var som om himlen lige havde åbnet sig for Brian.

Men den slags poetiske fantasisammentræf røg hurtigt fløjten da Brian holdt ekstra lang kusntpause bag scenen, og himlen bare blev ved med at åbne sig, til den til sidst dryppede så meget, at selv erfarne havneludere havde smidt håndklædet.

Da Brian endelig forbarmede sig til at indtage scenen var han træt, ugidelig og, som frygtet, lidt en skygge af sig selv. En anmelder skrev efterfølgende, at Brian var farlig i 90'erne fordi man ikke vidste hvad han kunne finde på - og af selvsamme grund var han tandløs her i 00'erne og 10'erne, netop fordi man vidste præcis hvad man gik ind til.

Tiden er løbet fra kære Brian, og han har vist ikke rigtig selv fundet ud af det. Og det siger jeg som ellers så inkarneret teenage-Manson-fan.

Og nu vi er ved skuffelserne, så skal Copenhell themselves lige have en sidste sviner med på vejen. Hvad fanden ligner det at Gestapo den fuldstændig i bjerget og foretage visitationer ved indgangene, der ville få en lufthavnstolder til at måbe chokeret?

Nå, så det regnede dagen før? Jamen, så må vi da hellere "step up our game" og blive ekstra nazi ved indgangene. For de skal da i hvert fald ikke have deres paraplyer eller regnslag med ind, de satans små kravl. Hvordan fanden skal vi ellers tjene penge, når nu vores øl er så billige (nå nej), vores madportioner så generøse (nå nej) og vores faciliteter så veludstyrede og veludrustede, at man aldrig i livet kunne forestille sig hvorfor man ikke bare købte fornødenheder til vores fordelagtige priser indenfor (nå nej).

Det er det samme pis, som vi nu skal finde os i på Hovedbanegården, hvor man driver plat på folks basale fornødenheder. (Ja, jeg taler om betalingslokummet. Magen til svineri.) Det får en ellers så løssluppen, rebelsk og ideologisk sund festival til at fremstå grådig og fascistisk. Hvis der er noget, der burde pisse metal-fans af, så er det den slags Big Brother-kontrol. Den slags burde holdes til Skanderborg og Nibe, hvor der i øvrigt foregår flere voldtægter og overfald på en dag end der gør på en hel Roskilde Festival; altså steder, hvor jeres undskyldninger om, at det er for vores eget bedste, rent faktisk ville give bare den mindste slids mening.

Egen drikkevarer kan jeg forstå er bandlyste. Egne madvarer, til nøds. (You gotta make a living). Men egne paraplyer og regnslag, så kan I få fingeren. Det er grisk, grådigt og kvalmt.

Jeg var lige ved at gå i raseri over at blive visiteret og måtte kassere to uskyldige H&M-paraplyer til en 50'er stykket, som i øvrigt havde reddet vores røv fuldstændig den forrige dag. Det bare faktum, at de netop havde været sådan nogle lifesavers og reddet vores humør dagen forinden, hvor vi sagtens kunne være gået helt ned med flaget og svoret aldrig at vende tilbage, burde være argument nok for, at man lige burde spænde hjelmen en ekstra gang i planlægningskommitteen.

Her er et gratis hint, drenge: Vi er mere tilbøjelige til at købe en ekstra overpriced fadbamse hvis vi har det komfortabelt! Tag det fra os, så tager vi bare tidligt hjem og vifter med langemand.

Og det vil jeg gøre her som afslutning. Show me your middle fingers, motherfuckers!

(P.S. Men på trods af det lille møgfald, så tak for en god festival!)

En smuttur i Helvede: Del 1

I weekenden var jeg i Helvede. I hvert fald en af cirklerne. Lige præcis denne cirkel var nok noget, Dante havde nok spidset ører og kigget en ekstra gang på hvad der foregik i lige præcis denne cirkel, for det var ikke nær så afstraffende som han måske først havde antaget ... og så alligevel?

Det var tredje gang, at Københavns metalfestival Copenhell blev skudt i gang i betonkulisserne på Refshaleøen. Meget inspirerende så vi et banner for Danmarks Næste Top-Model casting mens vi kørte med bussen op til indgangen -- og vi drømte saligt om hvordan de små underernærede stankelben fik skeletrystelser af den dundrende dobbeltpedal lige ved siden af.

Min følgesvende var et mindre entourage bestående af ass-redaktør Rasmus, min kone og en broget håndfuld af vores fælles venner.

Solen skinnede da vi checkede ind og fik vores armbånd til tonerne af Killswitch Engage, der lige var gået på den store scene.

De var jordens lykkeligste band, på trods af et enkelt teknisk flip -- specielt nyligt hjemvendte forsanger, der i sin tid skred (forlydende pga. depression -- det bar han i hvert fald ikke længere præg af), og en særdeles animeret, spøjst udklædt guitarist.

Jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om Killswitchs metalcore-skabelon. Det virker sgu for letkøbt at fyre et tonsestykke af, ligemeget hvor velspillet, det er, hvis man følger det op med det mest sukkersøde autotuner-pis, man overhovedet kan drømme op i en våd Bieber-drøm.

Men deres optræden minder mig også om dengang jeg fik forvildet mig ind til en Papa Roach koncert som ung og måtte tilstå, at for fanden, de kunne sætte gang i en fest. Papa Roach var og er en af mine bedste koncertoplevelser fra dengang, og ingen er mere forbløffede over det faktum end jeg selv er. Men Killswitchs optræden, om end ikke ligeså energisk og legesyg, var stadig et friskt pust og en kærkommen måde at sparke helvedes weekend i gang på.

Efter dræberknappen gik turen direkte videre til The Interbeing på den lille Sort Søndag-scene. Se, dét her er min slags musik -- og ingen, specielt ikke mine følgesvende, var overraskede over, at Interbøllernes blanding af Meshuggah-agtige maskingevær-riffs, industrial-synths der lød som en utæt kælder og små strejf af melodisk øre ramte mig lige i sækken og gav anledning til festivalens første spasserdans.

Derefter gik aftenen lidt på hæld. Anthrax's koncert blev nydt på græsplænen et stykke bag scenen til en kop rosévin.

Det er her, jeg må give ekstra props til festivalens valg af location. Bakkerne sloper opad, så man kan sidde og skue behageligt ud over hele festivalpladsen, nærmest som et naturligt amfiteater. Og man kan stadig høre lyden ganske fint. Det var som en skovtur i helvede, og det er nok her, Dante havde trukket opgivende på skuldrene og bedt om en ekstra fadøl.

Henad aftenen ramte skybruddet og vi takkede guderne for, at vi havde været kløgtige nok til at indkøbe to paraplyer til en 50'er stykket i H&M samme dag. Vi havde nemlig også hørt den joviale skrækhistorie om, at ingen Copenhell er regnfri. Så der sad vi på en bænk ved siden af DJ-teltet, fire mand under to paraplyer, og drak vores sidste øl inden vi gik og fandt en bus hjem.

Shuttlebusserne kørte ofte og upåklageligt, skal det lige nævnes. Vi tog hjem med højt humør, uvidende om at vores tur i Helvede snart ville blive mere straffende og pinefuld end vi havde regnet med ...

Strange Days

Hvad er det? Ralph Fiennes render rundt med en enormt uoverbevisende amerikansk accent og et sæt elektroder i hovedet og sælger ulovlige virtual-reality videoer til folk, der åbenbart keder sig.

Indkøbshistorie? Fra nu af vil jeg holde op med at give GameStop flere gratis guffere og i stedet skrive noget usammenhængende. Jordnøddesmør.

Ralph sælger som sagt videooplevelser, som man optager og afspiller med et headset. Når man afspiller videoerne ("clips" hedder de) er det som om man virkelig er der, fordi de der headsets åbenbart er nede og pille i hjernebarken. Eller noget. Det får de ikke helt forklaret.

De får heller ikke forklaret hvorfor disse optagelser er ulovlige, eller hvorfor Juliette Lewis får lov til at synge ikke én, men hele to enormt lamme industrial-rock sange i filmen.

Der er vist nok også en grund til, at Tom Sizemore, Ralphs tidligere politimakker, viser sig at være skurken i hele plottet, men den bliver forklaret i så håbløst komplicerede detaljer, at det er svært at finde rundt i. Det er enormt indlysende hele filmen igennem, at han er bad guy, selv om det selvfølgelig tager Ralph fuldstændig på sengen.

Det er dog mindre indlysende hvem ham den anden skurk er; ham, der render rundt og slår folk ihjel; eller er det Tommy-drengen igen? Eller hvorfor Juliette Lewis er med i den her film.

Strange Days vil vist meget gerne være gritty cyberpunk, men har ikke helt forstået konceptet. I stedet bruger den enormt lang tid på at fare fra det ene sted til det andet, for uha vi har travlt. Vi har så travlt, at vi ikke engang har tid til at lære Ralph Fiennes en ordentlig accent, eller at forklare hvad helvede Juliette Lewis laver i denne film, men vi har alligevel ikke så travlt at vi ikke har tid til at losse nogle gummielektroder i hjernebarken hver gang lejligheden byder sig.

Jeg gør kort proces her. Det er en bemærkelsesværdig bedrift at kunne producere en film, der er lige dele uforståelig og forudsigelig. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår mig på cyberpunk - det er fordi manuskriptet tilsyneladende er skrevet af 13-årig, der lige har set Blade Runner for første gaHOLY SHIT, JAMES CAMERON?!

Nå ja, på den anden side, Jimmys manuskripter er faktisk ofte ret forudsigelige. Det er bare fordi, han er en pissedygtig instruktør, at hans film er så gode. Men han har ikke instrueret denne. Det skulle han måske have gjort; så kunne det være, den havde givet mere mening.

4/10

Summer of Fear

Hvad er det? Linda Blair og hendes hest, der skal afsløre hendes kusine som den dæmonbesatte kælling, hun er.

Indkøbshistorie? GameStop elsker mig.

Linda Blair nåede lige at blive typecastet i et par skrækfilm i kølvandet på hendes glansrolle som den ærtesuppespyttende lille pige i Eksorcisten. Den ene af dem er denne lille hyggefilm fra 1978, instrueret af ingen ringere end Wes Craven.

Det er dog svært at sige noget ovenud positivt om filmen, andet end at den er overraskende i den forstand, at man har svært ved at tro på, at det er en af gyserverdenens hæderkronede mestre, der har instrueret den.

Linda Blairs kusine Julia er tydeligvis ikke sig selv, for hun efterlader voodoo-ting på Lindas værelse og Lindas hest prøver at slå hende ihjel hver gang, hun kommer i nærheden. Det er der dog ingen andre i familien, der tror på, så de vil hellere slå hesten ihjel og be'r Linda om at tage sig sammen.

Hvorfor en hest? Jo, i bogen, som filmen er baseret på, er det en hund, der kan lugte ondskaben i Julia. Men fordi Linda Blair bedre kan lide heste, gav de hende en hest i filmen. Seriøst.

Når vi endelig når så langt som at få at vide, at Julia i virkeligheden er besat af sin voodoo-stuepige, eller noget i den retning, så giver vi hende bare nogle røde kontaktlinser og glemmer at forklare hvad hendes problem i grunden er. Der er ikke nogen synderligt god grund til, at hun åbenbart har slået sine egne forældre ihjel og har tænkt sig at gøre det samme med Linda Blairs familie, andet end at ... well, hun kan.

Det hele er fortalt i et meget 70'er-agtigt tv-format - nu bruger jeg Hallmark Channel-sammenligningen igen, men det passer fandme - hvor der på intet tidspunkt er anledning til spænding eller uhygge.

Der er måske lidt Mystery Science Theater 3000-værdi i den, men slet ikke på niveau med Amityville 4. Det hele er faktisk bare lidt kedeligt.

4/10

Doomsday (Unrated)

Hvad er det? En britisk Mad Max. På amf.

Indkøbshistorie? Æsken lokkede mig i Fona med en baggrundstekst om dødelige vira, sidste overlevende og indespærrede skotter.

Der ringer uundgåeligt en 28 Days Later-klokke når man ser de første tyve minutter af Doomsday. Ligesom med 28'eren, eller for den sags skyld den sydafrikanske District 9, er man imponeret over, at de kan tage en ellers så ærke-amerikansk schlager som post-apokalypse-filmen og give den et twist af det ukendte ved det blotte faktum, at alle taler med en anden accent.

Doomsday ser også ud til at være på rette vej et godt stykke henad vejen. Der er tilpas kaotisk stemning til at man næsten forventer, at Mel Gibson himself lige stikker hovedet ind i hjørnet af skærmen og vifter koket med en læderhandske. Det hele er storslået og faktisk ret medrivende.

Kort fortalt har en dødbringende virus udslettet det meste af Skotland, og i panik over ikke at have nogen kur har man simpelthen bare valgt at bygge en kæmpe mur omkring højlandet og håbe på, at lortet ikke er luftbåren.

Efter 20 år har man så godt som glemt alt om Skotland, ind til lortet bryder ud igen i London. Det er så her, det ellers eminent udtænkte præmis begynder at blive lidt sketchy, for løsningen på problemet er tilsyneladende at sende ét særdeles ihærdigt kvindemenneske, hvis fysiske ligheder med Sylvester Stallone er svære at abstrahere fra, ind bag muren og finde en kur mod hr. virus.

Det er her, man mærker de første nagende spørgsmål trænge sig på, men filmen prøver at distrahere dig med sit hektiske tempo, som kammer rimelig meget over når vi når så langt som at introducere første bekendtskab på den anden side af muren.

Den decideret usympatiske Keith Flint-lookalike Sol er leder af en gruppe kannibalistiske punkere, der alle ser ud som om de er faret vild fra en Prodigy-koncert. Han beslutter sig overraskende nok ikke for at hjælpe dem, men for at stege dem på spyd.

Deres andet bekendtskab, Sols far Malcolm McDowell, ligner til forveksling Anthony Stewart Head i tv-serien Merlin, og når det hele tørner sammen i ét stort clusterfuck sker det i så højoktan fart, at det er til at blive svimmel af.

Der foregår simpelthen for meget på skærmen og for lidt bag al larmen til at man er decideret underholdt, i hvert fald på andre niveauer end det helt reptile basisniveau hvor vores indre 12-årige jubler, "Årh, se den eksplosion!"

Instruktøren Neil Marshall har siddet med en plan i hovedet, og den plan har bestået af en enkelt gul post-it note med påskriften, "Hvad nu hvis vi sniffede kokain i 18 måneder og genindspillede Mad Max i Skotland?"

Desværre var der ikke plads på sedlen til at skrive, "Og mon det er en god idé?"

6/10

Rise of the Robots - The Director's Cut

Hvad er det? Muligvis verdens værst eksekverede 2D fighter.

Indkøbshistorie? Jeg var nok 12-13. Æsken så flot ud i Fona. Jeg havde ikke prøvet nogen demo eller læst om spillet. Jeg blev bare fanget af, at det var en "Director's Cut" version på 2 CD'er, der kostede næsten 500 kr., og glimtede i lyset med dets glatte overflade. Det var muligvis den dag, jeg for første gang blev introduceret til kapitalismens grimmeste ansigt.

Dem af jer, der er uheldige nok til at huske hvor over-hyped Rise of the Robots var på sin tid, er nok også uheldige nok til at huske hvor slem en skuffelse, spillet var.

Det havde ellers alle salgsargumenterne i orden: Spillets grafik var state-of-the-art 3D-renderet grafik i nådesløs høj SVGA-opløsning, lavet på "de samme systemer, som man lavede special effects til Terminator 2 på." Robotternes kamp-moves var motion captured og instrueret af en professionel Hong Kong fight-coordinator. Der var udviklet supermoderne AI til computermodstanderne, så de rent faktisk lærte din spillestil og tilpassede sig dine vaner. Og på lydsiden blev vi lovet et rockende soundtrack fra Queen-guitaristen Brian May.

For at det ikke skulle være nok, så pralede den glimtende æske med glødende citater fra spilpressens sværvægtere med ord som "banebrydende" tværet ud i store typer.

Det var, glemte jeg at sige i introduktionen, nok også første gang, jeg stiftede bekendtskab med journalistisk bestikkelse.

Det viste sig nemlig, at spillet var næsten uspilleligt. Robotterne var stive og ubehjælpelige at styre, og spillets "avancerede AI" betød reelt set bare, at computeren snød. Brian Mays rockende soundtrack viste sig at bestå udelukkende af 30 sekunders guitarstøj samplet fra en kassettebåndoptager, som blev spillet over hovedmenuen. Ellers foregik resten af spillet i absolut tyssna, med undtagelse af nogle få uoverbevisende sound effects af metal, der fik tæsk.

"Director's Cut" delen af pakken betød ikke, at der var tilført nyt materiale til spillet. Det betød bare, at der medfulgte en disc 2, der basalt set indeholdte programmørenes arbejdsmappe: Samtlige test-renderinger af baggrunde og robotter var spredt ud over den propfyldte disc, og de lå alle sammen og bad inderligt om en forklaring på hvad de havde gjort for at fortjene at komme frem i lyset.

Specielt tragikomisk var en medfølgende "making of"-dagbog, skrevet af en af spillets producere, som - og jeg tager mig til hovedet - lå på skiven som 162 individuelle PCX-grafikfiler. Manden bag tasterne har tydeligvis været 110% forblændet af at se stiv og næsten ubevægelig præ-renderet 3D grafik på hans computerskærm at alle bekymringer om gameplay og gratifikation aldrig har nået at registrere sig i hans hoved.

Rise of the Robots er et spil, der fortjener samme skæbne som Ataris skæbnesvangre E.T. spil til NES: At blive begravet et sted i Mexicos ørken, hvor der ikke er nogen, der kunne finde på at grave dem op igen.

1/10

The 11th Hour

Hvad er det? Efterfølgeren til spillet, der solgte flere CD-ROM drev end nogen reklamekampagne, Toshiba nogensinde kunne have produceret, The 7th Guest.

Indkøbshistorie? Det her er faktisk lidt pinligt: Jeg huggede spillet mens jeg var i USA som udvekslingsstudent i '97. Det var ikke pænt af mig. Kids, don't steal.

For de helt unge kan vi kort opridse, at The 7th Guest tilhører spilverdenens kongefamilie. Det var det første spil, der udkom udelukkende på CD-ROM, og for mange var det første gang, de stiftede bekendtskab med sådanne ting som "høj-opløsnings grafik" og "full motion video."

At spillet så reelt bestod af en samling julelege løst forbundet af en løst sammenhængende spøgelseshistorie i en gammel legetøjmagers klichéfyldte hus var mindre betydningsfuldt.

Efterfølgeren, hvis ganske unødvendige fulde titel er The 11th Hour: The Sequel to The 7th Guest (no shit), er mere fra samme skuffe, bare hårdere, fastere og mere med på beatet. Troede det i hvert fald.

Den gamle legetøjsmager Stauf har "updated his craft to meet the demands of the 90's" (som manualen siger i hvad jeg antager er al seriøsitet). I stedet for at udspille sig i starten af 1900-tallet er vi rykket op i nutiden (slutningen af 90'erne), og filmbudgettet har fået et ordentligt nøk opad.

Dengang betød et ordentligt nøk opad desværre kun, at man lige akkurat havde råd til at hyre nogle udpræget utrænede F-list Hollywood-skuespillere med langt større fysiske fortrin end thespianske talenter og skyde det hele så det ligner en særdeles twisted episode fra første sæson af Beverly Hills 90210.

Tilsæt det et plot, der omtrent halvvejs igennem spillet fuldstændig forlader sit kredsløb omkring planeten Tilforladelig Bizar til fordel for at springe ud med hovedet først over Vanviddets Skrænt.

Tre ord: Huset er voldtægtsforbryder. Sådan.

Nu har jeg sparet jer for at trævle igennem 4 ubønhørlige CD'er bestående af uretfærdigt kringlede anagram-puzzles, endnu mere uretfærdigt opstillede julelegs-puzzles (til tider starter de op i en konfiguration, der ikke kan løses, så man må resette puzzlen) og en under-lav-budget videofilm på 60 minutters varighed hvis plot er så bizart, at det næsten, men også kun næsten, tangerer til at være genialt.

Problemet er, at der ikke er noget nævneværdigt nyt over 11th Hour. Det er kvintessensen af "gammel vin på nye flasker." De ting, der er blevet tilført - de aldrig-sjove scavenger hunts med anagram-hints og det irriterende faktum, at Stauf mobber dig verbalt hver gang du botcher en puzzle - er bare pisseirriterende.

Men Mystery Science Theater-fans bør gøre sig den tjeneste at downloade et savegame fra en, der har gennemført spillet. Det giver dig lov til at se hele den 60 minutter lange bøver-film, uafbrudt og i fuld længde, der med den rette optik og tilpas mængder overtræthed er en lille skamfyldt guldklump med samme æstetik og kunstnerisk værdi som en hundelort med et Dannebrog-flag i.

6/10

Starship Titanic

Jeg har ikke set så mange film på det seneste. Til gengæld er jeg begyndt at dykke ned i nostalgiens CD-ROM kuffert, som jeg har for vane at gøre fra tid til anden, og som en anden middelaldermunk atter udsætte mig for utålelige pinsler påskønnet gennem en ansigtsmaske vædet med nostalgiens søde kloroform.

Så tænkte jeg, "Hey, for fanden." Jeg bander tit ad mig selv. "Jeg skriver jo for et spilmagasin. Hvorfor ikke gå i flæsket på nogle af de fejlindkøb - og de perler, som tiden har glemt - som jeg beskæftigede mig med som spirende nørd-purk?"

Eftersom jeg var alene, da jeg tænkte tanken, var der ingen til at tale mig fra den. Ergo, her kommer min første spilanmeldelse fra billigbunken.

Hvad er det? Inden Douglas Adams døde i en alt for tidlig alder af 47 på en trædemølle i Californien nåede han at berige verden med to computerspil. Det ene var det berygtede Hitchhiker's Guide to the Galaxy spil fra Infocom; det andet var det hurtigt-glemte Starship Titanic.

Indkøbshistorie? Hitchhiker's Guide var den første bog, jeg periodisk måtte lægge fra mig så jeg ikke blev kvalt i mine egne grineflip. Når manden tilmed lægger navn til et adventurespil, så skal der ikke flere salgsargumenter til -- så har man allerede krogen i mig.

Et rumskib befolket udelukkende af robotter styrter ned i dit hus. Der er ingen mennesker ombord, der kan betjene skidtet, og det er ikke så godt, for robotterne er blevet sindssyge og har brug for hjælp for at komme hjem. Første puzzle i spillet er at svare "ja tak" til at hjælpe dem -- hvis man svarer nej, skælder spillet dig ud.

Selve spillet er en Myst-klon, hvor du bevæger dig rundt på rumskibet Titanic i et first-person slideshow og hiver i håndtag for at se, om det udløste et eller andet. Spillets salgspunkt, dengang The Digital Village (spillets producent) troede, de kunne tjene penge på det, var, at den klassiske text-parser fra de gamle text-adventures var blevet genindført. I et moderne grafisk adventure med state-of-the-art grafik og lyd. Det sekund, gamle adventure-nørder fra stenalderen læste det i pressemeddelelsen inden spillets udgivelse, skete der en spontan, simultan bukseudløsning over hele kloden.

Men hvis man troede, man fik lov at koste rundt med computeren (eller lade sig blive kostet rundt fordi parseren ikke fattede hvad man bad den om), så blev man slemt skuffet. Parseren i Starship Titanic kan kun bruges til at snakke med skibets robotter med, og selv om The Digital Village pralede af, at det var så avanceret, at måtte kalde det Spooki-Talk fordi "det virkede så godt, at det var helt uhyggeligt, du!", så havde de i forbifarten glemt, at den faktisk ikke tilfører spillet en skid.

Næsten samtlige puzzles løses ikke ved at klemme hints ud af dybe samtaler med en chatbot, men ved at hive i de mange førnævnte håndtag ombord på skibet (og en enkelt papegøje). Og det efter en spildesign-logik, der er så voldsomt i kredsløb om sin helt egen planet, at langt de fleste spillere tabte pusten inden de overhovedet nåede at skifte til CD 2.

Hitchhiker's Guide-spillet var (og er) berygtet for dets flåen-i-skalpen frustrerende puzzles, men Starship Titanic har ikke samme legesyge frihed som den gamle IF klassiker. Salige Adams havde ikke held med at overføre hans genialt perfide designfilosofi fra text-adventures, hvor du nærmest kom op at skændes med parseren, til et grafisk miljø.

Jovist er det et overordentlig flot renderet grafisk miljø. Men selv om der er robotter at snakke med, så har de aldrig noget interessant at sige, og spillet føles derfor enormt ensomt. Det bliver ikke bedre af, at spillets puzzles er så absurde og indviklede, at man enten ender med at gøre det til en principsag at gennemføre lortet, eller opgiver efter et par timer.

De fleste valgte dengang dør nummer 2 i ovenstående scenarie. Jeg var en af dem, der valgte dør nummer 1. Desværre blev mit liv ikke synderligt beriget af den tid, jeg investerede. Okay, måske lidt, da Douglas Adams himself dukkede op i slutningen og takkede mig for at gennemføre spillet (og derefter annoncerede, at han tog på fisketur). Men det var nok mest den 16-årige Hitchhiker's-fan i mig, der lige gibbede af kærlighed.

4/10

The Fog (2005)

Hvad er det? En PG-13 genindspilning af John Carpenters klassiske piratspøgelsesfilm fra 1980 med Superman i hovedrollen.

Indkøbshistorie? Min gyserven på arbejdet (mit andet arbejde) lånte mig den efter hun måbende lærte, at jeg ikke vidste, der fandtes en genindspilning.

Originalen var en rimelig standard by-the-book spøgelsesfilm, og det var også meningen. Da den udkom var den ikke just vellidt, fordi selv om Halloween allerede havde opnået certificeret klassikerstatus var Carpenters nostalgiske lejrbålsfilm ikke ligefrem noget, der fik pulsen op hos folk, der nu var blevet forvant til David Cronenberg, der gik og sprang hoveder i luften oppe i Canada. Men personligt synes jeg, tiden har været den nådig, og på dens egne præmisser - en klassisk lommelygte-under-hagen historie rundt om spejderlejr-bålet - er den mere end habilt stemningsfuld.

I korte træk handler det om en lille amerikansk ø, der er blevet grundlagt af fire mænd, der hædres som pioneerer, men som i virkeligheden købte sig til jorden ved at stjæle pengene fra et kuld spedalske. Som de derefter stak ild på. 134 år senere* vender de spedalske spøgelser tilbage for at uddele tæv med kroge.

* Jeg ved ikke hvorfor det er 134 år. Det virker som et rimelig tilfældigt tal. I originalen er det rent ud 100 år, og den film foregik i nutiden. Efter den logik burde denne film foregå i år 2114, men skid hul i det; det er ikke så vigtigt.

Hvad der derimod er vigtigt, og ganske forbløffende, er, at John Carpenter himself - og produceren Debra Hill, der skrev originalens manus med Carpenter - er producere på denne film. Og det er bizart, for de må da have haft deres bange anelser da de andre producere smed ham spandex-fisteren fra Smallville ind i hovedrollen som fiskersøn og gav ham et token-black-guy sidekick ved navn Spooner, som på trods af hans tåkrummende, påtagede from-tha-hood swagger formår at levere filmens eneste bifaldsværdige replik: "What do these ghosts want with me? I'm from Chicago!"

Ja, hvorfor helvede prøver spøgelserne at slå Token ihjel? Han har ikke en hvede at gøre med øens blakkede historie; han vil bare ud på fiskerbåden og filme jailbait i bikinier. Og jeg vil ikke afsløre filmens slutning, men hende Supermans kæreste, der er vendt tilbage til øen efter lang tids fravær fordi hun har mareridt om brændende mennesker, viser sig at bære rundt på en hovedkløende hemmelighed, der giver omtrent så meget mening som en pølsevogn i Dubai.

Bottom line er, at det eneste gode ved denne film er hvad den har planket fra originalen. De friheder, den tager med originalmaterialet, er hovedpineinducerende åndssvage og er næsten synd for Carpenter. Hvis altså ikke han havde haft manglende dømmekraft nok til at sætte sit godkendelsesstempel på denne fuser.

4/10

The Haunting in Connecticut

Hvad er det? En kræftsyg knægt flytter ind i et bedemandshjem med sin familie og begynder at se spøgelser.

Indkøbshistorie? Min kone har snøret to gratis måneder ud af Lovefilm.

Matthew har kræft og ser spøgelser. Det har hans forældre selvfølgelig svært ved at forstå, men de har problemer nok i forvejen. For far er eks-drukmås og det hus, de er flyttet ind i for at være tættere på hospitalet, er et gammelt bedemandshjem, der er hjemsøgt.

The Haunting, som bare hedder "Hjemsøgt" på dansk, er en ganske habil, omend lidt for ivrig, MTV-gyser efter alle Marilyn-Manson-anno-1996 reglerne.

Der er masser af hurtige klip, forfaldne husmure og creepy skikkelser, der virrer med hovedet som om de er blevet stoppet af en Unicef-gadesælger.

Alle gyserelementerne i filmen er rimelig hårdhændede "jump scares", hvor filmens soundtrack er yderst pædagogisk med sine "dam-daaa!" strygere hver gang et spøgelse dukker op i kanten af billedet. Til gengæld prøver filmen kræfter med noget, som de færreste gyserfilm har overskud eller indlevelse nok til at forsøge sig med: karakterer, der rent faktisk ligner mennesker.

Matthews kræft er et reelt dramatisk drejepunkt i filmen og der er intet overnaturligt over det familiedrama, det hiver med sig. Selv om spøgelserne hurtigt får overtaget prioriteringslisten over ting, der skal gås i panik over.

Alt for langt nede på listen finder vi desværre faderens alkoholisme, som på ingen måde tjener historien noget formål, andet end at give Martin Donovan fra Weeds lejlighed til at smadre noget af husinventaret.

Men skuespilniveauet er højt. Kyle Gallner, der ligner Ryan Patterson, er troværdig, om end lige olmt skulende nok til tider, som Matthew. Og Virginia Madsen, der bizart nok ligner Suzanne Somers, kan også prale af at tilføje noget uventet klasse til hvad der meget let kunne have været en rimelig ordinær bøh-film. Og så vil danske tv-natteravne få en lille griner på af at se Det. Stabler fra Law & Order: Special Victims Unit i rollen som Phil Collins i rollen som kræftsyg præst, der af sit gode hjerte prøver at hjælpe familien, men bare gør alting værre. Han formår faktisk at give manuskriptets absolut platteste replikker dybde og tyngde, hvilket ikke er nogen lille bedrift når man går og fabler om sort magi og heksetatoveringer i Jesu navn.

The Haunting in Connecticut er en velspillet og velproduceret MTV-gyser, der i det store hele kan undskyldes for dens lettere overgearede musikledsagelse og pathos-dryppende dramatik ved at indramme en ellers rimelig ordinær spøgelseshistorie i nogle usædvanligt troværdige karakterer. Og selv om chok-effekterne er forudsigelige, så ser de pissegodt ud. Hvis bare soundtracket gad at slappe af, så havde vi næsten en guldklump mellem hænderne.

8/10

Willard

Hvad er det? Marty McFlys far med slikhår, der er øverstkommanderende for en svimlende stor flok rotter.

Indkøbshistorie? Guitaristen i mit band, som er typen, der tager svejsebriller på til festlige lejligheder og frivilligt lytter til Stolen Babies, anbefalede den.

Crispin Hellion Glover er en festlig fyr. Jeg gad godt tage på ferie i hans hoved i en weekends tid, men omvendt er jeg bange for, at det ville være nogenlunde samme oplevelse som Albert Hoffmann havde, da han skulle afprøve LSD for første gang og tog en dose, der var 12 gange større end en almindelig, og derefter begav sig ud på en cykeltur.

Ud over at være Marty McFly's far i den første Back To The Future-film (hans mest nede-på-jorden rolle), så er Sprøde Crispin også en splitterravende galning, der indspiller bizarre konceptplader og film hvor alle skuespillerne har Downs syndrom. (Wikipedia er jeres ven.)

Det får han lov til fordi han tager roller i film som Charlie's Angels og denne film, Willard, som faktisk er en remake af en endnu ældre kultfilm fra 1971 med samme navn og med Bruce Davison i hovedrollen. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg har endnu ikke set originalen - men det har jeg tænkt mig. Det er selvfølgelig ikke særlig professionelt, men så er det godt, at dette ikke er en professionel anmeldelse.

Willard er alle mobbede børns fantasihistorie, hvor den nedtrådte, underkuede Willard Stiles, tager hævn over sine plageånder på mere eller mindre fantastisk vis.

Alle skrækfilm har mindst én fetish, de skal have udleveret - Horsemen havde kødkroge, Halloween havde køkkenknive, Saw havde ... øh, mange - og Willard-filmens er rotter. Så folk med fobier for gnavere skal nok finde sig en anden film.

For hold kæft, hvor er der mange rotter. Og det bliver aldrig rigtig forklaret hvorfor de er så tilbøjelige til at adlyde Willard, men det er underordnet. For det er mere end antydet, at Willard i virkeligheden bare har ganske almindelige rotter på loftet, så roden til hans magiske evner ud i rottehypnose danses der let og elegant henover.

Til gengæld får vi en dejlig stiliseret genregyser, der minder om en krydsning mellem en gammel Twilight Zone-episode og Hitchcocks Psycho. Det er for det meste pisseflot med masser af behørigt skæve vinkler og næsten poetiske scener (som når en kat bliver sluppet løs i Willards rotteinfesterede hus, akkompagneret af en easy-listening version af Michael Jacksons "Ben").

Men fordi vi ser hele filmen gennem Willards øjne er det ikke helt let at greje motivationerne hos hans ellers sparsomme supporting cast. R. Ley Ermey er sådan set bare sin rolle som sergenten i Full Metal Jacket om igen, og den underudviklede romantiske bifigur, spillet af Laura Elena Harring, opfører sig af og til mere underligt end Willard. (Hvem fanden giver sit kæledyr væk til en stammende, creepy kollega, man knap nok kender?)

Sprødmanden giver den ellers hele armen som Willard, som konstant bevæger sig fra den ene ende af det ekstreme følelsesregister til det andet, men det bliver også nogle gange for meget. Begravelsesscenen specielt virker som om det gik lige lovlig hurtigt med at få den i kassen.

Som en fortælling om vrangforestillinger og sindssyge fungerer Willard skidegodt, men dens overflade som revenge-film og gotisk horror mangler lige et par brikker for passe sammen som et større puslespil.

7/10

Up In The Air

Hvad er det? En Ivan ... nej, en Jason Reitman-komedie om George Clooney, der lever af at fyre folk.

Indkøbshistorie? Traileren fik den til at se skidesjov ud.

Og sjov er den sgu også for det meste. Der hersker en vis Bad Santa-agtig kynisme i 3/4 af filmen, hvor George Clooney via voice-over fortæller os hvordan air miles er vigtigere for ham end menneskelig kontakt, og hvordan man sagtens kan have en bolleven på farten hvis bare de begge er tilpas veltrænede i kalender-fandango.

Men efter filmen får en overordentlig masse oprigtigt sjove øjeblikke ud af dens kyniske udgangspunkt, så kommer den pludselig i tanker om, lidt over halvvejs gennem filmen, at der også skal noget karakterudvikling til før man med ro i sjælen kan indstille sin film til en Oscar.

Så omtrent på det tidspunkt smider filmen alt hvad den har i hænderne for at sende Clooney på en opdagelsesrejse til det mundane, jordbundne familieliv med tre børn og hvidt stakit. Og udfordringen er så at få en ellers så grundfæstet kynisk mand, så eminent velspillet af en altid seværdig George Clooney (shh, ikke nævne Solaris!), til at hoppe på far-mor-og-børn vognen efter vi har brugt halvanden time på at gøre det helt klart, at anti-familie tankegangen er så fastgroet i hans personlighed at der egentlig skulle eksperimenterende hjernekirugi til at få den fjernet igen.

Så i virkeligheden minder den meget om Bad Santa. Men hvor Bad Santa beholdte dens sortkomiske glimt i øjet helt op til den sidste scene, så taber Up In The Air bolden omkring tredje akt og bliver i stedet til en sakkarin gang sødsuppe, der virker helt og aldeles malplac--

Årh, for fanden, det går lige op for mig -- det er Jason Reitman, vi har med at gøre! Ham, der lavede Juno?! Åh gud.

Well, det forklarer da i det mindste en del. Men jesus fuck, hvor er det dog en skam.

6/10