En smuttur i Helvede: Del 1

I weekenden var jeg i Helvede. I hvert fald en af cirklerne. Lige præcis denne cirkel var nok noget, Dante havde nok spidset ører og kigget en ekstra gang på hvad der foregik i lige præcis denne cirkel, for det var ikke nær så afstraffende som han måske først havde antaget ... og så alligevel?

Det var tredje gang, at Københavns metalfestival Copenhell blev skudt i gang i betonkulisserne på Refshaleøen. Meget inspirerende så vi et banner for Danmarks Næste Top-Model casting mens vi kørte med bussen op til indgangen -- og vi drømte saligt om hvordan de små underernærede stankelben fik skeletrystelser af den dundrende dobbeltpedal lige ved siden af.

Min følgesvende var et mindre entourage bestående af ass-redaktør Rasmus, min kone og en broget håndfuld af vores fælles venner.

Solen skinnede da vi checkede ind og fik vores armbånd til tonerne af Killswitch Engage, der lige var gået på den store scene.

De var jordens lykkeligste band, på trods af et enkelt teknisk flip -- specielt nyligt hjemvendte forsanger, der i sin tid skred (forlydende pga. depression -- det bar han i hvert fald ikke længere præg af), og en særdeles animeret, spøjst udklædt guitarist.

Jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om Killswitchs metalcore-skabelon. Det virker sgu for letkøbt at fyre et tonsestykke af, ligemeget hvor velspillet, det er, hvis man følger det op med det mest sukkersøde autotuner-pis, man overhovedet kan drømme op i en våd Bieber-drøm.

Men deres optræden minder mig også om dengang jeg fik forvildet mig ind til en Papa Roach koncert som ung og måtte tilstå, at for fanden, de kunne sætte gang i en fest. Papa Roach var og er en af mine bedste koncertoplevelser fra dengang, og ingen er mere forbløffede over det faktum end jeg selv er. Men Killswitchs optræden, om end ikke ligeså energisk og legesyg, var stadig et friskt pust og en kærkommen måde at sparke helvedes weekend i gang på.

Efter dræberknappen gik turen direkte videre til The Interbeing på den lille Sort Søndag-scene. Se, dét her er min slags musik -- og ingen, specielt ikke mine følgesvende, var overraskede over, at Interbøllernes blanding af Meshuggah-agtige maskingevær-riffs, industrial-synths der lød som en utæt kælder og små strejf af melodisk øre ramte mig lige i sækken og gav anledning til festivalens første spasserdans.

Derefter gik aftenen lidt på hæld. Anthrax's koncert blev nydt på græsplænen et stykke bag scenen til en kop rosévin.

Det er her, jeg må give ekstra props til festivalens valg af location. Bakkerne sloper opad, så man kan sidde og skue behageligt ud over hele festivalpladsen, nærmest som et naturligt amfiteater. Og man kan stadig høre lyden ganske fint. Det var som en skovtur i helvede, og det er nok her, Dante havde trukket opgivende på skuldrene og bedt om en ekstra fadøl.

Henad aftenen ramte skybruddet og vi takkede guderne for, at vi havde været kløgtige nok til at indkøbe to paraplyer til en 50'er stykket i H&M samme dag. Vi havde nemlig også hørt den joviale skrækhistorie om, at ingen Copenhell er regnfri. Så der sad vi på en bænk ved siden af DJ-teltet, fire mand under to paraplyer, og drak vores sidste øl inden vi gik og fandt en bus hjem.

Shuttlebusserne kørte ofte og upåklageligt, skal det lige nævnes. Vi tog hjem med højt humør, uvidende om at vores tur i Helvede snart ville blive mere straffende og pinefuld end vi havde regnet med ...