Den lille store planet har været genstand for en del omtale og forventning, spillet så ud til at have uimodståelig charme, og jeg tror ikke der er mange der kan sige at de ikke faldt for den lille søde hjemmestrikkede sackboy. Nu, da i allerede har set karakteren, kan jeg ligeså godt sige det lige ud. Selve spillet holdt ikke desværre ikke vand.

En ting jeg bliver nødt til at give Little Big Planet er, at spillet formår at skabe en interessant og anderledes åbning. Med udviklernes ansigter og en introduktion til grund-gameplayet, er det en virkelig anderledes indgangsvinkel, til en tutorial og credits listen. Det er sådan cirka også her, det positive ved spillet stopper. Min anmeldelse af spillet stopper dog ikke her, og jeg kan lige så godt for det overstået, dette er min personlige mening, og selvom karakteren sikkert ikke passer jer skal i være velkomne til at læse videre.

Little Big Planet tilhører min elskede platforms kategori, hvor de fleste af mine yndlingsspil befinder sig, derfor var der også masser at se frem til, desværre indfandt skuffelsen sig hurtigt. Jeg havde personligt et problem hele vejen gennem spillet, nemlig det fysiksystem hele spillet er bygget op omkring. Fysiksystem er spillets akilleshæl, og en kilde til stor frustration. Platformspil handler generelt om hoppen fra en ende til en anden, selvfølgelig med forhindringer i form af fjender, puzzels samt selve banen. Little Big Planet har naturligvis de samme komponenter, men med en meget vigtig forskel.

Det første irritationsmoment kommer allerede i første bane. Bedst som man tror man allerede har overstået den normalt træge introduktion, på en ny og speciel måde, bliver man i de første baner tvunget gennem, en helt klassisk og møgkedelig tutorial. Argh gå dog væk, jeg har lige fået forklaret grund-gameplayet, jeg gider da ikke til at hører det igen, helt retarderet er jeg faktisk ikke. Nå men videre i spillet, blev det ikke just bedre. Efter at have spillet så mange platformsspil som jeg efterhånden har, står en ting klart, styringen skal bare være i orden. Om det er fysikken der formår at ødelægge styringen, eller om det er et klart designvalg (som kan være grundet fysikken) der sørgede for en elendig kontrol med min figur, kan jeg ikke sige, men skidt står det til. Den søde sackboy virker nemlig så ivrig, at den ikke rigtigt kan bringes til stop, dermed føltes det hele alt, alt for upræcist for mit vedkomne, og resulterede i utallige underlige dødsfald. Jeg fandt mig aldrig komfortabel med kontrollen og ønskede hele tiden at jeg kunne bevæge mig og standse når jeg ville. Nogle steder kræver naturligvis timing og præcision, desværre var det utroligt svært med de her problemer, hvilket også giver en masse dødsfald som jeg lige nævnt. Dette er også et lille hak på banedesignet. Heldigvis fungere hoppet mellem forgrund, mellemgrund og baggrund bedre, men for det meste var styringen krampagtig og ødelagde meget af spillet for mig.

Spillet er egentligt fint tematiseret, og med masser af farver ligner det i det mindste ikke Gears of War/ Fallout 3 med flere. At spillet ligefrem er smukt vil jeg ikke sige, men det har nogle interessante designvalg og skiller sig ud fra mængden, det har jeg respekt for. At musikken så er absolut rædselsfuld er noget helt andet, hvis vi ser bort fra det muntre tema, som jeg underligt nok godt kan lide. Musikken indtager en nærmest lalleglad tone fra start til slut, og kan efter mange timers spil være kvalmende. Dette er i højeste grad den mest subjektive mening i denne anmeldelse da musik og grafiksmag, muligvis er det, der er mest varierende fra person til person, og i derude elsker det måske. Desværre gør jeg ikke.

Hele formålet er at samle forskellige objekter, der nærmest kan sammenlignes med ringe i Sonic eller stjerner i Mario spillene, de har bare ingen effekt på din figurs helbred. Derimod samler du klistermærker, objekter som skal bruges i level creatoren, og kostumer til din sackboy. Dette appellere helt klart til dem, der elsker at samle og se alt, for der er pokkers meget! Dette er faktisk også et problem, da single player delen faktisk, på et eller andet plan bliver påtvunget. En af de store ting omkring spillet er nemlig level creatoren som jeg kommer ind på om lidt. Nogle sektioner, hvor der skal samles ting, ja der er det påkrævet at være flere spillere, og selvom spillet har en fin online Co-up del, og en knap så fin offline Co-up del, så irriterede det mig grænseløst at blive udelukket fra en del af banen, bare fordi jeg spillede spillet alene.

Et problem jeg oplevede med Co-up var, at man delte kamera og liv, dermed vil nogle spillere uden tvivl komme for langt frem og dermed blive dræbt og dræne af de andres liv, og igen frustrerende dødsfald.

Efter at have spillet mig igennem et godt stykke af singleplayer universet, blev jeg alt for træt af nogle af de problemer i har læst om i denne anmeldelse, og besluttede mig at smutte over i banedesigneren som havde været så rost. Og sjovt nok blev jeg endnu mere irriteret på spillet, så meget at jeg faktisk endte med nærmest at flå spillet ud af maskinen, ignorere den del af singleplayer delen jeg manglede, og jeg har ikke rørt det siden. For det første virkede det hele utroligt kompliceret, og bare den måde spillet ville lære dig at gøre alt muligt "sjovt" var slet ikke god. Endnu en (langsom) tutorial skal spilles igennem, før man får lov til at bruge alle værktøjerne, det gælder også nogle af de mest simple ting som min (igen) ikke helt retarderede hjerne nok godt selv kunne regne ud. Men hele indlæringsprocessen er simpelthen alt for langsommelig, det gik simpelthen så langsomt, og var så monotomt, at jeg kedede mig og alligevel ikke opfattede hvad pokker det var jeg skulle lære. Derfor åbnede jeg ikke for alle muligheder, jeg ville rent faktisk bare se om det hele faktisk virkede. Og svaret er mjaaaa egentlig ikke.

Måske burde jeg være mere tolerant og have større tålmodighed, men på dette tidspunkt syntes jeg, at jeg havde gennemgået nok. Jeg ved faktisk ikke hvor meget dybere jeg vil gå ned i det, men en forklaring skal der vel til. Kameraet sørgede virkelig for at få en kæmpe rolle, desværre ikke på en god måde. Enten var det knaldet direkte op i min sackboys fjæs, eller også var det alt for langt ud så man næsten ikke kunne se hvad der forgik, og da man ikke altid må kontrollere kameraet var det ikke ligefrem nogen glædesrus jeg befandt mig i.

Senere hen da min manglende kreativitet endelig havde fundet på noget der rent faktisk kunne betegnes som en bane, blev objekter hurtigt slynget ud, og selvom det på tidspunkter var ganske kompliceret, følte jeg mig ikke helt irriteret. Desværre placerede jeg et objekt forkert, og grundet fysikken i spillet væltede det halve af banen sammen. Ja hurra jeg kan spole tiden tilbage, men da det havde noget at gøre med det første jeg havde placeret betød det jo at næsten hele banen skulle ændres, hvilket min tålmodighed bestemt ikke kunne holde til på dette tidspunkt, og burde det i det hele taget være nødvendigt at skulle spole tiden tilbage? Ja jeg spørger bare. Det er ikke fordi jeg hader sådan nogle level creators, jeg har fået utallige timer til at gå med at bygge mærkelige baner i Far Cry: Instincts Predator, og selv med Far Cry 2's kameraproblemer havde jeg da også moderat sjov med den, præcis som med Heroes of might and magic III. Heldigvis var det en fryd at se hvad andre var kommet frem til online. Hvordan menneskers kreativitet havde bygget fantastiske baner, enten fra deres egen fantasi eller hyldester til andre spiloplevelser, og jeg kan sagtens se at hvis man kan overkomme problemerne er der nærmest uendelig spilletid at hente. Der kan også købes nye ting til level creatoren, og nye kostumer til sackboy for en okay pris, selvom jeg syntes det er ganske dumt at betale for, så er der en masse extra content der.

Jeg har i denne skriveproces været meget i tvivl om karakteren 3 eller 4, men i sidste ende blev det til at 4tal bare på grund af de muligheder som der faktisk bliver tilbudt. Jeg kan sidde og dele Little Big Planet op kategorisk, men når alt kommer til alt, er der et spørgsmål der altid er væsentligt ved spil, morede jeg mig? Nej det gjorde jeg ikke. Jeg kan sagtens se at Little Big Planet appellere til nogle, der måske ikke vægter de problemer jeg syntes spillet har, så tungt. Jeg må bare erkende at jeg personligt syntes Little Big Planet var en kæmpe skuffelse, specielt fordi jeg havde haft store forventninger til det, og jeg syntes på ingen måder det er et værdigt platformsspil. Men i sidste ende er det nok et spil der skal prøves af alle, for hvis man kan lide det spillet tilbyder (i modsætning til jeg selv) er der nok et ganske ok spil at hente her, desværre ja så var det ikke for mig.