Lad mig stille et spørgsmål:

Hvis jeg nu nævner et par navne såsom - Jason, Hercules, Medusa eller Achilles, hvad er da din første umiddelbare tanke?

Græsk mytologi måske?

For kort tid siden ville dette også have været min egen respons, men en stor oplevelse har begavet mig med et andet, mere kreativt svar:

Rise Of The Argonauts!

Måske har du hørt legenden om Jason og Det Gyldne Skind. Historien om Jason der af sin onkel bliver pålagt at hente det eventyrlige Gyldne Skind fra øen Kolchis. Om hvordan Jason drager ud med sine argonauter, legendariske mænd og kvinder fra hele Grækenland, og oplever mange eventyr i sin jagt på det.

Rise Of The Argonauts er udviklet af Liquid Entertainment, og fyrene dér har gjort et solidt arbejde i deres research. Ikke alene kan man nikke genkendende til mange af de historier man møder, men som jeg begyndte at grave længere ned i navnene og stederne fandt jeg, at langt de fleste var yderst autentiske enten set fra en mytologisk vinkel, eller fra en nutidig vinkel.
Ikke desto mindre er spillet stadig en "frit efter"-genfortolkning af det klassiske eventyr. Selvom en del af argonauterne rent faktisk også var med på Jasons oprindelige færd, så er der også et par stykker der er tilføjet for at gøre det mere genkendeligt for spilleren, og historien er, om end ikke komplet omskrevet så i hvert fald ret så ulig originalen.
Kong Jason af Iolcus er en lykkelig mand. Hans rige blomstrer, guderne har kastet deres kærlighed på ham, og frem for alt skal han giftes med den smukke Alceme. Men drømmen forvandles til mareridt, da Alceme ved selve bryllupsalteret bliver snigmyrdet af et medlem af kulten blacktongues. Jason må da, for at redde Alceme ud af kløerne på Hades, underverdenens gud, erobre Det Gyldne Skind fra hvem der nu end måtte besidde det. Men for at gøre det må han først rejse det græske ørige rundt for at samle helte, der bærer hans skytsguders, Apollos, Ares', Athenes og Hermes' blod i årene. Herfra udfolder sig et eventyr, hvor hvert nyt sted er et lille epos i det store epos, og for en sjælden gangs skyld i spilindustrien får man leveret en historie af format. En i alle aspekter medrivende historie, der er rørende, spændende og så velfunderet at mange personer faktisk bliver passet ind i en rolle der stemmer overens med myterne, men som genfortolkes lige det lidt at plottet får et tvist i forhold til de oprindelige myter. Noget som har hjulpet på dynamikken i fortællingen da en total loyalitet over for græsk mytologi ville have gjort det lidt... tørt.

Historien i Rise Of The Argonauts er samtidig også spillets største fortrin. Til trods for fortælleglæden den bliver leveret med, så kan det visuelle præg ikke følge op på succesen. Tværtimod er et ellers interessant grafisk udseende skamferet af dumme og undgåelige småfejl, der ødelægger helhedsindtrykket. Og designet på nogle NPC'er er alt for homogent. Generelt set er det ærgerligt, når nu spillet ikke spiller mere med musklerne med hensyn til det grafiske, at udviklerne ikke har leveret en større diversitet i designet. Argonauterne, omgivelserne og hovedfjenderne er i det store hele flot animeret i en stil der af og til ligger på grænsen til en art cel-shading. Men nogle gange bliver det lidt vel repetitivt. Samtidig præsenterer designet spilleren for et væld af forskellige lokaliteter, hvor hvert sted betyder behov for nye tilgange til gameplayet. Et sted byder muligvis ikke på andet end enkelte kampe men masser af dialog og efterforskning, mens det næste sted fuldkommen ændrer teten, med meget lidt dialog og konstante kampe mod fjender.

Netop kampene mod fjenderne repræsenterer et noget kommercielt problem for bagmændene. Alt ved spillet indikerer at du vil blive udsat for konstante kampe, men dette er langtfra tilfældet. Det virker som om udviklerne og udgiverne har glemt at snakke sammen før lanceringen med hensyn til markedsføring, for virkeligheden i spillet dikterer korte kampe opfulgt af undersøgelser og samtaler på ægte RPG-manér (eller måske ikke helt ægte, vil jo nødig træde nogen over tæerne). Nogle gange kan der gå meget lang tid mellem hver kamp, og Rise Of The Argonauts kan bestemt ikke anbefales, hvis du er på udkig efter et actionspil. Er du derimod på jagt efter den intense historie, og figurer som du kan relatere til, så er det uovertruffent.
Dermed er det bestemt ikke sagt, at kampene ikke fungerer. Når du går i land fra det skib, du bruger som transportmiddel mellem stederne, vil du have følgeskab af to argonauter, som du selv kan udvælge alt efter hvor mange du har rekrutteret. Disse to vil komme med forskelligartede bemærkninger og mere eller mindre konstruktive indskud afhængigt af deres personlighed, plus at de med deres egen stil, det være sig bue, magi eller de bare næver, vil gøre alt for at støtte dig i dine kampe.
Kampene i spillet er underholdende og med en snert af taktik. Du kæmper med 4 forskellige våben: sværdet, spyddet og køllen som hver kan styrkes i kraft af din loyalitet overfor, og tilbedelse af guderne Hermes, Athene og Ares. Skjoldet er dit sidste våben, og samtidig det eneste som du ikke vil få mulighed for at skifte ud. Og tro mig, et skjold lyder måske ikke som meget af et våben, men der er noget skræmmende ved at se Jason hamre hovedet af en fjende med kanten af det!
Tilbedelsen af dine guder spiller også yderligere en rolle i kampene, for efterhånden som du dedikerer dine store heltegerninger til dem vil du åbne op for "God Powers". Magiske kræfter som du via kamp kan optjene point til, indtil de kan fyres af. Den enkelte powers stil og styrke er tilsvarende den gud, som giver adgang til den. Krigsguden Ares kan f. eks. gøre Jason bersærker, hvor Apollo kan heale Jason og hans argonauter hvis påkrævet. Graden af disse opgraderinger og taktiske overvejelser forvandler Rise Of The Argonauts til et rollespil, og hiver det væk fra rendyrket action.

Rise Of The Argonauts er til spilleren der søger den gode historie med bund i noget virkeligt. Til spilleren der ikke har noget imod en del renden frem og tilbage, en hel masse dialog og ikke nær så meget action som ellers kunne ventes af et spil defineret som actionspil. Kan du se igennem fingre med den dårlige grafik kan du til gengæld se frem til en fantastisk lydside. Har du ikke så meget mod et spil der ikke har multiplayer eller den store genspilningsværdi, men som til gengæld giver dig følelser og tragedier, venskab og intriger i fantastiske omgivelser så er det lige dig. Bær over med de underligt placerede checkpoints, og så kan du se frem til en eksplosiv cocktail som er nydelse på et højt plan!