Er det en film? Er det et spil? Er det en bog?
Det er skam et spil, men uheldigvis er de enkelte gameplayelementer langt fra spillets trækplaster.

(jeg har i øvrigt gennemført spillet en gang, hvilket var på sværhedsgraden hard)

Drake er endnu engang på jagt efter en skat, som han ikke helt ved, hvad indebærer, men han er selvfølgelig ikke alene, og bliver derfor forfulgt af den onde instans i historien hele vejen. Skattejagten består af en lang stribe af puzzles og mange låste døre, men Drake kommer ikke overraskende også jævnligt i karambolage med antagonistens håndlangere, som under blind loyalitet jævnligt forsøger at få Drake ned med nakken. Drake vil finde skatten, da den har haft hans interesse i mere end tyve år, og han gerne vil være rig, mens det viser sig, at modparten søger skatten ud af magtliderlighed. Hvad antagonisten planlægger at gøre med denne magt, vides dog ikke.

Historien er altså umiddelbart rimelig tynd, og bliver ikke just bedre af at have en antiklimatisk slutning. Det mest interessante historiemæssigt er derfor Drake's forhold til kammeraten og faderskikkelsen Sullivan og kærlighedsinteressen Fisher, som Naughty Dog vælger at udforske fra begyndelsen, men desværre hurtigt dropper igen. Det ændrer dog ikke på, at jeg ikke kunne slippe spillet langt hen af vejen, men det skyldes de fantastiske landskaber og alsidige gameplaysekvenser.

For Uncharted 3 er vanvittigt flot. Man kommer vidt omkring i spillet - både geografisk og miljømæssigt, da man kommer til at opleve alt fra frodige jungler og smukke slotte til umiddelbart øde byer og den ensomme ørken. Naughty Dog har allerede vist, at de har styr på vandeffekterne med de to tidligere spil i serien, og gør det blot endnu bedre i dette spil med meget virkelighedstro og naturligt regn, men de kan nu også tilføje sandeffekter til repertoiret, som ikke ser ud af meget på afstand, men når man kommer tæt på i skyggen, imponerer det rigtig meget. Der er dog stadig et problem, som har været gennemgående i alle spillene, og det er sørgeligt nok Elena Fisher's ansigt, da der bare er noget meget unaturligt over øjnene. I mellemsekvenserne ser hun fin ud dog.

Lyden er god, hvilket indebærer alt fra stemmeskuespil, musik og bevægelse i sand til våbnene og andre lydeffekter. Der er ikke rigtigt noget at klage over her, og ikke overraskende fortjener særligt stemmeskuespillet og musikken meget ros. Men selvom våbnene lyder godt, og har en umiddelbart god tyngde, så tager nogle fjender så mange skud at dræbe, at våbnene virker lidt legetøjsagtige. Det fører mig desuden videre til næste kritikpunkt.

I et skydespil skal fjenderne selvfølgelig være forskelligt forberedt - både hvad angår rustning og våben, men fjenderne med jagtgeværer ærgrer mig alligevel. De rusher mod spilleren, sluger mange skud og kan nakke dig med et enkelt tryk på aftrækkeren, hvilket lægger op til en god gammeldags slåskamp, men det er desværre ikke en mulighed længere, da disse tager en evighed at afslutte. Spillet indledes med en masse slagsmål for at introducere det nye system, som virker som en dårlig kopi af pendanten i de nye Batman spil. Jeg kunne godt lide de simple, hurtige og effektive angreb i de to foregående spil, mens jeg hader den udvikling ND har bragt ned over spillet. Slåskampe er blevet kedelige, oplevelsesfattige og lange QTE sekvenser, jeg godt kunne undvære, og som desuden kan holde spilleren fanget i en duel, som kan ende med død ved skudsalve fra de omkringværende fjender.

Spillet inkluderer også de for evigt irriterende bazookaudstyrede pestilenser, som jeg ikke ville have noget i mod, at samtlige udviklere droppede eller bare gav begrænset ammunition. Begrænset ammunition blandt fjenderne ville generelt være en cool implantation. Men det er en mindre forseelse. Den store synder lægger i de rushende fodtudser, som omringer og tvinger spilleren ud af skjul, og efterlader ham som et let offer for snigskytter eller lignende. Fjenderne har det også med at gemme sig, og springe frem midt i en skududveksling, eller sagt på en anden måde: spawne løbende efter (forud)bestemte hændelser. Derfor kan man stå umiddelbart i godt skjul, hvorefter der pludselig hopper en soldat ned bag én, så man skal konstant tjekke sine omgivelser i 360 grader. Banerne er ofte rigtig flot opbygget med rig mulighed for at løbe, hoppe og klatre sin vej rundt blandt fjenderne, hvilket er en af Uncharted's helt store forcer, men uheldigvis gøres dette til tider besværligt af rushende fjender. Omvendt kan man heller ikke altid forblive i dække, da det jo til tider lykkedes fjenderne at komme for tæt på og tvinge spilleren ud af dette. Fjenderne er kortsagt frygtløse, og gør præcis, hvad de bliver bedt om. Det værende at rushe spilleren med en simpel pistol eller stå vagt i et brændende og faldefærdigt hus.

Så kan man selvfølgelig også vælge den alternative løsning, og forsøge sig med stealthkills, hvor man sniger sig rundt blandt fjenderne. Men det er dog ikke altid en løsning, da enten udvikleren eller sine AI medspillere mener noget andet. Jeg prøvede sågar at bane mig næsten hele vejen igennem en bane med stealth, men det var åbenbart ikke meningen, for efter jeg døde mod slutningen og genstartede var stealth ikke længere en mulighed. Stealth var en meget kærkommen tilføjelse i 2'ern, men det virker ikke fuldt implanteret, da det også er meget ubarmhjertigt (det tager lang tid, og man bliver nemt opdaget), og dermed en meget lidt fristende fremgangsmåde.

Styringen er lige i skabet, og med undtagelse af få tilfælde kan styringen ikke tage skylden for dødsfald, da den fungerer glimrende når man slås, sniger sig frem, skyder og klatre. Klatring eller platformselementet i spillet er fuldstændig ligesom i de forrige spil, og virker derfor mere repetitivt i denne ombæring. Det hjælpes heller ikke på vej af, at opgaven ofte består i at finde vej udenom en låst dør, hvilket efterhånden er en tør kliche. Det fungerer fint nok, men når der aldrig står noget på spil, virker det ikke altid lige engagerende at klatre rundt på risikofrie vægge. Risikofri er dog lidt en løgn, da Drake konstant falder gennem vægge og gulve og river rør og stolper løs. Det er stadig lidt spændende og morsomt, men overraskelsesmomentet forsvinder hurtigt i dette tredjekapitel, så det ender med at blive forventede og mildt underholdende forstyrrelser i gameplayet. Puzzles vender som skrevet også tilbage, og disse er faktisk mere udfordrende end i tidligere spil, da man som regel ikke har meget at gå efter til at begynde med, men som tiden går, får man hints fra sine kompagnoner, så spilleren ikke risikerer at sidde fast. Før man løser en given puzzle, skal man altså først finde ud af, hvad den ønskede løsning er, hvilket er en interessant tilgang til de mindre hjernevridere.

Uncharted 2 (ja 2) er et fantastisk spil, men mens den begivenhedsfattige og langsomme travetur i bjergene alligevel var spændende og stemningsfuld i første gennemspilning, så er den ret kedelig i efterfølgende gennemspilninger, og desværre går Uncharted 3 direkte videre til fase to i flere tilfælde. Tilbageblikket i begyndelsen af filmen var en meget glædelig overraskelse, men man laver ikke meget andet deri end at løbe. Værst er det dog i ørknen, hvor man bruger et kapitel på at gå. Dette kapitel repræsenterer meget godt Uncharted 3 som helhed, da der er lagt mere vægt på stemning end på gameplay, som er nærmest ikke eksisterende.

Uncharted 3 skal ikke spilles for historien eller de enkelte dele af gameplayet. Det skal spilles for protagonisterne og deres interne forhold, og ikke mindst de afsindigt stemningsfulde og scriptede begivenheder, som indbefatter et brændende og sammenstyrtende hus, en kæntrende færge og jagt på hesteryg. Omgivelserne og gameplayet varierer nemlig meget, hvilket gør spilleren nysgerrig og spændt på at se, hvad der venter rundt om hjørnet. Disse scener udgør tilsammen en større enhed, der gør, at man alligevel efterlades som tilfreds. Når man er i selskab med Drake og vennerne, bliver det sjældent kedeligt, og dette bekræfter Uncharted 3 uden tvivl, som er et vildt, spændende og begivenhedsrigt eventyr. Det er større og vildere end forgængeren, men uheldigvis gør visse ændringer det mindre sjovt at spille. Det er en anderledes og interessant tilføjelse til spilsamlingen (foruden andre spil i serien), men det kan ikke erstatte de gode, gammeldags spil, som rent faktisk er sjove at spille i sin reneste form.

Som en sidenote vil jeg lige udtrykke min vrede omkring manglen af medaljer og dertilhørende mulighed for at ændre spillets regler i singleplayer. Det er bare dovent! Til gengæld er co-op blevet behandlet rigtig godt, og er derfor noget mere omfangsrigt og holdbart i denne omgang, og kan sågar gennemføres offline. Ja, og så er der stadig den online multiplayer.

Grafik: 10
Gameplay: 7
Lyd: 9
Holdbarhed: 7

+ Filmiske scener og begivenheder, det gode eventyr, variation i gameplay, fantastisk grafik, flotte omgivelser
- Frygtløse fjender, slåskampe, fragmenteret historie med løse ender, repetitive klatringssekvenser, kedelige gåture