Sidst Silent Hill kiggede forbi Playstation 3 og X-Box 360 var med Silent Hill: Homecoming for fire år siden. At sige at Homecoming er det værste spil i Silent Hill serien passer meget godt, der tydeligt viste hvordan man ikke skulle lave Silent Hill. Lektien lært: amerikanere vil altid amerikanisere udenlandske produkter, og ødelægge dem fuldstændig. Shattered Memories fra 2010 på Wii er dog stadig højt på min liste over bedste Silent Hill spil, så der er trods alt stadig håb for serien. Nu har Konami valgt at give opgaven videre til Tjekkiske Vatra Games. Kan de skabe et godt spil i denne elskede serie? Og hvordan vil de klare det uden veteranen Akira Yamaoka ved deres side?

Silent Hill Downpour handler om Murphy Pendleton, der sidder i fængsel for ukendte grunde. En dag skal han overføres til et andet fængsel, men undervejs kører bussen uheldigvis galt. Murphy overlever, og finder at bussen tilfældigvis er kørt galt nær Silent Hill. Da han rykker ind i byen finder han dog hurtigt ud af at der er et eller andet galt. Byen er forladt og monstre går løs på gaden. Murphy må finde en vej ud af byen, imens han bliver jagtet af en fængsels betjent der er opsat på at sætte ham tilbage bag lås og slå, og hans fortid.

Historien i Downpour er faktisk ikke så dårlig som man skulle tro. Den er faktisk spændende og involverende. Mysteriet om Murphys fortid er interessant, og det bliver godt udnyttet af spillet. Det er et mysterium der i sig selv er grund nok til at gennemføre spillet. I modsætning til de seneste Silent Hill spil uden Team Silents involvering, så er der faktisk også meget at gå i dybden med og analysere. Den er ikke lige så tankefuld, forstyrrende eller chokerende som Silent Hill 2, eller Shattered Memories, men formår stadig at have en god effekt.

Det hjælper desuden også at spillet har nogle gode personer. Murphy især er en af de bedre hoved personer serien har set. I modsætning til andre hoved personer, så har Murphy faktisk en reaktion på de ting der sker. F.eks. udover at kommentere diverse begivenheder, så kan man tydeligt høre ham blive skræmt og påvirket af de ting han oplever, og så er han ikke bange for at forsvare sig selv overfor andre personer. Man får sympati for ham, og selvom afsløringen af hans fortid godt kunne være stærkere, så ender man med at føle for ham.
Det er ikke en pris vindende historie, og den har et par irriterende løse ender, men den skiller sig alligevel ud fra gennemsnittet. Kort sagt, bravo Vatra, bravo.

Silent Hill Downpour gør det hurtigt klart, at det er meget anderledes i forhold til tidligere spil i serien via en intro som jeg ikke skal spolere her.

Først og fremmest, så spiller tågen ikke en stor rolle mere. Den er der stadig, men ligger mere i baggrunden. I stedet er det vand der er det dominerende tema. Mange af omgivelserne har vand på en eller anden måde, og det begynder endda at regne tilfældigt under spillet. Her gør man klogt i at søge ly, da spillets monstre bliver stærkere når det regner.

I modsætning til Shattered Memories der var fuldstændig fri for kamp, så kan man yde modstand i Downpour. Alt hvad man kan få fingrene i kan bruges som våben. Dog holder de ikke særlig længe så man skal ofte på jagt efter et nyt våben.

Dette er blandt andet med til at opfordre til at undgå kamp så meget som muligt, udover at fjenderne er stærke. Som tidligere spil i serien (dog ikke Homecoming, det møg) er Murphy trods alt en hverdags mand, der på ingen måde har forstand på at bruge våben. Dette blev udnyttet i tidligere spil ved at gøre karakteren til en svag kombattant der med nød og næppe kunne klare sig, via kontrollen, der var klumset men ikke ødelagt eller frustrerende.

I Downpour har man gjort noget ligene, bare endnu mere klumset. Det er en god idé, især i forhold til nutidens "gyser spil" der stort set kun har hoved personer der er lige så effektive som Terminator, men her har man gået for vidt.

Der føles ærlig talt som om man spiller som en mand der har fået langt over det tilladte at drikke (eller rettere sagt, mig på en fredag). Kamp systemet er upræcist, løst og til tider umulig at have at gøre med. At det er tiltænkt som en absolut sidste mulighed er en god idé, men derfor skal det alligevel være lavet ordentligt. Hvor de gamle spil kunne formå dette uden at skade spillet for meget, løber Downpour på denne front farligt tæt på kanten af at være ødelagt.

Det hjælper desuden heller ikke at kamp systemet ikke kun er for klumset, men også ensformigt. Alle spillets fjender har den præcis samme rytme: slå dem to gange, bloker angreb, slå to gange igen, repeat. Spillet har nogle unikke situationer der midlertidigt dræber denne rytme, men ellers er det utrolig klumset og kedeligt at bekæmpe fjender i Downpour.

Det skal dog siges for en god ordens skyld at der findes pistoler i spillet. Ligesom i Homecoming er de utrolig kraftige og en sikker vej igennem alt, men i modsætning til Homecoming er ammunition lige så sjælden som en 25 øre er disse dage. Udover dette, så føles det klumset at sigte med sit våben, da man har et utrolig smalt sigte korn. Det er dog på ingen måde lige så ødelagt som resten af spillets kamp system, så her kan spillet ikke kritiseres.

Selve byen har set mange ændringer siden sidst. Byen er blevet meget åben, og tilbyder blandt andet undergrunds baner der kan få en hurtigere frem og tilbage mellem byen. Og bare rolig, det betyder ikke at man kører med tog, men derimod at man bare udforsker tunnellerne.

Dette hænger sammen med at spillet nu har fået side missioner. De opnås ikke ved at tale til folk, men ved at opdage ting eller samle en ting op. Nogle er bedre end andre, men de tilføjer faktisk alle sammen overraskende meget til spillet. Nogle af dem har i sig selv nogle gode historier, og er interessante såsom f.eks. at opklare et mysterium bag en hel families dødsfald, men også nogle dårlige såsom at forsvare en bank boks fra fire grupper fjender.

Side missionerne tilføjer til spillets univers, og i nogle tilfælde karakterne, og kommer med nogle gode belønninger. De kan være noget kryptiske dog, så en guide bliver højst sandsynligt nødvendigt hvis man vil klare dem alle. På trods af dette, så er de et af spillets overraskende gode styrker.

Så er der spillets underverden, der dog i denne omgang ikke helt er som man kunne håbe. Underverdenen består af to ting: klare puzzles og flygte fra et mystisk lys i stil med Shattered Memories. Først nævnte er faktisk ret godt, hvilket også leder hen til at spillet har mange gode og kloge puzzles. Sidst nævnte får adrenalinen lidt op og køre, og det er lavet sådan så man ikke skal bruge flere forsøg på at komme igennem det.
Problemet er, at disse sektioner ender med at blive for ensformige, på til trods for nogle kreative omgivelser, så er disse sektioner ikke grotesk eller forstyrrende set i tidligere spil. De er under udviklet, og må siges i sidste ende at være lidt skuffende.

Spillet har dog en ting som mange nyere gyser spil ikke har: ægte gys. Jo vist, Downpour falder selv i fælden nogle gange med billige forskrækkelser, men for det meste er det rigtig godt. Spillet har nogle kloge og effektive forskrækkelser der bliver opnået via stilhed, og så er der fra tid til anden en række fremragende scenarier. Kort sagt, hvis man gerne vil skræmmes af et spil, så er Downpour vejen frem.

Til forskel fra Homecoming, så tilbyder Downpour nærmest uendeligt mere udforskning. Action er ikke i fokus (for det meste), og der bliver givet god plads og atmosfære til at udforske byen og se hvad der sker, hvilket er en dejlig ting.

Blandt andet derfor er det så ærgerligt at spillets sidste akt er så dårlig. Her bliver spillets gode atmosfære og kreative scenarier smidt ud og erstattet af konstant action, men fjender der respawner og en masse ammunition til sin shotgun. Det hele bliver desuden også afsluttet af en boss der føles som at være taget direkte fra et spil som God of War.

Gameplayet i Silent Hill Downpour har rigtig mange positive kvaliteter til sig, og på mange måder har det præcis de elementer som har gjort at serien (især de tre første spil) er så højt elsket og husket i dag. Der er flere positive ting end negative ting, men når de negative ting ligger i noget så vigtigt som i et kamp system der er overdrevet klumset og ensformigt, en slutning der påtvinger en at bruge førnævnte system, under udviklet underverden (især i forhold til tidligere spil) og et andet problem som jeg kommer ind på senere, gør at spillet er i direkte fare for at få alt ødelagt.

Det handler om at tage det gode med det dårlige, og i nogle tilfælde handler det udelukkende om udholdenhed. Der er meget at komme efter, men der er mindst lige så meget der kan direkte ødelægge det.

Spillet er gennemført på mellem seks og otte timer, så det er ikke just den længste oplevelse. Hvad der dog hjælper er alle side missionerne, og i alt seks forskellige slutninger, så man har stadig noget at gå efter. Om man dog vil vende tilbage afhænger kraftigt af hvor vidt man kan holde problemerne ud.

Grafikken er underlig. Personerne og deres animationer skifter ofte mellem at være gode til at være dårlige. På samme tid formår de at se gode og gammeldags ud. Hvordan man opnår sådan noget er for mig et sandt mysterium, men det er altså sket her. Fjende designet er desuden også ret kedeligt at se på.

Går over på det positive, så er omgivelser spillets grafiske højde punkt. Ikke kun er de flotte og har gode detaljer, de formår at fange den gode gamle Silent Hill stemning, der ikke har været der siden Team Silent blev smidt af serien. De føles skumle, kan være direkte ubehagelige, og bidrager til spillets mareridts fornemmelse. Især underverdenen har nogle kreative omgivelser. Det er dog ikke nær så grotesk og forstyrrende som tidligere spil, men de virker, og er en sand fornøjelse at se på.

Hvad der derimod ikke er så kønt er hvordan spillet kører. Spillet udnytter Unreal 3 motoren, der både kan være rigtig god, og rigtig besværlig. Sidst nævnte var desværre den helt store vinder her. Spillets tekstere er ofte lang tid om at dukke op, små grimme streger i skærm billedet forekommer ofte, og så er der billede hastiheden.

Spillet hakker nærmest konstant. Uanset hvor man er og hvad man laver, så falder billede hastigheden. Noget så simpelt som at dreje kameraet eller Murphy kan gøre spillet langsomt, uanset om der er fjender til stede eller ej. Billede hastigheden kan ikke klare meget, og det siger en del når spillet har en tendens til at fryse eller blive til en power point præsentation når der igen sker intet. Det er lang tid siden jeg har set et spil køre så dårligt, og det er lige til at græde over. Dette er et af de ting man er nødt til at skulle kunne håndtere for at kunne lide spillet.

Lyden klarer sig dog noget bedre. Lyd effekterne er ikke så dårlige, og som nævnt før har spillet en god og effektiv atmosfære. Igen skal der gives ros til at spillet formår at udnytte stilhed til noget intenst og skræmmende. Stemmeskuespillet er for det meste godt, men har et par svage punkter. Desuden lyder det også som om at personerne snakker inde i et lokale, uanset hvor de er.

Som nævnt tidligere, er Silent Hill Downpour det første SH spil uden musik fra den altid fremragende Akira Yamaoka. Personligt håbede jeg på Trent Reznor som erstatning, men valget faldt på Daniel Licht, komponisten bag serien Dexter (som i øvrigt kan anbefales). Hans musik er meget anderledes i forhold til Akiras musik, men overraskende nok er kvaliteten den samme. Daniel formår at komponere musik der er effektiv og mindeværdig. Det slår ikke Akiras musik, men det mere fordi at INGEN kan slå ham. Kort sagt, Daniel er en værdig efterfølger, så igen kan et soundtrack køb anbefales.
Spillet har desuden også en række øjeblikke hvor der bliver brugt licens musik, via radioer man tilfældigt finder undervejs i spillet. De passer overraskende godt ind i spillet, og er faktisk gode nok til at burde fortjene deres egen udgivelse. Ja, så godt er det.

Hvad der dog ikke passer så godt ind, er sangen "Silent Hill" lavet af Korn. Normalt kan jeg godt lide Korn (dog deres gamle) og elsker Jonathan Davis' stemme, men denne sang er noget af et skud ved siden af. Den passer på ingen måde til spillet, og sangen i sig selv må siges at være kedelig og undervældende. Heldigvis dukker den kun op i rulleteksterne, så den formår ikke at ødelægge noget.

Nu har jeg både rost spillet til skyerne og nærmest banket det til døde, så er det noget værd for folk? Som nævnt tidligere, det kommer helt an på om man kan acceptere/udholde de store fejl. Kamp systemet, den sidste sektion, underudviklet underverden og grafik der nærmest altid hakker kan ødelægge meget, og selvom spillet gør meget rigtigt, er disse fejl noget store, da de er nogle af de vigtigste dele af spillet.

Vælger man at acceptere disse ting, så er der som sagt meget at komme efter. Det er uhyggeligt, for det meste belønnende, klogt, dybt og spændende. Vatra har formået at skabe de ting som man har efterlyst siden Team Silent blev smidt af serien, og det skal de have utrolig meget ros for. Alene baseret på dette, er spillet værd at kigge på for Silent Hill fans, fordi det er en god oplevelse. Det er en blandet smags sag, og har forståelse for folk der synes mindre om dette. Fejlene er sørgelige, og forhindrer spillet i at opnå sær status.

Men en ting er sikkert, Vatra har bragt serien tilbage på rette spor. De tør tage chancer, respekter serien, er ofte fyldt med kreativitet og effektiv gys og forstår hvad der gjorde serien fremragende under Team Silent. Jeg ser gerne at de udvikler det næste spil i serien, så meget ros skal gå til dem. Men folkens: næste gang så tag et seriøst kig på jeres kamp system, grafik, lad være med at tvinge folk til action, og gør mere ud af underverdenen. Så kan vi begynde at holde af jer. Indtil videre er i dog en lovende gruppe, men potentiale for noget stort.