Min pistol er rettet mod hende. Blot et tryk på aftrækkeren og så vil fuglen aldrig længere synge til de forkerte folk. Blot ét tryk. Hun kigger mig dybt i øjnene. De beder mig om at skåne hendes liv. Blot ét tryk..

Vi befinder os i 1930'ernes USA i den fiktive by, Lost Heaven. Et miks af New York og Chicago. Efter en flot åbningssekvens, hvor vi får en smuk rundtur gennem byen, møder vi spillets hovedperson, Thomas Angelo. En kendt og respekteret mafioso, som nu vil genfortælle historien om, hvordan han gik fra at være en simpel taxachauffør til en af mafiaens mest respekteret medlemmer.

Historien fortælles igennem kapitler, som typisk introduceres med en cutscene, hvorefter du vælger en bil og køre ud til missionens destination. Og netop biler spiller en stor rolle i Mafia. Spillet indeholder omkring 60 køretøjer, som er inspireret fra 1930'ernes oprindelige modeller. Hvilket vil sige, at hvis du forventer hurtigt accelererende køretøjer, så bliver du nok skuffet. Med det sagt, så er der rigeligt med hæsblæsende biljagter gennem gader og stræder, som nok skal tilfredsstille din indre fartdjævel. Bilerne føles tunge, præcis som man forventer fra den tid og hvad enten man cruiser rundt i byens gader eller er på flugt fra politiet, så nyder man det til fulde. Netop til dette formål vil jeg anbefale brugen af rat og pedaller. Desuden indeholder de et tilfredsstillende skadessystem. De kan bules, punkteres, løbe tør for benzin (naturligt eller ved at skyde tanken) og eksplodere.

Når du ikke sidder bag rattet, tager spillet udgangspunkt i et tredjepersonsformat og det er svært ikke at drage paralleller til GTA-serien, som på mange måder minder om Mafia - eller omvendt burde man nok sige. Du har mulighed for at dukke dig, hvilket øger din evne til at sigte med våben samt lave et rullefald til siden. Udover en pæn mængde skydevåben byder spillet også på en simpel omgang nærkamp. Det kan være et frustrerende element, især set i lyset af at der ikke er mulighed for at parere slag, men heldigvis er det begrænset, hvor ofte man roder sig ud i disse.

Som nævnt foregår spillet i Lost Heaven. En storby som byder på alt, hvad en storby i 1930'erne bør indeholde, hvilket indebærer masser af trafik, fodgængere, et fuldt tilgængeligt tognetværk og massere af varierende bydele - ja sågar et relativt stor område udenfor byen, hvor man kan nyde det flotte landskab. Byen har også sit eget politi, som standser Thomas, hvis han overtræder loven ved eksempelvis at køre for hurtigt eller bærer våben i offentligheden. Straffen afhænger af overtrædelsen og variere fra en bøde til den klassiske 'wanted: dead or alive", hvor hele styrken sættes ind.

De forskellige kapitler sørger for, at man hele tiden oplever noget forskelligt. Nogle byder på skydesekvenser i både små og store områder. Andre byder på biljagter, indbrud og sågar et ganske underholdende racerløb. Du sidder aldrig med følelsen af, at det her har jeg lavet før.

Spillet har en del år på bagen og det afspejler sig selvfølgelig i grafikken, men det kan man sagtens leve med. Den fjendtlige AI lider nok mere under det og foretager - til tider - nogle absurde aktioner i bedste Rambo stil, men vil ellers forsøge at tage dække bag alt, hvad de nu kan komme i nærheden af. En ting som jeg er stor tilhænger af, er den begrænsede ammunition hos fjenden. De kan nemlig løbe tør for skud, hvilket resultere i at de vælger nærkamp som sidste udvej. En beslutning jeg ville ønske, at flere udviklere tog.

Lyd spiller ligeledes en stor rolle i Mafia. Hver bydel har et autentisk stykke jazz musik, som virkelig bidrager til stemningen. Denne bliver selvfølgelig afløst når aktion sekvenserne sættes ind, men man har hele tiden forsøgt at bevare følelsen af, at man befinder sig i 1930'erne og man kan kun lade sig rive med når tonerne slippes løs. Både biler og våben har den klang, som man kunne forvente, hvis man satte sig og så en gammel gangsterfilm og stemmeskuespillet sidder som regel lige i skabet, minus et par svipsere fra nogle få bipersoner.

Nu er det ikke lutter ros, som spillet høster. Det er en del år gammelt og både animationer og grafik ser slidt ud i forhold til dagens standard, men heldigvis oser spillet af stemning, hvilket er mere end rigeligt til at opveje de kantede teksturer. Hvad der ikke kan tilskrives årene er save systemet. Udviklerne har valgt at køre med checkpoints, hvilket betyder at du skal starte om fra sidste checkpoint, hvis du dør. En irritabel beslutning, men der bliver trods alt gemt forholdsvis ofte.

Kampagnen tager omkring 13-15 timer at gennemføre. Udover denne er der mulighed for det såkaldte 'Free Ride', hvor byen og det omkringliggende landskab åbnes op for sjov og ballade. Her kan du gå amok og gøre hvad du har lyst til. Du kan samtidigt gemme dit spil i Free Ride, så du kan samle op, hvor du slap.

Mafia står stadig stærkt. Jeg spillede det første gang ved udgivelsen i 2002 og det står stadig højt på min liste den dag i dag. Trods alderen er det er en hel del bedre end sin efterfølger, og kan man se bort fra de små irritationsmomenter og den gamle grafik, så har man en fantastisk historie og spiloplevelse i vente. En historie, som i min verden giver både inspirationskilden Godfather og Mafia II baghjul.

Plus: God historie, varierende gameplay, lyden

Minus: lidt stift styring, ingen mulighed for selv at save, svag nærkamps del